Beccan var ikke vant til at slås. Han kunne fægte. Hans tunge var skarp. Han kunne drikke de fleste under bordet. Men den slags slåskamp, som man ikke engang nåede at se, før man var overmandet, den havde han meget sjældent oplevet, og selvom det kun var et øjeblik siden at Luca havde skubbet ham succesfuldt op imod væggen, skete det igen, helt uden at Beccan havde tid til at forsvare sig imod det.

Adrenalin pumpede rundt i kroppen på ham, men han havde intet behov for at forsvare sig. Luca var ikke engang en del af tjenesteskabet, han var under dem. Han kunne ikke røre ham. Eller; han kunne ikke slippe ustraffet afsted med at røre ham. 

"Jeg tror du glemmer, hvem der bestemmer her," svarede Beccan med et fnys og uden at slippe ham. "Det ser jo ud som om du truer mig." Beccan skævede til kniven og tilbage til sin modstander. Kniven var ikke engang i hans retning, men den var trukket, og Beccan stod med ryggen mod muren. Det var mere end nok til at lade natmanden hænge fra det nærmeste træ.
"Har du tænkt dig at undskylde, eller skal jeg hente min far?" Beccans blik gled fra Lucas øjne og ned til hans mund, og da hans blik vendte tilbage til Lucas, var der et glimt i det, der var svært at tage fejl af.

Luca flyttede ikke sit blik fra ham, som han ventede på en reaktion. Det var godt, at han ikke kunne læse den yngre mands tanker, for så havde han haft lyst til at brække sig. Han vidste godt, at han ingenting var i øjnene på de fleste, men han hadede at få det at vide. Han var mere end sit arbejde, men hans arbejde placerede ham bare i bunden af samfundet. Og han havde ikke engang valgt det, det havde valgt ham, som Halfdan havde reddet hans liv og taget ham til sig. Det var ikke noget, Luca var vred over, han fik mad på bordet og det rejsende liv passede ham fint, selvom det ikke faldt i hak med med hans månedlige skift. Og han blev oftest behandlet rimeligt, som han kunne ting, der var behov for, men somme tider mødte han et røvhul som denne lyshårede unge mand, der havde sin rigdom og titel stukket så langt op i røven, at de ikke kunne opføre sig pænt overfor andre væsner.

Men selvom han ikke sagde det, var det tydeligt at læse i hans ansigt, som han satte ord på det. Hvem der bestemte. Musklerne i Lucas hals begyndte at arbejde sammen med kæben og knoerne om kniven blev hvide og i et sekund var han ved at overveje at smække ham en, men han vidste også godt, at det ikke nyttede. Han ville bare komme i problemer, flere end godt var, og Halfdans evige råd om at vende ryggen til og gå gled igennem hans sind.
Lige som han skulle til at slippe ham, kom den næste sætning dog, og selvom sætningen i sig selv var uskyldig nok, var der et utvetydigt hint i herremandens søns øjne. 

Luca havde prøvet det før. Afpresning. "Giv mig din krop og problemerne forsvinder." Eller betalingen for opgaven ville blive forhøjet. Eller ... ja, folk skulle nok finde på noget, når han afviste dem i første omgang, fordi han ikke var interesseret i at have noget at gøre med dem, der så ham som ren underholdning. Et stykke kød til sengen, der ikke kunne sige nej. Og han kunne ikke sige nej, hvornår kunne han nogensinde det? Han var jo intet.
Men afskyen fyldte ham som sædvanligt, han var bare blevet god til at skjule den. Og for et øjeblik så han udtryksløst på manden, inden han valgte at spille dum.

Endeligt slap han ham og rykkede sin hånd til sig med et hårdt ryk, inden han trådte tilbage, væk fra ham.
"De har ret. Mine ord og min reaktion var upassende. Modtag min uforbeholdne undskyldning. Jeg skal ikke forstyrre Dem længere." Han bukkede svagt i overkroppen, inden han drejede rundt på hælen og med stive skridt gik ned igennem dem lille stald. Han stoppede op ved den åbne bås, hvor han havde sovet, og tog en dyb indånding, inden han smed kniven på sin jakke ved siden af, hvor han havde lagt, der den havde været før han tog den. Han forventede ikke, at han slap så let, men nu var kniven i det mindste ikke en trussel mere. Han kunne altid kalde den til sig, hvis det blev nødvendigt. Nej, nu skulle han bare vide, om herremanden skulle involveres, og han var i problemer, eller om sønnen var mere vedholdende end som så.
Han så ikke tilbage. Det fandt han nok ud af.

Det var tydeligt på Luca, at hans undskyldning ikke var en reel undskyldning. Men det var heller ikke dét Beccan var ude efter. Han var ude efter at såre nogen, på samme måde som hans far havde såret ham. Han var ude efter at sparke nedad, og her var hans undskyldning for at komme af med de aggressioner, som han ikke kunne komme af med til sin far.

Så da Luca trådte væk fra ham, fulgte Beccan med, helt hen til boksen, og lagde en arm om Lucas mave bagfra og trak ham ind mod sin krop.
"Jeg tror du kan undskylde bedre end dét," sagde han med et fnys. Han var ligeglad med at Luca var højere, ældre og sandsynligvis også stærkere. Så længe Luca troede, at Beccan kunne finde på at sladre til sin far om hvad der var sket, var det ham, der bestemte hvad der skulle ske. "Hvorfor viser du mig ikke hvad du kan?" foreslog han med et smil, hans stemme lav og hans mund vendt mod Lucas øre. Han strøg sin hånd op ad Lucas stenhårde mave og op til hans bryst, som han gav et klem. 

Luca nåede knapt nok at smide kniven, før en arm lagde sig om hans mave og trak ham lidt bagud mod en krop. Alle muskler i hans krop spændte op, og det blev kun værre som en hånd kærtegnede hans bare mave og gav hans ene muskuløse bryst et klem. Stemmen, der lød mod hans øre, gav han desideret et skud af kvalme, og han sank en klump.
Det var ikke en hemmelighed, at han foretrak sex med kvinder, men han havde allerede lært fra starten at kunne med mænd. Halfdan havde uden tvivl været mest til mænd, men han havde været gammel allerede da han tog Luca til sig, og som Luca var ved at nå voksenalderen, havde blikkene været vendt mod ham. Og der var ikke nogen mulighed for at sige nej.

Han lukkede øjnene et øjeblik, som han forsøgte at slappe af. Fortalte sig selv, at det var bedre end at få en tur med stokken og endnu en dårlig historie ville nå rundt. Han vidste, at staldmesterens bror arbejdede for en gård ikke så langt væk, for broren havde i tidernes morgen givet ham en anbefaling hertil. Og så snart det nåede en anden gård, at han slog på herremændene og deres egne, ville han have umådeligt svært ved at finde arbejde det næste stykke tid. Og hvad skulle han så leve af? Halfdans skuffede, men bekymrede blik, dukkede op for ham, og hans skuldre sank en smule, som han godt vidste, at han ikke havde andre muligheder.

Hans kæbemuskler arbejdede, som han trak sig fri af den unge mands hånd ved at flytte sig en smule frem og dreje rundt, så de stod ansigt til ansigt. Det var jo ikke fordi, at den lyshårede herremandssøn var grim, der var en lidt drengen charme over ham, bare ikke som han stod der med forventning i det nedladende blik. Åh, Luca havde lyst til at slå ham, til han græd efter sin døde mor, men det kunne han ikke.

Lucas ansigt var sammenbidt og mørkt som et tordensky, men han pressede sig selv til at sige det, han ikke ville sige.
"Det er under protest." Hans stemme lige så mørk som hans udtryk, inden han tvang sig selv til at åbne en knyttet hånd og føre den frem for at lægge den på Beccans skridt. Følelsen var bekendt, og han begyndte at klemme om ham uden på bukserne og bevæge hånden op og ned. Opgivelsen sneg sig ind over ham. Han vidste godt, at det ikke var det, den anden ville have, men hvis der var noget Luca ikke brød sig om ved at tilfredsstille mænd, så var det den ene ting. Lige nu nøjedes han med hånden i håb om, at det var nok. Det regnede han ikke med, men det var et forsøg værd.

Beccan fnøs blot af Lucas svar. Det betød ikke noget for ham om det var under protest eller ej, så længe han gjorde det han skulle.
Han blev hurtigt hård under den andens berøring, og samtidig utålmodig og grådig efter mere. Beccan lagde en hånd mod Lucas skulder og lænede sig ind mod ham for at hviske; "Du truende mig ikke kun med en kniv. Jeg har også mærkerne til at bevise, hvordan du nød at hamre mig op imod muren."

Da Beccan lænede sig væk fra ham igen, mødte han hans blik med en tydelig forventning om at Luca gik ned på knæ, og en hånd på hans skulder, der blidt mindede ham om, hvilken vej det var han skulle. Han hadede sig selv et øjeblik, men følelsen var nem at skubbe væk, når han samtidig havde en hånd om sin pik og en flot, topløs mand foran sig. 

Til at starte med, virkede det som nok blot at røre ved ham. Luca kunne tydeligt mærke reaktionen under stoffet, hvilket ikke hjalp på den velkendte følelse af kvalme, der havde lagt sig i bunden af hans mave. Vreden sydede i ham, men blev efterhånden blandet sammen med en svag følelse af skam og manglen på mulighed for at bestemme over sit eget liv. Det var en grim følelse. At vide, at man ikke bare kunne sige nej og gå sin vej. Nok var han ikke et tjenestefolk eller en slave, men han havde ikke meget bestemmelse over sit eget liv, så snart han befandt sig i nærheden af andre væsner. Havde han haft lysten til det, havde han aldrig forladt sin hytte. Men han havde brug for at være social ind i mellem. Han kunne ikke bare være alene, det var han nok i forvejen.

Selvom han havde lyst til at se væk, holdt han blikket på den yngre mands ansigt. Udtrykket i det, gav ham lyst til at bruge hånden til noget helt andet, at slå udtrykket af hans ansigt, men han tvang sig selv til at fortsætte bevægelserne med håb om, at det ville være nok at tilfredsstille herremandens søn på denne måde.
Men det var det selvfølgelig ikke. Allerede da hånden nærmede sig hans skulder, vidste han, hvad der skulle ske. Ikke en muskel rørte sig i hans ansigt, som truslen blev lagt frem, selvom han havde lyst til at skære ansigt af ubehag. Men det ville han alligevel ikke give den lyshårede mand.

Med had i blikket, gik Luca langsomt ned på knæ. Det var ikke fordi, at han ikke vidste, hvordan det skulle gøres, og han havde snart fundet vej ind bag Beccans bukser. For ikke at tænke for meget over det, gjorde han det bare. Tog ham i munden og begyndte at bevæge hovedet frem og tilbage. Hvis Beccan havde forventet noget med følelse, ville han blive skuffet, for Luca skulle det bare overståes. Forhåbentligt var de færdige bagefter, og han kunne få noget fred.

Det undslap ikke Beccans opmærksomhed, at Luca ikke tog blikket fra hans ansigt, men den selvsikre unge mand tog det kun som interesse, i stedet for hvad det egentlig indebar. Han kunne ikke forestille sig, at der var nogen der ikke gad ham, ikke når de først havde set den rigdom hans far havde.

Hadet i Lucas blik gjorde heller ikke Beccan noget. Der var had, men gik han måske ikke ned på knæ alligevel? Selvom Beccan tydeligt kendte den magt, han havde over Luca, så han ikke det de gjorde som tvang.
Beccan smilede i hele hovedet, imens han så på at Luca åbnede hans bukser, men smilet forsvandt så snart han blev taget i munden. Et tungt støn erstattede det, og han begravede grådigt begge hænder i Lucas hår. Til at starte med tvang han ikke nogle bevægelser fra ham, men fulgte blot med i, hvad Luca selv lavede. Det var mere end nok, indtil det ikke længere var. Beccan var tæt på og utålmodig, og han kunne trods alt godt mærke at Luca ikke havde hjertet med i det.

"Kan du gøre det bedre, eller har du brug for hjælp?" spurgte han med et støn, og lod ham ikke få muligheden for at svare, inden han holdt ham fast på stedet og pressede sit skridt helt op i hovedet på ham. "Jeg kan godt gøre arbejdet, hvis det er." Beccan ville aldrig selv kalde det en trussel, men det var det alligevel.

Til deres begges held, så Luca ikke smilet på Beccans ansigt, da han havde flyttet blikket til hans bukser. Havde han set det, var det ikke sikkert, at han havde kunne kontrollere sin vrede, og så kunne det gå grueligt galt. Hvis først vreden fik overtaget, ville han tæske den yngre mand til han knap trak vejret, og så ville han da først komme i problemer. Nej, det var meget heldigt, at han var mere fokuseret på, hvad han skulle til at gøre, selvom han allerede følte for at brække sig over det.

Så snart han havde ham i munden, lukkede han øjnene og forsøgte at tænke på noget andet. Hvad som helst. Det blev lidt nogle spredte tanker om hoppen, han i det hele taget var her for, og at han skulle udskifte nogle brædder i det sikre rum derhjemme, inden fuldmånen ville skinne fra himlen igen.
Følelsen af den anden mands fingre i sit lange hår gav ham en knude i maven, men heldigvis hvilede de der bare, som Luca fortsatte sine bevægelser.

Det havde lykkedes ham at forsvinde ind i sine tanker, så da der blev snakket til ham, nåede han ikke at reagere på det, der blev sagt. Forskrækket satte han hænderne mod Beccans lår for at holde i mod, men det var alt for sent, som han pressede sig længere ind i munden på ham. En halvkvalt protesterende lyd forlod ham, som hans mave trak sig sammen, men heldigvis skete der ikke mere end det. På en eller anden måde lykkedes det ham også ikke at bide sammen. 

For et øjeblik overvejede han at kæmpe i mod. Han var ikke i tvivl om, at han kunne bukke den lyshårede unge mand sammen på midten, men tanken om de problemer, det ville give ham, afholdt ham fra at gøre det. Ikke at den anden mulighed var fantastisk heller, men det ville kun vare en kort tid. Så uvilligt og en smule tøvende begyndte han at gøre lidt mere ud af det. Forhåbentligt gik det også lidt hurtigere på den måde.

Beccan overvejede på ingen måde, hvordan Luca havde det. Det eneste han tænkte over var, at han nu kunne mærke en forskel i, hvor godt manden gjorde sit job, og dét var en tydelig forskel. Mere tunge, mere dybde, mere følelse; det kunne ikke erstattes af noget andet. 

Beccan stønnede tungt og sørgede også for at rose ham for at gøre det godt; "Det har du gjort før," mumlede han med et støn, der kom helt nede fra maven. Derefter løsnede han igen langsomt sit greb om den andens hår, men lod sin hænder blive i det, og forblev også forholdsvist stille, med undtagelse af støn og suk, indtil han var ved at komme, og holdt ordentligt fast om ham igen, for at tvinge ham til at blive hvor han var, så han kunne fylde hans mund. Både for ikke at efterlade sig beviser, og fordi der var en stor tilfredsstillelse i, at lade en mand, der havde troet at han kunne tale til ham som han ville, sluge hans sæd, hvis ikke han ville kvæles i den.
Det var første gang, at Beccan selv følte, at han måske gik over grænsen; da han nægtede at slippe Luca eller trække sig væk, før han havde mærket ham sluge pænt. 

Det var tydeligt at høre på det lyshårede røvhul, at han var tilfreds med Lucas mere intense behandling, og vreden boblede stille i varulvens mave. Hele situationen var så nedværdigende, han havde svært ved at rumme det. Det kløede i hans hænder efter at slå på noget, han havde pludseligt virkeligt brug for et bad, og han følte det lidt som om, at han skulle brække sig. For en mand, der var vant til at være smurt ind i unævnelige ting og arbejde i en stank, der kunne få blomster til at visne, sagde det en del om, hvordan han havde det med det, han var tvunget til at gøre nu.

Da herremandssønnen kommenterede på, at han havde prøvet det før, himlede han med øjnene og talte til ti for ikke at gøre noget, han ville fortryde. Ja, han havde prøvet det før, både nogenlunde frivilligt og lige så uvilligt som nu. Noget han aldrig ville vænne sig til eller tage let.
Det føltes som en evighed, som han sad på knæ på staldgulvet og var tvunget til at tilfredsstille en yngre mand, han hellere ville tampe halvt til døde. Ved guderne, var det ikke snart overstået?

Grebet i hans hår fortalte ham, at jo, nu skulle det overstås. Han ville trække hovedet væk, men grebet i hans mørke hår blev hårdt nok til at det ikke var ligetil. Et strejf af panik gled igennem ham, han brød sig ikke om at blive holdt fast, det ledte aldrig til noget godt. Det gjorde det heller ikke denne gang, og han kunne ikke lade være med at skære ansigt af, hvor klamt det var. Igen forsøgte han at trække sig væk, så han kunne spytte mandens væsker ud, men hænderne slap ikke grebet i hans hår. Ved Zaladin, sådan et røvhul!

Synkerefleksen var forstærk, og hans hals trak sig sammen, men det lykkedes ham ikke at sluge det hele. Med et hårdt ryk fik han rykket sig fri af Beccan og kom snublende på benene, inden han spyttede resterne ud på gulvet. Hans ansigt var sammentrukket af vrede, som han spyttede igen og derefter tørrede sig om munden med bagsiden af en hånd og så med had på den lyshårede rigmandssøn.
"Jeg burde banke dig for det." Han snøftede hårdt ind spyttede igen, denne gang for fødderne af sin overgrebsmand, og følte sig syg helt ned i maven, men lige nu var ikke det rigtige tidspunkt at brække sig på. Han blev stående, alle musklerne i hans muskuløse overkrop spændt op og hænderne knyttet, det var tydeligt at det krævede alt hvad han havde for ikke at springe på rigmandssønnen og give ham en livslektion.

Beccan så afslappet til, imens Luca nærmest panisk fik rejst sig op, og den eneste konklusion, der faldt ham ind efter at se det, var at Luca ikke var vant til at blive behandlet så hårdt. Der var på ingen måde, nogle kvaler med hans egen opførsel i det. 

Varme rullede ind over ham som en bølge, da han så den ældre mand tørre sig om munden. Han fik lyst til at gøre det igen; fik lyst til at komme i hans mund og snave ham, eller til at komme i ansigtet på ham og slikke det af, og endda lyst til at gengælde tjenesten. Han havde personligt intet imod at sluge.

"Hvis du troede at du kunne banke mig, havde du allerede gjort det," svarede Beccan med et selvtilfredst smil, imens han pakkede pikken væk igen. Han var ved at komme til den konklusion, at han kunne opføre sig, som han ville, så længe han var rigmandssøn. Måske det derfor ikke var så skidt, at gøre, som hans far ville have ham til, så længe det betød, at han havde råd til at få mænd som Luca til at adlyde ham. 
"Så du vil ikke have gengældt tjenesten?" Kunne han ikke lade være med at spørge og var næsten allerede ved selv at træffe beslutningen for ham; hvor gik grænsen, hvis Luca ikke havde kunne sige nej tidligere? Beccan var sikker på, at han kunne få ham til at nyde det, når først de gik i gang. 

Sandheden i rigmandens søns ord var ikke til at komme udenom, og Lucas ansigt blev sammenbidt. Det var lige så hans knyttede hænder rystede af alle de negative følelser, der gled igennem hans krop. Ydmygelsen, vreden, kvalmen, afskyen, hadet. Der var nok at tage af. Kontrollen hang i en tynd tråd, og han trak langsomt vejret dybt ned i maven igennem næsen nogle gange, mens han forsøgte at berolige sig selv. Selvom alt i ham skreg efter at banke knægten, ville det ikke være det værd. Og det var for sent alligevel, han havde givet efter. Ladet sig udnytte. Åh, han følte sig så beskidt og kvalmen ville ikke gå sin vej.

Et udtryk af ren afsky gled over hans ansigt, da herremandens søn ville vide, om han gengældt tjenesten. Tanken om at røre mere ved ham, eller blive rørt ved, var kvalmende, og han trådte et skridt tilbage, så hans bare fødder endte i høet, han havde sovet i.
"Jeg ville ikke have dig til at røre mig, om du så var Isari selv. Havde du ikke en hest, der skulle sadles?" Så han kunne stikke af som en kujon midt om natten.

Det sitrede i Lucas hånd efter at kalde kniven til sig, bare så han havde et synligt, truende forsvar, men han lod den ligge. Alting kunne gå grueligt galt, så snart det spidse våben bar involveret, og så meget som han ønskede at gennembanke det lyshårede røvhul, ville han ikke komme til at myrde ham. Luca ønskede ikke at slå ihjel overhovedet, men i dette tilfælde ville det også ende med hans egen død. Uden tvivl, for fangede de ham og smed ham i fængsel, ville de hurtigt finde ud af, hvad han var, og så var der kun galgen tilbage.
Nej, han måtte klare det på en anden måde.

Beccan trak halvhjertet på skuldrene. "Jeg tror du ville have nydt det," svarede han afslappet, selvom Luca så noget så truende ud - selv uvæbnet og på afstand.

Han samlede sine sadeltasker op og skævede til hesten, hvis boks han lukkede igen, inden han skævede til natmanden. "Ved nærmere eftertanke, tror jeg at jeg bliver. Min far snakker altid om den magt, man har i hans position, men jeg har aldrig virkelig vidst, hvad han mente før i dag. Nu tror jeg, at jeg vil lære noget mere om den."
Han løftede en hånd i afsked med natmanden og satte kursen ind mod herregården igen. Det ville ikke være noget problem at kravle ind, hvor han var kravlet ud. Udover en smule træthed om morgenen, regnede han med at slippe afsted med det. 

En lidt hånlig lyd af afsky kom fra natmanden, da den yngre mand mente, at han ville have nydt en gengældelse. Havde situationen været en helt anden, så måske, men intet ved det, der var sket, tiltalte Luca. Og han følte ikke andet end væmmelse ved den lyshårede rigmandssøn.
En væmmelse, der kun voksede, som herremandens søn snakkede om magt og positioner, og Luca havde nær vendt det hvide ud af øjnene i rent og skært raseri, men ud over at knytte hænderne så hårdt, at hans nedslidte negle lavede røde mærker i hans håndflader, hverken sagde eller gjorde han noget. Mørkt så han efter ham, som han forlod stalden.

Her blev han stående, til han ikke kunne høre hans skridt mere og han følte sig sikker på, at han ikke kom tilbage. Langsomt kom der bevægelse i ham, stift og næsten som han skulle tvinge sine muskler i gang. Han drejede til venstre og gik ud ad døren, der ledte til møddingen. Og endeligt gav han sin mave lov til at vende sig og skubbe indholdet ud med en dæmpet lyd og en hosten. Han gentog succesen en gang mere, inden han lidt mere levende gik ind og skyllede munden i vand fra sit vandskind. Han rystede stadig, da han gik ned langs rækken af bokse for at se til hestene. Hoppen så stadig sløv ud, men kom med en lyd, da han stillede sig ved boksen. Hun skulle nok klare den. Vallakken, han havde kastreret, var overraskende vågen, men ville ikke snakke med ham. Det forstod han godt.

Til sidst satte han sig på sin soveplads i den smalle, åbne boks, anklerne krydsede og armene lagt om knæene og hænderne samlet foran sig. Her sad han længe med et mørkt udtryk i ansigtet, men et tomt blik i øjnene, som han stirrede frem for sig.
Til sidst lagde han sig og det lykkedes ham at sove et par timer.

Da staldmesteren kom ud i stalden med staldknægten i hælene, stod Luca inde i boksen med hoppen. Hans taske var pakket, og han havde ryddet op efter sig selv, så han ikke skabte unødigt arbejde for de andre. Staldmesteren havde haft nok at gøre med Luca til at se, at noget var helt galt, men hestene havde det fint, og det eneste han fik ud af natmanden var, at han måtte videre. Skålen med grød blev dog tømt først, inden et lidt forsigtigt spørgsmål, om herremandens søn var blevet fast beboer på gården. Dog ikke, staldmesteren regnede stærkt med, at han tog tilbage til Dianthos på et tidspunkt. Det fik natmanden til at nikke, give skålen tilbage og tage sin taske. Krystaller skiftede hænder – ikke mange, der havde både været kost og logi – og natmanden efterlod dem for at drage videre ud i verden.

Luca så sig ikke tilbage, da han gik fra gården. Måske han ville komme igen, næste gang han var i området, herremanden og staldmesteren havde ikke gjort ham noget. Han var bare ikke sikker på, at han kunne styre sig selv, hvis han så det lyshårede svin igen.