Tonerne døde ud mellem træerne. Mange af danserne nød den korte pause til igen at få pusten eller bevæge sig hen mod de fremstillede forfriskninger. Renaél selv mærkede tørsten efter et glas elvervin, men først..

Selvfølgelig havde et kys på læberne været for meget at håbe på. Han kunne mærke stedet på panden, hvor hendes læber blidt havde rørt, og et smørret smil bredte sig alligevel over hans ansigt. Han havde fået en dans og et kys - det var langt mere, end hvad de andre ungelvere havde præsteret!

"Jeg takker for dansen.. og kysset!" Smilede han og gjorde et elegant buk, der fik de lyse lokker til at danse. "Det kan være vi ses senere ved forfriskningerne?" Tilføjede han, håbefuldt. Han var utrolig bevidst om, hvordan øjenene fra de andre ungelvere hvilede på dem. Han håbede så sandelig, at det ikke var det sidste, han ville se til Melarue..

Melarue havde intet imod hvad der kunne blive sagt om hende. Dem der havde set dem havde kunne se hvor uskyldigt det var, og det var til tider lidt sjovt at drille ungelverne. Nogen af dem tænkte langt mere om dem selv end de burde. Hvis hun skulle være ærlig, så havde de unge aldrig tiltalt hende særlig meget på et romantisk punkt, selvom hun kom godt ud af det med hinanden.
”Ligelides Renaél,” svarede hun med et smil, og tog en hårlok af sine egne og kørte den bag sit ene øre. Nu var det vist også tid til at komme tilbage til resten af festgæsterne.

”Det kan være, og måske hvis der er tid, kan vi tage endnu en dans,” sagde hun grinende, før hun nikkede lidt i hans retning, og så bevægede sig tværs gennem dansegulvet og væk fra hendes yngre ledsager.

Renaél stod lidt fjoget tilbage og vinkede efter rådsmedlemmet. Så rankede han sig og fandt vej tilbage til ungelverbordet. Bag ham var musikken igen begyndt at spille og skørterne hvirvlede, men han sank ned på en bænk og fik stukket et glas elvervin i hånden.

For en gangs skyld nød han de andre ungelveres anderkendelse - det var lykkedes for ham, Renaél, at få en dans, og endda et kys, fra en af de højtstående elverrådsmedlemmer.
Det var noget, der ikke ville blive glemt lige foreløbig. Renaél lo, mens han tømte vinglasset og hostede derefter, da en kammerat dunkede ham på ryggen.

"Ved Avanya, du klarede den!"

Aftenen så pludselig gevaldigt lys ud. Renaél håbede, at det ikke var sidste gang, han kom til at møde Melarue - ikke bare fordi hun var elverrådsmedlem. Han kunne godt lide hende.