Lydigt tog Laurenne kruset op til munden og nippede til teen. Hun var godt selv bevidst om, at det ikke lignede hende bare sådan at tage imod ordre, især når hun egentlig ikke vidste, hvad det var for en te, som Wolfram havde givet hende. Men hvis den kunne hjælpe hende med at få det bedre, ja, så drak hun gerne en hel keddel af den. Uanset hvad den gjorde, så hjalp den i hvert fald med at jage bare en smule af kulden ud af hendes krop.

Kruset blev knuget så hårdt mellem hendes hænder, at knoerne blev hvide, da Wolfram forlod værelset. Hun brød sig bestemt ikke om, at han ikke var i værelset. Det havde ligge kunne gå, da Teresa var der til at berolige hende, men nu, hvor hun var alene.. Hun ville have rejst sig for at gå hen til døren for at følge efter ham, men hun tvivlede på, at hun ville kunne komme hele vejen over til døren og ud på gangen, så længe hendes ben var så usikre.

Helt tavst drak hun resten af sin te, mens karet blev sat op. Hun følte bestemt ikke for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.
Lige så snart Wolfram kaldte på hende, stillede hun kruset fra sig på gulvet, og rejste sig op. Utrolig langsom trak hun kjolen over hovedet. Af ren vane vendte hun sig mod spejlet, som stod bag skærmen, så hun altid kunne tjekke sit udseende nøje, for hun præsenterede sig selv for verdenen. Synet der mødte hende fik med det samme tårene frem i hendes øjne. Snavset var tydeligt på hendes krop, ligesom de mange mærker, som var efterladt af overfaldet. Nok mest skræmmende var de svage røde pletter, som hun netop kunne ane blandt skidtet på toppen af lårene. Nærmest i trance stod hun og betragtede den krop, som hun altid havde været stolt af. 

Da de første tårer trillede ned ad hendes kinder, var det som om, at hun blev vækket. Hun greb den tykke blå kåbe, som hang klar til, at hun kunne tage den på, når hun havde været sammen med en af sine mange elskere, og trak den på med rystende bevægelser. Hun slog armene rundt om sig selv, mens hun begyndte at hulke, så hele kroppen rystede. Langsomt sank hun sammen i kroppen, indtil hun sad på knæ på gulvet og rokkede frem og tilbage, stadig med armene knuget hårdt rundt om sig selv.

Der kom ikke noget svar fra Laurenne, men det tog Wolfram ikke så tungt, det var ret normalt for herskabet at ignorere deres tjenestefolk. Så han blev pænt stående med blikket på dørens slebne træ, mens han ventede på, at hun kom ud og satte sig i badet. Det var bare ikke det, der skete. Hendes hulken var ikke svær at høre i rummet, en lyd der fik Wolfram til at stivne lidt. Åhada. Han havde virkeligt håbet, at det ikke ville være ham, der skulle håndtere hendes gråd, men det havde været en opgivende håb, for hvem var der ellers? Der var ingen mor, en far der var ligeglad og en bror, hun forsøgte at kontrollere.

Han kørte en hånd over sin kind og hage, inden han vendte rundt og gik over til skærmen. Han tøvede lidt, for tænk hvis hun ikke havde noget tøj på? Det var ikke passende... ordene, der altid gentog sig og kørte i ring i hans hoved, fik ham til at sukke. Det var forlængst for sent at spekulere over, hvad der var passende i forhold til Laurenne. Det var bare meget svært for ham at give slip på det, han var blevet opdraget med, også selvom det efterhånden var en del år, at hans forhold til frøken Sinnett havde været noget andet.

Så han trådte rundt om skærmen. Hun havde til hans lettelse dækket sig til i sin robe og sad nu og græd på jorden. Det skar en smule i hans gamle hjerte, og efter lidt tøven, satte han sig på knæ ved hendes side. Hvad kunne han gøre? Han ville ønske, at han kunne rejse sig op og gå sin vej, for han vidste vitterligt ikke, hvordan han skulle reagere på hendes fortvivlelse. På den ene side var han tæt på at hade hende, for den måde hun behandlede ham på, på den anden side havde han taget sig af hende, siden hun var barn, og det bragte nogle andre følelser. Han ville gerne beskytte hende. Trøste hende. Som da hun var lille.

Endeligt rakte han ud og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. Trak hun sig væk, ville han tøve lidt, men prøve igen. Fik hånden lov til at ligge, ville han, efter en lang tøven, blidt hive hende ind i sin favn for at omfavne hende. Han ville selvfølgelig slippe hende med det samme, hvis hun gjorde tegn til, at hun ikke ville have det.
Men var der andet at gøre? Hun var stadig et barn, på en eller anden måde, i hans øjne. Som ens børn altid ville være børn, lige meget hvor gamle de end blev. Og han vidste ikke en bedre måde end en trøstende omfavnelse at trøste et barn på.

Fuldkommen ødelagt sad Laurenne på gulvet. Frøken Sinnett som havde formået at klare sig i en familie, som hellere så at hun var en mand, ved at opbygge en selvtillid som ingen kunne trænge igennem og fortælle sig selv, at selvfølgelig var hun bedre end alle andre. Hun havde været sammen med flere mænd, end hun efterhånden magtede at tælle. Hendes egen måde at bevare magten på, tag dem, før de tager dig. Og vigtigst af alt, aldrig lad dem se dig græde, aldrig lad dem se dig være svag. De ord var blevet boret ind i hendes hoved, indtil det var en alt opslugende sandhed. Men lige nu følte hun sig ikke magtfuld. Lige nu følte hun sig langt mere svag, end hun havde gjort i mange år.

Hun slap langsomt grebet om sig selv for i  stedet at gemme ansigtet i hænderne. Det gyldne hår, som nu var falmet i farven grundet støvet og snavset som var filtret ind i det, faldt i sammenfiltrede totter ned over hendes skuldre. Der var langt fra den normalt selvsikre kvinde, og så til den ødelagte skikkelse på gulvet.

Hun var for fanget i spiralen af selvødelæggende tanker til, at hun lagde mærke til, at Wolfram kom om bag skærmen. Derfor bemærkede hun først hans tilstedeværelse, da han lagde en hånd på hendes skulder, hvilket fik hende til forskrækket at trække sig væk. Da hånden igen lagde sig på hendes skulder, var hun lidt mere forberedt, så den fik lov til at blive liggende. Hun strittede heller ikke imod, da Wolfram trak hende ind i sin favn. Tværtimod greb hun fat i stoffet på hans bluse og knugede sig til ham, som om han var det eneste som hildt hende fra at falde fuldkommen fra hinanden.

Man skulle måske tro, at en mand som Wolfram ville godte sig over, at kvinden, der havde plaget ham igennem så mange år, sad her i så ynkelig en tilstand, ødelagt og beskidt efter at have smagt det, hun havde gjort mod ham så mange gange. Men det gjorde han ikke. Måske hvis hun havde været en anden. Greven for eksempel. Men det var hun ikke, hun var Laurenne, den lille pige, han havde set vokse op, som han havde taget sig af på et niveau en far burde gøre det. Og hans hjerte smertede for hvert slag, for selvom han var kommet til at hade hende, holdt han alligevel af hende, og han ville ønske, at han kunne flå manden, der havde rørt hende, stykke for stykke og hælde syre i det blødende kød.

Men der var ikke noget, han kunne gøre, andet end hvad han gjorde. Forsøgte at gøre hende bedre tilpas med beroligende te og et bad, og nu tilbyde sin nærhed som trøst. Og det gjorde han, som han trak hende ind til sig og lagde armene om hende i et fast og beroligende greb. Lagde en hånd om hendes nakke og hvile sin kind mod hendes beskidte hår. Han rokkede hende ganske svagt fra side til side og lod hende klamre sig til hans skjorte, mens hun græd. 

Han gjorde ikke noget, for at få hende til at stoppe. Han sagde ikke noget, tyssede ikke på hende eller dømte hende for gråden. Det havde tydeligvis været en forfærdelig oplevelse, hun havde været igennem, og det ville være bedst at få den ud af kroppen. Og han kunne jo som sådan relatere, han havde været igennem det samme, både med hende selv og greven. Følelsen af manglen af kontrol, ydmygelsen og den beskidte følelse et bad ikke kunne fjerne. 
Måske hun lærte noget. Måske hun forstod og faktisk lærte noget af det. Han håbede i sit stille sind, at oplevelsen ikke var forgæves. 

Det var længe siden, at Laurenne havde tilladt nogen at være tæt på hende, medmindre det var for at hive dem med i seng. Selv hendes forhold til Merric var baseret på, hvordan hun bedst kunne udnytte ham, så hver eneste berøring var nøje kalkuleret efter, hvordan hun bedst kunne drive ham til vanvid. Og forholdet til Wolfram.. ja, det havde hun ødelagt for mange år siden i en tåge af vrede og vin, og så mange gange siden da. Det var i hvert fald, hvad hun havde fortalt sig selv. Hun havde overbevist sig selv om, at hun ikke behøvede nogen, og mindst af alt en tjener,  som jo tydeligvis havde for meget magt på borgen. Også selvom den tjener havde været mere far for hende end nogle andre. Men på trods af at hun havde gjort sit bedste for at ødelægge alt, hvad der nogensinde havde været af varme følelser mellem hende selv og Wolfram, så sad han nu med armene rundt om hende og trøstede hende,  mens hun forsøgte at finde en måde at holde sammen på stumperne af sig selv.

Langsomt stilnede hendes gråd af, men hun holdt stadig krampagtigt fat i hans skjorte, bange for at han ville trække sig, nu hvor der ikke var brug for, at han trøstede hende. Men lige nu var Wolfram det eneste som holdt hende fra at falde fuldkommen sammen igen, så hun kunne ikke, ville ikke, give slip på ham.

"Undskyld" Hun hviskede ordene ind mod hans brystkasse. Hvad undskyldte hun helt præcist for? Over at have grædt så hans skjorte uden tvivl måtte have en våd plet? At hun var så tydeligt svag overfor ham? At hun havde skaffet ham ballade med greven eller simpelthen for alt det forfærdelige hun havde udsat ham for gennem de seneste år? Hun vidste det ikke engang rigtig selv, men det virkede om det rigtige at sige i sammenhængen, og hun stolede på, at Wolfram ikke ville spørge ind til det.

Gråden fortsatte, og Wolfram blev troligt ved med at holde om hende. Trøste hende med sit nærvær, holde hende fast og fysisk vise hende, at hun var sikker. Hans tavshed fortsatte, mens han lyttede til hendes gråd og mærkede hendes krop ryste i mod sin. Han selv stirrede lidt træt ud i luften. Træt og vred, ikke mod hende, men mod manden, der havde gjort det ved hende. Han ville ønske, at han kunne gøre noget, men han var bare en ældre tjener, så han måtte nøjes med at trøste den unge frøken så godt han kunne.

Han blev siddende uden at røre sig, selvom hans knæ begyndte at brokke sig over at være presset ned mod gulvet. Det måtte han håndtere senere, lige nu ville han ikke flytte på sig.
Endeligt begyndte hendes gråd at stilne af, men hun slap ikke hans skjorte og tvang ham derfor til at blive siddende. Så tålmodigt blev han ved med at holde om hende, ventende på, at hun selv trak sig tilbage. Forhåbentligt inden alt for længe, for det var et eller andet sted en smule forkert at sidde sådan her med hende. Trøste hende for noget, hun så koldt havde gjort mod ham flere gange end han havde styr på det.

Hendes undskyld kom uden forklaring, og han var i tvivl om, hvad hun undskyldte for. Han orkede næsten ikke at spekulere over det, så han valgte ret hurtigt at beslutte sig for, at det var gråden og ikke alt det andet. Det var mere end han lige havde overskud til at håndtere lige nu.
"De har været ude for noget traumatisk, De skal ikke undskylde." Han gav hende et lille klem for at understrege sine ord, og han håbede, at hun forstod, at han snakkede om gråden og den nuværende situation.
Han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre eller sige, så han ventede bare på hendes reaktion, selvom det begyndte at føles en smule akavet.

Wolfram var ikke nogen dum mand, det var Laurenne i hvert fald klar over. Nok anerkendte hun det så godt som aldrig, men en del af hende beundrede hans intelligens, i hvert fald når hun var omgivet af andre fuldkommen hjernedøde tjenestefolk, som knapt kunne finde ud af at gøre deres arbejde. Netop fordi hun vidste, at Wolfram langt fra var dum, var hun ikke i tvivl om, at han måtte vide, at der lå mere bag undskyldningen. Hun havde dog langt fra lyst til at uddybe det, og det virkede heller ikke til, at Wolfram havde lyst til at snakke om den dybere mening bag det, så hun nøjedes med bare at nikke ganske svagt til hans ord. Hun var i det mindste taknemmelig for, at han ikke mente, at hun selv bar skylden for, hvad der var sket, og at hun i dette øjeblik kunne være svag overfor ham. Hendes far kunne i sandhed lære noget af Wolfram.

Langsomt løsnede Laurenne sit greb i Wolframs skjorte. Hendes fingre var helt ømme og stive af at have holdt så krampagtigt fat i ham. Hun bøjede og strakte fingrene et par gange for at få følelsen tilbage i dem, hun havde ikke engang helt lagt mærke til, hvor hårdt hun faktisk havde holdt fast.
"Mit bad bliver koldt" Hun blev nødt til at komme videre i stedet for at sidde der og græde, og badet virkede som en overskuelig nok ting lige nu.
Efter et øjebliks tøven trak hun sig forsigtigt væk fra Wolfram. Hun duppede sine øjne og sit ansigt med kanten af ærmet, ikke at det gjorde megen forskel, hendes øjne var stadig røde og hævede, og så på Wolfram, nærmest for at give tegn til, at hun var klar til at blive hjulpet over i badet. Hun stolede ikke på, at hun var stabil nok til at kunne rejse sig og gå over til karret helt uden hjælp. 

Det var med lettelse, at han kunne se og mærke hende nikke som accept af hans ord. Godt. Wolfram havde vitterligt ikke lyst til at skulle snakke om noget af det. Nogensinde. Han tvivlede på, at hun alligevel ville høre efter, hvad han havde at sige, hvis de skulle snakke om, hvad hun tvang ham til. Nej, bedre bare at … lade være. Lade det ligge og bare holde sin kæft nu og for evigt. Der var ikke noget, han kunne gøre ved det alligevel.

Endeligt slap hun hans skjorte, hvorefter hun kommenterede på, at badet ville blive koldt. Det sagde han ikke noget til, men betragtede hende som han lod hende trække sig. Da hun så på ham, opfangede han den tavse forventning om, at han skulle hjælpe hende. Han ville være en dårlig tjener, hvis han ikke gjorde. Så han kunne endeligt komme på benene og rette sine knæ ud, der begge kom med en dæmpet træt lyd. Han var ikke ung mere, noget der kun blev understreget ved, hvor tungt det var for ham, at komme op. Men op kom han, og han bukkede sig straks ned for at hjælpe hende på benene.

Han hjalp hende op og havde godt ved hende, som han fulgtes med hende hen til karret, hvor vandet stadig dampede svagt. Hvad mon de andre tjenere tænkte, Wolfram i lokale med grevens datter, der ville i bad. Han vidste, at der var lidt hvisken i krogene i forvejen, men samtidigt var alle også klar over, at han havde fulgt grevens børn siden fødsel og derfor var tættere på dem end resten af staben, ja også deres egen far. Men derfor burde en ældre herre som han ikke befinde sig i rum med frøkenen, når hun skulle være afklædt.
Ærligt talt bekymrede det ham ikke så meget. De fleste vidste alligevel godt, at han ikke var interesseret i kvinder. Det var en velkendt hemmelighed. Og derfor fokuserede han på at holde Laurenne stående, da han nåede frem til karret og forsigtigt slap hende, så hun kunne tage sin kåbe af og træde ned i karret. Han flyttede ikke engang blikket, men var klar til at støtte hende, hvis hun havde brug for det. Ud over skrammerne, havde han set det hele før.

Uden at sige et ord fik Laurenne tablet sig på benene, godt hjulpet af Wolfram. Hun var taknemmelig for den gamle tjeners hjælp, for det føltes ikke som om, at hendes egne ben havde kunne bære hende. Selvfølgelig var det hans job at være til rådighed og hjælpe, men stadig.. Han var så god ved hende, på trods af alt det forfærdelige hun havde budt ham. Han kunne lige så vel have ladt hende i stikken og være gået til greven, for hvad kunne hun reelt have gjort ved det? Hun kunne jo ikke engang holde sig opretstående uden hjælp.

Hun klamrede sig nærmest til Wolfram, som han hjalp hende over til karret. Hun var bange for at falde og ydmygelsen m det ville være ikke at kunne komme op ved egen hjælp, men hun var også desperat efter at føle bare lidt mere af den tryghed, som Wolfram gav hende.

Vel henne ved karet stirrede hun på ham. Han havde ikke tænkt sig at vende sig om eller i det mindste kigge væk? Han plejede eller ikke t være ivrig efter at se hende uden tøj på. Men for en gangs skyld var det nu Laurenne, som blev blufærdig. Hun ønskede ikke, at han skulle se de mange mærker, som havde fået hende til t bryde sammen, da hun havde set sig i spejlet. På den anden side.. Han gjorde det jo formentlig af god mening, for at kunne hjælpe, hvis hendes ben svigtede igen. Måske det bare var bedst at komme op i karret hurtigst muligt, i håbet om at det ville være begrænset, hvad Wolfram nåede at se.

Langsomt løsnede hun kåben. Hun holdt fat i kanterne på den indtil hendes knoer blev hvide, men labgt om længe lod hun den falde, hvorefter hun trådte så hurtigt op i karret, som hun turde. Med et tilfreds suk lod hun sin ømme og mishandlede krop glide ned i vandet.

Det var noget nyt at se Laurenne være blufærdig over sin krop, normalt viste hun den med glæde frem for alle, der ville se den. Og ikke se den. Men han kunne godt følge hende, med det, der var sket. Det fik ham bare ikke til at se væk, som han ville være klar til at gribe hende om nødvendigt, og han gerne ville se, hvor slemt det stod til, selv efter healerens arbejde. Det var ikke kønt, men det kunne have været værre. Han havde set meget værre igennem sit lange liv.

Så snart han var sikker på, at hun var sikkert placeret i karret, bakkede han nogle skridt væk og stillede sig med siden til, så hun kunne få noget privatliv, men så han samtidigt havde en fornemmelse for, om hun havde brug for ham. Det kunne jo ikke nytte, at hun druknede i karret, mens han stod med ryggen til.
Så han stirrede frem for sig med hænderne pænt samlet på ryggen, der stadig var rank, trods hans alder, mens han lod tankerne dreje sig lidt om den vrede, der var opstået i ham. Vrede over, at nogen havde behandlet Laurenne sådan. Det var lige før, at han ville ønske, at han var ung igen og kunne straffe personen, men han var bare en tjener. Ikke en soldat. En spinkel, ikke så muskuløs ældre tjener, der vidste mere om at bukke pænt og gøre som der blev sagt, end at slås mod voldtægtsmænd.

Han flyttede vægten til det ene ben, en god vane at have, når man skulle stå stille i længere tid, hvilket han havde gjort meget i sit liv. Sådan et aftenselskab kunne vare i mange timer, hvor der ikke var så meget andet at lave end at stå til rådighed.
Han sagde ikke noget til Laurenne, for han vidste ikke helt, hvad der var at sige. Han ville helst ikke snakke om, hvad der var sket, for han var stadig, trods alt, hendes tjener. Og alligevel var han nok det tætteste på en person, hun kunne snakke med det om, i hvert fald af hvad han vidste. Men det måtte være op til hende. Han ville blot stå til rådighed, som han altid gjorde.

Det varme vand gjorde underværker for Laurennes mishandlede krop. Alene det at vaske alt snavsen og skidtet af, fik det til at føles som om, at hun på en måde vaskede hele oplevelsen væk. Langsomt gled Laurenne ned, så qlt på nær hendes ansigt var dækket af det varme vand. En del af hende ville ønske, at hun bare kunne synke helt ned under vandet og forsvinde. Det her var skidt.. aldrig havde Laurenne haft det så dårligt, som nu. Og for at gøre det endnu værre, havde hun det dårligt med sig selv og sin krop.

Under normale omstændigheder ville Laurenne lade tjenere vaske hendes hår, det kunne jo ikke forventes, at hun skulle øre det selv. Lige nu havde hun dog ingen intentioner om at lade Wolfram røre hende, så i stedet satte hun sig op, så hun kunne bukke hovedet fremover og skrubbe håret og ansigtet. Bagefter greb hun svampen, som en tjenerne havde hængt på karret, og gav sig til at skrubbe huden. Laurenne blev ved med at skrubbe, indtil huden var lyserød og øm, men alligevel hølte hun sig stadig beskidt. Mon den følelse nogensinde ville gå væk?

Laurenne knugede svampen i hånden, indtil knoerne blev hvide. Hun havde lyst til fortsætte med at skrubbe indtil den forfærdelige følelse forsvandt, men hun vidste jo godt, at det aldrig ville ske. Endelig slap hun svampen og sukkede lavt.
"Jeg er træt, Wolfram" Laurenne greb fat i kanten og rejste sig op, hun vidste allerede, at hun desværre ville have brug for hjælp til at komme op.

Tiden gik, som Laurenne sad i karret, og Wolfram stirrede ud i luften med et tomt blik. Det hjalp ikke at tænke på, hvad der var sket, og hvad der kunne gøres, eller nærmere, ikke gøres. Så snart var han ved at tænke over de pligter, der ventede ham i nærmeste fremtid. Der var altid noget at lave, også for en ældre herre som ham.
Til sidst sad han dog fast i tankerne om, hvordan han skulle forklare greven alt dette, uden at det gik for meget ud over Laurenne. Og hvor vred greven mon var over, at Wolfram havde forhindret ham i at brase ind til sin datter. Tanken gjorde ham træt, og han havde nær løftet en hånd for at gnide sine øjne, men der var alligevel ikke en muskel, der rørte sig. Det var ikke passende at udvise følelser på den måde, når man var i selskab med herskaberne.

Selvom han ikke så direkte på hende, lagde han godt mærke til, at hun var aggressiv i rengøringen af sin krop, men han sagde ikke noget til det. Han havde selv gjort det samme mere end én gang.
Det var først, da hun snakkede til ham, og begyndte at rejste sig, at der kom liv i den gamle mand. Han trådte straks hen til karret for at støtte hende. Det gik ikke, at hun gled og slog sig. Så snart hun var oppe at stå, greb han det store klæde, hun kunne tørre sig i eller sno om sig, hvad hun nu ville.
”De burde sove. Medmindre De vil have noget at spise først?” Han holdt blikket mod hendes ansigt for et øjeblik, inden han tog ved hendes arm og hjalp hende ud af karret.

Lige så snart hun kunne komme til det, viklede Laurenne det store klæde om sig, nærmest skrækslagen for at vise sin krop frem. 
"Nej tak, jeg er ikke sulten" Hun tvivlede på, at hun overhovedet ville kunne få noget mad ned.
Hun vidste, at hun ville være nødt til at komme sig over den følelse en dag, hun ville være nødt til at blive normal igen. Alt for mange folk havde set hende, da hun kom riddende ind i stalden, og de krævede næppe megen fantasi at gætte, hvad der var sket med hende. Alle på borgen ville formentlig allerede vide, hvad der var sket, og rygtet ville snart brede sig meget længere. Hun ville være nødt til at dæmme op fra rygterne hurtigst muligt. Men i dag ville hun have lov til at bryde sammen, så kunne resten vente til i morgen.

Badet havde hjulpet lidt, men alligevel var Laurenne nødt til at støtte sig til Wolfram, indtil de kom hen til skærmen, som hun, så hurtigt som mulig, forsvandt bag. Denne gang var hun omhyggelig med at vende ryggen til spejlet, da hun fjernede klæddet så hun kunne tørre resten af kroppen. Det gik langt fra hurtigt, men hun var opsat på at klare det uden hjælp.

Klæddet blev foldet sammenog lagt henover ryggen på stolen, hvorefter Laurenne fik trukket en natkjole over hovedet. Med forsigtige skridt bevægede hun sig atter frem fra bag skærmen og hen til sengen. Det virkede til, at hun var nogenlunde stabil, så længe hun var langsom. Forsigtigt satte hun sig på kanten af sengen.
"Jeg tror, at det var alt, Wolfram" Hun forsøgte at smile lidt til den gamle tjener, men det var som om, at smilet ikke rigtig ville frem. Hun sukkede lavt, lagde sig ned og dækkede sig så godt til med det tykke tæppe. Hun var efterhånden ved at værd godt træt, så forhåbentlig ville hun formå at sove lidt.

Wolfram nikkede accepterende, da hun sagde, at hun ikke var sulten, men sagde ikke noget. I stedet koncentrerede han sig om at hjælpe hende hen til skærmen, hvor han slap hende og trådte lidt væk, så hun kunne få lidt privatliv. Tålmodigt ventede han på, at hun var færdig. Det var rart, at hun havde tøj på, da hun kom ud igen, og gik over til sengen for at sætte sig. Han bukkede stift, som hun sagde, at der ikke var brug for ham mere.
"Udmærket. Jeg sender Jasers knægt herop for at sidde ved døren, så kan De sende ham ud efter mig, hvis der er noget." Også som vagt hvis nogen skulle forstyrre hende, som Greven eller hendes broder. Men det sagde han ikke, han gav hende bare en lille buk mere, inden han drejede rundt og forlod rummet. Hun lignede en, der havde brug for at sove. Hvis hun kunne.

Som sagt så gjort, så han startede med at gå ned i tjenerkvarteret og finde den 9-årige lyshårede knægt med de store blå øjne og give ham instruktioner på, hvad han skulle. Han var ikke begejstret for at skulle sidde og glo, men hans mor sendte ham af sted med lidt håndarbejde og lidt legetøj.
Og så kunne Wolfram gå den tunge vej mod Grevens kontor, hvor han åbenbart var fortrukket efter hans sammenstød med Wolfram. Til al held stødte den gamle tjener på Laurennes bror på vejen. Han var naturligevis oprørt og på vej mod Laurennes værelse, men efter en del beroligelse og nogle gode argumenter, fik Wolfram ham til at vente til Laurenne selv ville snakke med ham, eller i det mindste til dagen efter.

Endeligt stod han foran døren til Grevens kontor. Efter et par dybe vejrtrækninger, bankede han på. Et "kom ind" lød igennem træet, og Wolfram lagde sit ansigt i neutrale folder, inden han gik ind og lukkede døren bag sig.
Grevet så op fra sit skrivebord og så snart han så, hvem det var, trak hans ansigt sig sammen i vrede.
"Wolfram! Så kunne det passe dig at komme. Jeg er ikke tilfreds med din opførsel. Vil du SÅ fortælle mig, hvad der foregår?!" Han skubbede aggressivt brevet til side, han havde været ved at læse. Wolfram knyttede hænderne, som han havde gemt på ryggen og sank en klump.
"Jeg undskylder, Grev Sinnett, Deres datter havde brug for lidt tid til at falde til ro." Han vidste, at det ikke ville hjælpe at tale udenom, så han kunne lige så godt lægge det frem, som han havde forstået det. "Laurenne er blevet forulempet af en mand, ganske voldeligt. Hun er meget ødelagt over det og har brug for ro og hvile. Hvis De..."
Greven afbrød ham, inden han kunne fortsætte.
"Jeg vidste det ville ske en dag! Hun har altid været en lille tøjte, der har kastet sig i grams for gud og hver mand! Det kunne ikke undgås. Hun bringer skam over familien, det er umuligt at få hende afsat i forvejen, men nu hvor dette er sket, jeg skal være heldig at finde en adelig, der så meget vil kigge på hende!" Perceval havde rejst sig op og slog vredt og opgivende ud med hænderne, mens han gik ud bag sit skrivebord og ud i rummet. 

Wolfram blev stående ved døren. Som sådan forstod han Greven, for Laurenne opførte sig ikke som en greves datter, men samtidigt vidste han lidt for godt, hvad hun havde været igennem, og selvom det sikkert lidt var hendes egen skyld, var det stadig en utilgivelig gerning af den mand, der havde taget hende mod hendes vilje. Men han valgte ikke at give sin mening tilkende, for den ville ikke ændre noget alligevel.
"Deres datter lever efter sine egne regler," nikkede han, både enigt og medfølende, det var bedst bare at tale Greven efter munden. "Men lige nu har hun brug for at komme sig lidt. Jeg tænker ikke, at det vil hjælpe at udskamme hende eller skælde hende ud, oplevelsen i sig selv har forhåbentligt lært hende noget." Man kunne håbe, det kunne man virkeligt, men et eller andet sted havde Wolfram sine tvivl. Frøkenen havde sin egen mening om tingene, og mon dog en enkelt ubehagelig oplevelse var nok til at slå hende ud.

Greven gned sig over ansigtet med en hånd og kløede sig så i fuldskægget.
"Ja. Måske." For et øjeblik så han tomt ud i luften, uden tegn på, hvad der gik igennem hovedet på ham. Pludseligt gled de blå øjne til Wolfram med et ubehageligt glimt.
"Apropos regler. Jeg burde straffe dig for at tale sådan til mig, gamle mand."
Wolfram sank en klump. Ville Greven for én gangs skyld kaste ham for pisken som sagt tidligere? En svag lettelse gled igennem ham, som Perceval nikkede mod døren.
"Lås døren. Og kom herover."
"Ja, min herre." Wolfram drejede nøglen og vendte sig mod Greven, der allerede havde det velkendte forventningsfulde udtryk i øjnene. 


Senere, da Greven var mere tilfreds end vred, kom de frem til, at Laurenne måtte få til efter aftenensmaden næste dag, og så skulle Wolfram bringe hende til kontoret for en alvorssnak med sin fader. Mere kunne Wolfram ikke gøre for hende.

Resten af dagen gik, og det var først, da aftensmaden til herskaberne var klar, at Wolfram opsøgte hans Myladys værelse igen, denne gang med en bakke med mad til hende. Ved hans side stod en kvindelig tjener med nye lys, og en kande frisk vand. Hun bankede let på døren, siden Wolfram havde hænderne fyldt med bakken.
"Mylady? Det er Wolfram og Frida. Jeg har aftensmad med til Dem."

Udsigten til at have at barn siddende som vagt i stedet for Wolfram, men samtidig kunne Laurenne godt forstå, at han ikke kunne blive. Hendes far var uden tvivl interesseret i at snakke med den gamle tjener, så han kunne få at vide, hvad i alverdenen der dog foregik. Ikke at greven kunne være meget i tvivl efterhånden, taget i betragtning af hvilken tilstand, hun havde været i, da hun var ankommet på borgen. Sladder kunne løbe så hurtigt.
"Jeg sender bud, hvis jeg har brug for dig" sagde hun, inden hun krøb længere ned under tæppet. Hun var simpelthen så træt, men ville hun overhovedet være i stand til at finde ro til at sove?

Næsten med det samme efter Wolfram havde forladt rummet, begyndte Laurenne at blive urolig og angst igen. Det var underligt igen at være helt alene, og pludselig virkede hendes værelse meget stort og skræmmende. Hun tvang dog sig selv til at blive liggende i sengen, for hun kunne jo mærke, hvor træt hun egentlig var. Der gik lidt tid, men langt om længe formåede udmattelsen og trætheden at vinde over angsten, så hun kunne glide ind i en søvn, som var præget af skræmmende og forvirrende drømme og mareridt, men hun formåede da trods alt at sove igennem dem.

På trods af de mange mareridt formåede Laurenne at sove igennem det meste af dagen, faktisk var hun næsten lige vågnet, da det bankede på døren. Hun satte sig lidt mere op i sengen, og kørte en enkelt hånd gennem håret, bare or at se en anelse mere præsentabel ud. Gamle vaner var trods alt svære at slippe.
"Kom ind" hendes stemme lød stadig utroligt skrøbelig, og det irriterede hende, også selvom det 'bare' var Wolfram og Frida som stod udenfor døren.

Stemmen igennem døren lød ikke som Laurennes, og Frida sendte Wolfram et blik, men han nikkede, så hun åbnede døren. Værelset føltes en smule indelukket og det store kar med vand hjalp ikke på det.
"Jeg har noget mad til Dem, Mylady." Han gik over og satte bakken på et bord. Den unge tjenestepige fulgte efter og satte kanden fra sig, inden hun nejede for Laurenne og derefter gik i gang med at skifte lys og tænde op, så der kom noget lys. Wolfram startede med at gå hen og åbne to vinduer for at få lidt frisk luft ind. Der var ikke så meget at sige, så længe Frida var i rummet, men den lille vimre pige var hurtig og snart havde hun favnen fyldt med lysestumper og beskidt tøj, hun havde hentet bag skærmen.
"Tak, Frida. Det var vist det hele." Hans ansigt var så tomt for smil som altid, så Frida nejede bare igen for Laurenne, inden hun skyndte sig af sted. Wolfram lukkede døren bag hende og drejede nøglen.

"Deres fader ønsker at se Dem i morgen efter aftensmaden." Han kunne lige så godt sige det med det samme, mens han trådte lidt væk fra døren og blev stående midt i rummet. "Jeg har også talt med Deres broder, han kommer nok forbi i løbet af i morgen." Merric var som besat af Laurenne på en ganske usund måde for en bror mod sin søster, så at få ham til at vente havde krævet al den overtalelsesevne Wolfram besad. Men både med den ældre og den yngre herre Sinnett, havde Wolfram gjort, hvad han kunne. Men det ville Laurenne sikkert aldrig forstå.

Wolfram var træt, han havde ikke sovet natten til i dag, og derefter havde han skulle håndtere situationen med Laurenne. Man kunne se det i hans gamle ansigt, og lige nu glædede han sig til at lukke døren til sit værelse og kravle under sine skind og tæpper for at få fred til at sove. Han havde fået en lille time, siddende i en stol, i løbet af dagen, men der var sjældent tid til hvile i dette hus.
Han var blevet for gammel til mangel på søvn og familiens drama. Men han kunne ikke undgå at blive trukket ind i det. Forbandede familie.

Mad? Hvor lang tid siden var det overhovedet, at hun havde spist? Hun var ret sikker på, at hun ikke havde fået noget siden hun havde forladt borgen for at tage ind til byen.. så det måtte være omkring en dag. Det var lang tid at gå uden mad, men alligevel følte hun sig ikke sulten. Faktisl var hun ikke sikker på, at hun følte noget som helst, men måske var det en god ting. Hun stirrede tomt ud i luften, mens Frida vimsede rundt i lokalet. Da vinduet blev åbnet lukkede hun øjnene og nød den korte brise af frisk lift, som der kom ind, men bagefter åbnede hun atter øjnene og kiggede igen tomt ud i luften. Lige indtil Frida forlod lokalet.

Langsomt nikkede hun og vendte blikket mod Wolfram. Hendes far var mere tålmodig, end hun habde forventet, hvad mon Wolfram havde gjort for at få det sådan? Man kunne jo have sine mistanker, men hun havde egentlig ikke nogen interesse i at få dem bekræftet.
"Jeg ønsker ikke at se nogen af dem. Min fader slipper jeg nok før, men Merric derimod.." Hun pillede lidt ved tæppet. Merric havde længe været besat af hende, hun vidste det udemærket og udnyttede det også så rigeligt til sin fordel. Problemet ved det var bare, at det nogen gange var som at have en hundehvalp rendende i hælene. Og det var ikke, hvad hun havde brug for lige nu.
"Merric skal jeg nok tage mig af" om ikke andet måtte hun låse døren og nægte ham adgang, hun havde simpelthen ikke energien til også at tage sig af sin bror.

Wolfram så næsten lige så træt ud, som hun følte sig. Det kunne næppe være noget nemt job at være tjener for denne familie, men hun var nu glad nok for, at han blev. Hvor dårligt hun så end behandlede ham normalt.
"Tak Wolfram" det var ikke nogen grund til at specificere, hvad hun takkede for, der var trods alt rigeligt at vælge imellem.