Zahinael slap Lykkes skuldre, da hun så ned i forlegenhed. Et svagt smil kom til syne på hans læber, men han holdt sig fra at le ad hende. Nærmest enhver anden underordnet eller ligeværdig ville have fået en spydige eller hånende kommentar med på vejen over en sådan fortalelse, men det her var mere personligt end alle andre interaktioner, han havde på borgen. Og så var det Lykke. 

"Det er heller ikke dig,  jeg ser som en svaghed, Lykke," forsikrede han hende i et venligt tonefald. "Det er alt det fortiden indeholder for mig. Men det skal ikke forhindre os i at gøre noget aktivt ved det."
Zahinael trådte hen til Lykkes side og tog hendes arm i en gestus så galant, at man ikke kunne være i tvivl om, at han havde brugt mange år blandt samfundets højeststående. Han lagde an til at de skulle gå ned ad korridoren frem for at blive stående her mere. Det var både for hans egne rastløse lemmers skyld, men nu havde de også stået her så længe, at væggene måske havde groet ører.
"Fremtiden kan vi uden tvivl skabe stærkere end noget andet, vi nåede dengang. Uendeligt meget tid og uendeligt meget Mørke."

Lykke var i sit stille sind taknemmelig for, at Izael valgte at trække hende med sig på en gåtur. Det var blevet lidt ulideligt at stå stille. Eller også var det blevet ulideligt at være pinlig? Hun vidste det ikke helt, men at få gang i benene fik hende på lidt andre tanker. "Tak" sagde hun med et smil, der hurtigt blev til et lille fnis, da han gestikulerede for hende. Hun tog dog armen og gav den et klem.

"Det ville også være mærkeligt, at gøre noget inaktivt ved et problem" sagde hun med en mine, der vidnede om, at hun havde prøvet at fortælle en vittighed. Hendes kinder blussede dog igen op ved hans næste ord. Mente han virkelig det, hun troede, han mente? Sådan havde de aldrig set på hinanden, havde de? Tanken var dog langt fra ubehagelig, men hun kunne aldeles ikke se sig selv i sådan en situation med ham. "Izael, jeg..." begyndte hun, men hvad skulle hun sige? Hun ønskede ikke at afvise ham, men det her... det havde hun ærligt ikke ventet.

"Jeg ved godt, din position ikke er den højeste i hæren," svarede han hurtigt, da han mærkede Lykkes tøven. "Men det bør ikke være en hindring."
Hun tænkte uden tvivl, at hun som ridder - selvom det var en høj rang at opnå - ikke havde retten eller muligheden for at arbejde tæt sammen med ham. Dertil kom, at den Lykke, han havde kendt, uden tvivl havde været bedre til at tromle ting ned end til at gemme sig i skyggerne, som de fleste af hans egne spioner brugte deres arbejdstid på. Og så meget havde hun vel ikke forandret sig, at hun pludselig kunne stå stille og holde blodtørsten væk. Hvis det var tilfældet, ville Zahinael i hvert fald blive yderst skuffet.

"Ethelihn har stadig mange år at leve i," fortsatte han for at understrege sin pointe - og vision. "Men jeg tænker altid fremad, og en af de ting, vi må forholde os til, er at hun er menneske. Den korte levetid gør en forskel, og hun er stadig så ung, at hun næppe har tænkt på en efterfølger. Sådan er jeg imidlertid ikke anlagt, og jeg sørger for at holde udkig efter potentialet i vores højtstående. Og det er især ridderne, Lykke."

Lykke åndede lettet op, da det gik op for hende, at hun komplet havde misforstået Izaels hentydning. Hun havde troet noget helt helt andet, og hun var et øjeblik blevet ret nervøs. I stedet sendte hun ham nu et smil og nikkede. "Jeg prøver ihærdigt at stige i graderne" mumlede hun lidt pinligt berørt, som hendes kinder igen blev en anelse lyserøde. "Jeg er major lige nu. Jeg er åbenbart ikke mere værd" fnøs hun og viste for første gang en smule tegn på utilfredsheden over Mørket. Hun havde givet så meget af sig selv og havde vist sin loyalitet mere end en gang, og så fik hun sådan en rang? Hun følte ikke, det var retfærdigt, selvom hun alligevel havde fået en stor titel foræret. Hun følte egentlig bare, at hun havde kæmpet så hårdt for ikke at nå ret langt, og det skuffede hende en kende.

Lykke hævede først et bryn ved Izaels ord. "Så du vil have, at jeg... skal være Ethelihns efterfølger? Hvordan i al verden vil du dog sørge for det?" spurgte hun med tydelig overraskelse i stemmen. Det kom ærligt bag på hende, at Izael havde så høje tanker om hende. Nok følte hun, at hun havde krav på en større titel, men hun var alligevel ikke sikker på, hun havde gjort sig fortjent til at være general.

"Alt til sin tid," svarede Zahinael blot med et smil på læben. "Der er altid mulighed for at stige i rang og vise sit værd. Det handler om at gøre sig bemærket - men ikke for bemærket - og at blive set af de rigtige på det rigtige tidspunkt."
Han var tavs lidt, og for en stund kunne man kun høre deres fodtrin give genlyd mellem de hårde stenvægge. Lidt lys brød frem længere nede ad korridoren som tegn på at de var ved at begive sig op fra katekomberne. 

"Mellem os to, så er nu et enormt dårligt tidspunkt til noget som helst, dog," fortsatte han med en let skjult bitterhed i stemmen. 
Det tog ikke et geni at opdage, at Sabbatin var yderst fraværende i sin lederposition i øjeblikket, og at ingen rigtig vidste, hvor længe ordrene ville holde, eller om de ville få det komplet modstridende at vide i morgen. Det frustrerede Zahinael mere end noget andet, og det var hans primære grund til at vandre ned i gangene under borgen og trave det ud. 
"Mon ikke det ændrer sig snart. Uanset hvad er det langsigtede planer. Ethelihn gør det godt, og hun har mange år at leve i endnu. Det er vores races fordel. Tid er ikke et problem."

Lykke lyttede nøje til Izaels ord, og hun rødmede kort over at have vist svaghed igen. Hun burde vide bedre end at udvise utålmodighed, men det havde nu aldrig været hendes stærke side. Det betød dog en hel del, at Izael stadig lod til at acceptere det. Hun nikkede dog for at indikere, at hun forstod, hvad han mente, og at hun stiltiende gav ham ret. Hun havde dog ikke noget fornuftigt at sige til det, så hun tav i stedet.

"Kommer der nogensinde et godt tidspunkt til den slags?" spurgte hun lettere udfordrende, som hun sendte ham et smil. Hun lagde blidt en hånd på hans skulder for stiltiende at anerkende, at hun godt kunne forstå hans bitterhed. Egentlig følte hun det samme, men hun følte på den anden side heller ikke, at hun kunne tillade sig at stille spørgsmålstegn ved Mørkets Lord. Han var der jo trods alt af en grund.
Lykke nikkede bekræftende til Izaels ord. "Faktisk er Ethelihn det eneste menneske, jeg har respekt for" svarede hun ærligt med et smil. "Det alene fortæller en del om hendes evner" bekræftede hun. Hun nikkede igen. "Jeg ved godt, at tålmodighed ikke er min stærke side" svarede hun med en mine, der viste, at hun kunne se ironien i det.

De var efterhånden nået op fra katekomberne og vandrede nu ad en lang gang, hvor lys frit kunne komme ind ad vinduerne. Der var ikke så meget aktivitet her, da de bevægede sig væk fra våbenkammeret og udgangen til træningspladsen. Selvom Mørkets Lord ikke havde givet brugbare ordre i lang tid, holdt Ethelihn i det mindste stadig fast i ordentlig og daglig træning af soldaterne.

"Før eller siden skal situationen nok ændrer sig. Mine antagelser tyder på det bliver før," svarede Zahinael uden at uddybe nærmere. 
Det var ikke et emne, man skulle snakke for højt om, før man blev antaget for at have forræderiske tanker. Det var dog en del af hans arbejde som spionmester at holde sig opdateret på, hvad hæren syntes om deres leder, og den del så relativt sort ud for tiden. Når en gruppe ikke havde tiltro til deres leder, endte det altid med en eller anden form for omvæltning eller omstrukturering.
"Ethelihn er også et pragteksemplar af racen," kommenterede Zahinael, glad for muligheden for at skifte emne. "Jeg har mødt et par stykker af den slags gennem årene, og det eneste ærgelige er, at de ikke holder så længe. Jeg kan forstå på det hele, at det ikke er tilfældet for dig - men der er nu også langt imellem dem."

Lykke havde egentlig ikke holdt øje med, hvor de var på vej hen. Egentlig var hun også ligeglad, det vigtige var Izael lige nu, og hun havde absolut intet imod, hvis han havde behov for at traske lidt. Hun kendte til følelsen, så hun bebrejdede absolut ikke manden. For hende var det også rart med afbrækket, så hun ikke behøvede at stå og føle sig akavet.

Lykke nikkede til Zahinaels ord, og han behøvede ikke uddybe. Lige her var hun slet ikke i tvivl om, hvad han mente, og hun kunne samtidig sagtens forstå, at han var lidt forsigtig, hvilket også var grunden til, at hun nøjedes med at nikke til hans konklusion. Der var ingen grund til at friste skæbnen mere end højest nødvendigt.

Lykke lyttede interesseret til Izaels fortælling. Som han var færdig, trak hun lidt på skuldrene. "Jeg har jo heller ikke haft så meget tid til at møde alle pragteksemplarerne, det er trods alt ikke super længe siden, portene åbnede" svarede hun mere som en konstatering. Det gav trods alt mening for hende, hvis hun ikke havde været heldig nok til at møde mange kloge mennesker, specielt hvis der var langt imellem dem, som Zahinael påpegede.

"Nej, man skal lede længe, og hvem gider bruge sin tid på det? Nok har vi evigheden, men den skal ikke spildes," sagde han med en munter tone i stemmen. "De fleste af dem, jeg har fundet nævneværdige er dog for længst lagt i jorden. Jeg tror du ville have kunnet lide Eviran. Han var noget for sig. Han ville altid ..."
"Zahinael!" lød et forpustet kald bag dem, og han vendte sig om mod en af hans spioner, der kom løbende ned ad en trappegang i så meget hast, at hun næsten gled på de sidste trin.
"Yztra," hilste han som det eneste, mens hun fandt sin balance igen.
"Hastesag, hr.," prustede hun med hænderne hvilende på knæene. "Dit kontor."
"Meget vel," svarede han og vendte sig mod Lykke. Han tog hendes hænder i sine og gav dem et lille klem. "Arbejdet kalder, Lykke. Jeg lover at være bedre til at holde kontakten denne gang."
Og med de ord slap han hendes hænder og fulgte med sin underordnede op mod sit kontor.

Lykke nikkede enstemmigt til Zahinaels ord. Det var langt nemmere, at de få individer, der var noget værd, kom af sig selv til hende og ikke omvendt. Hun lyttede interesseret til starten på hans historie, men så en kende skuffet ud, da han blev afbrudt. Hun nikkede dog og sendte ham et smil, da han undskyldte sig. "Selvfølgelig. Jeg undskylder, at jeg har opholdt dig så længe" svarede hun og bukkede let for ham. "Det har du også bare at gøre!" svarede hun med en drillende mine. Hun kunne trods alt ikke gøre så meget ved det, hvis han ikke holdt sit ord.