Coffey fulgte ham troligt, gjorde ingen antræk til at ville stikke af, eller værre endnu forsøge at gøre skade på ham, men et lille smil formede sig om hans læber, de ord som lød hånlige i hendes retning blev modtaget med kyshånd, for han vidste ikke hvor sandt det rent faktisk var. Hun slog blikket en smule ned foran sig på grusvejen. Hun kunne næsten høre hvordan Serpico himlede op omkring hvor frygtelig deres tilværelse ville blive nu, trods han intet sagde. Hun løftede ikke blikket, og valgte at tie da hun havde fået følelsen af det mest var en retoriske sætning og ikke et direkte ønske om at høre hendes svar derpå. Hun gjorde dog et lille nik med hovedet, og med det saglige smil om hendes læber var der ingen tvivl om at hun faktisk følte sig heldig og derfor ikke tog på vej over hans tone.

Men smilet stivnede om hendes læber, da han valgte at stoppe op for at få en forklaring for hendes manglende ord. Et øjeblik var hendes øjne let opspærrede inden hendes blik søgte ned hvor det flakkede hvileløst hen over jorden, som ledte hun efter noget hun havde tabt. Hvordan skulle hun fortsætte? Hun kunne ikke nævne for ham at hun var giftig, ej heller at hun var masochist og faktisk savnede voldsomt at mærke smerten, at underkaste sig en og tage imod. Hun måtte finde på noget andet. "Og jeg har en healende evne.." forklarede hun roligt med et lille smil om læberne, som hun løftede sit blik imod ham og let rettede ryggen. "Både egne og andres skader.." fortsatte hun stille, i håbet om hun fik den solgt godt nok trods hendes tænkepause. 

Forbavsende nok, så syntes Philotanus at kunne fornemme en glæde, da han lod ordene ryge over læberne. Det var en besynderlig glæde at opleve, selv for en slave, men hun måtte have følt sig godt tilpas hos sin forrige herre, siden at hun ville kunne ønske sig en ny allerede. Det var dog ingen garanti at Coffey ville bryde sig om hverken Elinor eller Valtor, men den glæde skulle han måske ikke tage fra hende allerede, som han valgte at tie og vendte blikket imod horisonten. Det ville tage dem noget tid at nå frem, men han håbede inderligt at der ville være en chance for at de kunne nå det uden at gør hold på vejen. Han ville nydeligt tilbringe for meget tid sammen med hende, så meget havde han lærte efter den sidste.. Philotanus skævede kort imod hende, som han kunne fornemme et nik og fangede et glimt af det saglige smil. Enten kunne han lade hende beholde det eller forsøge at forværre situationen. Han undlod dog, som det ville være nemmere at nå frem, så længe at hun selv ønskede det.

Det virkede dog som om at hun forsøgte at fortie en vigtig del af hende. Han kunne fornemme på den måde at hun undgik at svare ham, men i stedet vendte blikket direkte imod jorden. Han flyttede let på hænderne, som han havde placeret dem i lommen og egentlig forventede at det ville blive smertefrit for dem begge. Men som hun atter åbnede munden, endte han med at se en smule mistroisk på hende, som han gik helt hen til hende igen. Han skævede imod hendes kappe, blot for at sikre sig at hendes ven ikke ville gå til angreb igen. Så placerede han en hånd under hendes hage og tvang hende til at se ham i øjnene. ”Du fortier noget..” lød det en smule surt fra ham, som han bed tænderne sammen og kæben atter blev synlig og fremtræden. ”Jeg skal vide alt om dig” fortsatte han, før at han flyttede på hånden, således hendes blik ikke blev holdt oppe af en finger, men så han i stedet lagde et fast greb rundt om hendes hals. Hun skulle bestemt ikke holde noget hemmeligt nu.

Coffey betragtede i stilhed manden, det virkede til hendes smil kom bag på ham, men han reagerede ikke på det, udnyttede ikke chancen for at fortælle hvilken frygtelig Herre det var han havde i sinde, så måske? Bare måske han ville være ligesom hendes gamle Herre, hendes smil bredte sig kun ganske lidt, da hun genkaldte sig minderne. De var kommet tæt på hinanden, da det kun havde været Coffey og ham, hun havde kendt sin plads og alle hendes rutiner, så han ikke behøvede være sur eller skælde ud, hun havde haft det overraskende godt, hvis hun var heldig kunne hun få det lige så godt igen, hun håbede hvert fald på at mandens stilhed, var et tegn på netop dette, at Herren ville være god og retfærdig, så længe hun altså hørte efter.

Smilet blegede om hendes læber, da stemningen imellem dem pludselig blev mere trykkende. Han havde ikke købt hendes forklaring, men hun var bestemt heller ikke vant til at skulle lyve, så hvad havde hun forventet? Da han kom nærmere, trak hun sig svagt tilbage i kroppen, men blikket låst fast i jorden, ude af stand til at se op på ham, før hun mærkede hans hånd lægge sig under hendes hage og tvinge hendes blik op for at møde hans øjne. Hun gispede svagt efter vejret, den udstråling han havde, den autoritet, hvis ikke det havde været fordi hun havde gjort ham sur og derfor fejlet, ville det have påvirket hende i stor grad. Hun forsøgte at se væk, kunne ikke være i den splittede følelse mellem at have fejlet og gerne ville give efter, og da han i stedet greb om hendes hals i et stramt tag, steg rødmen i hendes kinder. Hun måtte forsøge at holde fokus, tænke på noget helt andet. "Jeg blev belønnet med smerte.." Hendes stemme var intet andet end en helt utydelig hvisken, da hun havde så svært ved at få ordene over sine læber, hun skammede sig sådan over at kunne li den smerte hendes Herre påførte hende som belønning, hun havde til tider dryppet af blod fra hele kroppen, men stadig fundet sig selv værende i ren ekstase og eufori, men det virkede aldrig når det var en straf, hendes hovedet var blevet låst til at når hun fejlede var det en straf, det var frygteligt, men som belønning... Der fandtes ingen ord for hvad hun ville gøre for at mærke den smerte. 

Noget måtte hun da snart lære.. Philotanus ville bestemt ikke finde sig i at blive løjet til, så hun skulle i hvert fald selv tro på sin fortælling, hvis hun absolut skulle lyve overfor ham. Men den lange pause havde også gjort det klart for ham, at hun lige skulle finde en løgn eller noget andet at sige, end hvad hun først havde tænkt på. Hun tvang ham endnu en gang til at træde nærmere. Forlængede rejsen til Lazura yderligere, som han tydeligvis var tvunget til at sætte hende på plads igen. Havde hun ikke allerede indfundet sig i sin rolle? Hvorfor skulle hun så forsøge at fortie information for ham? Han rettede hendes blik lettere voldsomt, som han ville have hende til at se ham i øjnene, når han talte til hende, se hvordan hendes blik afspejlede hans ord, så han kunne se sandheden i hendes øjne. Den pludselig rødmen forvirrede ham en smule, som han faktisk havde grebet lettere hårdt fat omkring hendes hals. Kunne hun ikke mærke smerten? Eller hvad var det? Spørgsmålet blev meget hurtigt besvaret, som ordene flød over hendes læber. Belønnet med smerte. Klarheden stod malet i hans blik. Så gav rødmen mening. "Du får ingen belønning af mig, så længe du fortier information" hvæste han let, som han valgte at slippe hendes hals og i stedet placerede en hånd imod hendes skulder for at give hende et puf fremad. 

"Men der er vist ikke mere du kan gøre, for at gøre dig fortjent til en belønning" han havde ingen problemer med at stoppe hendes håb, som han dog var mere eller minder tilbøjelig til at gribe fat og være voldsom. Derfor var det også en mindre prøvelse for ham, at han vidste, at hun ville muligvis reagere positivt på en sådan behandling. De stødte på en skillevej, som han pegede imod ruten imod Azurien og nikkede til hende, for at hun skulle følge med. Snart ville de nærme sig byen ved vandet og udenfor den, Elinors bolig.

I hendes stille dybe sind, fandt hun en svag lettelse over hans måde at tolke hendes svar på. Det havde været så længe siden hendes Herre, havde haft overskuddet til at kunne give hende, hvad hendes krop hungrede efter, men manden kendte ikke til bagsiden af hendes lyst. Hun ville græde og tigge om nåde, hvis slagene kom fordi hun havde fejlet, hun kunne ikke give sig hen til smerte når det kom som følge af vrede.  Hun valgte at gøre et lille nik til hans ord, med et forsigtigt blik rettet imod ham, hun skulle helst ikke have flere problemer allerede med ham. Hun mærkede puffet i ryggen, og et ganske kort øjeblik mistede hun lidt af balancen, men måtte hurtigt genvinde den igen, hans intention var dog klar. Kom afsted! Uden tøven bevægede hun sig videre, med blikket skiftevis imellem manden og vejen. Hun vidste ikke hvor de var på vej hen. 

"Hvad hedder Herren...?" Hendes stemme var lidt forsigtigt, da hun ikke vidste om hun måtte spørge, men hun brød sig ikke om hans vrede og den stemning det lagde imellem dem. Det var jo en konstant påmindelse om at hun havde trådt ved siden af, gjort ham sur. Hun gned hænderne let ubekvemt imod hinanden foran sig, som hun fulgte hans vejvisning. Hvor langt mon de skulle? Forhåbentligt ville de nå det inden mørket faldt på, selvom hun til dels kunne orientere sig i mørket med dufte, var hun overvejende blind når først mørket havde lagt sig, kun skygger tæt på kunne hun fornemme. 

Det var langt nemmere at vrisse af hende, fordi han også var nød til at gøre det klart for hende, at hun havde trådt ved siden af. Philotanus var dog ikke interesseret i at skade hende yderligere, fordi han ikke havde planer om at slæbe hende hele vejen. Det ville næppe være krystallerne værd, hvis han skulle bruge al for mange kræfter på at få hende frem. Men han havde heller ikke planer om at dvale på den åbne grussti, som han straks puffede til hende for at få hende til at gå fremad. Måske han havde forventet, at hendes balance ville være bedre med den lange hale, men det var tydeligvis ikke tilfældet, som han nåede at gå op på siden af hende, før hun genfandt sin balance og fulgte med. Et enkelt nik blev det til, som hun i det mindste gjorde, hvad der blev befalet.

Spørgsmålet var forsigtigt, som turde slangen næsten ikke at ytre ordene, så måske var der trængt noget igennem til hende? Derpå formede der sig et smil, et smil, der ikke havde været der lige siden de havde mødt hinanden. ”Du kan kalde mig Philotanus, Coffey” svarede han mere roligt, som han vendte blikket imod stien. De fik nemt drejet af, som han vendte blikket imod den støvede sti. ”Lad mig høre om dine fantasier” der var ikke tale om et tilbud om at dele informationen med ham, men en direkte ordre, om end ordene var ganske rolige og knap så vrede, som tidligere. I samme omgang valgte han dog også at strække sine vinger. Det var uvant at vandre så længe, som han skævede imod horisonten igen og ledte efter et naturligt sted at gøre holdt. Han kunne umuligt tvinge hende til at fortsætte igennem hele natten.

Ganske forsigtigt lod hun blikket hæve sig lidt op imod manden, hun bemærkede smilet om hans læber og mærkede hvordan det lettede inde i hendes selv at situationen ikke længere var nær så anspændt, men hun vidste også hvor skrøbelig den var, et fejltrin mere fra hende og smilet ville være væk, hun måtte være ekstra påpasselig og gøre sit yderste for ikke at træde ved siden af. Men da hans næste ord brød stilheden tabte hun al modet, hendes kinder blussede op ved tanken om hans spørgsmål. Fantasier. Hun trykkede sig en smule sammen mens hun prøvede at få de røde kinder under kontrol men hun måtte ikke lade ham vente. “Jeg.. åh.. altså det ikke fordi jeg ikke ønsker at svare men....” hendes ord var næsten bønfaldende om at han ikke ville blive sur, men hun følte sig så flov, så langt fra hvordan det nogensinde havde været forventet af hende. Hun havde da tænkt på hvordan det måtte føles, at mærke andet end blot smerte på sin krop, men hendes tidligere Herre havde aldrig været interesseret i hende på den måde. 

Hun vred sig let under hans ord som kørte i hendes hoved, hun ville så gerne give ham et svar men hvordan skulle hun få det over læberne. Det romantiske billede hun havde af det, for det måtte være stik modsat af smerte trods også det var der mange følelser i, især i plejen efterfølgende. “Jeg har aldrig prøvet...” kom det til sidst fra hende som hun slog blikket ned og kun om nogen blev mere rød i ansigtet. “Det er bare.. altså jeg ved ikke hvad jeg skal forvente mig...” lød det helt stille som hun drejede blikket væk, flov og utilpas med sin ærlighed overfor ham. Hvad var det dog også for et spørgsmål? 

Slangen havde ret, Philotanus var muligvis i et nogenlunde humør lige nu, men valgte hun at benægte ham svar igen, så kunne det meget hurtigt vende. Eller det ville måske faktisk være værre, hvis hun forsøgte at stikke ham endnu en løgn, for det ville ikke komme til at fungere på hende, der hvor hun skulle hen. Selvfølgelig kunne han sagtens lade hende erfare det selv, men så ville de bare se det som om, at han var kommet med en mulig defekt vare, der krævede mere arbejde end hvad godt var. Det værste ville måske være, at de kunne finde på at kræve krystaller retur. Rødmen fandt hurtigt vej til hendes kinder igen, som han stillede endnu et spørgsmål, der måske var at gå til grænsen eller over det. Men altså.. Han var nød til at spore sig ind på, hvilken type slave hun var. Rødmen fortalte ham dog hurtigt, at hun enten var uerfaren eller havde en sådan fantasi, som ville være flov at dele med ham. Men ville hun risikere tavsheden. Han spændte allerede i kæben, som hun dog brød tavsheden kort efter. "Men hvad?" spurgte han mere direkte, for at få hende til at afslutte sætningen, så kunne hun altid tage hendes forlegenhed senere, når han ikke krævede et svar.

Imens at han ventede på svar, lod han dog til at fortsætte langs med stien. Blikket spejdede efter en mulig hytte eller lignende, som de kunne tilbringe nogle timer i, før at de måtte gå videre. Hvis ikke han fandt en passede hytte, så ville han blot lade dem fortsætte ad stien. Mørket var ikke et problem for ham. Philotanus endte dog med at gå i stå, som hun forklarede sig og måtte indrømme, at hun aldrig havde prøvet noget. Så hun var virkelig kun blevet belønnet med smerte? Det var da et besynderligt forhold, hun havde haft til sin herre. "Er det fordi du ikke har ønsket det, eller har din tidligere herre ikke krævet det af dig?" spurgte han i et forsøg på at få hende til at uddybe det. Han kunne måske godt se udfordringen med at fuldføre en sådan akt, men altså.. Hvor der var vilje, var der også en vej.

Coffey var tydeligt ikke særlig bekvem ved samtalen, da hun ikke vidste hvordan hun skulle forklare tingene på en tilfredsstillende måde for ham, men han lod hende ikke få en chance for overhovedet at trække vejret, før han havde bedt hende forklare dybere for ham, hvad der lå bag hendes men. Hun trak vejret dybt, mens hun forsøgte at få sin rødmen under kontrol, hvert fald nok til at hun ville kunne rumme flere spørgsmål af den slags, uden at skrumpe ind til ingenting for øjne af ham. Hendes blik fulgte hans for en kort bemærkning, for hvad ledte han efter? Hun havde godt bemærket at mørket langsomt var på vej til at lægge sig overalt omkring dem, og sammen med mørket ville kulden komme, hendes største fjende i dette nordlige område, som koldblodet dyr der ikke selv kunne opretholde krops temperature. Hun trak kappen lidt tættere omkring sig, for at holde på den rest varme der var tilbage i hendes krop. Hun håbede lidt de ikke skulle fortsætte hele natten, hun ville ikke kunne holde sig varm til det, så måske han ledte efter et sted?

Og så kom det, sætningen hun havde ventet på, eller nærmere blot endnu et nærgående spørgsmål, og bedst som hun havde fået sig selv mere under kontrol, blev det kastet helt væk igen. "Herren virkede aldrig på den måde interesseret i mig, det skete kun få gange at jeg hjalp ham med.... ehm... hånden..." Hendes stemme svandt mere og mere og til sidst var den intet mere end en hvisken, som hun slog blikket ned i jorden foran sig. Hun måtte samle alt sit mod for at kunne løfte blikket og se ham i øjne, med blikket fuld af skam over ikke at kunne snakke om dette uden at rødme og føle sig lettere akavet til mode. "Men hvis han havde ønsket mere, ville jeg have gjort det.. At se ham smile..." Hun gik atter i stå, men smilet om hendes læber afslørede tydeligt at hun ville gøre alt for at behage sin Herre for at se ham smile til hende på den måde, så hun vidste hun havde gjort det rigtigt godt. 

Det var en smule uforstående for Philotanus, at hun ikke følte sig bekvemt ved emnet, da han måske havde forventet at de fleste slaver ville blive kastet ud i den slags. Særligt når man tænkte på, at hun havde tjent den samme herre i 10 år.. Hvis man gik op og ned ad hinanden så længe.. Så måtte der da blive vækket et eller andet begær eller en form for lyst til modparten. Medmindre hendes herre selvfølgelig ikke havde været til det kvindelige køn, så kunne hun have ønsket det nok så meget. Men det fortalte ham også, at hun ville være uerfaren på det punkt og dermed sagt ikke være mulig at sælge som en sådan slave. Andet kunne da bestemt også bruges, men de fleste herre, havde ikke de store problemer med at udnytte slaverne. Han var i tvivl om hvorvidt Valtor og Elinor ville gøre brug af muligheden, netop fordi han ikke kendte dem bedst, men det var nærmere Orcus opgave.. Han tænkte længe over det, imens at han lod blikket vandre over horisonten og endelig kunne skimte en hytte i det fjerne. Den så forladt ud, lågerne for vinduerne hang skævt og det hele så bare slidt ud, så der var en sandsynlighed for, at de kunne overnatte uden at få besøg af andre. Han bemærkede også let, at hun så ud til at fryse, som kulden slet ikke bed sig fast i ham på samme måde. Så nikkede han dog imod hytten for at få hende til at vende kursen imod den.

Det var lidt som Philotanus havde frygtet, som hun gav udtryk for at herren aldrig havde kigget på hende med det for øje. Altså var hun fuldkommen uerfaren på det punkt. Det var sandsynligt at hun kunne tilfredsstille en mand på anden vis, som hun selv gav udtryk for det, men det var bare sjældent nok. Han sukkede lettere skuffet over informationen, som han tyggede lidt på mulighederne. ”Så din erfaring rækker ikke langt, kan jeg konkludere” mumlede han en smule, som han lagde armene over kors og ellers guidede hende ind over det høje græs, som de var nød til at forlade stien, for at tage den korteste rute imod hytten, der kom tættere på. ”Du vil gøre alt?” spurgte han med et provokerende glimt i øjnene, som han bed let sammen og lod kæben træde frem. Det var et klart tegn på, at hun skulle svare varsomt på lige netop det spørgsmål.

Som Philotanus havde fået øje på en hytte, vendte hun blikket i samme retning. Hun måtte knibe øjne let sammen for at kunne se omridset af den, men allerede den smule hun kunne se, gav hende ikke de store forventninger om en god varmekilde, til at få liv i hendes kolde krop igen. Hun kunne sagtens mærke hvordan energien blev drænet fra hende, men hun holdt sig rank og prøvede istedet at varme kroppen under kappen, ved at sætte de kolde fingre under hver armhule, for de ikke blev helt stive og ømme at bevæge. Hun savnede en varm pejs, hvor hun kunne rulle sig op og suge varmen til sig, men måske, blot måske hvis hun var heldig kunne det være at der var sådan en i hytten.

Hun at beklage sig, lod hun sig guide igennem det høje græs, hun håbede de ville nå derover inden mørket fik sig sænket helt, for selv med de mange klare stjerner på nattehimlen og månen der gav godt med lys, var det kun nok til hun kunne se de nærmeste skygger i mørket. Lyden af hans stemme, fik hende til at vende sit blik op imod ham, hun ville på enhver given dag havde været rød som en tomat i hovedet, men kulden begyndte at virke dæmpende på de røde kinder. "Nej.." svarede hun ærligt, inden hun sænkede sit blik ganske let, hun vidste ikke om det ville være noget stort problem, for ville alle Herrer da forlyste sig med slaver? Hun kunne næsten ikke tro det, men måske verden virkelig forholdt sig sådan og hun blot havde været forskånet fra virkeligheden så mange år. Hun bed sig ganske let i kinden da han spurgte om hun var villig til at gøre alt, hun var fristet til blot at udbryde ja, for var det ikke hendes pligt at hun efter evne skulle gøre alt for at gøre Herren glad? Han ville trods alt give hendes husly og mad, og bruge krystaller på hende, så var det ikke hendes pligt? Men den måde han så på hende, hans sammenbidte kæbe fik hende til at blive nervøs for at svare. "Er det ikke min pligt? Hvis han bruger krystaller på mig, er det jo hans ønske og ikke mit som tæller.." svarede hun stille, med blikket forsigtigt rettet imod ham. 

Tanken om standen af hytten, sagde ham ikke det store, netop fordi han var van til kulden og altid kunne bruge sine vinger, hvis han virkelig kom til at fryse. Men det skulle blive virkelig koldt, for at han ville være nødsaget til det. Philotanus var dog udmærket klar over, at han skulle sikre sig at hun kom igennem natten uden at fange en sygdom eller lignende, fordi så ville udgifterne til en healer blive trukket fra hans indtjening. Derfor skævede han også lidt til hende, som hun så ud til at trække mere og mere ind i sig selv.. Han sukkede en smule opgivende, himlede let med øjnene, som han bandede situationen langt væk lige nu. Han gik i stå for at lade hende indhente ham, som han endte med at gå ved siden af hende. Den ene vinge spredte han hud for at give hende ly for vinden, der strømmede ind over landskabet. Philotanus sagde dog ikke en eneste lyd, som han blot kiggede frem imod hytten.

De havde stadig en samtale kørende, men han kunne fornemme på situationen, at det måske var mere væsentlig at han fik hende i ly end at de fortsatte samtalen. Han tog dog imod hendes svar, som han nikkede stille og ellers lod samtalen falde lidt til jorden. I stedet fokuserede han på at guide hende igennem det høje græs, indtil de nåede en mindre trappe op til hyttens terrasse. Han trådte selv nemt derop, som han vendte blikket imod hende og fik foldet sine vinger på ryggen, så de begge kunne være på den lille terrasse. ”Det er korrekt” svarede han så ud af det blå, som han egentlig gik ud fra, at de nemt kunne fortsætte samtalen fra tidligere. Philotanus skævede imod døren, som han skubbede den op og trådte ind i hytten. Der var et tydeligt gennemtræk i hytten fra et store hul i væggen, som han ikke havde kunnet se udefra. Men hvis hun lagde sig i hjørnet, så var der en chance for at hun kunne finde noget varme. Slanger kunne vel bare krølle sig sammen? Philotanus kiggede imod døren for at sikre sig at hun fulgte med, før at han fandt en slidt træstol, som han kunne sætte sig i. Vingerne formåede han at løfte over ryglænet, så han ikke vist dem mast. ”Få dig noget hvile” sagde han så, som han løftede benene over en kasse, foldede hænderne foran sig og lukkede øjnene ganske let. Men han sov ikke, hvilede bare kroppen, netop fordi han gerne ville holde øje med at hun blev der.

Coffey gjorde ikke megen væsen af sig, men fulgte blot i tavshed efter Philotanus, hun havde en fornemmelse af samtalen ikke nødvendigvis var overstået, som han undlod at svare hende til at starte med, og i stedet blot guidede hende over imod den hytte han havde udset sig. Hun sendte ham dog et ganske lille, men taknemlig smil, da han spredte sin vinge ud og skærmede hende for den bidende kulde, der truede med at trække den sidste rest af varme ud af hendes krop. Hun kunne allerede tydeligt mærke kuldens indvirkning på hende, hvordan hun blev mere sløv og hendes krop mere stiv. Hvis ikke der var et ildsted i hytten, måtte hun forsøge at klare sig igennem natten til hun igen kunne komme ud i solens stråler og genfinde sin varme. At være fanget i en koldblods krop, ude af stand til at genere varme selv var en plage i det kolde vejr.

Da de nåede trappen, forsvandt vingen der havde beskyttet hende imod kulden, og for et øjeblik så hun blot ned på trappetrinene. De havde aldrig før været en hindring for hende at passere, men hun var mere betænkelig nu med kulden, men hun rettede sig op, og tvang sig selv op af de få trin uden at miste balancen. Hun blev dog en anelse lettet, da han endelig brød stilheden og det faktisk virkede til han ikke ville grave mere i spørgsmålet, trods det blik han tidligere havde haft, det som havde gjort hende så tøvende i forhold til at skulle svare. Skuffelsen udeblev dog ikke, da hun mærkede det træk der gik igennem hytten, der var hverken et sted at få varmen, eller lå for vinden. Det kunne meget vel blive en virkelig lang nat for hende, men hun gjorde et lille nik uden at beklage sig, inden hun fandt over til et lille hjørne, med den ene hånd rettet lidt frem for sig, for ikke at støde på nogen ubehageligheder. Hendes hale rullede sig sammen omkring hende, og med kappen spredt ud over hendes lange hale og krop, skærmede hun imod den sidste vind, inden hun med armene knuget hen over brystet på hende selv. Hendes overkrop var lige så smid som resten af halen, og hun hvilede sig ganske let med hovedet på halen, inden hun skævede over imod ham, hun sagde intet, men betragtede ham blot i stilhed som hun forsøgte at undertrykke den lette skævlen der gik igennem hendes krop.

Det var muligt at Philotanus skulle sikre sig at Coffey klarede turen til Lazura, men han havde bestemt ikke forventet at hun ville reagere sådan på kulden. Måske fordi han ikke lige overvejede, hvordan slanger havde det med kulden. Men han kunne tydeligt se det på hende, som de nåede hytten, at kroppen var begyndt at få problemer. Egentlig burde han bare droppe det, men samtidig kunne han ikke helt lade vær med at tænke, at det muligvis ikke ville få den største betydning for ham, hvis han faktisk hjalp hende med at få varmen. Derfor flyttede han også sine ben fra kassen, han havde sat dem på og rette sig op igen. Han hvilede armene imod benene, som han skævede lidt til hende, da hun lagde sig hen i hjørnet og begyndte at krølle sig sammen. ”Du ville fortælle mig, hvis den er gal, ikke sandt?” spurgte han en smule undrende, men samtidig også lidt bebrejdende, som han muligvis ville have forventet, at hun allerede nu ville have sagt noget. Det var ikke fordi at han ventede på hendes svar, som han straks rejste sig op og bevægede sig hen til den klump, hun havde krøllet sig om i. Philotanus satte sig ned på gulvet ved siden af hende, som han skævede imod hullet i væggen. Han kunne ikke blokere det på en måde, der ville lukke vinden ude, men han kunne muligvis afskærme hende, som han havde gjort tidligere.

Philotanus drejede sig rundt, som han rakte frem imod hendes hånd og forsøgte at trække hende til sig. Nok var hun tung, men han var van til at bruge sin styrke til alverdens ting lige nu. ”Læg dig op ad mig” beordrede han næsten, som han løftede sine vinger let og lod dem lægge sig en smule over hans skikkelse. De ville muligvis ikke være i stand til at dække hende helt, men hans kropsvarme kunne være med til at holde det meste af hendes krop varm, så måtte hun bare satse på at resten af hendes krop kunne dele den varme, han afgav.

Som hun lå helt rullet sammen, gned hun stille sine kolde hænder over armene under kappen for at skabe lidt varme, men da hun registered han flyttede på sig, vendte hendes blik sig opmærksomt tilbage imod ham, den måde han lænede sig frem på og hvilede imod sine ben, med blikket på hende. Og som han begyndte at tale til hende, var hun ikke i tvivl, hun måtte fortælle sandheden, for hun hørte udmærket bebrejdelsen i hans stemme. "Jeg havde håbet at finde en kro inden natten. Min krop, den kan ikke selv holde varmen som mennesker, det vil ikke dræbe mig her, men det gør ondt.." forklarede hun stille, inden hun slog blikket ganske let ned. Vejret var for lunt til at det ville dræbe hende, men det ville uden tvivl blive en lang nat, men da han pludselig rejste sig, slog hun blikket op imod ham igen, vagtsom over han pludselig kom nærmere da hun ikke kunne læse hans ansigt, hvad han ville. Hun trak sig en smule op imod væggen, men da han satte sig ved hendes side og næsten skærmede for vinden, trak et svagt smil over hendes læber. 

Hun skulle lige til at lægge sig til rette igen, da han rakte sin hånd frem imod hende. Uden at tøve rakte hun den frem, for ikke at lade ham vente, selvom hun ikke kunne læse hvad han havde tænkt sig, før hun mærkede hendes krop blive trukket imod ham. Det gav et helt sæt i hende, som hun forsøgte ikke at miste balancen imod ham. Først da han talte gav det hele mere mening for hende. Hans hånd havde været så dejlig varm omkring hendes, og uden at protestere lagde hun sig tæt ind imod hans side med kinden hvilende imod hans skulder. Hun bemærkede hvordan hans vinger igen lagde sig omkring dem, og smilet om hendes læber voksede kun endnu mere. "Tak Herre...." lød det blidt fra hende, hun knugede sine hænder foran sig bryst, for at få varmet de kolde istapper op igen, mens hendes blik ikke veg væk fra hans ansigt. Hun vidste ikke hvad morgendagen ville bringe, eller hvem hun skulle sælges til, men hvis blot han mindede om Philotanus, bare en smule ville det måske ikke blive så slemt, han virkede god nok når blot man hørte efter og svarede sandfærdigt. 

Måske han ikke havde gjort det klart nok for hende til at begynde med. Men hun måtte da kunne forstå, at han lige nu investerede tid i hende og derved forventede et ordentligt afkast, når de endelig nåede frem? Philotanus så derfor bebrejdende på hende, som hun tydeligvis fortiede noget, når hun endte med at krølle sig sammen på den måde. Hendes forklaring fik ham til at rynke en smule på næsen. Hvis hun ikke fik ordentlig søvn, så ville han højst sandsynligt være tvunget til at slæbe hende dagen efter og det var bestemt ikke noget han havde planer om at gøre. ”Tror at en eventuel krofatter ville kigge skævt til os” svarede han med et hævet bryn, som for at sige, at han ikke lige umiddelbart havde planer om at lede hende til en kro. Dæmoner var ikke ligefrem velkommen alle vegne og Philotanus foretrak at udelukke muligheden for at hun skulle ombestemme sig i processen.

Philotanus var egentlig ikke meget for at hjælpe hende på vej, men han måtte bare bide i det sure æble og give hende noget kropsvarme, så kunne hun altid give ham tilbage senere. Han havde dog forholdsvis nemt ved at trække hende til sig, selvom hun virkede overrasket. Coffey lod ikke til at gøre meget modstand, som han fik trukket hende til sig og nærmest beordrede hende til at lægge sig til rette ved siden af ham. Han lænede selv hovedet imod væggen, som hun fik lagt sig tilrette imod hans skulder. Han protesterede ikke, som han blot lagde vingerne omkring dem og valgte at lukke øjnene ligeså forsigtigt. Men for at sidde bedre, var han nødsaget til at lægge en arm ganske let omkring hende. Da kom han dog i tanke om noget andet. ”Nu bider din ven mig ikke i løbet af natten, vel?” spurgte han en smule undrende, som hun tydeligvis ikke ville have efterladt dyret ude med denne kulde, så han måtte stadig være omkring hendes krop?

En ganske dæmpet latter slap over hendes læber, hendes planer havde jo været inden hun stødte på Philotanus, men som hun løftede blikket imod ham, svandt hendes smil en smule ind. "Det var nu planen, inde jeg stødte på Dem, omend jeg må indrømme De ikke virker så forfærdelig.." svarede hun stille, med et smil om læberne. Han gik trods alt meget langt for at hjælpe hende, selvom det blot var for egen vindings skyld, satte hun alligevel pris på hans gode gerning. 

Der var ingen fare for at Serpico ville bide ham, han var trods alt lige så afhængig af varmen, hvis ikke mere da han ikke besad de healende evner som hun selv gjorde, og ligesom Coffey var han heller ikke i stand til at generer varme selv. "Nej, han skal nok opføre sig ordenligt.." svarede hun ganske stille, hun lod blikket glide rundt i mørket der var i hytten, hun kunne knap nok se omridset af ham længere, men hun kunne mærke ham, alle små bevægelser han gjorde, hun lukkede til sidst øjne og krøb en smule tættere ind til ham. Hun trak vejret dybt, fornemmede duften omkring ham, men også en fremmede duft, af en anden person, hun vidste ikke hvem det måtte være, men duften var overraskende tydelig på ham, så det måtte være en han brugte meget tid med. En ro indfandt sig til sidst i hendes krop, de værste rystelser begyndte at aftage, som hendes krop hungrende trak hans varme til sig, og gav liv til hendes kolde krop igen. 

Slangen kunne faktisk le? Ikke at det var noget Philotanus havde lagt op til tidligere, men kunden ville sikkert værdsætte et højt humør, hvis humøret selv skulle fejle, så måske det var en god ting. Ikke at slaver havde mange grunde til at more sig eller være munter virkelig. Det kom selvfølgelig an på deres ejer.. ”Pas på at du ikke bliver skuffet” svarede han med et løftet bryn, som han muligvis var flink lige nu, men kun for at beskytte sin investering, så længe det ikke krævede for meget af ham. Derfor skulle hun heller ikke tro, at han ville være flink hele tiden. Det ville give hende et forkert indtryk af ham og et håb, hun måske ikke lige havde brug for nu.

Det var svært at sige, hvad mini slangen tænkte, netop fordi den tidligere havde angrebet ham, hvor hun havde virket mere villig, så det var ikke nødvendigvis sikkert, at de delte samme ideal omkring tingene. Derfor skulle han også sikre sig at Serpico ikke lige pludselig valgte at bide ham i løbet af natten for det ville måske være en mulighed, der kunne komme dem begge til gode, så kunne Coffey jo bare fortsætte sin vandren over landet? ”Godt” svarede han kort, som der ikke lå mere i det lige nu. Så var han også klar på at give hende den varme, som hendes krop trængte til lige nu. Han vidste godt at det ville være på lånt til, at de sad sammen lige nu. Han havde ikke behov for at være for venlig al for længe. Philotanus endte dog let med at lukke øjnene, som han slappede af i kroppen og døsede hen til søvnen. De skulle fortsætte den næste dag og det ville nok være de sidste timer, de skulle tilbringe sammen.

Det gav et sæt i Philotanus, som han vågnede, da han hørte regnen hamre løs imod ståltaget, han havde ikke forventet et uvejr på dette tidspunkt, som solen endnu ikke var stået op. Han bemærkede dog straks, at han ikke kunne bevæge sig, som han kiggede ned imod hende. Hun lod ikke til at have flyttet sig fra ham, men han føltes stadig varm, som vingerne holdt varmen omkring dem og kun lukkede en let brise ind. Så skulle han bare håbe på, at taget ville holde regnen uden til solen stod op og de kunne fortsætte.

Hans svar fjernede ikke ligefrem smilet om hendes læber, så vel som den heller ikke indbød til at svare ham yderligere. I stedet kom der blot et lille brum fra hende som respons, imens hun gjorde et lille nik med hovedet, puttet ind imod hans varme krop. Hun vidste udmærket at hun måtte passe på, men hvis hun blot forblev lydig og var påpasselig med ikke at træde ved siden af, hvem vidste? Måske det kunne gøre hendes fremtidige tilværelse bedre også, end hvis hans eneste ord om hende var en umulig slave der ikke var værd at bruge tid på, nej hun måtte virkelig gøre sig umage for deres begges skyld.

Hun nåede slet ikke at registrere at han talte igen, som søvnen havde overmandet hende. Hun lå overraskende godt imod hans varme krop, og blodomløbet sørgede for at selv hendes halespids forblev varm. Hendes vejrtrækning var blevet langsom og dyb, selv Serpico havde accepteret deres kår og blev rolig omkring hendes krop.

Den høje larm fra regnen der slog imod ståltaget, fik det til at gippe i hele hendes krop, som hun for tæt ind til Philotanus rent instinktivt, knugede hans trøje i hendes små hænder, indtil hun vågnede nok op fra døsen til at lade blikket glide rundt og finde ud af hvad der skete og hvorfor hun var blevet vækket så pludseligt. Et øjeblik virkede hun forvirret over hvor hun befandt sig, da hun indså virkeligheden. Hun var ikke længere hos sin Herre, hun var sat fri og fanget igen. Det var først da hun kom i tanke om Philotanus og vendte blikket imod ham, inden hun hurtigt slap sin greb og sænkede blikket. "Undskyld Herre...." lød det stille fra hende, som hun trak sig bort med blikket sænket, selvom uvejret var brudt ud og solen endnu ikke var stået helt op. 

Der var ikke flere ord imellem dem, derfor var det også langt nemmere at døse hende, som han selv skulle have sig noget vilje. Det var sjældent at han blev tvunget til at gå længere ture på denne måde, så han brugte uden tvivl sin krop på en anden måde, end hvad han normalt ville gøre. Ikke at han havde ondt nogen steder, han kunne bare godt mærke hvordan kroppen blev brugt og derfor også havde brug for en smule hvile. Til gengæld fik hans vinger mere hvile end de normalt ville have gjort, som han var slem til bare at bruge vingerne, når han skulle transporteres fra det ene sted til det andet. Måske det også var godt for ham, at se landet nedefra fremfor altid at befinde sig på himlen. Som kroppen fik lov til at slappe af, faldt han også hurtigt hen til søvnen, som han dog sagtens kunne mærke hende tæt ved sin krop og da også lagde armen omkring for at sikre sig, at han ville mærke, hvis hun forsøgte at flytte på sig.

Regnen vækkede ham, som han lidt troet, at det var hans skyld, at hun lige pludselig vågnede med et sæt og straks knugede sig ind til ham. Derfor var han heller ikke helt så tilbøjelig til at skubbe hende væk med det samme. Han havde lidt på fornemmelsen af, at chokket hurtigt ville lægge sig og så ville hun nok give slip af sig selv. Dog kunne han ikke helt lade vær med at skule lidt ned på hende, som hun alligevel holdt godt fat i ham. Philotanus skævede en smule imod det nærmeste vindue, som han kunne se hvordan regnen bare stod ned i stænger og hamrede løs på den lille hytte. Det store hul i væggen lukkede også regnen ind, men eftersom at de befandt sig i modsatte hjørne, havde de endnu chancen for at undslippe vandet og holde deres tøj tørt. Hendes ord fik ham til at vende blikket imod hende, som han løftede armen fra hendes skulder og lod hende trække sig. Han nikkede let til hendes undskyldning. ”Jeg går ud fra at regnen hurtigt vil køle dig ned igen?” spurgte han ledende, som han næsten kunne konkludere, at de ikke kunne gå før regnen havde passeret dem.