Kaizler var lidt ynkelig, men det faldt ham naturligt at græde, når hans hjerne ikke kunne kapere mere. Mange havde påstået, at det gjorde ham mindre værd, men det hjalp ham, så han kunne ikke se, hvorfor han skulle forsøge at lade være. Det gav ham ro i hovedet og fik ham til at føle sig mindre anspændt.
Hele hans krop rystede og han havde kvalme. Rotten havde ikke smagt godt, og det havde ikke været rart at bide i den. Det var tydeligt i hans blik, at han stadig var i panik, da manden tog fat i hans hage. Han registrerede knapt nok, at han skubbede til hans læbe for at se hans tænder.

Men gråden stoppede i samme øjeblik hånden ramte hans ansigt. Han gispede dæmpet efter vejret og blinkede hurtigt nogle gange, inden han fik rettet blikket mod manden, der igen tog fat om hans hage. Man kunne se på hans øjne, at han gerne ville se til siden, men mandens blik holdt fast i hans. Truslen om flere rotter fik hans ansigt til at fortrække sig, inden han forsøgte at svare.
"J-jeg ved det ikke. D-de siger, at det... at det er min s-sande s-skikkelse. Jeg gør det bare. Jeg ved det ikke. Vær sød, ikke flere rotter, jeg k-kan ikke... ikke flere rotter." Hans ansigt fortrak sig igen, som han gerne ville begynde at græde igen. "Ikke rotter, jeg vil gøre a-alt. B-bare... jeg vil gøre alt."

Hans brystkasse hævede og sænkede sig hårdt, og han fik endeligt flået blikket væk fra mandens. Det flakkede vildt for et øjeblik, inden det ramte mandens brystkasse. Langsomt gled det ned over manden. Alt. Han ville gøre alt. Bare han ville lade være. Måske... måske virkede det lige som med Nael? Måske han kunne... distrahere ham? Nael fik det stadig til at gøre ondt, men ikke så meget, for så kunne Kaizler ikke samle sig om... om at gøre det godt for ham. Ville manden være med til... til at gøre det godt?
Man kunne se på ham, at han fik håb. Hans ansigt løsnede lidt op og øjnene blev lidt større. Han hævede blikket til mandens ansigt igen. 
"Jeg vil... vil gøre alt. K-kan jeg ikke... gøre noget andet." Et forsigtigt smil voksede om hans læber og han stemme var pludseligt mere forhåbningsfuld. Nogle ville måske påstå, at han solgte sig selv, men for Kaizler var det en overlevelsesstrategi. Der før havde virket.

Marad overvejede at flytte Kaizler til en mere sikker opbevaring. Han havde blandt andet fået skaffet sig et ganske sikkert bur til opbevaring af kraftfulde væsner. Det burde være i stand til at holde, hvad end det var, Kaizler forandrede sig til. Så kunne han stikke lidt til knægten uden at skulle passe på, at han ikke blev slået ihjel.
Først havde han dog tænkt sig at straffe knægten lidt mere, han havde trods alt ikke svaret ordentligt på hans spørgsmål. Man skulle tro, at han snart havde lært det.

Han var i gang med at udvælge sig sit næste våben. Personligt hældte han til en af de spidse metalspyd. De kunne passende varmes i en af faklerne på væggen, så de nærmest blev rødglødende. Det gav sådan nogle fine brandmærker på den stakkel, som var på den modtagende ende.
Han overvejelser blev dog stoppet ved Kaizlers ord. Han havde egentlig tænkt sig at ignorere knægten, men endnu en ide begyndte at tage form i hans hoved. En mulighed for at lege lidt med knægten.

Han gik hen til Kaizler og begyndte at binde ham fri.
"Så vis mig, hvad du mener vil være passende betaling for at slippe for yderligere afstraffelse"  Han trådte et par skridt tilbage. Han havde selvfølgelig en god ide om, hvad Kaizler hentydede til, men han kunne selv få lov til at lave det meste af arbejdet. I hvert fald til at starte med.
"Og lad nu være med at forsøge at stikke af. Du kommer ikke til at nå langt" 

Kaizler fortsatte med at se håbefuldt på manden, der allerede var ved at udvælge sig det næste, han skulle pine ham med. Men han stoppede i sine bevægelser. Måske overvejede han? Kaizler kunne høre sit hjerte banke og blodet suse i sine ører. 
"Jeg kan... Jeg kan gøre dig glad på andre måder." Han tiggede, han kunne godt høre det på sig selv, selvom han havde håb i stemmen. Han lokkede. Det var sket før, at han havde fået sig selv ud af situationer, ved at tilbyde sig selv. Nogle mænd blev dybt fornærmede og forslaget gjorde kun det hele værre. Men de fleste tog alligevel i mod det. Brugte ham. Og han lod dem. Det var okay. Ofte var det meget bedre end hvad end de havde gang i før det.

Det så ud til at virke. Manden løsnede ligefrem knuderne, en efter en, så Kaizler måtte stå på sine ben i stedet for halvt at hænge i sine arme. Det virkede ikke så godt, så han gled ned på knæ lige så snart det sidste reb slap ham. Alting gjorde ondt. Hans skuldre skreg efter at have holdt hans vægt i den akavede stilling. Hans ansigt gjorde ondt, og piskeslagene smertede hen over hans bryst. Det værste var næsten de bøjede ribben, der fik ham til at gispe smertefuldt efter vejret, da hans arme faldt ned og frem. For et øjeblik sad han bare på knæ med et hængende hoved. Forsøge at stikke af. Tanken havde ikke strejfet hans sind før manden selv nævnte det. 

Endeligt løftede han hovedet og så op på manden med let spredte læber og et næsten naivt udtryk i øjnene. Han virkede nok dum for de fleste, men han var bare mentalt ødelagt. Hans tanker hang sjældent specielt meget sammen, og det der med at tage stilling til flere ting på én gang, det skete ikke så ofte. Lige nu handlede det om at få manden til at glemme sine grumme planer. Endeligt fugtede han sin underlæbe, inden han på sine knæ bevægede sig frem mod manden. Egentligt havde han håbet på noget mere end bare dét, der blev lagt op til nu. Noget nøgenhed. Måske endda nogle blide berøringer. Det var trods alt mere spændende, mere tilfredsstillende for alle, men det han skulle nu var da en start.
Han fik bevæget sig helt hen foran manden. Stadig lidt naivt, grænsende til det uskyldige så han op på ham, inden hans blik faldt til hans bukser. Han bed sig i læben med de skæve fortænder og begyndte at trække ned i bukserne. Der gled et kort sug igennem hans mave, inden han greb fat om ham. Blev han ikke stoppet, ville han snart tage ham i munden og gøre det så godt han kunne med sine næsten tusinde års erfaring.

Marad iagttog hver lille bevægelse Kaizler lavede, klar til at gribe ind, hvis han forsøgte at stikke af. Det virkede dog ikke til, at det var noget kaizler havde tænkt sig. Det var egentlig utroligt så nem han var, nærmest som om han var vant til at blive beordret rundt. Det var vel heller ikke usandsynligt, at han var en undsluppen slave.

Han lukkede nydende øjnene, da han mærkede Kaizlers mund. Det var alt for længe siden. Et kort øjeblik glemte han næsten hvis mund, det var han mærkede, og hanglemte næsten sine planer. Indtil han åbnede øjnene, og så ned på Kaizler. Han kunne sagtens kade knægten fortsætte, han gjorde trods alt et rimelig godt job, men han havde andre planer.
Han greb fat i Kaizlers hår, og rev ham tilbage. Uden større problemer fik han hevet ham op og stå, og med et ublidt greb i nakken førte han ham hen til bordet, som han bukkede ham henover.
Han løsnede Kaizlers bukser og lod dem falde mod gulvet. Uden at tage videre hensyn til knægten førte han sig op i ham. Han gryntede tilfreds og begyndte med det samme at bevæge sig frem og tilbage. Han tog ikke den mindste hensyn til Kaizler, det her handlede kun om hans egen nydelse.

Til Marads held var det Kaizlers reaktion at åbne munden, da han blev grebet i håret og rykket tilbage. Han blev forskrækket. Gispede og skar ansigt over smerten ved at blive rykket i håret. Han kom lidt klodset på benene og nåede knapt nok at få fodfæste, før manden havde grebet ham i nakken og han snublende blev skubbet hen til bordet. Tingene på bordet klirrede og raslede omkring ham, da hans brystkasse og ansigt ramte træet. Han trak smertefuldt vejret ind, som de bukkede ribben begyndte at brokke sig over behandlingen. De fleste ville nok tænke, at det var sært, at han slet ikke strittede i mod, men Nael havde oplært ham godt. Det blev kun værre, hvis han strittede i mod, når nogen ville have ham til noget. Det slog ham slet ikke, at der var våben omkring ham på bordet, han kunne forsvare sig med.

Han vidste allerede, hvad der ville komme, inden hans bukser blev trukket ned. Han gjorde et enkelt forsøg på at komme fri, trak sine negle hen over bordet og han vred sig kort i grebet, men det var et sølle forsøg. 
"Nej, vent..." Han nåede ikke at gispe mere, før manden begyndte at presse sig op i ham. En klynkende lyd kom fra Kaizler, der samlede sine arme foran sig og gemte hovedet i dem.
Det var ikke så meget fordi, at det gjorde ondt, det kunne han godt leve med, det var mere følelsen af få frataget kontrollen. At miste sig selv for et øjeblik. Magtesløsheden, der var noget helt andet, end da han havde været bundet. Lige nu var han helt og aldeles i mandens magt.

Sådan blev han stående. Foroverbøjet med hovedet i armene, helt uden at sige mere efter de første par klynk. Hans hænder var knyttet så hårdt, at hans knoer var hvide. Det kunne selvfølgelig være lidt svært for Marad at vide, men det var langt fra første gang, at nogen havde tvunget sig på Kaizler. Han opsøgte selv problemer, selvom det ikke ligefrem var dette, han havde i tankerne, og nogle gange stødte han på nogen, der ville andet end at slå på ham. 
Smerten blev da også mindre, jo mere manden bevægede sig, og hans krop begyndte at reagere lidt på den stimuli, følelsen af manden gav. Hans psyke var derimod lukket ned, han ventede bare på, at den grimme følelse indeni gik sin vej.

Det irriterede ærlig talt Marad en smule, at Kaizler ikke gjorde mere forsøg på at slippe fri. Han var halvt om halvt forberedt på, at smerten ikke ville have den store indflydelse på knægten, men han havde da håbet på at Kaizler bare ville blive en smule skuffet over, at han ikke havde formået at distrahere ham fra afstraffelsen. Nå, sådan måtte det jo være. Han kunne sikkert godt finde på noget andet at gøre ved knægten.

For nu blev han dog ved med at føre sig hurtigt frem og tilbage, indtil han pressede sig hårdt op i ham en sidste gang, og med en tilfreds lyd tømte sig oppe i knægten. Han trak sig ud, og tog sine bukser på. Han gjorde ikke noget for at hjælpe Kaizler, han kunne få lov til at klare sig selv.

Han rettede på sit tøj, og så over på Kaizler. Havde knægten ikke selv formået at trække bukserne på, havde han tænkt sig at gøre det for ham, før han atter førte ham over til bjælken oh bandt ham fast på samme måde som før. Han trådte et skridt tilbage og lagde armene over kors, mens han så undersøgende på Kaizler.
"Nå, hvor var det så vi kom fra?"

Kaizler følte sig bare tom, som det hele stod på. Han var til mænd, ja, han havde aldrig nogensinde kigget efter en kvinde, faktisk havde han lidt svært ved at snakke med dem, så lidt var han interesseret i dem. Så det var ikke fordi, at der var noget forkert over at blive taget af en mand. Det var jo sådan, han helst ville have det. Men ikke sådan her. Ikke med vold og smerte og ubehag. Var han ikke lukket så meget ned, som han var, havde han nok givet sig til at græde lidt igen, men han stirrede bare tomt ned i bordpladen uden at reagere på noget af det. Det holdt jo op igen på et tidspunkt.

Og ganske rigtigt. En svag trækning gik over hans ansigt, da han kunne mærke manden gøre sig færdig. Men han flyttede ikke på sig, da han trak sig væk. Han havde ikke lyst til at anerkende verdens eksistens, så han fortsatte med at stirre ned i bordpladen, stående i den meget lidt flatterende stilling. Dog begyndte hans ben at give efter, og havde Marad ikke afbrudt bevægelsen, var han gledet ned på gulvet for at sidde. Men manden hev op i hans bukser og greb fat i ham igen. Kaizler kæmpede ikke i mod. Han var træt. Ødelagt. Han orkede ikke rigtigt hverken det ene eller det andet, han ville bare ud derfra. "Hjem", selvom han ikke havde et hjem. Men så i det mindste ud i naturen og lave en lejr, han kunne føle sig tryg i.

Hans hoved hang, så han var fri for at se på manden, da han begyndte at binde ham fast igen. Det havde åbenbart ikke hjulpet, han skulle stadig pines. Det hele føltes lidt for ingenting, hans forsøg på at distrahere ham fra at gøre ham ondt. 
Han løftede ikke hovedet, da manden spurgte ham, hvor de var kommet til. Den smule håb, der havde været i ham for øjeblikke siden, var væk. Han havde allermest bare lyst til at krølle sig sammen og glemme sin egen eksistens. Men det var ikke en mulighed. 
Han trak lidt på skuldrene, så godt som det var muligt bundet fast. Han var blevet stillet et spørgsmål. Han skulle svare.
"Det ved jeg ikke." Det var sandt, han kunne ikke huske, om han havde set, hvad manden havde haft i tankerne. Hans stemme var flad, den lille gnist af liv og forventning var væk. Hans blik var rettet mod jorden uden rigtigt at se noget. Var det snart overstået?

Marad anerkendte knap nok, at Kaizler faktisk havde sagt noget. Han havde ærlig talt ikke forventet et svar.. nogen måtte have opdraget på knægten. Han lahde dog mærke til knægtens flade stemme. Havde hans plan alligevel virket? Godt. Så havde tiden ikke været fuldkommen spildt. Han havde da selvfølgelig fået nydelse ud af, men det var sjældent han brugte den form for tortur, den sagde ham simpelthen ikke det store. Medmindre det kunne bruges til at slukke et håb, ligesom det havde gjort ved Kaizler.

"Jeg ved godt, at du forsøgte at distrahere mig før. Normalt ville jeg afstraffe dig yderligere for det" Han gik hen til bordet igen. Han lod fingrene glide over nogen af genstandene, inden han greb fat i et kraftigt metalspyd. Det var ikke videre spidst, men det var heller ikke nødvendigt til det, han skulle bruge det til. Han gik hen tiæ faklen på væggen, og holdt spydet ind i flammen.
"Men jeg har i forvejen så mange sjove planer for os, så denne gang tror jeg, at jeg vil se igennem fingre med det"
Han trak spyddet ud af flammen igen. Det burde have nået at vlice rigeligt varmt. Han gik hen til Kaizler, og efter at have brugtnet par sekunder på at finde det perfekte sted, lagde han det varme stål mod Kaizlers underarm.

Kaizlers krop trak sig lidt sammen, da manden sagde, at han ville have straffet ham yderligere for at have forsøgt at distrahere ham. Det plejede ellers at virke. Der måtte være gået noget galt denne gang. Han holdt blikket rettet mod gulvet, tomt og uden liv, selvom han kunne høre manden rasle rundt med noget og flytte på sig. Der var intet af det, manden sagde, der var et spørgsmål, og Kaizler svarede ham ikke. Der var vel ikke så meget at sige, som det blev lagt frem for ham, at de langt fra var færdige. Hvorfor? Han havde ikke gjort noget galt. Han havde ikke provokeret manden. Han havde bare fundet sig et sted med ly for uvejret. 

Det hele fik ham til at savne Nael. Nael havde en grund til at få det til at gøre ondt. Nael var grusom, men kærlig. Og Kaizler havde lært at stole på, at han ikke ville andet end at give ham smerte. Dæmonen ville passe på ham. Hvad ville denne mand? Fortsætte til Kaizler døde? Ødelægge ham så meget, at han ikke ville kunne klare sig, kom han nogensinde derfra? Han vidste det ikke. Lige nu var han bare træt og tom og havde ondt. Det sidste ikke på den gode måde. 

Da manden kom i mod ham, løftede Kaizler alligevel hovedet for at se, hvad han havde tænkt sig. Det varede ikke mange øjeblikke, før hans blik landede på den varme spydspids. Ville han stikke ham ned med den? Skrækken begyndte at komme tilbage og byggede sig op inden i ham. Ikke så meget for smerten, men for ødelæggelsen sådan en ting kunne lave på hans krop.
Men det så ikke ud til at være mandens plan. I stedet trådte han hen mod Kaizlers arm, der var bundet fast.
"Hnnnnnngg." En skræmt, protesterende lyd, der fortsatte ud i et skrig, som metallet blev lagt mod undersiden af hans underarm og fik smerten til at skyde ud fra den tynde hud og op igennem hans arm. Han vred sig i rebene, men kunne ikke komme nogen steder. Skriget døde ud og han begyndte i stedet at klynke og gispe efter vejret. Det gjorde ondt, og selvom han kendte smerten fra Nael, var det noget helt andet, når huden faktisk blev brændt. Det var lige før, at han kunne bilde sig selv ind, at han kunne lugte brændt kød.

Marad fjernede stålet fra Kaizlers arm og lod blikket glide ned over ham. Det var ikke fordi torturen kedede ham, men han var efterhånden ved at forme en plan i sit hoved, og det involverede, at han skulle efterlade Kaizler i kælderen. Han bukkede sig, så han kunne ligge det varme spyd hen over Kaizlers ankler, bare for at gøre det sværere for ham at stikke af, hvis han nu skulle slippe fri på en eller anden måde.
Han lagde lagde spydet fra sig på gulvet, og rejste sig så op igen.
"Prøv at opføre dig pænt" Han klappede ublidt Kaizler på kinden og vendte sig så om og gik.

Lige så snart han var oppe af kælderen gav han et par tjenestepiger besked på at at give Kaizler mad og vand med et par dages mellemrum, hvis han nægtede skulle de tvinge ham. Han vidste ikke hvor længe, han skulle være væk, men han ønskede ikke, at knægten skulle dø. Han overvejede at bede dem om at give Kaizler et par piskeslag, men besluttede sig mod det. Med de planer han havde, kunne knægten formentlig godt bruge en pause. Faklen som oplyste området hvor Kaizler stod kunne få lov til at blive, indtil den brændte ud. Efter det skete fik tjenestepigerne besked om, at de ikke måtte udskifte den. Han frygtede ikke, at de ville handle imod hans ordrer, det turde de ikke. Lige så snart han var færdig med sine ordre gik han ud i stalden, sadlede sin hest op, og red afsted.

Der gik en uges tid, inden Marad igen kom ned i kælderen. I mellem tiden havde Kaizler fået lov til at hænge på samme måde, som han hele tiden havde gjort. Han ville formentlig have hørt folk komme og gå i kælderen samt døre der smækkede, men de eneste der faktisk kom hen til Kaizler, var stuepigerne som stod for at give ham mad og vand. Et par timer efter tjenestepigerne sidst havde været nede ved Kaizler, kom Marad gående med en fakkel i hånden. Han fjernede den gamle fakkel fra holderen på væggen, og placerede den nye der. Bagefter gik han hen til Kaizler.
"Hej igen, Kaizler" 
Han begyndte at binde ham fri, fra bjælken som holdt ham. Hvis Kaizler ikke selv kunne stå på sine ben, ville han begynde at slæbe ham ned igennem kælderen, indtil de kom til en solid trædør. Med hånden der ikke holdt Kaizler fik han åbnet døren. På den anden side var der et et lokale, vel en 3 meter gange en 3 meter. Rummet var oplyst af to fakler på væggen. I midten af rummet stod der et solidt stålbur. Han havde været ude for at skaffe det af en slavehandler han kendte, og folkene Kaizler havde hørt i kælderen havde stået for at få det sat op. Buret var højt nok til, at Marad selv ville kunne stå oprejst derinde, men smalt nok til, at Kaizler ikke ville kunne ligge udstrakt på gulvet. Ikke at det ville blive en mulighed for ham, for på tværs af buret gik en jernbjælke, vel på tykkelse med en underarm. På jernbjælken sad to jernmanchetter. I siderne af buret var det gjort muligt at justere højden på jernbjælken, lige nu var den sat i en højde så Kaizler ikke ville kunne stå fuldt oprejst, men han ville heller ikke kunne sidde på knæ.

Han stod stille et øjeblik, så Kaizler kunne få lov til at kigge på buret, som ville blive hans hjem det næste stykke tid. Da han mente, at knægten måtte have betragtet buret nok, trak han ham ind i buret og spændt ham fast til bjælken. Han trådte et skridt tilbage og så på Kaizler som igen var spændt fast med armene ud til siden. 

Kaizler klynkede stadig lidt, efter at Marad havde fjernet det varme metal fra hans arm. Flere af de ynkelige protesterende, ja bedende, lyde kom fra ham, da Marad bukkede sig ned, lyde der blev til små skrig, da hans ankler blev brændt. Han så knapt nok efter Marad, da denne gik. Hans hoved var så rodet, at han faktisk først helt registrerede, at han var gået mange minutter efter. 
Tiden gik langsomt. Det første stykke tid var hans åndedrag panisk og hans øjne fór frem og tilbage. Der var stille i kælderen, alt for stille, undtagen når det puslede lidt i krogene. Det første døgn sov han ikke, selvom hans krop gerne ville. Han forsøgte at holde sig på benene og holde øje med rotterne, der klogeligt blev væk, efter at have set deres ven dø. Han blev stående så meget på sine ben, som han kunne, for hans egen vægt var tung at bære, hængende i armene.
Men som tiden gik, blev han mindre og mindre bevidst.

Da de to tjenestepiger kom ned for at give ham vand og mad, var der ikke meget liv i ham. Han hang i armene og stirrede tomt ned i gulvet. De forsøgte at lokke ham til at drikke og spise, men fik stadig ingen reaktion ud af ham. Ikke før den ældste af dem stak ham en lussing, hvorefter han blinkede lidt og tog en dyb vejrtrækning. Vandet drak han i store slurke, men maden måtte de tvinge i munden af ham, før han begyndte at tygge.
De efterlod ham i mørket. Han græd lidt efter at de var gået, men gled snart så langt ind i sig selv igen, at han bare hang og stirrede. Hvor længe der gik, inden de kom igen havde han ingen anelse om, der var ikke noget tid i mørket. Bare smerte, kulde og lyden af rotter.

Han havde gjort sig selv beskidt, da de to piger kom ned næste gang. Den yngste af dem begyndte at græde, især da selv et par lussinger ikke havde fået liv i ham. Den ældste fik den yngste til at hjælpe med at rette ham lidt op, som han var gledet lidt frem og hans skuldre var tvunget ud i en umulig position. Det var her det gik op for dem, at han var dækket i et let lag koldsved og var begyndt at blive meget varm. Der var begyndt at gå betændelse i de små sår efter pisken på hans brystkasse. Den yngste var mere bange for Marad end for at den fremmede mand døde, men den ældste tog mod til sig og hentede en klud og noget ren vand, hun vaskede hans bryst af i, i et forsøg på at bremse betændelsen.
På en eller anden måde fik de tvunget vand og mad i ham. Det var ikke så meget fordi, at han ikke ville, han var bare slet ikke mentalt til stede, som han havde fundet sig et tomt hul i sin bevidsthed, hvor han kunne gemme sig fra smerten og ubehaget.

De måtte gå igen og efterlade ham hængende i armene igen. Hans ben ville ikke bære ham mere, heller ikke selvom hele hans ryg, hans skuldre og hans nakke skreg i smerte over overbelastningen. 
Han ønskede at dø. Mørket, smerten og den underliggende frygt for små rum og rotter drev ham længere og længere ud i en desperat følelse af, at døden var det næste skridt. Måske var han død? Måske han blev pint i efterlivet for alt det, han havde gjort? 
Efterhånden var han mere bevidstløs end ved bevidsthed, og han hørte ikke, at der var folk i kælderen. Han opdagede heller ikke, at de to piger kom tilbage. De kunne ikke få liv i ham og endte med at spise maden selv, så Marad ikke skulle opdage, at de ikke havde kunnet få ham til at spise. Med Marad tilbage, turde ingen af dem gøre noget ved hans sår, og det var kun med stor forsigtighed, at de fik hans krop til at tage i mod noget af vandet. Betændelsen var der stadig, og han var kogende varm af feber, der begyndte at pille endnu mere ved hans fornemmelse af virkelighed.

Da Marad kom ned, hang han i rebene. Sårene på hans bryst var røde og hævede, og han trak vejret overfladisk. En dråbe sved hang fra hans næsetip. Han var bevidstløs. Det var først da hans første arm kom fri, at han begyndte at komme lidt tilbage til overfladen. Smerten var ubærlig, og han klynkede højlydt. Da hans anden arm faldt ned var det næsten et skrig, der blev klemt ud af ham, men hans lyde faldt hurtigt i niveau og det var kun småklynk, der kom fra ham, da han blev slæbt hen over gulvet. Han formåede kun at åbne øjnene i få sekunder, nok til at se buret. Noget i ham ville kæmpe i mod, men han kunne slet ikke bevæge sine arme og hang bare slapt i Marads greb.
Det var kun svagt, at han registrerede, at han blev spændt op igen, og trods smerten faldt han bare forover så langt det kunne lade sig gøre, og hang slapt i den nye stilling, der trak hans arme mere bagud end før. Han var ødelagt, og så langt væk, at han ikke vidste, at det var Marad, der var der.
"Nael?" Hviskede han svagt og næsten uhørligt, før der faldt et par tårer. Hvad havde han gjort, siden Nael behandlede ham sådan? Så ond havde Nael aldrig været før.

Først nu gik det op for Marad, at Kaizler langt fra så ud til at have det godt. Det kom som sådan ikke bag på ham, knægten havde trods alt haft flere sår og skader, og han havde med vilje ikke ladet nogen healer se på ham. Han havde dog regnet med, at hans tjenestefolk kunne holde Kaizler bare nogenlunde i live, de var trods alt vant til at tage sig af hinanden. Han brugte ikke sine healere på hvem som helst. Han måtte huske af afstraffe dem, når han var færdig med Kaizler, hvornår det så end blev.

Han var fristet til bare at lade knægten dø og så smide hans lig et eller andet sted. Det ville uden tvivl være det letteste, men nu havde han brugt så meget tid og penge på st skaffe det bur. Det ville jo være spild af tid og kræfter. Desuden burde det ikke kræve alverden at holde ham i live.
Han sukkede irriteret, vendte sig om, og gik ud af rummet. Kaizler ville blive straffet for det her senere. Det var måske ikke hans egen skyld, at han var blevet syg, men Marad så det stadig som en form for trods. Og trods var en af de ting, som han ganske simpelt ikke accepterede.

Der gik ikke lang tid, inden han kom tilbage til kælderen. Denne gang med en gammel kvinde på slæb. Hun var den eneste ældre, som var en del af hans stab, og en af de eneste, som slap nogenlunde for hans mishandling. Hun var en loyal følger, og han havde aldrig følt nogen behov for at afstraffe hende. Blev det nødvendigt, ville han dog gøre det uden tøven.
Den gamle healer gik hen til Kaizler, og lagde hånden på hans pande. Med en koncentreret rynke mellem de gamle bryn begyndte hun behandlingen.
Imens forsvandt Marad ud for at finde sig en stol og en bog, så han kunne sætte sig i hjørnet og vente på, at Kaizler atter var klar igen.
Da den gamle var færdig med Kaizler, fjernede hun på Marads ordre frigjorde Kaizlers manchetter, inden hun bukkede for sin herre og forsvandt ud af rummet igen.

Kaizler var langt væk, og han registrerede ikke Marads tilstedeværelse, og derfor heller ikke at han gik. Han hang bare med armene i en unaturlig stilling, som de bar al hans vægt og jernet borede sig ind i hans håndled. Det var først, da kvindens kolde hænder rørte hans hud, at han reagerede. Det gav et svagt ryk i ham, som ville han trække fra hendes berøring, men intet skete, og han så ikke engang op.
Healingen sendte en kølende bølge igennem ham, som feberen forsvandt på sekunder og betændelsen blev væk. Sårene lukkede sig og efterlod huden ren, både dem på brystet og brændemærkerne. Der var kun hans gamle ar tilbage, som et fint tæppe af hvide streger op af hans arme og ned over hans overkrop.
Hans overanstrengte led fik også lindring, og hans krop rettede sig lidt op, som den fik evnerne til at holde sig selv oppe igen. Ikke at han gjorde noget for det, selvom hans bevidsthed blev en smule mere klar, da feberen forsvandt.

Da hans ene arm blev fri, kunne han synke helt ned på knæ, og da den anden også faldt slapt ned, sank han sammen på gulvet. Der var ingen tak til kvinden, der forsvandt, ingen ord, ingenting. Han blev bare liggende for en stund, uden de voldsomme smerter og feberen. Han havde stadig ondt, for selvom hans led ikke længere smertede, gjorde hans muskler. Ikke så slemt som før, men nok til at han var i tvivl, om han ville kunne bevæge sig. Til sidst fik han skubbet sig ind i hjørnet af buret, så langt væk fra Marad som muligt. Her krøllede han sig sammen og lukkede øjnene. Han var så træt. Han havde brug for at sove, sove tungt og længe, men han vidste ikke, om han kunne få lov. Og han frøs. Efter feberens hede, var kælderen pludseligt iskold, hvilket fik ham til at ryste, næsten nok til at hans tænder klaprede.

Han var stadig forvirret og ikke helt tilbage til virkeligheden. Hans sind var lukket af for at beskytte ham, men han vidste dog, hvor han var og at Marad var der. Men havde Nael ikke været der? Havde han ikke set dæmonen, havde de ikke talt sammen? Han skævede mod Marad og havde nær set Nael i stolen, men det var bare den fremmede mand. Måske Nael ikke havde gjort ham noget alligevel?
”Hvorfor slår du mig ikke bare ihjel?” Hans egen stemme forskrækkede ham, både fordi han ikke havde besluttet sig for at tale, men også fordi den var uigenkendelig. Hæs og næsten uhørlig. Ødelagt, som resten af ham. Han så på Marad ud fra mørket under sine arme, der lå beskyttende om ham og hans hoved.

Healingen som foregik i buret havde ingen interesse for Marad, så hans fulde fokus var på bpgen i hans hænder. Normalt ville han lade den gamle kone arbejde alene, der var ingen fare for at hun ville løslade en fange, me  Kaizler var en gang gået amok, og skete det igen, ville han være her til at stoppe ham. Og potentielt til at se, om han kunne holde ham i den tilstand.
Meget til hans skuffelse skete der dog ingenting, så da den gamle kone forlod rummet klappede han sin bog sammen og rejste sig op. Han gik hen foran Kaizler og lagde armene over kors. Han skulle nok ikke starte ud med den helt voldsomme mishandling, men han havde heller ikke travlt.
"Hvad ville være det sjove i at slå dig ihjel? Især nu hvor du har vist mig det fine lille trick du kan" Han prikkede til ham med foden et par gange, inden han trak benet tilbage og hamrede foden ind i siden på ham.

Han trådte et enkelt skridt tilbage, og satte sig ned på hug. Han greb ud efter Kaizlers kæbe, så han kunne tvinge ham til at se på ham.
"Hvorfor skulle jeg lade dig dø? For dig vil døden uden tvivl være en velsignelse, og jeg er ude på at afstraffe dig for dine mange fejltagelser. På et tidspunkt vil jeg sikkert slå dig ihjel, hvis jeg da ikke bare lader dig hænge hernede indtil du sulter ihjel" Han pausede kort, og et koldt smil krøb over habs ansigt. "Eller rotterne begynder at betragte dig som deres næste måltid, hvad end der nu kommer først"

Det lille fine trick? Kaizler var ikke helt med på, hvad han snakkede om, men han brugte heller ikke så meget tid på at tænke over det, som Marads fod prikkede til ham. Han forsøgte at trække sig væk ved hver berøring, men var allerede mast så meget ind mod burets væk, han kunne, så det hjalp ikke noget. Og han kunne ikke undgå sparket, der fik ham til at komme med en lyd, som var det en hund, Marad havde ramt. På en eller anden måde fik han krøllet sig mere sammen i tilfælde af, at sparkeriet fortsatte. Det ville ikke være unormalt, at nogen ville forsøge at sparke livet ud af ham. Men der kom ikke flere spark, hvilket han et eller andet sted nok var lidt lettet over.

En hånd fandt frem til hans hage, og han forsøgte at stritte i mod, men havde ikke kræfter nok til at forhindre Marad i at drejede hans hoved, så han var tvunget til at se på ham. De blå øjne bar stadig tydelig præg af, at han ikke var helt til stede, og resten var bare en god blanding af dødelig udmattelse og skræk. En skræk, der kunne ses i hele hans ansigt, som hans blik landede på Marads ansigt. Han forstod det ikke. Hvad havde han gjort for at fortjene det her? Hvorfor skulle han lide og dø? Kunne han ikke bare dø? Ikke at han ligefrem længdes efter det, men han ville ikke stritte i mod. Regnede han ikke med, døden havde siddet på hans skulder og holdt øje med det rigtige tidspunkt de sidste 900 år. Hvis døden blev ham påtvunget, ville han nok ikke forsøge at undgå det.

Men han forstod det ikke. Og han var bange. Marad burde kunne mærke hans puls i kæben, hans hjerte bankede hårdt i mod hans brystkasse, og hans vejrtrækning var overfladisk på grund af angsten, der gled igennem hans krop. Som Marad nævnte rotter, dukkede tårerne op i Kaizlers øjne. Ikke at han havde nok væde i kroppen til at kunne græde, så der skete ikke mere end at hans øjne blev blanke.
"Jeg forstår det ikke. Hvad er det, jeg har gjort? Hvorfor har jeg fortjent dette?" Han hviskede næsten uden stemme, desperat efter at få det hele til at slutte. Selv Nael havde ikke været så grusom. Aldrig havde Nael straffet ham så hårdt for noget, selvom han havde været en slem dæmon og var flygtet et par gange.

Det irriterede Marad, at knægten tydeligvis stadig ikke var helt til stede. Han havde spildt til på at få en healer til at se på ham, for ikke at tale om det bur, som havde taget både penge, kræfter og tid at få fat i! Han havde bedt sine tjenestefolk om at passe på ham, netop for, at han var vågen til, at Marad kunne fortsætte sit arbejde med ham. Der var jo intet sjovt i at torturere nogen, som ikke var mentalt til stede. Så opdagede de jo slet ikke alle de forfærdelige ting, som skete med dem. Han burde nok få givet knægten noget vand og mad på et tidspunkt, bare for, at han ikke nåde at forsvinde helt. Men lige nu var han for irriteret.

"Du trængte ind på min grund, uden min tilladelse. Det var dit første fejltrin." Han slap hans kæbe, og gav ham en hård lussing.
"Du nægtede at adlyde ordre op til flere gange. For ikke at tale om, at du har vovet at være ved at dø" Der var i sandhed mange ting, som han kunne straffe knægten for. Og det var endda bare lige de første ting, som var poppet ind i hans hoved, han kunne sagtens finde på flere ting. Ikke at han havde brug for undskyldninger, for at torturere knægten. Det gjorde han lige så meget for sin egen underholdnings skyld.

Han rejste sig op, og greb fat i Kaizlers nakke. Med det samme skubbede han knægten hårdt op mod tremmerne og slog ham et par gange i ansigtet, bare lige for at minde knægten om, hvem der bestemte. Slag og spark var egentlig ikke hans foretrukne tortur-metode, men det var nødvendigt en gang imellem.
Uden at give Kaizler tid til at komme sig over slagene slæbte han ham hen til jernbjælken, og begyndte at spænde hans arme fast til den.

Det var let at se irritationen i mandens ansigt, og Kaizler fik endnu mere lyst til at græde. Han irriterede ham ikke med vilje, han ville gerne gøre ham glad, så han ikke ville gøre ham mere ondt. Men han havde ingen anelse om, hvordan han skulle gøre det. Han forstod stadig ikke, hvad han havde gjort galt. Kunne han gøre det godt igen? Og hvordan?
Slaget fik et klynkende piv ud af ham, som hans hoved røg til siden ved kraften bag slaget. Han løftede hurtigt en arm for at beskytte sig mod flere slag, men manden forsøgte ikke at slå ham igen. Hans ord om, hvad Kaizler havde gjort galt rumsterede rundt i Kaizlers hoved. At han var gået ind på grunden kunne han måske gå med til, men han kunne ikke huske, hvilke ordrer han ikke havde adlydt. Og det med at dø, det lød næsten som noget Nael kunne finde på at sige. Han måtte ikke dø. Nael blev vred, hvis han gjorde noget så dumt. Og det havde han. Stjålet hans kniv og alt muligt.

Han var lige ved at forsvinde ind i mindet, da manden rejste sig op og greb ham i nakken. Han peb igen, men gjorde ikke modstand mod grebet, selvom det gjorde ondt. Hans overkrop slog i mod tremmerne i buret, men inden han kunne nå at trække sig væk, blev han slået. En meget velkendt smerte, der alligevel gjorde noget for at klare hans sind. Smerte forstod han. Og selvom hans ansigt nu gjorde ondt, sendte smerten klarhed igennem hans hjerne. Ikke at han havde noget at bruge det til, stadig så fysisk smadret, at alting føltes som om, at det foregik igennem en tyk tåge.

Hans ben ville ikke rigtigt bære ham, som manden slæbte ham hen til bjælken, og han var slatten, som det første stykke metal blev lukket om hans håndled. Men i samme øjeblik låsen klikkede, fløj hans hoved op og han så direkte på manden. Han ville ikke hænge igen. Det var ubehageligt og gjorde ondt på den dårlige måde. Pludseligt fik han gang i sin krop alligevel og med en hurtig, næsten overnaturlig, bevægelse var han oppe at stå og greb fat om Marads hals med sin frie hånd. Han klemte til og knurrede som en stor hund, hans tænder spidse og umenneskelige, og hans øjne med et vredt og farligt glimt. Han sagde ikke noget. Klemte bare til og knurrede.

Selvom Marad langt fra var færdig med at lege med Kaizler, var han allerede begyndt at lege med tanken om, hvordan han skulle skaffe ham af vejen. Det var selvfølgelig en mulighed at dræbe ham langsomt og så bare smide ham et eller andet sted. Det var der selvfølgelig ikke megen sjov i. Han kunne også binde ham til et træ, selvfølgelig med solide kæder, så han ikke kunne forvandle sig og bryde fra. Efterlade ham i en skov et elller andet sted, hvor ingen ville kunne finde ham, og binde ham fri. Måske vende tilbage et par dage senere for at se, om han var nået at dø af sult, eller om han måske var blevet spist af en varulv. Det virkede noget mere underholdende. Men det krævede selvfølgelig, at han overlevede torturen.

Hans tankestrøm blev afbrudt, da knægten pludselig greb fat om hans hals. Fascinerende, skulle der ikke mere til at knække ham nu? Det var ikke første gang, han blev kvalt, men rent intstinktivt ville kroppen altid begynde at gå en smule i panik, når den blev frarøvet luft, hvilket fik ham til at begynde at rykke vildt i kroppen og sparke med benene for at komme fri.
Han greb fat i armen, og forsøgte at tvinge den væk, imens han begyndte at gispe efter vejret. Det her kunne meget vel ende med at koste ham livet. En skam, det var ikke ofte, at han fandt sig et så interessant legetøj. Det var nu også lang tid siden, han sidst var bkevet skået ihjel, han kevede efterhånden en lidt for magelig tilværelse.

Det var ren og skær overlevelsesinstinkt, der fik Kaizler til at gøre som han gjorde. Af en dæmon at være var han overraskende lidt voldelig, han startede kun slåskampe for selv at få slag, det var sjældent, at han selv slog ret meget igen. Han kunne, som han også kunne svinge et sværd, men når han var så normal, han kunne være, tiltrak volden ham ikke. Det sagde ham ikke noget at få folk til at bløde eller gøre dem ondt.
Noget andet var, når dyret kom frem. Det var stadig ham, men så alligevel ikke. Dyret ville se blod. Smage blod. Høre skrig og sprede død.

Og dyret var kommet frem, som han ikke kunne bære udsigterne til at blive spændt op igen. Hænge i mørket igen, omgivet af smerte og rotter i en lukket rum. Truslerne om sult og rotter hjalp ikke på det, og noget sagde klik inde i hovedet på ham. Og han klemte til, så hårdt han kunne.

Da Marad forsøgte at hive hans arm væk, klemte han endnu mere. Hans hænder ændrede sig og kløerne kom frem, borede sig ind i huden, ind i halsen. Hans knurren blev mere til en snerren og skægget blev til sort pels. Hans øjne mistede deres farve og blev hvide og et par store øre voksede frem i hans hår, ører der lå vredt ned. Han skiftede ikke helt, bare lidt, bare nok til at han kunne forsvare sig selv.
Et eller andet sted undrede det ham, at Marad ikke kæmpede mere i mod. Slog ham, sparkede, vred sig. Det kunne godt have lykkedes ham at komme fri, var han voldsom nok, selvom der skulle lidt til. Men det var ikke noget Kaizler tænkte nærmere over. Han ville bare ikke mere. Han ville være fri, komme væk, ud i den friske luft. Have sit liv tilbage. Og det krævede, at han tog sin bøddels liv. Så han klemte. Pressede fingre og kløer ind i halsen på ham, som ville han flå hans strube ud.

Havde det ikke været fordi, at han havde en aneæse svært ved at koncentrere sig, fordi han rent faktisk var ved at dø, kunne Marad næsten have været fascineret over kroppens reaktion på den manglende evne til at få nyt luft ind. Måske var det også fordi han netop var død så mange gange. På et tidspunkt mistede et sensationsværdien, og så blev man nødt til at finde noget andet, som gjorde det bare den mindste smule spændende. Måske han skulle eksperimentere lidt mere med kvælning på nogle af sine ofre, når han altså fandt tilbage til livet igen.

Følelsen af kløerne som gravede ind i hans hud fik nogle halvkvale smerteslyde frem. Alligevel kunne han dog ikke lade være med at betragte bæstet foran sig, selvom hans syn efterhånden var ret sløret. Det var nu en skam, at  han ikke havde fået leget lidt mere med ham. Måske det ville være muligt at opspore ham igen senere? Han havde da trods alt hans navn.

Inden længe blev manglen på luft for meget. Der gik et par krampetrækninger gennem ham, og øjnene rullede bagover. Derefter blev kroppen slap. Han var død, for hvilken gang vidste han ikke engang selv, men det var i hvert fald langt fra den første.
Ikke lang tid efter blev den fysiske krop opløst i en grøn tåge, som mindede utroligt meget om den tåge, som også kom frem, når han brugte sin evne. Nu kunne den langsommelige process med at finde tilbage til livet begynde for ham.