Daphnie nikkede let til det han forklarede med et tænkende smil. Det gav vel meget god mening. Når man sagde til en hund at den var utrolig grim, men i et glad og muntert toneleje, så blev den jo så glad. Hun smilte lidt ved tanken, og så kort lidt rundt på kattene, inden hun så Killian igen. Hendes smil var skævt og lidt overvejende.
 " Så har de da også fået oplevet lidt af hvert her..  " sagde hun med et svagt grin, men der var også noget lidt sørgmodigt over det, selvom en svag lyserød farve fandt vej til hendes kinder. De katte havde virkelig oplevet lidt af hvert. Den første dag især, der havde været mange forskellige følelser i spil den dag. Daphnie så lidt efter katten der søgte ly under sengen.
 " Jeg har gjort mit bedste, i hvert fald.. " hun trak lidt på skulderne, som om det var ingenting, men det gjorde hende overraskende glad at de havde været så glade, selvom de var forvirrede over at være der og havde andre at være. 

 Et øjeblik var der stille, og Daphnie overvejede kort om det havde været for mærkeligt bare sådan at tage en fremmed med hjem. Hun kendte ham jo egentlig ikke, han havde bare set så trist ud, og selvom Daphnie selv ikke havde haft noget at gøre med manden, Killian var gået med, så vidste hun han kunne være ubehagelig. En lille del af hende var også stadig nysgerrig efter hvad der var sket, men de kendte ikke hinanden, og det var okay hvis han ikke synes det kom hende ved. At det havde hjulpet med kattene fik hende til at smile stort og hun kunne ikke lade vær med at grine lidt over det, for som han sagde det, synes hun egentlig det lød utroligt dumt. Hun fik nogle fjollede ideer nogen gange!
 " Det var godt.. Ellers måtte jeg finde på noget andet..  " hun sendte ham et skævt smil, inden hun rejste sig op og børstede sig lidt af på benene. Hun kunne vel lige så godt lave noget te! Hun havde ikke rigtig lyst til at han skulle gå endnu, hun var stadig ikke helt vild med at være alene.
 " Jep, helt alene, med 3 katte...  " hun trak på skulderne, og gik over for at finde kedlen frem. Kort så hun over skulderen mod Killian.
 " Te? " spurgte hun. Hun havde ikke så meget andet at tilbyde, ud over vand. Hvis hun var heldig havde Jaris ikke fundet alle småkagerne, men hun regnede stærkt med han havde fundet dem alle. 
 " Hvad med dig? Bor du selv, eller?  " Det ville ikke komme bag på hende, hvis han ikke boede selv. Han var en ganske nydelig, ung mand, jo! På den anden side var han nok ikke bare sådan gået med en fremmed pige hjem, hånd i hånd, hvis han havde en kone der ventede på ham. Om Killian havde sagt ja tak til te eller ej, gik Daphnie hen og hang kedlen hen over ilden, med vand i sig.

Killian fulgte hende med øjnene, som hun rejste sig op. Hvad ville hun nu? Han spurgte ikke, hvis hun ville have ham ud igen, sagde hun vel til. Ikke at han havde på fornemmelsen, at hun havde fortrudt at tage ham med hjem, så han blev bare siddende.
”Katte er heller ikke det værste at bo med,” svarede han med et lille grin. Nej, han var ikke i tvivl om, at det var værre at bo med en anden person. Han kunne i hvert fald ikke forestille sig selv nogensinde at bo sammen med nogen. Som det var nu med ham i stalden og Thoran i lageret, det var fint. Så var der altid nogen at forstyrre, hvis han kedede sig for meget, og Thoran lavede gerne mad til ham. Noget han selv ikke ligefrem gjorde i.

”Jo tak,” svarede han til tilbuddet om te og kom på benene. Han var lidt for uroligt til at sidde stille, men det var der ikke noget nyt i. Skulle han ikke koncentrere sig om noget, f.eks. at reparere noget til stalden, så blev han hurtigt rastløs.
Han tral på skuldrene ved hendes spørgsmål og så lidt rundt.
”Jeg bor alene. Ved mit arbejde. Jeg er staldmester.” Det sidste blev sagt med en vis stolthed. De færreste troede på ham, fordi han var så ung. Og så yngre ud end han var. For ham var det en stor ting, som han var kommet fra uønsket på en børnehjem til at bo på landevejen til nu at være staldmester. Hvem ville have troet det?

Hendes puslen rundt gjorde ham nysgerrigt, og han slentrede over til hende, for at se, hvad hun lavede. Han følte sig lidt i vejen ved at være gæst og lave ingenting. Selv Giles’ husholderske havde svært ved at holde ham ude af køkkenet, når han var derhjemme, om han så bare skulle gå i vejen for at følge med i, hvad hun lavede.
”Kan jeg hjælpe med noget?” Spurgte han, som han tog de sidste par skridt op til hende og, uden at tænke over det, lagde en hånd mod hendes ryg, som han stillede sig ved hendes skulder. Det var bare en naturlig ting for ham at røre.

 Nysgerrigt lyttede Daphnie til han fortælle. Da han sagde han var staldmester, drejede hun kroppen lidt og så overrasket mod Killian. Egentlig havde hun ikke helt styr på om det at være staldmester var noget stort, men han sagde det med sådan en stolthed, at hun ikke kunne lade vær med at blive lidt imponeret over det. Desuden så var det at være mester da generelt noget lidt stort, var det ikke? 
 " Styre du så det hele? Hundser rundt folk og sådan?" hun kunne ikke lade vær med at smile lidt over ideen, mest fordi hun ikke helt kunne se ham hundse med folk for sig. Og måske også lidt fordi hun nok ikke ville have noget imod at blive hundset lidt af ham. 

 Daphnie rystede kort og næsten utydeligt på hovedet over sig selv og sine tanker. En svag rosa farve havde fundet vej til hendes kinder, da hun vendte sig mod kedlen igen. Det var også bare Jaris' skyld alt sammen! Han havde fået hende til at tænke alle mulige mystiske tanker hele tiden! 
 Kedlen var lige blevet hængt ind over ilden da Killian kom op til Daphnie, hvilket nok var meget godt. Chancen havde været meget stor for, at hun tabte den, hvis hun fortsat havde haft den i hænderne. Daphnie drejede hovedet for at se op på Killian, da han spurgte om han kunne hjælpe.
" Uhm.. Du må ge.." Daphnie stoppede midt i sætningen som hendes ellers glade og munter udtryk, skiftede til et mere tomt og fraværende, ved den pludselige hånd mod hendes ryg. Hende hjerte hamrede pludseligt der ud af, og det var som om det lille hjem begyndte at blive mindre og mindre. Heldigvis var Daphnie hurtig til at hive sig selv ud af det begyndende panik anfald, som hun trådte lidt væk fra Killian. Hendes blik var slået lidt flovt mod gulvet, mens hun pillede lidt ved hendes kjole.
 " Undskyld.. " mumlede hun lidt. Hun hadede at havde det sådan. Selvfølgelig ville Killian ikke gøre hende noget ondt, det var jo helt fjollet. Alligevel regerede hendes krop med at lukke ned, når hun ikke var forberedt på fysisk kontakt.
 " Du må gerne hjælpe med at finde nogle småkager.." Daphnie skynde sig at skifte emne, så de ikke behøvede at dvæle mere ved det. Hun havde ikke lyst til at der skulle komme dårlig stemning.
 " Jeg ved ikke helt hvor der er nogen.. De kan være hvor som helst." Blikket gled lidt tænkende rundt. Hun havde købt nogle nye et par dage inden Jaris rejste hjem. Han kunne vel ikke have nået at finde og spise dem alle, kunne han?

Killian vidste med det samme, at der var noget galt. Daffe stoppede midt i et ord og hendes udtryk skiftede pludseligt. Det søde smil var væk og i stedet så hun helt forkert ud i ansigtet. Han flyttede hurtigt hånden fra hende, ikke i tvivl om, hvad der var galt. Dyr fik samme udtryk i øjnene, hvis de havde oplevet noget grimt og nogen rørte ved dem. Han have set det så mange gange. Panisk tomhed. En følelse han selv engang havde været alt for velkendt med.
Som hun trådte væk fra ham, trådte han et skridt væk fra hende for at give hende lidt plads, og hans blik flakkede lidt fra hende til gulvet og tilbage igen.
"Nej, det er mig, der undskylder, jeg rører for meget." Han lagde armene over kors for at holde hænderne for sig selv, mens han også mumlede.

Hendes emneskift fik ham til at få et lidt overrasket udtryk i ansigtet. Finde nogle småkager? Hun sagde det som om, at hun ikke vidste, hvor småkagerne var henne.
"Er der nogen, der gemmer dine småkager?" Spurgte han lidt forvirret, mens han så med et svagt smil på hende. Det lød underligt. Og han vidste ikke helt, hvad der forventedes af ham, så han blev stående. Det der lige var sket, ville ikke slippe ham.

"Men ja, jeg styrer i hvert fald stalden. Og hundser lidt med folk, der kommer derud. Mest Hugo, min stalddreng, han har det med at falde i staver." Drengen var ikke mere end en 11-12 år gammel. Killian elskede ham, og han var ikke i tvivl om, at Hugo så op til ham. Når det kom til heste og stalden, resten sagde ham ikke så meget endnu.
Killian stod lidt med armene over kors og betragtede Daffe, inden han alligevel ikke kunne holde sin mund og et spørgsmål væltede ud af ham.
"... hvorfor er du bange for at blive rørt ved?" Han klappede munden sammen, godt klar over, at det ikke kom ham ved. "Altså ... jeg vil ikke blande mig ... men jeg kunne se det på dig." Han trak vejret dybt ind og afslørede noget om sig selv fra sin tid før Dianthos, hvilket han ellers aldrig gjorde. "Det er en grim følelse, at have det sådan," mumlede han lidt tøvende.

 Hurtigt rystede Daphnie på hovedet til, at Killian rørte for meget. Hun sagde ham dog ikke i mod, for hun kendte ham ikke nok til at kunne sige om det rent faktisk var noget han gjorde for meget. Normalt ville hun jo synes det var hyggeligt, med alle Killians berøringer. Det var jo ikke noget hun plejede at se som et problem. Og det gik hende utroligt meget på, at det var blevet et problem. Hvad der næsten gjorde det hele værre var at Killian virkede helt trist og påvirket over hendes reaktion. Utilpas over at have det øv både over hendes egen reaktion, men også Killians kløede hun sig lidt på armen, med blikket mod gulvet. 

 Den lidt akavede og ubehageligt stemning løftede sig lidt, som Killian spurgte ind til hendes underlige kommentar omkring småkager. Et lille smil sneg sig over hende læber, som hun lod blikket glide rundt.
 " Det var mig selv..  " sagde hun med en svag latter, inden blikket så tilbage på Killian. Glimtet og det muntre smil var efterhånden tilbage, selvom hendes øjne stadig bar tegn fra flovheden over hendes reaktion. Hun gik hen og åbnede en skuffe i kommoden og rodede lidt rundt efter en pose eller krukke med småkager, men måtte erkende at den var tom. 
 " Jeg har haft en på besøg, der var helt vild med søde ting.. Så jeg måtte gemme det lidt, så det ikke blev spist med det sammen.  " hun trak lidt på skulderne og så over på ham med et skævt smil. 
 Daphnie forsatte søgen lidt, mens Killian fortalte om stalden. Han lød glad, som han snakkede om det, og det fik hende til at føle sig mere sig selv igen. Hun nikkede lidt og så over skulderen mod han, fra skuffen hun stod og rodede igennem.
 " Det lyder spændende! " Sagde hun oprigtigt, mens hun lavt og kort lo lidt over det han fortalte med stalddrengen. Det gjorde altid Daphnie glad at høre andre fortælle om ting de var passioneret omkring. Man kunne altid høre deres glæde, uanset hvor trætte vi var.  

 Midt i at Daphnie var ved lukke en skuffe, tog Killian emnet, Daphnie ellers havde forsøgt let og elegant at komme videre fra, op igen. Hun stoppede midt i bevægelsen, og hendes smil svandt ind. Hovedet bukkede sig også en lille smule frem mens et næsten lydløst suk forlod hendes læber. Ikke fordi Killian spurgte ind til det, mere fordi  hun ærgrede sig over det nu også skulle påvirke ham. 
 Daphnie sank kort, inden hun forsigtigt lukkede skuffen helt til, og gik hen til en ny. En hun egentlig godt var klar over ikke havde nogle småkager, men hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle gøre. Alt imens hun lyttede til Killians ord. Det lød som om han kendte til følelsen, og på en eller anden måde gjorde det det hele lidt lettere. En smule fraværrende rodede hun lidt rundt i den nye skuffe.
 " Der skete noget..  " mumlede hun lidt, inden hun trak på skulderne. Der var vel ingen grund til at gå vildt meget i detaljer. Så godt kendte de jo ikke hinanden, så Killian ville sikkert alligevel ikke gide at høre hendes ynkelige historie.
 " Men det var blevet bedre.. " forklarede Daphnie videre inden hun foldede læberne lidt tænkende sammen. Skuffen blev lukket i, og hun gik tilbage til den krølhårede fyr, og så lidt op på ham.
 " Men så gik det lidt ned af bakke igen.. Og nu er det ikke helt så godt mere.. " Hun skar en kort grimasse, inden hun bed sig lidt i læben, og blidt tog hans hånd. Det var jo ikke fordi hun var bange for at blive rørt som sådan. Hun synes jo det var hyggeligt og nød berøring. Hun havde jo netop også holdt ham i hånden, hele vejen fra kroen og hjem. 
 " Min krop lukker bare lidt ned, når jeg ikke er forberedt på berøringen..  " Hun løftede hans hånd op til hendes mund, og gav hans håndryg at kys, inden hun fnisende over hendes egen fjollethed, slap hans hånd igen, og vendte sig mod kedlen, over ilden.

Det var ret tydeligt, at det var et ubehageligt emne for Daffe. Den måde hun fysisk reagerede på hans spørgsmål. Killian havde det næsten helt dårligt med at spørge, men han ville næsten have det dårligere over ikke at spørge, for det så ud til at ramme hende ret hårdt. Og han havde lyst til at hjælpe hende, hun var så sød.
Hun var længe om at svare, hvilket fik ham til at tøve lidt. Skulle han skifte emne igen? Men lige som han ville åbne munden, begyndte hun at mumle.

Der skete noget. Killian havde i realiteten ingen anelse om, hvad det kunne være, men fordi det var sket for ham selv, sprang hans tanker straks til det værste. Han havde selv været bange for at blive rørt ved, efter nogen havde taget ham mod hans vilje. Med vold. Og meget af det. Det var flere år siden og det var sket mange gange siden, men aldrig som den ene gang. Så da hun ikke uddybede, så han på hende med et medlidende blik, mens hun fortsatte med at forklare.

Pludseligt tog hun hans egen hånd. Hun ville godt røre, tydeligvis. Noget hun selv understregede, som hun snakkede videre, inden hun løftede hans hånd og gav den et kys, noget der fik ham til at smile lidt. Mens hun så til kedlen blev han stående tavs, mens han overvejede, hvad han skulle sige eller gøre. Han kunne ikke få sig selv til ikke at gøre noget! Han vidste, hvor forfærdeligt det var at have det sådan. Det der med at være bange for at nogen skulle røre ved en. Det var ikke til at leve sådan. Men hvad kunne han gøre? Han kendte hende jo ikke?

Til sidst fugtede han sine læber og rømmede sig svagt.
”Sådan havde jeg det også en gang. Jeg frøs af skræk, hver gang nogen kom for tæt på.” Det var lidt svært for ham at fortælle, det var nogle grimme minder, og det var første gang, at han delte dem med nogen. ”Jeg fik hjælp af en sød kvinde og hendes far. De lærte mig at stole lidt på folk igen.” Lidt. Nok til at han kunne komme i gang med at leve igen. Det var først rigtigt forsvundet efter, at han var kommet til Dianthos og havde mødt Giles.
Killian lagde armene om sig selv uden rigtigt at tænke over det, og flyttede øjnene til den ene kat, der var ligeglad med, at de var ved at snakke, den havde fået lovning på at komme ud. Han beroligede den lidt fraværende med, at det skulle den nok komme inden han gik.

 Kedlen blev løftet af ilden og sat til side mens Daphnie fandt et par kopper og te frem, som blev sat på det lille spisebord. Hun begyndte at putte te i deres kommer, men da Killian rømmede sig, stoppede hun kort op og kiggede kort over på ham, inden hun vendte tilbage til at lave deres te, mens hun lyttede. Det gjorde hende glad at han havde fået hjælp. Det havde jo også gjort en forskel for hende, at hun havde fået hjælp. det var så måske lidt forskellig hjælp de havde fået. 
 Daphnie gik hen og hentede kedlen, så hun kunne hælde vandet over teen, inden hun satte den tilbage igen. I stedet for at gå hen til kopperne, stillede hun sig i stedet hen foran Killian, og lagde betryggende hænderne på hans arme, der nu lå lidt om ham. Hun så op på ham med et lille smil, selvom hendes øjne også havde et lidt medfølende og sørgmodigt glimt over sig.
 " Det er godt at høre du fik hjælp. Det er virkelig frustrerende at have det sådan her.. " Sidste blev sagt med en svag latter og et lidt mere skævt smil. Inderst inde synes hun det var lidt fjollet. Det var jo nærmest holdt op, mens Jaris var på besøg. 

 Et let suk forlod Daphnies læber inden hun trak hænderne til sig, og slog hånden ud mod den ene stol, som en invitation til at han kunne sætte sig, hvis han ville. Det var ikke fordi det specifikt skulle være lige den stol han satte sig på, det var bare den der var nærmest, af de fire stole der stod rundt om bordet. Daphnie selv satte sig på stolen overfor den hun havde slået hånden ud mod, og trak den en kop hen til sig. 
 Med en lidt tænkende rynke pustede hun lidt ned i koppen. Killian havde sagt han frøs af skræk, men var det også sådan hun havde det? Hendes tanker vandrede lidt, mens Killian fik sig sat og da Daphnie satte koppen ned på bordet igen, så hun hen på ham. 
 " Jeg ved ikke om det er af frygt jeg fryser..  " lød det lidt overvejende fra de små, buttede læber. 
 " Når jeg ikke er forbedret på berøring, er det som om.. hele verden bliver mindre.. Som om det krymper om mig, og presser alt luften ud af mig.. " Mens hun havde snakket havde Daphnies hænder løftet sig fra bordet og hang nu i luften foran hende, med spændte og let krogede fingre som prøvede det at klemme luften foran hende. Hendes blik havde og flyttet sig fra Killian, for i stedet at se på hænderne. I et øjeblik sad hun blot med en lettere utilfreds grimasse og stirrede på hænderne inden hun lod den falde til bordet igen, med et skuldertræk og læberne foldet lidt sammen.
 " Men mon ikke det nok går over igen..  " Prøvede hun at opmuntre sig selv lidt, selvom det ikke virkede specielt godt.

Killian fulgte hende med øjnene, som hun begyndte at gøre klar til te. Der var ikke rigtigt noget, han kunne hjælpe med, så han flyttede sig bare, så han ikke stod i vejen. Da hun havde sat kedlen tilbage igen, stoppede hun op foran ham og lagde hænderne på hans arme. Det var en trøstende gestus, og der var medlidenhed i hendes blik. Det var en af grundene til, at han aldrig fortalt nogen noget. Hverken om sig selv eller sin tid før Dianthos. Ja, eller efter han var kommet til Dianthos. Medlidenhed var godt i de rette situationer, men ellers fik han det bare dårligt, når folk betragtede ham som en, der havde brug for det. Som var han svag. Og det kunne han ikke lide, ikke på den måde. Derfor nåede smilet ikke hans øjne, da hun skød det hen med en latter.

I stedet satte han sig lidt langsomt på stolen, hun anviste ham til. Te. Det føltes som en god idé, så han trak koppen til sig og lagde fingrene om den, selvom den var lidt for varm. For et øjeblik var han bare lidt træt, efter den ubehagelige oplevelse ved kroen og de ubehagelige minder. Selvom det var så mange år siden, kunne han stadig mærke deres hænder på sin krop og høre deres latter runge i sit hoved.
Hendes stemme trak ham ud til virkeligheden, og ubevidst besluttede han sig for at gemme det ubehagelige væk, som han altid gjorde. Så måtte han håndtere det på et andet tidspunkt. Så da hans blik ramte hende, var han tilbage til den normale Killian med liv i øjnene, der var fokuseret på alle andre end sig selv.

Han smilede lidt skævt ved hendes snak om den følelse, hun fik, og nikkede så en smule.
”Det lyder som frygt.” Smilet var ikke af glæde, men af medfølelse og forståelse. Han betragtede hende, som hun virkede optaget af sin egen illustration, inden hun afbrød sig selv.
”Jeg ved ikke, om sådan noget nogensinde går over. Jeg tror, at det følger en resten af livet.” Han så ned i sin te, der var for varm til at drikke. Hvad kunne han sige eller gøre for at hjælpe hende?
”Men jeg tror, at man kan gemme det meget langt væk, hvis man arbejder lidt med det.” Han løftede blikket og så på hende igen med hovedet lagt lidt på skrå. ”Jeg tror det er vigtigt at få hjælp. Af nogen, der har tålmodigheden til at hjælpe, så man ikke bliver presset frem. Lidt ad gangen, i små bidder man kan håndtere. Hvis det går for hurtigt, så er det lidt som at smide en tynd pind i et bål, det virker kun i kort tid.” Han drejede lidt på sin kop. ”Helst af nogen, man kan stole på.” Han sendte hende et forsigtigt smil, godt klar over, at det nok ikke var ham, for de kendte jo ikke hinanden.

 Et lille suk efterfulgt af en brummen. Killian havde nok ret. Den ene albue blev sat mod bordet, så Daphnie lidt opgivende kunne støtte hovedet mod hånden, mens hun så over på Killian. Det var et lidt opgivende udtryk på hendes ansigt, men et lille smil lurede også i hendes mundvige. Mest fordi hun nægtede at lade hende lille problem lave en alt for trykket stemning, selvom det alligevel var blevet lidt mærkeligt. 
 Blikket forsatte med at hvile på Killan som han forsatte med at snakke. Lidt overvejende nikkede hun. Det ville vel næsten være dumt af hende ikke at lytte? Ikke at tage imod hans råd? Da han snakkede om at gemme det langt væk slog Daphnie blikket lidt ned, og kort nikkede lidt igen. Det var vel egentlig også det hun havde gjort. Men det var som om Jack havde fået det hele til at blusse op igen. Hun sank kort og flyttede blikket tilbage på Killian, da han forsatte med at snakke. 

 Et lidt mere oprigtigt smil gled over hendes læber, da Killian var færdig med at snakke. Hendes måde at løse problemet på havde nok ikke være optimal når det kom til stykket. Selvom mindet om Nicola og Jaris i hendes seng fik hendes kinder til at blive lidt varme. 
 "Det har du nok ret i.. Jeg har nok været.. Lidt for hurtig.. Eller.. ivrig.. efter at få det det bedre, end hvad der var godt..  " mumlede hun lidt og løftede hovedet fra hånden igen. Koppen blev løftet op til munden, og efter at have pustet lidt på teen, tog hun en slurk. Den varmede dejligt ned gennem halsen.
 " Hvad med dig?  " spurgte Daphnie så, lidt ud af det blå og en smule kryptisk. Koppen blev sat ned på bordet igen, inden hun forsatte med at snakke.
 " Har du mange af dem? Folk du kan stole på?  " uddybede hun så, og så på ham med et oprigtigt nysgerrigt udtryk. Selv syntes hun han virkede som en man kunne stole på, men hun stolede selvfølgelig også nemt på folk. Det var måske et lidt underligt spørgsmål ud af det hele, men hun ville allerhelst væk fra emnet om hendes lille problem, for det var da bare ikke specielt hyggeligt at snakke om.

Killian lagde hovedet lidt på skrå, da Daffe fik lidt farve i kinderne og snakkede om at gå for hurtigt frem. Han kunne næsten gætte på, hvad hun havde været utålmodig med, den følelse kendte han godt. Han var bare ved at have lært sig selv at tage et par dages pause, selvom det var hårdt, når det var gået galt for ham. Igen flyttede han lidt på sit krus, inden han løftede det op og nippede til den varme væske. Det var en god te og duften var beroligende. Det var lige, hvad han havde brug for.
”Jah, det kan godt være svært at være tålmodig,” sagde han med et lille smil.

Pigens spørgsmål fik ham til at tøve lidt, men ikke fordi han havde brug for at spekulere over det, mere fordi tanken gjorde ham glad. Om han havde mange, han kunne stole på? Ikke mange nej, men han havde nogle. Giles var den første, han tænkte på. Thoran og Managhan. Serena. De folk, der var blevet hans familie. Og Juno. Han stolede også på den lyshårede dreng, der fik ham til at le og føle sig glad. Et dybtfølt smil spredte sig på hans ansigt, inden han nikkede.
”Ikke mange, men jeg har folk, jeg stoler på. Og holder af.” Det var stadig helt nyt for ham, at det var sådan. Han ville ikke sige, at han elskede dem, for det krævede en forpligtigelse, han ikke var sikker på, at han kunne klare. Men de var hans familie.

Smilet blev til et lille grin.
”Men jeg stoler nok også lidt for hurtigt på folk, jeg lader mig i hvert fald blive slæbt med hjem af fremmede søde piger.” Og alle andre, men det sagde han ikke højt. Det lød forkert. Det var det nok også, men det var sådan han levede sit liv, og han havde ikke tænkt sig at have det dårligt med det eller ændre det.
”Men denne gang blev jeg også lokket med lovning på søde katte.” Denne gang var det ham, der satte en albue i bordet og hvilede kinden i sin hånd. Den anden hånd slap også kruset og lagde sig på bordet med håndfladen opad, næsten som at han inviterede hende til at tage den. Så langt havde han nu ikke tænkt, det var bare noget, han gjorde.

 Daphnie nikkede til Killians ord med et skævt smil, mens hun bed sig lidt i underlæben. Hun havde normalvis egentlig altid haft en okay tålmodighed med de fleste ting, men efter at have mødt Jaris, var det lidt som om hun var begyndt at blive en hel del mere utålmodig omkring flere ting. 
 " Det kan det..  " Daphnie var ikke sikker om de faktisk snakkede om de samme ting, og var så samme side, men selv hvis de ikke helt var, gjorde det ikke Daphnie noget, for hun hyggede sig, og det virkede det også til at Killian gjorde. 

 Med hovedet let på skrå, betragtede Daphnie Killian, som han blev stille. Smilet der voksede frem på hans læber smittede af på hende og hun nikkede til det. 
 " Det lyder dejligt! " sagde hun oprigtigt. Daphnie havde mange hun stolede på, og der var helt sikkert nogen af dem hun ikke burde stole på, men det  var svært at lade vær, når man altid troede på det bedste i folk.
 Hans næste ord fik hende til at grine lidt og se skyldigt væk. Blikket fandt dog hurtigt tilbage på Killian, hvor hun sendte ham et sødt, skyldigt smil.
 " Ups..?" hun var ikke bedre selv, og hun slog også derfor blikket lidt ned på bordet, hvor smilet et kort øjeblik falmede. Det var netop derfor hun var endt op med et træ, med en mørkelver der var glad for at lege med kniv. Når hun tænkte tilbage på det, kunne hun godt se det havde været dumt. Men nu vidste hun selvfølgelig også hvad der var sket. 
 " Jeg er tydeligvis ikke bedre selv.." Der var en drillende tone over hendes ord, og da hun løftede blikket igen, var der et lille smil på hendes læber. Det seneste stykke tid havde hun haft flere forskellige fremmede og mindre fremmede med hjem. Og det var ikke alle gangene det havde været gået lige godt. 

 Daphnies hånd flyttede sig fra sin placering ved koppen, og lagde sig hen på Killians. Hun gav den et kærligt klem. Et varm og omsorgsfuldt glimt var at finde i hendes øjne og hendes smil var oprigtigt, som bekymrede hun sig for hans velbefindende. 
 " Jeg håber det hjalp lidt på humøret.. Jeg er ikke god til når andre har det skidt..  " indrømmede hun ærligt. Hvis ikke Killian gjorde noget for at fange hendes hånd, ville hun trække den til sig igen, og den ville ligge sig om tekoppen.

Killian lagde hovedet lidt på skrå og fik for et øjeblik et lidt bekymret glimt i øjnene, som hun sagde, at hun tydeligvis ikke var bedre selv. Nej, hun havde taget ham med hjem. Ikke at han var farlig, men man kunne aldrig rigtigt vide med folk. Han tog selv folk med hjem, men aldrig helt med hjem, som han nøjedes med at vise dem stalden. Og det meste af tiden var Thoran ikke langt væk, så lidt sikkerhed havde Killian da, selvom det til tider gik galt for ham. Men pigen foran ham virkede ikke som en, der kunne holde til, at det skulle gå galt. Hun var så ... uskyldig? Det gik op for ham, at det nok var sådan de fleste så ham, som han så hende. Men det lavede ikke om på, at han var lidt bekymret ved tanken om, at hun gjorde lige som ham og slæbte fremmede med hjem. Til te eller andet.
"Bare du passer på dig selv," svarede han, med en let bekymret tone.

Hans blik faldt til deres hænder, der nu rørte hinanden. Han lukkede sin hånd om hendes og gav den et klem tilbage igen, men slap den ikke igen. Han kunne godt lide at holde i hånd, og nu hun selv havde lagt sin i hans, regnede han med, at hun også havde lyst. Ellers ville han slippe den, så snart hun gjorde tegn til at ville trække den til sig.

Hendes ord om, at han havde haft det skidt, fik hans smil til at falme en smule, men han rystede hurtig på hovedet og fik smilet frem igen.
"Det hjalp rigtigt meget på humøret, jeg er jo blevet helt forkælet med katte og te og godt selskab." Han grinede lidt og gav hendes hånd et klem mere, hvis hun ikke havde trukket den til sig igen. "Det kunne ikke være bedre." Det kunne det nu godt, men med den snak, de lige havde haft, var det slet ikke noget, han tænkte på mere.

 Smilet falmede lidt hos Daphnie, da hun så det bekymrede glimt hos Killian. Det var ikke hendes mening af gøre ham bekymret, men var egentlig blot ment som en drillende joke, fordi hun jo havde taget Killian med hjem. Hun foldede læberne lidt sammen, mens hun nikkede til Killians kommentar.
 " Jeg gør mit bedste.." sagde hun med et lidt akavet smil. Hun var godt klar over det det måske ikke var det bedste svar, men hun følte hun lige så godt kunne være ærlig. Hun var en meget omsorgsfuld og nysgerrig person, og det gjorde det bare svært for hende at ignorere hvis nogen virkede i dårligt humør, eller der var noget noget spændende. 

 Daphnie løftede tekoppen op med den frie hånd og hun tog en lille tår af teen. At Killian var kommet i bedre humør gjorde hende glad og smilet voksede frem på hendes læber igen. Læberne smilte sig i en lille latter og hun satte koppen ned igen. 
 " Det var godt.. jeg har heller ikke så meget andet end det..  " Et drilsk smil spillede på hendes læber. Hun kunne meget bedre lide når det var den her lidt mere hyggelige stemning. Hendes hånd lå stadig på bordet, og derved oven i Killians. Han havde ikke givet udtryk for at hun skulle fjerne den, tværtimod havde han givet hende et klem, og så kunne hun da lige godt lade den blive liggende. 
 Der var stadig et stik af nysgerrighed omkring hvad der var sket med Killian henne på kroen. Hun kunne nok godt forstille sig det, men et eller andet sted havde hun heller ikke helt lyst til at tænke sig til hvad der var sket.