Sephyran kiggede et langt øjeblik på Clara med et gennemborende blik. Ved guderne - tænk hvis hun fandt sig en ægtemand ved hoffet, der rent faktisk forbarmede sig over hende.. det skulle ikke undre ham, om nogle af baronerne ville klappe i hænderne i begejstring over at få Ernyell-blod ind i slægtstræet.. eller måske nogle af Isenwalderne ville have hende, efter at en vis gren af familien var kommet i unåde hende efter hele fadæsen med Kiles Orden..

Sephyran lavede en mental note til sig selv om at forsøge at sætte en stopper for det. Adelen skulle ikke besudles på så grusom vis på hans vagt!

Bløde fodtrin kunne høres på gulvet, da en ældre kvinde med tydelige, rubinske træk trådte ind i Safirstuen. Det var Altheae, Fyrstens personlige slave, der var blevet skænket til ham ved fødslen, og som havde fulgt ham trofast siden.
Med besvær kæmpede han sig op at sidde igen. "Ah, fremragende. Hjælp mig venligst tilbage til gemakkerne og tag den der med.." Han gjorde et nik mod flasken, som Clara havde skaffet. Nok havde han beklaget sig over smagen, men han kunne faktisk mærke, at hovedpinen fortog sig en smule. Måske kunne han få sine alkymister til at granske indholdet nærmere..

Clara fik et sidste, køligt blik, som han stavrede forbi hende. Hans bemærkning var lavmælt, som han passerede hende: "Hvis du er klog, tager du tilbage til Turmelinien snarest. Hoffet er ikke noget sted for dig." Brummede han. Hun ville næppe lytte til hans råd, men i det mindste havde han gjort det klart og tydeligt for hende - hun var en bastard, en halvdyrsbastard endda, og hun havde intet at gøre her.
Som han forlod rummet sendte slaven, Altheae, også et blik i retning af Clara. Udtrykket i hendes øjne røbede intet om, hvad hun tænkte. Ikke engang Sephyran var i stand til at gennemskue, hvad der rørte sig i hendes hoved, og om hun brød sig om hans handlinger..

Clara kunne næsten mærke hvor lettet hun blev da slaven kom ind til dem, hvilket betød at han nok endelig ville lade hende være i fred.
Hun nejede let, som han gik fra rummet, og prøvede at holde sin ro i sig selv, selvom man kunne se hvordan hun svagt rystede, af ren stress.

Det løb hende koldt ned af ryggen, som fyrsten gik forbi hende, og nævnte at hun ikke hørte til her i hoffet, noget hun udemærket var klar over.
Hun bed sammen og sagde ikke noget, som hun blev efterladt alene i rummet.

Der gik flere minutter, før hun kunne tage sig sammen til at rykke ud af stedet, for at gå hjem, og hele turen hjem, der forsøgte hun at holde tårerne tilbage, men ligeså snart hun var hjemme, gik hun også ind og græd sin frustration ud.