Valget havde været både nemt og svært. Nemt fordi Torbjorn vidste at hvis han ikke prøvede, ville han fortryde det resten af sit liv. Svært, fordi han trods alt efterlod sin familie og klan tilbage. Hans forældre havde ikke andre end ham tilbage, og at vide at deres søn, der på mange måder var den som skulle sikre deres fremtid, tog til en anden klan, havde været svær at sluge. Også svært at fortælle.

Torbjorn smilede og kiggede over skulderen på hende ”Det vil jeg gerne” selvfølgelig elskede Torbjorn sine forældre og ville gøre dem glade. Trods forandringen det bragte havde de været støttende om hans valg. Det gjorde ham glad at hun tilbød. Det var ikke den nemmeste tur at tage, specielt i vintertiden hvor sneen lå tungt over landskabet i flere måneder, forhindrede en sikker vandring. ”Med tiden vil de måske flytte hertil” hvis de måtte, men den del var han nu ikke sikker på. Torbjorn havde i hvert fald ikke i sinde at Sigrun og Bjarnis skulle skilles fra hinanden, det ville aldrig så meget som komme på tale. Torbjorn vidste også at det nok ikke skete at hans forældre flyttede. De havde deres liv og hjem i den anden klan – noget at blive for, ville han gætte på. Også selvom Torbjorn var flyttet.

Sigrun kunne ikke lade vær med at smile, og komme med et halvkvalt grin af hvad Torbjorn sagde. Det var altså ikke lige sådan at hive nordboer op fra deres rødder et sted, og bare flytte dem, uanset hvor meget man ville ønske at de kom med sig. De fleste af dem var så forbandet stædige, og det var mest af alt bare ønske tænkning.
"Hvis de har lyst, så skal de i hvert fald være velkomne," svarede hun og rystede på hovedet med et smil. Det var underligt at føle at man pludselig ville have en så meget større familie. Selvom de ikke var flyttet hertil, og nok aldrig ville det, så var Sigrun allerede begyndt at være opmærksom på, hvor meget større hendes familie allerede føltes. Især med en lille ny på vej pludselig.

Sigruns grin fik Torbjorn til selv at smile bredere, så man for alvor kunne se det skinne op i hans øjne. Han vidste hvad det betød. Alle i Norden var stædige som dem fra syden simpelthen ikke kunne sætte sig ind i. De groede fast i deres klaner og fortsatte deres liv der, for det meste. Der skulle som regel en del til før de rev rødderne op og rejste derfra. Ikke at alle klaner boede fast. Nogen var nomader der gik over bjergkæderne, men de blev sammen.

Torbjorn hældte rodfrugterne det nu engang havde været muligt at finde, ned i gryden over ildstedet og satte sig på hug foran ilden som det hele langsomt begyndte at syde. ”Besøg kommer der i hvert fald helt sikkert” Han kiggede op på hende med et sigende blik. Når det engang blev fortalt at der kom familieforøgelse var han sikker på at selv hans gamle mor kunne få fart på over bjergene. Når tid var. Når de var klar. Det var på deres præmisser.

Sigrun smilte et næsten genert smil, som hun helt af instinkt tog en hånd hen på sin mave. Der var stadig ikke noget at mærke, men det var nok at de vidste at der ville komme et barn. Hun vidste dog godt nok også, at Torbjorn nok ville få sit at se til, når hun var længere henne. Hun var ikke ligefrem god til at holde sig i ro, selv når hun skulle, hvilket hun vidste var normen når man var væsentlig længere henne. I hvert fald ville hun nok få at vide at hun skulle slappe lidt mere af. 

"De skal i hvert fald være velkomne. Jeg vil ikke have at vores barn vokser op uden at han eller hende ved hvor meget alle omkring elsker dem," sagde hun med et smil. Hun havde selv haft det lidt hårdt med kun at have en far, selvom hun elskede ham højt. Hun ønskede ikke for sit barn at mangle familiemedlemmer, og folk der elskede dem.

Torbjorn ville næppe kalde noget i løbet af graviditeten en udfordring, men han vidste at der nok kom dage der var nemmere end andre. Hun skulle gennemgå både det værste, men også ud fra hvad Torbjorn havde fået at vide, det bedste. Ingen kunne sætte sig ind i det bånd der formede sig mellem barn og moder i de ni måneder, hvor barnet var livsafhængig af sin mor. Og en ting vidste han med sikkerhed. Sigrun ville gøre alt, kæmpe med næb og klør, for at beskytte det barn. Det i sig selv var nok til at hun kunne blive krop umulig, råbe og skrige af ham og være sur og tvær over komplikationerne der fulgte med, uden at Torbjorn ville bebrejde hende.

Hendes ord fik Torbjorn til at rette sig op igen og så på hende med et kærligt og medfølende blik. Han vidste at Sigrun kun havde haft sin far, og selvom de to elskede hinanden højt, var der et afsavn umuligt at undgå. Han lagde blidt en hånd over hendes kind inden han kyssede hende på panden. ”Det vil jeg love dig, til evig tid. Vores barn skal aldrig mangle sin familie eller kærlighed. Jeg vil gøre alt for at sikre det” måske var det ikke nødvendigvis noget han havde kontrol over, men han ville gøre alt der stod i hans magt. Deres barn ville blive så elsket, at det end ikke kunne forestille sig et liv uden kærlighed og varme.

Sigrun tvivlede ikke et øjeblik på Torbjorn, men alligevel var det rart at få det bekræftet. De to af dem ville gøre alt for deres barn, og sørge for at det aldrig manglede kærlighed…. Nogensinde. Sigrun var også sikker på at selvom Torbjorn mest af alt virkede som en krammebamse, så var instinkterne til at beskytte der stadig. Så når Sigrun selv var svag med svangerskab, så skulle han nok være der. Og når deres barn voksede op, og de var i problemer. De to af dem skulle nok klare det hele.

”Det er alt jeg kan ønske for..:” hun lagde en hånd på sin mave. Det var stadig ikke specielt tydeligt, men bare at hun vidste at et barn voksede inde i maven, var nok for hende. ”Jeg er så glad for at det er med dig, og at du er her med mig.” kunne hun så ikke lade vær med at hviske. Der havde været nok gange i hendes liv, hvor risikoen havde været der, men det var heldigvis aldrig sket, og nu. Nu var de her, sammen, og et barn på vej. Sigrun vidste jo også godt at hendes krop også havde talte dage hvis hun ønskede børn.

Intet ondt skulle hænde dem. Han vidste at Sigrun under normale omstændigheder var mere end i stand til at klare sig selv, men han ville stadig gøre alt for at sikre at hun aldrig ville komme til skade eller overlastet af nogen art. Bjørnen var forbundet med styrke af en grund, og den styrke ville han bruge på at beskytte. Deres barn skulle intet mangle.

Torbjorn smilede og kyssede igen Sigrun på panden. "Altid". De skulle have et barn, og han var ovenud lykkelig for at det var med Sigrun. Han kunne ikke forestille sig at starte en familie med andre. Og for nu, var det deres lille glæde, som de delte. Tiden skulle nok komme til at dele den vidunderlige nyhed, men lige nu ville de nyde den selv.