At nogen anden end Milas ville tage skyld og ansvar for den nedadgående spiral der omkransede det lille selskab, jah den tanke havde ikke krydset ørkenelveren på noget tidspunkt. Selvom Rakaa nok så sig selv som relativt god til at skjule sine følelser og tanker, var hans egen selvforståelse næppe på højde med hvad han forstillede sig. Og når han ikke gjorde nogen indsats for at afkræfte den nagende mistanke der havde sat sig i Isiodiths bryst… jah så var reaktionen selvbebrejdelse. 

En tanke Milas ikke brød sig om, da han så hendes kønne ansigt formørkes ved den slanke elvers forsvindingsnummer ud af døren. Endnu et egoistisk træk fra Rakaa… Han følte med hende, og en del af ham ville gerne muntre hende op. Han havde selv skulle håndtere Rakaas næsten kontrollerende sind, og hvis skovelveren brød sig om ham, forstod Milas godt hvad hun gennemgik. Men selvsamme del vidste at hans ord ikke kunne gøre meget i det her øjeblik og Milas forholdt sig derfor tavs. Hendes opfølgende ord bekræftede dog hans mistanke, og med et lille suk nikkede han langsomt til hende. ”Ah, så det føler du alligevel…” gentog han for sig selv og betragtede hende da hun pludselig og resolut rejste sig og Milas nikkede varmt til hende ved hendes beslutning. Jah, en konfrontation kunne kun være sundt for Rakaa. Alt for mange lod ham bare tage den nemme udvej og lod ham gå.

På den anden side af døren, var Rakaa stoppet op ved en væg der var overdækket af planter og blomster.  Nogle af dem afgav en svag glød, men størstedelen af dem var ganske almindelige blomster man kunne finde udenfor det gyldne ørkenlandskab; små gaver Milas havde bragt med sig hjem. Hans fingre gled kærtegnende over de mange blade – sansende og forunderlige livsformer, førhen at hendes dæmpede stemme fangede hans opmærksomhed, og Rakaa vendte sig om. ”Jah..?” svarede han, en anelse overrasket over at hun var fulgt efter ham.
Hans sind var ofte et dobbeltsidet sværd… det der den ene dag kunne være hans største styrke, kunne den anden dag være hans største svaghed. Det var ikke umuligt at komme udenom hans til tider kontrollerende adfærd, og når han ikke følte han havde styr på situationen, var det nemmest bare at undgå situationen fuldstændig – som når han forlod et selskab på den selviske præmis – det var at genvinde noget kontrol! Men her kom hun endnu engang og forstyrrede det billede han havde dannet sig… men inden han fik sagt noget talte Isiodith atter, og hendes ord fik ham et øjeblik til at spærre øjnene skeptisk op. Dog gik det lidt efter op for ham at hun mente det, og skepsissen erstattedes af overraskelse. ”Nej, nej – det er slet ikke sådan det hænger sammen!” udbrød han, og følte hvordan varmen kort brændte igennem hans ansigt og farvede det lidt mørkere. ”De har ikke trådt over nogen tæer, Isiodith..” fulgte han op med, og tog et skridt nærmere skovelveren, men stoppede akavet op i bevægelsen. Han vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv og sine arme.

”Jeg… det er ikke fordi jeg...” Rakaas stemme var forvirret, og han endte med at trække hænderne til sig igen og foldede dem bagved sin ryg. Så fægtede de i det mindste ikke rundt i luften. Hans blik mødte hendes bekymrede, og usikkert prøvede han at forklare sig, inden han med et lille opgivende suk rystede på hovedet. ”Jeg kan godt følge dem tilbage til deres gemakker hvis de ønsker det...” endte han med at sige, og rankede sin statur en anelse. Han ville gerne tilbringe mere tid med hende, men fornemmede at hans humør og ord havde skubbet hende væk fra sig – ironisk nok selvsamme følelse skovelveren også gik med, og lod derfor ansigtet falde i en mere passiv maske. Sårbarhed havde aldrig klædt ham, ifølge ham selv.

Isiodith var stadig i syv sind. Rakaas tilsyneladende ubeslutsomhed over, om han skulle berette om sin tilbagetræden gjorde ikke, at Isiodith følte sig mindre forvirret – tilmed følte hun sig ubehagelig til mode, i det realiteten snart efter gik op for hende.
I sandhed ville Isiodith ikke tilbage til sine private gemakker. Hun ville ikke sidde alene i det fremmede land, med tankerne om Sibalghym som eneste selskab. Rakaa havde vist hende en vej ud af tankemylderet om den gådefulde mørkelver med de røde øjne, og Isiodith var ikke sikker på, at hun endnu kunne give slip på den udvej. Eller Rakaa. Ikke endnu og slet ikke, når Isiodith for første gang i en lang periode havde det godt; mere end godt. Hun levede.

Den unge skovelver betragtede Rakaa med de isblå øjne, der gnistrede af noget varmt og forstående. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg helst blive sammen med dig”, sagde hun, hvorefter hendes kindben straks antog en let rødmen. Isiodith lod dog ikke det stoppe hende og i et forsøg på at få Rakaa til at genfinde sin afslappede facon fra tidligere, lagde også hun hendes sammenflettede hænder mod lænden. Med rank ryg smilede hun, næsten konspirerende, til ham.
”Jeg har ikke haft det så godt, som jeg har det lige nu i rigtig lang tid. Det er naturligvis meget egoistisk af mig stadig at kræve dit selskab, men –”, sagde Isiodith og tav, i det hun rankede ryggen og prøvede at genfinde hendes mod; det, som havde blomstret blot få øjeblikke forinden. ”Som jeg ser det, så er denne rundvisning uforpligtende og, ja, når jeg vender hjem til Elverly igen, kan der gå et langt stykke tid før, at vi måske atter vil ses, så… Du skal være velkommen til at snakke med mig, hvis der er noget særligt der får dit hjerte til at veje tungt. Du skal være velkommen til, at drage nytte af den frihed, som det giver os. Vi kan også sidde sammen i stilhed her og nyde solen. Nogle gange er det bedst, hvis man samler sig i selskab med andre.” Isiodith forsøgte at smile opmuntrende op til ham, stadig stående som en tro kopi af Rakaa. 

Den slanke elvers blik fulgte hende opmærksomt. Han ville gerne tilbringe mere tid med hende… før han havde hevet hende ind i hans mere almindelige verden; med de mere almindelige tanker, problemer og følelser der fulgte med, havde hun kunne forundres og overraskes over den by hun var kommet til. Der var nemlig en uskyldig glæde i at opleve nye ting, og den glæde kunne være svær at give en elver når de havde rundet over 200 år på samme jord, så den forundring ville han gerne tilbage til. Han vidste i hvert fald at årene med tiden havde hærdet ham og hans forståelse af verdenen, og det var derfor få og tilfældige øjeblikke – såsom dem han havde delt med Isiodith - der kunne overraske ham. Rakaa’s øjne glimtede i det svage lys imens han talte sekunderne i stilheden der fulgte hans afsluttende ord.

Men endnu engang formåede hun at overraske ham, da hun med blød stemme indrømmede at hun gerne ville være omkring ham. Overraskelsen stod malet i hans ansigt i mindre end et par sekunder, men den var der stadig; og den livede ham op. I en drillende imitation af hans ranke holdning stilte hun sig nu, og ørkenelverens mundvig sitrede i et leende smil. Afvæbnende gav hun mening og kontekst til hvad der rumsterede i hendes hoved, og den mørke ørkenelver så sig selv nikke langsomt under hendes forklaring. Og da hun var færdig, brød det stille smil endelig hans påtagede alvorlige facon. Så, hun ville stadig gerne lade ham vise hende rundt. Alene den tanke lettede en tungtvejende sten fra hans hjerte, og Rakaa sukkede næsten lettet. Nok den sten der havde startet hele den her forunderlige lavine. 

Rakaa krydsede langsomt armene og så på hende. ”Så jeg er uforpligtende?” Kom det til sidst fra ham, et seriøst og næsten såret udtryk i ansigtet som dog snart gled over i et mere spøgefuldt udtryk. ”Når du nu kræver så høfligt, kan jeg vel ikke afslå” pjattede han, og følte hvordan varmen fulgte mere med, i takt med at hans humør ændrede sig. 
Bagved ham var et mindre sofahjørne, som han spørgende kiggede på, inden han gik hen for at sætte sig ned imellem dem mange farverige puder og planter. Ørkenelveren lænede sig tilbage med et tilfreds suk, og følte hvordan anspændtheden og frustrationen langsomt forlod hans krop.
”Men du har ret…” begyndte han med blikket vendt imod loftet over dem. ”Der kan gå længe før vi mødes igen, kan der ikke?” hans stemme havde et overvejende toneleje, og i et lille ryk kiggede han nu på hende fremfor loftet. ”Hvis det er realiteten, ville jeg næppe bruge tiden på at belæsse dit hjerte med mine frustrationer” kom det varmt fra elveren, hvis skæve smil indeholdt sund sørgmodighed men ligeledes oprigtig glæde over hendes selskab. Lyset fra hvad der mindede om en nedadgående sol varmede dog det lille hjørne de havde fundet, da hans undersøgende blik fangede hendes. ”Du har ikke haft det godt i lang tid…?” kom det til sidst prøvende fra ham, med muligheden for at uddybe – hvis hun ville. 

Hendes ord var ikke gået forbi ham.

”Så jeg er uforpligtende?”. Ordene, og dernæst det spøgefulde smil i mundvigen, fik Isiodith til at le lavmælt; en hjertelig og klar latter, en den unge skovelver ikke oftest lod undslippe de buttede læber – og da slet ikke i selskab med andre end hendes kære forældre.
Hastigt rystede hun på hovedet og anlagde samme drilagtige grimasse som Rakaa selv. ”Jeg tænker, at en eventuel flamme af din ville foretrække netop det”, svarede hun, i det en hemmelighedsfuld gnist tændte sig i hendes isblå øjne og Isiodith betragtede Rakaa sigende. Igen kollapsede de to verdener, hvorfra de kom; i Elverly vakte ordet en ganske anden opmærksomhed og det vejede tungt, så snart det var blevet sagt. Velvidende at deres spøgefuldhed ikke var mere end det, fulgte Isiodith med Rakaa over mod sofahjørnet, hvor også hun satte sig mageligt til rette.

Over hende glimtede solens sidste stråler og malede Isiodiths hvide hud og kastanjebrune hår i alverdens nuancer af lyserød. Det fik hende til at smile og med læberne adskilt, så de hvide tænder bag blev blottet, lod Isiodith sit ansigt falde på sned. Hun så, hvordan Rakaa næsten syntes at overveje hendes ord nøje; veje og afveje dem, til han omsider kunne sætte lighedstegn ved, ja velsagtens, noget af det hun havde sagt. Det føltes som om, at Isiodith atter havde genfundet Rakaa og følelsen af en særlig varme spredte sig behageligt i hendes tynde brystkasse. Uden at kende ham særlig godt og tilmed kun set overfladen af hans åbenlyse dybde, brød hun sig gevaldigt om ham. Hvordan kunne hun ikke, tænkte hun og smilede varmt til ham.

Isiodith syntes at synke længere ned i puderne, men hendes isblå øjne glimtede vågent. For en kort rum tid var hun stille, som syntes Rakaas ord at forårsage en lavine af overvejelser, hvilket heller ikke var langt fra sandheden. Måske hvis hun selv åbnede op, at Rakaa så ville gøre det samme? Isiodith håbede det og lod hendes blik glide henover de mange smukke plantevækster, der voksede vildt omkring dem.
Langsomt nikkede hun, hvorefter hun hastigt sendte ham et smalt, sørgmodigt smil. ”Jeg blev bortført sidste år”, svarede hun og i det minderne vendte tilbage til hende, blev de isblå øjne fraværende, næsten slørede. For et øjeblik sad Isiodith blot og stirrede på hyndernes broderede mønstre, indtil hun tog en dyb og tiltrængt indånding.
”En mørkelver. Han slap fri af vagternes greb og tog mig som gidsel, fordi han krævede en guide ud af Lindeskoven og Grænselandet”, forklarede Isiodith videre, hvorefter hun satte sig op og lod solens stråler kærtegne hende endnu engang. Atter blev Isiodith tavs, fordybet i tanker som hun var, men da hun så op på Rakaa igen, havde det sørgmodige smil vendt tilbage til hendes bløde læber.

”Han gjorde mig ikke fortræd, imens vi rejste. Alle behandler mig dog som om, at jeg er blevet til en fremmed… Som om de forventer, at jeg omsider bryder sammen og de ikke vil være i nærheden, når jeg mister besindelsen…”, fortalte Isiodith med et smalt smil, hvorefter hun trak lidt på den ene skulder og lagde sin spidse hage mod knoglen. Et kortvarigt, sigende blik gav genskær i Isiodiths isblå øjne, som forsøgte hun selv at fortælle Rakaa, hvad hun syntes netop om det faktum; det var latterligt – Isiodith var en stolt kvinde. Umuligt at hun ville miste besindelsen eller pludselig bukke under for traumet.
”Jeg har… Jeg har det såmænd okay… Noget der minder om okay vel og mærke, hvis jeg skal være helt ærlig, men det er grundet sådan en indre rastløshed, jeg ikke kan ryste af mig. Når jeg klæder mig på om morgenen, tænker jeg altid, ’det her kan du løbe i, det her kan du stikke af i’ Jeg undgår mine pæne kjoler, jeg ellers har holdt meget af før og jeg… Jeg pakker små fornødenhedskasser med helbredende urter og planter, jeg… Jeg har endda en dolk i mit bælte… Jeg kan mærke, at jeg har forandret mig… Nogle gange tager jeg mig selv i at kigge ind i spejlet og prøve at finde ud af, hvem jeg er nu. Hvordan jeg er.” Isiodith stirrede fraværende frem foran sig og hendes stemme var monoton og langt væk, men pludselig vendte hun sig mod Rakaa med et større, undskyldende smil om læberne.

”Det må være frygtelig akavet for dig at høre”, undskyldte hun og rømmede sig en anelse, i det hun rankede ryggen. ”Jeg har ikke snakket med nogen, end ikke mine forældre, om det der skete… Det løb vist lidt afsted med mig nu her.”

Selvom solens lys i realiteten var falskt, og fremstillet af de magere elverne i Thal’Elor husede, kunne man ikke benægte at det føltes ægte i momentet. Ægte, varmt, oplysende og betryggende. Den fremmedgjorte by under jorden fremstod mindre forkert med sådanne elementer, og lige nu, var den fantastisk for det humør de begge havde brug for at være i og omkring. Den kærtegnede de to elvers hud med en sigende varme, og Rakaa rykkede sig en anelse længere ned i pudehjørnet de havde fundet, blikket hvilende på Isiodith med glimtende latter. ”Ah, som du dog kan sige det” klukkede han og smilede lidt for sig selv. Flammer havde han dog ingen af. Men det gjorde intet, han ville ikke risikere at brænde sig for hårdt.

I lyset af den nedadgående sol var skovelveren dog smuk, det kunne Rakaa ikke benægte. Lyset faldt varmt på hendes blege hud – en stærk kontrast til hans egen gyldenbrune, og hun formåede at fremstå utrolig stærk, men samtidig en anelse skrøbelig lige her og nu. Det var nobelt og stolt. Og i stilheden der fulgte, lukkede ørkenelveren afslappet øjnene og lod overvejelserne falde til ro i hende, ligesom hun havde gjort med ham. Han havde trods alt stillet et spørgsmål der bød op til en tungere dans, men forventede ikke at hun svarede ham uden videre. Det var de færreste der delte ud af ulykker…
Dog tog han fejl. Hendes melodiske stemme havde taget en kant af hæshed over sig, og den slanke elver åbnede øjnene, og så på hende igen. Der var sørgmodighed i luften ved de minder der blev trukket frem, og Rakaa forholdt sig i stilhed under det hele, et lyttende glimt i de mørkeblå øjne. Fraværende fremstod hun imens minderne gled over hendes læber. Elveren kiggede kort ned på sine hænder, førhen at han knyttede dem hårdt sammen. ”Tilbageholdt…” mumlede han for sig selv.

Han… han kunne umuligt forstå hende. Han havde aldrig været fanget, bundet eller spærret inde… han havde altid kunne slippe væk; en hyldest til de evner han var givet. Men at blive taget til gidsel på den måde var forfærdeligt.

”Skræmmer det dig nogensinde, at være i tvivl om hvem du bliver til?” kom det efter lidt tid fra ham, med en snert af intensitet og oprigtig interesse. De blå øjne søgte hendes. ”Skræmmer dit spejlbillede dig?” fulgte han på med, usagte ord skjult imellem sætningerne. Om end forskellige ting ændrede forskellige elverer, kunne Rakaa genkende frygten for det – den fremmede i hendes øjne. 
Fra kunstner til kriger, forandringen havde været stor og mærkbar for dem omkring ham. Det var efterhånden så længe siden at han havde svært ved at huske hvordan han havde været før, men på dét punkt kunne ørkenelveren tilbyde sin støtte og medfølelse. Forsigtigt lod han et blødt kærtegn glide over elverens ene knæ i et lille forsikrende klem om at hun ikke behøvede at undskylde. ”… var det en af grundene til, at Milas ikke måtte male dig?” fulgte han op med, med et lille smil om de slanke læber, en lidt elegant invitation til at snakke om noget helt andet hvis hun ikke ønskede at uddybe mere.

Der var dog noget der havde resoneret med ham ved hendes ord. På trods af de forskellige verdener de kom fra, var nogle følelser og tanker så basale at de gik på tværs af landegrænser.

Som Rakaas hånd fæstnede sig om Isiodiths skarpe knæ, lod hun trygt sin egen mælkehvide lande over hans. Med lige dele taknemmelige og smilende øjne, nikkede hun tavst, hvorefter en eftertænksom rynke formede sig imellem hendes mørkebrune øjenbryn.
I et langt stykke tid var Isiodith stille, imens hun betragtede deres hænder og adskillelige tanker synes, at kræve hver en dråbe af hendes opmærksomhed. Da Isiodith omsider afbrød tavsheden, der havde lagt sig behageligt omkring dem begge, var det med et næsten konspirerende og drillesygt smil over de hjerteformede læber, hvor bag de hvide tænder stod i en lige række. Med en påtaget og let hovedrysten, sagde hun; ”i virkeligheden var jeg nok mere bekymret for, hvordan han ville formå at portrættere min kæmpe store pande.” De isblå øjne søgte ørkenelverens mørke, i samme moment som en hjertelig, klukkende latter undslap hende. Den spinkle hånd, der indtil nu havde lagt over Rakaas egen, flygtede op til de buttede læber, som forsøgte Isiodith at dække over den sprudlende latter, der dog allerede havde undsluppet hende.

Taknemmelig for det afbræk, som Rakaa havde tilbudt hende, smilede Isiodith bredt til ham. Det var i grunden temmelig ukarakteristisk for den unge skovelver, der under normale omstændigheder var mere høflig og afmålt i enhver anden situation. Som hun sad der med ørkenelveren, følte hun dog, at Rakaa, og måske endda i samarbejde med hende selv, havde skabt et rum, hvori brede smil og personlige anlæggende var kærkommende. Måske ligefrem… ønsket.

Langsomt gled alvoren dog tilbage over Isiodiths bløde kinder, hvorunder smilet på læberne fortrak sig en smule. ”Ja, det gør det. Det skræmmer mig”, indrømmede hun omsider, hvorefter hun hastigt søgte accept i Rakaas blik; accept for at fortsætte. Der var noget mærkværdigt befriende ved hans selskab, bemærkede Isiodith, om end som en flygtig men varm tanke.
”Det er dog… meget mærkeligt”, fortsatte Isiodith eftertænksomt, i det hun lod sit blik forlade hans og det i stedet gled ned over hans kønne ansigt, badet i den falske sols rødlige stråler. ”For… jeg føler mig ikke svag. Kun stærkere. Mere… trodsig, oprørsk… mere i stand til at stå på mine egne ben, end jeg gjorde hidtil. Mine forældre er meget velanset i Elverly og jeg har altid frygtet, at alt det grimme, eller måske ukorrekte, i mig omsider ville vise sit sande ansigt og at min person ville være skyld i et forfald af den respekt, som de har tilkæmpet sig igennem hårdt arbejde. Det… det er et paradoks, pludselig at føle den frihed, samtidig med at jeg stadig skal forsøge at… hæmme den… eller måske snarere finde frem til en eller anden balance.” Ordene forlod Isiodith, nærmest som i en længere tankestrøm, for det var i grunden hvad det var; Isiodith havde ikke turde røbe overfor nogle, hvordan tilfangetagelsen havde formået at ændre hende – og værst af alt, hvordan hun blot følte sig… stærkere.

Isiodith så atter op på Rakaa, stadig med et lille smil over læberne, og ikke for sidste gang, sænkede der sig en behagelig tavshed mellem dem. Isiodith følte i lang tid, at det i sig selv var nok; behagelig og rolig, som den var, for den krævede intet andet af de to elvere, end at sidde i pudernes tryghed og betragte plantevæksten.
Ikke at Isiodith, til trods for mindernes tilbagekomst, nogensinde glemte hvorfor de nu sad der – og ikke i stuen hos kunstneren.

I et forsøg på at bevare den lette men fortrolige stemning imellem dem, lagde Isiodith nu sin hånd på Rakaas og gav den et ømt klem. ”Må jeg høre, hvorfor vi endte med at sidde her af alle steder?”, spurgte hun let, og i en tone der afslørede, at der ingen nag ville være imellem dem, skulle han vælge at beholde sin hemmelighed for sig selv.

Berøringen sendte et kort stød igennem elveren, der dog beholdt hånde over hendes knæ. Det var mærkværdigt hvordan han kunne overraskes over sin egen krop, men miraklernes tid var altså ikke forbi. Han ventede i stilhed og ventede tålmodigt, fordi travlt var der næppe nogen af dem der havde. Måske alle de andre dage, men lige i dag, virkede det hele til at foregå i en mere isoleret tilværelse. Måske var det hjørnet de havde sat sig i, der skabte de rammer. Måske ikke. Men de var der, og han tillod sig med et skjult smil at nyde det. Ved hendes lette hovedrøsten faldt blikket tilbage på hende, og hendes ord lokkede et indforstået grin ud af Rakaa, der afslappet lod hovedet falde tilbage imellem puderne bagved dem. ”Jah tænk, tænk hvis den skulle tiltrække alt fokusset, så man ikke så resten af dig” klukkede han godhjertet og lod et lille klem understrege hans joken. 

I lyset af de sidste par timers op og nedture, følte Rakaa sig faktisk utrolig tryg. Han var ikke ligefrem blufærdig af natur og følte sig sjældent utilpas - men han havde alligevel formået at skabe en scene omkring sig, og det var endda helt uden af prøve. Selvom han søgte at have en finger på pulsen overalt hvor han befandt sig, var det ikke alt der kunne kontrolleres i en omskiftelig verden, og det havde taget ham på det forkerte ben. Han havde ikke forventet det i selskab med Isiodith… men kunne nu trække den tidligere fortrydelse tilbage og lægge den fra sig. Det gik ham mindre og mindre på. Om det den nærer relation der langsomt var vokset op kunne han heller ikke sige, men han havde en anelse. 

Ved lyden af hendes stemme, vendte Rakaa hovedet mere imod hende og drejede da også sin henslængte krop med front imod hende i stedet. Isiodith fortalte langsomt og eftertænksomt hvad der lå bagved hendes frygt, og Rakaa følte hvordan et lille men betryggende smil listede sig frem i mundvigen, desto længere ind i tankerne hun bevægede sig. Det var ikke nemt at være vidne til egen vækst, så meget kunne han bekræfte hende i. Han mødte hendes blik med et glimt af respekt i sine egne øjne, og lod stilheden herske i de følgende minutter. Han behøvede ikke at sige noget, hun havde allerede sagt hvad der skulle siges; fordi hun havde formået at sætte ord på sine egne bekymringer. Så længe hun var i stand til det, kunne hun også sætte ord på sine egne løsninger – og hun var godt på vej. Desuden…. Rakaa’s ansigt havde en eftertænksom mine over sig. Desuden, var der ikke meget han kunne sige om skovelvernes samfundsstruktur, eller hvad der blev anset som grimt. Hvis Isiodith var en repræsentation på det, var han ikke engang sikker på at han ville se det. 
Hendes blide berøring fik ham tilbage fra sine tanker, og et forundret blik landede på hans hånd. Med en varm brummen lod elveren tommelfingeren nusse hendes håndflade, førhen at han kiggede op igen. ”Selvfølgelig… kan du li’ det?” kom det spørgende fra ham og hans blik gled over den tætte men flotte plantebevoksning omkring dem, der indrammede den lille altanlignende bebygning Milas ejede. Med åbenlys adgang til den nedadgående ’sol’ og en anelse hævet over de nærliggende bygninger, var dette et flot sted at sidde. ”Det her var mit sted, dengang jeg var i lærer hos Milas. Jeg troede at han havde ommøbleret det for længst, men man kan stadigvæk overraskes…” tilføjede han, et lettere fjernt udtryk i øjnene førend at han så på skovelveren igen, et lille hemmelighedsfuldt smil i mundvigen. Med sin frie hånd pegede Rakaa på de vægge der omgav dem, hvor man kunne ane gamle malerier bagved den tætte bevoksning. ”Jeg malede alle væggene her, engang hvor jeg løb tør for lærred. Det er efterhånden mange år siden...” mumlede han med et lille glimt af drømmerier i sine øjne. 


Jah, lang tid siden var det i hvert fald.

__________________________________

Vægmalerierne ligner noget alle den her stil, hvis Isiodith undersøger dem: Vægting & vægting

Isiodith kom til at grine, hjerteligt som før. Hastigt nikkede hun, men ligeså hurtigt som det smilende grin trådte frem på hendes læber, ligeså hurtigt forsvandt det også igen. Dog, kun under gemen tvang, og det spøgefulde kunne ikke forlade de isblå øjne, eller den lyse stemme, uanset hvor hårdt Isiodith end forsøgte. Med sin bedste udgave af det strenge lærer-blik, fæstnede hun sine øjne på Rakaa.
”Siger du, at den ville tage al fokusset?”, spurgte hun, påtaget advarende, som var ørkenelveren ved at bevæge sig derud, hvor han ikke længere ville have mulighed for at bunde. ”Er den virkelig så kæmpe, Rakaa?”, tilføjede Isiodith hastigt og i samme toneleje, men ikke foruden at smilet langsomt krøb tilbage i hendes mundvige. De isblå øjne gnistrede derefter også moret og en lille, klar latter undslap da også Isiodith, der nu ikke var så forfængelig, at hun oprigtig var blevet fornærmet.

Stilheden der dernæst sænkede sig var en behagelig en af slagsen; præcis som den forrige. Stadig betragtede Isiodith Rakaa og hun syntes, at se en stigende men afmålt respekt i det mørkeblå. Isiodith var ganske taknemmelig for, at Rakaa ikke ønskede at irettesætte hendes tanker eller på anden måde, gøre hende opmærksom på sine egne tanker. Der var noget befriende ved det faktum, som så han hende som sit eget væsen – og måske tilmed, uden at vide det, bekræftede Rakaa også hendes nye tankesæt. Hun var stærkere, end hun så ud.
Isiodith kunne ikke helt slippe den fornemmelse; ej heller den brølende taknemmelighed, Rakaa måske end ikke fornemmede. Hun havde lyst til at kaste sig omkring halsen på ham, blot for at bekendtgøre hvor befriende, han selskab var for hende, men Isiodith undlod. Hvorfor, vidste hun i grunden ikke, men tanken alene gjorde hende pinlig og snart efter blev hendes skarpe kindben rødlige. 

Det var Rakaa der bragte hende tilbage til virkeligheden og Isiodith smilede til ham, som han fortalte. Kunstnerens ord fra før gav genlyd i hendes hoved og uden, at de isblå øjne forlod Rakaas skikkelse, sagde han; ”han holder meget af dig. Det kan jeg, som en fremmed der kigger ind, tydeligt se.” Efter at have givet Rakaas hånd et kærligt klem, løsnede hun sit greb og rejste sig. Vægmalerierne havde, indtil dette øjeblik, været skjult for hendes blik men nu, hvor Rakaa gjorde hende opmærksom på deres eksistens, trådte deres mange farver tydeligt frem.

Isiodith bevægede sig tættere mod murstensværket og forsøgte, ganske blidt, at bane vej gennem plantevæksten til en af billederne. ”Hvorfor stoppede du med at male?”, spurgte Isiodith, som hun, stadig med en mælkehvid hånd mod muren, betragtede ham over sin spidse skulder.

Fra asken og ind i ilden, Rakaa mødte hendes nu strenge lærer blik med et lille ‘oh’ og lod det spøgeulde smil erstattes af en undskyldende mine. De blå øjne glimtede morende men ansigtet uadtil var en perfekt maske der skyndsomt bedte tilgivelse da hun rettede ham til med advarende stemme. “Nej, jeg siger bare at-” hans ord blev afbrudt af hende, og afværgende holdt han hænderne foran brystet, som om at han kunne beskytte sig fra hvad hun tænkte. “... neeej daaa…?” kom det med påtaget prøvende stemme, førhen at smilet krakelerede masken og Rakaas latter stemte i med Isiodtih. Nej, panden var ikke kæmpe og det vidste hun udemærket godt. Men humoren derimod, den var stor.

Den efterfølgende stilhed var rar og ubesværet, og han værdsatte det. Stilhed kunne nogle gange sige mere end ordende formåede, og den skabte en plads hvor begge kunne reflektere over den viden og de historier de delte med hinanden. Rakaa var af person, lidt af en drømmer og tænker, og kunne ikke benægte at nogle ting tog tid med ham… han havde tålmodigheden til længe at overveje hvad der skulle og ikke skulle siges, og det var ikke altid at dem omkring ham matchede den tålmodighed. Men Isiodith havde skubbet ham afsted over kanten hvor at han tog nogle chancer - som nu med malerierne, og han nød faktisk det frie fald han befandt sig i. Det var okay ikke at vide hvilken reaktion hun ville have, ligesom det var okay at hun lærte ting om ham. Det var okay…
Derfor var det med en skygge af ligeledes træls men elsket fortid i hans blik, at han så på hende igen. “Jah… det gør han..” kom det stille fra ham i en bekræftende konstatering, og han fulgte hende med blikket da hun rejste sig. Han vidste at Milas holdt af ham, ligesom at han også holdt af den gamle elver. Men det ændrede ikke på hvor svært den slanke elver havde det med tilgivelse. En dag ville de tage en mere seriøs samtale end den om vejret, eller om hvilken te han hældte op. Men det var ikke idag.. dog varmede det, at hun også kunne føle det.

Rakaa lænede sig op fra sin liggende position, og sad nu siddende og betragtede skovelveren nærme sig væggene. I et overvejende øjeblik forblev han stille, men sukkede så for sig selv. “Jeg skulle i hæren. Mine evner var mere til gavn som kriger, end som kunstner” kom det toneløst fra ham, selvom blikket i hans øjne viste en gammel og ulmende frustration. Med en smidig bevægelse rejste elveren sig op og bevægede sig op til Isiodith -  prøvede at være mere… åben og ærlig. Prøvede at sænke paraderne en smule, selvom de var betryggende. “Jeg… havde svært ved at samle en pensel op igen, efter min første tur til overfladen” tilføjede han med en lavmælt stemme og en hånd der forsigtigt hjalp elverkvinden med at skubbe planterne til siden. “Jeg tror ikke, at jeg dengang havde indset hvor grim verdenen egentlig kunne være. Derefter blev det svært at male skønheden frem” gled det over de mørke læber, med en stemme der blev mere lavmælt og mumlende til sidst.

Hans blik fixerede på det nu åbne maleri foran dem og den gyldne hånd gled forsigtigt over det gamle maleri. Det havde fået lov til at stå i mere end hundrede år, så malingen var slidt, men dog vækkede det en melankolsk klang i ham, der følte en hård knude forme sig indeni. Det var første gang han havde set på dem igen... forundret tog han den anden hånd til brystet og mærkede efter. Hvad kom den her trykken af?

Rakaas spøgefuldheder fik Isiodith til smilende at sætte fortænderne i underlæben og dernæst ryste moret på hovedet. ”Nu ved jeg da i det mindste, hvad du virkelig føler om min pande”, svarede hun med et teatralsk suk, i det Isiodith atter vendte ryggen til ham; stadig med gnistrende isblå øjne og en mælkehvid hånd hvilende mod husmuren.
”Jeg vil prøve ihærdigt på at gro et pandehår nu.” Ordene var sagt lavmælt, nærmest henvendt til hende selv, men ikke mindre moret.

Som ørkenelveren gjorde hende selskab, gled deres spøgefuldheder dog i baggrunden og det lille, hvilende smil på læberne antog en varmere karakter. Isiodith lyttede og lod Rakaa finde sig til rette i et element, som skovelveren selv vurderede til at være ganske fremmed for ham. Hun indbød ikke til en nærmere diskussion af kunstneren, uden tvivl for ikke at miste Rakaas behagelige selskab igen. Af uvisse årsager anede Isiodith ikke, om hun i sårfald ville være i stand til at få bragt ham tilbage til nuet igen; væk fra de, tilsyneladende, grimme minder, han ikke brød sig om at genbesøge.

I det Rakaa berettede om sin historie, følte Isiodith et stik af noget bekendt. Også hun havde fået sin vej fastlagt og defineret, ud fra de magiske evner hun var født med – og ikke før den tid, hun befandt sig i nu, havde hun nogensinde stillet særlige spørgsmålstegn ved netop det. Og hvad vidste hun i grunden om verdens skønhed, tænkte hun dernæst. Altid havde hun betragtet verden ud fra en særlig logik, der grænsede til det videnskabelige hvormed Isiodith mistænkte sig selv for, ikke at kunne se det smukke, selv hvis det stod lige foran hende.

Brat rev Rakaa dog Isiodith ud af sine egne overvejelser, da hans frie hånd gled over hans brystkasse. Med et overrasket glimt i de isblå øjne, vendte Isiodith sin front mod ham og skubbede instinktivt hans hånd væk, for at gøre plads til hendes egen. Den isblå farve fortrak sig, som hendes pupiller blev tydeligt større og hendes magi listede sig ind i Rakaas egen. Hun så ingen forvridninger, som ikke var velkommende og med en eftertænksom rynke imellem de mørkebrune bryn, spurgte hun; ”er du okay? Mærker du noget ubehag?”. Hendes stemme var ivrig, men den havde også genfundet en gammel og så velkendt professionalisme; den, Isiodith altid før havde talt med, som var alle hun mødte hendes syge patienter.

”Jeg kan ikke… lige umiddelbart se noget”, tilføjede Isiodith dernæst, hvorefter hun trykkede sin håndflade hårdere mod Rakaas muskuløse bryst; som ville det hjælp, selvom en insisterende stemme prøvede at fortælle Isiodith, at det ikke var tilfældet; at hvad Rakaa følte, ikke kunne anskues med hendes magiske evners øjne.

Det var ikke mange der kunne prale af at have formet deres eget liv. Faktisk, var det utroligt
få der havde magten til at kunne styrer livet i den retning man ønskede, og langt størstedelen af alle væsner - fra den mindste alf til den største trold, var underlagt de regler og rammer verdenen lagde ud foran dem. For ærer, for kærlighed, for familien eller for penge - motivationen kunne komme i alle former og størrelser, men var som oftest styret umærkeligt ovenfra. Hverken Rakaa eller Isiodith var de eneste i landet der havde måtte opgive personlige mål for fælleskabets bedste.

Elveren nåede ikke at reagere meget førhen at Isiodith med en utrolig hurtig bevægelse skubbede hans hånd væk, kun for at erstatte den med sin egen. Hvad..? Hendes opmærksomme blik gled over hans muskuløse figur, og med en gnist af optændt nysgerrighed fulgte Rakaa med i hvad hun lavede; og følte en tanke af forundring plante sine rødder. Hvor kom den her selvsikkerhed fra? Den havde ligget i hendes underspillede smil længe - han havde skimtet den under overfladen i de kvikke kommentarere og opløftende latter... den slanke elver rystede umærkeligt på hovedet ved hendes spørgsmål imens han næsten begærligt så denne hidtil kendte men dog usete side af skovelveren i action, og følte hvordan hans hjerte bankede en anelse hurtigere. 

Der var noget utroligt smukt ved at se andre træde i karakter - han elskede at se det. 

Og dette var lig den styrke der havde glimtet i hendes blik tidligere. Forsikringen om at hun kunne finde ud af det, at hun kunne klarer det og var god til det.
Isiodith trykkede en anelse hårdere imod hans brystkasse, og elveren stemte imod så han ikke blev vippet bagud. De hvide håndflader havde ikke forladt den solbrune hud, og elverens dybe stemme vibrerede en anelse i brystet på ham da han endelig følte at han kunne fremsige ord uden at mumle forfjamsket. Hun var tæt på ham "... lige umiddelbart?" det ene øjenbryn gled en anelse skeptisk op, og ordende gled lavt over hans læber da Rakaa satte spørgsmålstegn ved hendes vurdering. 'Lige umiddelbart' var ikke et svar der matchede den erfaring hendes blik havde talt med tidligere. Hun skulle stoppe med at holde igen. Hun vidste jo godt hvad hun lavede, så hvorfor konkluderede hun ikke? 

Elveren gjorde ikke mine til at røre ved hende, selvom blikket aldrig slap hende. Sekunder passerede endnu engang i stilhed, førhen at han med et brummende 'hmm' vippede hovedet på skrå, et afventende og intenst blik der mødte hende. Han havde en idé om hvad der fremprovokerede den klump han følte i maven men forholdt sig tavs; følelsen var gledet en anelse i baggrunden ved den pludselige reaktion fra skovelveren, og Rakaa krydsede fingrer for at se det igen. Den selvtillid der turde skubbe hans hånd væk og hans krop tilbage.

Isiodith hørte knap, hvordan Rakaa stillede spørgsmålstegn ved hendes konstatering, for stadig stirrede hun intenst forbi ham og ind i chakranetværket. Det glimt, hun havde fået i det hendes håndflade var kollideret med hans brystkasse, var væk men Isiodith var fast besluttet på at genfinde det. Dette var noget der vækkede vishedens begær, noget Isiodith ikke kunne benægte ofte hændte, når hun stødte på nye elementer af sin egen magi. Stadig udfordrede hun det, så tit det var hende muligt, og aldrig lod hun en mulighed passere forbi hende.
Til trods for hendes opstemte hjerte, mærkede Isiodith dog en stikkende fornemmelse. Rakaa var tydeligvis ikke imponeret og følelsen af, at have fejlet satte sig fast i hendes bryst. Hvorfra fornemmelsen kom var usikker for den unge skovelver, men benægte den kunne hun ikke. Den tog også snart sit eget liv og voksede sig større, til trods for Isiodiths ukuelige fokus.

”Jeg stødte engang tilfældigt på en arbejdsmand i en lille landsby nær Dianthos. Han havde mistet sin hånd i en ulykke”, fortalte Isiodith, dog med en fjern stemme, i det de isblå øjne stadig lå fæstnet på Rakaas skikkelse. ”Familien havde egentlig opgivet ham, og selvom skaden var daggammel, fik jeg helbredt ham tilstrækkelig til, at jeg kunne forsøge med at genfæstne hånden til hans arm. Det lykkes. Han er en ældre mand nu, men jeg har set ham fra tid til anden. Nogle gange bilder jeg mig selv ind, at jeg se…” Isiodith tav brat og fjernede dernæst sin egen hånd fra Rakaa. Hun sendte ham et kortvarigt smil og rankede ryggen, i håb om at genvinde den tabte stolthed over ørkenelverens skuffelse.

En let hovedrysten fulgte og Isiodith samlede sine mælkehvide hænder på ryggen, så de hvilede let mod hendes lænd. Til trods for øjeblikkets intensitet, og ikke mindst deres varme udveksling blot få momenter siden, gled den så vante, stolte og reserverede facade tilbage og henover Isiodith. Hun ville i grunden gerne ryste den af sig, men hun anede ikke hvordan, når hun ikke havde mødt Rakaas forventning til hende.
Efter at have rømmet sig fortsatte Isiodith sin forklaring. ”Fordi han levede af at kunne bruge sine hænder, var han naturligvis meget taknemmelig og familien havde mulighed for at blive ved med at brødføde sig selv. De inviterer mig til runde fødselsdage, begravelser og bryllupper. Hver gang jeg ser ham, stikker han altid hånden frem, så jeg kan se, hvordan den også ældes som ham, og når jeg rør ved den… Jeg synes, at jeg kan se… Jeg synes, at jeg kan se taknemmeligheden eller en følelse… En følelse midt i alt det blå.” Stemmen var overvejende, næsten klinisk vurderende, men også distanceret. Måske det lød vanvittigt, Isiodith kunne ikke selv vurdere det, hvormed hun trak på skuldrene.

”Jeg ser også glimt af noget andet, når gravide kvinder føder deres børn. Måske hvis en følelse er stærk nok, at den så viser sig i vores chakranetværk. Jeg troede blot, at jeg så noget af det samme i dig.”

Den slanke elver var ikke nogen tankelæser, og selvom han måske var ret så god til at aflæse de folk han mødte, var det aldrig en selvfølge at forstå hinanden. Derfor opdagede han ikke hvordan det glimt af skuffelse han havde følt, havde bredt sig nu til Isiodith også. Skovelverens intense studie af ham - og ham der gav hende lov, tog hans opmærksomhed i andre retninger og tanker - så han så ikke den skygge der kort lagde sig over hendes flotte øjne og nagede i hendes indre. Tanken om at hun troede han var skuffet over hende som person var fjern for den solbrune ørkenelver. Rakaas øjne fulgte hendes fingres sansende bevægelser over hans brystkasse... hans skuffelse kom når nogle satte sig selv lidt længere ned end de behøvede - det frustrerede ham og dannede grobund for manipulation og udnyttelse af dem selv.

Men det var ikke hvad hun havde opfanget, og heller ikke hvad Rakaa fik sagt højt.

Derfor begyndte tvivlen æde sig ind på hende, og Rakaa stod en kende overrasket tilbage da hun pludselig klappede i som en østers overfor ham; nu med en facade af reservation over det kønne ansigt. Uden at forstå baggrunden for hendes tanker lod han hende gøre det - hvad ellers kunne han, men stilheden der omgav elveren summede af en næsten afventende uforståenhed, som om at han forventede en kommentar til hvorfor hun gjorde det her nu. Hvad... hvad havde han sagt forkert? Havde han skubbet hende fra sig? En del af ham havde lyst til at tage fat i hende - ruske i hende og spørge ind til den distance han følte var ved at vokse imellem dem lige nu! Rakaa knyttede hænderne... I skyggen af hendes høflige holdning og ord lod han værd. 

I stedet lyttede han med, og lod hendes ord forplante sig i ham. Fortællingen om manden var ikke en han havde hørt før, men der var ikke mange reaktion i Rakaas mimik, der lige nu afspejlede Isiodiths egen ganske fint i et forsøg på at komme på bølgelængde med hende igen. Hun, stolt og en kende reserveret. Ham, blot reserveret og lyttende. Det var ikke førhen hendes sidste sætning, at en forandring han ikke kunne stoppe tog form i hans ansigt, og de markerede kæber spændtes op. Følelser i chakranetværket? Ørkenelveren kiggede på sine hænder, som om at han ville kunne se det som hun så. Det var ikke noget han havde hørt om før, men det kunne i teorien godt fungere. Elverens analytiske hjerne kunne ikke lade værd med at vende og dreje hvad hun sagde med indelukket begejstring og iver, førhen at øjnene faldt på skovelveren igen; nu med en konklusion i hans blik. "Du troede ikke... du vidste det, gjorde du ikke?" kom det til sidst fra ham, overraskende blidt og en skarp kontrast til den udtryksløse energi der hvilede omkring dem. Elverens blik flakkede over hans knyttede hænder som åbnedes langsomt. Han kunne bekræfte hendes teori. 

"Du så det til at starte med. Det var derfor du sagde umiddelbart...?" forsatte han, og lod blikket glide over malerierne bagved hende, førhen det i et ryk fandt hende igen. I det gyldenrøde lys glødede skovelveren. "Du er talentfuld, Isiodith Lómadrietheil... det virker bare ikke som om at du selv tror på det.." elverens stemme havde et ekko af den skuffelse hun først havde sanset hos ham, men åbnede stadig op for en ny og mere sårbar ærlighed omkring spørgsmålet; hvorfor holdt hun sig igen uden grund når hun havde ret? 
Rakaa kløede sig med et suk i hovedbunden, og lod hånden hvile om nakken på ham i en overvejende gestus. Han ville gerne... kramme hende. Eller give hende et forsikrende lille skulderklem til at følge op på sine ord. Men i momentet var det en akavet trækning der gled over ham - han vidste ikke hvad han skulle gøre af sine egne hænder og krop, og følte sig slået 500 år tilbage i tiden! Så stolt som hun fremstod, følte elveren sig en anelse... ung. Akavet. Det var lang tid siden han havde været... akavet.

Isiodith så atter op på Rakaa; hendes isblå øjne store af let forundring. Hastigt fortrak hun dog grimassen, hvorefter Isiodith forsøgte at ranke ryggen – hvis muligt – endnu mere. ”Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg har en antagelse. En hypotese der afkræver videnskabelig bearbejdning. Jeg ville ikke være min profession værd, hvis jeg lod en sådan fornemmelse stå alene”, svarede hun langsomt, dog langt fra tøvende eller usikker.

Det blå blik flakkede hvileløst mellem Rakaas eget mørke og hans skikkelse, som han stod anspændt og betragtede hende. Der var noget intimiderende over hans høje statur og det vurderende blik; som forsøgte han at bryde ind igennem hendes stolte skjold. Snart efter lykkes det næsten, for da Rakaa atter talte, måtte Isiodith anstrenge sig for ikke, at lade de indestængte følelser få frit løb.
I lang tid var hun stille. Isiodith anede ikke sine levende råd. Aldrig havde nogen afkrævet en sådan sårbarhed fra hende, og aldrig havde Isiodith følt sig så… sat på spidsen; som bad Rakaa hende om at springe ud fra den høje klippeafsats, han, i deres mødes første spæde øjeblikket, havde introduceret hende til. Og hvorfor var det i grunden vigtigt for ham? Hvad kunne hun betyde i en sådan sammenhæng? Isiodith kunne ikke forestille sig, at hendes person havde gjort samme indtryk på Rakaa, som det var tilfældet omvendt. Det var ganske enkelt umuligt!

”Jeg så det, men kun som et kort glimt. Jeg er ikke sikker og jeg vil nødig konkludere på ting, jeg ikke har…”, startede Isiodith afmålt ud, men pludselig måtte hun tie brat. For hvad var det i grunden der afholdte hende fra at sige, eller måske snarere bestemme, hvad hun havde set? Straks fandt Isiodiths tanker mentale billeder af hendes fars strenge blik, og en spirende forståelse begyndte at tage rod i hende. Måske, at det i grunden var sværere at have sin egen far som læremester, end Isiodith selv først havde antaget. Endnu ikke følte hun, at hun havde forladt den skygge, som hendes forældre uundgåeligt kastede.
”Jeg kan mærke, at jeg roder mig ud i noget, hvor jeg ikke længere kan se land”, medgav Isiodith, men den reserverede og stolte facade, havde endnu ikke forladt hende. Snart efter begyndte Isiodith også at føle sig sørgmodig, for den knappe nærhed mellem hende selv og Rakaa var forduftet som dug for solen. Det var næsten ikke til at holde ud, for her havde han repræsenteret… et nyt eventyr. Et, der kunne sætte hende fri.

Så snart tanken var tænkt, blev Isiodith grebet af skam, for hvordan kunne hun have lagt sådan en byrde på Rakaa? Hvor vovede hun...

Isiodith vendte fronten mod Rakaa og greb om hans ene hånd, den der få øjeblikke forinden, havde været knyttet krampagtigt. ”Jeg må indrømme, at jeg ikke bryder mig om, hvordan stemningen pludselig blev en anden. Det må du undskylde. Jeg vil gerne finde tilbage til før. Det… at tale med dig som før, var – er! -  afhængighedsskabende, ja, befriende”, indrømmede Isiodith, i det facaden fortrak sig og hun i stedet smilede forsonende, tilmed undskyldende til ham. ”Det var ikke min mening… jeg kan forestille mig, hvor ubehageligt det må være, at have en til at se noget i en, man end ikke selv har mulighed for at finde frem til. Det var ikke for mine øjne at se”, tilføjede skovelveren dernæst hastigt, hvorefter et lavmælt men hjerteligt grin forlod hende.

”Det er altid svært at forlade den skygge, ens forældre ufrivilligt kaster. Jeg er stadig i gang med at lære det.”

Der var noget utroligt intenst i det selskab skovelveren gav ham, og Rakaa kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Ikke nok med det, kunne han ikke sætte en finger på hvad der skabte de bølger der væltede ind over dem begge med jævne mellemrum. Det ene øjeblik var der saglig venskablighed, småskjulte hemmeligheder og leende grin. Det næste... det næste havde de dette. Og det var ikke fordi han følte sig vred, forarget eller kedsommelig - nej tværtimod! Hun formåede at trykke på skjulte knapper og se ømme sandheder. Det var i sig selv ligedele skræmmende og dragende, og holdt ham på spidsen af sine tæer. 
Og det var lang tid siden det havde skulle være sådan. Han vidste knap nok at hans selskab havde samme energi omkring Isiodith. 

Hun afbrød sig selv, og elverens følte hvordan at en form for erkendelse gled over hende. Øjnene var spejlenes sjæl - selvom Rakaa ikke kunne sige hvad hun tænkte over, kunne han sige hun vendte noget personligt for sig selv. Det var ikke hans plads at vide hvad det var, selvom han ikke kunne benægte nysgerrigheden bagved det. Var han grådig? Han følte sig grådig nogle gange. Rakaa nikkede uden at tænke over det for sig selv ved hendes ord, og en del af ham ville gerne grine det af. Grine selve absurditeten i situationen af, fordi det virkede virkelig som om der var længere og længere til lands. 
Han  havde heller ingen ret til at snage i hendes liv, og det var naivt at tro han kunne gennemskue hvad der lå bagved Isiodiths handlinger og tanker. Men den grådige del af ham, ville vide mere - se mere. Det gav et lille sæt i ham da hun pludselig greb fat i hans hånd, og elveren kiggede ned på hende idet hun kom lidt nærmere. 

Rakaas mørke øjne mødte hendes og en del af ham fik et smil til at trække mundvigen skævt opad som ordene gled fra hende. Ikke for hendes øjne at se... Hun smilede undskyldende til ham, og Rakaa foldede sin solbrune hånd over hendes imens han næsten umærkeligt rystede på hovedet af hende. "... på den igen; undskylder for ting der ikke er dit ansvar" det var et svar af ærlighed, men også en varm venskablighed og han klemte hendes hånd en anelse. Derefter lukkede han sine øjne. Ørkenelveren måtte samle sine tanker, og træde ud af den elektriske sfærer de havde fået bygget op omkring sig - distancere sig selv. Fordi hvem sagde at det ikke ville ske igen om lidt? Hun læste ham uhyggeligt godt, og han formåede også at skubbe hendes vægge til siden. Det gik for hurtigt. Det ville ikke være retfærdigt at vænne sig til hendes selskab på den måde, når hun ville være væk igen indenfor de næste par dage. "Du har heldigvis en hel evighed..!" Rakaa åbnede øjnene med et glimt af humor, der dog efter nogle sekunder blev skygget af mild sørgmodighed igen; og han trak hånden til sig. 

"Men, det er også ved at være sent... er det ikke?" brummede han, og undveg hendes øjne idet han kiggede forbi hende og ud på den nu næsten forsvundne 'sol' der lyste ind. Han havde ikke helt lyst til at forholde sig til, at han bad dem skilles snart. Men det ville være det mest retfærdige overfor ham selv, ville det ikke? 

Isiodith kunne ikke benægte, hvordan hendes hjerte forlod hendes bryst i skuffelse og sank ned i hendes mave. Ej heller hvordan Rakaas afvisning af hendes selskab fik det til at svie forræderisk i det isblå blik. Hastigt nikkede Isiodith og drejede rundt, så mørkelveren ikke kunne nå at bide mærke i den lette ydmygelse, Isiodith led under og efter at have tæmmet hendes stemme, så hendes klang atter var stolt, sagde hun; ”jeg vil gerne spørge Milas, om jeg kunne få lov at blive nogle timer endnu, men jeg skal ikke afholde dig længere. Mon ikke, at han kan pege mig i retning af mit værelse, når tid er. Ellers skal du være velkommen til at banke på hos Agnor. Det er min far og han vil med glæde få sendt en meddeler, der kan eskortere mig tilbage. Det er ganske uden problemer for dig. Jeg er blot taknemmelig for din tid.”

I grunden ganske ufrivilligt smed Isiodith sit blik henover skulderen og sendte Rakaa et forsikrende smil. Til trods for hans ønske om, at deres veje nu måtte skilles, var Isiodith selv fast besluttet på at beholde en grad af sin værdighed. Det var derfor også med rank ryg, at hun rettede på den smukke rejsekåbe og dernæst forlod ørkenelveren til fordel for kunstneren.

Milas så op, i det Isiodith atter trådte ind i den smukke stue og straks syntes han at bide mærke i, hvordan skovelveren kæmpede en brag kamp. Knapt, nåede Isiodith at fremlægge sin forespørgsel, før Milas skænkede hende mere te og dernæst satte sig behageligt til rette.
”Kom, lille du. Vi har så meget at snakke om fortsat!”, lød det venligt, som den ældres øjne gnistrede næsten indforstået; som kunne han læse de fortvivlede tanker bag den mælkehvide pande. ”Og når vi så omsider har snakket tilstrækkelig, så vil jeg male dig! Ah, nej, du kan ikke afslå! Kan du virkelig se dig selv i øjnene, hvis du tager en sådan glæde fra en gammel mand?”, tilføjede kunstneren humoristisk, forinden at Isiodith med et taknemmeligt, lille smil satte sig til rette. Hun vidste endnu ikke, om Milas ville gøre alvor af sin forespørgsel, men for at slippe for ensomheden, der uundgåeligt ventede hende i hendes kammer, var Isiodith klar på at gøre, hvad end der skulle til. Om det betød at se, hvad andre så i hende – og tilmed det, hun ikke selv så og ikke selv ville se – ja, så var hun villig. Endnu ikke kunne Isiodith ryste fornemmelsen af afvisningen af sig og med bange anelser, konstaterede hun, at det øjensynligt ikke ville lykkes heller.

Det sved i elverens krop ved den fysiske reaktion Isiodith overgav sig til, og han fulgte med tavs mine hende på afstand.. uden at rører ved hende. Hun vendte sig fra ham med blikket imod ingenting. Og på trods af den værdighed der hvilede over begges stolte udtryk og opdragelse, kunne Rakaa ikke benægte at øjeblikket var sårbart. Sårbarhed i sin rene forstand, hvoraf begge parter følte sig... svigtet af dem selv. Han, med skyldfølelsen over sit manglende mod og mentale forvirring, hende med hvad end der farede igennem hendes hjerne og hjerte. Han havde lyst til at folde armene om hende og holde hende tæt - beskytte hende imod det der formørkede hendes humør! Men det ville være svært at gøre, hvis han var kernen af problemet. 

Derfor knyttede Rakaa hænderne i et forsøg på fysisk at udligne sine opbyggede frustrationer og holdt distancen til skovelveren. Han ville ikke gøre det værre, og følte i en paradoksal problemstilling at alle muligheder foran ham, kun ville optrappe mere imellem dem. Stilheden var lang og tung, indtil Isiodith valgte af fylde den ud med en diplomats afmålte fred og rolighed, en stemme der fik en grimasse af respekt men dig frustration over hans ansigt, men noget hun aldrig så da hun stadig var vendt væk fra ham. 
Dog mødte han hendes korte smil med oprejst pande og nikkede kort, klart og præcist som respons. Han forstod. Men den høflighed hun fremsatte sin plan med, fik elverens hjerte til næsten panisk at banke hurtigere og blodet til at suse; hun var på vej væk - skal jeg stoppe hende? Armen sitrede i en halvhjertet bevægelse. Dog tøvede han sekundet for længe og i næste øjeblik var hun på vej væk.

Rakaa fulgte hende med stormfyldte øjne da hun gik igennem døren, og i og med den faldt i hak med et lille klik, satte han sig på det hårde gulv med et tungt suk. Sådan sad han med blikket stift rettet imod den stenede jord og larmende tanker rettet imod ham selv, inden at han selv forsvandt væk i et grønt lysglimt