Nianna kunne ikke lade være med at føle sig en smule dum, svaret havde jo givet lidt sig selv, men hun bed ikke videre mærke i hans måde at snakke på, egentligt kom det kun lidt som en befrielse, da mange ord ofte skulle vendes og drejes et par gange, før hun forstod meningen i dem, hun håbede at med tiden kunne det blive bedre, og måske en dag ville hun kunne tale lige så frit som alle andre, hvis blot hun blev ved med at øve.

Da Shinji forsøgte at hjælpe hende op, måtte hun dog indrømme det ikke var særlig behageligt, det fik hele maven i bevægelse og kvalmen til blot at blive værre, men hun holdt det i sig, og forsøgte efter bedste evne at gøre som han sagde. På usikre ben, fik hun dem skubbet lidt ud så de passede med at være i skulderbredde. Bøje i knæene kom heldigvis let for hende, men det at skulle slappe af i kroppen var ikke let når maven kørte rundt, efter et par dybe vejrtrækningen gik det en smule bedre for hende dog. En dæmpet latter slap over hendes læber som hun strakte armene ud og forsøgte at følge hans demonstration, hun følte sig som en komplet latterliggørelse, men efter lidt tid mærkede hun dog en smule lindring i kvalmen. "Tak..." lød det blidt fra hende, inden et forsigtigt smil gled over hendes læber.

Shinji rystede på hovedet, da hun takkede ham. "Ingen grund til at takke mig. Det er så sjældent, at jeg får lov at hjælpe nogen, så det gør mig faktisk ikke noget. Desuden er det nemmere for dig at holde dig skjult, hvis du ikke er dårlig" svarede han med et smil. Hendes latter fik ham dog til at smile, men han fik også en følelse af, at hun måske følte sig lidt til grin? Ikke at han kunne bebrejde hende det, så han valgte selv at strække sine arme ud til hver side. Så så de i det mindste åndssvage ud sammen.

"Vi skulle være i havn om en dags tid. Jeg skal nok hjælpe dig fra borde" sagde han nu i en mere alvorlig tone. Han var stadig ikke sikker på, at nogle af dem ville blive tilgivet, hvis hun blev opdaget, men han havde trods alt stadig et trumf i ærmet, hvis han blev nødt til at forsvare hende. "Jeg ved godt, det ikke er det rareste sted at være, men du må holde dig skjult her så længe" fortsatte han, denne gang i en mere undskyldende tone. Han ville så gerne kunne tilbyde hende en køje.

En dæmpet og lettere eftertænksom brummen lød fra hende, for han kunne have ret i sine ord, hun var ikke meget værd, som hun før havde lagt på de hårde træplanker og krummet sig. Hun var ikke meget for at indrømme det overfor sig selv, men Shinji virkede faktisk som en god mand, måske hun havde været for hård ved ham i starten? Hun sænkede blikket en smule ned imod gulvet under hende, hun vidste dog ikke hvad hun skulle sige til ham. Hendes latter tog dog til, da han valgte at té sig lige så dumt som hende, drillende skubbede hun til ham, med en let hovedrysten. Det var vidst nok en af dem så frygtelig dumme ud, men det virkede overraskende godt at følge skibets bevægelser. 

Hun lyttede opmærksomt til hans ord og nikkede stille, det lød som en god plan, selvom hun ikke helt vidste hvordan de skulle have held til at komme af, men håbet om at han var mere kreativ end hende, levede i bedste velgående. Hun trak dog let på smilebåndet, for ganske rigtigt var skibets lastrum ikke lige så smukt og velduftende som hendes lysning hjemme i skoven, men hun følte nu alligevel stadig at det kunne være, værre end det var. Hun sendte ham et lille smil og lagde hovedet let på skrå.

Shinji tog igen sig selv i at bliver overrasket over, hvor lidt denne pige egentlig talte. Havde hun aldrig haft behov for det? Det var ikke til at sige, men han havde ikke ligefrem lyst til at stille Nianna alt for personlige spørgsmål lige nu. De kendte trods alt ikke hinanden endnu, og det kunne virke lidt for grænseoverskridende, hvis han begyndte at være nærgående. Han kunne dog ikke lade være med at grine, da hun skubbede til ham, men han stoppede dog med at te sig åndssvagt. Pointen havde været ganske tydelig, selvom det havde moret hende. "Jeg ved godt, at det ikke virker særligt indbydende lige nu, men du burde prøve at spise lidt" sagde han noget mere alvorligt. "Jeg forventer ikke, at du grovæder en hel masse, men det burde også lindre lidt på kvalmen" forklarede han. Selvom hans tone var blevet alvorlig, var den stadig mild.

Shinji havde endnu ikke en fuld plan for, hvordan han ville få Nianna af skibet, men der var typisk et hul, hvor der ikke var nogle om bord, så det ville nok være det bedste vindue at få hende sneget ud på. Ellers måtte han finde en anden løsning.

"Jeg skal nok prøve..." svarede hun dæmpet, det var lidt sødt den måde han bekymrede sig om hende, og smilet om hendes læber talte et tydeligt sprog, hun var ganske gled for hans selskab. Det var nyt for hende, at have nogle der tænkte på hendes ve og vel, så hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule smigret over det, selvom hun antog det var normal kutyme, selv ville hun nok have gjort præcis det samme. 

"Shinji... Hvad laver man.. ehm på et skib?" spurgte hun en smule forsigtigt, hun havde kun betragtet skibende på afstand når de kom i havn, men hvad og hvordan det hele fungerede vidste hun intet om, og selvom fristelsen i at kravle op af trappen og se det var ganske stor, blev hun i lastrummet, hvor hun mindede sig selv om den fare der lurede for enden af trappen. Men hvad ville der egentligt ske hvis hun blev opdaget?  

Shinji rystede lidt på hovedet, da han fik det til, at hun mere ville gøre det for hans skyld. "Du skal kun gøre det for din egen skyld, og du skal absolut ikke presse dig selv til det, hvis du ikke kan" svarede han opmuntrende. Selvom det klart ville hjælpe hendes mave, var der ingen grund til, hun tvang sig selv til at spise, hvis hun absolut ikke kunne. Shinji var ikke ligefrem typen, der hjalp alt og alle, men Nianna virkede ikke ligefrem til at have en skjult dagsorden, og hun virkede på ingen måde som en trussel.

"Der er flere ting" svarede han med et nyt smil. "Kaptajnen er ham, der bestemmer. Førstestyrmanden skal ikke kun sejle skibet, han skal også holde styr på, at skibet sejler den rigtige retning, det er hans ansvar så vidt muligt at undgå storme og så er han samtidig næstkommanderende" forklarede Shinji. Han tog sig god tid, så han ikke fik snakket for hurtigt, men igen snakkede han heller ikke provokerende langsomt. "Kvartermesteren skal holde styr på alle skibets varer" sagde han og slog ud med armen mod kasserne, der stod i rummet. "Han skal også holde styr på, hvor meget mad der er. Kokken er ham, der tilbereder maden. Så er der en udkigspost til at holde øje med andre skibe og land og lignende. Til sidst er der matroserne. Dem er der flest af, og de laver alt det almindelige, som at holde skibet rent, ordne reb til sejlene, hæve og sænke ankeret" forklarede han videre. Som han talte, lavede han forskellige fagter med hænderne for at forsøge at illustrere tingene. Han prøvede virkelig at forklare det på en måde, der var så nem for Nianna at forstå som muligt.

Nianna kunne ikke lade være med at trække lidt på smilet, hun vidste stadig ikke helt om hun kunne stole på ham, men alt Shinji havde gjort, havde virket ganske oprigtigt. Ganske stille rakte hun ned efter den lille skindsæk hun havde haft med sig, hvor hun fiskede lidt af det friske frugt op. Et æble havde fået lidt pletter, og var begyndte at se trist ud i den krøllede skræl. Roligt satte hun sækken fra sig igen, mens hun holdt æblet i den ene hånd. De mange bløde og brune pletter i æblet forsvandt lige så stille, mens skrællen strakte sig ud, som om æblet først nu var plukket fra et træ, modent, sprødt og lækkert. Duften fra æblet spredte sig let, inden hun tog en bid af det saftfyldte æble. Smagen og duften, bragte sommeren med sig og gav hende for en kort stund hjemve efter hendes lille paradis i skoven.

Først da blev hun opmærksom på Shinji, og en let rødmen viste sig i hendes kinder. Hun tørrede forsigtigt den smule saft der var om hendes læber væk, mens hun lyttede til hans stemme, som han forklarede de mange opgaver på et skib. Overraskelsen var tydelig at spore i hendes blik, for hun havde aldrig troet der ville være så mange ting at ordne, for sejlede det ikke bare sig selv? "Er du ehm... kvars.. kvarts.. kvarter..mesteren.." det store ord havde tydeligt voldt hende lidt problemer, men det var langt og hun havde aldrig hørt det før, men det ville give mening hvis han var, ville det ikke? Hun tænkte sig nøje om, for det var jo Shinji der var kommet med nogle kasser, og havde opdaget hende, og der havde jo ikke været andre end ham, der undrede sig over Shinjis tid i lastrummet.

Allerede da Nianna åbnede tasken, kunne Shinji fornemme lugten af et halvdårligt æble, hvilket fik ham til at rynke en anelse på næsen. Det var ikke altid lige godt at have en god lugtesans. Det var dog nemmere at have med at gøre, når man i forvejen befandt sig mellem svedige mænd, der ikke havde muligheden for at gå i bad i flere dage, men Shinji kunne godt finde på at trække for sig selv, når det blev for slemt. Han fik dog et noget overrasket ansigtsudtryk, da frugten begyndte at blive frisk igen, og der gik ikke længe, inden den skarpe lugt var forduftet. Det var altså noget af et talent det der. Shinji glemte et øjeblik at tage hensyn til Nianna, da han lod nysgerrigheden overtage og rykke hovedet tættere på, så han kunne kigge ordentligt på æblet. Det så ud til kun lige at være modnet færdigt. Det var altså imponerende. Han sagde dog ikke noget, men han blev pinligt bevidst om, at han måske havde virket lidt nærgående, så han trak sig tilbage igen med en svag lyserød farve i de ellers mørke kinder.

Shinji gjorde ikke noget for at afbryde Nianna i hendes forsøg på at udtale ordet, men han sendte hende et opmuntrende smil, da hun fik sagt det rigtigt. Han rystede dog på hovedet. "Nej. Jeg er dog hernede under påskud af at hjælpe ham, ved at tælle kasserne her op. Forstår du, det er nemmere, når han kun skal koncentrere sig om mængden af mad, der er i det andet lastrum" sagde han. Det var efterhånden helt naturligt for ham at have sænket sin ellers hurtige talehastighed.

Nianna bemærkede hvordan Shinjis interesse tydeligt blev vagt, idet han kom overraskende tæt på imens æblet havde modnet i hendes håbe. Hun lagde hovedet ganske let på skrå mens hun betragtede ham, inden hun strøg det blonde hår om bag øret, med den frie hånd. Hun bukkede sig ned og samlede endnu et æble op, der ligesom det første blev modnet på den korte tur fra sækken og til hun rakte den frem imod ham. Hvis nu han ikke troede på hende, kunne han da selv få lov at smage. 

Hun tog endnu en bid af sit saftige æble mens han forklarede hvordan det hele hang sammen. Hun nikkede lettere eftertænksomt, det var svært at finde ud af, men hun følte dog let at hun måske havde forstået det korrekt. “Så matros?” Spurgte hun lidt forsigtigt, 

Shinji troede bestemt på, at Nianna havde evnen til at gøre frugter gode igen. Duften fra æblet var jo ikke til at tage fejl af. Shinji glemte bare et øjeblik, at hun ikke vidste, at han kunne lugte så godt. Stadig overrasket tog han mod æblet. "Det er virkelig nyttigt at kunne" sagde han stadig med kæben hængende halvt nede på brystet. Han snuste dog en ekstra gang til det, men han kunne stadig ikke finde noget galt med det, så han endte med prøvende at tage en bid. Det smagte virkelig fantastisk. Det var længe siden, Shinji havde smagt frisk frugt.

Shinji sendte Nianna et nyt smil ved hendes spørgsmål og nikkede. "Det er korrekt. Når man, som jeg, er nødt til at tage det arbejde, man kan få, er det sjældent, man stiger i graderne" forklarede han. Han var ikke sikker på, at alle hans ord gav mening, men han håbede på, at hun alligevel forstod, hvad han mente.

En munter latter lød fra den unge kvinde, som hun rystede på hovedet. Hun kunne meget mere end dette, men et skib var ikke lige frem det mest optimale sted for hendes evne, der var en stor mangel på jord og især lys hvor hun befandt sig sammen med Shinji. Drillende puffede hun til ham med et glimt i øjnene. Han havde haft ret i det hele, for den kvalme som ellers havde rumsteret meget i hendes mave, var begyndt at dæmpe sig nu hvor hun også fik noget mad i maven, og stod som han havde vist. 

Da han begyndte at snakke om skibet og hans plads, rynkede hun dog en smule i panden, for selv havde hun aldrig haft brug for at gøre noget, som at være på et skib, det var kun ren dumhed der havde ledt hende ud på rejsen. Hjemme i skoven, der havde hun alt hvad hun behøvede for at overleve. "Arbejde?" spurgte hun så undrende for at få en bedre forklaring. 

Shinji kendte ikke til omfanget af Niannas evne, men det forhindrede ham ikke i tydeligt at være imponeret over, hvad hun havde vist indtil nu. Han kunne dog ikke lade være med at grine over, at hun puffede til ham, og han svajede et øjeblik bagud i overkroppen, inden han rettede sig op igen. "Jeg mente det faktisk" sagde han nu i en mere alvorlig tone for at vise, at han faktisk havde været oprigtig i sin kompliment. Det kunne selvfølgelig være, at hun ikke var god til at tage imod dem? Det var ikke til at sige, men det virkede ikke til, at hun havde de store sociale færdigheder.

Shinji kunne ikke lade være med at smile over Niannas spørgsmål. Han tog sig dog et øjeblik til at overveje, hvordan han forklarede det bedst. "Arbejde er, når man udfører en opgave og så får noget igen. En landmand f. eks. får udbytte af at så grøntsager eller korn, som han så enten sælger for penge eller bruger selv til mad. Giver det mening?" spurgte han, mens han kløede sig lidt i nakken. Han var ikke helt sikker på, om hans forklaring havde givet mening.

Som tiden drev forbi blev Nianna mere fortrolig med Shinjis selskab. Og hun måtte nok erkende at han virkede som en sød mand, en af dem man kunne stole på, selvom Xillas ord stadig lå i hendes baghoved. At enhver kunne skjule deres sande natur, men at de altid ville afsløre sig selv, hvis de havde onde hensigter, men det virkede ikke til at være tilfældet med Shinji. Hans latter, fik smilet til at brede sig om hendes små læber, mens hun lagde hovedet ganske let på skrå. "Tak.." svarede hun ham til sidst, inden hun vendte blikket imod trappen. Det overraskede hende hvor fredeligt der egentligt virkede til at være ombord på et skib, hvis ellers man så bort fra de gyngende bevægelser der før havde sat gang i hele hendes mave. Mon det altid var sådan? 

Mens han forklarede hvad arbejde var, kunne hun ikke lade være med at le, for han havde måske ubevidst beskrevet hvad hendes arbejde så måtte være. "Jeg er... ehm.. landmand.." Lo hun muntert, mens hun tænkte tilbage på det lille paradis hun havde fået bygget op, hun frygtede lidt hvordan det ville klare hendes rejse, men hun var sikker på det stadig ville stå når hun kom hjem, selvom det kolde vejr nok ville ødelægge en del af hendes høst, men der var aldrig et godt tidspunkt at forlade haven, så hun havde taget chancen og draget afsted mens der var mindst som ville gå til spilde. 

Shinji skjulte absolut ikke sin sande natur i øjeblikket. Nok var han pirat – et faktum han heller ikke havde lagt skjul på – men han havde aldeles ikke tænkt sig at lade Nianna tage straffen for at blive opdaget. Så ville han langt hellere hjælpe hende med at forblive skjult. Han nikkede dog til hendes tak, men han havde ikke mere at tilføje til samtalen, så han valgte at tie og blot sende hende et smil i stedet. Shinji havde egentlig ikke tænkt over, at der ikke var særligt meget larm lige i øjeblikket, og han havde faktisk mistet tidsfornemmelsen for, hvor længe han havde været hernede sammen med Nianna.

Shinji var på ingen måde klar over, at han havde beskrevet, hvad Nianna normalt lavede, så han så tydeligt overrasket ud et øjeblik ved hendes svar. ”Så… det er endnu mere nyttigt, at du er i stand til at manipulere planter” konstaterede han med et smil. Han var dog ikke helt sikker på, om det var alle planter, men enten ville hun forstå, hvad han mente, ellers ville hun vel rette på ham? Egentlig var han bare glad for, at hun var begyndt at sige lidt mere.

Et råb ovenfra fik Shinji til at dreje hovedet og lytte efter, og et øjeblik efter blev ordene gentaget: ”Land i sigte!” Shinji drejede sig mod Nianna og sendte hende et temmelig alvorligt blik. De var hurtigere fremme, end han havde regnet med. ”Jeg vil bede dig om at skjule dig, til jeg henter dig. Er det okay?” spurgte han, og bekymringen var tydelig i hans ansigt. Så rejste han sig, men inden han vendte sig om, gav han hende kort et opmuntrende smil. ”Jeg lover, at jeg kommer tilbage igen” sagde han.

En mild latter slap over hendes læber, som hun nikkede til hans ord. Uden den evne ville hun formentlig været sultet ihjel, eller havde været tvunget til at opsøge en landby i håbet om at få hjælp der, eller værre endnu hun kunne have risikeret at blive solgt som slave som Xilla havde fortalt hende om nogle levede af. Hun gøs let ved tanken, for selvom hendes liv havde været ensomt og isoleret havde hun haft det overraskende godt med den tilværelse. 

Lyden af en stemme over dem, fik smilet til at blegne med det samme og hun trak sig en smule væk. Hvad skulle der ske nu? Ville hun blive opdaget af de andre? Uroen lagde sig i hendes krop, som hun ikke længere vidste hvad ben hun skulle stå på, hvor hendes arme skulle være, hvad hun overhovedet skulle gøre af sig selv, men Shinjis ord kom som en befrielse der rev hende fri af den stigende uro som hun vendte blikket imod ham, og fokuserede uroen derhen. Kunne hun skjule sig? "Ja, ja det okay..." hviskede hun lavt og forsøgte at drive et lille smil frem, som hun samlede sine ting og trak sig tilbage til det hjørne hvor hun før havde gemt sig. Hun måtte stole på ham, hvor svært det end måtte være, var hun faktisk overbevist om at han ville hende det godt. Han sidste ord manifisterede sig i hende, og gav hende roen til at vente på han ville vende tilbage, og hun forhåbentligt kunne komme helskindet af skibet.

Shinji var udmærket klar over, at det var noget af en tillidserklæring, at Nianna sådan stolede på ham. Det var også en ting, han ikke havde tænkt sig at tage let. Normalt var han ikke typen, der sådan tog sig af andre, og havde hun været en mand, ældre eller mere erfaren, havde han nok overladt hende til kaptajnens nåde, men her kunne han ikke få sig selv til det. Var der noget galt med ham? I andre piraters øjne ville der nok være det, men Shinji så ikke noget galt med hans måde at handle på.

Ved Niannas ord nikkede Shinji og sendte hende et opmuntrende smil, inden han vendte rundt på hælen og satte kursen mod trappen. Shura hævede hovedet mod ham, da han kom op, og hun satte med det samme kursen ned i lastrummet, hvor hun beskyttende lagde sig foran Niannas gemmested, så andre ikke sådan ville gå hen og finde hende.

Der gik et godt stykke tid med at losse og laste skibet med forskellige ting til deres sejltur videre, og Shinji var lidt nervøs for, om Nianna mon troede, han havde efterladt hende. Det var ikke tilfældet, men han havde ikke haft sit snit endnu til at hente hende, og mørket var så småt ved at falde på. På den anden side gjorde det det noget nemmere at få hende uset af skibet. Han så dog sit snit, da de fleste af sømændene nu var gået i land, så han gik med det samme mod lastrummet. "Nianna?" kaldte han så lavt som muligt, men så hun stadig ville kunne høre ham. "Kysten er klar, men vi må være stille" forklarede han, som han fik øje på Shura i halvmørket, og et lettet suk gled over hans læber. Panteren betød, at de ikke havde fundet hende.

Nianna fulgte ham med blikket, som han bevægede sig væk fra lastrummet. Hun mærkede hvordan det begyndte at knuge sig sammen i hendes bryst, hvad hvis ikke han kom tilbage? Hvad hvis hun blev opdaget? Ængst ligheden der voksede som en steppebrand i hendes bryst, blev dog manet til til jorden, da hun så Shura komme ned af trappen og hen imod hende. Hendes skuldre sank let sammen, som hun åbnede ud med et lille suk. "Tak Shura..." hviskede hun ganske dæmpet, mens hun betragtede det prægtige dyr foran hende. 

Stille trak hun sig lidt længere tilbage, for med Shura i nærheden kunne hun bedre slappe af, hun vidste jo at hun nok skulle reagere og beskytte hende hvis der kom nogen ned i lastrummet. Tiden føltes som en evighed, hvor hun vidst var gledet lidt ind og ud af søvnen, og imellem at have nusset lidt med Shura. Da lyden af Shinjis stemme lød ganske dæmpet, var det nu? Ængst ligheden kom væltende med det samme, for ville det gå? Ville de kunne slippe væk? Hun mindede sig selv om aldrig mere at gøre noget så dumdristigt som at snige sig ombord på et skib, det var alt for farligt! 

Hun vendte blikket lidt imod Shura, afventende for hvad hun gjorde, inden Nianna stille fik samling på sig selv. Hun samlede den lille skindsæk op og knugede den ind imod brystet, inden hun trådte frem og forsigtigt forbi Shura da hun nødigt ville træde på hende, inden hun gik på lette tå hen imod Shinji. "Sikkert?" spurgte hun dæmpet, som hendes stemme dirrede af nervøsitet. Hvad skulle hun havde gjort uden ham? Taknemligheden lyste ud af hendes blik, som hun nåede helt hen til ham og skævede op af trappen op til dækket. 

Shura havde gjort mine til, at hun nød nusseriet, men panteren var bevidst om, at hun skulle være stille, så hun havde afholdt sig fra at spinde. Under normale omstændigheder havde hun gjort det. I sit stille sind var Shinji dybt taknemmelig for, at han havde så intelligent en ven. Som hans øjne mere og mere vænnede sig til det mere dybe mørke i lastrummet, kunne han se, at Nianna havde gjort sig klar med tasken. Hendes spørgsmål fik ham til at tænke lidt. "Det bliver ikke mere sikkert, end det er nu. Der er et par stykker tilbage på skibet som vagtpost, men vi burde kunne komme forbi dem. Herfra er det dog vigtigt, at du gør, som jeg siger uden at stille spørgsmål. Hvis jeg beder dig om at løbe, så løber du, okay?" spurgte han. Det var temmelig vigtigt, at hun forstod ham, for hvis de kom ud i en tilspidset situation, var der kun få øjeblikke til at handle. "Det samme gælder naturligvis for, hvis jeg beder dig om at gemme dig eller noget helt tredje" forklarede han videre. Han ventede kun kort på svar, inden han vendte sig for at sætte kurs mod trappen. Panteren rejste sig og fulgte roligt med. Ved trappen kastede han et blik op, inden han lydløst vinkede med hånden for at få Nianna hen til sig. Så listede han roligt op ad trappen.

Oppe på dækket var der også frit, så Shinji vinkede igen Nianna til sig. Der var stadig et stykke hen til landgangsbroen, og der var fuldt åben, så de var nødt til at være hurtige. Han tog blidt fat om Niannas hånd, dels for at lede hende, men også for at kunne sætte tempoet hen til landgangen. Han stoppede dog kort inden, så han kunne stikke hovedet ud i åbningen og sikre sig, at der ikke var nogle nede på kajen. Han priste sig et øjeblik lykkelig for sit held, da der også var frit her, og han ledte hende videre ned. Så førte han hende et godt stykke væk fra skibet, til han var sikker på, at de var i sikkerhed. Her slap han hendes hånd igen og vendte sig mod hende. "Næste gang er det nok nemmere at spørge om tilladelse til at sejle med" forklarede han med et smil, selvom stemmen var alvorligt. "Det her er ikke flåden, straffen for at snige sig om bord er væsentligt højere" uddybede han. Det var tydeligt, at han havde været temmelig bekymret for hende.

Selvom hun virkelig forsøgte at høre efter hvert et ord han ytrede, måtte hun erkende at nervøsiteten alligevel var ved et få hold i hende, så hun ikke helt formåede at fatte alvorligheden i det hele, i stedet sank hun dybt inden hun samlede sig sammen og knugede den lille sæk ind imod sin krop. Hendes blik gled hen på Shinji inden hun lod blikket falde ned på panteren ved sin side. Hun gjorde et par små nik for sig selv, for at samle det sidst mod hun kunne mønstre indeni sig selv, så hun kunne følge hans mindste vink. Hendes ønske om at komme levende af skibet, var om nogen noget større end hans, eftersom hun knap kendte manden og hun jo kun lige selv var begyndt at leve.

Da han satte i bevægelse hen til trappen, stod hun afventende og kiggede mens hun bed sig usikkert på underlæben. Hun næsten holdt vejret af bare nerver der spændte hendes krop, inden hun satte i bevægelse hen til ham. Hendes ene hånd slap den lille sæk, som hun greb i hans jakke da hun nåede helt hen til ham. Hendes hånd dirrede som hun stod helt limet ind imod hans ryg, med panden hvilende imod hans ryg. Hun var skrækslagen og turde ikke bevæge sig, men til sidst slap hun dog alligevel sit tag i ham så han kunne tjekke om kysten var sikker og de kunne bevæge sig videre. Hendes øjne var store og frygten fik hendes øjne til at syne næsten spejlblanke. Hun fulgte ham hurtigt på lette tå, som han bevægede sig og kaldte hende med sig med en håndbevægelse. 

Da han greb om hendes hånd, knugede hun sin fast omkring hans med en styrke man ikke skulle tro hendes spinkle lille krop kunne mønstre, men frygt kunne gøre meget, som hun fulgte hans tempo så godt hun kunne, hun turde ikke se sig tilbage eller forsøge at stoppe op, først da Shinji gjorde holdt stoppede hun også, og trak vejret dybt ind, hun havde ikke bemærket hvordan hun flere gange havde holdt vejret, men hans stemme tiltrak sig hendes blik, som hendes krop let rystede af efterdønningerne af frygten og spændingen i at forlade skibet. Uden at svare ham slap hun hans hånd, og nærmest kastede sig ind i hans favn, med et fast tag i hans jakke og ansigtet begravet ind i hans brystkasse eftersom han var væsentligt højere end hun selv var. Hun sagde intet, knugede sig blot alt hvad hun kunne ind i hans favn, hvor hun havde en underlig følelse af at hun var sikker. 

Shinji ænsede knap nok det stramme greb fra Nianna, som de bevægede sig afsted. Han havde væsentlig vigtigere ting at være opmærksom på, og det var bare endnu en bekræftelse på, at hun stadig var med ham. Han blev dog tydeligt overrasket over, hun sådan kastede sig i hans arme, men han gengældte om ikke andet krammet ved at lægge armene om hende og lade sin hage hvile på hendes hoved. "Det er okay. Det er overstået nu" sagde han med en rolig stemme. Af en eller anden grund følte han sig faktisk taknemmelig for den tillid, hun viste ham.

"Kan du klare dig selv herfra?" spurgte Shinji så med en tydelig bekymret stemme. Nok var han ventet tilbage på skibet ved afgang, men han havde tydeligvis ikke tænkt sig at forlade Nianna, hvis hun ikke følte sig tryg ved det. Han var dog ikke særlig kendt i denne del af landet, så han ville ikke kunne være en guide. Om ikke andet kunne han da være rejse selskab, hvis det var hvad, hun ønskede.