Koda så meget frusteret ud, men til sidst endte Llyr med at få åbnet munden, og uden forbehold for sit egent velbefinden, stak hele hunden i hendes mund for at hive fast i blomsten og tage den ud. Hvilket gav udtryk for en tilsavlet og ødelagt blomst, og ligeledes en meget savlet hånd hos Llyr. Han tørrede den dog bare af i sit tøj, åbenbart ligelad med at tøjet nu ville være små savlet til.
Det var dog ikke så meget for at redde blomsten, som for at redde bjørnen, at Llyr havde gjort det. Han vidste jo godt at blomten ikke ville overleve sådan en tur, det havde han trods alt set lidt for ofte, når Koda blev sur over at hun ikke fik den opmærksomhed hun ønskede.

"Det må du undskylde, men det var jo ikke som om at jeg bad hende om at spise en giftig blomst," kom det små irriterede fra Llyr, som han stirrede i Selmys retning. Han kunne smutte hvis han havde lyst til det, men Llyr havde ingen grund til at føle at det var hans ansvar, at manden følte at han var blevet berøvet en mulighed. De her blomste faldt man alligevel jævnligt over. Llyr gjorde i hvert fald.

Hans blik faldt på den anden gut, som var blevet involveret i alt dette, højst sandsynligt mod hans vilje. "Jeg undskylder hvis vi har skræmt dig," sagde han så, dog ikek uden at sende et kølig blik i Selmys retning.

Tobias havde allerede fået en fornemmelse for at Koda var en relativt rolig bjørn, men han kunne alligevel ikke lade være med at stirre på hvordan Llyr stak hele sin hånd ind i dens gab som var fuld af skarpe tænder. Det eneste dyr han overhovedet ville turde gøre det med, var hans hest Maren. Tobias aede Marens hals for at holde hende i ro og tænkte at denne bjørn måtte være det samme for Llyr, som Maren er for ham. En tro følgesvend.

Det næste øjeblik skar Selmys vrede stemme ind i hans tanker og han kiggede på mens den unge mand steg op på sin hest. Tobias måtte skjule sin mund bag hans hånd for han var meget tæt på at grine, for lige der mindede Selmy ham om en forkælet prins der for første gang havde hørt ordet nej. Hmm, en forkælet prins der lærer en lektie...det kunne være en god start på et eventyr...det må jeg huske at få skrevet ned...

Tobias kunne flere gange forsvinde lidt i en situation hvis han blev inspireret til en af hans eventyr, og denne gang var det Llyrs stemme der fik han tilbage til den virkelig verden. Der var noget i Llyrs stemme der fik Tobias til at smile nærmest helt genert og denne gang lagde Tobias mærke til hvor smukke blå øjne Llyr havde. Selmy var måske prinsen på hesten lige nu, men Llyr havde helt klart en helts stærke øjne, synes Tobias. "Øhm, det er helt okay...du har ikke været andet end yderst venlig..." mumlede Tobias som svar, forvirret over de her pludselig tanker han har om Llyr.

(Skriver lige en besked her :) Nu ved jeg ikke hvordan I plejer at afslutte en tråd, men hvis det giver mening at de går hver til sit nu, så kan vi bare gøre det. Jeg startede jo mere denne her tråd for at prøve Tobias af og finde ud af ham. Super fedt at I hoppede med på tråden :) Og ja, jeg har fundet ud af i en anden tråd at Tobias meget nemt kan få crushes på andre, så lige nu blev han helt forvirret omkring Llyr ;) Det kan jo også godt være at de her 3 pudsige personer mødes på et andet tidspunkt?)

Llyr sendte blot et koldt blik mod Selmy. De havde ikke ligefrem havde det bedste førstehåndsindtryk af hinanden, men ærligtalt ville de næppe komme til at ses igen, og selv hvis de gjorde, så ville Llyr have lagt det bag sig. Han var i hvert fald ikke interesseret i at forsætte med at være sur på et andet ubetydeligt menneske.

Nu da Selmy også var væk, kunne Llyr vende sin opmærksomhed mod Tobias. Det var lang tid siden at han frivilligt havde givet sin opmærksomhed til andre mennesker. Yderst venlig var ikke ofte noget Llyr fik at vide. Nogen gange var han lidt for meget i sit eget hoved til at han tænkte over hvordan andre folk ville have det med den måde han opførte sig, og det faktum at han havde en bjørn rendende efter sig.
”Jeg tænker at jeg ikke kun har været yderst venlig, når jeg fik den behandling,” indrømmede han, nu når Selmy var væk, og han ikke behøvede at indrømme det overfor ham.

//Undskyld mit sene svar. Life happened xD

//Inaktiv