Hvad end der var inde i hende føltes det ganske frygteligt, og hun hadede det. Ville det nogensinde gå væk? hun havde absolut ikke tænkt sig at leve med det her inde i hende. Kunne denne irriterende engel fjerne det, det vidste hun ikke. Men da han nævnte at hun sikkert havde fortjent det grinede hun som hun pludselig satte glasskåret hårdt ind i hans kind. Så rejste hun sig op, og kiggede ned ad sig selv. Lidt blod her og der gjorde ikke noget, hun havde slet ikke noget imod det. Med vaklende bene gik hun hen til en stol ved baren og satte sig ned på den. Hendes blik gled ned mod gulvet hvor der kom blodpletter, og hun kom med et dybt suk. Måske det ikke var godt at fortsætte kampen herinde på kroen, folk havde efterhånden stirret i alt for lang tid. De havde både undret sig, og været bange. Det havde været tydeligt at se, og Lilith smillede blot, før hendes blik mødte krofatter der kiggede overrasket på hende. Han lignede en der skulle til at sige noget men lod være"Har du aldrig set en dæmon dækket i blod... Det har du nu"sagde hun og blinkede til ham, hvorefter hun så lod hendes blik falde ned på englen der lå ovenpå glasskårene. Synet var nu ganske fint, det var bestemt ikke dårligt at se en engel ligge ovenpå glasskår med et glaskår i kinden. Men det undrede hende meget, hvordan han kunne være så ligeglad.

Så holdte hun rundt om sig selv som hun endnu engang kunne mærke det der var inde i hende spredte sig, og hun hadede det virkelig meget. Hvorfor skulle denne engel også gøre det her imod hende, jovist så var det nok hendes egen skyld. Hun sukkede og måtte vel bare leve med det, desuden vidste hun godt at hun selv var ude om det, og det var helt fint for hende. Lilith havde intet imod det, faktisk var det som om hun også godt kunne lide at have det så frygteligt som hun havde det lige nu. Men da det pludselig spredte sig mere og mere, spærrede hun de gule øjne op, og bed tænderne hårdt sammen. Det var frygteligt, normalt kunne hun sagtens holde sig i skinnet overfor så mange ting men det her var godt nok belastende, og ikke til at holde ud. Hun prøvede at holde frygten ud, men det var ikke let, og det føltes som om hele hendes indre blev splittet ad. Hun kunne ikke få sig selv til at tikke englen om at stoppe det, for kunne han det? Vidste han overhovedet hvordan, eller ville det blot forsvinde af sig selv. Lilith greb fat rundt om kraven på krofatter og hev ham lidt ind over  bar disken, hviskede imod hans ansigt at han skulle gøre et krus med det stærkeste alkohol han havde. Lige nu trængte hun til noget stærkt, noget der måske kunne fjerne frygten inde i hende. En dæmon som hende havde dog heller ikke tænkt sig at denne engel skulle slippe væk uden at hun ville hævne sig. Men det var ikke stedet til at gøre det, der var allerede blod og glasskår. Som hun sad og ventede på krofatter drejede hun hovedet ned mod englen"Du kræver vel ikke at jeg tigger dig om at stoppe hvad end der er inde i mig"sagde hun med et koldt fnys fra hendes læber. 

Hvis han ikke kunne stoppe det, skulle hun nok få det stoppet. Han nød sikkert også at se hende have det frygteligt selvom hun ikke gad vise det. Hun holdte fortsat rundt om sig selv og prøvede at holde frygten inde i sig langt væk, men det var utrolig svært. Pokkers tage den dumme engel, alle hans magier, og hans væsen hun hadede alt ved ham. Krofatter kom så tilbage med kruset, og Lilith tog hurtigt fat rundt om det for at drikke halvdelen af det store krus, og hun kunne mærke hvor hurtigt den stærke væske ramte hende. Det føltes rart, hun lukkede øjnene og lagde hovedet bagover imens hendes greb rundt om sig selv blev løsnet"Mhmm"mumlede hun lavt imens hun mærkede hvordan den stærke følelse spredte sig, det var om om frygten pludselig var gemt lidt væk. Heldigvis, for hun havde skam ikke lyst til at vakle rundt og føle sig svag. Hun havde ikke tænkt sig at kigge på englen lige nu men nød bare den stærke væske der spredte sig mere. Det føltes fantastisk, og selvom det dryppede med lidt blod fra hendes krop så gjorde det ikke noget. Krofatter kunne hun mærke stirrede på hende med et undrende udtryk, og hun havde ikke behov for at kigge på ham. Hendes øjne kunne sagtens være lukket"Hør"kom det så fra hendes mund, og hun valgte så alligevel at åbne hendes øjne. hendes blik rettede sig på englen igen og hun sendte ham et koldt blik, hvorefter hun kort kastede med det røde hår"Kan det du har plantet inde i mig fjernes, eller stoppes"spurgte hun undrende og en smule ligeglad selvom hun ikke var ligeglad, hun ville bare gerne have det stoppet, og til at gå væk. 

Det var ikke til at tage fejl af. Denne dæmon var gået langt over grænsen ved at ødelægge kroen. Ja han havde ikke været meget bedre selv, men det hele havde bare været for at beskytte sig selv. Men til gengæld så havde det også hjulpet. Han var kommet fri af hendes klør og alligevel følte han sig en smule levende. Han var ikke sikker på hvad han skulle stille op, og alligevel tænkte han lidt på Nianna. Hvad ville hun ikke tænke hvis hun så ham nu? Det ville slet ikke være særlig smart at hun vidste hvad der forgik, ikke at hun sikkert ville kunne forstå det. Men det var vel også en lille ting i forhold til alt det han havde været igennem hele sit liv. Tanken om Jocelyn der var forsvundet på ny, og tanken om aldrig at se noget af sin familie igen skræmte ham. Han vidste ikke længere hvad der var godt i hans liv, men det var sikkert også lige meget. Han havde da et godt liv, eller det håbede han da på at han havde. Selvom han tvivlede lidt på at noget godt kunne ske ham. Han var i tvivl om hvad der overhovedet var godt her i livet. Alt den smerte han havde været igennem, og alt den kærlighed havde ødelagt ham, og intet ville nogen sinde blive godt igen. Det var sådan han tænkte, men han var lige glad for nu.

Som hun fjernede sig fra ham rettede han sig op så glasskårene han havde ligget på kom med små klir som de faldt ned fra hans ryg. Ingen af dem havde gået igennem huden på ham, men nogle glasskår havde da sat sig fast i hans jakke. Han kunne tage jakken af og fjerne dem, men det var ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på. Han skulle ud her fra og det kunne ikke gå for langsomt. Desværre krævede det lidt at han gik forbi dæmonen, men hvad ville hun ikke kunne finde på hvis han gik forbi hende. Hun ville sikkert overfalde ham på ny. Og det ville skabe mere kaos end det allerede havde gjort inde i krostuen. Hans blik vandrede lidt rundt som han kunne se at flere havde bevæget sig helt op i et hjørne for at komme væk fra den kamp der havde fundet sted. Flere steder stod der ødelagt glas men og der så nærmest mennesketomt ud. Hvis man lige så bort fra den gruppe mennesker der havde bevæget sig over i hjørnet af kroen. Han fnøs et kort øjeblik og kiggede på dæmonen som hun havde fået noget at drikke. Han var lige glad med hende og hvad hun formåede at gøre. Men dette her var ikke et sted han agtede at være længere. Han ville ud, og der var vel kun en måde at gøre det på. Han kunne gå forbi hende og tage konsekvensen af hvad hun kunne finde på når han vendte ryggen til hende. Men han vidste også at det aldrig ville være det smarteste at gøre.

Som hun endelig snakkede til ham vendte han blikket hen på hende. Han havde stået og kigget lidt efter en mulig flugtvej men hun fangede ham med hendes spørgsmål. Som om hun nogen sinde ville tigge om nåde. En dæmon der ville tigge om nåde, det var en lidt morsom tanke, det ville i hvert fald være den første dæmon han havde mødt der gjorde sådan noget. Og det var altså ikke ret mange dæmoner han have mødt i sit liv. Det fik ham dog til at trække lidt på smilebåndet. Han fandt tanken lidt morsom. "Jeg forventer intet af en dæmon som dig. Så hvad du har tænkt dig er helt op til dig selv." kom det fra ham og skævede lidt til krofatteren der stadig var fyldt med frygt og en anelse vrede men det var ikke ret meget. Dog kunne James ikke bebrejde ham, hans kro var ødelagt på grund af ham og denne dæmon. Det ville koste krofatteren dyrt, James ville have tilbudt ham at arbejde gælden af, hvis det ikke lige havde været fordi det var i Medanien. Et sted han egentlig helst bare ville væk fra. Alt ting var bedre end at være et sted som dette her.

På ny søgte han efter en udvej og han trådte da også et skridt væk fra hvor han stod og kom tættere på Lilith. Han kunne løbe nu og håbe på at hun ikke ville gøre noget der kunne vælte ham omkuld. Men hvorfor skulle han frygte noget som egentlig bare ville blive et problem senere? Han var ikke engang sikker på at han ville nå særlig langt. Hun var dæmon, og hun havde sikkert mange flere år på bagen end han selv havde. Så hun vidste sikkert langt mere end han gjorde. Men på den anden side så vidste han faktisk ikke ret meget. Han havde været alene det meste af sit liv, lige indtil Marad havde taget ham ind i sit liv og han havde fundet et sted at kalde hjem. Han skulle lige til at træde forbi hende da hendes stemme på ny fandt vej til hans trommehinder. Han drejede hovedet og løftede det ene øjenbryn og lagde armene over kors. Nu ville der sikkert komme en eller anden smøre om hvad han havde gjort. Men det kom der ikke. I stedet spurgte hun om et simpelt spørgsmål som han faktisk godt kunne gøre noget ved. Men hvorfor skulle han?  "Jeg kunne fjerne det ja. Men om jeg skal fjerne det er en helt anden sag. Du har fortjent det jeg har gjort ved dig..." kom det fra ham og fjernede ikke armene over kors. Han stirrede stift på hende og drejede sig lidt om så han stod med fronten imod hende. "Hvis jeg vælger ikke at fjerne det, så forsvinder det med tiden. Men ærlig talt.. Så har jeg ikke tænkt mig at fjerne det fra din krop." kom det fra ham. Hvorfor skulle han fjerne noget som egentlig kun ville være en god ting for ham. Hun havde fortjent det der var kommet til hende, også selvom han faktisk ikke vidste hvad det var han havde gjort ved hende. Det var bare noget der var sket, måske havde det været i en afmagt at han havde gjort det. Han var ikke sikker, men det hele var vel egentlig bare til hans fordel?

Da englen var kommet tættere på kiggede hun blot på ham uden at sige noget, og hun lod hendes blik ned over ham. Det virkede ikke til at glasskårene havde skadet og rørt ham så meget, men det var han også ligeglad med, for det betød slet ikke noget. Hun drejede hovedet væk fra ham og fik øjenkontakt med krofatter der nærmest sukkede trist over alt de var hidtil var sket med hans kro. Lilith forstod ham godt, men hun var meget ligeglad med det. Det luskede smil bredte sig og hun lod nogle fingre glide igennem det røde hår. Så denne engel havde ikke tænkt sig at fjerne det der var inde i hende, jamen i det mindste sagde han at det ville forsvinde af sig selv. Hvor lang tid det så ville tage vidste hun ikke, men irriterende det var det helt bestemt. Ja hun havde måske fortjent det, og var nok nød til at leve med det indtil det ville gå væk. Hun sukkede irriterende og en smule opgivende, for hun gad virkelig ikke kæmpe mere imod denne engel. Ikke hun ville nok gerne bare ikke herinde på kroen, for det ville være lidt synd for krofatter at de ødelagde hele hans kro. Desuden sad der også mennesker herinde, men på den anden side var Lilith faktisk ligeglad. 

Hun havde ikke noget imod at ødelægge kroen lidt mere, men lige nu havde hun tænkt sig at nyde hendes krus som hun sad med i hånden. Hun valgte at løfte kruset op til hendes mund og tog en stor tår før hendes blik faldt hen på englen igen. Hun betragtede ham lidt, og lagde hovedet på skrå hvorefter hun lod hendes fingre stryge hen over kanten på kruset"Hvorfor glæder det dig ikke, at du har fået lov til at printe det, hvad end det var inde i mig"sagde hun og sendte ham et lusket smil, hvorefter hun kiggede væk fra ham. Måske glædede det ham men han viste det bare ikke, han var nok bare tabt for livsglæde, og han havde da godt nok nævnt det med Marad, og alt det der var sket. Ikke at hun gad høre på det, hvorfor skulle hun også det. Hvorfor skulle hun ville trøste ham, denne engel her irriterede hende. Hun ønskede ham død, men ville ikke dræbe ham. Derimod var det nok sjovere at se ham lide, men det virkede bare som om han ikke bekymrede sig særlig meget om smerte og at lide. Han var nærmest kold og ligeglad. Det var både interessant men også belastende. Hun sukkede og drak lidt mere af kruset, hvorefter hun drejede sig på stolen så hun sad med fronten til ham, hun lænede sig imod ham, greb fat rundt om hans hals i et hårdt greb, men han kunne stadigvæk få vejret.

Hendes gule øjne borede sig ind i ham, og hun lod hendes tunge glide hen over hendes læber. Flere og flere skumle planer begyndte at dukke op, og hun var slet ikke færdig med at lege med denne engel. Ligemeget hvor meget han ønskede at komme fri, så skulle hun nok få gjort det hele meget værre for ham. Hvis hun kunne få ham til at hade hende mere og mere var det jo perfekt. Dog kunne det ikke ske herinde, ikke fordi hun var bekymret for menneskene eller at krofatter var så glad for kroen. Men selv en som hende havde vel lidt respekt overfor sådan noget, så hun valgte at drikke lidt mere af kruset. Hendes blik gled væk fra englen, og hun kunne endnu engang dufte hans duft der igen fik hende til at ville smage på ham. Hans duft var fantastisk, lige som en engel skulle dufte. Trist at hun ville ødelægge denne engel, men hvor nemt det ville blive var hun ikke sikker på. Han virkede allerede meget ødelagt"Denne Marad fyr, han knuste dit hjerte, gav dig ingen mening med livet"sagde hun kort hvorefter hun rejste sig op fra stolen, og gik hen til ham. Hun lagde hovedet på skrå og slap grebet fra hans hals. Hendes øjne gled ned over ham, og hun nød hvordan hans duft spredte sig i luften"Hvis du er så ødelagt hvorfor lader du mig så ikke hjælpe dig"hviskede hun ind imod hans ansigt, ikke ligefrem på den mest venlige måde. Nej hun hviskede ondt og lusket, tydeligt at høre at hun havde skumle bagtanker. Hun ville bare ødelægge ham endnu mere, for hvordan kunne én som hend fikse ham, det ville være umuligt og desuden var det ødelagte tit det mest fantastiske. 

Egentlig fandt han denne her dæmon mere og mere irriterende som han stod over for hende. På den korte tid de har været sammen fandt han hende mere irriterende end han nogen inde havde gjort med nogle andre. Han var ikke engang sikker på hvad der skulle til for at forsvinde her fra uden hun ville følge efter. Han kunne da bare blive i det og tage det som det kom, men hvad godt ville der komme ud af det? Han var ikke engang sikker på hvad det ville sige at hun var her lige nu. Faktisk havde han blot løst til at slå hende igen, hvilket egentlig var en følelse han ikke havde følt før. Han var normalt ikke en særlig voldlig person, han afskyede det for at være helt præcis. Så hvorfor bragte hun en følele i ham at han ville gøre hende ondt? Hun havde puttet blod i munden på ham uden han havde bedt hende om det. Og hun havde det jo med at tage ham om halsen hele tiden. Var det hele bare et eller anden form for forvar når det kom til stykket? For et eller andet sted var det vel bare rart at mærke noget andet frem for den smerte der blomstrede i hans bryst for hvert sekund. Han vidste ikke hvad han skulle gøre på stående fod, han var overbevist om at hun ikke lige frem havde noget lykke i sig, og det ville kun blive værre jo længere tid han var sammen med hende.

Han lyttede til hendes ord og overvejede det et kort øjeblik. Hvad forventede hun at han sagde til hende? Forventede hun at han holdte med hende, og begyndte at grine af hele situationen? For der var virkelig ikke noget at grine af. Hele kroen var ødelagt, og det ville koste krofatteren en masse krystaller, for i det hele taget at få et par pæne glas igen, samt vinduer der kulle udskiftes. Så hvad var forventningen egentlig af hele hendes fremtræden? Hvad forventede hun at han skulle svare hende. Hvis hun overhovedet forventede et eller andet af ham? Han stirrede stift på hende og overvejede lidt om hvad det var han skulle gøre. Skulle han fortsætte ned af gangen og ud som han hele tiden havde haft i tankerne om at gøre? Skulle han blive stående og bare tage hvad end hun sagde til sig? "Hvorfor skulle det glæde mig? Der er intet glæde ved det jeg har gjort dig.." kom det endelig fra ham efter at have overvejet situationen i et godt stykke tid. Hans hænder var stadig over kors og han trådte et par skridt væk fra hende, dog kom han ikke ret langt væk da hun på ny greb rundt om hans hals og strammede til. Han kunne stadig få vejret, men hvor var han dog træt af at hun hele tiden skulle sætte sine klamme hænder rundt om hans hals. For hvad var meningen med det i det hele taget?!

Hans blik var fast på hende og han gjorde ingen ting for at prøve at bryde hendes greb. Hvor længe hun ville holde fast i ham var hende problem ikke han. Han have stadig muligheden for at bruge in audiokinise på ny hvis det skulle være. Men det ville ikke være det rette sted længere. Der var ødelagt nok her inde på kroen, og hvis mere gik i stykker ville det bare være endnu værre. For slet ikke at nævne om hvor meget medlidenhed han ville få for at have ødelagt kroen mere end hvad godt var. Han var jo normalt ikke i en kamp om noget som helst, og alligevel føltes det hele som om der var en kamp her inde, og det hele var startet netop på grund af hende. Han overvejee hendes ord og tænkte tilbage. Han havde på intet tidspunkt nævnt Marad, så hvordan kunne hun vide at det omhandlede ham? Kunne hun læse tanker? Han var ikke sikker, og hvis han skulle være ærlig så var han ikke sikker på hvad han skulle gøre for at slippe væk fra denne snak. For det sidste han ville tænke på var Marad, han kunne jo ikke engang hjælpe ham alligevel. "Marad? Jeg ved ikke hvem du snakker om. Jeg kender ikke nogen der hedder Marad" kom det fra ham og tog sig til halsen som hun gav slip på ham. Han havde lyst til at hoste men han gjorde det ikke. Dog havde han det i det hele taget dårligt med at lyve, men han viste det ikke. Han ville ikke længere være en del af det hele, han ville bare ud og langt væk fra hende. "Jeg har ikke brug for din hjælp. Du har gjort mere end nok" kom det fra ham og fjernede hånden fra sin hals. På ny bakkede han lidt væk fra hende i retningen mod døren. Var dette her hans chance for at komme væk fra hende?  Han var ikke sikker, men hvis ikke han tog chancen, så ville han sikkert komme til at fortryde det lidt senere.

Som denne engel bakkede tilbage mod døren fulgte Lilith ham med øjnene, det var sjovt hvordan han mente at han kunne komme væk. Selvom han ikke gad blive herinde mere, betød det ikke at hun ville lade englen vandre væk. Hun tog en stor tår af kruset, og før hun satte det ned kiggede hun ned i kruset, måske det nok bare var bedre at drikke resten. Så det gjorde hun, hun løftede kruset op til hendes mund og drak resten. Kruset blev sat på bordet og hun skubbede det hen til krofatter. Så rejste hun sig fra stolen, og kiggede i James retning, hun lod et lusket smil brede sig. Hovedet lagde hun på skrå og gik tættere på englen, imens hun lod hendes øjne hvile sig på ham. 

Da han nævnte navnet Marad tænkte hun lidt, hun var ikke sikker på at hun havde hørt det navn før. Men var det ikke som om, at nogen havde nævnt det herinde på kroen. Hun tænkte lidt for hun var ikke sikker på det. Så tog hun nogle flere skridt tættere på englen, som hun betragtede ham"Jeg menes at have hørt det navn herinde, men det kan godt være at jeg har taget fejl"sagde hun og smillede lusket til ham, før hun rakte en hånd frem imod hans krave, og hev ham lidt ind til sig. Hun valgte at ignorere det han sagde med at der ikke var noget glæde ved det han havde gjort hende, og hun lod det luskede smil brede sig. Så trak hun ham med udenfor, fordi det gik ikke at der kom flere skader og problemer herinde på kroen. Krofatter ville sikkert også sætte pris på, hvis de ikke ødelagde kroen mere end den allerede var blevet. Lilith stod nu udenfor kroen med hendes greb om englens krave, og hun lænede sig ind imod ham. Men hurtigt skulede hen til det nærmeste træ, og hun valgte at presse ham op ad det. 

Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på denne engel foran sig, hun var stadigvæk irriteret på ham, men havde lyst til at prikke lidt til ham. At han ikke havde brug for hendes hjælp var hun ligeglad med, for det betød ingenting for hende. Hvis hun kunne gøre ting meget værre, så gjorde hun det gerne, og hun gav så slip på kraven, og placerede et ben imellem hans, som hun havde spredt"Denne Marad, hvem er han"spurgte hun undrende med et smil på læben, tydeligt at hun prikkede til ham. Hun var sikker på at han løj og slet ikke ville fortælle sandheden.

Endnu en gang prøvede han at komme ud af kroen men blev hele tiden stoppet af Lilith hvilket irriterede ham mere og mere. Hver gang han havde sat en fod frem skulle hun lige sige et eller andet eller gribe fat i ham. Hvilket hun gjorde på ny. Det var ved at blive meget af det samme det her kunne hun ikke finde ud f noget nyt? Tydeligtvis ikke, det var jo også en dæmon dette her. De havde det med at lave det samme og aldrig finde på noget nyt. Så hvad skulle han ellers gøre ved det hele end bare at følge med hende som hun slæbte ham udenfor. Han skulle lige til at rive sig løs af hendes greb da hun slog ham ind i det nærmeste træ og han tabte lidt af luften fra sine lunger. Det stak lidt i brystet på ham og han hev lidt efter vejret, men det var kun for nogle få gange inden lungerne blev helt fyldt med luft igen.

Han havde nægtet at svare hende før, for hvorfor skulle han vælge at sige noget om Marad, sidst han havde gjort det var han kommet i problemer. Det var ikke noget han ønskede der skulle ske igen. Desuden så skulle han glemme alt om Marad selvom det var det sidste han ville. Han ville ikke længere være under en ny forbandelse eller en forhekselses om at han kun kunne tænke på Marad. Der måtte være andre metoder for ham at komme fri fra hendes greb, og at han nægtede at snakke om Marad. Men da hun på ny snakkede om ham himlede han med øjne. "Jeg ved ikke hvad du taler om." det var endnu en lodret løgn, men det kunne hverken høres eller ses på ham. Det kunne det inden han var blevet slået ihjel, men dette her gjaldt liv eller død, og der var kun en vinder ud af dette her. Han måtte beskytte sit eget liv, og for den sags skyld også Marads hvis han kunne.

Hendes ben der blev sat ind imellem hans rørte ham ikke. Hans underliv var blottet og hun kunne gøre med ham hvad han ville. Hun kunne sparke ham i skridtet, og han ville blot falde sammen, men han havde prøvet det der var langt værre. Så et lille spark ville ikke være så slemt i længden det var han sikker på. "Jeg har jo sagt at jeg ikke kender nogen Marad, og jeg siger det gerne igen. Men du er jo opsat på at vide hvem det er, så må du jo gå til andre folk der ved hvem det er." kom det fra hm og trak lidt på skuldrende. Han fik lidt smalle øjne som han skulede til hende. Men han ville ikke opgive Marad og hvor han opholdte sig for nogen. Ikke længere, han havde gjort det en gang, og det var sidste gang han havde gjort det. Det var ikke noget der skulle ske igen. Desuden så var han lige glad med hvad der ville ske med hans liv nu og fremadrettet.

Som denne engel begyndte at himle med øjnene kiggede hun på ham og kunne ikke lade være med at grine. Hun forstod ikke, hvorfor han valgte at gøre som han gjorde men det var også ligemeget. Hun sukkede så dybt over de svar han gav hende, og hun strammede grebet rundt om hans hænder som hun kiggede på ham. Hvor var denne engel her godt nok irriteret men alligevel havde hun ikke tænkt sig at han skulle slippe væk. Lilith studerede hans ansigt og som hendes greb blev strammet lænede hun sig ind imod ham. Lod hendes ansigt være få centimeter fra ham"Jeg er sikker på at du lyver"hviskede hun imod hans ansigt, og hun trak sig så en smule tilbage. Hendes greb på hans hænder blev løsnet, og hun drejede så blikket væk fra ham.

Mon ikke hun nok skulle finde ud af, hvem denne Marad var, for hun var da blevet en smule nysgerrig. Det var måske ham som havde gjort denne engel ked af det, hun tænkte lidt. Kunne det passe, kunne det være den mand. Hun tænkte fortsat som hun lod hendes øjne betragte omgivelserne. I det mindste var de kommet udenfor, så de slap for at ødelægge en helt masse inde på kroen. Hun vendte så blikket tilbage på englen, og lod hendes ben glide lidt op imod hans skridt"Hvorfor gå til andre folk når du nok skal fortælle mig det"sagde hun med et bredt smil og hun lod hendes øjne glide ned over ham. Hun var ikke sikker på, om hun faktisk kunne få ham til at fortælle hende det, men hun ville ikke give op. Hun skulle nok få det ad ham, på den ene eller anden måde også selvom han påstod at han ikke kendte denne Marad. Hun troede bare ikke på det, det var som om der var en helt anden betydning og mening bag det navn end hvad denne engel sagde.

Lilith gav så slip på hans hænder og tog nogle skridt tilbage men hun holdte stadigvæk hendes blik på ham. Hovedet lagde hun på skrå og løftede en hånd op til hendes horn som hun strøg nogle fingre hen over det ene horn. Han ville ikke have mulighed for at slippe væk, medmindre han gjorde noget der gjorde hende besvimet eller andet der gjorde at hun ville være for fanget til at kunne følge efter ham.

Kunne hun da ikke bare lade ham være i fred? Hvad havde han gjort for at skulle være i denne her situation?! Ingen ting det var hvad han havde gjort! Hun havde handlet som en hver anden dæmon ville gøre, og det undrede ham faktisk ikke det mindste. Han gjorde ikke engang noget for at prøve og slippe væk fra hendes greb omkring hans hænder. Ikke engang selvom hun klemte hånden lidt mere rundt om hans hænder gjorde han intet for at ville fjerne hænderne eller prøvede på det. Hvis hun mente at hun kunne få noget som helst ud af ham omkring Marad så tog hun fejl. Han ville aldrig sætte Marad i et dårligt lys også selvom han egentlig fortjente det. Det var ikke det man havde gjort ved kærlighed. Dette her var noget helt andet. Og selvom Marad måske var et større svin end nogen andre han havde mødt. Så havde han ikke fortjent det. Ingen skulle gøre Marad noget som helst, og ingen skulle gå mere efter ham end hvad godt var. "Du kan tro hvad du vil, jeg kender ham ikke." kom det fra ham og et kort fnys kom over hans læber. Han ville aldrig lade en dæmon få fat i Marad, og slet ikke en som hende!

Han havde oplevet ting der var langt værre end det denne dæmon gjorde lige nu. Han kendte ikke hendes navn, men han behøvede heller ikke at vide det. Han var lige glad med hvad hun gjorde. En ting var sikkert hun kunne skride tilbage til hvor hun kom fra og blive der. For intet omkring Marad ville komme over hans læber, om han så blev tortureret på det groveste. Hans læber var forsejlet som om der ikke var noget andet i verden der betød noget. Hendes ord gav genlyd i hans øre. Selvom hun stadig var fyldt med frygt var det ikke noget hun lod sig mærke af. Tvært imod gjorde hun alt for at han skulle forlange at sige noget om den person han nægtede at tale om. "Du kan ikke få noget ud af mig jeg ikke ved noget om" han kiggede hårdt på hende og tog hånden ned til hans hænder som hun gav slip på ham. Han lod dem køre lidt i cirkler rundt om hvor hun havde haft fat på hver hånd og vidste ikke længere hvad han skulle gøre for at komme væk her fra. Løbet var stort set kørt for ham. Han kunne ikke slippe væk, i hvert fald ikke før hun selv ville have at han skulle væk fra hende. Så meget vidste han da. Han var presset op af træet, også selvom hun egentlig bakkede væk fra ham og tog fat rundt om sit ene horn. Han fjernede sig fra træet og kiggede på hende. "Hvis du vil have mig undskyldt så skal jeg videre." kom det høfligt fra ham. Hvorfor skulle han altid være så høflig? Det var jo ikke engang fordi der var nogen grund til at være det. Han skulle bare så langt væk fra hende som muligt. Han trådte et skridt mere væk fra træet for at ville gå forbi hende, men han vidste at han ikke ville komme så langt hvis han gik lige forbi hende. Dog var det den eneste udvej han kunne se lige foran sig.

Måske hun bare skulle droppe alt der hed Marad? hun vidste ikke engang hvem manden var. Så måske det bare var ligemeget, og det fik hende til at tænke og hun fik et lusket smil frem på ansigtet. Hun havde da ikke tænkt sig at lade denne engel slippe væk, nej nej slet ikke. Hun var slet ikke færdig med ham endnu, men selvom det virkede mere og mere til at han var på vej væk var hun nød til at gøre et eller andet. Han blev da ved og ved med at benægte denne mand Marad, som fik hendes luskede smil til at brede sig, og hun kiggede rundt. De var udenfor så der var ikke så meget hun kunne bruge som redskab eller våben. Dog havde hun noget andet i tankerne. Hun prøvede at kigge lidt nærmere rundt efter et eller andet, men så fik hun øje på noget. Noget reb der lå under et bord, perfekt det var ganske perfekt til det hun tænkte.

Hun var hurtig henne for at samle rebet op, og greb fat rundt om den ene arm på englen. Hun hev ham lidt tættere på sig, og skubbede ham op ad træet igen"Du får ikke lov til at gå endnu"sagde hun bestemt og lusket før hun begyndte at binde ham fast til træet. Rebet var heldigvis langt nok, og efter det blev gjort kiggede hun på ham. Lod hendes gule øjne glide ned over ham, bare for at nyde synet af ham. Han var fanget, og kunne ikke gøre noget. Det var ganske smukt i hendes øjne, og nu havde hun også masser af tid til at udspørge ham om Marad og de andre ting der måtte være"Så denne Marad, hvem er han"spurgte hun som hun lænede sig lidt ind imod ham. Hun lod en finger glide ned over hans kind, som hun lod hendes tunge glide hen over hendes læber. 

Han havde godt nok insisteret på at hun ikke ville få noget ud ad ham, men var det mon også sandt. Det ville hun ikke tro på, så hun blev enig med sig selv om at hun nok skulle få tingene ud ad ham. På den ene eller anden måde"Var han en kæreste eller hvad var han"spurgte hun undrende som hun lod en finger glide rundt på hans brystkasse.

Som han endnu en gang skulle til at gå forbi hende måtte han skynde sig lidt da hun trådte væk fra ham. Men han nåede ikke ret langt væk da der på ny blev hevet fat i ham og han endnu engang blev smidt op af træet. For denne gang at blive BUNDET?! Hvad fanden havde hun lige gang i?! "Du er jo sindsyg, Få mig så fri!" kom det fra ham og begyndte at hive i armene, men hun havde bundet det så stramt at han ikke lige frem kom nogle vegne. Han var fanget som en mus i en fælde. Han kunne rent faktisk dø lige her, og så ville han aldrig se nogen igen. Men han kunne ikke dø. Han kunne da ikke efterlade Nianna helt alene?!

Endnu engang spurgte hun om Marad og han himlede lidt med øjnene. "Jeg har jo sagt det, jeg kender ingen Marad!" han begyndte at blive ret så irriteret lige nu, men han kunne ikke gøre en skid for at komme fri fra dette reb, og hun ville næppe slippe ham fri lige nu. Hun havde ham jo hvor hun ville have ham. Og han var bare en eller anden mide under hendes sko, han vidste det bare. Men han måtte overleve dette her, lige meget hvad der så skete med ham. "Du snakker ikke om andet end Marad. Hvem er han så?!" han havde måske dummet sig lidt ved at sige det var en ham, men skulle han have sagt at det var en kvinde? For det lød jo ikke lige frem som en kvinde navn.

"Du snakker som om du ved det hele, men du ved ingen ting. Jeg har ingen kæreste, og hvad mine hjertesorger har noget med alt dette her at gøre kan være lige meget." han spyttede på jorden og kiggede hårdt på hende. Han ville hellere end gerne slippe for at være lige her, men han kunne ikke rigtig røre sig nogle steder. Så han måtte jo bare leve med at være bundet fast til dette her latterlige træ.

Lilith kiggede på englen med et løftet øjenbryn, og var tæt på at holde sig for ørene for hold da op hvor kunne den engel da brokke sig. Hvem kunne ikke lide at blive bundet? Nok ikke den engel her, men det var hun fuldkommen ligeglad med. Hun vidste hvor hun havde ham henne, så det var jo ganske fint. Hun lod hendes blik glide ned over englen, og overvejede allerede en ene mulighed efter den anden. Der var mange muligheder, og om han ville hade hende mere end hvad han allerede gjorde var da ikke hendes problem. Hun blinkede til ham, og lænede sig ind imod ham"Sindssyg siger du.. Det tager jeg som en kompliment"grinede hun en smule hånligt, før hun lod hendes fingre stryge en smule hen over rebet. 

Det var da altid godt hun havde sørget for at binde ham en smule stramt, så han ikke ville kunne komme fri med det samme. Som han godt nok brokkede sig lige nu, lagde hun hovedet på skrå og lod hendes øjne hvile sig på hans ansigt. Så lagde hun en hånd på træet ved siden af ham, imens hun lod den frie hånd kærtegne rebet"Ja det ved du nok selv, men jeg går ud fra at der ikke skal ske denne Marad noget "sagde hun lusket som hun lod hendes tunge glide hen over hendes læber. Så tog hun hånden til sig så den ikke rørte træet, og hun lod hånden finde vej op til hendes horn, hvor hun kærtegnede det ene horn med fingrene"Du er jo en lukket bog, hvilket er en skam for du er håbløs dog interessant at lege med"sagde hun og lod hendes øjne glide hen på bænken der var i nærheden.

Hun sukkede så lidt og vendte blikket tilbage på englen igen. Hun nød synet af ham bundet fast til træet. Hendes finger strøg hen over rebet igen, og hun lod den anden hånd slippe hendes horn. Så greb hun fat rundt om hans hals i et faktisk ganske blidt greb, og hun gik tættere på ham"Hvorfor skulle jeg slippe dig fri"lød det lusket fra hende imens hun sendte ham et bredt smil.

Var alle dæmoner lige som hende her. Var alle dæmoner ude på at skabe skrig og rædsel, smerte og grusomheder?! Han var ikke sikker, og han ville ikke engang finde ud af det, men han kunne ikke gøre noget som helst. Rebet var strammet så godt rundt om ham at han ikke kunne komme fri. Hun var åbenbart sikker på at han var en trussel, det var sådan han forstod det. Og da hun lige frem sagde at hun tog det som en kompliment fnøs han et kort øjeblik. Ja det var sikkert en kompliment for så mange dæmoner. Det var jo ikke lige frem fordi at han ville sætte pris på at blive kaldt sådan noget. En særlig havde han hørt så mange gange, så det ville ikke være nyt for ham, også selvom det måske ville gøre mere ondt end han ville indrømme.

Da hun sagde at der ikke skulle ske Marad noget gjorde han store øjne. Det var hans værste frygt han havde lige nu. Ingen måtte gøre Marad noget, lige meget hvad der så kunne ske med ham. Han kæmpede lidt for at komme fri af rebene, men lige meget hjælp det. Han ville ikke være her længere, og lige nu frygtede han for Marad's liv. Tænk hvis denne dæmon ville gøre ham ondt, hvad skulle han så gøre?! Han vidste det ikke, og han havde en stor træng til at ville tage hen til ham lige pludselig. Tænk hvis denne dæmon allerede havde sat noget i gang. Hvad skulle han så gøre. Nej det var en frygtelig tanke hun havde sat i hovedet på ham. "Jeg... Du... Stop.." kom det fra ham stadig med store øjne. Der var frygt at spore i hans øjne og han kunne ikke gøre noget for at slippe af med den. "Du... Du rør ham ikke..." kom det fra ham og vidste han ikke længere kunne ligge skjul på han ikke kendte Marad. Han havde allerede afsløret sig selv ved sit kropsprog. Hele hans krop spændte og han vidste ikke hvad han skulle gøre for at komme af med den.. Han svarede ikke på hendes næste ord, han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han ville bare gerne væk her fra. Han kunne ikke komme fri fra rebene, og hun var frygtelig at være i nærheden af. Han ville bare gerne beskytte den han elskede lige nu.

At hun tog fat rundt om hans hals gjorde ham intet, men han sank en klump der havde sat sig i halsen. Selvom den måske var svær at sluge måtte han gøre det. Han strålede af frygt fra hendes tidligere ord. Det var nærmest som om at panikken havde sat sig i ham, og han kunne ikke gøre noget for at slippe af med den. Ikke før han var langt væk fra denne her dæmon. "Jeg... Hvad vil du vide?" kom det fra ham og sukkede. Han prøvede at kigge væk fra hende, men hendes greb rundt om hans hals fik ham til ikke at kunne dreje hovedet eller at kigge ned imod jorden.

Som det lød til at denne engel kendte Marad bredte der sig et smil hen over hendes ansigt, for det var jo noget hun havde gættet sig frem til, og det var noget hun havde fornemmet. Selvom han ikke ville sige noget, og indrømme det. Men lige nu lød det da til at han havde helt andre meninger og nærmest ikke ville have der skete manden noget. Lilith kendte ham slet ikke, men hun kunne godt lide at se frygten i hans ansigt, og hun betragtede ham imens hun havde givet slip på han hals. Hun havde fået bænken tættere på dem, og satte sig ned på den, imens hun lagde det ene ben over det andet. Hovedet lagde hun på skrå, og hun tænkte lidt som hun bare nød synet af ham være bundet mere og mere.

"Hvor skal jeg starte"sagde hun med en lusket stemme, som hun tænkte lidt over hvor hun skulle starte med de ting hun gerne ville vide. Chancen var endelig kommet, hvor hun måske kunne tvinge nogle svar ud ad englen, selvom det virkede til at han med glæde nok skulle svare hende. Så længe hun ikke gjorde Marad noget, og hun kunne godt lide det. Dog havde hun ingen grund til at gøre ham noget, men det behøvede denne engel ikke at vide. Hun holdte blikket på ham, og hun lænede sig lidt frem imod ham, lod en hånd stryge hen over hans brystkasse. 

Tydeligt at høre på ham at hun havde haft fat i noget der var rigtigt. Hun kunne godt lide det, og ja måske var hun frygtelig men det tænkte hun ikke på. Det var ligegyldigt, hun var bare hende. Hun kastede kort med det røde hår, og lod hendes hånd glide lidt mere hen over hans brystkasse. Det var tydeligt at hun godt kunne lide synet af ham være bundet, og hun havde da heller ikke tænkt sig at skære ham fri eller binde ham fri lige i øjeblikket"Denne Marad, hvem er han"spurgte hun nysgerrigt som hun holdte blikket på ham, og lod det luskede smil brede sig.

Hvad skulle han gøre for at slippe ud af denne her situation? Han var fanget et sted han helst ikke ville være, og alligevel havde hun ham der hvor hun ville have ham. Hun havde overtaget fuldstændig. Han skulle være fløjet da han havde chancen, men det havde han ikke gjort og til hvilken grund?! Han vidste det ikke, men han vidste at dette her var kunne koste ham livet. Især hvis hun ikke fik de svar hun gerne ville have. Han kiggede ned i jorden og ville ikke engang kigge på hende. Tænk hvis hun gjorde ham endnu mere ondt end det hun allerede havde gjort?! Nej det var skræmmende at tænke på et eller andet sted.

Han lyttede til hendes ord, men han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Hvis hun ville vide sandheden så måtte han jo give hende den, om end at han ikke brød sig særlig meget om det. Han var usikker på hvad hun overhovedet ville med den information han kunne give hende, men det måtte vel egentlig også være op til hende selv når det kom til stykket.
Hendes hånd på hans brystkasse fik ham ikke til at kigge op. Han vidste ikke om han turde at kigge på hende. Da hendes næste ord ramte ham vidste han ærlig talt ikke hvad han skulle svare. For hvem var Marad egentlig?! Han vidste det ikke, og han ville faktisk også gerne vide det. "En gud" kom det fra ham. For det var hvad Marad havde sagt han var. En mand der ikke kunne dø, og når han havde spurgt om han var en gud havde svaret bare været 'Ja det kan man jo godt sige' så hvis ikke det var sandt, hvad var så. Ville det være endnu en af de løgne som Marad havde givet før? Det var der ingen der kunne svare på, for hvem kendte overhovedet Marad ud over dem som arbejdede i hans palæ?

Hans svar fik hende til at løfte et øjenbryn og hun fik en undrende ansigtsmine over ansigtet for hun var ikke helt sikker på at han talte sandt. Hun var nød til at lige veje hans ord en smule, for denne person der virkede betydningsfuld for denne engel kunne umuligt være en gud. Hun ville slet ikke tro på det, og lod hendes gule øjne glide ned over englen, og hun lagde så hovedet på skrå som hun strøg nogle fingre hen over rebet der holdte ham fast bundet til træet.

"Det tror jeg ikke på, jeg tror derimod på at du ikke ønsker at fortælle hvad han er"sagde hun og blinkede til ham som hun lod hendes tunge glide hen over hendes læber. Lilith kunne tydeligt fornemme at denne engel ikke talte sandt, for hvordan skulle den person være en gud, det lød helt underligt og umuligt i hendes ører. Hun lod fortsat hendes fingre glide hen over rebet der holdte på englen. Hun havde skam slet ikke tænkt sig at slippe ham fri endnu, det var nemlig meget underholdende at holde ham fanget. Hun satte sig til rette på bænken foran ham, og lagde det ene ben over det andet for at sidde lidt bedre.

Om denne engel enlig blev tørstig eller sulten havde hun ikke tænkt på, men hun kunne vel ikke have at han ville dø af tørst eller sult. Måske hun skulle foreslå et eller andet han kunne få for han skulle da ikke dø så ville alt det sjove jo ende"Måske jeg skulle tilbyde noget at drikke eller noget mad, men spørgsmålet er bare..."hun holdte en pause som hun lænede sig ind imod ham, og løftede en hånd op imod hans hals, lod den glide hen over halsen i en blid bevægelse"Om det skal være mit blod igen, eller om du måske vil foretrække noget andet"fortsatte hun flabet og lusket som hun blinkede til ham. Derefter trak hun sig en smule tilbage, som hun lagde begge hendes hænder ovenpå hendes lår som hun sad ganske tilpas og kiggede på ham.

Hvad skulle han ellers fortælle? Det var sandt det han havde sagt. Marad havde ikke lige frem sagt ham imod da han spurgte om han var en gud. Det var sådan han havde fået det af vide, det var sådan han fremstod. Han kunne jo ikke dø, det var det han selv havde sagt. Hvad skulle han ellers gøre? Han talte sandt, og hun tvivlede på ham? Det kunne ikke være mere ydmygende at stå her bundet fast til et træ, der manglede bare lige at hans tøj blev ødelagt så han stod nøgen. Det nænnede hun vel ikke gjorde hun? Nej han måtte ikke tænke i de baner, og alligevel stod han og tænkte lidt over det hun havde sagt. "Det er sandt. Han benægtede det ikke da jeg spurgte om han var lige som en gud...." kom det fra ham og sukkede lidt. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Det var sandhedens ord og hun tvivlede på ham. Men han kunne ikke fortælle en løgn over dette her. Han ville nødig komme til skade, det havde han oplevet så meget. Så hvorfor skulle han i det hele taget lyve for hende? Han kunne jo ikke lige frem løbe nogen steder hen.

Han sukkede lidt og prøvede på ny at vride sig fri af rebene, men de var så stramme at han dårligt nok kunne røre sig, så han kom ikke fri lige forløbig. I hvert fald ikke før at hun selv løsnede rebet fra ham. Hvis hun i det hele taget havde tænkt sig at give sig i kast med den slags. Hun kunne jo også bare lade ham stå der i 100 år og håbe på at en venlig sjæl ville skære ham fri. Men en ting var sikkert, lige så snart han kom fri fra disse reb, så skulle han væk fre Medanien! Han orkede ærlig talt ikke at være her længere. Det var for tæt på Marad, og han kunne ikke lide tanken om at være her, slet ikke når han også havde skuffet Miranda som endelig havde taget ham ind i hendes flok for en prøve.

Da hun nævnte noget at drikke kiggede han på hende og overvejede om han skulle sige ja, det var ikke fordi han var tørstig eller noget, men han havde egentlig ikke rigtig noget valg hvis hun tilbød ham det og bare jagede det i kæften på ham. Han bed sig i læben og fik store øjne da hun nævnte hendes blod. Han rystede kræftigt på hovedet. "Nej ikke det, ellers tak. Så vil jeg hellere tørste og stå her i flere år...." han kunne stadig smage jernet fra hendes blod. Det var nok ikke noget der lige ville gå væk med det samme. Men han ønskede virkelig ikke at få hendes blod ind i hans mund en gang til. Alt andet end det, så måtte hun hellere torturere ham, selvom det heller ikke lige var noget af det han ønskede der skulle ske.

Som hendes gule øjne gled langsomt ned over englen gik det op for hende, hvorfor hun overhovedet skulle hjælpe denne engel... Hvorfor skulle hun bekymre sig om, at han fik noget at drikke eller ej for det kunne hun da være ligeglad med. Synet af ham som han bed sig i læben, fik et lusket smil til at brede sig på hendes ansigt. Hurtigt rejste hun sig op fra bænken, for hvorfor skulle hun sidde mere på den. Det var der ingen grund til, så hun fik rejst sig og gik tættere på den bundne engel. Lod fingrene stryge hen over rebbet der holdte ham fastlænket til træet. Med et flabet blik kiggede hun på ham, og hun vidste godt, at hun ikke skulle tro på de ord englen sagde. Det var der ingen grund til, det var jo bare ord, intet andet. Vigtigheden af dem, betød vel ikke så meget for hende. Denne Marad...Være en gud? eller noget andet, uanset hvad troede Lilith ikke på det. Som hun fortsat lod hendes fingre stryge hen over rebbet, stoppede hun pludselig. Drejede rundt, for at gå hen imod bænken igen, hun kunne pludselig se noget knust glas, og nogle tykke grene. Det var ganske perfekt, for det hun havde tænkt sig. At advare englen, havde hun ikke tænkt sig, så da hun fik taget fat om et stort glasskår, valgte hun også at tage grenen med hen til ham. Sendte ham et lusket smil, som hun lod hendes tunge kærtegne hendes læber.

"Desværre gider jeg ikke lytte efter, hvad du siger...For hvorfor skulle jeg lytte til en engel"lød det nærmest spydigt fra hendes mund, før hun lagde grenen på bænken. Med glasskåret i hånden stod hun foran englen igen, og lagde hovedet på skrå som hun løftede glasskåret op foran sig. Han var intet andet end en irriterende engel, der måske bare trængte til at blive sat lidt på plads. Desuden hvorfor skulle hun være sød ved ham? Det var godt han ikke kendte så meget til hende, for så ville han have haft fortrudt hans ord for lang tid siden. Med den frie hånd lod hun neglene skære igennem hans tøj så meget hun kunne for rebbet der holdte ham. Som noget af hans nøgne hud kom frem, lod hun det tilfredse smil brede sig, og hun løftede glasskåret hen imod det nøgne hud ved hans kraveben. Uden at advare englen lod hun glasskåret skære ham langsomt ned over brystet en smule, heldigvis holdte rebbet ham ved maven, af hvad hun lige kunne se. 

Hun fortsatte med at lade glasskåret hårdt skære ned over englens bryst, som hun lod hendes tunge endnu engang kærtegne hendes læber. At der måske ville komme blod frem, var hun ligeglad med for det var slet ikke noget, som betød noget. Som hun lod glasskåret fortsætte ned over brystet til hun nåede rebbet lænede hun sig ind imod englen"Du burde vide, at det er dumt at lege med en dæmon"hviskede hun imod hans ansigt, før hun trak sig tilbage og lagde glasskåret på bænken ved siden af grenen. Synet af den bundne engel, der nu var blevet skåret i kunne hun godt lide, og hun gik helt tæt hen på ham. Greb hårdt fat rundt om hans kæbe, hun vidste at han sikkert ville hade hende for det hun skulle til, men det var ligemeget. Had var en god ting, og hun strammede grebet om kæben, og bed sig hårdt fast i hendes underlæbe, så blodet kom frem. Så løftede hun den frie hånd op til hendes mund, og strøg en finger rundt på blodet der kom frem"Du hadede mit blod ikk...Så er det jo godt jeg har masser til dig"lød det koldt og nærmest underholdende fra hende, hvorefter hun lod den blodige finger dryppe blod ned i englens mund, for hun havde heldigvis strammet om hans kæbe, så han sikkert ville få noget af blodet ned i halsen.

Det var ikke fordi han kunne komme fri, men han ville så gerne kunne komme fri. Han ville væk fra denne her dæmon så hurtigt som muligt, men det var næppe noget der ville ske lige her og nu. Han var godt spændt fast, og han ville hellere end gerne slippe for hende. Men han var så fastspændt at han dårligt nok kunne røre en muskel. Det kom heller ikke lige frem som nogen overraskelse at hun ikke ville lytte til ham. Det var han sådan set vant til,der var aldrig nogen der lyttede til noget af det han sagde, så hvorfor skulle en dæmon lytte til ham? Det var jo ikke fordi at Marad sådan rigtig havde lyttet til ham på noget tidspunkt. Ingne havde nogen sinde lyttet til ham, ud over de døde folk der vandrede rundt omkring, de var de eneste der nogen sinde havde ville lytte til noget af det han havde at sige. Han fnøs en enkelt gang og kiggede lidt på hende og himlede derefter med øjnene. Han havde intet at sige til denne dæmon, for uanset hvad så ville han jo ikke blive lyttet til, det var lige det hun havde sagt, og det var lige det han havde brug for at høre. Det gav ham jo bare ret i sine anelser om at han var et nul. En der lige så godt kunne lade livet for ingen ville nogen sinde savne ham, ikke ud over Nianna.

Glasset der fandt vej til hans brystkasse og skar i ham gjorde ham intet. Det gjorde ondt ja, men hvad skulle han gøre ved det, han var allerede fanget og han kunne ikke røre sig, så uanset hvad hun gjorde ved ham var løbet allerede kørt for ham. Han var alene og ingne ville rede ham fra noget som helst. Hvis bare en mand som Marad ville komme forbi, ville han så rede ham, eller ville han stå og grine for sig selv? Nok det sidste, men det ville heller ikke være noget nyt, for Marad ville slet ikke have noget med ham at gøre.
Han kunne mærke hvordan bloddråberne trillede ned ad hans brystkasse, men han kunne ikke stoppe det, og han ville ikke udvise nogen form for smerte, det ville bare tilfredsstille hende på en eller anden syg måde!

"Jeg ville væk fra dig! Jeg ville jo ikke spændes fast her som en eller anden dukke i tråde!" kom det fra ham og himlede lidt med øjnene, han var jo faktisk på vej væk da hun havde stoppet ham og bundet ham fast. Hvad skulle hn have gjort ved det? Ja han kunne bruge sin evne på ny, men det ville næppe for ham til at komme fri af disse reb, det ville blot sætte en stopper for hendes handling og intet andet. Grebet om hans kæbe og blodet fra hendes hånd der ramte det bagerste af hans hals fik ham til at synke, for han kunne ikke gøre andet. Han ville væk men det kunne han ikke, og uanset hvor meget han prøvede på at komme fri fra hendes greb ved at rykke hovedet så hjælp det ingen ting.

Det var ganske imponerende i hendes øjne at glasset slet ikke havde en virkning på ham, det var nærmest som om han var ligeglad med det. Det var ikke ligefrem noget den rødhåret dæmon var vant til, og havde set før. Men det gjorde ikke hende noget, selvom hun kunne undre sig længe over det. Som denne irriterende person fortsat var spændt fast, fordi hun havde ikke tænkt sig at slippe ham fri med det samme, desto flere idéer begyndte at dukke op i hendes hoved. Idéerne var blandet imellem de onde, og grusomme for der var ikke særlig mange gode idéer. Med vilje lagde hun en finger ovenpå hans mund, imens hun tænkte lidt. Var der mon nogle gode idéer, hun følte hun var nød til at sikre sig det men også mest for at fremstå provokerende og flabet.

"Jeg kan se det gør ondt, hvilket er herligt!"lød det tilfreds fra hende, som hun lod sin tunge kærtegne hendes læber. De gule øjne gled ned over ham, som hun et kort øjeblik lod neglene glide hen over rebet der holdte ham. Gad vide hvor lang tid hun kunne holde ham fanget, for blev han ikke sulten og tørstig på et tidspunkt. Måske det ville være alt for ondt at lade ham være fanget hele natten, men på den anden side var hun så fristet til at gøre det. Hovedet lagde hun på skrå, som hun havde noget af glasset i hånden stadigvæk, og da hun hørte hans ord grinede hun nærmest kynisk, og hånligt. Hun vendte rundt, så hun stod med ryggen til ham, og gik hen til bænken foran dem. Lagde glasset ovenpå bordet, og kiggede hen på personen med et lusket smil.

Som Lilith stod foran ham igen, lænede hun sig ind imod ham, som hun pludselig skar sig selv i håndfladen, lod blodet dryppe ned på jorden. De gule øjne mødte hans, som hun med den frie hånd greb fat rundt om hans kæbe, for at tvinge ham til at åbne munden"Men du er en ganske nydelig dukke, bestemt ikke kedelig"lød det lokkende og bestemt fra hende, før hun blinkede til ham i det samme øjeblik hun lod det dryppende blod, dryppe ned i halsen på den stakkels person der fortsat var bundet fast. Han ville hade det, helt sikkert men hun var ligeglad, og som hun strammede grebet om kæben lidt mere, gik der få minutter og hun gav slip. Trådte tilbage, før hun satte sig ovenpå bordet, og løftede den blodige hånd op til hendes mund"Desuden du har vel ikke andet at bruge din dyrebar tid på, end at nyde selskabet fra en dæmon"lød det selviskkert og flabet fra hende, som hun endnu engang blinkede til ham.

Glasset gjorde ham ingen ting, hvis hun ville torturere ham kunne hun bare gøre det. Han havde oplevet det der var værre. Dette her var ingen ting, om hun så skar ham i ansigtet, det ville heale med tiden, højt han ville få ar, men det ville ikke være noget, uanset om han ikke havde et eneste ar på kroppen efter at han var genopstået. Alt ting var ændret siden han var genopstået på ny, men han klagede ikke, kun halvt, men det behøvede hun jo ikke at vide når det kom til stykket. Hun virkede så kold da hun lagde en finger på hans læbe, men han sagde ingen ting. Kunne han i det hele taget fryse? Det vidste han ikke engang selv. Der var så mange ting han ikke vidste noget om sig selv. Han vidste bare at lige nu ville han væk fra denne dæmon, men det kom han næppe. Han vidste ikke hvordan hun havde bundet rebene så stramt, måske var det magi, eller også var hun bare virkelig god, men et eller andet sted vidste han også godt at han ikke havde de helt store kræfter. Han var jo ærlig talt ikke lige frem muskuløs, langt fra! Måske hvis han begyndte at træne kunne han få lidt muskler. Men det krævede sådan set at han ville få en mester der kunne lære ham at håndtere et våben. Dette tvivlede han nogen sinde på ville ske da han ikke var en ond person.

“Du burde slippe mig løs..” kom det fra ham, man han vidste at det aldrig ville ske, og den kugle han havde sendt igennem hende var sikkert for længst også sluppet op, hun virkede i hvert fald ikke rystet af det mere, hvilket ærgrede ham en smule. Men han kunne ikke lige frem kaste en ny efter hende. Slet ikke når hans hænder lå fladt ind imod træet, det havde hun allerede sørget for så lidt klog havde hun da været da det kom til stykket. Måske var dæmoner ikke så summe som han gik og troede at de var. Han kiggede efter hende med smalle øjne som hun bevægede sig væk fra ham og lagde glasset på bordet. Heldigvis slap han for at have det glas i nærheden af sig. Måske fortrød hun af bruge det yderligere han vidste det ikke. Godt nok gjorde det ondt fra brystkassen hvor hun havde skåret ham, og blodet trillede ds ned af brystkassen, men hvad kunne han gøre ved det?

Som hun på ny kom tættere på ham lagde han ikke engang mærke til at hun havde skåret sig slev i hånden, ikke før at hun tog fat i hans kæbe og blodet på ny fandt frem til hans hals og ned i svælget. Han kunne med god grund ikke sige noget til hende efter som hun havde fat i hans kæbe og blodet dryppede ned i halsen på ham. Han lavede nogle gurglende lyde for ikke at synke, men det føltes bare som om han var ved at blive kvalt at han måtte synke til sidst. Noget af blodet havde løbet ud over hans mundvig og løb end langs munden på ham. Det føltes som så lang tid at hun havde holdt ham fast spændt med kæmpen og hovedet i en position at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv da hun først gav slip. Først rettede han hovedet ordentligt op hvor efter han spyttede en klat blod ud på jorden foran hendes fødder. “Du er en skændsel!” Kom det fra ham og kunne smage jernet fra hendes blod i hele hans mund. Han håbede inderligt at han ville kunne blive sluppet fri så hun kunne få en knytnæve lige i hovedet. Eller på en eller anden måde gøre hende ondt, selvom han tvivlede på at der ville ske.