Smile kom med grin ”Det er altså ikke sådan at man bliver en vampyr” sagde han, han kunne selv huske så meget ad hvordan at han blev vampyr man han var klar at det indeholdte hans blod og at personen skulle dø for at de kunne blive genfødt.

Som hun beskrev smagen var det tydelig at hun ikke helt havde ret, men han var hellere ikke imod hvad hun sagde. ”I er ikke på min kost plan fremover, jeg holder mig til mennesker og engle. De har en bedre smag, elver er heller ikke dårlig at spise. Du kan forstille dig at de racer vi ser som byttedyr smager bedst” forklarede han kort. ”Jeg kan sige ikke det store om alfer, jeg mødte engang en anden en af dem, men ham kunne jeg ikke smage på fordi samtalen mellem ham og kvinden der deltog var alt for morsom” Smile havde ikke set mere til kvinden der efter men hun havde vækket hans nysselighed nok til at han gerne ville finde hende.

Smile lavede ryst på hoved som han prøvede på huske mere fra den dag, men resten af samtalen havde ikke været vigtig nok. ”Generelt undgår jeg racer som kan gør større modstand overfor mig, dæmoner er blandt andet stærke nok til at jeg ikke har lyst til angribe dem” også var de hellere ikke dårlig selskab at snakke med, det lettere at tale med race der forstod sig i mord og anden form for ondskab.

Han begyndte at forsætte ned af gaden indtil at det endte ved gyden der var mellem de forladte huse, ”Jeg har desværre ikke en nøgle til huset, så du må se om du kan bruge hulet i vægen” sagde han, i hendes mande krop var hun nok lidt større end hvad han selv var som mand og hun kunne nok komme igennem uden de store problemer. Smile skubbede ind i hullet i væggen for rydde vejen for dem før at han selv kravlede indenfor, man kunne ikke tale meget om indhold i huset for det var der ikke det store af.

Smile følte ikke at han havde brug for mange ting, jo et skab til tøj. En seng i et markere hjørne til hvile om dagen, når han ikke gad at være udenfor, den blev næsten aldrig rørt af ham. Der var et bord og to stole og mærkelig trappe til salen ovenpå hvor man svag kunne duft et eller andet der rådne i fred og ro.

Smile ledte kort efter et eller andet til tænde det lille lys midt på bordet. ”Hjem, rædsomme hjem” sagde han kort. ”Jeg ville byde på et eller andet, men eftersom at jeg ikke spise som sådan, er der ikke så meget komme efter” sagde han til hende da hun var komme indenfor.

Sonya kunne ikke lade være med at grine lidt ”Det er noget med at bide i halsen og ham der har bidt, skal give sit blod… Tror jeg nok…” sagde hun lettere undrende over sine egne ord. Hun havde aldrig helt forstået vampyr forbandelsen og kom nok heller ikke til det, med mindre hun opsøgte nogle oldgamle vampyrer. Hun hævede et øjenbryn og trak på skuldrene ”Engle har vel en sød smag?” spurgte hun uden at have nogen egentlig forstand på hvad i al verden hun talte om. Hun var ikke selv bloddrikker, men hun kunne godt følge ham. Frygten i byttet måtte vel også give en eller anden form for smag? Eller var det bare noget hun havde hørt rygter om? Sonya lyttede til hans ord om alfen og kvinden og grinede lidt ”Jeg kan næsten se det for mig” sagde hun med et kækt smil på læberne. Hun havde fået nok af alfer… Og den der havde forvandlet dem til det modsatte køn, skulle vampyren få til snack, hvis de da i så fald kunne indfange det lille væsen.

Sonya fulgte ham ind i gyden og så på hullet der var i væggen ”Jeg kender den følelse…” sagde hun. Hun havde ikke selv en nøgle i det hus hun havde boet i før Ra havde samlet hende op og taget hende med. Hun så på vampyren forsvinde igennem hullet og ind i huset og da han var væk, kravlede hun efter. Hun så sig lidt omkring, dejligt minimalistisk, men hvem havde også brug for tusind ting, der alligevel ikke blev brugt? Et smil kom frem på hendes læber ”Det er helt fint, jeg er alligevel ikke specielt sulten” sagde hun og gik lidt rundt. Da hun kom til trappen så hun blot op af den og tog en dyb indånding før hun vendte sig mod vampyren ”Mhhm, rådenskab, en af de bedste dufte… Hvis du spørger mig” sagde hun med et kækt smil. Hun havde lidt regnet ud hvad der måske gemte sig der oppe, men det var ikke noget der rørte hende det mindste.

"Et eller andet derhen af, jeg har ikke selv afkom og jeg egner mig nok heller ikke til at skulle have det” indrømmede han, far ville han aldrig blive og han søgte det heller ikke.
”Engle er ligesom slik er til mennesker, sødt og luksus for det fleste af dem” forklarede han, han drak ikke engle blod så tit igen, fordi engle som sjælden til dalen eller i de andre områder som han ofte begav sig omkring i.

Smile løftede sin bagdel op bordet midt i lokalet, han var stadig ikke helt sikker på hvad han skulle gøre med den nye krop som han havde, og der virkede mærkelig at lad hans arme hvile i et doven kryds under opståede bryster som han nu havde. Han så op i mens at hun så sig omkring, og han lavet en lav lyd da hun kommenterede på duften fra værelset ovenpå.

”Du lyder som der har erfaring med den?” sagde han, han løftede en hånd op for skubbe det lange hår væk fra hans øjne og udtryk. ”Hvad fortager du dig? Når du ikke er herude i dalen?” han var på en måde nysgerrig på hvad der fik hende tilbage til dalen, der var nemlig ikke planlagt at han ville møde hende der, med mindre at hun selv havde været på udkig efter ham.

Sonya trak på skuldrene "Der er vel kun en måde at finde ud af det på, ikke?" sagde hun med et kækt smil på læberne. Nej, han fremstod ganske vidst ikke ligefrem som typen der ville være den gode "fader" til nogen som helst, men som hun sagde, der var kun en måde at finde ud af det på. Som han begyndte at snakke om englene hævede hun et øjenbryn "Det lyder næsten uhyggeligt lækkert... Bevares, så er jeg ikke den store blod drikker, men altså" sagde hun med et kækt smil på læberne. Blod som var som slik? Det var jo næsten lokkende, nærmest som om hun blev nødt til at prøve det på et eller andet tidspunk, måske sammen med ham?

Hun vendte sig mod ham og kunne ikke lade være med at grine lidt, nu hvor han ikke helt vidste hvad han skulle gøre med sine arme grundet brysterne han havde fået. Hun trak på skuldrene over hans spørgsmål angående rådenskaben "Årh ja... Der var de gode gamle tider da jeg levede på gaden... Og folk ved et uheld forsvandt fra deres hjem..." sagde hun og lå tryk på uheld. Det var intet uheld, personerne var ikke smuttet fra deres huse, men hun havde dræbt dem og lod som om hun var datteren, der havde mistet sine forældre, mens de i virkeligheden var godt gemt væk i et værelse eller stadig var i live og levede i deres egen lort og langsomt døde og til sidst gik i forrådnelse. 

Sonya sukkede opgivende "Jeg arbejder for en dæmon der hedder Ra.... Jeg ved ikke om du kender til ham.. Modbydelig satan, hvis jeg selv skal sige det... Men af en eller anden grund får jeg lov til at gøre hvad jeg har lyst til, mere eller mindre" sagde hun med et skævt smil på læberne "Hvad med dig selv? Du må vel også lave et eller andet?" sagde hun og gik over til bordet han sad på. Hun placerede sig ved siden af ham og lænede hovedet ned mod hans skulder, hvis han da tillod det. 

Smile grinte ved hendes kommentar, ”Har du virkelig fantasien til forstille dig, mig i den rolle?” sagde han kort før at han grinte lydig. Han kunne se alle andre vampyrer end ham selv med afkom, men han ville ikke selv have lysten til at skulle passe et eller andet menneske eller anden race som vampyr. 

”Uheldigvis smager blod nok ikke på den måde for andre racer, eller ikke hvad jeg ved af” sagde Smile kort med eftertanke, han havde ikke hørt om andre racer der talte om smagen af blod som værnende god, eller måske kunne dæmoner smage den slags, de var alt ædende udefra hvad han selv havde hørt. ”Hvad spiser i dæmon, jeg har hørt ikke behøver at spise som mennesker, men at i gør det for at have styrke?” sagde han kort, mad var ikke en ting han selv havde tænkt på ikke i over tyve år eller mere, han kunne lide smagen og hans krop ville hellere ikke optaget mad som sådan.

”Uheld ligefrem?” sagde han som han næsten ikke kunne tro på hende, der var intet der hed uheld i hans verden, der var bare dem der tabt og dem der vandt eller noget derhen af. Gadeliv havde være en god del af hans liv, og han huske ikke præcis meget af hvem han var som menneske så han kunne tale om hvad der var sket før hans liv som vampyr. ”Jeg kan ikke ligefrem sige at det er navn jeg har kendskab til, jeg har det med undgår mange dæmoner da de ikke ligefrem gør sig selv lette som bytte” sagde han i en ærlig tone.

”Hvad jeg laver, mmm mord for det meste… overlevelse i general forstand er en anden ting, en vampyr skal jo have blod fra et eller andet sted” sagde han med træk på skudren, han gad ikke rigtig at tale om kunst eller de ting derhen ad. ”En som jeg har ikke brug for mange ting her i livet, så længe at jeg har et tag eller sted at skjule mig for solen, er næsten alt andet ligegyldig i længden” svarede han kort. 

Sonya trak på skuldrene og grinede ”Nej… Men det kunne være forbandet sjovt alligevel” sagde hun med et kækt smil på læberne. Hun var ikke engang i stand til at se sig selv i rollen som forældre… Desuden var der ikke nogen mænd der var specielt tiltalende og slet ikke til det formål.

Hun trak på skuldrene ”Jeg har hørt det skulle smage af jern… Eller sådan noget i den dur?” sagde hun og lagde svagt hovedet på skrå. Hun kunne ikke forestille sig at smagen af jern var specielt lækker, så derfor havde hun holdt sig fra blodet. Hun trak på skuldrene ” Jeg gør det for at virke som et menneske, så folk ikke ender med at få en hjerneblødning, men jo, der er også energi i det… Fra tid til anden” sagde hun og trak på skuldrene. Ganske vidst var det sjældent at hun tog et ordentligt måltid, det bestod oftest af et æble eller et eller andet hurtigt hun kunne tage i maks ti bider.

Et kækt smil kom frem på hendes læber. Det var bestemt ikke et uheld at de mennesker var forsvundet, de arme mennesker var som regel blevet myrdet og efterladt i en eller anden gyde, så folk kunne tro det værste. Hun trak let på skuldrene, hun vidste godt at dæmoner ikke var det første vampyrer ville jage og at han ikke kendte Ra, var han sikkert ikke ene om, ikke engang hun vidste hvem pokker manden var, før hun var stødt på ham. Svagt trak hun på skuldrene ”Han kommer heller ikke så meget ud, den sure mand” sagde hun med et lille grin i stemmen. Hvis Ra hørte hende nu, ville hun sikkert få en på hovedet.

”Mord fra tid til anden, ak ja, det er også en skøn bedrift” sagde hun med et kækt smil på læberne. Hun havde selv nedlagt et par folk gennem tiden og ville helt sikkert ende med at skulle nedlægge flere. Det var dog ikke noget problem for hende, for hun elskede følelsen det gav hende når hun så en persons liv langsomt ebbe ud. Hun kendte ikke til det med at være nødt til at skulle søge ly for solens stråler, faktisk ville hun næsten gå så langt og sige hun elskede solen. Svagt trak hun på skuldrene ”Det problem kender jeg ikke lige til… Men kunne heller ikke forestille mig det altid er lige nemt” sagde hun og sendte ham et smil.

Han kunne rolle med sine øjne ved den tanke, han skulle nok ikke være far til en eller anden vampyr. Det ville bare ende med at personen blev som han var, et misfoster af natur.

Smile træk på skulderen, han kunne rigtig huske smagen af blod fra før at han blev til en vampyr, men hun havde nok ret i at det var jern rig smag. ”Jeg kan ikke engang tænke mig til hvad blod smagt af længere, ikke efter over tyve år i den her tilstand,” hans for længest døde krop havde ikke mange funktioner med mindre at han indtog blod. 

Han lyttede dog eftertænksomt efter som Sonya forklarede årsagen til at dæmoner spiste som mennesker, ikke at han helt forstod det. Smile kunne næsten knække sammen af grin, i stedet klukkede han. ”Ja, jeg kan ikke forstille mennesker tager det så pænt, hvis man siger nej tak til en middag som de bruger lang tid på lave til en?” sagde han kort, han var dog glad for at han undgik større venskaber hvor at han skulle spise hos folk, for det var ikke morsomt at skulle kast op efter at man havde leget menneske.

Sur ligefrem. Sonya fik det til lyde som om at det var hverdagen for dæmoner, ”Ak ja, sådan er folk desværre nu om dage,” sagde han i en letter sarkastisk tone. Okay, han var ikke selv en person af glæde, men galskab og vanvid havde sine egen fordele. Han var ikke ensom som andre, eller med et behov for det sociale som andre.

Smile lavet et lille tsk ved hendes ord, ”Du heldigvis heller ikke en blodsuger, der fordele men lige så mange problemer” man kunne da savne solen, det kunne han indrømme ind i mellem. Men han manglede den nok heller ikke, ikke på dyb plan. ”Kunne jeg lave om på tingen, havde jeg nok taget døden til mig. Misforstå mig ikke, evig liv er mærkelig ting. Men der dage og måske uger hvor jeg har genovervejet hvordan at jeg endt om som jeg er” han var ikke selvmordssøgende, når hans død kom ville han accepter den åbent.