Hendes skuldre faldte dog hurtigt som hun genkendte det store dyr og et lille smil på frem på hendes læber. Måden hun smed sig på jorden og prustede var et tydeligt tegn på at hun heller intet havde fundet, men noget over den triste måde hun lagde sig på, fik det lille smil til at blive på Iulias læber. Hun var ikke den eneste der var bekymret, tydeligvis. Men det var som om det først var nu det virkelig for alvor gik op for hende. "Tak.. Fordi I er her" hun kiggede ikke op på ham, det var for svært, men hun mente det stadigvæk.
Hobbit 10.03.2020 20:23
Det var rart. Det var rart at sidde sådan her og føle at hun faktisk blev mere afslappet. Imponerende, når hun følte sig så helt igennem anspændt og nervøs. Skrækslagende også. Men Lorcán formåede at få det til at gå væk. Eller i hvert fald komme en smule på afstand. Iulia var ikke sikker på hvor lang tid der gik, men hun havde siddet med halvlukkede øjne og haft blidt fat i Lorcáns arm. Lyden af Tímea fik Iulia til at rette sig en smule op og kigge hen imod hende.Hendes skuldre faldte dog hurtigt som hun genkendte det store dyr og et lille smil på frem på hendes læber. Måden hun smed sig på jorden og prustede var et tydeligt tegn på at hun heller intet havde fundet, men noget over den triste måde hun lagde sig på, fik det lille smil til at blive på Iulias læber. Hun var ikke den eneste der var bekymret, tydeligvis. Men det var som om det først var nu det virkelig for alvor gik op for hende. "Tak.. Fordi I er her" hun kiggede ikke op på ham, det var for svært, men hun mente det stadigvæk.
Helli 17.03.2020 12:46
Lorcán kiggede kun kort mod Tímea før hans blik var tilbage på Iulia, og han var glad for at hun i det mindste virkede i et lidt bedre humør end før. Hun havde i hvert fald det der mindede om et smil på hendes læber.”Det er det mindste vi kan gøre,” sagde han, selvom for nogen var det ikke bare en lille ting at hjælpe så meget til. De havde taget fra deres hjem for at få Iulia og Gwen hjem, og de havde mistet Gwen på vejen, og ledte nu efter hende. Nogen ville måske bare efterlade dem til sig selv, men Lorcán og Rouku kunne bare ikke lade vær. Lorcán følte sig også lidt skyldig i at Gwen var forsvundet, men det gjorde de alle sammen nok tildels.
”Skal vi få noget mad?” spurgte han med et svagt smil på sine egne læber, og rakte op for at stryge noget af Iulias hår væk fra hendes ansigt. Han tænkte ikke engang rigtig over det.

Hobbit 12.04.2020 19:00
Iulia havde ikke regnet med at hende og Gwen så hurtigt ville møde nogen som tog imod dem på den måde som Lorcán og Rouku havde. For ikke at nævne hele deres familie havde taget imod dem. Uden at vide det mindste om hvor de var kommet fra, eller hvad de havde været igennem. Iulia havde stadig svært ved at tro på at det var sandt, og i lang tid gik hun med frygten for at det var for godt til at være sandt. De ville forråde dem eller legede med dem. Årene i fangeskab havde taget sine tag i hendes sind og skeptisme.Iulia fik et mere tydeligt smil på læben som han stilte sit spørgsmål og hun kiggede op på ham. Hun greb sig selv i at tage en ekstra indånding som hans fingre gled forsigtigt over hendes hud og fjernede noget af det nu efterhånden lange sorte hår fra hendes ansigt og over mod øret. Hvad var det for en følelse? Hendes mave trak sig underligt sammen, uden at være ubehageligt. Det gik så hurtigt, samtidigmed at hun følte tiden var gået i stå. Faktisk gik hun helt i stå mens hun kiggede på ham med en let forvirring og svag længsel i sine grønne øjne.
Helli 14.04.2020 10:49
Lorcáns fingre lod til at blive ved hendes øre for et sund, før han opdagede hvad han lavede, og trak sin hånd tilbage igen. Det her var nok ikke hvad Iulia havde behov for, selvom han selv havde fundet sig selv falde for hende mens de havde kendt hinanden. Der var noget over hendes stærke personlighed som bare drev ham ind, som ingen anden kvinde havde formået at gøre. Rouku havde i hvert fald hørt om det.Han kunne dog ikke tage sine øjne fra Iulia, især ikke som hun selv kiggede tilbage på ham, med... noget der mindede om længsel i hendes øjne. Han turde dog ikke håbe for det.
”Iulia?” hviskede han, for han kunne trods alt ikke trække sig selv væk fra hende, som var det fysisk umuligt for ham.

Hobbit 14.04.2020 12:36
Iulia opdagede godt at hans hånd forsvandt væk, men hun var stadig fanget i følelsen. Hun havde knyttet sig til ham, allerede siden den dag i dragehulen. Hun sank en klump i halsen, men kunne simpelthen ikke fjerne sig væk selvom hun et eller andet sted tænke hun burde. Hvorfor skulle han finde hende interessant? Hun var bare en meningsløs slave - det havde hun i hvert fald fået at vide gang på gang. Et stykke værktøj der kunne bruges til kamp og arbejde.Lorcán behandlede hende ikke som et stykke værktøj og var faktisk interesseret i at snakke med hende - omend hun ofte havde været tavs.
langsomt, som havde hans hvisken vækket hendes evne til at bevæge sig igen, løftede hun sin hånd op imod ham og lod de tynde fingre let røre hans kæbe. Det sendte nogle underlige skød gennem hendes fingre og et svagt kort træt af et smil ramte hende som hendes tommelfinger mærkede teksturen af det røde skæg.
Hun turde ikke sige noget. Turde ikke svare ham af frygt for at hendes stemme simpelthen ikke ville samarbejde. I stedet mærkede hun sig selv læne frem mod ham. Iulia havde altid virket usikker på menneskelig kontakt fra andre end sin søster, men lige nu var den usikkerhed væk fra hendes træk - hun var sikker på at det var det her hun ville, men turde ikke tænke tanken om Lorcán ville det samme eller ej. For inde i hendes bryst bankede hjertet hurtigere end når hun løb, i frygt for at han trak sig væk fra hende nu.
Helli 14.04.2020 13:36
Lorcán mærkede det, og kunne også se hvordan hun kom tættere på. Den ru hånd mod hans ansigt føltes behagelig, og som noget han havde længtes efter.Han havde altid været så påpasselig med ikke at presse Iulia til mere end hvad hun kunne klare, at han aldrig havde tænkt over hvad han havde behov for, selvom tankerne om hvad han havde lyst til havde været der og var blevet delt med Rouku når de var alene.
Men nu var tankerne om at Iulia måske ikke ville syntes om det ude af hovedet, og han trak hende lidt tættere, ikke nok til at ruske i hende, før han selv lænede sig ned for at møde det kys han forventede kom. Hun indikerede det i hvert fald, og han ville så gerne. Ville han ærligtalt gerne have gjort næsten fra starten af, selvom der havde der været ting der havde været vigtigere.

Hobbit 14.04.2020 14:24
Iulia modsatte sig ikke som han trak let i hendes for at få hende tættere på, faktisk gav det en kort afspejling af lettelse i hendes træk og hun nåede at have et lille smil på læben inden hun var rykket helt tæt på, både af egen kraft og hans lette træk. Iulia havde ikke turde at tænke på hvad hun havde haft lyst til, men noget i hende afslørede at det ikke var en overraskelse at de nu sad her. Ikke fra hendes synspunkt i hvert fald.Det føltes lidt som om at alt omkring dem forsvandt. At der kun var dem i hele verden og det som skete mellem dem lige nu. Hans læber var bløde og sendte en kildende fornemmelse gennem læberne og ud i kroppen. Hun følte sig helt varm i brystet på en ubeskrivelig behagelig og ukendt måde. Iulia følte sig pludselig selvsikker i situationen trods hun ingen erfaring havde overhovedet. Hendes anden hånd fandt frem til den anden side af hans ansigt og fingrene gled let ind i hans hår. Det var langsomt og næsten modvilligt hun slap hans læber igen for at få luft, men hendes læber var ikke længere væk en hun næsten stadig kunne mærke dem. Som situationen ordentlig bundfældede sig i hendes sind kom der et bredt smil på hendes læber, fremprovokeret af den fantastiske følelse hun havde i maven og hun kyssede ham igen, mere fast og ikke længere nervøst prøvende.
Helli 14.04.2020 15:13
Lorcán havde kysset et par piger gennem årerne. Det var svært at lade vær når man havde en normal opvækst, og man som fyr naturligt var interesseret i det andet køn. Det gjorde også at han følte sig ganske sikker i faktisk at kysse Iulia, han var mere usikker på om det var for overvældende for hende. Men til trods for at det tydeligvis var Iulias første gang, så holdt ingen af de andre kys noget til Iulias.Hendes læber var bløde, og det var en anelse akavet, men følelsen han fik, helt nede fra maven af var fantastisk. Selvom han næppe ville mene at han var en for romantiske kvad, så kunne han næsten have helt lyst til det.
Et kys blev til endnu et, og endnu et. Lorcán holdt blot Iulia tættere på sig, og kørte den ene hånd op i nakken på hende, for at holde hende der, og føle den varme hud under hans ru hånd. Han ville helst ikke have at det sluttede, og han var også bange for at når de engang skulle snakke om det, at Iulia så ville klappe i som en østers igen, så for nu ville han hellere nyde det.

Hobbit 14.04.2020 22:51
Måske ville Iulia havde prøvet det før havde hun haft en normal opvækst. Måske det også havde været nemmere for hende at forstå signalerne noget før, havde hun ikke skulle gennemgå en så voldsom del af livet. Men alt det tænkte hun overhovedet ikke over nu. Det føltes så langt væk. Hun følte sig endelig som en normal person der oplevede normale dele af livet.Hvad der er i starten var akavet, forsvandt væk som de begge faldte mere til ro omkring hvad der egentlig skete. Hans ru fingre mod hendes nakke sendte rare kulderysningerne ned af ryggen først, og derefter var det som om hun ikke kunne leve uden at mærke dem. Iulia var ikke helt sikker på hvor lang tid der gik, andet end hun virkelig bare havde sluppet sine bekymringer og ladet sig selv prøve at smage på nogle af livets goder, da en kraftig rumlen fra hendes mave fik hende til at trække sig næsten forskrækket og kigge ned af sig selv. Et akavet øjeblik kiggede hun ned på sin mave, bed sig i læben og kom til svagt at grine. Det var maden de var kommet fra, men virkelig ikke nået til.
Helli 15.04.2020 10:34
Lorcán havde ikke tænkt sig at være den første til at bryde stilheden, men heldigvis var Iulias mave demonstrativ nok til at fortælle dem at det nok var tid til at bryde far hinanden.Han kiggede lidt overrasket ned på Iulia, som de brød fra hinanden, før han selv kunne mærke hvordan hans mundviger trak lidt op, og han selv undslap et lavt grin.
”Skulle vi overveje at lave noget mad?” spurgte han. Han turde stadig ikke at spørge. Iulia virkede lidt som typen ville blive flov og trække sig igen, og det ville han virkelig ikke have. Måske hvis der bare intet blev snakket om, så kunne de forsætte senere? Han håbede inderligt, det havde føltes så godt. Så rigtigt.

Hobbit 18.04.2020 22:35
Der gik tusind tanker igennem hovedet på Iulia på en og samme tid. Og alligevel var den første og mest dominante tanke, hvor upraktisk hendes egen mave havde været i dette øjeblik. Hun var imponeret over hvor meget den faktisk havde larmet. Normalvis var hun ikke synderligt lydhør hvad det angik, siden hun havde været vant til at gå sulten i alt for mange år.Hun nikkede og følte hvordan varmen kom op i kinderne. Oh nej, hvad var det dog der skete. Hvad var der lige sket? ”Yeah.. Nok en god idé” svarede hun og satte sit hår om bag øret og kiggede en smule i alle mulige andre retninger, som hun kom op at stå. Hun skulle lige tænke over hvad der foregik. Hvordan de lige havnede der, og hvad den underlige følelse i maven var. Den underlige og dog behagelige følelse der var i maven. Og hvorfor kunne hun ikke holde op med at smile?
Hun blev ved med at smile for sig selv som hun kiggede i deres tasker for at finde mad frem, af hvad de nu engang havde igen og overvejede hvad der skulle ske herfra. Hvordan skulle hun håndtere det her. Hun havde lyst til at gøre det igen. Virkelig lyst til at kysse ham igen. Iulia brugte et øjeblik på lige at samle sig sammen og forstå at det faktisk var hvad hun havde gjort. Hun havde kysset ham, og hun havde lyst til at gøre det igen. Men det var ikke sikkert han havde.
Helli 19.04.2020 14:57
Iulia var ikke ligefrem en kvinde der smilede meget, men Lorcán var hver gang også ramt af hvor smuk hun var når hun så faktisk gjorde. Han blev dog lige nødt til at tage sig lidt sammen, nu når Rouku ikke var der til at sørge for at holde hans sind fokuseret, selvom han heller ikke kunne stoppe smilet fra sine læber.Det var dog rart hvordan det ikke virkede til at være synderligt akavet mellem dem. Han havde forventet at hun ikke ville vide hvad hun skulle gøre med sig selv, og bare undgå ham, men det her var langt mere rart.
Han lod Iulia om at finde noget mad frem til dem, de havde stadig nogle tørrede ting, og da de ikke havde indfanget noget at spise for i aften. Eller Tímea havde, hvis man skulle bedømme efter hvordan noget af hendes pels var lidt rød.
”Hvor meget har vi tilbage?” spurgte han, før han fandt noget mere brænde de havde fået stablet op i nærheden af bålet, og smed lidt på. Det skulle holde natten over helst, og så kunne det være at de skulle sørge for at gøre stop lidt tidligere for at indfange noget mad. Desværre var det lidt anderledes at jage hernede sydpå, end oppe på Norden, hvilket havde vist sig med sine udfordringer.

Hobbit 07.05.2020 16:53
Det var så uvant en følelse at gå rundt med et smil på læberne, men hun kunne ikke formå at holde op. Nogen gange når hun tænkte over det, forsøgte hun at nedtone det en smule, men lige meget hjalp det i sidste ende. Smilet var kommet for at blive, i hvert fald resten af dagen. Måske det først ramte hende i morgen at hun var nervøs. At hun frygtede hvad det egentlig kunne betyde det som var sket. Hvis hun var heldig, ville hun slet ikke blive skræmt! Held kom bare sjældent til hende.Hvad der var tilbage var efterhånden sparsomt, men Iulia havde klaret sig på mindre uden problemer. Ikke at hun nævnte det, men begge drenge havde nok efterhånden opfanget det. Hun gemte og hun var i starten nærmest territoriel omkring mad. Ikke at hun ikke ville dele med dem, men hun havde fuldt ud styr på hvor meget der var af hver ting. Noget hun endnu ikke havde lagt fra sig. ”Et halvt brød, og en god mængde tørret kød stadig. Det kunne holde sig længst, så det har vi ikke spist så meget af i starten” Men det var snart tid til at tænke på at få fat i noget mere tørkost. Selvom det smagte bedst at fange frisk mad.
Hun tog det op hun regnede med at de kunne spise. ”Og lidt frugt” tilføjede hun som hun fandt et par efterhånden lidt slåede æbler frem. Hun satte sig ned ved bålet igen, næsten det samme sted som før og fordelte lidt rundt. Sørgede for at havde hovedfokus der lidt, mens hun forsøgte at undgå at gå i panik. Der var intet at gå i panik over! Hun skulle bare fortsætte samtalen som normalt. ”Vil du-” hun kiggede op, gik i stå midt i sin sætning om hvorvidt han ønskede et æble, men fortsatte i stedet bare med at kigge på ham et par sekunder ”Øhm.. æble. Vil du have et æble?” hun løsrev sit blik, mens hun fumlede med et af æblerne. Pis.
Helli 09.05.2020 17:34
Lorcán var vant til at skulle være sparsom med maden. Man levede ikke i norden for ingen ting, men selvom Nordboerne ofte var forsigtige med deres mad, til trods for at dele ud af gæstfriheden, så var det ingenting i forhold til Iulia, og til dels også Gwen. Faktisk ville han helst ikke vide hvorfor de var sådan om mad, selvom han havde sine bange anelser. Måske en dag ville han vide det, og så ville det bare gøre så meget ondere.Han nikkede lidt af hvad hun sagde. De havde stokket ordentlig op da de tog afsted. ”Det er alligevel også meningen at vi mødes med Rouku om et par dage, så kan vi sammen drage mod en by.” Han var ikke klar over om de havde krystaller nok, men om ikke andet så måtte de arbejde lidt for føden. Ingen af dem var trods alt for fine til at arbejde lidt, for at sørge for at de havde mad til den videre tur. De havde jo næppe mulighederne for at tørre kød på farten.
Han tog plads ved siden af Iulia, og det var utrolig så hurtigt hun var begyndt af at gå fra at have det fint, til at være næsten panisk. ”Ja tak,” sagde han, og tog æblet forsigtigt fra hende, næsten som når man ikke ønskede at skræmme et vildt dyr. ”Du skal også have noget at spise ikke?” spurgte han. Han var ikke helt sikker på om han kunne tillade sig at gøre ved hende igen, bare holde om hende, især når hun lige nu var i gang med at panikke.

Hobbit 10.05.2020 13:07
Iulia glemte at tænke over hvor underligt det måtte se ud for andre at hun var så religiøs omkring mad, forråd og overlevelse. Hun havde endnu ikke gjort brug af sin evne til at håndhæve de ting, trods hun kunne mærke styrken pumpe i sine åre. Styrke der var blevet holdt tilbage i årenes løb for at hindre hende i at være stærk nok til at undslippe. Og alligevel var det lykkes dem. Frygten for at vende tilbage til mørket gjorde hende derfor ekstrem i mange ting. Især ekstrem forsigtig. ”Ja. Det skal nok hjælpe på beholdningen” selvom det også kunne være rart at fange noget selv. Men det fik man ikke brød af. Måske hun kunne finde nogle grønsager? Men hun havde svært ved at koncentrere sig om at finde mad, for hver gang hun så noget der mindede om et spor, så var alle tanker om mad forsvundet sporløst fra hendes tanker.Iulia stirrede lidt på æblet som han forsigtigt tog det, og tog en lidt kraftigere indånding for at nedkøle sig selv og sit paniske stadie. Hun havde ikke lyst til at gå i panik. Hun ville ikke! Hun ville havde det godt, og hun ville være glad. Men den borende følelse i maven gjorde hende bange. Hun løftede blikket og så ham i øjnene. Af en eller anden årsag fik det hende faktisk hende til at slappe en smule mere af. ”Jo. Jo, det skal jeg” Hun tog et af de andre æbler. Æbler var sådan en bittersød ting for hende. Noget Lorcán formentlig havde bemærket hun forsøgte at spise meget af. Hun kunne godt lide smagen, selv efter de var blevet lidt bløde og melede. Men hun tænkte også ofte på hvad hun måtte gå igennem for at få dem. Efter et par bider, begyndte hun at tygge langsommere mens hun kiggede på sine egne tandmærker. Hun havde lyst til at undskylde for at hun var sådan her. Så forsigtig og panisk, men også i indre krig med sine følelser.
Helli 13.05.2020 13:43
Lorcán kiggede lidt ned på sit eget æble, men begyndte langsomt at spise det. Det var ikke ligefrem noget de havde oceaner af i norden, selvom smagen var god. Klimaet var der simpelthen ikke, så derfor udnyttede man også alt hvad man kunne når man fik nogle friske æbler. De har var dog næppe friske, men han spiste det uden problemer. Det var ikke dårligt, så Lorcán havde fået værre ting i sine år i et hårdt klima. Man lærte at bruge det hele. Hvilket også betød at skrog og det hele blev spist af ham.Han lod stilheden ligge mellem dem et stykke tid, før han kiggede på Iulia. Skulle han nævne det? Han følte han skulle, han ville gerne være på samme side som hende, men også forsikre hende om at hun ikke skulle være bange for dem eller hvad der var mellem dem.
”Vi behøver ikke at snakke om det hvis du ikke vil, men hvis du vil... så er jeg her,” sagde han forsigtigt, lidt eftertænksomt. Han kunne sige at han ville vente på hende, hvis hun havde behov for tid, men behøvede han virkelig at forsikre hende om det? Han håbede det ikke.

Hobbit 15.05.2020 16:57
Der var intet der gik til spilde. Også selvom Iulia ikke havde lært at udnytte alt på et dyr eller af frugt og grønt de fandt på vejen, så spurgte hun. Hun havde levet alt for længe på alt for få rationer. Alt skulle bruges. Noget som så ud til at være en tilsvarende egenskab hos Nordfolkene. Både Lorcán og Rouku havde evnen til at udnytte alt maden og intet blev smidt væk. Det var beroligende for hende og hun fandt sig mere sikker i deres selskab hurtigt, netop på grund af den ting hun kunne forholde sig til.Forsigtigt løftede Iulia blikket og sank det hun havde i munden og mærkede uroen i sin mave. Hun åbnede munden for at svare, men endte med faktisk bare at lukke den igen og kigge ned på det næsten fuldt opspiste æble. Hun vendte det en smule i hånden som hun tænkte. Tænkte over hvad hun overhovedet skulle sige. Havde hun brug for at snakke om det? Det var ikke et spørgsmål hun havde i sit indre længe før hun konkluderede, at det havde hun. ”Hvorfor mig?” hun kiggede op, næsten bange for at få svar på spørgsmålet. Måske hun lagde for meget i det, for det var ikke sikkert at han rent faktisk følte mere for hende end venskab og det blot havde været et svagt øjeblik? Hun sank nervøst en klump i halsen og mærkede at hun trak sig en smule sammen, irriterende observant på at hun følte sig svag lige nu. Det brød hun sig ikke om.
Helli 15.05.2020 17:12
Lorcán ventede bare, mens han følte lidt at han ikke kunne trække vejret for nervøsitet. Der var to veje det kunne gå. Hun klappede fuldstændig i, eller hun ville gerne snakke om det. Dog var det ikke første gang at han havde skulle tage hånd om en anden, og gå i deres tempo. Han havde vidst bare en ting for besværlige kvinder, selvom Iulia på ingen måde var ligesom nogle af de andre. Hun var så stærk i sig selv, og havde ikke behov for ham, men når hun følte sig for at læne sig op af ham, så følte han det bare mere specielt, samtidig med at hans hjerte gik lidt i stykker for hende. Ligesom det gjorde nu.Han rakte ud efter hendes ene hånd. Hans egen var stadig lidt klistret efter æblesaften, men han tænkte ikke rigtig over det. ”Fordi du er en ekstraordinær kvinde Iulia,” sagde han ærligt og forsøgte at fange hendes blik. ”Du er stærk og behøver ikke andre, men dit hjerte er så smukt, og fuld af så meget omsorg, til trods for de ting der må være hændt dig.” Han vidste trods alt kun at det måtte have været hårdt hvad hun var gået igennem.

Hobbit 19.05.2020 22:10
Iulia følte sig panisk og lidt befriet på en og samme tid som hun fik ytret sit spørgsmål. Et lille, forsigtigt et af slagsen og selvom det var rart endeligt at få det sagt, kunne hun nærmest mærke hårene i nakken rejse sig af angst for hvad han kunne finde på at svare.Hun forestillede sig uendeligt mange forskellige svar han kunne komme med, og intet hendes hjerne udformede syntes at vægte positivt. Hvorfor havde hun dog spurgt. Var det ikke bedre hvis hun havde ignoreret det, og dvælet ved at det aldrig var sket? Men det var jo sket, og nu var hun i tvivl om han overhovedet mente det skulle. Hun kunne skrige, og alligevel kunne hun ikke mønstre nogle ord.
Heller ikke som han tog hendes hånd. Hun kiggede en smule overrasket ned på hånden, og mærkede den klistrede saft klæbe let mod hendes hud. Hun turde ikke løfte blikket, men det kom helt af sig selv ved hans ord.
Iulia kunne ikke stoppe sig selv fra at få tåre i øjnende. Hun vidste godt at hun måtte opføre sig anderledes, og dermed gennem det afsløre at livet ikke havde været lige nemt hele tiden. Samtidigmed at han sagde så mange pæne ord. Hun kunne nærmest ikke være i sig selv for den følelse der brændte i maven og hun var ret sikker på at hun også blev varmere i kinderne.
Med sin frie hånd kørte hun håndryggen over sine øjne, selvom det ikke rigtig virkede. "Der er mange bedre end mig" forsøgte hun, ikke fordi hun selv behøvede at blive overbevidst. For hun mente i forvejen hun var alt for ødelagt til at det kunne ende godt - men hun ville alligevel gerne udforske. Det var en dybt forvirrende følelse.
Helli 20.05.2020 12:00
Lorcán hadede at se Iulia sådan. Ødelagt, og ude af stand til at se sit eget værd. Han ville ønske at de forfærdelig ting ikke var hændt hende, men samtidig var der den selviske del af ham, der var glad for det, men kun fordi det havde ført dem til at møde hinanden. Det var dog aldrig en del han nogensinde ville vise eller snakke om, for selvom han ønskede hende i sit liv, så var alt det her på hendes præmisser. Hun skulle have det godt med det, og han ønskede aldrig at træde mere udenfor end hun ønskede ham til det.Han trak lidt i hende, i håb om at hun ville acceptere at blive omfavnet af ham. "Det ser jeg slet ikke. Jeg kan ikke forstille mig en der kunne være bedre end dig," hviskede han blidt, oprigtigt. "Jeg håber at du kan se dit værd en dag." Hendes værd skulle dog aldrig bestå i at hun var elsket at andre, for det var blot en bi-effekt af hvem hun var. Hvordan kunne man andet end at elske hende for den hun var?

Chatboks
IC-chat▽
Krystallandet
