Valkars skepsis var vis, og værd at tage med. Desværre havde Daman pirret hendes interesse. Hun var ganske sikker på Daman ikke fortalte hele sandheder, hvis noget af det han havde sagt havde været sandt overhoved, men hun havde også besluttet at hvad end han kunne gøre af forsøg på at falde dem i ryggen, ville fejle miserabelt. Hun viste ganske lidt om ham, men hun var ikke et sekundt i tvivl om, at hun og Valkar ville se igennem hvad end han kunne smide efter dem, hvad end hans egentlige mål måtte vise sig at være.

Så Jez rakte frem, og tog Damans hånd.

"Med alt dette hemmelighedskræmmeri og skjulte motiver kan dette kun blive et interessant sammenarbejde!" klukkede hun, vel vidende at hendes ord gik begge veje. Hvad end Daman viste om Jez og Valkar, kunne det ikke være mere end et stik i overfladen. Deres var en historie for personlig til andet! Kun én kendte den som de gjorde, og Daman kunne umuligt være en af hans agenter. Den her type plots var ikke Ondskabens Herres stil. Slet ikke dramatisk nok.

//skip

Daman gav hende et strålende smil og klemte Jezebels hånd inden han gav slip. Handlen i hus rettede han sin ryg og samlede hænderne bag sig. Med rank ryk og fremhævet bryst udstrålede den unge mand en ny energi. Hvor han før havde været en knyende handelsmand, var han nu en adelig, der bedømte sit nykøbte land. Han viftede en hånd i luften som signal til Penelope, der nejede og begyndte at gå fra haven.

”Storslået.” Hans stemme havde påtaget sig den samme rullende og dybe klang som han havde talt med første gang han havde mødt Jezebel. Simpel, rig og gennemtrængende på trods af dens tysthed.
”Hvornår kan I være klar til afrejse? Det bliver en lang rejse, og jeg vil anbefale Dem at pakke varmt tøj.”

At hr. Palliseaf havde spillet mere underdanig og kuet for at få Jez til at hoppe med på hans idé, var ikke just overraskende på nogen måde, tvært imod. Sjældent havde han set nogen agere som de havde triumferet så hurtigt uden at noget reelt var faldet på plads.
I det mindste lød herrens stemme mere behagelig at lytte til nu, nok var det en ringe trøst men Valkar tog den han kunne finde.

"Jeg har vel tid om en måneds tid, det lyder ikke til at haste med den tid deres familie allerede har ventet" Svarede Valkar med et høfligt udseende smil, han var trods alt stadig herren af slottet, hvor meget end gæsten mente at det var irrelevant. Han vendte sit blik mod Jez og strøg hende over håndfladen med sin egen "Hvad med dig min kære? er du klar til at kaste alt du har gang i for denne spontane gæst?"

Jez så et øjeblik en anelse forvirret ud, hendes blik flakkende fra Daman til Valkar. "Selv hvis jeg smider alt jeg har, så er en måned slet tid nok" sukkede hun "Til foråret er mere sandsynligt, hvis jeg skal nå at samle folk nok til sådan en ekspedition, og nå at flytte dem noget som helst sted hen" forklarede hun med en viften med hånden, inden hendes blik igen faldt på Daman.

"Desuden er jeg nød til at vide hvor vi skal hen, så jeg kan sende føromtalte folk i den rigtige retning. De er nok nemme rejse-partnere, men en ting de ikke er, er hurtige, hvertfald ikke over længere afstande." fortsatte hun med en lille hovedrysten. De var et logistisk mareridt, det var hvad de var! Nok skulle de ikke spise, skide eller sove, men til gengæld nåde de sjældent hastigheder højere end hvad en 2-årig kunne vralte. Og skønt Jez sjældent havde noget problem med at rejse med den fart, så havde hun på fornemmelsen hverken Valkar eller Daman ville sætte pris på det.

Vertis lagde ingen skjul på hans utilfredshed. Han betragtede de to et øjeblik, munden presset til en tynd streg, mens han overvejede om de to ikke tog ham alvorligt. Var det op til ham, ville de drage afsted i samme øjeblik. Information var alting, og hvor Vertis besad overhånden nu, kunne alt se anderledes ud om en måned. Men borgherren havde ret. Det var usømmeligt for en dæmon af Vertis alder at være utålmodig.

”Jeg har taget mig den frihed at anskaffe en håndfuld ligvogne; deres rejsefæller behøver ikke være hurtige, blot lette at stable.” Vertis granskede Jezebels ansigt med at søgende blik, men fandt ingen præg af den grådige utålmodighed han havde håbet på.
”Meget vel, vi vil vente til i er klar,” sukkede han dramatisk. ”Men stedet må forblive hemmeligt. Jeg vil lede ekspeditionen personligt, for at sikre mig at I opholder jeres ende af aftalen.”

At se deres gæst være forsmået var en fryd for Valkars hjerte, som han dog valgte at holde for sig selv. Få var selvhøjtidelige nok til at komme anstigende og forvente at folk smed hvad de havde i hænderne for at hoppe ud på en forskruet heltefærd. 

At Jez havde brug for mere tid en ham selv gav ganske god mening, hendes bekendte var umådeligt langsomme til at komme omkring. Det blev dog tydeligt at hr. Palisiaf kendte til Jez i forvejen, da han var overraskende forberedt på den ulempe. 
"Glimrende vi vil gøre vores forberedelser, og hvor tager vi kontakt til dem når tiden er?" Valkar smilede kort, inden han fortsatte halvt hviskende "Han er ikke synderligt glad for at dele?"

Jez tiltede hoved en smule som Daman afslørede allerede at havde taget sig sine forholdsregler. "Jamen sikken da en rettidig omhu!" kommenterede hun, og var faktisk oprigtigt imponeret for en stund. At gå så langt som til faktisk at tænke over et så basalt, logistisk problem, sagde i sig selv en del, men at han også korrekt havde identificeret problemet på forhold, ud fra så ringe en kendskab til hendes evne som deres korte møde havde budt, var noget for sig.

"I så tilfælde skulle jeg kunne nøjes med en måned. Mine kærer håndlangere skal stadig bevæge sig hen til et passende samlingspunkt. Jeg har trods alt ikke den slags mandskab liggende i kælderen" klukkede hun. De fleste var, for tiden, spredt omkring i landskabet, for at gøre noget så basalt som at hugge træ og pløje marker. Ikke nødvendigvis spændende arbejde, men det var simple opgaver hendes tjenere ekselerede bedst i. 

Jez lænede sig en smule mod Valkar og hviskede tilbage "Ah du har så evigt ret min kærer, men vores ene møde var ikke ligefrem en tillidsvækkende affære, så jeg kan næppe bebrejde ham" svarede hun muntert. Skønt det var ganske besværligt, så var der også utroligt spændende i sådan at vade ind i blinde, uden andet end en utroværdig, mistænkelig herre med ukendte mentale evners ord for, at det alt sammen var okay.
"Men i så fald så ses vi jo snart igen! Men mindre De havde andet?" fortsatte Jez, denne gang i normalt tonefald igen, og rettet mod Daman.