Dain holdte blikket på hende, for han havde ikke lyst til at kigge væk lige nu. Men han løftede et øjenbryn og lavede en kort skuffende mine over ansigtet da han hørte hendes ord om at hun ikke troede på ham. Han lænede sig lidt tilbage i stolen og lagde armene over kors i nærmest protest imens han sukkede så dybt han nu lige kunne præstere. Selvom det hele enlig var ren drilleri, så kunne han heller ikke lade være med at gøre det. Han kiggede væk fra hende og lod hans blik falde på krofatter, og han ventede blot på at han ville komme tilbage med deres glas vand, for alkohol var bestemt ikke noget der var godt for dem.

Hvad ville deres familie ikke sige, hvis de begyndte at drikke alkoholiske drikke, det gik slet ikke. Han sukkede skuffende imens ansigtsudtrykket matchede meget godt det sukkende suk"Lucy kære de skuffer mig med de ord"lød det næsten fornærmet men han havde en drillende undertone over alle hans ord, for det var meningen at han drillede hende. Han vendte blikket tilbage på hende, og kunne se krofatter kom tilbage til dem med lidt af hvert af mad, og Dain kiggede undrende på det hele. Han mente da ikke at han havde valgt så meget mad, og det virkede til at Lucy slet ikke var sulten, hvilket han lige skulle være sikker på for alt den mad foran ham kunne han da umuligt spise alene.

Hovedet lagde han på skrå og tog fat rundt om glasset, hvorefter han løftede det op til hans mund. Tog en stor tår, hvorefter han satte det ned på bordet igen. Han placerede så en hånd ovenpå hans kind, og lod albuen hvile på bordet"Ja det må være selskabet, men jeg klager ikke for det er et godt selskab"sagde han og sendte hende et stort smil, imens han lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt. Så var det blevet tid til at han var nød til at finde ud ad, om han virkelig skulle spise alt maden selv, eller om hun skulle have noget. Han håbede virkelig hun var sulten, ellers var der masser af mad til senere. Han var slet ikke sikker på at han ville kunne spise alt det mad"Ingen mad, eller hvad!"fløj det højt ud ad munden på ham, en anelse provokerende end hvad der var meningen, og måtte hurtigt klø sig på kinden hvorefter han lavede en falsk hoste, og kiggede på hende, som han bøjede hovedet en smule forover"Jeg mener, skal de ikke have noget mad Lucy"spurgte han lidt mere høfligt og med en blid stemme.

En klukkende latter slap over hendes læber, da hun så hvordan han reagerede på hendes ord. Det så nu så sødt ud, for hun var ikke lige frem overbevist af hans skuespil. Hun tog sig lettere forfærdet til brystet, da han fortalte at hun havde skuffet ham. "Åh det beklager jeg dybt, det var aldrig min intention.." lød det drillende fra hende. Stemningen imellem dem virkede meget løs og afslappet, ulig det man måske kunne forvente af et par adelige børn, der burde være mere modne og afdæmpede i deres optræden. 

Da krofatteren kom ned med hans mad, så hun lettere overrasket på den store mængde af brød, kød, fisk, frugt. Kunne han virkelig spise så meget selv? En skepsis lagde sig over hendes blik, som hun lod det vandre over hans slanke krop, han måtte være yderst aktiv hvis han kunne spise sådanne mængder og stadig holde den slanke linje. Hun måtte dog droppe sin tanke, som det var at han begyndte at tale til hende igen, hun løftede det strålende blik op imod ham, smilet blev om nogen kun endnu større ved hans ord, var der noget hun elskede så var det komplimenter, uanset hvad slags det måtte være, jo flere hun kunne få, jo bedre havde hun det. "Jeg har heldigvis heller ikke noget at klage over.." svarede hun med et glimt i øjne, inden hun rettede let på sig selv i stolen. Hun løftede det rene glas med vand op til munden og nippede til det kolde vand. Så havde krofatteren alligevel gjort noget rigtigt denne gang.

Hendes øjenbryn skød let op ved hans ord, for de kom vidst mere fra hjertet end hans tidligere måde at snakke på, det gjorde hende ikke spor utilfreds, man kunne nærmere spore en hvis morskab over hans ordvalg, især da han forsøgte at rette på sig måtte hun le. "De kan måske ikke spise de mængder alene?" drillende hun let tilbage, inden hun rakte frem og tog et stykke brød.

Dain fik også løftet hans glas op til hans mund, hvor han drak en stor slurk. Han smillede tilfreds, for det var meget rart med noget at drikke. Enlig var det også meget rart at være indenfor i varmen igen, det havde han savnet uden at ville indrømme det. Der var da godt nok også koldt udenfor, og generelt koldt i den her by. Han kunne slet ikke tælle på hans fingre hvor mange gange, han enlig havde overvejet at brokke sig over vejret og at der ikke var varmere. Men han havde ladet være, og lige nu nød han bare det fantastiske selskab han havde af Lucy. 

"Godt, for det ville skam være uheldigt hvis du havde noget at klage over"sagde han med et kækt smil imens han blinkede til hende. Han valgte så at kigge lidt mere på hende, før hans lyserøde øjne faldt ned på maden foran dem. Det så nu ganske godt ud, han kunne næsten ikke beslutte sig hvor han skulle starte. Han ville så gerne bare insistere på at han sagtens kunne spise det hele, men var nød til at sukke, som han begyndte at tage nogle bider af brødet som Lucy havde gjort. Måske han kunne smide en kæk kommentar afsted, så hun ikke ville tro at han ikke kunne spise alt maden selv. 

Nej det gik nok ikke helt, så han kunne vel nok bare holde sig til sandheden. Dain spiste lidt mere som han lod hans blik hvile sig på Lucy, og han tog indimellem noget at drikke. Som han hørte hendes spørgsmål lænede sig han hurtigt en smule ind over bordet, og placerede en finger ovenpå hendes læber"Kære Lucy, de ved jo godt at jeg sagtens kan spise alt maden selv"sagde han selvsikkert selvom det overhovedet ikke var sandt. Han trak sig en smule tilbage, og lod hans blik falde ned på maden"Okay måske ikke alt... Men der er altså alt for meget mad"indrømmede han som han nærmest pludselig følte at hans mave kunne vokse til dobbelt størrelse ved synet af alt maden.

Nogle ville måske have følt sig ilde til mode, men den måde hvorpå han betragtede hende, men Lucy elskede opmærksomhed, sikkert mere end den unge Dain gjorde, endda mere end de fleste mennesker. I hendes verden var det jo et kompliment, fordi hun var en fryd for øjet, hvert fald i hendes eget hoved, og hvis nogen skulle vove at trodse den tanke, turde hun ikke svare for følgerne. Hun kunne dog ikke lade være med at le ganske fornøjet over hans kommentar, på en eller anden måde, og hvordan kunne hun ikke regne ud, formåede han at underholde hende igen og igen med sine kommentarer. "Nu ikke friste mig til at finde på noget.." tirrede hun drillende tilbage med et glimt i øjne, imens hun betragtede hvordan han tydeligvis var i bekneb med, hvorhenne han skulle starte i det overdådige måltid han havde fået sig bestilt. Det ville komme voldsomt meget bag på hende, hvis den spinkle dreng foran hende, virkelig kunne sætte det hele til livs.

Da han lænede sig frem imod hende, lagde hun hovedet ganske let på skrå, idet hans fingre rørte hendes læber. Hendes øjenbryn skød med det samme op, som han udtalte de første ord, en hvis djævelskhed lagde sig i hendes blik, da han næsten havde fået det til at lyde som en udfordring. "Mmh så det mener De alligevel?" Hendes stemme var tydeligt påvirket af den udfordring han havde meldt ud med, og skuffelsen var næsten til at tage og føle på, da han trak i land igen, at han ikke ville kunne spise al maden alligevel, men hun måtte give ham ret, der var alt for meget, selv hvis hun spiste til hun revnede tvivlede hun på de kom igennem det måltid. "Hvad tænkte De dog også på?" lød det drillende fra hende, inden hun tog et lille stykke kød ovenpå lidt brød. Smagen fejlede intet, men det var jo ikke det samme som hun var vant til hjemme fra på palæet. 

Da hun først havde tygget af munden, mærkede hun hvordan kroens varme, var begyndt at nå hende igennem den kraftige skindjakke. Hun knappede den ganske roligt op, knap efter knap, som hun afslørede den pæne og detaljerede blå kjole indenunder, syet med guldtråde som hun havde fået af sin broder, da han var vendt hjem fra Dianthos. 

Dain kunne helt klart godt lide at de kunne drille hinanden, det var nu også meget sjovt at de kunne det. Han fandt hende da ikke irriterende, om det ville komme vidste han ikke. Måske hun kunne være den irriterende søster han aldrig havde haft, men han gad ikke tænke tankerne. Han tog nogle flere bider af hans mad foran sig, og valgte også at tage noget at drikke. Det var nødvendigt med noget at drikke til, når maden både var så god, men også for at indimellem maden til at glide nemmere ned. Han holdte hans blik på Lucy, og blinkede til hende.

"Jeg frister da a...Eller engang imellem men jeg kan ikke lade være jo"sagde han drilsk som han ikke kunne lade være med at grine en smule. Synet af hende som hun begyndte at åbne hendes jakke fik ham til at lade hans øjne glide ned over hende men blev nød til at fokusere på hendes ansigt igen. Det var jo alt for upassende for ham at sidde og beundre hende, og hendes krop når hun var så meget yngre end ham. Han havde næsten lyst til at slå sig selv i ansigtet for de tanker der pludselig poppede op. Han valgte dog ikke at gøre det, men blot spiste lidt mere af maden foran sig. Det smagte virkelig godt, og han havde virkelig trængt til det her. Han lagde slet ikke mærke til de folk omkring dem, han kunne bare godt lide hans selskab med Lucy.

Da hun spurgte hvad han tænkte på kunne han ikke lade være med at sende hende et drenget smil, dog svarede han hende ikke med det samme. Han tog noget mere at drikke, og lagde hovedet lidt på skrå. Han holdte en pause fra at spise, og lod en hånd hvile sig på hans kind, som han et kort øjeblik kiggede på hendes flotte kjole, den passede meget godt til hende. Endnu engang måtte han holde fokuset på hendes ansigt"Det ved man jo aldrig kære Lucy"drillede han imens han blinkede til hende.

En klukkende latter slap over den unge piges læber, som Dain bremsede sig selv i at færdiggøre sin egentlige sætning og fortsætte i en anden retning. Et drilsk smil lagde sig om hendes læber, idet hun med albuerne støttende på bordkanten, hvilede hagede i sine små håndflader så fingrene let kunne lege tappende på hendes kinder. "Sååh, du frister altså... alle.." Den drilske undertone var ikke at tage fejl af, han skulle passe på med hvad han svarede, for hun kunne sagtens se det sjove i at lade den hypotese blive testet af, og hvilket bedre sted end der hvor de var nu, en kro fuld af kvinder i alle aldre og størrelser.

At Dain ikke kendte til hendes evne som tankelæser, morede hende kosteligt. Især den måde hvorpå han havde kigget på hende, og tankerne der var gledet fra søster til noget helt andet efterfulgt af hans lyst til at slå sig selv, fik hende næsten til at opmuntre ham til det, eller skulle hun mon hjælpe ham på vej? Hun måtte bide sig ganske let i læben, for ikke at lade sig selv falde på fristelsen, det ville ikke se godt ud hvis en fyrste søn pludselig sad og gav sig selv lussinger ud af det blå. I stedet rettede hun sig ganske let op i stolen med ryggen helt rank, hun rykkede sig en smule på stolen og lod blikket glide over på ham med et sødeste smil hun kunne præstere. Hvor langt kunne hun mon trække ham ud? At høre alle voksnes tanker, havde på mange måder modnet den unge pige, og hun havde en ide om hvilke knapper hun kunne trykke på for at tirre ham. Selvom der ikke var en eneste krumme eller rynke at se på den fine kjole, strøg hun sine hænder i et par korte og helt fjerlette bevægelser over brystet på sig selv, som var der noget der skulle viftes væk, hendes lange brune lokker, faldt ved hendes ene kind let frem, som hun havde bukket hovedet let ned, inden hun skævede op imod ham, helt uskyldigt. 

Hans blik hvilede sig på hende og han havde slet ikke fjernet hans kække smil, for han så ikke lige nogen grund til det lige nu. Han kiggede dog ned på hans tallerken for at se om der stadigvæk var noget mad derpå, og han havde taget fejl. Der var stadigvæk noget mad tilbage, så han besluttede sig for at spise resten og indimellem tog lidt at drikke, for endnu engang var det jo vigtigt med noget at drikke så maden ville glide lidt nemmere ned i maven. 

Det ville måske heller ikke være så godt, hvis han skulle blive kvalt i maden. Så lod han hans blik glide lidt rundt på nogle af de folk der sad herinde. Men der gik ikke lang tid før hans opmærksomhed og fokus faldt tilbage på Lucy. Som hun nævnte at han fristede alle, hvilket fik ham til at lægge en hånd ovenpå hans kind, imens han lagde kniv og gaffel fra sig. Han sad afslappet og blinkede så til hende"Det er ganske korrekt, på nogle har virkningen en bedre effekt end på andre"sagde han med en kæk stemme som han lod en finger glide rundt i cirkler på bordet.

Måske han skulle overveje at spørge hende om de skulle gå udenfor igen, men han var bare ikke særlig glad for kulden. Den var virkelig irriterende, og han ville bare ønske der ikke var så koldt. Men han kunne ikke styre det vejr, så hvis de endelig skulle udenfor igen, måtte han vel bare overleve kulden. 

Hun slog en ganske fornøjet latter op, over hans kommentar. Hun rullede drillende med øjne, inden hun rystede let på hovedet, som bed hans charme eller forsøg derpå, ikke på hende. "Jeg tror minsandten du skal øve dig, noget mere.." svarede hun tilbage med den samme kække tone, som han havde præsteret tidligere overfor hende. Hun var hurtig til at tage ved lære fra andre, omend en del til allerede var tillært. Når man voksede op mest af alt som et forkælet enebarn, måtte man lære tingene meget hurtigere, især med tanke på de manglende adelige på hendes alder i området, alle var ældre og hvis hun skulle kunne være sammen med nogen, måtte hun forsøge at agere lige så gammel som dem. 

Hun bemærkede dog hans tanke om at bevæge sig ud, han havde da ganske rigtigt spist op, hvilket hun ikke havde regnet med, med de mængder af mad han havde bestilt, men hun måtte give ham, han levnede ikke meget. "Tror du ikke det bliver for koldt uden en jakke?" Hun nåede ikke at stoppe sit spørgsmål, før det slap over hendes læber, hun havde jo netop afsløret sig selv, hvis ellers han opdagede noget.  

Måske der var lidt for meget mad end, hvad der enlig var planen. På den anden side, mad var godt så det var svært at lade være med at spise. Dog kunne den unge kazimi godt mærke på hans mave, at det var blevet til alt for meget mad. Han burde virkelig ikke spise mere, men det duftede alt for godt til at han overhovedet kunne lade være. Han endte derfor også med at spise lidt mere, før han lænede han sig godt tilbage i stolen. Han sad nu ganske tilpas og var mæt. Det betød også at han da ikke havde tænkt sig at blive siddende herinde på kroen. Eller havde han? Der var jo ganske varmt, så måske det ikke var så slemt at blive siddende herinde. Dog lod han blikket hvile sig på Lucy.

Havde hun mon nogle bestemte tanker, eller skulle han bare hive hende afsted mod det han havde lyst til. Tankerne voksede i takt med at mulighederne voksede, for hvor skulle han lige starte. Der var mange spændende ting at lave, men han var dog ikke særlig glad for at skulle udenfor i kulden. Så hellere blive indenfor"Ej jeg behøver da ikke øvelse frøken Lucy, hvad er det for nogle ord de fortæller mig"sagde han nærmest chokeret dog med en drillende mine over ansigtet, som han ikke kunne holde masken tilbage. Han grinede og rakte ud efter kruset foran sig, løftede det op til munden og tog en stor tår.

Hendes spørgsmål fik ham til at tænke lidt, men han ville helst ikke tænke på kulden. Den var så irriterende, men på den anden side der var nok nogle spændende ting at se rundt omkring udenfor, frem for indenfor på kroen. Han lagde hovedet på skrå og fik drukket lidt mere før han satte kruset ned på bordet, og sendte hende et bredt smil"Det er det nok, men deres smil kan jo varme mig, samt deres venlighed kan varme mig lidt ekstra"lød det charmerende og kækt fra ham, som han blinkede til hende.

Lucy måtte erkende, at hun var overrasket over præcis hvor meget den unge Kazimi dreng kunne indtage, som han med stædighed fik fortærret det sidste af den overflod af mad, han havde fået bestilt. Hun hummede let for sig selv, imponeret. Hun slog dog over i en klukkende latter, som han pludselig så så såret ud over hendes ord, og den måde hvorpå han nærmest lignede en der ville tage sig til hjertet som havde hun såret ham inderligt. Hun rullede let med øjne, en handling som hun udmærket vidste ikke hørte sig en dame til, men det var ofte så fristende da handlingen i sig selv var simpel men kunne fremstå yderst provokerende i visse tilfælde. "De har ikke overbevist mig endnu..." klukkede hun drillende tilbage, som hun fulgte hans bevægelse, idet han greb om kruset og tog en stor tår for med al sandsynlighed skylle maden ned. 

Der var noget spændende ved Dain, hun vidste at hendes brødre aldrig ville bistå hans opførsel, og charmerende forsøg på at komme nærmere, men hun kunne li hans smigrene adfærd. Smilet bredte sig om hendes læber, som hun lyttede til hvert af hans ord, inden hun rystede let på hovedet af ham, opgivende men dog tryllebundet. "De tænker alt for høje tanker om mig, sæt jeg skuffede dem og ikke kunne holde Dem varm.." svarede hun med et smil om læberne.