Krystallandet
Helli 22.01.2020 19:57
Leo trak på skuldrene med et smil, der skule mere til for at stikke til ham. Han indrømmede gerne at han var under tøflen når det kom til Tia. Hun fik sin vilje, og han brugte væsentlig flere penge end han ville indrømme, på at hun fik den mad hun mente hun havde behov for. Til gengæld så var hun hurtig blevet hans bedste ven, og han kunne ikke forstille sig at tage på eventyr uden hende mere. Der var selvfølgelig det praktiske som at hun var et levende lys, og han aldrig var kold om natten, men selskabet var åbenbart også uundværlig.Det var rart at få vist en form for tillid, som Samantha førte an, og lod roligt sine skridt følge efter hende, som hun viste vejen til hvor hun havde fundet mærkerne.
Hans egne øjne gled over ruinerne og det der var tilbage af ’havnen’. ”Det må jeg indrømme at jeg ikke ved meget om,” indrømmede han. Han havde aldrig været meget af en sejler, mest af alt fordi det ofte krævede flere, og der var normalvis massere af skatte på fastlandet. Det her var en… undtagelse så om sige, og hvad fik han ud af det? En ekstra person han nok skulle passe på, fordi han alligevel ikke havde samvittigheden til at lade dem dø.
Som de nåede tættere på stenen Samantha talte om, lod Leo sit blik droppe fra havnen, og i stedet for spejdede mod stenen, som han let fik øje på. Mærket var ikke decideret utydeligt, men virkede stadig til at være naturligt nok til at de færreste ville tænke yderligere over det. Hans skridt gik lidt op i tempo, som han overhalede Samantha, det var nemt med hans lange ben, og han gik over til stenen, og undersøgte den, lod også sine fingre tegne hen af symbolet.
He grew up on the sly, in the gutters and the streets of Dianthos
Just a kid on the fly, getting good at getting by in Dianthos
