Et direkte fornærmet udtryk og en lige så fornærmet lyd brød ud gennem hans læber. Han var da ikke barnlig! Han kunne ikke formå at holde det fornærmede udtryk længe, som hun stod der og sendte ham et noget hårdt blik. Han kunne mærke den lille nervøse klump i maven, som altid dukkede op når de hårde ord gik ud over ham. Han var jo så god til at smide dem efter andre, men var bestemt ikke god til at få dem smidt i hovedet selv. Det fik ham altid til at føle sig meget mindre, end han egentlig var.

Han fnøs en smule irriteret over hendes ord. Vis mig, du ikke er et barn. I ét hurtigt ryk trak han sig fri af hendes greb og uden en lyd gik han forbi hende, som var han på vej til at gøre som hun havde sagt.
Indenfor gik han direkte mod døren til køkkenet, men lige inden han nåede så langt, drejede han af ind i en af de små stuer, hvor han satte sig på den nærmeste stol, med armene lagt over kors foran sig.
”Jeg venter her, til en af tjenestepigerne kommer forbi.” Han sendte Malika et trodsigt blik, som han også lige lagde det ene ben over det andet. Det var hans måde at vise hende, at han bestemt ikke var noget barn, om end det var en barnlig måde at gøre det på. På den her måde var det bare nemmere at komme udenom varmen i køkkenet, og samtidig den ene tjenestepige, som han helst gerne ville undgå at støde ind i.
”Eller også må du jo hente noget vand til os,” sagde han og lod lige blikket glide hele vejen ned over hende. Et lille flabet smil kunne anes på hans læber. Det var uden tvivl et stik til det faktum, at hun som kvinde hellere skulle gøre det end ham.

Lyden og udtrykket der kom fra Darkhan tilføjede kun til hendes påstand om at være barnlig. I hendes øjne gjorde han i hvert fald ikke sin situation bedre. Malika brød sig aldrig om at være hård mod andre, men til tider blev hun bare nød til at sætte foden ned. Selv var Malika ikke vild med at modtage hårde ord, men det var som om man med alderen blev bred til at kaste ’ubruglige’ kommentarer væk.

Grebet om det gyldne håndled forsvandt, som han rev sig fri og hendes blik så et lille splitsekund på hans hånd før det  fandt tilbage til hans blå øjne. Da han så gik forbi hende, vendte hun sig, i takt med at han passerede hende og fulgte roligt efter ham med hænderne foldet foran sig.
Det virkede som om at han havde kurs mod køkkenet, og man ville kunne ane at det i forvejen lyse ansigt, lysede mere op, da det virkede til at han faktisk ville gå ind i køkkenet efter vand. Men ak, han drejede ind i en af de små stuer og satte sig. Med et suk så hun ind på ham fra dørkarmen af. Begge de lyse bryn blev hævet, som han nævnte han ville vente lige dér. Det var tydeligt at han ikke ville nærme sig køkkenet. Endnu engang en barnlig opførsel. Hun lukkede øjnene, rystede på hovedet og sukkede. Hun åbnede så sine øjne igen, som han hørte at han ville have Malika skulle hente vand til dem. Det måtte da være drømmetænkning.

Hun ville give ham en chance mere, for at undslippe køkkenet – at tale pænt når han bad om et glas vand af en af tjenestefolkene. Hun bakkede derfor et lille skridt ud af dørkarmen og så sig omkring før hun med et venligt smil viftede en ung tjenestepige nærmere så de begge kunne så i den brede dørkarm. Da hun stod i dørkamen, overfor Malika, lod Malika sine lyse øjne se over på Darkhan, ”Spørg pænt så jeg ved du er en voksen mand,” lød det endnu engang udfordrende fra Malika.

Den unge dreng gjorde sit for at være på tværs. Han elskede at få sin vilje og gik nogle gange til ekstremer for at få den. Han blev kun motiveret mere til at stå fast, når det betød at en anden samtidig ikke ville få hvad de ønskede. Måske det var en smule mere tilfredsstillende, når det gik ud over en af hans ældre søskende. Han frydede sig over hvordan han kunne formå at irritere flere af dem. Nok til at mange af dem til sidst gav op og lod ham vinde. Han var dog klar over at det ikke ville blive helt let med Malika. Men det betød ikke at han ikke ville give det et ordentligt forsøg.

Hans hjerte røg i et kort sekund op i halsen, da han så en ung tjenestepige stille sig i døren ved siden af Malika. Man kunne se panikken i hele det lille ansigt, men kun lige indtil tjenestepigen fik stillet sig, så han kunne se at det ikke var hende, han prøvede at undgå. Et lavt, næsten lettet suk lød fra ham, og så vendte det lidt for flabede, overlegne udtryk tilbage.
”Eller hvad?” Det lød næsten som om han udfordrede hende tilbage. Hvad ville hun gøre, hvis han nægtede at spørge pænt?
”En voksen mand kan vel selv bestemme den slags. Desuden er det vel hendes pligt at gøre som jeg beder, om jeg så spørger pænt eller ej.” Han smurte lidt ekstra på, som han sørgede for at lyde helt fornærmet. Han rettede et bestemt blik mod tjenestepigen.
”Hent mig et glas vand,” sagde han. Nej, befalede han. Selvom den unge pige uden tvivl følte sig ramt af hans lidt hårde ord, smilede hun stadig pænt og skulle til at vende sig om for at gøre som han havde sagt, medmindre Malika da stoppede hende.

Malikas øjne som hvilkede på Darkhan bemærkede godt en lille panik i sin broders øjne, som dog hurtigt forsvandt. Hans flabede måde at spørge snakke tilbage til hende fik hende til at hævebrynene lidt. Der lå jo ikke nogen specifik konsekvens af at han ikke spurgte pænt, ud over at Malika ville være overbevist om at han ikke var en voksen mand og at Malika nok ikke ville lade slavepigen hente noget vand til hendes bror.
Malika skulle til at protestere imod Darkhans hårde og fornærmede ord, men blev forstyrret af at han beordrede pigen til at hente noget vand til ham. Malika var hurtig til at vende sig mod slave pigen. ”Bliv her lidt endnu,” bad hun venligt. Pigen stoppede så og stillede sig tilbage til sin udgangstilling. ”Han skal ikke have noget vand i dag, med mindre han spørger dig pænt,” lød det så med et blidt smil til slavepigen.

Med lynene øjne vendte Malika blikket tilbage på Darkhan. ”Du beviser lige præcis for mig at du ingen respekt har, hverken for mig eller for hende,” Malika vidste udmærket at han ikke havde respekt for slaverne, hvilket Malika fandt som et stort problem. ”Det kan godt være det er hendes pligt, men derfor kan du vel godt en gang i mellem være ydmyg for at de gør alt hvad du beder dem om? Du løfter jo ikke engang en finger,” forklarede Malika som efterhånden havde fået en lille rynke mellem brynene i frustration.

Man kunne se kæben blive en anelse mere markeret, da Darkhan i irritation over at Malika ikke lod slaven gå, bed tænderne lidt hårdere sammen. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile lidt bredere. Det var jo let nok at slippe afsted med denne måde at opføre sig på, når der sjældent kom konsekvenser. Han hadede at blive talt til på samme måde, som han talte til andre. Han var direkte dobbeltmoralsk. Nogle gange forsøgte han jo ligefrem at tale ned til andre, med det formål at såre dem eller gøre dem vrede, men lige så snart andre gjorde det samme mod ham, reagerede han mere dramatisk end nødvendigt. Han vidste at samtlige familiemedlemmer på paladset vidste dette om ham, hvilket oftest resulterede i, at han ikke narrede dem det mindste, men alligevel gjorde han det samme hver eneste gang.
Indtil videre følte han sig dog ikke nødsaget til at være dramatisk. Hans sarte følelser var endnu ikke blevet såret, han var kun irriteret over at Malika skulle være den retfærdige søster, som hun forsøgte at lære ham hvordan man talte til slaverne.

Darkhan kunne dog godt mærke en lille nervøs klump i halsen, da hans søster rettede et par lynene øjnene direkte mod ham. Til gengæld motiverede det ham næsten kun til at fortsætte sin stædighed. Han fnyste lettere overlegent af hendes ord. Nej, han havde tydeligvis ingen respekt for slaven, og kun meget lidt respekt for Malika. Det var ikke i en ond mening, bare sådan Darkhan så de fleste af sine søstre. De var kvinder, derfor fortjente de ikke megen respekt.
”Hvis de nu nægtede at gøre som jeg bad, kunne det være at jeg ville overveje at være ydmyg.” Han rettede kortvarigt blikket mod slaven, løftede lige det ene øjenbryn og smålo.
”Men de ved vel alle hvor galt det kan gå dem, hvis de nægter at adlyde en direkte ordre, så det kommer vist ikke til at ske. Men fint. Hvis du skal være så besværlig, så får jeg da bare en af de andre til at hente mig et glas vand,” sagde han i en småfornærmet tone og rejste sig. Han trådte tættere på både Malika og slaven, klar til at mase sig igennem dem i døråbningen, men inden stoppede han op lige foran sin søster. Han skævede lige kort mod den lille rynke i hendes pande, som han uden tvivl havde været skyld i.
”Pas på, Malika. Din vrede får dig til at se gammel ud.” Det var en næsten hånlig latter der forlod hans læber, inden han gav sig til at mase sig igennem hende og slaven. Han havde i sinde at gå, finde en anden slave at kommandere med, medmindre Malika havde tænkt sig at stoppe ham.

Malikas blik blev mødt af et bredt smil. Det irriterede hende. Han følte sig så overlegen. Hvordan kunne han få sig selv til det? Var det Florence der havde givet så dårlig indflydelse på ham? Hun ville i hvert fald ikke mene det var deres moders skyld. Godt nok Safiya kun en del af Malikas første 7 leveår, men hun var overbevist om at det ikke var hende. Det kunne det ikke være.

Måden han fnyste på, hjalp ikke på den situation han stod i. Øjnene blev smallere. Hun trak lidt på et smil ved tanken om at han måske ville være ydmyg, hvis de nægtede at gøre hvad han bad om. Selvom Malika udmærket vidste at hvis ingen af slaverne adlød, ville Darkhan sikkert klage til sin far elle ty til andre metoder, for at få slaverne til at gøre som han ville have. Det varede heller ikke længe før Darkhan afslørede at det ikke var venligt ment. Malika fik lyst til at pande sin bror en, som han nævnte han ville finde en anden slave til at finde vand til ham. Lille møgunge.
Han rejste sig, og Malika følte straks sin lyst til at forsvare slaverne steg over hendes hoved. Slaven begav sig væk fra døråbningen, så der var mere plads til Darkhan kunne komme forbi. Da han stoppede op og så mod den lyse pande, måbede hun minimalt, som han kommenterede på at han syntes hun så gammel ud. Snildt fik han mast sig forbi Malika, som kort efter samlede kæben op og vendte rundt på hælene efter sin lillebror.

”Darkhan Al Sabar af Kazimi!” Lød det næsten knurrende fra hende, som hun begav sig mod ham i en truende hastighed. Nåede hun hen til ham, ville hun gribe ham om hans skulder og forsøge at vende ham om, så han kunne se på hende.

Det var med et lidt overlegent, næsten stolt smil at Darkhan tog de første skridt ned ad gangen. Han nåede lige at se sin søster tabe kæben, inden han fik ryggen til hende og skulle til at gå. Han var sikker på, at han havde vundet nu. At han med sin noget så flabede kommentar ville slippe væk fra Malikas tydelige vrede, for han forventede ikke, at hun ville kunne nå at samle kæben op fra gulvet igen, inden han var væk. Så heldig var han bare ikke.

Han kunne høre hvert et skridt, som Malika hastigt nærmere sig, og selvom Darkhan satte farten op, i et hurtigt forsøg på at undslippe, så gik der ikke mange øjeblikke, før hun havde fået fat i hans skulder. Han kunne mærke nervøsiteten sætte sig som en klump i halsen, da han hørte hendes knurrende stemme udforme hans fulde navn, men nervøsiteten kunne ikke ses, da han lidt modvilligt vendte sig mod hende. Han kunne ikke tabe ansigt nu.
”Hvad er der?” Trods man kunne se irritationen sidde som limet fast i hans ansigt, lød han utrolig venlig i sin tone, den venlige tone han burde have brugt over for slaven, da Malika bad om det tidligere. Det var selvfølgelig kun for at irritere hende endnu mere. Vise hende, at han da sagtens kunne være flink, men at han af trodsighed havde valgt at lade være.

Hun fik fat i ham og vendt ham om. Selvom det var tydeligt at han ikke gad lege med mere, ligesom hende selv, så lød han utrolig venlig overfor hende, som han spurgte hvad der var galt. Hun kneb øjnene lidt sammen og strammede blidt grebet om skulderen på ham. Den anden hånd greb derefter om han skulder. Han kunne på ingen måde tillade sig at sige hun så gammel ud. På ingen måde! Det og den måde han bare sådan valsede forbi hende tidligere, samt måden han var overfor slaverne, irriterede hende. Hun trak surt mundvigene opad, ”Vi er ligeværdige, Darkhan,” lød det fra hende med et suk, ”Hvorfor skal du sige sådan noget?” spurgte hun og så skiftevis fra hans ene øje til det andet.

Det ville være nemt for de fleste at sige at Darkhan og Malika ikke kom så godt ud af det med hinanden, som de gjorde med de andre søskende. Han var så meget af et konkurrence barn og havde ingen respekt, i Malikas øjne. ”Hvis ikke du kan opfører dig ordentligt må jeg jo få Florence eller far til at arrangere noget mere undervisning til dig,” forklarede hun. Hun prøvede ikke at lyde truende, men overbevisende og rolig. Drengen skulle jo kunne opfører sig ordentligt til adelige arrangementer, for ellers ville han da gøre familien flov, ikke?

Han forventede uden tvivl en lidt længere tale. En tale, der skulle belære ham om hvorfor man ikke kunne opføre sig, som han gjorde nu. Den slags havde han jo hørt en del af før, og ikke kun fra Malika. Det var heller ikke fordi han ikke vidste, at både hun og alle de andre havde ret. Han kunne ikke opføre sig sådan overfor alle og enhver, det gjorde bare livet lidt mere interessant at være på tværs. Helst når han ikke burde. Derfra kendte han dog ikke grænsen, og når han burde stoppe for sit eget bedste, fortsatte han gerne langt endnu.
Det var bare ikke den lange tale han forventede, som lød fra søsteren. Hun lød lidt skuffet over hans stikkende kommentar om hendes alder. Det ville være lettere bare at vride sig fri af hendes greb, kun for at slippe for at svare. Men han var godt klar over, at det kun ville gøre det værre, og Darkhan hadede at sidde fast i en diskussion, som han egentlig ikke ville være en del af.

Det lettere overlegende smil om hans læber, falmede i samme øjeblik de næste ord forlod hendes mund.
"Jeg har ikke brug for mere undervisning." Den venlige tone var hurtigt forsvundet igen. Nu lød han mere en smule fornærmet. Han klarede sig fint i sin undervisning, og selvom den unge dreng bestemt ikke mente, at han havde brug for mere, så var det vist ikke helt rigtigt. Han var trods alt kun 14 år gammel. Hendes ord lød ikke truende, men alligevel lod det til, at han havde taget det som en mindre trussel.
Der gik dog ikke mere end et øjeblik, før han forsøgte sig med de spydige kommentarer igen;
"Jeg ved hvor min plads som prins er. Ved du hvor din er, kære søster?" Der bredte sig et nyt smil om de mørke læber, som ligefrem varslede om de nedværdigende ord, der ville følge;
"Om du vil indrømme det eller ej, så er sandheden simpel. - Vi er ikke ligeværdige. Du er kun en kvinde." Den unge dreng brugte hverken deres alder eller status som fyrstens børn, men det simple faktum, at hun var en kvinde, og derfor ikke var lige så vigtig. Selvom det i øjeblikket kun lød som en sætning sagt for at provokere Malika, så var det alligevel lige nøjagtig den mening drengen havde. Det var ingen hemmelighed, og også derfor han aldrig behandlede sine søstre med den respekt, som han behandlede sine ældre brødre med.