Pis. Storm kunne mærke en knude vokse frem i maven, da Zahinael begyndte at snakke. Illusionen om, at han faktisk havde en smule frihed her i byen, smuldrede som tørt brød. Der blev åbenbart holdt øje med ham døgnet rundt. Selv ikke på Kzar Dûn følte han sig så overvåget. 
Hans hjerte bankede hårdt i brystet på ham. Han var ikke direkte bange, han tog ikke helt sit liv seriøst nok til det. Og hvad kunne han gøre ved ham, han ikke allerede havde været igennem? En lille stemme hviskede et sted i hans baghoved, at manden foran ham kunne få ham til at tigge om at dø. Manden foran ham var essensen af Mørket selv.

Storm var tavs. Han vidste ikke, hvad han skulle svare til de informationer, han fik. Og det virkede til, at Zahniael alligevel havde viden om det meste, så hvorfor blive ved med at begrave sig endnu mere i løgne? Nej, nu var det bare at se, hvad der så skulle ske.
Han skulle ikke vente længe. Koppen blev løftet op over hans hoved, og han nåede lige at gætte, hvad Zahinael ville, inden han gjorde det. Teen var brændende varm og Storm trak sine skuldre op og dukkede hovedet med en svag lyd af smerte. Mere nåede han heller ikke at gøre, før dæmonen greb ham om kæben og skubbede ham op af døren bag ham. 

To følelser kæmpede om pladsen. Lysten til at kæmpe i mod var størst. Sikke et svin, hvad troede han lige, at han havde gang i. Vreden boblede voldsomt op i ham og han knyttede sine hænder hårdt. Han stirrede Zahinael i øjnene og hans egne blå øjne fortalte nok alt om hans vrede og modstand. Han ville bare slå.
Men den anden holdt ham tilbage. Fornuften. Hvis han nu lod manden få at vide, i hvert fald bare noget af sandheden, så kunne det være, at han slap ud af dette uden for meget smerte. 
Der gik et øjeblik, hvor han trak vejret hårdt for at berolige sig selv. Til sidst lod han sine skuldre falde en smule ned og han så ned.
"Hun regnede ud, at jeg er med Mørket. Vi lavede en handel. Jeg lod være med at fortælle dig om hendes brødre og hun lod være med at fortælle hele byen, hvem jeg er." Han skar ansigt. "Hun var bare en dum sekretær med lidt for meget snusfornuft." Han skævede mod Zahinaels ansigt og håbede at han spiste den. Det var jo sandheden. Næsten. 

Et lille, grumt smil tegnede sig på Zahinaels læber. Nej, Storm havde ingen magt over sit eget liv her i storbyen. Lige så snart, han var overgået til Zahinaels afdeling, var han hans. Den vrede og afmagt, der nu lyste ud af den unge mands øjne, var som slik for spionmesteren. 
Men Storm var en god dreng og lod ikke vreden komme til handling. Stadig med smilet tiltagende i tilfredshed, lod han Storm tale ud. Endelig mere end én sætning. 

"Godt så," Zahinael slap ham og rettede sig op, men flyttede sig ikke fra at være ubehageligt tæt på. "Og hvordan regnede hun det så ud?"
Hans kropsholdning slappede lidt af igen. Storms ord virkede sandfærdige. Måske var de ikke hele sandheden, men når hans forklaring var, at han havde lovet en pige, ikke at sige noget, forventede han heller ikke i samme grad den fulde sandhed. Trykket på ordene, da han sagde, at hun bare var en dum sekretær, lød også mere dybtfølte og naturlige end resten af hans sætninger. Rapporterne havde også meldt, at pigen ikke havde virket som en Lysets Kriger, men kun havde været sammen med to andre, og Storms ord om brødre fik det hele til at give mening. Mange kvinder blev nægtet at blive kampdygtige her i storbyen, var Zahinaels erfaring, og han fattede ikke hvorfor. Hos Mørket var nogle af hans bedste folk kvinder. 

Dæmonen tav og lod Storm få ordet. Han havde nogle flere spørgsmål, men for nu fik Storm lov til at tale, bare lige for at se om han ville tale mere uden om, eller om han var klar til at være fuldt samarbejdsvillig.

Lettelsen skyllede igennem Storm, da det virkede til, at Zahinael virkede til at tro på hans ord. Altså, Storm var sådan set hamrende ligeglad med Zirras brødre, men han... ja, han ville gerne beskytte Zirra selv. Også selvom hun havde reageret på ham, som hun havde. Synet af den lille kvinde, krøbet ind i hjørnet med hans ene kniv i hånden, var brændt fast på hans nethinde. Det var sjældent, at noget fik de helt store følelser frem i ham, men der havde været noget over hende og han ville bare gerne... han sukkede indvendigt og koncentrerede sig om Zahinael, der slap ham. Men ikke flyttede sig. 

Uden at vise sin lettelse, løftede han blikket en smule, så han kunne se den høje mands ansigt. Han virkede lige pludseligt afslappet. Noget Storm ikke tog for gode varer. Langt fra.
"Det spurgte jeg ikke lige efter. Hun var ikke ligefrem til at snakke med efter det." Aldrig i livet at han ville fortælle, at det var ham selv, der havde åbnet munden. Han kunne slet ikke huske, hvornår han sidst havde lavet noget så dumt. 

Storm kunne stadig høre sit eget hjerte banke i brystet på ham, den andens nærhed var ubehagelig og han forsøgte konstant at aflæse manden. Hvad ville han høre? Hvad kunne Storm sige, så Zahinael ikke... hvad end han nu gjorde. Rygtet om ham sneg sig rundt i Kzar Dûn, og Storm var ikke i tvivl om, hvorfor han var endt under manden. Ved Mørket var der en fast tro på, at smerte kunne få folk til at følge ordrer. Det virkede i også i korte perioder på Storm, men han hadede autoriteter så meget, at han altid endte i konflikter med dem alligevel.
I et forsøg på at få Zahinaels tanker væk fra Zirra, skiftede Storm af sig selv emne.
"Brødrene var bare et par glade fyldebøtter, jeg fik ikke noget nyt ud af dem. De ville hellere snakke sværd end information." Han rettede sig svagt op og mødte atter de blå øjne med sine egne knapt så blå. 

Zahinael sukkede. Selvfølgelig havde en søster til krigere af Lyset ikke været til at tale med, når hun først vidste, at Storm var fra den modsatte side. Det løb i familien, den loyalitet der. 
Lidt ligesom inkompetence måtte løbe i Storms. Magen til ubrugelige svar skulle man lede længe efter. Men så igen, Storm var bare alment uddannet kiger, og dem gav Zahinael altså ikke meget for. Det var totalt tilfældigt, om man var heldig at få en god kriger som underviser, eller om man bare blev fordummet og ikke lært at tænke selv. Nok var smerte en god motivator, men for meget havde det med at gøre folk mere passive og ende med ikke at turde tage de rigtige beslutninger. Måske var det noget i den stil, der var med den unge Storm. Zahinael havde ikke gravet den fulde fil på ham frem - han havde ikke tænkt, det ville blive nødvendigt. Efter i dag ville det måske blive nødvendigt, så han kunne holde lidt mere styr på ham ved at kende de rigtige knapper at trykke på. 

"Du må da ved Zaladin have lagt mærke til, hvornår hun fandt ud af det, knægt," sagde Zahinael med en stemme, der mest af alt mindede om en skuffet fader. Han viftede med sin frie hånd og tog en slurk af theen. "Fortæl mig om mødet. I detaljer."
Storm fik en smule mere plads, da den høje spionmester trådte et halvt skridt tilbage og lænede sig bagud på det ene ben. Han gav ham ikke plads nok til at komme ind i rummet og føle at han havde plads til at trække vejret. Ikke endnu. Zahinael var ikke helt færdig med at udspørge knægten. Han troede dog på det med brødrene. Spionen, der havde meldt tilbage til ham, havde sagt det samme. Det ville være tvivlsomt, at Storm havde kunnet få noget ud af de to andet end bræk, men måske tøsen kunne komme til at give lidt af sig, når han havde hende alene og afslappet. Selv det var dog irrelevant lige nu. Hvordan Storm var blevet opdaget var mere relevant, for hvis det på nogen måde var noget, Zahinael kunne have forudset, var det mere hans egen læring, der skulle forbedres, end det var Storms. 

Ville Storm være blevet fornærmet, hvis han vidste, hvad Zahinael tænkte om ham? Ja, det ville han nok, men han ville nok også have forsøgt at forstærke de tanker. Det gjorde ham ikke noget, at andre tænkte, at han var dum eller uintelligent, så længe det var til hans fordel. Og det ville det uden tvivl være i dette tilfælde! Og lige nu kan man nok heller ikke ligefrem påstår, at han forsøgte at virke som andet end lidt smådum, for det gjorde det nemmere at beskytte Zirra. Og forhåbentligt komme ud af det her i nogenlunde hel stand.

Så et skævt smil gled over hans ansigt, da Zahinael krævede at få detaljer at vide.
"Ehe, altså, jeg var lidt travlt optaget, da hun, ehm, flippede ud. Så om jeg er kommet til at sige noget forkert eller gøre noget..." Han trak på skuldrene uden at skamme sig overhovedet, men han gned sig nu alligevel i nakken med en hånd for at antyde, at han nok ikke var helt stolt over situationen. For et splitsekund overvejede han at spille endnu mere dum og fortælle om oplevelsen i sengen som detaljerne, men han vidste godt, at det ikke var det, Zahinael ville have. Og han vidste også, at Zahinael vidste, at han ikke var SÅ dum.

"Vi fik ikke rigtigt sådan snakket om noget andet... sådan vigtigt... hun vidste tydeligvis ikke ret meget om, hvad brødrene lavede og hun var som sagt bare en sekretær for en eller anden, der arbejdede med... bygninger?" Man kunne jo godt sige, at han var ærlig nu, for han fortalte det, han havde fået at vide før det hele gik galt. Han flyttede lidt uroligt på sig, stadig med en stærk følelse af at være fanget mellem døren og manden.
"Jeg ved ikke, hvor meget, der er at fortælle. Vi drak lidt for meget, jeg var idiot og blev overtalt til at tage hende med hjem til mig, hvor tingene sådan lidt... fortsatte af sig selv. Og da hun ligesom gik i panik, fandt vi frem til en aftale, vi begge var tilfredse med. Jeg kunne ikke ligefrem slå hende ihjel, når hun er i familie med så mange fra Lyset og de havde set mit ansigt. Og så midt i Dianthos." Han lukkede munden igen med følelsen af, at han begyndte at plapre. De store blå øjne så nervøst afventende på dæmonen. Tog han det for gode varer?

Zahinael brugte noget tid på bare at kigge på Storm. Vende hans ord i hovedet. Vurdere om han troede på dem. Der var stadig et eller andet, drengen ikke ville fortælle. Måske havde det noget at gøre med hans svage hints til, at hun havde fundet ud af hans erhverv imens de havde været i gang. Var Storm... pinligt berørt? 
Et svagt smil nev lidt i hans mundvig. Der kunne man bare se. Fjollede dreng. Det var nok ungdommen, der trykkede stadig. Med tiden ville det blive bedre. 

"Jeg sender nogle folk forbi dit nye sted hurtigst muligt," sagde han, og trak sig endelig lidt væk og gav Storm lidt af sin personlige sfære igen. "De vil sikre sig, at der ikke er noget i dine omgivelser, der kan vise dit forhold til Mørket, og de vil vejlede dig i at gebærde dig mere naturligt i omgivelser, hvor alle ikke er dine venner. Så bør det ikke ske igen. Jeg vil rose dig for at håndtere situationen på en måde, der ikke efterlod arbejde til Lyset. Jeg sørger for at holde øje med dit gamle bosted i et par dage, i tilfælde af at tøsen ombestemmer sig. Det var en god idé at forlade bygningen så snart den var kompromitteret. Hvis hun vælger at komme tilbage og lede efter dig med sine brødre, sørger mine folk for at få lukket munden på hende. Permanent."

Mens han talte, vendte han sig for at gå tilbage til sit skrivebord. Der var meget arbejde, der skulle laves, og Storms eskapader havde forsinket det. Det der skulle have været en simpel afrapportering, var blevet til et halvt forhør og lidt mindre the i Zahinaels kop. Men inden han nåede at gå langt, stoppede han op og vendte sig om med en lille gråhvid kugle mellem pege- og tommelfinger i sin frie hånd. 
"Men du løj for mig Storm." Hans stemme var isnende nu, som den vinter, de netop havde forladt. Samme kulde var at finde i den lille kugle, der var fyldt til randen med forfrysningens stikkende smerte.
I et langt skridt var han tilbage ved Storm og pressede den lille kugle mod halvdæmonens læber. Hvis han ikke gav hurtigt efter, ville han kun presse hårdere for til sidst at få den presset ind i hans mund. Så snart den var inde, ville han tage fat om Storms kæber og tvinge hans mund lukket. Zahinael holdt øjenkontakten med Storm. 
"Du lyver ikke for mig igen." Det var ikke et spørgsmål, og kuglen poppede i Storms mund.

Ventetiden var ulidelig. Storms hjerte bankede hårdt mod hans ribben og han måtte synke en klump, hvilket fik hans adamsæble til at bevæge sig op og ned. Det hjalp ikke, da Zahinael begyndte at smile. Hvad tænkte han mon på?! Havde Storm kendt svaret på det spørgsmål, ville han have leet højt. Han var overhovedet ikke pinligt berørt, i hvert fald ikke over det, han havde lavet med Zirra. Bare mest over at være så idiot, som han havde været, da han afslørede overfor den nøgne kvinde under ham, at han var fra Mørket.

Endeligt trådte hans overordnede tilbage og gav ham plads til at falde svagt sammen og få pustet ordentligt ud. Han hørte næsten kun efter med et halvt øre, for han var fyldt med en blød følelse af lettelse. Han havde lige troet, at Zahinael ville bruge nogle af sine metoder på ham, som straf for... ja, det hele. 
Han nikkede til det, der blev sagt, dog stoppede hans hoveds bevægelse, da Zahinael truede med at slå Zirra ihjel, skulle hun komme rendende, hvor han havde boet. Det var måske ikke så overraskende, men Storm måtte lige sende en bøn af sted til guderne om, at Zirra var klog nok til at holde sig væk.

Storm løftede blikket, da dæmonen stoppede op og vendte rundt. Det faldt ret hurtigt på den lille grå boble i mellem hans fingre. En kold knude dukkede op i Storms mave. Han kendte ikke detaljerne om Skyggens evner, han vidste bare, at der gik rygter om, at fanger var blevet sindssyge af den smerte, han kunne påføre dem uden at slå dem ihjel.
Zahinaels tonefaldt var så holdt, at det næsten føltes som om, at temperaturen faldt i rummet. Gåsehuden spredte sig op og ned af Storms arme, og han hævede blikket til mandens ansigt. Lort. Han burde gøre modstand. Men hvad ville det nytte? Han ville ikke kunne komme væk alligevel og modstand ville uden tvivl gøre alting meget værre. Han tvivlede på, at Zahinael ønskede at dræbe ham.

Så da den grå boble blev trykket mod hans læber, varede modstanden kun kort og boblen gled ind i hans mund. Der var ingen mulighed for at spytte den ud, som Zahinael holdt hans mund lukket. "Du lyver ikke for mig igen." Storm ville have gjort et eller andet for at indikere, at nej, han løj ikke igen, ikke så han blev fanget i hvert fald, men han nåede ikke at gøre noget. Smerten fik det til at rykke i hans krop, og han kneb øjnene halvt sammen, mens lyden af et halvkvalt skrig forlod ham. Det føltes som om, at hans tunge frøs til is. Og hans tænder. Åh hans tænder! De skreg. Det føltes næsten som om, at de eksploderede. Hans knyttede hænder blev banket hårdt ind i døren bag ham, og han forsøgte halvhjertet at slippe fri af Zahinaels greb, så han kunne åbne munden og... ja, ikke noget, han vidste instinktivt at smerte ikke ville gå væk af den grund.

Det føltes som en evighed, inden smerten var faldet så meget, at hans hjerne ikke bare var fyldt af hvide lyn. Han gispede efter vejret igennem næsen og hans øjne var blanke af smerte. Han havde altid vidst, at Zahinael var farlig, men det var først nu, at det var gået op for ham, hvor farlig. Hvis en enkelt lille boble kunne gøre så meget... Han så på Zahinael med skræmte blå øjne.

Smerten var skøn at se på. Hvordan den boblede op i Storms øjne, overtog hans ansigt og fik hans krop til at reagere uden at Storm kunne gøre noget ved den. Han var helt i hans magt, helt i smertens magt. For Zahinael var smerte magt. Det var sådan han var kommet til magt, blevet ved magt og stadig udøvede sin magt.
Men han kunne ikke bare blive ved denne gang. Storm havde løjet og skulle have en passende straf, men den skulle ikke trækkes mere ud eller gøre mere skade end højst nødvendigt. Storm var stadig en del af hæren, og det var ikke op til Zahinael at fjerne en vigtig brik i organisationen. Uanset hvor meget han havde lyst til at afreagere lige nu. Det måtte blive senere, på en af fangerne i kælderetagen. 

Han slap knægtens ansigt, og vendte sig om mod skrivebordspladsen ved vinduet. Han satte sig en smule tungt ned, som kunne ligne en form for udmattelse, men som i virkeligheden dækkede over en irritation over arbejdsbyrden, der lå foran ham. En arbejdsbyrde, der var blevet forsinket på grund af Storm. Hvorfor ved Zaladins sabler havde de syntes det var en god idé at smide en ung, umoden, uduelig dæmon efter den mest travle mand på Krystallandets overflade?
Han sukkede irriteret og vendte et papir om. Han begyndte at skrive, men stoppede så og kastede et blik hen mod Storm, der stadig stod ved døren.

"Jeg kommer til at finde en opgave eller to til dig, knægt," sagde han med et snert af en vrissen i stemmen, som for at sige, at han ikke gad modsigelser eller kække kommentarer. Hans tålmodighed med drengen var ved at være brugt op. Og det var hans chakra ikke. "Så kan du komme lidt ud og få løbet noget energi af. Jeg har set, hvordan du tripper herinde. Og jeg har snart brug for noget fred og ro."

Endeligt slap Zahinael ham. Straks gled Storms mund en smule åben, så han kunne trække vejret bedre. En hånd fløj op til hans kæbe, hvor han trykkede på sine tænder igennem kindens kød. De var der stadig, intakte. Smerten forsvandt kun langsomt og hans tunge føltes stadig helt forkert i hans mund. Hurtigt blinkede han nogle gange for at fjerne det slørende lag af vand, der lå over hans øjne. For et øjeblik fyldte resterne af smerten, hans gispende vejrtrækning og den hurtige puls alt, men snart gled hans blik til manden ved bordet. Et stik af vrede gled igennem ham, men han sank det besværligt. Vrede ville ikke hjælpe ham nu. Vrede ville bare gøre det værre.

Trangen til bare at gå var stor, men han blev stående, spændt op i kroppen og hovedet sænket en smule, så krøllerne faldt om hans ansigt. Et eller andet var lykkedes for Mørket igennem tiden, Storm vidste, at han ikke kunne gøre noget. Han kunne ikke gå eller være vred. Forsøgte han at sætte en fod uden for døren, ville der bare komme en straf mere. Var han vred, ville nogen slå ham ned for at styre ham. Nej, lige nu var der intet, han kunne gøre. Andet end at blive stående og udføre den opgave, han havde fået besked på at gøre, lige meget hvor meget han hadede det.

Han rettede sig lidt op og så på Zahinael med en blanding af had og frygt, da dæmonen snakkede til ham. Den måde han snakkede til ham, fik ham til at knytte hænderne igen, men han gjorde ikke noget. Han svarede heller ikke, for han var ikke sikker på, at han ville kunne kontrollere ordene, der ville komme ud af munden på ham. I stedet tog han en dyb indånding igennem næsen og flyttede blikket fra sin overordnede igen. Opgaver. Alt andet end at være låst inde i denne lille lejlighed med denne arrogante dæmon. Alt andet.

I mellem nogle af gulvbrædderne og langs panelerne var der dukket nogle få blomster op med en klar turkis farve.

// Out

Den aften sad Zahinael alene på sit arbejdsværelse og nedfældede ordre i olielampens flakkende skær, da det bankede på døren. Storm var blevet sendt hjem flere timer tidligere, og Nael nød roen, ensomheden havde bragt med sig. Han arbejdede altid bedre alene, når det handlede om at få styr på planer og holde mange tanker i hovedet på en gang. Der var ikke plads til fejltagelser i hans position, så enhver opgave han sendte sine folk ud på, skulle være planlagt og gennemtænkt og passe sammen med de opgave, andre havde. Hvis intet spillede sammen, ville de aldrig vinde magten tilbage.

"Vi har lige fået besked udefra, hr," sagde kvinden i døråbningen. Et halvdyr med skæl på kinderne og en tendens til at falde i ét med bagvæggen. "Han er gået med til handlen."
Hun havde ikke brug for at uddybe. Nael satte kun Riidra på højprioritetsopgaver, så han vidste, præcis hvad hun refererede til. 
"Godt arbejde. Tid og sted?"
 "Om to timer, den østlige bydel."
Zahinael nikkede kort og rejste sig. "Godt. Jeg går ned og gør det tydeligt for datteren, at hendes far har bedst i at holde sit ord til os. Det bør ikke tage lang tid. Så kan du tage hende med bagefter - jeg stoler på du har de folk, du skal bruge?"
Riidra nikkede og gjorde plads i døråbningen, så de kunne følges ned. Noget fangede Zahinaels blik, som han skulle til at træde over dørtærsklen. Små, turkis blomster prøvede at presse sig vej op gennem gulvbrædderne. På første sal. 
Han bøjede sig ned og plukkede en af dem.
"Hmm. Sært."