For en stund stod han blot og betragtede det lille stykke han havde fået lavet, der skulle være grundpillen for det pynt han ville sætte på, den anden tynde pind, nullede han let mellem fingerne med et hårdt tryk, det var så varmt at det formede sig mellem hans fingre og blev helt spids, så den kunne gå igennem stof, inden han lagde den til side, kunne han blot lave hængslet og samle de to stykker, kunne han sætte de blade og blomster på som han forestillede sig kunne pynte den, da han hørte hendes stemme. Han så undrende op, som havde han glemt hendes tilstedeværelse og hævede let det ene bryn efter hende. Han sænkede blikket ned imod sit lille projekt, selv synes han det var for tidligt at komme med den slags komplimenter, for det kunne jo mislykkedes for ham, men han valgte dog for en gang skyld at være høflig og tage imod hendes kompliment. "Tak.." 

Hans svar var kort, for hans tanker lå ved projektet i hans hænder. Han slap det kort, for at gå hen for at hente en stor træskammel. Han placerede den foran armbolten, inden han satte sig ned. Han varmede blot en lille klump stål, meget mindre end en lillefingernegl. Den var rødglødende på ingen ting, og med hans store fingre, fumlede han noget med at samle de 3 stykker, da klumpen endelig var blevet formet som han ønskede det. De 3 dele så næsten ud til at smelte sammen, inden han omhyggeligt formede det, så de lå helt lige overfor hinanden og der ingen ujævnheder var. Nu havde han nålen samlet, han rejste sig op med den, og fik over til en stor rund børste, der kunne dreje rundt hvis han brugte en fodpedal til at få den til at dreje rundt hurtigt. Hans fod vippede hurtigt og rytmisk op og ned, mens børstet piskede rundt. Efter et hurtigt dyp i noget vand, der kom til at syde let på grund af det varme stål der kølede ned, trykkede han nålen imod børsten, alle mørke urenheder blev renset, som den blanke ståloverflade kom til syne, og først da den var helt blank på alle overflader stoppede han op og inspirerede den nøje.

Han vendte sig koncenteret imod Klytië tids nok til at høre hendes stemme igen, han så forvirret op på hende. "De sidste 17 år fast.." svarede han blot, som var det en ligegyldig information, inden han trådte hen foran hende uden at tøve, han tog fat om hendes kappe og trak den ganske let ud fra hendes overkrop, inden han trykkede nålen igennem. Han burde måske spørge, men hans tanker var opslugt et andet sted, i hans arbejde. Omhyggeligt vippede han nålen let for at se hvordan basen fulgte stoffet, om der var noget han skulle rette inden han fortsatte sit arbejde, men han fjernede den hurtigt igen da han var blevet tilfreds med resultatet, og trådte væk fra hende uden at forklare sine handlinger.

Han satte sig på skammelen igen, inden det gik op for ham hvad han havde lavet. Han løftede blikket imod hende, for han havde slet ikke bemærket hendes udtryk, om hun egentligt havde været okay med det.  

Hun hummer lidt som han siger hvor mange år han har gjort det, eller fast, hvad end det skulle betyde. Hendes blik følger hans bevægelser, som han pludselig kommer nærmer med det han er igang med. Hun ser nysgerrig til, imens hun lader ham gøre det han vil. Det var lidt mere opmærksomhed, selvom det var meget passivt, men hun var alligevel tilfreds. Opmærksomhed, men hun ønsker stadig mere opmærksomhed, det kunne hun straks fornemme som han trak sig væk igen. Hun havde lyst til at ligne en såret hundehvalp fordi han pludselig ikke rigtig gav hendes opmærksomhed mere, men hun valgte at lade vær, for hun havde jo ikke behov for at blive rørt for at blive glad for opmærksomhed. Selvom det nu altid var den bedste form for opmærksomhed, men hun vidste han helst bare ville være stille og holde sig på afstand.

Hele hendes holdning, blik og smilet gav udtryk for hun var helt rolig og afslappet. Hun hummer lidt, imens hun ser hvordan han smutter tilbage til den store armbolt. Hun havde mest af alt lyst til at spørge hvorfor der lagde sådan en sorg over stedet, men hun vidste bedre end at spørge, for var der en ting hun var sikker på, så ville hun hurtig komme ud hvis hun spurgte lige præcis det spørgsmål, han var hemmelighedsfuld, tydeligt ting han ønsker at begrave i fortiden. Men den nysgerrighed prikkede helt vildt, men hun vidste bedre end at give efter på dette tidspunkt. "Hvor længe har du haft dine heste?" Spørger hun, som hun nok tænker det er den mest sikre vej at gå lige nu, bare for at få lidt mere opmærksomhed, hun krævede mere opmærksomhed.

Sawyer var allerede dybt fokuseret på sit arbejde igen, med at færdiggøre den lille broche, uden hans evne til at varme og forme stålet med hænderne, ville han aldrig kunne have lavet noget der var så småt, og så detaljeret med de redskaber han havde til rådighed i smedjen. Hendes stemme skar igennem hans stilhed og koncentration, og han rynkede let panden. Hun havde dog valgt det mest optimale emne når hun endelig skulle forstyrre ham. Han sendte hende et svagt smil ved tanken om de to hingste. "Zion, den sorte har jeg haft i 7 år, den brune Kaisa han er kun 5 år.." svarede han ganske rolig, inden han lagde de sidste detaljer på brochen og smeltede det faste på den nål han allerede havde lavet og poleret.

Han rettede sig til sidst op, vendte og drejede den lille broche i hånden med et tilfreds smil. Uden et ord rejste han sig igen og gik over til skiven han kunne polere den med, han stod stille og længe, mens den helt ren, inden han kom noget olie på og fik den poleret helt blank med det på. Han stod længe og så på det færdige stykke, tydeligt tilfreds med sit arbejde, inden han gik over til kvinden igen, måske det kunne købe ham lidt fred fra hende, eller også ville det gøre det stik modsatte han vidste det ikke. Han trak let ud i hendes kappe en gang til, inden han placerede nålen igen i hendes kappe. Han slap den og trådte et skridt væk fra hende, blot for at betragte den og hende. "Må jeg så gerne få fred nu?" spurgte han roligt, og tog et lille klæde for at tørre sine hænderne deri, for den smule skidt han måtte have fået på fingrene af at rode med stålet.

Hun nikker lidt til det han siger, imens hendes blik følger den lille broche han lægger det sidste touch på. Hun vipper hovedet lidt på skrå, med et smil, for en ting var sikkert han kunne sit håndværk, men hans evne måtte vel også hjælpe en del, måske. "To flotte hingste," siger hun roligt, da hun alligevel havde stået og betragtet dem lidt udenfor. Men hun kunne tydeligt se, det havde været det rigtige at spørge om i øjeblikket. Hun ser på den lille broche, som han har sat den fast, med et betragtende blik, den var så pæn. hun var stadig forundret over han kunne lave noget så detaljeret, noget så unikt og flot.

Hun rynker lidt på næsen som hun tænker, hun vil gerne have mere selskab, for selvom han ikke ønskede det havde det faktisk været rart nok, meget afslappende for hende, nok ikke for ham. Hun kigger ham hendes bedste hvalpe blik, som hun vipper hovedet på skrå. "Men det var lige så hyggeligt," hummer hun, men hun vidste også godt, når han havde været så flink, ville det også være ret uhøfligt af hende ikke at måske høre en smule efter, på trods af hun virkelig ønskede selskab. Hun ville så gerne insistere, men kunne hun virkelig være det bekendt når han havde givet hende sådan en fin ting, som han faktisk havde brugt tid på? Selvom hun søgte opmærksomhed, så blev hun lettere usikker når folk gav hende ting, det var ukendt, for hun havde kun fået noget af en person før, andre havde bare taget hvad de ville fra hende. Så hun følte lidt hun skulle måske ikke insistere så meget, så han ikke blev meget træt af hende, hvis hun nu en dag ønskede selskab af ham igen, så duede det jo ikke hun havde presset for meget, gjorde det?

Han gjorde et ganske lille nik, hingstene var begge flotte, og med hver deres personlighed og styrker, var de præcis hvad han havde brug for på smedjegården. Hans blik gled over den broche, han havde alligevel haft ret, den klædte hende ganske glimrende, hvis han selv skulle sige det. Ikke at den slags småtterier skulle være en del af hans forretning, men han nød de små udfordringer der engang imellem kunne dukke op, og at have den kunstnerstiske frihed til at føre dem ud i livet. Han havde aldrig haft tid til den dengang hans kone levede, til selv at lave dem, men han havde alligevel altid haft en gave med hjem til både hende og børnene, hver gang han kom hjem fra sit arbejde i Lysets hær.

Hans blik flyttede sig til hendes ansigt, som hun ændrede sit udtryk imod ham. Han klemte øjne en anelse sammen, mens han lyttede til hendes ord. Han kunne ikke svare med andet end et mindre opgivende suk, inden han rystede svagt på hovedet af hende, men omkring hans læber lå der alligevel et svagt smil der trak let i den ene mundvige. Han måtte virkelig give hende det, hun gav bestemt ikke op uden en kamp, og skulle han være ærlig for sig selv, havde han sat pris på hendes kun få spørgsmål imens han havde arbejdet, og nu virkede hun faktisk lidt til at ville give ham freden trods modvilligheden var let at spore i hendes hvalpeblik. Et blik hans datter altid havde brugt for at få sin vilje, hvad end det havde været en ekstra dessert, en historie mere eller en ridetur på hans ryg selv når han havde været træt. "Og hvor længe har du så tænkt dig at blive?" spurgte han stille, uden den sammen fjendtlighed i stemmen omkring hendes tilstedeværelse, som havde han måske åbnet døren ganske let på klem for hende. Det kunne måske ikke skade at snakke, blot en smule. 

Et stort smil prydede hendes læber, så snart hun så et svagt smil på hans læber, eller et lille træk op i den ene mundvig, men hun tog hvad hun kunne få. Han havde givet efter, i hvert fald en lille smule, hvilket var stort for hende. Hun trækker lidt på skulderne, hun havde ikke ligefrem overvejet han faktisk ville spørge det spørgsmål. Ærligtalt havde han været så modvillig, at han helt havde overrasket hende ved at give efter så hurtig. "Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at være her hele natten. Men indtil jeg begynder at blive træt," siger hun med et smil. Nok var hun ikke typen der pludselig blev træt, men hun kunne godt begynde pludselig at hige efter vand, så når det skete ville hun lade ham være alene. 

"Tak for brochen, det var sødt af dig," siger hun med et smil, som hun har vippet hovedet lidt på skrå, men man kan tydeligt se at hun mener det. Det var ikke tit hun brugte ordet tak, for hun havde ikke haft brug for at sige det særlig tit. Selvom hun havde det mærkeligt med at få noget, så valgte hun alligevel at skubbe det mere til siden og bare være taknemlig og ikke tænke så meget over det, selvom det prikkede til hende. Det var alligevel utroligt, den meget indelukkede mand, var alligevel en smule åben, samt havde faktisk givet hende noget. Det var positivt, hun så det kun som en sejer og mere opmærksomhed ved dette. Men hun ville også være lidt opmærksom på ham, hun ønskede ikke længere at træde over hans grænse mere, eftersom han havde vist sådan en venlighed overfor hende.

Hans blik veg ikke væk fra hende, som han ventede på hendes respons, men dybt nede kunne hendes svar alligevel ikke lade være med at more ham en lille smule. "Og det antager jeg at du er allerede nu? Det var en skam.." Hans stemme var rolig, men det lå et glimt i hans øjne, et glimt der der i så mange år havde været slukket, han følte ikke for morskab, men alligevel gjorde han et forsøg nu. Hvis situationen skulle være til at holde ud for hans vedkommende hvert fald, måtte han vel gøre en indsats? Ikke at det passede ham synderlig, men måske det til en forandring kunne føltes lidt rart med selskab, omend han havde sine tvivler, for hvad skulle de helt præcis tale om?

Han trak ganske let på skuldrene, det betød jo alligevel ikke noget? Det havde været en måde for ham at fordybe sig lidt i sit arbejde, skabe en distance til kvinden der alligevel ikke ville gå nogen steder, uanset hvor ubehøvlet han egentligt havde været overfor hende. "Så længe du ikke render ned i byen og siger jeg er blød om hjertet pludselig..." Selvom hans ord kom sammen med et svagt smil, lå der alligevel en dyb alvor i hans ord, han ville hade tanken om byens folk pludselig ville begynde at opsøge ham igen, for andet end arbejde, blot tanken fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Han havde vendet sig til sin fred, og ønskede ikke at spolere den lige foreløbigt. Han sad for en stund og lod blikket vandre, skulle han byde hende på noget? Han kunne i hvert fald godt trænge til et par gode krus glas øl, for at komme igennem dette møde. Han gik over til en tønde han havde gemt af vejen i smedjen, han hev korkproppen ud af den, inden han pressede en tap i, i stedet for og uden større problemer løftede den op på den buk der stod i hjørnet. Han burde havde nogle krus liggende et sted, han lod blikket vandre rundt til han fandt hvad han søgte, og med et rent klæde fik han tørret dem begge grundigt af, ikke fordi han var sart, men tanken om at spolere god øl var frygtelig. Han skænkede øl op til kanten i begge de store krus, inden han gik over og gav hende den ene, uden egentligt at have forhørt som om hun ville have den.

En melodisk latter kommer fra hende, som han alligevel prøvede en smule, hvilket kun var positivt. Hun forventede slet ikke så meget, men hun var så glad for hun havde været så insisterende. "Aw, skal jeg virkelig bare ligge mig ned lige her, fordi jeg er så træt?" Spørger hun drillende, imens hun alligevel holder lidt tilbage, med at gå helt amok med et svar som måske kunne fornærme ham. Hun lægger sig på gulvet, imens hun ser på ham med et kækt smil. "Man ligger bare ikke så godt på gulvet," siger hun drillende, før hun sætter sig op igen. Nok sov hun på sten normalt fordi hun normalt boede i en hule i en af bjergene, men der havde hun da skind at ligge på så det ikke virkede så slemt.

Hun tager fat om kruset han giver til hende med øl, inden hun tager en slurk. "Bare rolig, det skal nok være en hemmelighed," siger hun med et venligt smil. Hun ville på ingen måde risikere noget, hun kunne godt fornemme han mest var til fred og ro, men alle havde brug for selskab engang imellem, om de ville det eller ej. Samt han måtte have gennemgået nogle ting, som gør han ikke ønsker selskab af andre. Så egentlig var det positivt ikke alle var så insisterende end hende, så ville hun jo ikke have mødt ham, for så var han vel et helt andet sted i dette øjeblik. Hun slikker noget af skummet fra øllen fra hendes læber, efter hun havde taget en slurk mere. Han behøvede ikke at vide hun mere drev på vand, hvilket gjorde han nok selv lige havde sat sig i situationen hun blev lidt længere. Nok var der ikke meget vand i øl, men der var vand i, som hun stadig fik energi af. Men hun ville bare prøve at aflæse ham bedst muligt, hvis det skulle være en positiv oplevelse for ham altså. Selvom han måske syntes det var træls i starten, men små skridt, små baby skridt kan gøre noget.

Selvom hendes latter fyldte smedjen ud, så det ikke ud til at nå helt ind til ham, hans ansigt var stadig afmålt, som forsøgte han at gøre op med sig selv om det nu også var en god ide at åbne op, men han kunne ikke undgå at hæve et ene øjenbryn da hun begyndte at tale. Det var ikke helt det han havde forventet af hende, som han hævede blikket op imod loftet over dem, med et lille suk. "Det var nu ikke....." Han stoppede sig selv fra at sige mere, for da han vendte blikket tilbage imod hende, havde hun rent faktisk lagt sig ned på gulvet for hans fødder. Smilet begyndte at trække let i den ene mundvige over hende, hvor meget han end hadede at indrømme det, havde hun faktisk overrasket ham en smule på den måde hun var. "Nej, det er også meget upraktisk at have Dem liggende der.." svarede han roligt tilbage, med hvad der næsten kunne lyde som en drillende tone i sin stemmeføring overfor hende.

Efter lidt overvejelse, valgte han at række sin hånd frem imod hende, så han kunne hjælpe hende op fra gulvet. Han kunne ikke risikere at hun ville blive syg, af at ligge på det kolde gulv, og rent var det jo heller ikke lige frem, eftersom det var her han arbejdede. Så ville han hellere finde en stol så hun kunne blive mere komfronatble. "Tak Klytië.." lød det afmålt fra ham, men det gjorde det lidt lettere for ham at acceptere hendes selskab, for hvis hun var blot en snert som ham ville hun holde sit ord, for i hans optik var ens ord lige så bindende som lovende i landet. "Skal jeg ikke hente en stol til Dem?" spurgte han efter lidt tid, han kunne vel ikke være den eneste som havde en siddeplads i smedjen, hvem ville lade sine gæster stå og hænge på den måde, han burde huske sine manér omend han ikke lige frem selv havde inviteret hende til at blive. 

Hun kunne ikke stoppe det kække smil, da hun endnu engang måtte sande hans ene mundvig havde fundet vejen opad, i hvert fald en smule. "Ja meget upraktisk, men jeg kunne godt," siger hun drillende, selvom der nu er sandhed til ordende. Siden det var normalt at ligge på hårdt underlag for hende, men dog ikke noget som var så beskidt som dette gulv egentlig var nu hun tænkte lidt over det. Hun var bare glad for den lille smule han havde åbnet sig op, det var positivt. Men hun vidste også godt, nu begyndte hun sikkert at insistere meget mere ved alle andre også hvis de heller ikke gad. Det var måske ikke lige alle det var smart ved, men hun havde set det virke, så måtte det også virke på andre.

Hun tager imod hans hånd, så hun kan komme op at stå. Hun slipper dog hans hånd igen efter lidt tid, da hun absolut ikke vil trænge sig så meget på. Hun var nok godt klar over, nærkontakt var ikke hans kop te, selvom hun elskede nærkontakt. "Hvis de vil, men jeg tager nu ikke skade af at stå op," siger hun med et smil, som hun vipper hovedet lidt på skrå. Hun vidste han ikke først havde ønsket hende her, så hun ville på ingen måde trænge sig på, ved at sige selvfølgelig skulle han hente en stol. Desuden var hun van til at sidde på jorden eller hvad der lige var, hun var ikke van til at dette fine halløj med stole. For hende var det en luksus, altså intet man virkelig behøvede. Hun holder begge hænder om det store krus, som hun igen tager en slurk. Hun bevæger sig igen lidt rundt, også for ikke at invadere helt hans personlige grænse tæt omkring sig. Hun var klar over mennesker ofte havde noget de kaldte et privat boble, hvor de sjældent ønskede nogle, medmindre de kendte dem godt, eller hvordan det ellers helt hang sammen. Hun havde stadig ikke forståelsen for dette private boble, for hun havde ikke selv en privat boble. Hun ønskede folk tæt på, eller bare de ville give hende en smule opmærksomhed, for hende var der intet nærmest privat, men det hang nok nærmere sammen med de ting hun havde oplevet i livet.

Han brummede let fornøjet over hendes ord, men måtte dog alligevel ryste let på hovedet af hende. At ligge der, ville aldrig kunne blive nogen god ide, især fordi det virkelig ville begrænse hans muligheder for at kunne arbejde, men også fordi hun kunne risikere at blive frygtelig syg af det, hvilket kunne tvinge ham til at tage sig af hende, for han kunne vel ikke smide hende ud som affald, som var hun ikke hans problem længere. Nej, så hellere tage sine forholdsregler og passe lidt på, så hun kunne komme sikkert derfra. 

Den måde hun trak hånden til sig hurtigt, fik et forsigtigt smil frem omkring hans læber. Så havde hun alligevel opfanget blot en smule ved deres korte møde. Og da hun lige frem indvilligede i at ville have en stol, rejste han sig roligt op fra sin plads. "Jeg er tilbage om lidt.." lød det afdæmpet fra ham, i håbet om hun denne en gang faktisk ville lytte og blive stående pænt som en dygtig pige, imens han gik hen til huset. Han skubbede døren op til huset, og gik ind i det rum der engang havde været en smuk stue, men nu mest af alt mindede lidt om et alt muligt rum, da han sjældent nåede videre end dertil. Han samlede en af stolene op, og forlod hurtigt huset igen for at søge tilbage mod smedjen. Det var en ganske simpel stol med et arm- og ryglæn, ikke polstret men bedre end den kolde jord, det var den dog.

Normalt var hun ikke typen til at lytte efter hvad folk siger til hende, hvilket nok også havde ført hende ud i alt for mange problemer igennem tiden. Mest af alt havde hun mest lyst til at snerre af sig selv, da hun tog sig selv i at være lidt for interesseret i at gå med. Hun vandrede rundt lettere rastløs indtil han ville komme tilbage, mest af alt for at få sig selv til ikke bare at følge med. Tydeligt han ikke ønskede hende til at gå med ind, den eneste grund til hun overhovedet blev i smedjen var fordi han havde givet hende en broche. Det lyder så dumt for hende selv, men hun vidste også det bare sad dybt i hende ikke at insistere på for meget hvis folk havde givet hende noget. Hun brummer irriteret, som der igen popper et gammelt mind op. Hun tager en slurk af hendes øl, for at prøve få det til at gå væk. Hun stoppede sig selv da hun ville til at fryse øllen, så kruset ville ende med at springe.

Hun vender sig rundt, da hun fornemmer han er tilbage igen. Et smil fandt frem på hendes læber igen, var der en ting hun var god til, så var det at begrave alt ned som hun tænkte på i et øjeblik. "Tak," hummer hun, men det var da gået hurtigere end hun havde regnet med, heldigvis for det. Alt hun før tænkte på var allerede forsvundet fra hende, der var intet spor at se om de dårlige minder på hendes ansigt længere. Hun var sjældent van til møbler, men valgte alligevel at sætte sig som han havde sat den ned. Hun kunne lige så nemt have siddet på jorden, men det var han åbenbart alligevel for flink til at lade hende. "Hvad laver du så mest af her i smedjen?" Spørger hun, inden hun tager en slurk af hendes øl. Hun hopper lidt rundt på de nemme ting, ingen grund til at få ham til at blive alt for frustreret med hende. De våben der hang rundt, tydede på han havde gået op i det, men ting kunne hurtig ændre sig, chancen for han stadig lavede våben var vel både og. Hun hummer lidt, som hun igen jagter minder væk, som hun igen fokusere sin opmærksomhed på Sawyer. Nærmere et håb om han kunne distrahere hende fra sin egen fortid, det var ikke et sted hun havde lyst til at besøge igen.

Sawyer blev glædeligt overrasket over, at det for en gang skyld virkede til hun lyttede til hans ord, og ikke fulgte efter ham ind i huset. Efter det hele var brændt ned, havde han ganske vidst mistet næsten alle minderne, men der var alligevel noget privat over hans hjem, et sted han ikke ønskede at invitere nogen ind. Idet han kom tilbage satte han stolen ned til hende, inden han selv tog plads på sin trofaste skammel. Han gjorde et ganske lille men afmålt nik til hendes tak, det var ikke noget særligt for ham, noget hans opdragelse bød ham til, omend han igennem mange år nok var veget langt fra sine maner.

Han greb om kruset med øllen, satte det for munden og tog en større slurk af det, inden han let tørrede sit overskæg med den frie hånd. Ulempen ved det ellers velplejede skæg var at alt satte sig deri, det var en plage altid at holde rent, men en bidende nødvendighed for at se sig godt ud. Som hun spurgte ind til hans arbejde, rynkede han let i panden mens hans blik gled over hende. En dyb brummen lød eftertænksomt fra ham inden hans blik gled rundt, der var så mange ting som han lavede ofte værende hestesko den ene af dem men også beslag til døre var en hyppig varer folk ønskede, da han havde det med at fordybe sig i detaljerne og ikke blot lave flade dørbeslag. "Hestesko er vidst det mest lavede her nu, men laver alt folk er villige til at betale mig for.." svarede han dæmpet men dog oprigtigt. Han havde lavet flere besynderlige ting igennem tiden, men folk havde betalt for han holdt sin mund omkring det, hvilket havde faldet ham ganske let med sin isolerede tilværelse.

Hun kommer med en hummen, som hun lytter til det han siger. Hun vipper hovedet lidt på skrå, imens hun nikker lidt. Med alle de våben på væggen, så var det alligevel en overraskelse, det ikke ligefrem var noget han gjorde meget i. Men igen, folk har det med at ændre sig, så hvis det satte gang i nogle minder, kunne det gøre det. Hun ryster svagt på hovedet, hun burde slet ikke overveje at spørge ind til det. Hun lader hendes tunge vippe op over hendes overlæbe som hun tænker lidt, som hun igen lader blikket glide rundt som det igen lander på ham.

"Hvad gør du så når du ikke arbejder? Udover at drikke øl," Spørger hun. Det virkede så tomt hvis han ikke lavede meget mere end det, ville det ikke være det? Eller er det bare hende som kræver meget opmærksomhed, som gør hun syntes det er mærkeligt hvis han ikke laver meget andet end arbejde og drikke øl. For hun var ikke i tvivl om han var glad for øl, han gav det selv meget væk når først på kroen han fik øl og nu derhjemme også. Hun var heller ikke i tvivl om han gemte på en sorg, men hun ville ikke rode i den som det var lige nu. Nogle ting var ikke ment for hende at rode i, også selvom hun var så nysgerrig hun måtte ofte stoppe sig selv for at spørge, hvad han prøvede at flygte fra i sine minder. En svag brummen lød fra hende, som hun et øjeblik så op i loftet. Hun tager en slurk igen af øllen, imens hun hurtig kan se hvorfor det er en god måde at lukke sine minder ud, selvom hun ikke helt kan sætte fingeren på hvad og hvorfor. 

Han blik fulgte hendes ansigt nøje, i forsøget på at læse hvad end der måtte foregå inde i hovedet på hende, og det var som om han kunne spore en vis overraskelse i hendes udtryk, da han havde forklaret hvad han lavede. Det undrede ham for en stund hvorfor, inden han opdagede de mange våben der omgav dem i smedjen, det gik pludselig op for ham hvorfor hun måske havde virket så overrasket, hun havde nok forventet at høre om at det var våben han lavede mest af. Han tappede let med fingrene imod kruset med sit øl i, mens hans blik fulgte hendes tunge der gled over hendes overlæbe, inden han måtte rømme sig for at vende blikket lidt væk og rette sig op på skamlen igen. 

Hendes spørgsmål kom som sendt fra himlen, da han i stedet kunne forsøge at fokusere på netop det. "Jeg arbejder stort set altid, passer mine heste, ordner lidt på huset, henter forsyninger i Dianthos eller passer min....." Han gik i stå i den sidste del, som han vendte blikket væk fra hende, der var ingen grund til at komme ind på den sidste del, det var for sørgeligt og ikke noget han ville belemre hendes hoved med, desuden endte han altid i et sørgeligt humør hvis han gik ned af den sti og lod sig selv drukne i tankerne og selvmedlidenhed. "Hvad med dig, når du ikke genere andre mennesker?" forsøgte han i stedet med at henlede hende, dog med et glimt i øjne da hans ord ikke skulle forståes så hårdt som de måske kunne have lydt for nogen.

Hun lod det bare gå som han stoppede sig selv, tydeligt han ikke ville sige det. Normalt ville hun spørge hvad han ville til at sige, men hvis hun begyndte at sætte snuden i hans fortid, ville det jo ikke stoppe ham fra at sætte snuden i hendes. Ingen havde et behov for at høre den, så meget vidste hun. Hun kommer med et grynt, som han spørger hende. Hun kunne godt høre det ikke skulle tages så tungt, men hun fandt nu alligevel ordvalget sjovt. For han var den eneste hun nogensinde havde mødt, som faktisk ikke ønskede selskab af hende. Et kækt smil lå på hendes læber, som hun et øjeblik vippede kruset lidt rundt. Hendes blik landede på ham igen, som hun vippede hovedet lidt på skrå. Hun fugtede sine læber, inden hun kommer med en svag latter. "Du den første som mener jeg har generet dem, men jeg møder mennesker, er lidt rundt omkring de måneder der ikke er så meget at lave for mig," siger hun med et kækt smil. Men ingen grund til at nævne, hun mest befinder sig til steder hvor vandet ligger tæt på. 

Hun tager hendes kappe af, mest af alt fordi det var træls at blive siddende med den omkring sig. Hun kommer med en svag brummen, før hun tager en slurk af sin øl. Hun lod igen hendes tunge fange nogle dråber, som var på hendes overlæbe. Hun kører sin hånd igennem det lange hår, inden hun lader det igen falde om på hendes ryg. Hun vipper det ene ben over det andet, som hun kommer med en svag hummen. 

Når det kom til selskab var Sawyer ikke længere den mest erfarne, og endnu værre blev det når der var tale om kvindeligt selskab. De snakkede for meget, og var alt for nysgerrige. Klytië virkede bestemt ikke som nogen undtagelse, eftersom hun var en yderst insisterende kvinde der ikke lige frem gav op særlig let, til hans store ærgelse. Og trods han havde skubbet sig let, så han sad med blikket lidt væk fra hende, kunne han alligevel fornemme hendes bevægelser, se hende let ud af øjenkrogen. Han satte kruset for munden og tog en god mundfuld af øllet deri. Smagen var som man kunne forvente af en øl, kraftig og hårdtslående. Han bemærkede den måde hvorpå hun fugtede sine læber lige inden hendes latter brød igennem. Der var ikke længer særlig mange valgmuligheder for ham, end blot at lytte til hendes ord. 

Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over hendes ord, kunne det nu virkelig være sandt hvad hun sagde, han tvivlede men måske andre blot var væsentligt bedre til at skjule deres tanker og irritation over hende. "Hvad laver du så, når du har noget at se til?" fik han spurgt ganske dæmpet, inde han vendte blikket imod den unge kvinde i hans smedje. Hun var igang med at tage sin kappe af, og Sawyer måtte være standhaftig for ikke at betragte hende, men holde blikket rettet væk fra hende, den måde hun atter slikkede sig over læberne efter at have drukket, fik hans blik til at flytte sig betydeligt mere fra hende, som han nu nærmest sad med siden imod hende og blikket fæstnet på de mange våben på væggen.

Hun kunne ikke lade vær med at komme med et svagt grynt, som hun opdager han begynder at sidde med siden til hende. Han var nu lidt sær på hans egen måde, men alle havde vel deres særheder engang imellem. "Jeg er lidt frem og tilbage mellem Azurien og Medanien, hvor jeg sørger for at passe frugt og nøddetræer, så jeg er bonde," siger hun roligt, med et træk på skulderne. Hun havde dog været nød til at være ved at bide sig selv i tungen, for hun var ikke van til at snakke om hvad hun lavede nu. De fleste som havde spurgte hende om hvad hun lavede, det var længe siden, hvor det var noget helt andet hun lavede. Hun rynker lidt på næsen, inden hun ryster på hovedet for at få den tanke ud af hovedet igen. Hun måtte få ind i hendes hoved det var så enkelt, bare en simpel bonde.

Hun så samme vej som ham, tydeligt han lige nu sad bare og kiggede på de våben som hang der. Hun var dog ikke sikker på hvad havde fået ham til at sidde sådan, men hun skulle nok ikke helt forstå det. Hun tager en slurk igen, som hun vipper hovedet på skrå. "Aw, hvorfor sidder du nu med siden til mig?" Spørger hun roligt, men alligevel var der et kækt smil som havde fundet vejen til hendes læber. Hun overvejede hvad hun havde gjort, som fik ham til at reagere sådan, men hun kunne virkelig ikke komme i tanke om det. Men så igen, han var den eneste hun havde mødt som ikke bare lige gav hende opmærksomhed når hun ønskede det. Nok var det irriterende, men hun var meget insisterende lidt på det punkt. For alle havde brug for lidt selskab, nok bare ikke ligeså meget som hun følte for hun havde brug for. At han så ikke ønskede det, ja hun kunne altså virkelig ikke forstå det på nogle måde.

Sawyer vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til hende. Generelt det at have besøg af en fremmede på hans grund, som ikke var der for arbejdets skyld, var besynderligt for ham. Han trak vejret dybt og lyttede da hun forklarede hvad hun lavede. Han vidste ikke om det helt var det han havde forventet, men han gjorde dog alligevel et lille nik, for at vise han havde hørt hende. "Så har du jo lidt at give dig til.." brummede han dæmpet, da han ikke helt vidste hvad han ellers skulle svare til det. Det var jo ikke fordi han havde den store forstand på landbrug, han sørgede altid for at købe de ting han havde brug for i stedet for at dyrke hans jord. Det var lettere for ham på den måde, da det også frigav tiden til hans smedje.

Han måtte dog rømme sig, da hun pludselig spurgte til hvorfor han havde vendt sig væk, der fandtes intet godt svar på det, som ikke ville komme til at lyde mærkeligt for ham. Han lod en hånd rende igennem de lange mørkebrune lokker, inden han lettere modvilligt vente sig lidt tilbage imod hende, det virkede til at hun var færdig med al sit læbeslikkeri og han håbede sandelig ikke hun havde i sinde at afklæde sig selv yderligere end blot kappen, for så var han nok nød til at finde noget han kunne beskæftige sig med.

Hun kom med en svag hummen, som hun lagde det ene ben over det andet. Hun vippede hovedet lidt på skrå, imens hun høre hvad han siger. Hun var dog små irriteret over han gloede på den væg, for når han kiggede på den så fik hun jo nærmest ingen opmærksomhed. Det jo ikke pænt ikke at give hende opmærksomhed, det sådan en lille ting hun faktisk beder om. I hvert fald hvis du spurgte hende, så var opmærksomhed jo en lille ting at give. Hun krævede ikke ligefrem sex med ham, for faktisk at få udfyldt alt sin opmærksomheds krævende behov hun faktisk havde. For det var tydeligt det ikke var den slags opmærksomhed hun kunne søge ved ham, sådan noget tog hun i hvert fald sjældent fejl af hvilken opmærksomhed hun kunne forvente at få fra den anden person.

Et kækt smil fandt frem til hendes læber, som hun kunne se han rømmede sig lidt. Det var nu sjovt alligevel, selvom hun ikke helt vidste hvad hun havde gjort. Hun fulgte hans bevægelser, som han igen vendte sig om mod hende. Hendes hånd kører igennem hendes hår, mere for at fange de lokker der var kommet lidt på afveje. Hendes hoved tiltede lidt til den ene side, som hun kom med en svag tilfreds hummen. Var svært kunne det være at forstå, han bare skulle give hende lidt opmærksomhed. Det var dog lidt mere op til ham selv hvordan hun fik opmærksomhed, metoden var bare ikke at kigge væk. "Har du så lavet noget andet arbejde, end dette?" Spørger hun, som hun tilter lidt med kruset, så indholdet hvirvler rundt i det. Det var ikke det hun mest ville spørge om, for der var nærmest noget sorgmodigt over stedet, men hun vidste også hun så ville blive vist til døren som hun ville spørge.