Der var næsten ikke noget af Bertram tilbage, efter han havde pakket sig ind i tæppet. Han måtte virkelig have det koldt. Zirra fik et næsten forpint udtryk i øjnene, mens han snakkede om sine sparsomme ejendele. Havde hun ikke allerede fået ham pakket ind i et tæppe, ville hun helt sikkert have gjort det nu. Tænk at man ville bruge sine sparsomme ravstykker på alkohol frem for en jakke eller noget mad. Det fik Zirras lejlighed til at se ud som en fæstning, og hun havde rent faktisk muligheden for at flytte en et eller andet fint sted, hvis hun nogensinde blev gift. 
Selv med Bertrams bekrivelser af trange kår, var det en af de hyggeligste samtaler, hun havde haft længe, og hun agtede at holde den kørende så længe som muligt. På et eller andet tidspunkt ville hun sikkert få ham skubbet væk... ligesom alle andre hun prøvede at stifte nære bekendtskaber med, når hun blev uvillig i at svare på noget, eller skiftede emne, fordi han kom for tæt ind på hendes rigtige arbejde.

"Jeg har tre brødre, så mine forældre mangler skam ikke drengebørn," svarede hun med et let smil. "De er alle sammen dygtige soldater," Det var den lette beskrivelse - Bertram behøvede ikke vide, de var Lysets Krigere hele bundtet. Så ville hendes kår sikkert bare virke mere suspekte. "Men jeg var ikke et naturtalent med hverken sværd eller magi, så jeg passede ikke lige ind i farmands familiebillede. Hans kostbare gener kommer videre gennem mine brødre, så magien ikke bare bliver dårligere igennem mig." Hun trak på skuldrene. "Men altså, min mor er både husmor og gartner. Man kan sagtens have et arbejde, selvom man er kvinde jo."
Hun sad lidt og betragede Bertram. Hans kvindesyn var en smule forældet. Eller måske bare præget af hvor han var vokset op? Det var sjældent at de fattige familier gav børnene lov til at realisere sig selv, og da slet ikke pigebørnene. 

Med et smil rykkede hun sin stol tættere på hans, og lagde en hånd på hver af Bertrams skuldre, hvorefter hun gnubbede varme ind i ham med tæppet - eller, det var i hvert fald det Zirra troede, hun lavede.

"Lad mig hjælpe dig med at få varmen. Sig til hvis du vil have et tæppe til," sagde hun smilende og mødte hans blik. Hun forsvandt i hans dybe øjne et øjeblik, før hun huskede, hvad hun ville sige. "Hvad ville du arbejde med, hvis det var lettere at finde noget?"
Måske, hvis hans ønsker ikke var alt for ambitiøse, kunne hun indkalde en tjeneste et sted og få nogen til at tage ham ind. Det ville ikke hjælpe alle de arbejdsløse, men lidt havde vel også ret, ikke? Og Bertram virkede ellers ikke som en, hun ville forestille sig have svært ved at få arbejde, så let som han var at tale med. 

Zirras hjerte sad fast i hendes hals det øjeblik, hun selv afbrød deres øjenkontakt med sit spørgsmål. Åndssvagt, der havde været noget der!
Hun nåede dog kun lige akkurat at bande af sig selv i tankerne, før hun hæftede sig ved det henkastede i Bertrams ord. Han gad ikke snakke mere, lød det til. Det var et godt tegn, var det ikke? Måske var han rent faktisk lige så interesseret i hende som hun umiddelbart var blevet i ham.

Så greb hans iskolde hånd fat i hendes arm. Med ét var hele hendes krop i alarmberedskab. Hans greb var alt for hårdt.
"Øh, ja du er kold, er du-" imens hun talte ramte hans ånde hendes ansigt. Køligt. Dødt. Vampyr?
Zirras hjerne gik i stå et kort øjeblik og hendes øjne blev store. Hjertet begyndte at pumpe endnu mere blod rundt i hendes årer, og det var pludselig ikke længere fordi hun var lidt tændt. Hendes mund forblev let åben, som hun prøvede at trække sig baglæns væk fra ham, samtidigt med at hendes frie hånd febrilsk prøvede at finde ned i bæltetasken, der havde forvildet sig om på ryggen af hende.

De hvide, skarpe tænder glimtede mod hende i det dæmpede lys, og hun mærkede et sug af panik skyde op fra maven. Stadigt famlende efter taskens åbning, ramte hendes ryg stolens ryglæn, som hun prøvede at komme længere væk. At rejse sig nu ville formentlig bare gøre det værre, og Zirra ville først gøre et udfald, når hun havde et eller andet lys i hånden. Gøre et udfald... Hun havde virkelig nydt den her samtale, hvilket hendes undertøj stadig mindede hende lidt for meget om, og så var det en fordømt vampyr, hun havde inviteret med hjem? 
"Bertram.. B-Bertram, stop," fremstammede hun i korte vejrtrækningsstød. "J-jeg, nej, jeg-eh, du-"
Tænderne var alt for skarpe mod hendes hals, og hun droppede endelig at få tasken op, og trak i stedet hånden frem for sig, for at lægge pres på hans brystkasse og holde bare en smule afstand. At han var blid i forhold til andre af hans slags var på ingen måde i hendes tanker - måske fordi hun aldrig var blevet spist før, måske fordi panikken var ved at have et lidt for godt tag i hende. 

Fire små lysende kugler dukkede op ved siden af hende. Hun kaldte dem ildfluer, men der var ingenting i deres midte, kun lys. Den ene flimrede forvirret og forsvandt, og de andre begyndte at cirkle forvirret og meget hurtigt rundt. Zirra prøvede at samle tankerne og få dem tættere på Bertrams ansigt, så de kunne distrahere ham, men hun havde svært ved at holde koncentrationen. Imens en af de små ildfluer fløj i næsten den rigtige retning, sparkede hun ud med benene i endnu et forsøg på at holde ham fra at sætte tænderne i hende. Med hans vægt lænet ind over hende, slap stolens to forreste ben gulvet, og de to bagerste flygtede ind under hende. Øjeblikket efter var både stolen, Bertram og Zirra vægtløse.

Al luft blev slået ud af Zirras lunger i sammenstødet med gulvet, og hun havde været så distraheret af at finde på mere at gøre, at hun hverken havde set Bertrams bebrejdende blik eller vidste, hvor hendes små ildfluer var fløjet hen nu. Som hun landede på bæltetasken, sprang låsen op og omtrent tredive sten trillede ud af den, nogle med et svagt pulserende lys. De landede rundt om dem og forvandlede det mørke trægulv til en omvendt stjernehimmel. Zirra ville gribe ud efter dem, der lyste, men Bertram fik fat i hendes arm, og da hans ord sank helt ind, fik det hende til at vride sig voldsomt under hans vægt og hyperventilere endnu mere. Et halvkvalt udråb kom fra hendes hals, da hans tænder trak smertefuldt i huden, og hendes ene arm, som han ikke havde fået fat op, fór op og knugede om hans trøje. Hans læber var som istapper mod hendes varme hud.
Zirra stivnede. I samme sekundt holdt smerten op. 

Det var det, han havde ment. Det ville gøre mindre ondt, hvis hun lå stille. Zirras krop rystede under hans. Det var næsten ikke til at fokusere på loftet gennem hendes tårevædede øjne, og et lille hulk undslap hende, selvom hun virkelig prøvede at holde sin vejrtrækning og hals i ro for at undgå smerten. Ikke at det gik særlig godt, og hun hev ilt til sig i små, korte stød. Snart var det ikke så meget følelsen af tænderne, hun følte, det var en sær brusende fornemmelse. Som om hun kunne mærke hver enkelt blodcelle suse rundt i kroppen, fordi der pludselig var fri bane. Suse rundt, og ende i Bertrams mund. Det brummede for hendes ører, og hendes syn blev mere ufokuseret. Det var så indbydende, så roligt. Hun kunne bare give slip og slappe af... Der var vel ingen grund til at forsøge at bringe spænding tilbage i hendes arme, var der? Det ville være meget bedre bare at være rolig...

Et næsten uhørligt suk kom med hende, som hendes krop slappede en smule mere af i hans greb. Den knugende hånd mistede en smule af sin kraft, men holdt stadig fast i hans trøje. Ildfluerne flimrede, og forsvandt.

To meget tydelige gys gik igennem Zirras krop, da han slikkede blodet af hendes hals, og det var som om hendes hånd lidt modvilligt gav slip på hans trøje, da han rejste sig op. To våde striber lå på hendes kinder, og da hun mødte hans blik, løb en enkelt tårer ned ad samme strøm og holdt blodet i hendes hår fra at størkne lidt endnu. 
Adrenalinen, der kort havde fyldt hendes krop, var blevet dulmet af hans sugende tænder, og Zirra følte sig kold og tom, mens det hårde trægulv truede med at presse splinter op gennem hendes tøj. De funklende sten lå stadig rundt om hende, men hun kunne på ingen måde samle kræfterne til at trække lyset til sig. 
Hvad skulle hun stille op? Bertram havde tydeligvis ikke tænkt sig at efterlade hende. Var det på grund af den stigende sol? Ville han vente til hun havde samlet kræfter, og gøre det igen?

Hun nikkede ganske svagt til hans spørgsmål. Sengen lød som et fantastisk alternativ til gulvet. Som han samlede hende op, knugede hun sig ind til ham, og hun gav ikke slip, da han placerede hende i tæpperne. Hendes læber rystede en smule, og der hvor hendes fingre rørte hans hud, føltes han nu langt varmere end hende. 
"J-jeg fryser," hviskede hun svagt med et lavt klynk og slap ham stadig ikke. 
Tårer vældede pludselig op i hendes øjne igen, og hun havde trods alle sine rationelle tanker bare lyst til at blive holdt om. 

Det var ikke med hendes gode vilje, at hun gav slip på ham, men han fik vristet sig fri og kun taget hendes hånd. Han lignede jo stadig den mand, han havde snakket med hele aftenen. Nu bare med farve i kinderne, lidt rødere hår, blod på håndryggen... 
"Er dit hår blevet rødere?" spurgte hun lidt grødet og blev overrasket over, at der ikke skulle mere end lidt tilfældig tankestrøm til for at hun talte. Det var meget ulig hende. Hun overvejede i hvert fald sine ord i et sekundt eller to. Måske et halvt. 
Øjnene virkede også dybere, mere intense i farven. Selv hans læber havde fået lidt farve. Hvad hun ikke ville have givet for at have mødt de læber i stedet for at spørge ham om irrelevante ting. "Var noget overhovedet rigtigt..." mumlede hun usammenhængende, og tænkte at det måtte være sådan alle hendes tidligere partnere havde haft det. Ført bag lyset. Af Lyset. Bare... I flere måneder og ikke kun en enkelt aften. Pludselig kunne hun godt sætte sig ind i deres forurettede følelser. Selvom hun lige nu bare følte sig omtåget og ensom, selvom hun ikke var alene. 
Hvorfor skulle ensomheden fylde så meget i hendes hoved? Når hun endelig fandt en, der løj for hende om hvad han var, ville hun også skubbe det væk? Hvorfor skulle hun ikke løbe skrigende væk? Det var hendes eget hjem, og Bertram... Bertram ville nok ikke gå nogen steder, nu hvor solen steg over byen. 

I et øjebliks vild beslutning, greb hun så hårdt fat hun kunne om hans håndled, og hev enten ham ned til sig eller sig op til ham. Hun ville mærke de læber mod sine. De ville om ikke andet give lidt varme, og hun havde et tomt hul af nærhed, hun skulle have fyldt bare en lille smule for at hele aftenen ikke føltes som én stor grum fejltagelse. 

Det blev gengældt. Det blev rent faktisk gengældt. Zirra forsvandt i kysset, og så snart Bertram gjorde mine til at gøre hende selskab i tæpperne, lod hun sig forsvinde ned mellem dem og hans nu varme krop. Det var nok det her, hun havde forestillet sig hele aftenen. Den her varme, ikke den kulde, hun havde mødt i hans åndedræt. Hendes tunge mødte hans, men hun turde ikke bevæge den ind i hans mund af frygt for at ramme de skarpe hjørnetænder. Smagen af blod var faktisk ikke så overvældende, som hun ville have troet.
Hun lod det tage lang tid, drunkede virkelig i nærværet, og følte sig næsten lige så grådig, som han havde været, da han tog hendes blod. Og så stoppede hun det, lige så brat som hun havde startet det, og med sine hænder halvvejs kravlende ind under hans trøje. Den varme, der emmede ud fra ham nu var så tiltrækkende, også selvom det vel egentlig var hendes egen varme. 

"Hvorfor?" spurgte hun og så op på ham med øjne fulde af spørgsmål. "Hvorfor ikke bare tage det i en gyde? Hvorfor bruge så lang tid på at lyve for mig?"
Som hun sagde den sidste sætning, kvalte hun næsten sine egne ord. Det var... Det var præcis det, andre plejede at sige til hende, når de opdagede, at hun ikke var sekretær. Forskellen var bare, at hun vidste, at Bertram var vampyr, og Zirras tidligere kærester stadig ikke vidste, hvad hun var. De fleste troede nok, at hun var rodet ud i noget skummelt, suspekt eller ulovligt.
Hvorfor overhovedet stille det spørgsmål til Bertram? Hun vidste jo præcis hvordan det var at rende rundt med hovedet fuld af løgne. 
"Nej, d-det... Det er ligemeget," sagde hun inden han nåede mere end at åbne munden. "Jeg... Jeg ved ikke, vores samtale... Det virkede bare så rart," hendes stemme mistede lidt af sin styrke, som hun talte. "For en gangs skyld..."

"Det har aldrig været et problem før," sagde hun stille. 
Hun havde tit været ude, og var aldrig vågnet op med bidemærker, eller blevet overfaldet i en gyde. Havde hun bare været urimeligt heldig? På den anden side, hun var sjældent ude, mens hun lignede sig selv, og når hun smuttede fra et sted, var det en del af rutinen at smide noget nyt tøj over hovedet i en affolket gade, så eventuelle forfølgere mistede færten af hende. I aften havde været en undtagelse, og et forsøg på faktisk at holde lidt fri. Sikke godt det var gået... 

"Og altså, de kommer ikke bare ind i den her bygning, mens jeg sover," uddybede hun, og tog sig straks i at havde sagt for meget. "Fordi-eh, vores udlejer er-eh, vågen på sære tidspunkter."
Det var kotyme, at der blev holdt øje med spionernes bolig, hvis de havde gang i en opgave, så andre spioner kunne skygge folk, når de forlod bygningen - og det var fire ud af fem dage, hvor der var gang i et eller andet. Så stille, som der var i nat, tydede det dog på, det var en af de få dage, hvor der absolut intet skete. Ikke en engang den gamle dame i stuen havde sagt hej til Zirra på vej ind, og selv når hun kom  sent hjem, skete det oftere snarere en sjældnere. Det var ikke en hel løgn, at hun havde en sær døgnrytme. Den ekstra sikkerhed gjorde noget for dem, så hvis Bertram bare havde overfaldet hende og var smuttet igen inden for en halv time, ville han nok være blevet forfulgt, og nogle ville tjekke op på Zirra. Eller, det kunne hun i hvert fald godt lide at tænke om sine kollegaer. 

I stedet lå hun her, i sin egen seng, efter et overfald, med overfaldsmanden i sin seng, sine kolde fingre langsomt varmende mod hans brystkasse og hans strygende over hendes krop. Zirra brød øjenkontakten. Hun følte sig virkelig dum, og samtidig kunne hun ikke helt se Bertram som det monster, hun ellers havde hørt den almene vampyr var. 

"Jeg passer ind de færreste steder," indrømmede hun lavt og sukkede. Måske hun bare skulle gå tilbage til at klæde sig ud, når hun holdt fri. Være en anden. Gemme Zirra hjemme i loftslejligheden. 
Hun var så vant til at uretfærdige ting skete i byen, at civile blev overfaldet, og at undergrunden var fyldt med overgrebsmænd, værende for blod eller andet, så Bertrams ord om de andre vampyrers færden hverken skræmte eller overraskede hende. Hun overvejede ikke engang, om hun burde spille skræmt, det var hun simpelthen for træt til.

"Min far er Lysets Kriger," fløj det ud af hende. Hvis Bertram fik lyst, ville han alligevel bare kunne slå hendes familienavn op i et register og se det. Han behøvede dog ikke vide, at hun også var ansat af Lyset. "Jeg er opvokset med at alt ondt skal fjernes fra landets overflade. Og at vampyrer er onde," hun vovede at løfte blikket til hans igen. Hvorfor skulle hans øjne være så tiltrækkende? "Men jeg kan ikke... Jeg kan ikke få dig til at passe ind i det billede, Bertram."
Jeg burde angive dig, var de ord, hun ikke kunne få sig selv til at sige. Overbevis mig om, hvorfor jeg ikke skal gøre det.

Zirra så på ham med åben mund, mens hans fortalte det, der sikkert var det første sandfærdige om ham selv hele aftenen. Informationerne kom næsten hurtigere end hendes hjerne kunne holde til, så distraheret hun lige var blevet af hans fingre ved hendes trøje. Hendes åndedræt var kort blevet lidt tungere, men da han begyndte at tale, blev hun fanget helt af hans historie.
"Det må have været et mareridt i starten," sagde hun, da han holdt pause. At tænke sig at blive til et af de monstre, man man jagtede. Det var næsten ikke til at bære at tænke på sådan en skæbne.
At han havde skabt sin egen klan gjorde på samme tid Zirra roligere og mere nervøs. Hun troede på det han sagde med at gøre det mere humant at få deres føde, men Bertram var leder af en klan? Hvor gammel var han overhovedet? Hun kunne ikke helt skubbe tanken om, at hun var ved at rode sig ud i noget lort, væk. 

"Din tid som menneske," citerede hun med et let skævt smil, og tog den ene hånd ud fra hans trøje og strøg en finger langs hans ene spidse øre. "Og bare rolig, min far kommer ikke rendende. Det jeg sagde tidligere, med at jeg ikke lige er ønskebarnet, den del var rigtig nok. Han har ikke engang været på besøg, det interesserer ham ikke ligefrem hvem jeg..." Zirra tøvede. "Er sammen med."
Hendes vejrtrækning syntes at sætte sig fast i hendes hals, som hun sagde ordene, og hendes blik vandrede fra øret, til hans læber, tilbage til de øjne, der havde fået så meget mere farve og liv. Hun bed sig ubevist i læben, og havde helt glemt, hvad de var i gang med at snakke om, udover at hendes indre stemme skreg til hende, at hun burde smide ham på porten, for han var en vampyr, god eller ej.

Han skulle bare vide, hvor lidt interesse, Zirras far havde i hendes liv, tænkte Zirra, men gad ikke dvæle mere ved emnet. Der var mere presserende ting, hun hellere ville tage sig af. Primært vampyren i sin seng.

"Du kender måske alt til de kvinder, du ender hjemme hos?" drillede hun tilbage, som han bevægede sit ansigt tættere på hendes, og hun besluttede sig for at overgive sig. Eller i hvert fald smide stemmen væk, der sagde, hun skulle stikke noget spidst i ham og finde en ny lejlighed. 
Hun lod sine læber finde hans, og prøvede ganske forsigtigt at bruge sin tunge, nu hvor han trods alt havde lovet ikke at bide hende. Hvor meget det løfte var værd for ham, anede hun ikke, men hendes krop havde lyst til at tage chancen, hendes sind havde lyst til at forsvinde i hans duft.
Hun lukkede øjnene og blev pludselig meget opmærksom på Bertrams humør. Og sit eget for den sags skyld. Hun var tydeligvis ikke holdt op med at være våd bare fordi han havde overfaldet hende. Var det en skidt ting?


Nede på gulvet var stenene begyndt at gå ud, en efter en, som solen steg, og lanterner og fakler i byen gik ud. Zirra lagde halvt mærke til det ud af øjenkrogen, men bevidstheden om at hendes magiske forsvarsmuligheder forsvandt, sank ikke helt ind. Hun følte sig heller ikke i en kampsituation, og alligevel sitrede hendes krop af en spænding, hun ikke havde oplevet før.