At gøre Vargas glad og tilfreds var nok cirka Rhayas mindste prioritet i livet. Men truslen i hans ord var alt for tydelig for hende. Hvis hun ikke gik med til "handlen", ville hun ikke slippe ud af Slavehandelen igen. Og frihed var den dyrebareste ting, hun havde i sit liv. 

Hun pev, da han snuste til hende. Både fordi det vendte sig i hende at have ham så tæt på, men også fordi hans skjorte strøg over hendes blodige ryg. Mens han rørte hendes bryster, kunne hun ikke undgå at blive presset ind mod ham så det stak i alle de lange streger fra pisken. Det eneste gode ved det var at hans skjorte ville blive stænket godt og grundigt til.
En sagte stønnen blandede sig med hendes piven. Pulsen var allerede på vej op, og hun blev pinligt bevidst om, hvor meget ældre og erfaren Vargas var, da hans fingre blev dækket i hendes væsker ganske kort tid efter, han havde lagt hånden mellem hendes ben. Han vidste præcis hvordan hendes krop fungerede, og hun hadede det. Det havde altid været en positiv ting for hende, at hun var let at tilfredsstille fysisk, og nu så hun skyggesiden af det.

"J-ja," halvt hulkede hun ud. Hun håbede ikke han ville få hende til at være mere specifik omkring det. At skulle gøre det her var i forvejen det mest ydmygende, hun lige kunne komme i tanker om, og hun havde ikke lyst til at skulle sætte for mange  ord på, at hun gik med til en handel.

Vargas læber var prydet med et smil, som han kunne mærke hendes krop reagere på hans berøringer. Han var god til det, det var han ikke i tvivl om, men han havde også et meget langt livs erfaringer, både med frivillige og ufrivillige kvinder - og mænd. I hans hoved mente han, at når han var så god, så måtte han være en gave til sine partnere, også selvom de ikke ville. Han anså sjældent sine handlinger som voldtægt og det var også tilfældet i denne stund, især når hun så hurtigt reagerede på ham.

Hendes støn fik ham til at nappe hende let i det bløde stykke mellem hals og skulder med tænderne, et stykke der var godt mast sammen på grund af, at hun hang tungt i armene. Hans kærtegn fortsatte indtil hun fik fremhulket et ja. 
"Godt. En handel, det er en aftale." Han slap hende og trådte væk. Uden at tage sig af blodet på skjorten - det var ikke ligefrem tøj han manglede - gik han over til der, hvor kæden var sat fast til væggen. Han løsnede den, så hun ville kunne stå på sine egne ben eller falde til jorden, det bestemte hun selv. Derefter tog han nøglen fra toppen af kommoden og gik over til hende for at låse håndjernene op, hvilket ikke tog lang tid.

Derefter trådte han et skridt tilbage og lod blikket glide over hende. Lidt sølle var hun, men det gjorde ham ikke så meget.
"Behøves jeg at understrege, at hvis du forsøger at stikke af eller på anden måde går mig utilfreds, ville du komme til at ønske, at du aldrig var blevet født?" Hans stemme passede slet ikke til hans ord, alt for let, men hans øjne viderebragte advarslen. Roligt gik han over og satte sig på chaiselongen, inden han så på hende med et løftet øjenbryn og et afventende blik. Ville hun selv komme til ham eller skulle han gøre noget ved hende midt på gulvet?

Det sendte spjæt ud igennem hendes krop at blive nappet i halsen, og hun kunne ikke holde sig fra at vride sig en smule under hans hænder. Det føltes så forkert at hendes krop skreg efter mere, især når hendes ryg gjorde så ondt. Hun sank en klump og så på at han løsnede kæden. I det mindste ville hun få lidt ro til de ømme skuldre nu. 

Efter piskeslagene, havde Rhaya fuldstændig glemt at hendes fødder gjorde ondt, og at ramme gulvet fik den ene til modvilligt at skride ud til siden, og hun faldt om ovenpå sit ødelagte tøj med et smertesudbrud. Hun bed sig i læben for at holde et par hulk inde, og tårer vældede op i hendes øjne, som hendes ryg pludselig blev krummet og fik sårene til at gnide mod hinanden. Et par af striberne begyndte at bløde mere, og hun strakte sine arme frem foran sig for at lindre lidt af smerten ved at være i den position, hun havde modtaget skaderne i. 

Hun nikkede indforstået af hans næste trussel, og vidste også godt med sig selv, at uanset hvor meget hun havde lyst til at stikke ham ned nu, ville hun ikke nå at tænke tanken, før han havde hende overmandet. Det meste af hendes muskelkraft var blevet hevet eller banket ud af hende allerede. Der var ingen tvivl i hans kropssprog om, at han forventede hun gjorde noget nu. Skulle hun gå hen til ham?
Rhaya turde ikke andet, og satte den ene hånd i gulvet for at skubbe sig op. Den gled, da hendes skulder gav efter. Hun havde været ophængt så længe, at hendes arme ikke lystrede som de skulle, og hun væltede om med halvkvalt udbrud. Hun gjorde endnu et forsøg, men med samme resultat. Så kæmpede hun sig op på albuerne og rettede blikket op mod Vargas, de brune øjne halvt gemt bag vildfarne sorte krøller. Hun havde et fortvivlet blik i øjnene, bange for om hendes svaghed ville afbryde deres aftale. Hvis hun bare fik lidt længere tid, kunne hun måske sunde sig nok til at kravle hen til ham. Noget, hun kun overvejede fordi hun blev ved med at tænke på, at det var den absolut eneste måde hvorpå, hun ville komme væk fra ham igen.

Sikke da et ynkeligt syn. Vargas sukkede let. Han glemte altid, hvor hårdt det var for kroppe at blive hængt op i kortere eller længere tid, selvom han gjorde det ret ofte. Han blev siddende lidt og betragtede hende med et udtryksløst blik. Skulle han lade hende kæmpe sig op? Havde han tålmodighed til at vente på, at hun fik muskelstyrken tilbage i sine arme og skuldre? Efter et øjebliks overvejelser besluttede han sig for, at han ikke gad at vente på hende og han havde absolut heller ikke lyst til at lægge sig på gulvet med hende. Så han rejste sig op og gik hen til hende.

"Hvor meget jeg end nyder dit ynkelige blik, har jeg også andet at lave i dag." Han bukkede sig ned og tog ved under hendes arme. Ikke specielt blidt løftede han hende op og slæbte hende hen over gulvet for at placere hende på chaiselongen, ligeglad med, at hun ville bløde på den. Herefter så han lidt ned på hende, inden han begyndte at åbne sin skjorte. Hans blik gled ned over hendes nøgne krop, og han spiste hende nærmest med øjnene, mens han glædede sig til at tage for sig. Så snart skjorten var af og afslørede hans hylsters svagt muskuløse overkrop, skubbede han lidt til hende, så han kunne sætte et knæ ned i chaiselongen mellem hendes ben, så han kunne læne sig ind over hende. Hans ene hånd gled op over hendes mave og op til hendes ene bryst, som han atter tog lidt ublidt fat i, mens han førte sit ansigt ned til hendes hals, hvor han slikkede hende op til øreflippen, som han bed let i.

Han sagde ikke noget, men han forventede da, at hun ville leve op til sin del af handlen og gøre han glad og tilfreds.

"Aaaerrrhh," en klagelyd kom fra hende, mens hun blev slæbt med, og hun trak vejret i korte, afbrudte stød, da hun blev lagt på chaiselongen med sine sår ned mod det ru fløjlsbetræk. Et par lydløse hulk rystede hendes krop, som smerten overtog hende for en stund og hendes øjenlåg blinkede heftigt.
Et par skarpe indhaleringer senere, kunne hun igen fokusere på Vargas, og en overkrop, hun virkelig ikke havde lyst til at indrømme var virkelig velproportioneret. Hans måde at læne sig ind over hende på virkede underligt normal og afslappet. Som om han slet ikke så det her som et overgreb, nu hvor hun var gået med til at bytte sin krop for sin frihed. 
Et støn og en gysen gik igennem hende, da hans tunge nåede hendes øre, som havde nogen lige hældt koldt vand ned over hende. Den lille elverkvinde forsvandt fuldtstændig under den meget højere og større mand. Hendes ansigt bar stadig en smule udtværet maling, men det meste var blevet vasket væk af hendes tårer. De kønne fyldige læber bævede med frygt for, om han pludselig ville gøre hende ondt igen, eller om hun kunne nøjes med at arbejde med den konstante dunken fra ryggen.

Alt i Rhaya skreg efter at slå ud mod ham og flygte, men hun vidste, at der ingen vej væk var mere. Ikke hvis hun ville reelt væk fra ham. Hvad forventede han, at hun gjorde? Prøvende flyttede hun sin hånd op til hans brystkasse, hvor hendes fingerspidser forsigtigt tegnede striber ned over hans hud. Det var jo ikke fordi hun ikke vidste, hvordan det fungerede. Da han havde sagt, hun skulle gøre ham tilfreds, havde hun bare ikke forventet at hun ville blive forventet at gøre særligt meget mere end at stille sin krop til rådighed og undlade at brokke sig.

Til Vargas morskab reagerede elveren stadig på hans berøringer. Det lille støn, da han slikkede hende op til øret gik ikke ubemærket hen, og han kunne mærke sig selv reagere. Han var selvtilfreds, for når hun reagerede, måtte det være fordi at der var noget ved ham, hun kunne lide. Det han gjorde eller sådan som hans nøje udvalgte hylster så ud. Men det var lidt lige meget, han var egentligt ikke så interesseret i hendes reaktion, for han skulle nok få, hvad han gerne ville have.

Han smilede mod hendes øre, da hendes fingre rørte ved hans bryst. Perfekt. Hun ville deltage. Det gjorde det altid meget bedre, når de ville det. Han trykkede sig en smule ned mod hendes hånd og nappede hende i kæben lige under øret med tænderne. Hans hånd klemte stadig om hendes bryst, men han slap en lille smule og lod tommelfingeren kærtegne hendes brystvorte lidt, inden hånden gled ned over hendes side og hofte for at ende på hendes ene balle, der også fik et klem. Der var for lidt fedt på elveren, men han havde da helt sikkert prøvet værre.

Endeligt rakte han op og tog hendes hånd for at føre den ned over hans mave og ned til buksekanten. Tålmodighed var ikke hans største dyd og han havde ikke planer om at bruge alverdens tid på at gøre hende klar. 
Han slap hendes hånd igen og klemte lidt om hendes side i stedet. At hendes ryg var oversået med sår efter pisken var han ligeglad med, det kunne han ikke tage sig af.

Et par klynk kom fra Rhaya, da han tog fat om hendes balle. Denne gang var det mere end noget andet tankerne om, hvad der skulle ske, og ikke så meget smerten, der ledte til reaktioner. 

Hun lagde hovedet til den ene side og stirrede ind i hynderne, men kunne ikke helt undgå at vride sig lidt under hans bid i hendes kæbe. Hans opstemthed var ikke til at tage fejl af, som han begyndte at presse sig ned mod hende, og flyttede hendes hånd. Hendes anden hånd fulgte lydigt med, og hun begyndte at binde hans bukser op. Måske hun bare skulle få det overstået, så hurtigt som det overhovedet var muligt. 
Lidt frustreret og med en snert af modvilje, trak hun sine knæ lidt op og fik åbnet hans bukser. Hun kunne godt mærke, han ville hende nu, og hun begyndte at kærtegne ham, som han uden tvivl havde ønsket, da han havde flyttet på hendes hånd. Alt imens holdt hun blikket ind mod det flotte betræk og prøvede at få sin egen krop til ikke at reagerer lige så kraftigt på hans berøring. 

Hun var en dygtig lille elver, hun gjorde som budt. Vargas' vejrtrækning blev en smule tungere, da hendes fingre pillede ved hans bukser. Det var tirrende med de små berøringer i mod hans maveskind og det lokkede ham til at bide hende i skulderen, hårdt nok til at der nok ville komme et blåt mærke efter hans tænder.
Følelsen af hendes hånd om ham fik et svagt støn ud af ham, men ellers var det ikke mange tydelige tegn på nydelse, at han gav hende. Andet end at hvad hun havde i hånden burde fortælle hende, at han var meget tændt over situationen.

Han lod hende bruge hånden lidt, mens hans hånd vendte tilbage til hendes bryst. De var lidt for små efter hans mening, men der var da lige nok til en håndfuld. 
Efter ikke alt for lang tid mistede han tålmodigheden. Ublidt trak han hende bedre på plads under sig og lagde sig ind i mellem hendes ben. Med en hånd under hendes røv løftede han hende lidt op og snart havde han skubbet sig ind i hende. Med et godt greb i hendes ene balle og hvilende på den ene arm, begyndte han at bevæge sig. Der var ikke noget forsigtigt over det, selvom det heller ikke var decideret voldsomt, men nu ville han have, hvad hun kunne give.

Det var jo ikke fordi Vargas var enorm som sådan... Rhaya var bare en lille pige. Det betød også mellem benene, og selvom hans berøringer havde formået at gøre hende godt fugtig, var deres kroppe stadig på ingen måde lavet til hinanden. Rhaya stønnede dybt og hæst, og det gik over i en jamren, da han maste hende nedad, så der kom alt for meget vægt på hendes ryg. 
Han fyldte hende alt, alt for meget ud, og hendes støn var en blanding af nydelse og smerte. De steg kun i styrke, og allerede da han kun havde været i gang i et minuts tid, måtte hun strække halsen og skrige sit første klimaks ud. Straks efter bed hun sig i læben og klemte øjnene hårdt i. Den her nydelse - selvom den var blandet med megen smerte - ville hun ikke føle, mens hun så på Vargas. Det var slemt nok, at hun var blevet nødt til at gå med til at lade ham bruge hendes krop 'frivilligt', men at han så skulle være både dygtig til det, og så meget større end hende, at hun nærmest kom ved hvert stød, gjorde det kun værre for hende. 
Allerede inden den intense følelse havde nået at lægge sig, kunne hun mærke det bygge sig op igen, og hendes mørke hud var allerede begyndt at glinse med små svedperler.

Det var en lille fin elver, han havde fået fat i her og han kunne godt mærke, at det var godt, at hun ikke var mindre. Men det føltes godt og hans vejrtrækning blev dybere som han bevægede sig inde i hende. 
Til hans store overraskelse gik der ikke særligt længe, før hun tydeligvis kom under hans ellers ikke helt så blide behandling. Det var lige før, at han brød ud i latter over det, men i stedet smilede han bare et lidt grumt smil. Hun var godt nok følsom, den lille Rhaya. Hvis hun kom så hurtigt. Han besluttede på stedet, at han ville se, hvor meget han kunne få hende til at skrige sådan der, før han selv nåede slutningen.

Hans flyttede lidt på hende, så han kunne slippe hendes balle og i stedet gled hans hånd op over hendes mave og til hendes bryster, som han tog under kærlig behandling. Og det næste stykke tid brugte han ethvert trick i bogen for at få hende til at komme igen og igen. Han nev, nappede, bed, klemte og kærtegnede. Hev hende lidt i håret og skubbede lidt rundt med hende, så han kunne komme så dybt ind som muligt.

Til sidst kunne han mærke, at det var ved at være hans tur, så han rettede sig op og tog ved hende, for at løfte hende lidt op så han hårdt kunne støde til, indtil en stønnen lød fra ham og han klemte om hendes fedtfattige hofter, mens bølgen af nydelse gled ind over ham. 
Endeligt slap han hende og trak sig tilbage. Hans hud og tøj var fugtig af sved og hans brystkasse bevægede sig tungt op og ned. Der var et grimt glimt i hans mørkebrune øjne, da han så på hende med et smil.
"Du var noget bedre, end jeg havde regnet med." Han gav hendes lår et klem, inden han rejste sig og trak sine bukser på plads.

Det gik præcis som Vargas ville det. Rhayas krop vred sig under hans i intens nydelse, der ikke fik lov til at stoppe, før det andet overtog. Selv når han fik flyttet på hende, og hun måtte skrige af smerte fra sårene, der pludselig blev revet fra stoffet, hvor blod ellers havde været ved at størkne fast, sendte hans berøringer hende direkte tilbage ind i nydelsesrusen, før hun kunne fokusere nok på smerten. 
Det var næsten ikke til at få vejret imellem bølgerne, og Rhayas støn var halvkvalte, forpinte og higende efter mere. I de vildeste orgasmer, forsvandt hun så langt væk, at hun uden at tænke over det, holdt fast i Vargas' arme, eller borede sine negle lidt ned i hans sider. Tårer begyndte at løbe igen, da hun på et tidspunkt fik åbnet øjnene og set hans ansigt. 

At den mand, hun havde brugt så lang tid på at sabotere, nu lå over hende og kunne tvinge hende til at føle så meget godt, stak hende dybere end nogen kniv kunne. Sveden, der løb sammen fra dem og endte på hendes mave og bryst, fik hende til at rykke mere på sig. Han havde fuldstændig overtaget hendes krop, dækket hende i hans væsker, og ville snart fylde hende med dem også. Da han kom i hende, spændte hun ufrivilligt mere op og prøvede virkelig ikke at nyde det, men hendes krop havde besluttet sig for at det skulle være skønt, og hendes sind havde intet at skulle have sagt mere.

Da han rejste sig op, var hendes gråd taget til, og hun hulkede lavt med bævende læber, mens hun vendte hovedet væk og stirrede ind i chaiselongens hynder. Hendes krop rystede stadig af efterdyndingerne, og hun kunne mærke hans varme væske flyde langsomt ud af sig igen. Så meget, som hun nu kunne, trak hun benene lidt til sig og rullede sig næsten sammen til en kugle på det bløde møbel. Da hun vendte ryggen til ham og gemte sig i de bløde hynder, kunne man se blodsporet under hende, hvor chaiselongen nu havde et aftryk af hendes lange, blodige piskeslagsstriber.

Bag Vargas rykkede kæderne i loftet sig en smule, som om en brise var sluppet ind i det lille rum.

Vargas betragtede den grædende pige uden medlidenhed. Han var godt tilfreds, hvilket det lille smil om hans læber også afslørede. Ikke bare fordi at han havde udnyttet hende til egen fordel, men fordi han også havde kunnet mishandle hende med nydelse. Han var ikke i tvivl om, at han havde gjort hende mere ondt ved at tvinge hendes krop til de reaktioner, end da han havde ladet pisken falde over hende. Og han elskede det. Han elskede at have magten over folk på den måde. Det var lige før, at han overvejede at beholde hende for en tid, bare for at gentage succesen et par gange. Men han havde trods alt indgået en handel med hende – at hun ville kunne gå derfra. Han havde ikke specificeret, hvornår eller om hun skulle være en fri kvinde. Men tanken bag havde nu alligevel været, at hun skulle være et eksempel for resten af dem, der ønskede at stjæle for ham. Med et suk konkluderede han, at han nok hellere måtte slippe hende fri samme dag.

Men han var ikke færdig med hende. Tegningerne på hendes krop gav ham en specielt lyst, så han vendte tilbage til den smalle kommode, hvor han hev en skuffe ud og rodede lidt rundt i alle de, hvad der virkede som, tilfældige ting, der var proppet i kommoden. Han fandt ikke, hvad han ledte efter, så han hev den næste ud også og endeligt kunne han hive en lille smal kniv frem. Den så ikke ud af meget, men var beregnet til at skære frugt ud med og var meget skarp. Han drejede den lidt foran sit ansigt, inden han tilfreds vendte tilbage til den grædende elver på chaiselongen.

Det var dejligt praktisk, at hun lå på siden, så han svingede et ben ind over hende, samtidigt med, at han trak ned i hendes ene arm, sådan at han sad på den. Han klemte med lårene om hende, så hun ikke kunne bevæge sig ret meget, inden han satte en hånd mod siden af hendes hoved og pressede det ned i underlaget. Derefter lænede han sig lidt frem, så han bede kunne se tegningerne på hendes skulder og overarm. De var blevet en smule udtværede, men ikke mere end han stadig kunne se det mønster, de havde lavet. Med et lidt koncentreret udtryk satte han spidsen af kniven mod den første streg og trak så det skarpe metal langs stregen, så blodet piblede frem.

Noget kriblede under huden. Det prikkede og sitrede. Tårer løb stadig ned over hendes kinder, og hver dråbe pirrede den sitrende fornemmelse, og gav hende gåsehud. Måske var det tanken om, at hun lige var blevet taget af en dæmon, der gjorde det? Hun kunne mærke, hvordan hendes underliv stadig rystede efter den voldsomme stimulation, men det var anderledes end den sitrende fornemmelse. Den krøb langsomt rundt lige under hendes øverste hudlag, helt ud til fingerspidserne og tilbage igen. Det tætteste Rhayas hjerne kom på at forstå følelsen var små stød. Men det var behagelige stød. De fortalte hende, hvor hendes krop var, og det var tiltrængt efter lige at have mistet sig selv i Vargas' greb. 

I baggrunden larmede Vargas, men Rhaya var opslugt af den nye sensation i sig. Det kom længere inde fra, og krøb derfra ud til hendes hud. Det blev en smule varmere, og hun snappede kort efter vejret, da hun følte et kort ryk i sin krop, men det forsvandt med det samme igen, og hun opdagede ikke, at kæderne gav endnu et ryk i sig - nu meget mere tydeligt i hendes retning. Det tog til, kriblede op langs hendes hals og bag hendes øjenlåg. Det føltes behageligt nu, når hun lige vænnede sig til det. Hendes gråd tog endda lidt af, fordi hun følte sig mere tryg omsluttet af den sære fornemmelse. 

Rhaya trak vejret dybt ind... Og blev afbrudt af Vargas, der pludselig var over hende igen og hev i hendes arm. Et overrasket udbrud forlod hende, og hun ville vende hovedet for at se på ham, men blev tvunget dybt ned i puderne af hans stærke hånd. Al tryghed forsvandt, og hun blev med ét badet i koldsved. Den styrke, han greb med, fortalte hende, at han  ikke var færdig med hende. Hun gav sig lidt under ham, men der var ikke noget at gøre i det jerngreb, han holdt hende fast i. Hendes nederste arm var halvvejs fri til at gribe fat om hans bukseben, og hendes lægge kunne lige sparke lidt, men kun ramme hans ben og chaiselongen. 
Så begyndte smerten. Huden delte sig villigt under hans kniv, og den unge elverpige skreg - et skrig der blev dæmpet af hynderne. Den panik, der ellers lige var blevet drevet bort fra hendes krop, tog til, og hendes krop vred sig under ham til ingen verdens nytte. 
"Stoo-oop! Aeeerh! Stop! Slip mig! Aeeerh!" skreg hun , selvom hun vidste, han sikkert kun ville le hånligt ad hende. Hun var i hans vold. 
Mønsteret blev dækket af blod, som han arbejdede, og dråberne flygtede ned ad hendes mørke arme og blev slugt af chaiselongens hynder. Midt i en buet streg kom endnu et ryk. Rhayas krop bevægede sig ikke, men inde fra hendes indre strømmede en kraft pludselig ud og lagde sig som en hinde uden på hendes hud. Den pressede knivspidsen opad, tvang den væk fra huden, og fik den til at stoppe en centimeter over huden. Dog holdt på plads, som om den samtidig blev hevet indad mod huden, mens den blev presset væk. Fanget mellem to modsatrettede poler. 

Vargas havde ingen anelse om, hvad der skete med ørkenelveren. Han ville hurtigt kunne finde ud af det ved at mærke på hendes sjæl, men hvorfor skulle han? Han havde allerede konkluderet, at den var kedelig. Nej, lige nu var han mere interesseret i at lege med hendes krop, se blodet flyde og høre hendes skrig. Så selvom han ubevidst nok lagde mærke til, at kæden bevægede sig uden grund og at noget i luften var anderledes, flyttede han ikke sin opmærksomhed fra den udmærkede idé han havde fået.

Det startede fint ud. Hun skreg i vilden sky og kæmpede i mod, men var alligevel hverken større eller stærkere end at han kunne holde hende ned og lade kniven følge linjerne hun selv havde tegnet så fint for ham på sin arm.
Men så skete der noget. Knivens spids forlod hendes hud, selvom han stadig pressede den ned i mod den. Overrasket rettede han sig op og ville trække kniven med sig, men den var lige ved at smutte ud af hans hånd, da han ikke havde været forberedt på, at den også blev trukket ind i mod hende. Mystificeret slap han den prøvende. Den blev hængende i luften. Hvad i alverden. Med en fascineret udtryk i ansigtet tog han ved den igen og hev til. Det lykkedes ham til sidst at hive den væk fra hende, men det var som om, at der var en usynlig kraft, der trak den mod hende. Og så alligevel afholdt kniven fra at røre hendes hud. 

Det var ikke første gang, at han mødte en med magnetisme som evne, men ingen to evner var ens og det var også tilfældet her. Men han vidste, at han skulle være lidt forsigtig med metal omkring hende, så han bankede hårdt kniven ind i træværket chaiselongen var lavet af, så den forhåbentligt ikke ville blive tiltrukket hende igen og skade nogen af dem.
Derefter stak han hånden ned på hendes bryst for at lade sin egen evne røre hendes sjæl. 
"Jamen dog." Han spærrede øjnene lidt op i overraskelse, men havde et smil om læberne. Hun havde åbenbart udviklet en ny evne i mellem hænderne på ham. 

Det var meget interessant og han brugte et øjeblik til at sidde og betragte hende lidt. Mens han overvejede, hvad han skulle gøre nu. Han var jo ikke blevet færdigt med sit lille kunstværk. 
Pludseligt var hun meget mere interessant for ham. Hendes nye evne kunne bruges til meget og han vidste allerede, at han havde en køber, der ville være meget interesseret i hende. 
Mens han sad og så tænksomt på hende, samlede han sine hænder og gjorde brug af sin anden magi. Langsomt blev der formet en lille gul sten i hulrummet mellem hans håndflader.
"Det ser ud til, at du har fået en magi mere."

Rhaya kunne ikke se, hvorfor Vargas holdt op med at skære i hende og hendes skrig dulmedes til gråd, mens hun stirrede hjælpeløst ind i hynderne. Da han endelig slap hendes ansigt, drejede hun skarpt hovedet for at se, hvad der foregik, men han satte bare kniven fast i møblet. Til gengæld fik en af hendes øreringe nyt liv, da den ikke længere var klemt ned mod chaiselongen, og den rev sig vej ud gennem siden af hendes øre og blev hængende ligesom kniven havde gjort. Et kort udbrud kom fra hende, men smerten fra skulderen var stadig så overvældende, at hun ikke rigtig forstod, hvorfor hendes øre nu dunkede. Hun kunne ikke se den svævende ring i den vinkel, den sad i, og heldigvis for hende var resten af hendes smykker i øre og næse af ikke-metalliske legeringer, så dem var hendes nye magi ligeglad med. 

Da han rettede sig mere op og flyttede hånden til hendes bryst, kunne hun vride sin nederste arm fri og straks svang hun den hen over sin blodige modsatte skulder. Det hjalp lidt at holde om den, men hun kunne mærke sin hånd blive klistret og varm, og hendes vejrtrækning blev til uregelmæssige hikstende stød. Hvor meget havde han skåret i hende?

Med hånden fastklemt om skulderen kiggede hun tøvende op på ham. Hans blik gav hende en knude i maven. Det var alt for tilfreds, alt for... sultent. Hans ben over hende havde hende stadig fastlåst i en halv sidelæns position med den blødende arm under hans ben, men hun rørte ikke længere på sig. Hun var stivnet, og udover rystelser fra gråd, lå hun bare og så forvirret på ham. Den summende fornemmelse havde taget til, men var det bare ham, der havde gang i noget? Hvorfor så han sådan på hende?

"Hv-Hvad?" spurgte hun, da han sagde hun havde fået en magi mere. Kunne man bare det? Var det dét summen lavede? Rhaya havde aldrig følt sig som et magisk væsen. At hendes krop afgav mindre lyd, tænkte hun ikke på som magi, selvom hun godt vidst, at det teknisk set var det. Det var bare sådan hun var naturligt. For Rhaya var magi noget der gjorde noget, som for eksempel når Vargas pillede ved hendes sjæl, eller han... Hun fik øje på kanten af den lille sten, der blev fremmanet mellem hans hænder. Rhaya havde hørt om de sten på gaden, og intet om dem var godt. Det blev sagt, at han smeltede dem ind i folks hud, og det sendte kuldegysninger ned igennem hendes ellers ret varme krop. 
Ville han fjerne hendes magi? Den han sagde hun havde... Rhaya forstod på ingen måde, at hendes egen sjæl havde besluttet sig for at aktivere en magi i et forsøg på at beskytte hende, og fordi hun kun følte den sære summen, gav det ingen mening at han snakkede om magi. Hvad kunne hun? Kunne hun overhovedet noget? Havde Vargas aktiveret en magi i hende? Kunne han det? Panikken begyndte atter at brede sig i hende, og hendes pupiller trak sig sammen i yderligere frygt for dæmonen, der holdt hende fast.
"Stop!" råbte hun panisk og slap taget i sin skulder for at gribe fat i hans ene håndled. Blod sprøjtede ud fra hendes hånd og op imod hans ansigt og brystkasse. "Hvad har du gjort ved mig?!"

Vargas skænkede det først ikke en tanke, at det ville komme som et chok for pigen, at hun havde fået en ny evne. Han var mere interesseret i, hvad han kunne bruge det til. Som sagt havde han allerede en køber i tankerne. Han drev en jernmine og ville elske en med magnetiske evner til at hjælpe med udgravningen. At han havde brugt den sidste slave op i løbet af ingen tid, det var ikke Vargas' problem. Snarere tværtimod. Så kunne han sælge ham en mere.
Så han lagde egentligt slet ikke så meget til Rhayas reaktion under ham, før hun råbte stop og greb ham med en blodig hånd om håndleddet, en hånd der var blodig nok til, at bevægelsen fik det til at sprøjte på hans skjorte og ansigt. Hvilket overhovedet ikke rørte ham, han blinkede ikke engang.

Han så dog lidt overrasket på hende, inden han smilede et skævt smil, der sikkert kunne have været meget charmerende, hvis ikke det var fordi resten af hans udtryk var så arrogant og overbærende, at det ødelage alt kønt ved det.
"Kære lille ven, jeg har ikke gjort noget ved dig. Andet end at presse dig lidt. Evnen kommer helt og holdent fra dig selv." Han trak sig roligt fri af hendes greb uden at skille sine hænder af. Det tog et par minutter at lave en sten og den var ikke helt færdig endnu.

"Din evne har noget med magnetisme at gøre. Ganske interessant, da det ser ud til, at du kan styre begge poler." Han lagde hovedet lidt på skrå og så ned på det tårevædede ansigt med de røde øjne. Hun havde været køn, men det blev ret spoleret. For ham var hun bare endnu en ting, han kunne gøre med som han ville. Og hendes lille nye evne havde lige gjort hende til en slave med værdi. Hun skulle sælges, så han kunne få flere krystaller til at opretholde sin ekstravagante levestil.

Endeligt kunne han skille hænderne af og han fremviste hende en lille gul sten på størrelse med det yderste led af en tommelfinger.
"Men jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt mig at undersøge den nærmere. Jeg ved nok." Han skubbede lidt rundt med hende, så hun lå på ryggen og han havde fri adgang til området under kravebenet. Han lagde hurtigt stenen mod hendes brystben.
"Det kommer nok til at gøre lidt ondt," sagde han med et smil. Og så smeltede han stenen ned i hendes hud og brystben. Ikke at det blev varmt, men det ville nok føles som om, at han lagde et glødende stykke kul på hendes hud. Det tog et par sekunder, inden han trak hånden til sig igen.

Rhaya blev helt paf af hans rolige og afmålte ord. Vargas forvirrede hende og gjorde hende vred... Og fortvivlet og nysgerrig og bange. Det nedladende tonefald alt blev sagt i, gav hende lyst til at placere en knytnæve lige i midten af hans arrogante fjæs, men hendes hånd faldt bare ned og lagde sig på hendes mave, der blev smurt ind i varmt, mørkt blod. Hun var ingenting. Eller nok nærmere en ting. Hans øjne lyste af det, og det fik en nagende følelse til at opstå i Rhaya. Han havde ikke været særligt specifik i sin handel, havde han?

Hun blev revet ud af hans grusomme blik, da han gav lidt detaljer på hendes nye evne. Magnetisme? Hvorfor lige magnetisme? Det lå på ingen måde til hendes familie såvidt hun vidste, og havde hun skullet få noget aktiv magi, havde hun regnet med at det ville være lige så brugbart som hendes mors, der vist bare handlede om at kunne male ekseptionelt symmetrisk. 
Nu gav det pludselig mening, hvorfor han var ved at lave en sten. Han ville slukke hendes magnetisme så han... så kan kunne skære videre. Skulderen dunkede ømt ved tanken. Varm og klistret. Havde hun fået magien fordi den ville beskytte hende? Var det en eller anden sær ironisk gestus fra Haldis at give hende beskyttende magi, mens hun var i klørene på én, der bare kunne undertrykke den?

Den lille gule sten fangede hendes opmærksomhed. Den så så harmløs ud. Hun åbnede munden let, men tav. Hun ville spørge om hun ikke bare kunne slukke sin magi, så han kunne skære videre i fred, men hun havde ikke lyst til at give ham endnu et fripas til at bruge hendes krop, og... Hun anede ikke hvordan hun slukkede for det. Hendes blik fikserede sig på stenen. 
Hun ville have sagt noget. Gjort noget. Et eller andet. Men ordene sad fast i hendes hals, og hendes krop var lammet af frygt, mens han pressede stenen ned imod hende. Det gjorde voldsomt ondt, men ikke nær så ondt som alle hendes andre sår havde gjort, og det var ovre efter et kort smerteskrig fra hende. Det føltes fjernt. Som om hun ikke længere skreg selv, men en anden havde taget hendes krop og fortalt den, at den stadig skulle reagere på smerten. 
Øreringen faldt ned på hynden. Kniven gav sig en smule. Summen forsvandt. Alt larmede.

Rhayas pupiller trak sig sammen i ren og skær overvældelse, da en høj brusen overtog hendes ører. Hvad var det? Var det stenen, der gav den lyd? Vargas så ikke ud til at høre det. Hun åbnede munden halvt, og den smule luft, der flød ud fra hendes lunger, kradsede højlydt mod hendes ømme hals. Hun trak vejret skarpt ind gennem næsen, og hele hendes hoved blev pludselig fyldt med en susen uden lige. 
Med et højt råb trak hun hænderne op for ørerne, men det hjalp ikke. Hele kontaktfladen mellem hendes hænder og ører var én stor hamrende byggeplads. Hun slap igen og vred sig under Vargas, hvilket kun skabte en skingrende friktionslyd under hendes hoved. Pulsen steg. Før hun overhovedet mærkede hjertet hamre mod sit bryst, hørte hun det slå hårdt indefra. Hun var så vant til stilhed fra sig selv, at tårer løb ned over hendes kinder som det næsten gjorde fysisk ondt på hende at få så mange sanseindtryk.
"Få det til at stoppe!" bad hun med et klynk. "Hvordan kan I holde ud at det larmer så meget? Få det til at holde op!"
Hun vred sig mere nu. Hjertebankenen var alligevel så høj, at den overdøvede huden mod hynderne, og hendes ene hånd begyndte at fumle sig vej hen mod stenen ved kravebenet. Hun havde ikke lyst til at røre ved den, og ikke lyst til at tænke på, om den ville efterlade et hul, men måske hun kunne få den ud og få den ulidelige larm fra sin krop til at stoppe.

Vargas måtte indrømme, at han havde glemt alt om pigebarnets evne til stilhed. Og han havde da slet ikke skænket det en tanke, hvad det kunne betyde for hende og hendes måde at opfatte sig selv om sin krop på. Så for et øjeblik var han forvirret over hendes reaktion på at få stenen smeltet ind i huden. Hun holdt sig for ørerne og vred sig. Det var først, da hun snakkede om, at det larmede, at det gik op for ham, at han også kunne fornemme en forskel. Som om der var kommet noget til, der havde manglet. Ah. Hendes evne. Et smil dukkede op på hans ansigt, som det gik op for ham, at han lige havde fundet en anden måde at pine hende på. 

"Larmer det? Selvfølgelig gør det det, min sten slukker for al din magi." Han strøg næsten kærligt fingrene over huden ved siden af stenen. 
"Hvis jeg var dig, ville jeg ikke forsøge at få den ud. Det kan du ikke." Det var løgn, det kunne hun godt, men det ville kræve en kniv og efterlade et grimt ar. Og gøre meget mere ondt end at lade ham tage den ud, den dag han skulle sende hende videre ud i verden. Hans fingre gled videre ned over hendes ene bryst, inden han trak hånden til sig. Hvad skulle han så lave nu? Han flyttede lidt på hende og så ned på hendes arm, hvor blodet var smurt så meget ud over det hele, at mønstret på huden ikke længere var til at se. Øv. 

Med et suk kom han på benene og rettede lidt på sit tøj. Måske det var ved at være tid til at finde på noget andet at lave. Smide tøsen ud i et bur. Mad. Han var egentligt sulten. Gad vide, hvad klokken var ved at være?
"Jeg havde egentligt tænkt, at jeg ville sende dig ud i byen igen, som en advarsel for de andre langfingrede væsner derude, men din nye evne har pludseligt gjort dig noget værd. Så dit besøg her bliver lidt længere. Men du kommer knapt så meget til skade." Han smilede lidt over sine egne ord. Han havde været mild ved hende, ingen tvivl om det. Han vendte rundt for at gå mod døren, men fik så en rynke i panden og vendte sig halvt mod hende.
"Hvad mente du egentligt med, at du ved, at du ikke slipper levende ud - denne gang?" Den lille sætning havde naget ham bagerst i hans sind og han kom lige til at tænke på, hvad hun havde sagt.

Den lille elver vred sig endnu engang under hans berøring. Nu sendte den lyde op til hendes øre foruden at sende sæt igennem hendes krop, og det var næsten en befrielse at det larmede så meget, for det distraherede hende fra følelsen. Så snart han flyttede sig fra hende, væltede Rhaya ned fra chaiselongen. Hun havde brug for at komme væk fra alt det stof, der gled mod hendes hud. Sammenstødet med gulvet var som en gongon, der blev slået på lige ved siden af hendes ører, og hun gispede i overraskelse. Hun kunne slet ikke bevæge sig uden at en ny lyd kom frem, og hun endte med at stivne på alle fire på gulvet, mens han talte, hendes åndedræt som vind i hendes ører.

Mens hans ord sank ind, fangede hendes blik den lille kniv, der stadig sad fast i møblet ved siden af hende. Den var for lille til at kunne forvolde nogen stor skade... Men det var et våben inden for for rækkevidde, og Vargas så ikke ud til at være godt distraheret af sin egen stemme. Men hvad godt ville det gøre? Han ville se hende, og hun ville bare få endnu værre skader, end han allerede havde givet hende.
Rhaya stivnede. Han havde ikke tænkt sig at lade hende gå? Koldsved bredte sig over hendes nøgne hud. Havde handlen været for ingenting? Hun skulle aldrig, aldrig havde stolet på, at han ville holde sit ord ...

I en hurtig bevægelse, der var ret stille fordi den var så hurtig, trak hun kniven til sig med sin uskadte arm. Den anden støttede hun på, og blodet løb ned ad underarmen og ned mellem hendes fingre. Hvis han ikke havde tænkt sig at lade hende gå, havde hun ikke mere at miste. 
Som hun rejste sig op, hørte hun hans spørgsmål med et halvt øre, og gled næsten på sine usikre ben. Men tiden liggende hjælpeløst på chaiselongen havde givet hende noget af styrken tilbage i sine lemmer, og tanken om at skulle blive her var så lidt tiltalende, at hun hellere ville blive slået ihjel i forsøget på at skade Vargas. Frihed var alt for Rhaya. Mere værd end hendes liv. Vargas var hele den her bys symbol på trældom og alt, hvad Rhaya kæmpede imod. Kniven i hendes hånd føltes let og ufarlig, og det hjalp hende til at hæve sin hånd med den mod ham. Normalt ville hun gøre alt i sin magt for kun at slå sin modstander ud og ikke give varige mén. Hun hadede når folk slog hinanden ihjel... Men Vargas. Verden var bedre uden Vargas. Jo mere skade, hun kunne påføre ham, desto bedre.

"Tror du selv dyr slipper ud af sig selv?" hvæsede hun, og ordene gav smertefuld genklang mellem hendes ører. Hun ville have sagt noget mere, måske endda afsløret at det havde været for blot få måneder siden, men det var for mærkeligt at snakke, så hun lod det blive ved det. Så sank hun og forberedte sig mentalt på at larme.
Den lille elver lavede et imponerende adræt spring op på dæmonens ryg, og kniven blev stukket dybt ind i hans nakke. Den var solid nok til at hun nu kunne hive sig op i den som et håndtag på hans krop og klamre sig fast på hans ryg. Hun svingede sine ben op omkring hans ene skulder og rev sig fast i hans hår med den anden hånd. 
Hun var lige ved at miste balancen, og alt på hendes krop gjorde ondt som sårene blev trukket i retninger, de slet skulle. Panisk sprællede hun med den anden arm, og fik fat i kæderne, der hang løst ned fra loftet. Uden magien aktiv kunne hun rent faktisk få fat i dem, og hun holdt fast i den ene kæde, mens hun stadig klamrede sig til Vargas' overkrop. Forgæves forsøgte hun at få fat i kniven, så hun kunne hive den ud og stikke den i ham igen, men hun var for ustabil på ham. Kæden blev svinget ind foran hende, og hun måtte tage fat i den med den anden hånd. En lang kæde... I begge hænder... Rhaya slyngede den om dæmonens hals og pressede til.

Et af Vargas svage punkter var hans arrogance. Han anså alle for at være mindre end ham, og derfor antog han en gang i mellem visse væsner for ikke at være en fare. For at være noget som helst, for at være ærlig. Selv med så mange år på bagen, havde han stadig ikke lært, at selv det mest ynkelige lille væsen kunne reagere med vold, når de blev tvunget op i en krog. Eller jo, det vidste han godt, han glemte det bare. Og den her elver havde kun vist sig fra så ynkelig en side, at han ikke kunne se hende gøre noget i mod ham.

Så da han havde stillet hende sit spørgsmål fortsatte han mod døren, uden at forvente at få et svar fra hende, med ryggen til hende. Han havde glemt alt om kniven, der var hamret fast i rammen på chaiselongen. Hans tanker var allerede på vej væk, han var ved at spekulere på, hvad kokken mon havde forberedt til aftensmad. 
Og så skete noget, han ikke havde forudset. Elveren gik til angreb. Hendes vægt hang pludseligt i mod hans ryg og han valkede et par skridt bagud for ikke at vælte bagover. Ved Zaladin! Han trak luft ind for at råbe efter vagten, da en skarp smerte fik hans hjerte til at eksplodere i hvidt lys. Han åndede ud for at ... gøre et eller andet og en gurglende lyd fulgte sammen med smagen af blod. Hendes rykken i kniven fik den til at skære igennem hans hals og snitte i hans luftrør. Straks fulgte lysten til at hoste, fordi blodet løb ned i hans lunger, men på den anden side var det vigtigere at få luften ned i lungerne først.

Hans hjerne var gået i stå. Luft. Smerte. Tøsen på ryggen. Med en vred grimasse rakte han ud efter hende, men i samme øjeblik lagde den kolde kæde sig om hans hals og den smertefulde indånding blev forhindret. I stedet for at gribe fat i kvinden, fór hans hænder mod kæden om hans hals, og han forsøgte desperat at få fat om den og rykke den væk. Men blodet spredte sig hurtigt og han kunne ikke få ved det glatte metal. 
Det varede ikke længe, inden alting begyndte at sortne. Og det gik op for ham, at han var ved at dø. Vantroen flød igennem ham, som han kunne mærke sine ben give efter, hvilket bare strammede kæden endnu mere. Hun slog ham ihjel!

Han gav slip. Det var bare en krop, han havde været meget glad for den, men nu var det tydeligvis på tide at forlade den. Så han forlod den døende krop via munden, en skygge der ikke kunne ses i halvmørket i det lille rum, og flød op mod loftet, inden han bevægede sig ud af et af de højtsiddende vinduer. Ude i solen kunne man knapt ane den mørke skygge, der fløj igennem luften mod et bestemt bur, der var gemt lidt væk fra de andre. I det sad en mand med sort hår og en solgylden hud. Han nåede ikke at opdage, hvad der skete med ham, da Vargas trængte ind i kroppen og slog dens sjæl ihjel.