Der var ikke andre at holde fokus på lige nu, som Orcus måske ikke havde de store problemer med at vende blikket bort fra maden bare for at tale med hende. Han var godt klar over, at emnet ikke var det letteste for ham at tale om, men han måtte jo forsøge, når der ikke rigtig var nogen vej udenom. Det var ikke sandsynligt at Philotanus ville afbryde dem denne gang, så han kunne lige så godt få lettet sit hjerte og så håbe, at hun ikke ville kigge al for skævt til ham efterfølgende. Orcus stoppede kort, da Nianna løftede sin hånd og placerede den imod hans lår, helt automatisk flyttede han sin fra fadet og placerede den over hendes. Et smil gled over hans læber, som han nikkede stille til hende. Han kunne sagtens bare kigge på hende uden ord lige nu..

En svag rynken opstod imellem hans bryns, om hun ikke helt forstod, hvorfor han følte sådan. Eller hvad kunne det ellers være? Det var svært at forklare, når han ikke helt forstod hendes spørgsmål. Derfor arbejdede han på flere svar, imens at han tyggede lidt på hendes ord. Kunne han konkludere det rette spørgsmål, hvis han bare gentog det ofte nok? "Hvorfor?" gentog han en smule eftertænksomt, som han vendte blikket imod fadet og den hånd, der stadig hvilede imod grøntsagerne. Han var uden tvivl gået en smule i stå, men han greb roligt efter kniven igen for at prikke lidt til bælgen. "Jeg tror ikke det kan forklares.. Ikke andet end at næsten alle væsner søger en partner i livet." forsøgte han stille, som han dog ikke var overbevist om, at hun ville forstå udtrykket. Der var ingen, som ønskede at leve selv, måske hun ikke havde haft behovet tidligere, fordi hun ikke vidste, hvad det kunne give hende?

Der var ikke noget bedre end at se ham smile, høre hans latter, men hans ord fik hende til at rynke let i panden og på næsen, for han havde brugt det ord før. Dog ikke helt på den måde, det var om Philotanus, men der var noget ved ordet. Der var noget som var anderledes, hvad var det han havde kaldt deres.... deres relation? Forretningspartner? Hun åbnede øjne og betragtede flammerne foran dem, mens hun blev ved med at vende og dreje ordet i sit hoved, for hvad havde det med hende at gøre? Til sidst rykkede hun let på sig for at vende sit blik op imod ham. "Men du kaldte... Philo.. for partner?" Det var ikke svært at hverken se eller høre at Philo ikke var hendes ynglings person, sådan som hun fik vrænget af hans navn. 

Hun løftede sin frie hånd, og rakte ud efter den bælge han tydeligvis ikke vidste hvad han skulle stille op med. En dæmpet latter gled over hendes læber, inden hun fik den vendt i hånden så hun kunne give den ene ende et klem, og køre tommeltotten ned igennem den naturlige revne der sprækkede op. Hun havde tydeligvis gjort det ofte, da det lå i hendes fingre uden besvær at kunne åbne og bælge den med en hånd. Hun kørte tomlen igennem en gang til, så de små ærter faldt ned i fadet, inden hun sendte ham et drilsk smil. Hun samlede en op og rakte til ham, smagen var sød omend en smule melet, men det gjorde dem kun fantastiske til supper da de tyknede det lidt, så suppen kunne mætte længere tid uden de splattede helt ud som gulerødderne og kartoflerne kunne have tendens til. 

Hun vendte blikket tilbage imod fadet, mens hun tænkte over hans ord igen, for betød hans ord i virkeligheden at han ønskede hende som partner, og i så fald hvad betød det for hende? At han ville blive, at hun ville kunne føle som hun gjorde tidligere med ham, i sengen, op af døden, hans berøringer og kemien. "Er jeg.... din partner?" Hendes stemme var næsten kun en hvisken, for sæt hun havde misforstået ham, sæt hun gjorde sig selv til grin uden at vide det. Ville han grine, for han havde jo sagt næsten, betød det at han ikke søgte en partner?

Ordvalget havde muligvis ikke været så heldig, som Orcus ikke lige tænkte over, at han faktisk havde brugt det samme ord til at beskrive sin relation til Philotanus. Derfor forventede han heller ikke at støde på problemer, som han dog godt kunne fornemme på hende, at der var noget, som var helt skævt. Orcus havde svært ved at spørge indtil hendes stilhed, som han godt vidste, at hun ikke brugte mange ord medmindre hun virkelig ønskede svar med det samme. Hans pupiller blev straks mindre, som han fokuserede på hendes kropssprog, da hun vendte sig imod ham og gjorde det klart for ham, at han havde lavet en fejl. "Oh.." mumlede han lettere fortvivlet, som han forsøgte at sno sig udenom den lettere akavet stemning, han havde fået skabt. "Det er ikke det samme.." forsøgte han stille, som han dog bed sig i underlæben og hurtigt måtte finde en forklaring. "Philo er partner i forbindelse med arbejdet.. Du ville være partner i mit privatliv?" forsøgte han sig med, som han ikke var sikker på, om det gav mere mening på den måde.

Straks blev hans fokus vendt imod fadet, som han kunne fornemme på Nianna at hun kom ham til undsætning. Han smilte en smule akavet, som hun så ud til at have det yderst nemt med at håndtere bælgen. Dog fulgte han opmærksomt med, så han ville kunne gøre det igen, hvis hun virkelig mente, at han skulle stå for maden en anden gang igen. Orcus skævede en smule til den ært hun havde imellem sine fingre, som han kiggede over på hende og tilbage imod ærten.. Skulle han virkelig smage på det, før at det var tilberedt. Lettere skeptisk rakte han tungen frem, så hun kunne placere den der, så kunne han give den et forsøg eller nemt lade den trille af tungen. Den søde, men melede smag, fik ham til at skære en grimasse, som han var tæt på at spytte den ud, men valgte at sluge den hurtigt for at undgå et skævt blik fra hende.

Lettet over at det var overstået vendte han blikket imod de øvrige ærter i fadet. Han puffede ganske let til dem med kniven, før at han atter rettede blikket imod hende og skævede ned til fadet igen. Skulle de virkelig med? Han kunne vel ikke tillade sig at sortere noget fra, når hun havde bestemt, at det hele skulle med. Så så han dog lettere forbavset på hende, som hun spurgte ham mere direkte. Havde hun taget ordet til sig nu? "Altså.. jeg kan ikke tvinge dig til noget, Nianna" svarede han med et glimt i øjet, som han gav hendes hånd et let klem. Det var egentlig ikke op til ham at bestemme det.

Hendes pande var fortsat rynket som han forsøgte at glatte sine ord ud, hun vrængede dog let på næsen over Philo og deres arbejde. Det fik hendes mave til at knuge sig sammen, og hun forstod ikke hvordan de kunne gøre det, men hvordan skulle hun kunne se igennem det? Hun valgte at ryste det fra sig som han fortsatte og et lille smil tegnede sig om hendes læber ved hans ord. "Partner...." Hun tyggede lidt på ordet, inden hun drejede blikket imod flammerne og puttede sig ind imod ham. "Det burde heddet noget andet.." brummede hun stille, mest fordi hun ikke ønskede at blive sammenlignet med Philo på nogen måder. 

Hun måtte dog give slip på sin latter, da hun så hans ansigtsudtryk. Det var tydeligt at se den ært ikke havde været hans ynglings oplevelse, men hun kunne slet ikke stoppe med at le. Var han virkelig kræsen? Hun vippede let bagud, så hun faldt tilbage i græsset, mens hun holdt sig for munden med den venstre hånd, stadig påpasselig med ikke at bruge den højre side. "Kan du ikke li dem?" Hun vendte blikket lidt imod ham, som hun stille fik sin latter under kontrol, hun lå overraskende godt, for hun kunne betragte ham bedre derfra. Manden som havde frelst hendes liv, åbnet hendes øjne og hjerte, og til sidst skænket hende friheden til at vælge. 

"Orcusellus...." Det var første gang hun havde brugt hans fulde navn, men hun havde ikke glemt da han præsenterede sig første gang, men navnet var ikke lige frem et der lå let på tungen. Hun løftede blikket op imod den himmel hun havde savnet så længe, så hun igen kunne følge med i dagens forløb, stjernerne der blinkede så smukt og lyste himlen op over dem. "Hvad ønsker du selv?" spurgte hun stille uden at vende blikket imod ham, hun vidste hvad hun følte dybt nede, hvad hun selv ønskede, men hun ville høre det fra ham, ikke hvad han håbede hun ville høre, men hvad han i sandhed følte og tænkte. Hun kunne dele sit indre virvar af tanker og følelser med ham, men han var et lukket land. 

Det stod klart for ham, at Nianna nok aldrig ville komme til at forstå deres arbejde. Men han ville nu heller ikke forlange det af hende, han kunne sagtens møde hende et andet sted, særligt hvis kløften bragte for mange dårlige minder med sig. Det var ikke engang sikkert at hun skulle tilbage dertil. Han skævede let til hendes ord, som han svagt nikkede. Hvordan skulle han ellers forklare, hvilket andet ord kunne han bruge? Hun havde næppe et forslag. "Tjo.." mumlede han tænkende, som han ikke rigtig fandt frem til noget andet.. det måtte blive ved det.

Den melede fornemmelsen i munden, fik ham til at rynke på næsen, som han dog slugte den og ellers rystede på hovedet. Men smagen forsvandt hurtigt, som han dog skævede ned til hende, da hun måtte lægge sig ned for at håndtere den latter hun var brudt ud i. Iih altså. Han sukkede let af hendes ord, som han trak på skulderne. "Måske.." svarede han lettere tilbageholdende, som han nødigt skulle træde hende over tæerne lige nu. Hun havde jo valgt ingredienserne til deres måltid. Han vidste jo ikke meget om det.

Der hvilede en alvor over hendes tone, som hun udtalte hans fulde navn og derved også fik hans fulde opmærksomhed. Hvad ville hun gerne fortælle ham? Kort skævede han imod fadet, mon det var fordi han var kræsen? Næppe. Han placerede hånden imod græsset bag sig og kiggede op imod himlen. Spørgsmålet krævede en tanke eller flere, som han lukkede øjnene for en stund. "Én at holde af og om" svarede han, svaret kom direkte fra hjertet, som han også vendte blikket imod hende. Han sendte hende et stille smil.

Som hun lå i græsset, med skindet trukket tæt omkring sig, fik hun stille sin latter helt under kontrol, mens hun lyttede til skovens mange sagte lyde omkring dem. Fra musen der puslede i skovbundens visne blade, vinden der ruskede blidt i de bare trækroner overalt omkring dem og uglens tuden i det fjerne. Ved lyden af hans ord, løsrev hun blikket lidt imod det fad hvori maden lå, hun kunne altid få plantet noget nyt, det var aldrig spildt, men den kløft der havde været imellem Orcus og hende selv var vigtigere at få fjernet. Hun bed sig stille i læben, som hun mærkede hans blik og smil rette sig imod hende, og let modvilligt vendte hun blikket imod ham og trak vejret dybt. Hun ville så gerne bare tage hans hånd, og vise ham hvad hun tænkte, men hun var for udkørt til overhovedet at forsøge og skabe broen imellem dem, hun måtte stole på ordene, på at hun kunne få sagt det helt rigtige, men en tvivl nagede i hende, for han havde jo ikke sagt det var hende, blot én, det kunne være hvem som helst, men det gav ingen mening hvis han skulle have snakket om en anden, hun ville ikke have det skulle være sandt, hun ønskede ikke at dele ham med nogen.

"Hold af mig.. Hold om mig.." Toneføringen var ikke at tage fejl af trods hendes stemme blot var en usikker hvisken, for hun kunne ikke gå tilbage til livet som det havde været førhen, hun kunne ikke fortsætte på samme måde og ikke se sig tilbage, han havde ramt hende dybt og hårdt, hun flyttede sin venstre hånd over på hans i græsset, mens hun smil blot var helt svagt, bekymret for hvad han ville sige og gøre, om han ville gøre det, udviske afstanden imellem dem. Det var først da læben gav sig til at dunke let at hun bemærkede hvordan hun havde fået sig bidt fat i den ene side af underlæben, og fik hende til at åbne munden ganske let. Hendes blik begyndte mere nervøst at flakke hen over hans ansigt, sig noget! Gør dog noget!

Det var fuldkommen uvant for Orcus at befinde sig i en skov på denne måde. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle begå sig på området og var derfor taknemmelig for at Nianna blot havde vist ham vejen og at de nu befandt sig i noget, der kunne kategoriseres som et hjem. For den slags kunne han da godt forholde sig til. Måske det var en smule underligt at sidde på græsset, men han kunne da godt vænne sig til tanken, netop fordi det var meget blødt og behageligt at sidde på. Slet ikke det samme som stengulvet derhjemme. Orcus lod blikket hvile på hende, som han lidt havde skubbet fadet til siden igen. Han var tilbøjelig til bare at stille det fra sig for at lægge sig ned ved siden af hende. Men han var ikke sikker på, om det nu også ville falde i god jord hos hende, hvis han droppede forberedelserne til maden.. Derfor holdt han endnu fat i fadet med en hånd, som han dog havde lænet sig lidt tilbage i græsset. Det hele virkede så idyllisk og han kunne godt lidt frygte, at han ville ende med at ødelægge det, hvis han blev for længe.. Hun havde jo indrettet sig efter et liv med kun sig selv, så ville der være plads til at han blev længere? Og hvad med Philotanus, ville han begynde at lede?

Der gik noget tid før at Orcus havde indset, at han måske ikke havde henvist til hende, men havde svaret mere generelt. Det var svært for ham at tale direkte om hende, medmindre hun virkelig tvang ham til det. Det var sikkert noget, hun gerne ville have, at han blev bedre til, som han bed sig let i underlæben og nikkede til hendes ord. ”Ja, dig og kun dig” svarede han for at understrege, at han mente det. Men ville han være i stand til at lukke af for alt og alle foruden Nianna? Der var kunder, som forventede det ene og det andet.. Man kunne fornemme på ham, at han var en smule forvirret over situationen, som han bed sig let i læben, før at han mærkede hendes hånd over hans. Så rystede han ligesom forvirringen af sig og sendte hende i stedet et kærligt smil. Fadet gled ned af hans skød, som han drejede sig ganske let omkring for at placere albuen i græsset og lægge sig let på siden for at mindske afstanden imellem dem. ”Må jeg kysse dig?” spurgte han forsigtigt, da han bemærkede blodet på hendes læbe. Det kunne godt være en smule ømt jo.

Hendes blik fulgte hans bevægelser, som han vendte sig mere i mod hende for at svare. Det føltes som faldt der en sten fra hendes hjerte ved hans ord, og smilet bredte sig om hendes læber, mere sikkert end før. Han havde ikke ment en anden, men hende. En uvant glæde boblede indeni hende, fyldte hende med en varme og længsel, efter mere end den tilværelse hun altid kun havde kendt til. Hun vidste dog, at hun måtte opsøge Furry snart, så hendes moder kunne hjælpe med de mange skader, for hun holdt ikke ud at være i så sølle en forfatning, hun havde jo en hel have der skulle tilses, og så mange andre gøremål hun havde forsømt på rejsen. Hun havde ikke tid til at skulle humpe omkring, øm og forslået med sår over det hele. 

Da han kom nærmere, drejede hun sig en smule imod ham, løftede sin hånd til hans kind, hvor hun blidt strøg tommeltotten hen over hans kind. Hun var vild med hver en lille detalje, og hun følte ikke at hun nogensinde ville blive færdig med at kigge på ham. Der var altid noget, hvis ikke hans øjne, så hans læber. Alt ved ham dragede hende tættere på, efter mere. "Du må aldrig stoppe med det.." hviskede hun blidt, for hvordan skulle hun kunne blive træt af hans læber der rørte hendes egne. Den nærhed, intimitet og de følelser der fulgte med, om han så vækkede hende blot for at få et kys ville hun være glad. Selv havde hun ikke opdaget de par dråber af blod, der havde samlet sig på hendes underlæbe, for hendes tanker lå et helt andet sted, ved ham og de læber der var så tæt på. Hun lod sin hånd vandre om til hans nakke for at byde ham tættere på.

Der var en underlig ro ude i naturen, Orcus havde ikke oplevet noget lignende, da han normalt blev virkelig rastløs derhjemme, men han følte slet ikke den samme trang til at vandre rundt i hendes lille paradis. I stedet lod han blot blikket hvile på hende. Der var er svagt glimt i hans øjne, som han forsøgte at læse hende. Mon svaret var nok eller behøvede hun yderligere bekræftelse for at vide sig sikker i sin sag. Han sank en let klump, som han blot kiggede på hende. Roen havde indfundet sig i hans krop, som han betragtede hende uden at fortælle yderligere. Måske han skulle vænne sig til at bruge færre ord og blot sige tingene lige ud. Han kunne sagtens misunde Nianna for ikke at have det samme ordforråd, som ham.. for så sagde hun da tingene lige ud. Orcus havde dog lidt glemt hendes skader igen.. der var ikke meget han kunne stille op for at hjælpe hende. 

Orcus lukkede øjnene ganske stille i, som han mærkede hendes varme hånd imod sin kind. Det sendte et stille smil over hans læber, som han lænede sig imod kærtegnene. Der gik noget tid før at han atter åbnede øjnene for at kigge ind i hendes lyse øjne. Der hvilede en ro i hans blik, som ikke havde været der længe. Hendes ord sendte endnu et smil over hans læber, som han lænede sig tættere på hende for netop at få efter det, han havde spurgt om. Så måtte hun stoppe ham, hvis det blev for meget. Orcus holdt sig dog lidt på afstand af hendes krop, for at sikre sig at han ikke rørte hendes sår, før at han plantede et forsigtigt og blidt kys imod hendes læber. Hånden fandt stille vej til hendes hår, hvor han strøg nogle totter væk fra hendes ansigt, imens at han holdt kysset.

Følelsen af hans nærvær, skyllede den afstand der før havde været imellem dem væk. Et lille suk slap over hendes læber, som han kom nærmere og hendes blik der intenst fulgte hver lille bevægelse han gjorde sig. Forventningsglæden over snart at mærke hans læber, hans berøring, det hele sendte et velkendt behageligt varme igennem hendes krop, som smilet om hendes læber kun voksede, indtil deres fælles ønske om kontakt igen opstod med deres læber der blidt berørte hinanden. Hun lod fingrene kærtegnende køre igennem hårene i hans nakke, som hun bød hans læber velkomne. Hun rykkede en smule på sig, så hun også kunne mærke den blide berøring af hans krop imod hendes venstre side, lidt krævende havde man vel lov at være omstændighederne taget i betragtning. 

For en stund havde hun glemt alt om sine omgivelser, overgivet sig helt og holdent til Orcus. Om de var hos hende eller i kløften kunne være lige meget, så længe hun blot havde ham hos sig. Hun burde måske nævne at James jo sådan set også boede hos hende, en mand hun var kommet til at betragte som familie, en bror måske? For hun havde gjort så tjørnebuskene altid ville flytte sig for ham hvis han nærmede sig, så han altid kunne komme ind i den lille oase, hun vidste ikke hvor henne han var, om han var draget videre ud på eventyr, som hun selv havde gjort, eller blot var ude på en aftentur. 

Det var med lidt blandede følelse, at Orcus valgte at bevæge sig tættere på hende, fordi han hurtigt fik øjnene op for hendes skader og måske måtte indse, at det havde været en forfærdelig vej hertil. Orcus havde ikke haft i tankerne at Philotanus ville reagere, som han havde gjort, men han vidste også godt, at han måske skulle læge noget bag sig.. Hvad enten det var det ene eller andet. Men sårene fik ham også til at være bare en smule forsigtig med at komme for tæt på. Han følte dog ikke, at han kunne holde sig væk fra hendes læber heller, så han måtte blot være forsigtigt, hvilket også var grunden til at kysset blev så blidt, som det gjorde. Hun havde ondt nok i forvejen, så han skulle nødig gøre situationen værre. Men lige i det øjeblik havde han glemt alt andet. Han ville gerne have flyttet hænderne til hendes krop, men stoppede da de nærmede sig hendes overkrop. Han måtte holde sig selv i snor, selvom hun lå åben for det meste lige nu. At hun rykkede sig, hjalp dog på hans lyst til at mærke hende tæt på igen.

Det var rart at mærke hendes læber igen. Tidligere havde han været overbevist om, at det der var sket på hans værelse, nok var det sidste, han havde set til hende. Men det var rart, at hun kunne vise ham noget andet, som han følte han kunne slappe meget mere af, når han vidste, at de ikke kunne blive forstyrret. Eller at Philotanus ikke kunne komme dumpende, fordi han ikke vidste, hvor han skulle lede, hvis Orcus endte med at blive væk for en længere stund. Han kunne selvfølgelig ikke vide at Nianna havde andre boende, for det så primært ud som om, der kun boede én enkelt i hendes lille paradis, så hvad skulle han egentlig forvente? Orcus løftede stille den arm han hvilede på, for at lægge sig en smule mere ned, så han ikke behøvede bruge for mange kræfter på at holde sig op. Dog sørgede han dog ikke at lægge vægten over på Nianna, som han stadig støttede sig med den samme arm. Det var svært ikke at lade hænderne vandre rundt på hendes krop..

Kunne hun tillade sig at kræve mere, og kunne hun overhovedet holde til det i sidste ende? Men hans kys var så dragende, alt ved ham fik hende til at ønske mere. Hun knugede hånden lidt tættere omkring hårene i hans nakke, som hun løftede hovedet nærmere hans læber, tog det værste af den blide følelse af, som hun pressede sine læber tættere imod hans, og lod tungen glide legende over hans læber i håbet om han ville åbne sin mund og byde hendes legende tunge velkommen. Fornuften der bankede på i hendes baghoved, forsøgte dog at mane hende til ro, hun burde finde en der kunne hjælpe med hendes skader, eller i det mindste bare for at hjælpe de værste af skrammerne til at heale, måtte hun plukke en måneskinslilje.

Til sidst måtte hun give sig, den måde hun måtte spænde i kroppen for at løfte hovedet blev for ubehageligt, og hendes læber slap hans som hun lod det glide tilbage på græsset igen. Hun vippede hovedet en smule bagover, for at kunne se hen på den lilje der stod lige så smukt med blomster, de var blevet blå da månen stod højt på himlen, så hun kunne godt plukke en nu. "Jeg må...." Hun opgav for hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det, men hun rykkede sig lidt, så hun kunne vende sig om på den venstre side, for til sidst at få sig møvet helt på benene. Det ville se frygteligt ud hvis andre så hende sådan, blodig, forslået og fuld af skrammer hun måtte gøre noget ved det, lindre sin smerte og hjælpe healingen på vej, hvert fald bare til hun kunne finde en mere effektiv løsning på problemet. 

Stille gik hun hen til liljen, og plukkede nogle af de blå blomster. De var smukke og duftede henrivende, men mixturen var ikke just den største fornøjelse at indtage, men det sad på rygraden hvordan hun skulle lave den, så selvom hele hendes krop var sløvet og hun mest havde lyst til at opgive, tog det hende ikke lang tid at få omdannet de blå måneskinsliljer til en mixtur, som hun drak med en rynken på næsen, for den smagte bestemt ikke lige så godt som den duftede.

Det var ikke fordi Orcus følte, at han forsøgte at presse hende til noget, han kunne godt se, at hun var såret, men han havde ikke rigtig mulighed for at hjælpe med hendes sår. Han var ikke selv i stand til at håndtere sine sår, for ham kunne han kun vente på at det healede af sig selv, hvis ikke Philotanus tvang ham til at blive liggende i sengen og selv det var svært for ham. Men han forsøgte at behandle hende så forsigtigt, som overhovedet muligt, da han godt kunne mærke på hende, at hun gerne ville have nærvær og derved den fysiske kontakt imellem dem. De måtte også gøre noget ved den kløft, som var dukket op imellem dem. Der var sket så meget imellem dem.. Men han kunne heller ikke lade vær med at gengælde kysset, som hun lagde flere kræfter i det. Alligevel måtte han bremse sig selv, som han var tæt på at stryge hende over kinden. Det var svært at holde styr på hendes skader og han kunne hurtigt fortabe sig i øjeblikket, hvis ikke han passede på.

Det forbavsede ham en smule, at Nianna lige pludselig valgte at bevæge sig, som hun slap hans læber og rykkede lidt rundt på sig. Han var klar til at komme hende til undsætning, men hun virkede endnu i stand til at flytte sig, som han så hende rykke sig rundt. Stille fulgte han hendes blik, som hun kiggede imod en blomst. Han kendte den ikke selv, men måske den havde en særlig betydning for hende? Et minde eller noget helt andet? "Hvad skal jeg gøre?" spurgte han meget hurtigt, som han fik sat sig op igen, trak armene til sig og gjorde klar til at række ud efter hende, hvis hun skulle falde sammen igen. Hvad ville hun have ham til og hvorfor insisterede hun på at flytte sig? Skulle hun ikke slappe af? 

Orcus rettede sig op og kom hurtigt på benene, da hun bevægede sig hen til den blomst, hun lige havde kigget på. Han rynkede svagt på næsen, som hun plukkede blomsterne og begyndte at mixe det. Han vidste ikke helt hvad det gik ud på, som hun til sidst drak det. "Hvad gør blomsten?" spurgte han interesseret, men måske også en smule bekymret for hendes helbred.

Hun kunne ikke lade være med at betragte Orcus lidt, som han kom på benene og fulgte hende. Det var lidt sødt, og hun burde måske blive bedre til at bede om hjælp, men det var jo så meget lettere at gøre tingene selv? Det var bestemt et punkt i hendes liv hun nok måtte arbejde en del med, at åbne op for ikke altid at klare tingene selv. "Slappe af og nyde livet..." lo hun med et drillende glimt i øjne, som hun undertrykte smerten i sin krop. Hun lagde blidt sin hånd over hans underarm, med et undskyldende smil, hun vidste jo godt at hun burde slappe af, det bedste ville nok være hvis hun samtidigt tog lidt af den elverrod hun dyrkede, det ville i hvert fald sikre hende en lang og helt uforstyrret søvn, næsten øjeblikkeligt hvor hendes krop kunne få lov at restituere boostet lidt af måneskinsliljen. 

Hun skævede let over imod elverroden, for kunne hun tillade sig det, at gå ud som et lys og lade ham være alene med sine egne tanker? Måske hun skulle lokke det i ham også, så kunne de begge få en god nattesøvn, omend hun slet ikke kunne mindes at have set Orcus hvile endnu, han måtte enten ikke behøve det, eller virkelig være god til at undertrykke behovet, men hvis han ikke behøvede det, hvad kunne han så være for et væsen? Måske hun snart skulle få sig taget sammen til at spørge om det, men inden hun nåede videre med sine tanker, kom han hende i forkøbet med et spørgsmål om mixturen. 

Hvordan skulle hun forklare ham det? Hun bed sig let i læben, inden hun pegede ned på den hårdt forslåede højre side af kroppen. "Du får at se i morgen.." Efter mange overvejelser, var det den eneste måde hun kunne komme omkring det, for hvad hed det når skaderne forsvandt hurtigere end normalt. Hun vendte blikket ned imod busken. "Om dagen hvide, om natten blå.. Blå hjælper, hvide gør ikke.." lød det stille fra hende, som smilet dansede let om hendes læber. Hun havde mange spændende planter der kunne hjælpe på forskellige ting, men kun dem hun havde stødt på ved tilfælde i området, for hun havde en fornemmelse af der måttes findes så mange andre spændende planter ude i verden hun endnu ikke havde set og fået med hjem. 

Hun pegede rundt på de mange planter der voksede i haven, nytteplanterne som hun yndede at se dem som, omend der var et par stykker hun ikke havde opdaget nogen umiddelbar virkning på, men de pyntede i hendes oase og derfor fik de lov at blive. "Når jeg har ondt og er varm.." forklarede hun, som hun pegede hen på en smuk hyld, der kunne lindre feber og smerter. Dæmon-nælden som fik en lille dæmpet latter fra, for den var egentligt ikke smuk som sådan og bestemt ikke praktisk at have, men hun havde plantet den og måtte leve med den nu. "Lad vær at rør...." lød det fra hende, som hun gav sig til at klø på den ene hånd for at vise hvad den ville gøre ved ham. "Sove... Sove og sove..." Det var nok den bedste beskrivelse man kunne give af elverroden, for man var garanteret at sove med det samme i en god dyb søvn. Hun plejede over på de smukkeste gule Lauranas liljer, som hun let måtte trække på den ene skulder, for hun anede intet om dens formål hvis den havde en, hvilket nok var godt nok som den eftersigende skulle øge frugtbarheden hvis man lagde den i sit hjem tørret. Topalisurt som den sidste, havde en skøn duft og var fantastisk i te, og de små fine orange blomster var nok den egentligt årsag til hun beholdt den, som hun heller ikke vidste hvad den kunne. 

Stille trådte hun ind til Orcus, og lagde panden imod hans skulder. Hun var frygtelig træt, men kunne slet ikke holde sig fra ham, hun lukkede øjne som hun forsigtigt hvilede sig ind imod hans krop.  

Orcus følte lidt, at han havde gjort sit for at tilbyde sin hjælp, men hun havde tydeligvis svært ved at tage imod. Han kunne heller ikke bare tage det fra hende, fordi han faktisk ikke havde forstand på det, hun havde gang i. Så derfor var han lidt tvunget til at vente på, at hun ville tage imod hans hjælp. Men det krævede tydeligvis noget tilvænning, som han kneb øjnene ganske let sammen, da hun gav udtryk for at han skulle slappe af og nyde livet. "Kun sammen med dig" svarede han hurtigt tilbage, som han lagde armene ganske let over kors og lidt forventede, at hun snart ville stå stille. Han forsøgte at række ud efter hende, men kunne heller ikke få sig selv til at låse hende fast, netop fordi hun var såret og måske kunne være igang med at finde en løsning på sine mange skader. For så burde han jo egentlig bare lade hende arbejde? Ikke sandt? Der hvilede en rynke i hans pande længe, som han tydeligvis var bekymret for hende, men følte sig ud af stand til at gøre meget ved det.

Lige nu ville han blot forsøge at støtte hende, som hun havde placeret en hånd imod hans underarm. Han lagde forsigtigt sin over hendes for at hjælpe hende rundt i oasen. Han var tilbøjelig til at løfte hende op, men måtte også hurtigt indse, at lige netop den hjælp, måske ikke ville blive set som en hjælp i hendes situation. Hans krop blev ikke selv træt på samme måde som hendes, netop fordi han var van til at presse sig selv. Men han kunne sagtens løbe tør for rusmidlerne igen, som tidligere.. Nu havde han jo allerede brugt en del kræfter sammen med hende. Men så bekymret, som han var for hende, så bemærkede han ikke sin egen tilstand lige nu.

Orcus fulgte hendes blik, eller fingeren, som pegede på hendes højre side. Egentlig ville han nødigt mindes, hvorfor hun havde fået de skader, men han nikkede alligevel langsomt til hendes forklaring, som han bed sig let i underlæben. Det var hans skyld.. Så fulgte han dog hendes blik imod blomsten, som han igen rynkede let på næsen. Han havde nu aldrig rigtig haft forstand på plantelivet, men hun lod til at vide en del faktisk. "Så skynd dig at brug dem" opmuntrerede han hurtigt, som han havde forstået, at de måske kunne hjælpe på hendes tilstand. Hun var jo ikke ligefrem i stand til at springe omkring eller løbe, hvis det blev nødvendigt. Orcus ville selvfølgelig ikke efterlade hende der, når hun var slemt såret, men hvad kunne han ellers gøre? Skulle han hente hjælp, men hvorfra? Han kendte ikke lige umiddelbart nogen healere..

Blikket fulgte hendes pegefinger, som hun viste ham de fleste blomster og planter på området. Han var ikke sikker på, hvorvidt han ville være i stand til at huske det hele. Særligt ikke hvis han skulle tænke på deres navne og funktion samtidig. Hun måtte have brugt mange år på at lære alt det. Han rynkede dog på brynene, da hun nævnte dæmon-nælden og sagde at han ikke skulle røre den. Hendes kradseri fik ham til at le ganske let, som han nikkede til hende. Så meget kunne han da godt forstå, ingen havde lyst til at det skulle klø over det hele, særligt ikke ham. "Du burde sove" lød det, som hun forklarede elverroden. Han nikkede imod den og prikkede hende ganske let på næsen, for hun måtte da selv kunne se at hun trængte til søvn og hvile? Istedet for at vandre rundt over det hele og forklare ham alle de ting. Det kunne de også tage senere. 

Han skævede ned imod hende, da hun lod til at hvile sig op ad ham. Han nikkede imod, hvad han troede, måtte være hendes seng. "Få dig noget hvile, jeg skal nok våge over dig imens" sagde han roligt, som han forsøgte at stryge en let hånd over hendes pande og ned over hendes næse. Han var klar på at hjælpe hende derover også, hvis det blev nødvendigt.

En lettere anstrengt latter slap over hendes læber, ved hans ord. Hun var lykkelig for at han havde det sådan, selv omstændighederne i betragtning, var der ikke nogen hun hellere ville nyde livet sammen med end Orcus. Men der lå en alvorlighed over ham, som hun måtte tage seriøst, hun måtte pleje sig selv lidt bedre nu, for at kunne være der sammen med ham senere. Hun drak det sidste af den mixtur hun havde fået lavet, det var ingen mirakel kur, men det fremskyndte healingsprossesen en god del. En dags tid ville de værste af skaderne være væk. 

Som hun stod sammen med ham, og skævede imod elverroden, kunne hun godt mærke udmattelsen der lå i hver en muskel af hendes krop, hun vidste jo godt at han havde ret selvom hun var overbevist om roden ikke ville blive nødvendig, hun kunne sove stående op af ham uden problemer, hvis blot hun gav efter for udmattelsen. "Men....." Hun stoppede sig selv, som han duppede hende på næsen, hvilket fik hende til at rynke let på den med en dæmpet latter. Til sidst gjorde hun dog et lille accepterende nik, som hun overgav sig til hans ordre som søvn. Taknemligheden for at have fundet, en så kærlig og omsorgsfuld mand fyldte hele hendes krop, som hun puttede sig helt tæt ind imod hans krop. "Vil du hjælpe mig derover?" spurgte hun stille med blikket imod den lille behagelige hule hun havde fået lavet med alle skindene til at holde hende varm.

Hun var sikker på hendes ben, ikke ville kunne bære hende derover længere. De havde mest af alt lyst til bare at give efter, men at hvile ind imod Orcus gav hende støtte nok til at blive stående oprejst. "Tak.... For alt.." hviskede hun dæmpet ind imod hans skulder, for selvom de havde været en del igennem, ville hun ikke være noget af det foruden.

Det var ikke til at sige, hvor meget planterne kunne hjælpe hende, men Orcus følte stadig at han kunne insistere på at hun som minimum snart fik noget hvile. Hendes krop måtte arbejde på højtryk for at holde sig oppe, han kunne også sagtens fornemme, hvordan hun lænede sin vægt imod ham. Ikke at det var et umiddelbart problem for ham, han følte måske bare, at det ville være smartere, hvis hun fik sig noget hvile og ikke overanstrengte kroppen yderligere. Forsigtigt havde han også lagt en arm omkring hende, så hun i det mindste kunne mærke, at han forsøgte at støtte hende. Særligt da hun valgte at læne hovedet bagover for at drikke resten af mixturen. Han kendte kun en form for mixtur og det var de rusmidler han jævnligt indtog.

Der var dog ikke plads til dårlige undskyldninger lige nu, som Orcus skævede ned til hende, da hun forsøgte at komme med lige netop sådan én. Heldigvis lod hun det ligge meget hurtigt, som han valgte at nikke til hende og flytte hånden væk fra hendes ansigt for atter at give den støtte, som hendes krop tydeligvis havde behov for. Orcus sendte hende et stille smil, som hun endelig formåede at spørge ham om hjælp. Det havde taget sin tid og en del kræfter for hende, at komme dertil tydeligvis. "Selvfølgelig" svarede han med et blidt smil på læben. Så valgte han også at løfte ganske let op i hende, uden at fjerne hendes jordforbindelse, men blot for at tage vægten af hendes fødder. Han kunne sagtens have løftet hende op, men var faktisk i tvivl om det blot ville gøre hendes skader værre. Så i stedet fulgte han hende derover med begge fødder plantet på jorden.

Orcus havde forsigtigt flyttet hendes arm omkring hans nakke for at kunne støtte omkring hendes hofte, som han gik med rolige skridt imod den lille hule, hun havde haft blikket rettet imod. De var ikke langt fra hulen, da hun talte igen, som han endte med at nikke. Han kunne sagtens vende hendes tak til noget andet, men undlod, som han i stedet langsomt førte hende ned imod de mange skind, så hun kunne hvile kroppen lidt. Som hun lå ovenpå skindet, valgte han dog at sætte sig for enden af hulen med ryggen imod beplantningen og blikket rettet imod hende. Så kunne han samtidig holde øje med, hvis der skulle dukke nogen op, som ikke skulle være der. "Få dig noget søvn.." hviskede han stille.

Nianna var glad for Orcus trådte til for at hjælpe hende afsted, nok var hun ikke meget for det, men hun vidste at det var et nødvendigt tiltag, for ikke at skulle falde sammen på jorden. Og da hun først kom ned at ligge i de mange bløde skind, kunne hun mærke hvordan lettelsen skyllede igennem hendes krop, endelig kunne hun slappe af og løsne op i den anspændthed hun havde haft fra top til tå, som hun møvede sig lidt dybere ned i skindene og trak et hen over sig. Varmen omsluttede hendes krop på den mest behagelige måde, og duften fra de mange skind bragte en hjemlig følelse med sig. Hun kunne pludselig mærke det savn der havde været, for duften var helt anderledes og frisk. Et lille saglig smil tegnede sig om hendes læber, da et suk slap over dem, inden hun drejede blikket imod Orcus.

Hun ville nu hellere have puttet sig tæt ind til ham, men igen sov den mand overhovedet? Hun måtte huske sig selv på, at få spurgt hvad race han kunne være, for menneske det var han i hvert fald ikke, det vidste hun med sikkerhed. Hun gjorde et lille accepterende nik til hans ord, men hun lod nu alligevel sin venstre hånd finde vej op til hans, hvor hun knugede den blidt, inden hun krøb sammen på siden og trak benene helt op til sig. Den tryghed det gav hende at vide, han sad lige der, at hun kunne mærke hans hånd i hendes egen, fik hende øjne til stille at glide i, som trætheden overmandede hendes udkørte krop. Der gik ikke længe inden hendes vejrtrækning blev dyb og langsom, hendes hånd der nu blot lå løst over hans som hun gled dybt ned i søvnen.

Der faldt en ro over dem, som Orcus fik lagt hende ind i hulen og sikret sig, at hun nu også lå ordentligt. Han valgte at sætte sig for enden, så han ikke ville forstyrre den trængte plads. Det kunne sikkert godt lade sig gøre, men han var i tvivl om hvorvidt han selv ville kunne falde i søvn et fremmed sted. Stedet virkede en smule udsat, men samtidig havde han godt set de mange tørne, så måske det bare var hans egen bekymring, som netop holdt ham vågen? Kroppen arbejdede på højtryk for at undertrykke trætheden, som Orcus ikke følte, at han kunne tillade sig at falde i søvn. Han ville langt hellere våge over hende og sikre sig, at hun fik den søvn, hun nu havde brug for. Så kunne han sove, når der atter var ro på. Der hvilede et smil over hans læber, som han kunne se hvordan hun møvede sig ned i skindet og hurtigt fandt sig til rette. Det var tydeligt, at det var her, hun havde hjemme. Hvor tingene var uvant for ham, var det helt naturligt for hende. De var vidt forskellige.

Orcus kunne sagtens putte sammen med hende, men som hun stille faldt til, kunne han lige pludselig mærke den uro, der voksede inde i ham. Han blev rastløs, som han dog lod hende have hans hånd, indtil hun faldt i søvn. Den anden hånd rystede ganske svagt og som han tænkte over det, mindes han at det var lang tid siden, at han havde indtaget stofferne, samtidig med at der var sket en del. Han skævede imod Nianna, som han dog bemærkede hendes tunge vejrtrækning og den ro, der var faldet over hendes krop. Tanken om at finde noget, der kunne hjælpe ham i hendes have, havde strejfet ham, men han vidste hverken op eller ned lige nu, så måske det var dumt. "Jeg burde.. hente noget" mumlede han for sig selv, som han dog ikke følte sig i stand til at flytte sig. Hans ben ville ikke rigtig lystre.

Natten blev til dag, der igen blev afløst af de tidlige aftentimer, før Nianna begyndte at røre mere på sig. Det havde været en søvn præget af dårlige drømme, da Orcus havde flyttet sig væk fra hende, trods hun ikke var vågnet op ved hans lette puslen, drømme der hørte til fra hendes fortid, den fortid hun ikke selv kunne mindes, men som hendes ene underarm vidnede om. Hun glippede ganske let med øjnene, inden hun trak hænderne op for let at gnide øjnene med håndryggen, før hun lod blikket glide rundt i den lille hule med et smil om læberne, som havde hun glemt alt der var sket, indtil det ramte hende. Hvor var Orcus? Hun kunne ikke mærke hans nærvær nogen steder, og hun vendte sig hurtigt om på maven og kastede blikket ud i lysningen, hvor hendes blik faldt på ham ved bålstedet. Et lille lettet lydløst suk slap over hendes læber, inden hun foldede hænderne foran sig og hvilede hagen på den ene håndryg. 

Hendes krop var healet virkelig flot op, de mange sår var blevet til blå og røde mærker, og den værste ømhed i kroppen havde fortaget sig til kun at være ganske minimale, søvnen havde nok en del at skulle have sagt, selvom hun var i tvivl om hvorvidt hun kun havde sovet nogle timer. For var natten kun lige ved at slutte? Hun skævede let op imod himlen, hvor mørket enten var ved at lægge sig eller ved at fortage sig. Hun vendte blikket tilbage imod Orcus, inden hun forsigtigt sneg sig på benene, mon hun kunne snige sig ind på ham? Han måtte jo snart være helt udkørt hvis ikke han selv havde fået hvilet. Hun bed sig lidt i læben, for hvad hun selv følte som verdens bedste søvn, havde virkelig boostet hendes energi og humør mærkbart. Hendes bare fødder bevægede sig lydløst hen over græsset, indtil hun nåede hen til ham, og hvis det var lykkedes hende at nå derhen uden at han bemærkede hende, ville hun falde ham om halsen bagfra og kysse ham på kinden. "Godmorgen solstråle..." spandt hun blidt imod hans øre, som smilet strålede om hendes læber.