Cedrik slog en varm bjæffende latter op, så klar og tydelig at de andre gæster gloede vantro i hans retning, før den smittede og de lo med samt lod deres blikke vende tilbage til deres borde. "Mange tak min ven! Men jo hun nævnte at hun aldrig havde set magen før" erklærede halvræven med stolthed i stemmen, han så ikke sig selv om særligt forfængelig, men lige hans pels var et nemt sted at vinde hans hjerte. 

"En drage præcis! Hendes historie fortæller om et sted kaldes Azurskær, en by ud til havet hvor de fejrede en helt der havde besejret en drage for mere end mands minde siden" gentog han Rubinen ord for ord.
"Som Havet Rubin spillede rollen som den ærefulde helt der havde reddet byen i fordums tid brød en drage med skæld som blege safirer, en ryst der truede med at bryde sten. Dragen var der for at tage hævn over den udåd der var blevet begået mod dens fader, men Rubinen trak sig mægtige syngende sværd! Klinge mødte tand og klog som brøl mødte sang" Fortalte han med en ivir som han selv havde været der.
"Til slut lå dragen død, men en stump af rubinens horn lå i det røde sand, med et stille nik gav hun hornet til byens ældste, så det havde et minde om hende der havde reddet byen"
Nok var historien bare opspind, men han ønskede at tro på at den var sket et eller andet sted!

Dal lyttede intenst med, og kløede sig på hagen. "Jeg er ret sikker på jeg har hørt om Azurskær. Det lyder unægteligt bekendt! En lille fiskerby langs Azuriens kyst hvis jeg ikke tager fejl?" om Dal faktisk huskede rigtig, eller hans hukommelse lod sig rive med af historien var svært at sige. Men fantastisk og farverig lød den, så meget at Dal ikke kunne andet end ønske den var sand!
"Om ikke andet, hvis de har en helte-fejring, så er det værd at undersøge. Der kunne uden tvivl være nogle gode historier at samle, og måske jeg endda kunne støde på Havets Rubin selv, og høre hendes historie! .. Hvis den altså er sand" fortsatte Dal næsten drømmende. Det ville være en fin fortælling til hans samling, men den var nød til at komme fra kilden selv, før at han kunne nedfælde den. Her var ingen anden-hånds fortælling nok, selv ikke en fra en ven som Cedrik.

Cedrik nikkede "Det lyder også som et sted jeg kender, men af en eller anden grund kan jeg ikke huske hvor den skulle ligge!"
Det i sig selv var egentlig ret mærkeligt, men på den anden side så havde han selv hjulpet en teleporterende halvræve pige, mødt en pige der var stukket af fra et ikke-kriger-men-stadig-kamps-tempel, rejst gennem ørkenen og mødt verdens mest fantastiske halv-kat det var pist forsvundet igen, så han kunne ikke ligefrem sige hvad der nok var normalt.
"Ganske rigtigt min ven! Det lyder som et sted der har brug for en til at grave efter huller i deres historier! Men jeg ved ikke om hun kommer der stadig, måske til deres festival?" Han så tænksom ud et øjeblik, før et glimt dukkede op i hans øjne "Men om den er sand eller ej det ved jeg ikke helt, men der var sand da jeg hørte den, og sand hvor dragens blod blev udgydet, så en eller anden form for sandet hed er der over den!" Klukkede Halvræven varmt, det var nok ikke den form for sandhed hans ven søgte, men det var den han kunne få for nu.

Dal rynkede tænksomt brynene "Måske på Smaragd øen? Det må være langs kysten, et sted med klart vand" teoretiserede dværgen, lige så meget til sig selv som til Cedrik. Et sted der rituelt fejrede en dragedræber måtte være til at finde! Men der var selvfølgelig også en anden mulighed. Måske var denne Havets Rubin blot en dygtig historie fortæller, der evnede at gøre det umulige muligt, gennem fortællerens ædle kunst?
Nej, det virkede for nemt! En så fantastisk historie måtte holde et gram af sandhed.
"Det gør det så sandelig!" lo Dal "Selv de mest fantastiske historier, bære et gram af sandhed. Og hvis byen og festivallen findes, så må det være tidspunktet at finde Havets Rubin på!" gav Dværgen ivrigt sin enighed.

En fyldig latter forlod Dal ved Cedriks Sandede Saga. "Jeg tror du har sand i hoved gamle ven!"

Cedrik nikkde lidt "Måske! men der bor ikke så mange der tror jeg? Men! Det kunne være en by ved kysten mod den?" bød halvræven ind, steder han havde været havde han ganske godt styr på, men at finde andre steder der skulle han ofte have et prej i den rigtige retning. 
"Det er jo lige det min skægløse ven! Men hvis nogen kan finde sandheden om Azurskærs drage festival, så må det være min gode ven Dal!" Klukkede han varmt, den her slags ting var garanteret hvad det dværgen havde brug for at komme i rigtigt godt humør igen, det virkede som at der måske var sket noget mellem Dal og hans mage, men det var ikke noget han skulle stikke snuden i endnu.

En bjæffende latter blandede sig med dværgens "Bare rolig min ven, det var kun i pelsen! Men efter min rejse har jeg dog haft noget andet på hovedet" Nu havde hans tanker vandret til mager, og han havde slet ikke fortalt om Lucky!

Dal nikkede tænksomt til Cedriks tanker og smilet forlod ikke dværgens læber "Ahhh ja, det er også en mulighed! Men ak min ven, jeg tror vi har flere muligheder end spor" sukkede Dal med et lille skuldertræk. Glimtet i hans øjne gjorde det dog klart, at det ikke ville stoppe Fortælleren fra at lede videre, og se om det ikke var en balance der kunne tippes den anden vej. Den slags krævede tit mod, og en lang næse, begge ting Cedrik unægteligt besad!
Den tanke blev dog skubbet til side, som Cedrik erklærede det som Dals lod.
Dværgen lod hjerteligt "Og her troede jeg dit mod skulle få dig til at stikke næsen i sagen! Men du har nok ret min ven. Nysgerrighed er en utrolig drivkraft" grinede han "Og jer er unægteligt ganske nysgerrig" indrømmede han gladeligt.

Dals øjenbryn hævede sig sammen. "Ohh? Og hvad er så utroligt det har fanget dine lange øres interesse, over Ædelræve og Havets Rubin?" spurgte Dal med let forbløffelse. Tanken om noget der holdt Cedriks interesse over alle de fantastiske eventyr han allerede havde fortalt om var sandelig forunderlig.

Cedrik nikkede i enighed "Der kan jeg ikke andet end give dig ret min ven! Men jeg tænker at du nok skal få gravet noget frem før eller siden!" En del af halvræven ville umådeligt gerne med sin ven på eventyr og lede efter tabte fortællingere, men det kriblede i hans fødder at gå af andre stier, heldigvis gav det endnu flere historier for dem at delde når de endte med at mødes igen. 
Cedrik klukkede sammen med Dal "Du har ganske ret, jeg er stadig i tvivl om hvem af os der mon er den mest nysgerrige!" Selvom han nok egentlig mente at Dals i hærdige nysgerrighed vandt over hans egen noget mere spontane.

Halvræven smilede stort som han satte sig ekstra godt til rette på stolen "En kat" forklarede han drømmende og stirrede blot drømmende ud for sig, før han kom i tanke om at han skulle til at fortælle en historie. "Jeg mødte den her fantastiske halvkat ved navn Lucky. Hendes hår er glat som det fineste silke og sort som natten bag stjernernes lys, hun har øjne som det smukkeste rav, et smil der kan stjæle pusten fra hvem som helst, men det bedste er nu hendes latter! En latter let som brisen, så smittende som varm sommerdag og..." Cedrik stoppede kort som ordne kom lettere end han havde troet, og med dem den sandhed han ikke havet indset før nu "... jeg har aldrig været så forelsket i nogen som jeg er i hende"

"Det må guderne vide min ven, det må guderne vide" klukkede Dal og rystede en smule på hoved, som Cedrik fonderede over, hvem af dem der i sandhed var den mest nysgerrige. Dal var nu sikker på den titel ville tilfalde hans ven, hvis lange næse og sans for at finde et eventyr, altid fik ham ud på de mest forunderlige rejser, og introducerede ham til de mest fantastiske folk og fæ.

Tanken blev dog hurtigt lagt til side, som halvræven begyndte at fortælle om halvkatten. Knap var Cedrik begyndt før Dal skubbede sit krus lidt til side, og lænede sig nærmere indover bordet. Tålmodigt lod han sin ven tage sig den tid han havde brug for, dværgen havde allerede på fornemmelsen at dette ikke var enhver halvkat.
Et smil brød frem på det skægløse ansigt som Cedrik fortalte, og det blev kun større og større for hver sætning, til det så ud som om den lille mand ville sprænges af bare glæde.
"Du er så hårdt ramt som nogen arm helt der har mødt sin hjertenskær!" erklærede han og fortsatte ivrigt "Så hvordan mødtes i?! Undlad ingen deltajer!" bød han ham fortsætte, mens Dal hvilede hoved mod en hånd på bordet. Åh, var der noget så fantastisk som den slags ærlige kærlighed?

Cedrik klukkede varmt og rystede lidt på hovedet af sig selv, sjældet hørte man om nogen der var så ramt som helte fra historier! Men han kunne ikke give hans hulgravende ven andet end ret. Jo mere han tænkte over det lød det faktisk lidt som det var lige ud af et eventyr.
Tænksomt kløede han sig lidt i pelsen, for jo han kunne da godt huske det, men at finde alle detaljerne ville kræve lidt arbejde.

"Du ved den varme del af foråret var lige kommet til Medanien og jeg var forbi på den store markedsdag og der var fyldt med folk hvor så at jeg hører nogen kalde så en onkel Ben, hvor jeg så drejer mig og ser hende, Lucky" fortalte han med lukkede øjne som han prøvede at huske tilbage. "Lidt pinligt berørt takker hun ja da jeg tilbyder hende noget at drikke efter alt råberiet, som hun takker ja til, jeg vil gerne sige det er på grund af mit smil, men det er nok lidt også for at undskylde at hun troede at jeg var en anden" forklarede han og åbnede øjnene.
"På vej derhen bliver hun så ramt af en bold, hvilket jeg selvfølgelig gør hvad jeg kan for ikke skal gøre ondt på hende! Og vi har så det her meget romantiske øjeblik indtil at jeg lidt tilfældigt slår en anden bold væk der er ved at ramme hende, hvor jeg får sagt at det var heldigt og hun så stikker af" 
At hun stak af der gjorde stadig lidt ondt, men nu vidste han i det mindste hvorfor.

Dal lyttede intenst med som hans ven fortalte, og nikkede, ivrigt og entusiastisk på de rette tidspunkter, og en smule på de forkerte, for det var svært for den gæve dværg at holde sin iver og ihærdighed tilbage. Cedrik var forelsket! Sådan rigtig godt og grundigt forelsket! Fandtes der noget smukkere i verden?

"Det lyder som det perfekte kaos!" klukkede Dal varmt "Men min ven, hvis hun stak af, hvad laver du så her?! Du må da ud og finde hende igen, før længslen sætter kløerne i dig!" opfordrede han hastigt, inden han så mere skævt på halvræven "Eller er dit hjerte så gammelt du allerede er blevet melankolsk?" stak Dal, men det var en venskablig varme i det, trods ordrenes bid. Dal ville aldrig ønske at se Cedrik såret, men hvis han havde mødt så skøn en kærlighed, så skulle han da ikke side og spilde tiden på at sludre med en forstoppet dværg!

For at understrege at han mente det seriøst, drak Dal ud i hurtige, dybe drag, og rejste sig. "Jeg har vist også lidt at se til selv" sagde han, men smilet der fulgte nåde ikke helt til hans øjne. Det havde været en rar distraktion at se Cedrik igen, men Dal kunne ikke lade Eyad alene for længe. De risikerede bare illusionen løb ud på et uheldigt tidspunkt, og så var de første i store problemer!

Den røde halvræv blinkede et par gange over den garvede hulgravers ord. For jo nok var han heldig og tænkte at han da nok skulle se hende igen, men idéen om at selv tage ud og finde havde på en eller anden måde ikke sneget sig ind i Cedriks hoved. 

Hastigt tømte han resten af sit krus og hamrede det ned i bordet "Du har ret! Der er ingen grund til at jeg bliver her og venter på der sker noget! Jeg må tage skæbnen i egne poter!" udbrød han med skum om læberne, ikke at han lod det være der længe før han tørrede det af i sit ærme. "Hun er nok et sted i Medanien, det ville nok give mest mening" mumlede han halv for sig selv om han sprang op og samlede sine ting, tydeligt uden at opdage kromutters strenge blik der blev sendt i hans retning.

"Du skal have al min tak min ven! Og må lykken følge dig til vi ses igen!" udbrød han smilende stort og givende dværgen et kram, hans tanker var allerede ude på vejen i retning mod Medanien, han skulle nok finde hende! 
Katten der havde stjålet hans hjerte, "Så Helga det lader til at vi skal på et nyt eventyr!"