Hecate var blevet en anelse stram i masken. Hun var så ganske udemærket klar over, at mange ægtemænd ikke levede om til deres pligter, og dertil opførte sig frygteligt uanstændigt - gik på værtshus og bordel. Det var også en af grundene til, at hun aldrig selv var blevet gift, men hvad havde det bragt hende?
"De skal naturligvis ikke tage til takke med hvem som helst." Svarede hun, lidt mere blidt, selv om hendes stemmeføring stadig havde en snert af skarphed. "Men det er også derfor, det er vigtigt, at de viser Dem fra deres bedste side - så de kan tiltrække en anstændig mand!" Der var meget usagt i de ord. Hecate mente naturligvis ikke, at en kvinde som Laurenne kunne tiltrække sig et passende parti, så længe rygterne om hendes eskapader gik i Dianthos.

"Naturligvis ikke, frøken Sinnett, det er ikke Deres pligt at finde en hustru til Deres tvilling.." Svarede hun. Heldigvis vidste hun intet om, hvad der dybere foregik mellem Sinnett-tvillingerne - dén information havde nok været tilstrækkeligt til at få den ældre kvinde til at dåne.
"Det kan være, at jeg skal minde Deres fader om det.. jeg hjælper gerne til at finde et par passende adelsfrøkener, som han kan se an." Fortsatte hun, mest henvendt til sig selv, mens hendes tanker allerede var begyndt at dreje om, hvilke af de unge piger, hun kendte til, der var bedst at få afsat hurtigst muligt..

At Hecate trods alt ikke ønskede, at Laurenne kastede sig for fødderne af den første og den bedste ægtemand, var vel altid noget. Den holdning ville hendes far kunne lære noget af, for han virkede ikke til at have selv de mindste skrupler over, hvilken salgs mand, Laurenne endte med at blive givet til. Men i sidste ende var en ægtemand jo en ægtemand, og det var ikke noget, som Laurenne var interesseret i. Hun inviterede gerne mændene ind i soveværelset, men så kom de heller ikke længere.
"Jeg garanterer dem, at jeg kun viser mændene mine absolut bedste sider" Hun vidste godt, at det næppe var, hvad Hecate havde hentydet til, men det var alt for fristende at være en smule flabet.

Laurenne havde egentlig sine egne teorier om, hvorfor Merric ikke havde en hustru. Hun havde end ikke set ham være interesseret i andre kvinder! Så enten var han så forblændet af hende, at han ikke havde øje for andre, ellers var der helt andre grunde. Det var sådan set Laurenne underordnet, så længe han bare forgudede hende.
"Jeg tror at greven ville sætte stor pris på hjælpen" Forhåbentlig ville Hecate kunne få den gamle ged til at glemme hans håbløse datter for lidt tid. Hvis nu Laurenne var rigtig heldig, kunne det endda være, at greven endte med at charmere bukserne af kragen. Det ville uden tvivl hjælpe på begge deres humør.

Hecates øjne blev smalle som hun så op og ned af den unge adelsfrøken. Hun havde nok en ganske god idé om, hvad Frøken Sinnett ville mene var sine bedste sider, og det var sandsynligvis ikke i nærheden af, hvad Hecate mente ville være passende.

"Nuvel, jeg vil udveksle et par ord med Grev Sinnett ved lejlighed." Konkluderede hun. Mere end et par ord, faktisk. Han skulle have en ordentlig omgang udskæld for at lade sine børn gå ugifte så længe - han satte jo sin familiearv over styr på dén måde. Og i mellem tiden gjorde hans datter alt, hvad hun kunne, for at bidrage til rygterne om den uanstændighed, der foregik .. skammeligt!

Hun satte tempoet en smule op igen, før hun endeligt vendte sig mod den unge adelsfrøken på stien. "De har hørt mine anbefalinger, Frøken Sinnett, og jeg håber så sandelig, at De har tænkt Dem at lytte til Deres ældre." Sagde hun med streng stemmeføring. "Jeg ville blive frygteligt ked af det, hvis jeg hørte rygter om, at nye uanstændigheder fra Deres side.." Advarede hun. Hendes tonefald antydede, at samtalen var afsluttet her - nu håbede hun blot, at den unge adelsfrøken ville udvise en smule fornuft for fremtiden..

Det skulle nok blive uneerholdende, hvis Hecate valgte at tale med greveb. Måske Laurenne faktisk skulle sørge for at være på borgen, når det skete, hun kunne ikke mindes, at nogen nogensinde havde sat greven på plads. Selv gjorde hun da sidst bedste for at gøre, hvad hun selv ønskede, også selvom det gik hendes far imod, men det var yderst sjældent hun faktisk valgte at prøve at få noget ind i hans tykke hoved. Ellers var det nok Wolfram, som kom tættest på, men han var trods alt tjener og var derfor nødt til at passe på sine ord og handlinger.

Laurenne begyndte at kunne fornemme enden på deres lille gåtur. Godt, så kunne hun endelig slippe for den gamle krage. Selvfølgelig skulle der dog lige en lille advarsel med på vejen, Laurenne havde vel egentlig ikke forventet andet.
"Og det vil være en forfærdelig skam, hvis jeg gjorde dem ked af det" det burde ikke komme som nogen overraskelse, at Laurenne egentlig ikke havde tænkt sig at ændre meget ved sin livsstil, på trods af Hecates formaninger. Måske hun faktisk skulle begynde at være en lille smule mere forsigtig, så der ikke gik så mange rygter rundt om hende. På den anden side var det nok for sent at "redde" hendes gode rygte.

"Jeg vil ikke stjæle mere af deres tid, Frøken Reier. Jeg er sikket på at de har bedre ting at tage dem til, end at hjælpe unge adelskvinder" Hun nejede kort som hendes lange opdragelse foreskrev, og skyndte ig så afsted, ibden Hecate kunne nu at holde hende tilbage.

Hecate så efter Laurenne med et strengt blik. Naturligvis regnede hun ikke med, at den unge adelsfrøken ville tænkte frygteligt meget over det, hun havde sagt. Sådan var det altid med de unge - ingen respekt for dem, som havde alder og erfaring, og som de ellers kunne lære meget af.

Et dybt suk gik gennem den ældre kvinde, som hun langsomt begyndte at vandre tilbage til byens gader. I første omgang skulle hun have klørerne i Grev Sinnett - han tog tydeligvis alt for lidt ansvar for sine børns fremtid, og det skulle Hecate nok fortælle ham en ting eller to om!
Inden da, ville hun dog tænke over nogle passende partier, som hun kunne foreslå ham til tvillingerne .. det var uden tvivl vigtigt, at de blev afsat og forlovet hurtigst muligt for at sikre deres slægts fremtid.