Victoria var i sit stille sind taknemmelig for, at Sitali lod til at tolerere, at hun skulle bruge lidt ekstra tid på at finde vejen. Som hun kom ud, kunne hun dog se lyset for enden, og hun vidste, at de var tæt på udgangen. Hun kunne ovenikøbet skimte omridset af Sihan i mørket. Tanken om at være så afhængig af en anden fik igen Victoria til at rødme. Hun var jo vant til at være fuldkommen uafhængig af andre, og det huede hende ikke ligefrem, at hun var nødt til at støtte sig til elveren.

Victoria nikkede til ordene, som hun tillod fødderne at glide lidt forsigtigt rundt for at være sikker på, at der ikke var en afgrund lige ved siden af. "Det ser ud som om, vi kan nå at fange noget i al fald" svarede hun og pegede med sin frie hånd mod lyskilden. Hun holdt stadig fast i Sitalis hånd, men ikke mere fast end, hvis elveren slap hende, så ville hendes egen hånd også slippe. Det generede hende dog ikke at holde i hånden, og hun fandt det egentlig ikke akavet. Hun ville dog ikke nægte Sitali at slippe, hvis hun ikke havde det på samme måde.

Det var ikke ualmindeligt, at hendes race skulle vise fremmede ud af tunnelerne. Sitali havde dog en mere afslappet holdning til det, hvilket også var grunden til at hun lod Victoria gå af egen fri vilje. Vagterne havde nok smidt hende på porten eller gjort det der var værre ved at lede hende længere ind i tunnelerne, så hun aldrig ville finde ud igen. Sihan, hvis han kunne, havde noget for længst rystet på hovedet over Sitalis opførsel lige nu. I stedet bukkede han hovedet ned, fnøs igennem næsen, så de små sandkorn blæste omkuld for næsen af ham. Sitali havde ikke problemer med at se i det svage lys, som hun kunne fornemme Victorias rødmen, hvilket blot fik hende til at lægge hovedet en anelse på skrå. Mon det var forkert at holde i hånd? Nej, for så havde hun sikkert trukket hånden til sig, så snart de kom over.

Sitali skævede ned til Victorias fødder, som hun dog ikke sagde noget, men lod hende undersøge underlaget. Måske det var bedst, at hun selv konkluderede at afgrunden ikke længere var en fare, end at hun sagde det? "Hvis ikke det er refleksioner" lød det en smule opgivende, som hun mindes udgangen være fyldt med reflekterende sten og enkelte krystaller. Krystallerne var dog så god skjult blandt stenene, at ingen rigtig opdagede dem. De begyndte alle tre at gå imod udgangen, som Sitali endnu holdt Victoria i hånden og først slap hende, da hun skulle masse sig igennem den lille revne for at komme ud på den anden side.

Victoria var i sit stille sind taknemmelig for, at det var en flink elver som Sitali, der førte hende ud. Hun havde hørt om, at vagterne ikke vær i nærheden af at være så flinke, når de skulle vise ubudne gæster ud. Hvilket egentlig var lidt spøjst, for hvordan skulle man ellers komme i kontakt med dem? Det var trods alt ret svært at få et brev frem på andre måder, specielt når man ikke vidste, hvor de befandt sig henne. Victoria hørte fnyset fra Sihan, hvilket blot fik hendes smil til at vokse. Hun kendte til overbeskyttende følgesvende, og hun kunne sagtens relatere til, hvordan dyret måske havde det med, at Sitali brugte så meget energi på en fremmed. At Sitali ikke slap hendes hånd, fik blot Victoria til at stramme grebet en anelse.

Victoria var ganske klart vant til at klare sig selv, selv steder hvor hun ikke kunne se, og hun var faktisk glad for, at elveren lod hende undersøge omgivelserne selv. Det gjorde det hele lidt nemmere. Ved ordene nikkede Victoria. ”Jeg tvivler dog ærligt på det” svarede hun oprigtigt med en opmuntrende tone. Ganske vidst var hun ikke så kendt hernede, men hun kendte trods alt lidt til lys, og refleksioner forsvandt forholdsvis hurtigt efter, lyskilden var væk. Victoria sendte Sitali et nyt smil, da hendes hånd blev sluppet, og hun begyndte langsomt at krybe igennem åbningen. Isari tak og lov for, at hun ikke var tyk

Vagterne var bestemt ikke sjove at støde på, heller ikke for Sitali, i hvert fald ikke hvis hun befandt sig på den forkerte side af bygrænsen. Hun havde lov til at forlade byen en gang imellem, men gjorde det nok lidt for ofte til at det var velset. Derfor havde hun da også sine metoder til at snige sig udenom de mange vagter. Der var dog kun kommet flere til, som urolighederne på overfladen spidsede til. Det var kun et spørgsmål om tid, før at kaosset ville finde vej til tunnelerne og ørkenelverne. Sitali håbede dog på at de kunne holde det hele lidt på afstand, hvis ikke længe, så bare for en stund, så de kunne finde en måde at bekæmpe eventuelle fremmede på. Victoria lod dog ikke til at være et problem, som hun nu opførte sig ganske eksemplarisk, taget i betragtning af, at hun ikke kendte deres skikke. Hun sendte hende et smil, da hun mærkede, hvordan Victoria klemte omkring hendes hånd. Der var ikke noget i vejen med at holde i hånd. Bestemt ikke.

Forhåbentlig ville der være nok lys til at Sitali kunne genfinde sine kræfter igen. Hun skævede dog let imod Victoria, da hun var overbevist om, at der måtte være lys nok. Desværre så skulle solen gerne stå højt på himlen ellers ville hun være tvunget til at finde en højderyg et sted, så hun kunne få så meget sol, som overhovedet muligt. "Jeg krydser fingre for, at det er nok" svarede hun, som hun var kommet ud på den anden side af den smalle åbning. Hun kunne skimte Victoria på den anden side og Sihan der vandrede lidt hvileløst omkring, som han ventede på, selv at kunne komme igennem. Hun vendte blikket i modsatte retning, som der straks trængte mere lys ind i åbningen. Få skridt og så ville hun forhåbentlig få den fulde fornøjelse af solen.

Victoria var ikke kendt, når det kom til tunnelerne, men hun havde noget forstand på sollyset, og det var oftest ret ligetil at se, om der var meget eller lidt. Hun kunne selvfølgelig ikke være helt sikker, fordi krystallerne i grotten kunne snyde. Det var den ene ukendte faktor, hun ikke kendte til. Hun havde dog sagt sin mening, for hun tvivlede ærligt på, at solen ville være gået helt ned. Hun havde i al fald aldrig oplevet før, at lys blev hængende så længe, hvis det var mørkt udenfor. Selvfølgelig kendte Victoria ikke grænsen for, hvor meget sollys Sitali skulle bruge.

"Ellers må vi vel finde en måde at fordrive tiden på, til den står op?" sagde Victoria drillende, selvom hun absolut ikke gjorde noget for at skjule sin hentydning. Som hun selv kom igennem, kunne hun mere tydeligt se nu, da lyset var blevet kraftigere, og hun var stærkt bevidst om, at der ikke var langt igen. Hun lavede dog en gestus mod udgangen. "Efter Dem" sagde hun med et nik og en kende flabet smil.

Sitali virkede slet ikke så overbevist, som Victoria lige nu. Det var sjældent at hun kom for sent afsted eller blev forstyrret undervejs, men hun havde fuldkommen tabt tidsfornemmelsen, så hun var faktisk ikke sikker på, hvor meget sol der kunne være tilbage på himlen. Hun skævede imod Victoria, der fik mast sig igennem den smalle åbning, som hun dog straks vendte blikket imod Sihan, der gik rundt i cirkler på den anden side. "Kom nu.." mumlede hun for at hundse en smule med ham. Han fnøs let, som han lagde sig ned på maven og ellers kravlede frem imod den smalle åbning. Den var en smule større i bunden, for ellers ville han næppe kunne være fulgt med dem. Så håbede Sitali bare på at klipperne ikke ville flytte sig til næste gang, for så ville Sihan ikke kunne følge med. Hun sendte ham et smil, før hun vendte blikket imod Victoria.

Der hvilede et drilsk smil på hendes læber, som hun havde givet udtryk for at de måtte finde noget andet at lave. "Det behøver vi vist heller ikke sollys til" gengældte hun lige så drilsk, som hun dog trak ganske let på skulderen, da Sihan endte med at puffe til hendes røv for at få hende til at gå videre. Hun mumlede let, men smilte stadig, som hun lo let af Victorias gestus. Hun valgte dog ikke at gå forrest, som hun i stedet stak armen under Victorias og valgte at trække hende afsted imod åbningen. Endelig nåede de frem, som Sitali skævede en smule til himlen. Der var lidt sol, men også mange skyer..

Victoria kunne godt se på Sitali, at hun var noget mere skeptisk end hende selv. Egentlig kunne hun ikke fortænke hende i det. Hun ville nok have det på samme måde, hvis hun selv var afhængig af det for at overleve. Hun havde svært ved at sætte sig ind i situationen, for hun var jo vant til at kunne få adgang til sollys, når hun havde behov for det. Hun kunne dog ikke lade være med at fnise lidt over Sitalis utålmodighed med Sihan, som hun dog forsøgte at kvæle det med sine hænder. En handling, der ikke helt gik som planlagt, og hun sendte elveren et undskyldende blik for at finde utålmodigheden morsom.

Ved Sitalis ord, lod Victoria temmelig demonstrativt blikket glide over elverens krop, inden hun rystede på hovedet med et smil. "Det er blot nemmere for mig at værdsætte skønheden, når det ikke er mørkt" svarede hun. Stemmen var dog blevet mindre drillende og mere hentydende, selvom hun stadig ikke helt var klar over, hvor alvorligt elveren tog deres samtale. Egentlig var det mest for at teste vandene, men lige nu lagde hun absolut ikke skjul på, hvilket spor hendes tanker kørte ud ad.

Egentlig så forstod hun ikke hvorfor hun skulle hundse med Sihan, når det havde været ham, der havde insisteret på at skubbe hende afsted. Selvfølgelig var det hende, det ville gå ud over, hvis hun ingen sollys fik, men samtidig så vidste hun jo godt at solen ville stå op dagen eEfter. Den slags ville hun sagtens kunne vente på, eller det følte hun i hvert fald selv, fordi hun faktisk var taget afsted i god tid og ikke når hendes hår først var næsten helt brunt. Der var stadig kræfter til at more sig, som hun dog skævede imod Victoria, der morede sig over at hun endte med at hundse med Sihan. Svagt himlede hun med øjnene, før at hun trak på skulderne og puffede lidt til Sihans bagdel, da han endelig kom igennem. Han var noget for sig, det vidste hun udmærket godt. Han hvæste dog let af hende, før han puffede til hendes hånd.

Sitali endte med at bide sig selv let i underlæben, som Victoria bestemt ikke lagde låg på sine tanker. Kinderne blussede ganske let op, som hun havde set hende tjekke hende ud op til flere gange. Det tøj som Victoria selv gik rundt i, efterlod nu heller ikke meget til fantasien.. "Er det Sihan du hentyder til?" spurgte hun lettere drillende, før at hun greb fat i Victorias arm og trak afsted med hende, så de endelig kunne komme ud af tunnelerne. Hun slap stille hendes arm for at flytte hånden ned over Victorias bagdel, som hun dog satte farten op og næsten lød ud i sandet fra ørkenen. Hun skævede tilbage imod Victoria med et legende smil og glimt i øjet.

Victorias blik blev kun mere undskyldende, da Sitali himlede med øjnene. Det havde ikke ligefrem været med vilje, at hun sådan skulle more sig på elverens bekostning. Hun havde egentlig bare set det sjove i, at rollerne mellem dem var lidt byttet om, og at det nu var Sihan, der havde brug for et puf. Hun hævede dog det ene bryn af dyrets hvæsen, mens hun holdt sin afstand. Hun var som sådan ikke bange for ham, men hun havde stadig respekt for ham, og hun havde egentlig ikke lyst til at blive ædt. Hun smilede dog en anelse over den typiske katteadfærd, Sihan lige nu udviste.

Victoria sagde intet til Sitalis rødmen, selvom hendes smil voksede lidt over synet. Victoria var godt klar over, at hendes eget tøj kunne være afslørende, selvom hun egentlig ikke viste særlig meget hud, men det var faktisk også hensigten. Af en eller anden grund fik det folk til at holde fokus på de forkerte ting, og det kunne være yderst nyttigt i forskellige situationer. Hun tog dog glædeligt imod Sitalis arm, men hun puffede lidt drillende til hende med en hovedrysten ved kommentaren. "Det var nu Dem, jeg mente" svarede hun ærligt, som hun selv mærkede sine egne kinder blusse en smule. Et nydende suk forlod læberne, da hun mærkede hånden mod sin bagdel, og hun så et øjeblik overrasket ud over sin egen reaktion. Det ændrede sig dog, da hun så det legende smil på elverens læber. Hun bed sig kort i underlæben, inden hun selv satte farten op for at holde trit med hende.

En sød latter undslap Sitalis læber, som Victoria så ud til at undskylde noget så voldsomt lige nu. Så viftede hun let med hånden for at sige, at der bestemt ikke var meget at undskylde for. Hun havde blot forsøgt at drille hende, noget der tilsyneladende havde virket ubeklagelig på mennesket. Sihan rystede en smule på kroppen for at få støvet af sig. Det måtte være ulempen ved at bruge de smalle gange under jorden. Men han ville nok blive nød til at vænne sig til sandet i pelsen inden længe, for en let vind kunne hurtigt sende en bunke sand i hans retning. Så meget havde Sitali efterhånden erfaret. Hun strøg ham dog let over hovedet, for at få ham til at slappe en smule af. Men mødte hendes hånd ved at løfte hovedet, før at han lod blikket falde imod åbningen.

Egentlig var Sitali overrasket over at Victoria bar så meget tøj i den varme, som hørte ørken til. Sitali kunne nemt få det for varmt, hvis hun dækkede sig for meget til. Men det skyldes nok den tid hun havde tilbragt under jorden, der var helt automatisk mere køligt under jorden end over. Alligevel følte hun ikke, at solen kunne overophede hende på samme måde, som det kunne andre væsner, der ikke var van til heden. Hun sendte hende dog et smil, som hun gav Victorias arm et let klem og ellers fnise svagt, da Victoria forklarede sig yderligere. Det var nu som hun havde forventet. "Det kunne jeg godt lidt fornemme" gengældte hun med et puf, som hun bemærkede den lette kulør i Victorias kinder. Det høflige klap i røven lod til at have en lidt anden virkning, end Sitali først havde troet det ville. Men heldigvis satte hun da farten op, så de alle 3 kunne komme ud af klippesiden og ud, hvor luften straks tog fat i Sitalis hår og det slør hun havde over sig.

//Jeg forlader tråden, da den har været inaktiv længe nu og Sitali er et andet sted i hendes liv lige nu, på eventyr, men vi kan sagtens starte forfra! :3