Sephyran nikkede smilende. Nok om Baron Tordenklinge - han skulle nok møde baronen ved næste, festlige begivenhed i Dianthos eller omegn, og her kunne han tilfældigvis lægge en lille kommentar om maleriet..

Lige nu var der dog helt andre ting, der krævede hans opmærksomhed. Som kvinden her foran ham, der tydeligvis var interesseret i, hvad fyrsten ellers kunne byde hende. Og hvem var han at afslå en dame af stand? Et sted i hans baghoved var der stadig en form for nysgerrighed, der pirrede ham, omkring hendes person, som han havde hørt så ganske lidt om..
Han var trods alt en mand, der ud over guld i stor grad handlede i viden.

"En fortræffelig idé!" Lo han, sættende sit glas fra sig. Der var ikke den mindste tvivl i hans øjne om, hvor han ville hen med det.. Jovist "tage øjesyn" og sandsynligvis var hun en kvinde, der gerne gjorde det med hænderne..
Fyrsten kunne så småt mærke sin krop reagere på den lokkende parfume og de blå øjne. Han fastholdt hendes blik et øjeblik, før han kaldte på kroværten: "Før mig til et af Deres bedste værelser!" Beordrede han og manden adlød hurtig med et kort blik på adelskvinden, der flirtede med fyrsten. Det var en procedure, han havde set adskillige gange før.

Sephyran greb kanden med krystalvin fra bordet og ledte an mod værelset, hvis vinduer havde et udsøgt kig ned til tempelhaverne. Sengen var redt op med silke, og der var på mystisk vis fremtryllet et par små forfriskninger til fyrsten og hans gæst på et lille bord.
"Så.." Han vendte sig mod Frøken Grey med et indladende, lummert smil, som døren stille gled i bag dem: "Har De hvad De skal bruge for at nedfælde min .. skikkelse?" Hans fingre gled over de øverste knapper i silkekåben for at åbne dem.

Dette var gået meget nemmere end hun havde regnet med. Ikke nok med, at han så villigt havde taget hendes ord for gode vare. Trods for manden ingen ting vidste om hende, ud over hvad hun selv havde fortalt ham. Måske var der alligevel noget over mystikken, der gjorde at fyrsten ikke kunne lade være med at se hvor det kunne bære hen af. Noget han nok ville fortryde når han vågnede op igen.
Hun fulgte troligt efter ham, som han ledte op mod værelset. Hendes blik drejede sig kort mod en af dem, som arbejde for hende i kroen. Det eneste hun fik tilbage, var blot et blik, men det var også alt hun havde brug for.
Planen var iværksat, nu manglede hun blot at bringe den i hus.
Da de trådte ind i rummet, stod der allerede forfriskninger til dem. Og selvom fyrsten sikkert prøvede at imponere hende, med denne mystiske fremtrylning af forfriskninger. Lidt vidste han, at dette ville være grunden til han snart ville ligge og sove i sengen.
Et sensuelt smil bredte sig hen over hendes buttede læber, som hun lod øjnene glide ned af hans skikkelse. Alt imens, hun formåede at holde den fornemmelsen af halsen der trak sig sammen for at kaste op under kontrol.
”Hm” mumlede hun, og gik hen til forfriskningerne. Og tog klasen med vindruer op i hånden, ganske uskyldig, hvis man så bort fra at den var fyldt op med et serum der ville få Fyrsten til at falde i en dyb søvn
”Vil de ikke sætte dem ned?” hvis han gjorde som hun spurgte om, ville hun placere sig overskrævs på ham. Og plukke en vindrue, putte den selv i munden og derefter tilbyde ham et par stykker. Rejse sig op, og ligge dem på bordet. Fingrende lagde sig hen over den lille glascylinder, med en hurtig bevægelse trak hun proppen af og drak modgiften for det hun lige havde spist. ”Kan jeg byde fyrsten på noget andet?” spurgte hun næsten sukkersødt, som hun vente sig rundt, afventende på at giften ville begynde at virke.

En dag ville Sephyran af Kazimis tendens til at undervurdere kvinder og hans egen liderlighed, sandsynligvis blive hans undergang. Han holdt nu en gang af jagten, flirten og mystikken ved at tage en fremmed kvinde med på sit værelse og imponerende hende med sin rigdom..

Han havde åbnet de første par knapper i silkekåben, som afslørede hans bryst dækket af mørke, krøllede hår. Søgende mod sengen bestemte han sig for, at hun kunne få lov til at afklæde resten - og hans smil blev bredere, mens han trak hende ned mod sig.

Først, druerne. Sephyran tog villigt imod dem, nydende de søde frugter, imens han ventede på de endnu sødere frugter der snart ville blive hans. Øjnene bragtede hende utålmodigt, men hun lod til at være en kvinde, der kunne lide at trække tiden en smule ud.

"Åh jeg tror De ved, hvad De kan byde mig." Lo han hæst, mens han undrede sig over den pludselige døsighed, der var ved at komme over ham. Han plejede at være umådeligt vågen til soveværelsets aktiviteter - selv på trods af mængden af vin, han havde indtaget i løbet af aftenen.

Men ikke denne gang. En svag, alarmerende følelse af, at noget var i vejen begyndt at skylle over ham .. for sent, som det det fyrstelige hoved gled tilbage og landede på silkepuderne. Giften havde taget sin virkning.

Det var utroligt hvor god en skuespiller den blonde kvinde var. For så snart, at hun så hvordan at øjnene rullede tilbage i hoved, og det kun tog et skub fra hendes ene hånd, at fyrsten landede ned i de bløde silkepuder. Da ændrede hendes mimik sig ganske radikalt, nemlig fra de bløde og flirtende folder, til et der fremviste den ubehag og afsky hun følte for den ældre mand.

“Det tog hurtigere end jeg havde regnet med, man skulle da ellers tro at en fyrste som dem, spiste lidt gift hver dag for at sikre sig sådan noget ikke skete” tungen fugtede sig hen over de buttede læber, som hun rejste sig op. Hvis de var gået blot et lille stykke videre, havde han nok lagt mærke til, at der under kjolen var et andet lag. Nemlig hendes vante dragt, som hun påførte sig når hun var ude på missioner. Så snart at kjolen blev hævet over hoved, ændrede den sig fra at være den smukke silke og dyrt klæde. Til en simpelt grå bondekjole, det var utrolig hvad magi kunne gøre.
Hun hæv et lille kniv fra hendes lår op, og gik hen mod den snorkende fyrste. Blikket lagde sig køligt på hans skikkelse, inden hun med stor præcision skar det gyldne overskæg af ham. Normal havde hun også taget hans smykker, men skægget måtte være gevinst nok for aften.
De blå øjne fangede dog ørkenblomsterne der var sat i en vase henne ved bordet, derefter lagde de sig igen på den forsvarsløse skikkelse. Måske? Men lige som hun gik hen for at realiserer tankerne, om at gøre fyrsten til et lille kunstværk. Bankede det på døren. “Undskyld min fyrste, men er alt som det skal være?” Evlyn hæv masken hen over næsen, og hætten over hoved. Så da døren åbnede af en af hans livvagter, nåede de at se den maskerede skikkelse i vindueskarmen, der sendte en tyvehilsen mod dem. “Hils Fyrsten og sig, jeg håber han har lige så lidt hel med at score damer, nu når han ikke længere har sit guld skæg!” lo hun, inden hun sprang ud, og forsvandt i mørket.
Dog nåede hun at høre de råbende stemmer, der beordrede at nogen skulle følge efter hende, mens en anden prøvede at vække fyrsten.
Hele aften værd, måtte hun konstaterer, som hun grinede hele vejen ned til skumringskvarteret.

Der gik et stykke tid, før Sephyran igen slog øjnene op. På dette tidspunkt var rummet allerede et kaos af hans personlige vagter og tjenestefolk, der fik hjulpet fyrsten op i en siddende stilling og rakt ham et glas vand, som han hurtigt fik kommanderet om til vin i stedet.

Efter et langt drag, så han sig om i rummet, tagende bestik af situationen: "Hvor er hun blevet af?"

Livvagten lød en smule nervøs i sit svar: "Vi ved det ikke endnu, herre fyrste, men vi har folk på sagen! Hun var tydeligvis mere, end hvad hun gav sig ud for at være.." Sephyrans blik blev tænksomt, mens han løftede hånden for at stryge det gyldne overskæg ... stryge .. skægget. 
Et udtryk af mild gru kom over hans ansigt, som han greb efter hårene, der ikke længere var der. Livvagten så om muligt endnu mere undskyldende ud: "Øh ja, Deres Højhed, det lader til, at hun tog Deres skæg med i købet." 

Sephyrans ansigt skiftede langsomt farve til en rødmen af arrighed. "Send omgående tjenerne ud! Bring mig noget mere af vinen og find så det Zaladins kvindemenneske!" Hvis det stod til Sephyran, så skulle den gode Elenora Grey ikke slippe godt fra sine handlinger. Ved alle guderne han længdes efter at lægge hænderne om den lille, slanke hals og få hende til at fortryde sin latterliggørelse af ham.

Den næste uges tid forlød rygtet, at Sephyran af Kazimi havde fået sig et sygdomsforløb, og at det var årsagen til, at han ikke viste sig i offentligheden. Sandheden var naturligvis, at han ventede på at skægget groede tilstrækkeligt ud til at han igen kunne vise sin fyrstelige person frem.
I mellem tiden groede hans arrigskab som mængden af flasker voksede på de fine værelser og han atter brugte sin evne på at søge efter kvinden, der havde narret ham.