Sofie nikkede kort da Professoren lod til at tage hendes ord alvorligt. Ikke at hans ordvalg sad godt med hende, så var det tydeligt han forstod, og det var det vigtigste lige nu. Alligevel kunne hun ikke undgå at himle med øjnene, som han vippede med sin ske i hendes retning.

Sofie tog et sip af chokoladen, og glemte næsten at høre efter hvad Teallach sagde et øjeblik, som smagen ramte hende. Det var ikke helt som noget hun havde prøvet før! Sødt på en måde, men også lidt bittert? Hun tog et sip mere, og besluttede ret hurtigt hun hvertfald godt kunne lide det.

Med et lille smask slikkede Sofie sig om læberne som den gamle mand blev færdig med at snakke, og hun lænede sig en smule fremover bordet igen. "Så lærling kommer ikke til at ske" gjorde hun det klart fra starten "Jeg kommer ikke til at blive i Dianthos længere end nødvendigt, så under alle omstændigheder bliver det en begrænset fornøjelse" insisterede hun, og flyttede sig lidt på stolen. Hun kiggede indgående på Teallach igen, og tog et øjeblik til at være sikker.
"Men hvis det stadig lyder fint for dig, så tror jeg vi kan finde ud af noget"

Percival tog skeen igen og fortsatte med tærten. Det virkede til hans ord var blevet taget alvorligt, hvordan han end havde valgt at formulere dem. Hans tilgang var aldrig at komme med løfter af den tungere art, før den unge han gav dem til ville tro han holdt dem. Tillid og respekt skulle vindes ikke forventes. Med lidt held ville begge deles måske komme engang. Hvis hun valgte at ville lære noget.

Han kunne ikke lade være med at hæve et gråt, busket øjenbryn muntert af Sofie, som hun så fast afviste den bindende del af muligheden. "Du har hurtige planer om et hastigt retræte fra denne udfordrende stund for vores fælles samlingspunkt?" Med så flygtig kontrol og kun amuletten til at beskytte sig selv og omgivelserne i den magifjendske hovedstad, så forstod han hende godt. "Jeg vil dog værdsætte al den tid jeg har til rådighed med at forme dit gyldne hoved og fodre det med værn mod hvad end du skulle kunne samle op derude."

Han havde klart foretrukket en friere tidshorisont, men ungdommen ønskede sjældent at binde sig og da slet ikke i disse tider. "Har du arbejde vi skal tage hensyn til eller?" Hans sind var allerede begyndt at planlægge et forløb for hende, så tid var altafgørende i mere end en forstand.

Sofie tørrede et lille overskæg af flødeskum af sin overlæbe og trak en anelse på skuldrene. "Dianthos viste sig ikke helt at være hvad jeg håbede, men jeg forventer heller ikke at rejse før.. vejene bliver lidt mere sikre" rømmede hun sig lidt. Hun havde været tæt på at sige noget langt mere indkriminerende. Måske hun ville kunne fortælle ham om hvad hun egentligt lavede i byen på et tidspunkt.. Men for nu var hendes tillid begrænset. Hun kendte ikke manden og havde ikke haft mulighed for at kigge på ham med Rofus' evne endnu, men.. han virkede god nok.

Hendes blik flakkede en smule som Teallach spurgte ind til hendes job. "Det har jeg" det var den første direkte løgn hun havde fortalt "Men det er svingende arbejdstider, så jeg er sikker på vi kan finde ud af noget der passer" tilføjede hun og rømmede sig en lille smule.
Først nu indså hun hvor stort et problem det her ville blive. Mellem de småjob hun var nød til at have for at få mad på bordet til hende og Rofus, nætter hun brugte hos Faust, og arbejdet med rebellerne, var der ikke mange timer til overs til at lege lærling for en tosset gammel mand... men hun var nød til at prøve!

Percival nikkede langsomt, før han sukkede opgivende. Nej Dianthos havde næppe vist sig som stedet for unge håb. Ikke med Kiles Orden overtagende mere og mere af magten og folkene i byen følgende dem af lettelse, dumhed eller tro. Desværre var vejene væk ikke meget bedre og der var passagen gennem byportene der ikke ville være let, lysende som Sofie gjorde. "Så har vi nok lidt tid og desværre nok mere end hvad jeg kunne håbe på, hvis vejenes sikkerhed er det afgørende." Han løftede koppen med chokolade og gav sig tiden til at nyde den fine smag uden at give udtryk for at ville uddybe sine ord. Intet han havde sagt var direkte imod Kiles Orden, men de var så sandelige heller ikke i dennes pris.

Endnu engang gled hans buskede øjenbryn let i vejret, men han sagde ikke noget til hendes hurtige bekræftelse. I stedet satte han koppen fra sig og nød en bid mere af tærten. "Ellers må jeg jo komme forbi dit arbejdssted og se om jeg kan tale dem til rette." Han smilede let og beroligende til hende. Sikkert ikke med den tilsigtede effekt, men han kunne ikke lade hende snige sig uden om at få den hjælp hun havde brug for. Så måtte han være lidt besvær for hende en tid.
"Du kan finde mig Rosenkvartsvænget otte. Det er den flerfarvede bygning. Ikke til at tage fejl af." Han gav sig i kast med det sidste af tærten og fangede hende så med blikket endnu engang. "Og brug nu ikke for længe på at finde tid til at komme forbi. Vi kan ikke have jeg skal til at opspore dig også."

Sofie dristede sig til endelig at trække sin tærte helt hen til sig, og tage en bid. Det tog lidt på den hårde fasade som nydelsen skyllede indover hendes ansigt, og hun hurtigt tog en bid mere. Det smagte himmelsk, og det var ikke kun fordi hun var blevet temmelig sulten efterhånden!

En tredje bid blev slugt og et lille skævt smil brydede Sofies læber "Du skal være velkommen til at prøve, men jeg tror du får ondt i fødderne før du når rundt til dem alle" kommenterede hun, og lod det slippe, at det nok ikke bare var et sted hun arbejdede. Hvis hun alligevel skulle bruge mere tid med den gamle mand, kunne han lige så vel vide det nu som senere. Hun kendte sig selv godt nok til at vide hun ikke ville gide holde alting super hemmeligt særlig længe. Det var for besværligt! Kun de ting der virkelig betød noget, det var hun nød til at holde på. Som modstandsbevægelsen. Og Rofus. Hun ville ikke have den gamle professor fik mere end højst nødvendigt han kunne afpresse hende med.

Det var måske en dyster tanke at den rare gamle mand kunne finde på sådan noget, men hendes mistanke viste sig ikke ved siden af, da han prompte truede med at opsporer hende selv, hvis hun ikke makkede ret og mødte op som aftalt.

"Jeg skal nok være der" bekræftede hun, og dykkede ned i sin tærte og kakao uden at sige meget mere. Hun var ikke helt sikker på hvad hun havde roddet sig ud i, men fremtiden var lige blevet noget mere spændende.

Percival klukkede let over Sofies prompte svar. Det undrede ham ikke hvis hun havde flere små job i byen eller at de var spredt. "Det eller får hilst på lidt for mange gamle bekendtskaber. Det er vist altid det ene eller det andet her i byen." Han brugte gerne et par dage med blot at vandre rundt, hvis det var hvad der skulle til. Faren var at andet afledte før første sted hun var bemærket og noget andet ledte ham i en ny og interessant retning.

Hans smil forandrede sig ikke, som hendes tone gjorde det over hans ord. At de kunne opfattes som en trussel var ham ikke så vigtigt som at hun forstod han mente det. Han ville finde hende hvis hun ikke kom af sig selv og han tvivlede på hun var interesseret i at han begav sig i gang med den oproden i hendes liv det ville kræve. Håret hun havde givet ham, havde han da også beholdt. "Godt godt." Han nød et par bider mere af tærten, før han tydeligt kom i tanke om noget, sank og fangede hende muntert med blikket. "Åh, ja! Jeg havde nær glemt det. Hvis en banken ikke er nok til at fange min opmærksomheden bag døren, så hiv i kæden ved siden af. Den overhøre jeg aldrig!"