Esther var nervøs, ja nærmest direkte bange for hvad det kom til at betyde. Det var så stor en forandring. Men samtidig med føltes det også bare helt i grunden rigtigt. At hun havde chancen for at bruge sin evne til at se ind i genstande. Hun håbede ikke at alle historierne var så blodige som pilespidsernes havde været, men hun blev alligevel nysgerrig. Esther skattede evnen højt fordi den personligt bragte en værdi hun ikke ville undvære. At vide at andre også kunne bruge hende. At Hecate Reier så en fremtid i hende med den rette oplæring. Det fik Esther til at bibeholde smilet på sine læber.

”Jeg kan være klar allerede i morgen” Svaret hun en smule for hurtigt og kom til at bide sig selv i læben over det lige bag efter. ”Jeg mener, jeg er naturligvis nødt til at meddele min arbejdsgiver. Forhåbentlig vil han give mig min løn inden da” fordi hun havde vel stadig brug for de penge hun kunne skrabe sammen? Ikke at Hecate så ud til på nogen måde at mangle penge. Esther var bange for at hun fremstod som om hun bare tog fra et arbejde til et andet uden omtanke. ”Men jeg tror nemt at han får mig udskiftet” måske først i overmorgen. Hun var rimelig usikker omkring det.

Det varmede Hecates gamle hjerte, at Esther var så samarbejdsvillig. Hun håbede ikke, at storbyen ville blive for meget for den unge pige - hun måtte naturligvis holdes i stram snor, så hun ikke blev fristet af unge mænd og dét, der var værre. Til gengæld glædede Hecate sig til at vise hende biblioteket - her ville hun kunne samle alskens viden, og Hecate tænkte også, at hun ville lade pigen starte med noget, der interesserede hende selv. Måske noget knap så blodigt.. hendes blik gled til pakken med pilespidser.

En let rynke viste sig mellem Hecates tynde, markerede bryn, som Esther begyndte at snakke om sin arbejdsgiver. Det lød som om, det kunne blive en smule vanskeligt, og Hecate brød sig ikke om vanskeligheder.
"Drik teen ud, så tager vi derhen med det samme. Jeg er sikker på, at vi nok skal få ham forklaret situationen og få ham til at hoste op." Der havde sneget sig et snert af skarphed ind i tonen igen. Hun havde trods alt en vis erfaring med at få folk til at betale, hvad de skyldte. Ofte handlede det om at være tilstrækkeligt på nakken af dem.

Esther håbede ikke at det blev vanskeligt. Hun var selvfølgelig blevet anbragt her ved hjælp af venner af familien. Måske det blev set ilde til hvis hun rejste på den måde. Nervøst begyndte hun at gnide sine egne hænder. Oh nej. Hvad nu hvis hun blev sendt tilbage igen fordi hun ikke gjorde arbejdet godt nok, og så stod uden noget arbejde? Hvad skulle hun så gøre? Familien ville nok næppe tage hende ind igen. Med nervøse hænder rakte hun ud efter tekoppen igen og drak det velsmagende indhold, så roligt hun nu kunne uden at tage sig alt for lang tid om det.

Selvfølgelig ville Hecate ikke bare smide hende ud til at klare sig selv, hvis hun vidste sig ikke at være god nok! Det.. Det måtte hun simpelthen tro på og fastsætte sig ved. Hun smilede forsigtigt over den skarphed der sneg sig ind i Hecates stemme. En bestemt dame, det var der ingen tvivl om. ”Han er skam en retfærdig mand. Men hvis pengene er små kan han godt betale lidt senere end han burde” Esther vidste hvor naiv og ung hun lød lige nu, men hun ønskede heller ikke at sætte ham i et dårligt lys. Hun satte koppen tilbage på underkoppen uden at lave og lagde hænderne ned i skødet igen. ”Jeg håber ikke at jeg er til for meget besvær for Dem” og ville rejse sig så snart Hecate gjorde antræk til det samme og følge med ud, klar til at vise vejen tilbage til herregården og sin arbejdsgiver.

Hecate færdiggjorde sin te i små slurp. Derefter rejste hun sig - en anelse langsomt, for det var altid her, det dårlige var til mest besvær. Hun greb sin rejsekappe, som hun anbragte over sine benede skuldre og begyndte at trække et par handsker på fingrene. Luften var sandsynligvis ikke blevet varmere udenfor, mens de havde drukket te.

Hun ledte igen den unge pige gennem krostuen med et afmålt nik mod tjenestepigen, som hastede mod værelset for at rydde op efter teen. Hecate havde en anelse om, at de efterladte småkager ville ende i lommen på pigens forklæde.
Hun åbnede døren ud til gaden, og de stod igen i den kolde luft, hvor Hecate atter vendte sig mod sin nye, unge følgesvend:

"Lad os besøge den gode familie Hildebrand. Er de langt herfra?" Hvis det var tilfældet, ville det nok være bedst at hidkalde en vogn. Hecate holdt ellers ganske meget af at gå, men hendes ben var ikke, hvad de engang havde været.
"Og bagefter bør vi besøge din familie og sætte dem ind i sagerne, såfremt de er her i byen?" Hun efterlod spørgsmålet hængene i luften - pigen havde nævnt sine forældre, men de havde ikke nået at komme mere ind på emnet. Såfremt der var familie til Esther i Lazura, skulle de dog naturligvis have besked. Hecate skulle så sandelig ikke beskyldes for at have bortført en ung pige til Hovedstaden.

Esther rejste sig først efter Hecate og trak de vamsede luffer, som godt kunne trænge til at blive udskiftet, ned over fingrene igen. Hun var for nervøs til at sige noget og fulgte blot med ned gennem krostuen og så op på tjenestepigen hun kendte fra byen, uden at gøre noget større tegn til at de kendte hinanden. De kendte egentlig heller ikke hinanden af navn, men mere tilfældige møder ved brønden og lignende.

Esther skuttede sig så snart de kom ud i den kolde luft igen. Der havde været noget så rart indenfor med den varme te og de søde småkager. Hun rystede let på hovedet. "Det er kun et par få gader nede" svarede hun med sin lyse let nervøse stemme, som hun begyndte at føre an. I et roligt tempo der tog hensyn til Hecate uden at det var langsomt. Esther tænkte især på stolheden. Sådan var det nogle gange med ældre mennesker - deres stolthed overgik trangen til at tage hensyn til deres egen krops signaler.
Esthers blik flakkede kort og hun kiggede mere bevidst ned på de kantede brosten før hun med et tungt suk løftede hovedet igen. "Mine forældre er døde." Hun kunne ikke få sig selv til at fortsætte. At sige hun ingen familie havde og var mutters alene i den hårde verden. I stedet rankede hun sig en smule op igen, fik et mere stålfast blik for at skjule at sårene stadig var friske. Mange ville sige, der var jo gået flere år! Ingen grund til at blive følelsesladet over sådan noget. Det var livets gang. Men Esther savnede dem.

Efter at have fulgt ned af en gade, drejet til venstre og dreje igen omkring halvvejs af den gade, kom de hen til et middelmådigt stort hus, der afslørede at familien Hildebrand havde penge, men ikke var hertuger og hertuginder. Esther trippede lidt. Usikker på om de skulle tage hovedindgangen eller døren om bag til køkkenet. Hun tog aldrig hoveddøren selv. "Hvis Herren ikke er hjemme.." hun vidste faktisk ikke helt hvordan hun skulle færdiggøre den sætning og begyndte i stedet at gnide sine luffer mod hinanden. "Hr. Kastir er hushovmesteren" Hun kiggede lidt på døren, hen på Hecate og tilbage på døren igen før hun løftede hånden og bankede så hårdt på hun nu engang kunne mønstre uden at det var uhøfligt.

Hecate gjorde et kort blik til Esthers påklædning og lavede en mental note om, at hun skulle sørge for, at pigen fik nye klæder. Hun kendte en god skrædder i byen, så det skulle ikke blive et problem - og der var ingen, der skulle klandre Hecate for at være nærig, når det kom til hendes lærling!
Ikke at pigebarnet heller skulle forkøles unødigt. Det kunne give hende upassende tanker, - nej, der var altid en passende middelvej, der omhyggeligt måtte følges.

Den kølige luft var som et frisk pust mod hendes ansigt, og hun satte et rask tempo på trods af benet, som hun fulgte efter Esther. Tiden var ikke inde til at ligne en svagelig gammel kone.
Hun åbnede munden et kort øjeblik for at sige noget, men lukkede den derefter igen - for en gangs skyld lidt usikker på sine ord. Der var alt for mange forældreløse børn efter krigene og plagerne, der havde hærget landet, og det var gode sandsynligheder for, at mange af dem endte i fattigdom.. Hecate havde heller ikke været imponeret over det, hun havde set af Dianthos' børnehjem.
I det mindste kunne hun gøre sit for at give Esther en lysere fremtid. "Må Kile våge over dem." Sagde hun med korrekt stemmeføring og lod emnet faldet. Det var ikke tiden eller stedet til den snak - og hun ville lade Esther selv initiere den, hvis hun en dag havde lyst.

Hecates blik vurderede huset, de var kommet til og konkluderede at det nok ikke var det værste sted, pigen var endt. Det kom naturligvis helt og holdent an på, hvordan husets herre behandlede sine tjenestefolk, men de virkede da til at have penge nok til, at ingen burde lide nød - også selv om de ikke havde et nær så fint familienavn, som Hecate havde. Hun rankede sig en smule, mens de ventede ved døren, og da hun hørte fodtrin, stillede hun sig en smule ind foran den unge pige. 

Esther spejdede lidt til siden. Taknemmelig for at Hecate ikke begyndte at spørge mere ind til emnet, men gav sin respekt og hvad Esther følte var forståelse. Måske hun ville fortælle om dem en dag. Det ville være nærtliggende da de var alt hun havde kendt til og haft i livet, indtil hun kom ud i den kolde verden på egen fod. Hvilket mindede hende om at hun havde andre emner hun skulle fortælle en dag. Hun kiggede bevidst ned på sine sko, hvor hendes menneskefødder gemte sig. Fødder hun havde på grund af en magisk amulet, og ikke fordi det tilhørte hende oprindeligt.

Esther blev næsten ængstelig af at vente. Hvad ville de ikke tro derinde, når hun kom tilbage med en højtstående kvinde af tydelig vigtig stand. Hun havde lyst til at gemme sig bag Hecate, men overvandt frygten en smule, selvom hun trådte et halv skridt om bag hende alligevel, nu hun tilbød lyet.
Manden der åbnede døren var høj og rank, men ikke herren i huset, men derimod hushovmesteren, Kastir. "Goddag Frue, kan jeg hjælpe Dem?" hans blik havde hurtigt sneget sig over til Esther og blikket var blevet hårdt. Hans tanker var uden tvivl at Esther havde bragt sig i unode, og hun krympede sig en smule sammen. Men hans blik var hurtigt tilbage på den ældre kvinde, høfligt og venligt afventende.

Hecates blik var stålfast som hun ventede på at hushovmesteren kom til døren. Hun vidste ikke, om familien ville komme med indsigelser, men hun havde ikke tænkt sig at give sig. Esthers evner var ganske simpelt spildt på et liv som dette - ved Hecates hjælp kunne hun få sig en god fremtid.

Døren åbnedes og mandens hårde øjne gik ikke Hecate forbi. Det var vel en naturlig antagelse, at en adelskvinde dukkede op med køkkenpigen på slæb, fordi der havde været problemer, men det skulle hun nok hurtigt lave om på.
”Hr. Kastir, formoder jeg. Begyndte hun. Hendes ansigt havde anlagt et høfligt, men køligt smil. ”Jeg ønsker at tale med Hr. Eller fru Hildebrand om den unge Esther her. De kan være ganske rolig - der er ikke problemer. Jeg ønsker blot at give den unge pige et jobtilbud.” sagde hun i et tonefald, der antydede at det var en ordre nærmere end en anmodning.

Så snart hushovmesteren tillod dem at gå ind i huset, ville hun følge tæt efter med Esther på slæb. Hun efterlod ingen tvivl om, at hun var en dame af stand, som ikke skulle modsiges.

Esther så anspændt mellem dem, følende sig en smule utilpas til mode. Selvom hun intet forkert havde gjort, så følte hun stadig en knude i mavenv ed det kølige blik som Hr. Kastir sendte hende. Han var som sådan ikke nogen ond mand, men han var skarp og hård når han talte til tjenestefolkene. Måske for at være sikker på at der var styr på dem. Esther havde i hvert fald respekt for ham, blandet en smule med frygt.

Kastirs blik skiftede til et undrende udtryk som han så den ældre kvinde diskret an. "Og hvem må jeg sige ønsker at tale med herren i huset?" han var ikke i tvivl om at Hecate var af høj byrd, men det betød ikke at han var villig til at gå ind uden at kunne præsentere hvem der ønskede audience.

Først da han havde et navn at nævne, trådte han høfligt til side og lod dem komme ind, lukkede døren efter dem og førte an ind i stuen. Det var ikke et overdådigt hus, men der manglede intet og tingene var af fin stand. Esther fulgte med hovedet bøjet ned af de genkendelige gange til de nåede opholdsstuen hvor både herren og fruen sad. Kastir fortalte om deres ankomst, meget formelt, før han stilte sig til side med hænderne på ryggen. Blev han bedt gå, gjorde han det, men for nu stod han klar til at afvente hvis der var brug for ham.
Esther fulgte tæt efter Hecate og holdte sig også meget tæt i nærheden af hende som de stod stille, næsten gemmende sig. Hun var usikker på hvordan de tog nyheden. Hun havde ikke et dårligt syn på sin arbejdsgiver, men det gjorde ikke nervøsiteten mindre. Esther bedømte at det var bedst hun lod de voksne tale, mens hun selv tiede, mens Hr. Hildebrand hilste høfligt med et roligt og dog afventende blik.

Efter at have præsenteret sig med tryk på efternavnet, fulgte Hecate efter hushovmesteren ind i familiehjemmet. De fleste havde hørt om Reier - oftest blot af navn - og viste, at det var en af de større, adelige familier i Krystallandet, hvis aner gik adskillige århundreder tilbage. Nogle havde måske også hørt rygterne om familieoverhovedet, som havde udlevet adskillige af sine børn og børnebørn.
Hecate holdt sig som regel på lang afstand af familiedramet - hvis man undtog det, hun selv startede, ved sine konstante krav om, at niecer, nevøer og andre yngre familiemedlemmer opførte sig anstændigt.

Stående foran husets herre nejede hun fejlfrit på trods af stivheden i benet og indledte forklaringen, så snart hun så herrens afventende mine.
"Tak for at give Dem tid, Hr. Hildebrand." Indledte hun med en tone der tydeligt fortalte, at hun mente, at hun havde al ret til hans tid, men at man naturligvis måtte holde på høflighederne. "Jeg havde i dag den fornøjelse at støde på Deres køkkenpige, Esther, da hun udviste hjælpsomhed over for mig - jeg havde tabt en genstand, som nødig skulle gå tabt." Hecates stemme var tør, som den plejede, men der sneg sig en smule varme ind i tonefaldet, som hun gjorde det tydeligt for husets herre, at hun var ganske tilfreds med pigen.
"Det gik ved samme lejlighed op for mig, at hun er i besiddelse af en unik magi, som jeg ønsker at oplære hende i. Oplæringen vil foregå i Dianthos, så det betyder, at jeg kommer til at berøve Dem deres køkkenhjælp, men jeg skal nok sørge for, at De bliver kompenseret." Fremlagde hun. Tonefaldet gav ikke rigtig plads til indsigelser, for når Hecate havde sat sig noget for, gav hun ikke nemt op. Hun afvæbnede dog skarpheden en smule med et høftligt smil til Hr. Hildebrand: "De kan nok forstå, at det er en ganske enestående mulighed for en pige af hendes stand, og hun vil have langt bedre fremtidsmuligheder end her i Lazura." 

Med et enkelt blik på Esther så hun afventende på Hr. Hildebrand. Hun var gået ganske lige til sagerne uden at spilde særlig meget tid på høfligheder - men stod det til hende, så forlod de byen inden solnedgang. 

Hushovmesteren gjorde notise af efternavnet, der ganske rigtigt var ham bekendt. Han ændrede ikke megen attitude, men vidste sig stadig fra sin høfligste side til hans herre kunne overtage foretagenet. Hr. Hildebrand lyttede med armene bag ryggen og en rank figur, og kiggede blot kort hen på sin køkkenpige som denne blev rost for sin hjælsomlighed.
Esther præsterede et lille smil som hun kiggede op på Hecate, men ellers sænkede hun hurtigt blikket igen og lod de voksne tale. Hun var også imponeret over hvor selvsikkert Hecate talte, og at hun faktisk ville kompensere for den manglende arbejdskræft der ville opstå når Esther rejste. Hun forstod stadig ikke hvordan hun havde været så heldig.

Hr. Hildebrands øjenbryn krummede sig en smule sammen. Han brød sig ikke om at få frataget sig en køkkenpige der kom til tiden, var høflig og ikke stjal fra depotrummene. De var efterhånden svære at finde, men han var heller ikke hård som sten. Hans blik faldte ned på hende igen og han kunne nok alligevel ikke unde hende et bedre liv end som simpel tjener. "De er meget direkte Frøken Reier. Jeg ser selvfølgelig nødig en dygtig pige gå, men De har ret i at dette er en helt enestående mulighed for hende." Han holdte fast blikket på den ældre kvinde, som han ytrede sine næste ord "Jeg har endnu ikke betalt hendes løn for de sidste to uger. Hvis De ønsker at tage hende så pludselig ud af tjeneste, beholder jeg dem, og de må kompensere pigen. Jeg behøver ingen anden kompensation" han sparede nogle penge, og selvom det betød han måtte finde en ny havde han alligevel haft to ugers gratis afbejdskræft hvis Hecate ønskede at tage pigen med sig.

Esther så fra den ene til den anden, en smule bange for hvad det her betød for hende. Hecate kunne sige ja, og Esther ville miste sin løn, for hun havde ikke lyst til at bede Hecate om at betale hende, når hun i forvejen havde givet hende så vidunderlig en mulighed. Men hvis hun så ikke opfyldte kravene, ville hun ingenting havde at falde tilbage på. Hildebrand ville jo ikke tjekke op på om Esther fik de penge hun havde tjent. Men så igen, det var også en nem betalingsform for ham, nu han skulle miste en medarbejder.

De lille smil om Esthers læber gik ikke Hecates opmærksomhed forbi, og en begyndende følelse af varme bredte sig i brystet på den ældre dame. Pigen var så høflig, så det var svært at vide, om hun nu virkelig ønskede alt det, der snart skulle ske for hende: også selv om det gav hende gode fremtidsudsigter. At skulle forlade den by, man var opvokset i, for at drage til et helt nyt sted - og tilmed landets Hovedstad - det var lidt af en omvæltning. Hecate håbede, at hun kunne gøre det så behageligt for pigen, som muligt.


"Det glæder mig, at de kan se fornuften i det, Hr. Hildebrand. Jeg forstår dem så ganske udmærket - gode tjenestefolk hænger ikke på træerne." Nu talte hun som en adelig til en anden, og det var ikke en løgn: Hecate holdt sig ikke selv nogen tjenestefolk: hun var gammel og hårdnakket og foretrak at gøre alting selv. Desuden kunne man ikke stole på, at de kunne finde ud af at holde deres lange fingre for sig selv. Deri var Hildebrand-familien så ganske heldige at have fået en pige som Esther.

"Det er en aftale." Afsluttede hun simpelt "handlen" om pigens fremtid med et venligt nik mod husets herre. Han havde gjort det nemt, og det satte hun pris på. "Og jeg takker Dem for deres velvillighed. Hvad plejer de at betale pigen?" Hun måtte jo have beløbet af vide - også selv om hun lige meget hvad, takkede ja til tilbuddet. En køkkenpiges løn for to uger ville være nemt at betale for en dame af Hecate stand.

Esther kunne ikke undgå at være bange. Bange for det ukendte og nervøs for hvad det kom til at betyde. Men hun var ikke dum. Hun vidste hvilken mulighed det var, og Hecate havde talt positivt om sit arbejde. Hvilken betydning det havde. Esther havde altid haft interessen, men aldrig midlerne til at lærer om landets historie. Det ville garenteret blive hårdt, men hun kunne ikke lade være med at glæde sig.

Det faldte i god jord hos manden at Hecate var hurtig til at indgå i aftalen. "Tre jadestykker om ugen, og selv tak Frøken Reier" Det var ikke en dårlig løn hvis Esther selv skulle sige det. Specielt ikke når hun kunne få kost det meste af tiden også i køkkenet. Så længe hun ikke spiste af de fyldte fade, men af dem som kom tilbage igen efter større fester og sammenkomster. Hun havde i hvert fald ikke lidt nød.

Der blev udvekslet de nødvendige høfligheder og afsked før de blev vist ud igen, hvor Esther vidste vej til sit kammer. "Jeg skal nok skynde mig med mine ting" kom der en smule forlegent fra Esther som hun gik af tjenestefløjen ned til sit lille kammer hvor der var plads til en lille seng og meget få genstande. Hun havde heldigvis ikke så meget, og de kunne ikke begge være derinde på en gang, så Esther listede ind og håbede det var i orden at Hecate måtte vente i døren til hun fik pakket sine få beklædningsgenstande ned i en vadesæk, og til sidst forsigtigt tog sit skrivekuld og den slidte notesblok fra bordet og lagde øverst. Hun tog sækken op på skulderen og vendte sig med et både spændt og lidt uroligt blik. Hun følte stadig det hele var uvirkeligt.

Hecate nikkede. Hun havde aldrig manglet penge - Reier-familien var langt fra fattig, og hun blev stadig rigeligt kompenseret efter sin tjeneste i Lysets Hær. Hertil kom det, at hun levede et forholdsvis simpelt liv - hendes klæder var naturligvis af kvalitet, som det sømmede sig, men hun brugte ikke meget på mad og drikke.

Esther måtte naturligvis også have lommepenge, men Hecate mindede sig om at holde et skarpt øje med, at pigen ikke brugte dem på upassende vis. Byens fristelser var mange for en ung kvinde, og Hecate vidste selv alt for godt, hvor mange forfærdelige etablissementer, men kunne støde på .. det var lige så hun gyste ved tanken!

Samtalen var hurtigt forbi. Hun takkede Hildebrandt mange gange for sin tid og velvillighed, og ventede en anelse utålmodigt i døren på, at pigen fik pakket færdigt. "Alt klar?" Spurgte hun, da hun så hende dukke op i døråbningen med vadesækken på skulderen. Det hele var gået umådeligt hurtigt, og hun kunne godt forstå, at det ville være en stor omvæltning for pigen.

Heldigvis var rejsen til Dianthos et godt stykke vej, og de ville have rig mulighed for at lære hinanden lidt mere at kende på vejen. Esther ville snart opdage, at nok var Hecate streng, men så længe man opførte sig passende og ansigt og viste interesse for arbejdet, kunne man lokke et sjældent smil frem på den ældre kvindes læber.

Så snart pigen havde bekræftet, gik turen videre til at finde en vogn. Hecate brugte en god rum tid på at sikre sig, at kusken også kunne forsvare sig mod eventuelle frygtelige landevejsrøvere, og at der ville blive sat et godt tempo, så de kunne nå så langt som muligt inden solnedgang. Hecates egen oppakning blev også bragt til vognen.
Derefter nikkede hun til pigen og bød hende tage plads i vognen. "Jeg beklager, at der ikke var mere tid til at sige farvel til Lazura." Sagde hun, lidt undskyldende. "Jeg vil gerne lægge vejen mod Dianthos så hurtigt som muligt: vi har meget at nå!"

Esther forsøgte at være så hurtig til at pakke som hun kunne, men det var også lidt grænseoverskridende at vide, at deette var sidste gang hun ville være i dette værelse. Det var skræmmende. Men det var en enestestående mulighed, som hun ikke kunne andet end at tage imod. Så hun kom ud så hurtigt hun kunne og svarede med et lille smil på læben "Klar"

Alting gik så stærkt at Esther ikke engang havde tid til at tænke over at hun forlod alting tilbage. Hun havde langt mere travlt med at opleve alt det nye. Hun holdte den lille vadesæk tæt til kroppen og hendes øjne var store som de fulgte med i alt. Hun tog plads i vognen, og følte sig alt for beskidt og forkert at sidde i en så pæn en vogn. "Det gør ikke noget. Jeg har ikke så meget at sige farvel til" med det sagt, var det stadig skræmmende. Hun sank en klump i halsen og pillede en lille smule ved snoren på posen. "Jeg glæder mig i hvert fald til at komme til Dianthos" hvilket også var sandt! Det var et helt fantastisk eventyr.

Lidt besværet af det dårlige ben, men for stolt til at tage imod kuskens hjælp, kravlede Hecate over siden på vognen og tog plads. Hun rakte et tæppe til Esther, før hun gik i gang med at arrangere sit eget omkring sin ganske spinkle skikkelse. Hun havde ofte sværere ved at få varmen her på sine ældre dage, nu hvor hun ikke længere gjorde sig i sværdtræning.

"Byen kan virke overvældende med det første." Begyndte hun at fortælle, som vognen blev sat i gang og kørte mod byporten. En kold vind blæste fra Azursøen og solens stråler havde stadig ikke jaget frosten på flugt. 
"Der er dele af byen, som er ganske fine for en ung kvinde at opholde sig i, og der er nogle, du skal holde dig fra. Sørg altid for at være hjemme inden mørkets frembrud!" Formanede hun. "Jeg vil udbetale dig en lærlingeløn, mod at du bruger penge fornuftigt. En af vores første ærinder i Dianthos bliver også en tur hos skrædderen, så du har nogle passende klæder.." 

Og sådan fortsatte Hecate med at fortælle om Dianthos og de pligter, der kom til at vente Esther, når de kom frem. Pigen ville få et par dage til at falde på plads, og herefter ville Hecate igangsætte undervisningen - særligt med fokus på sprog og historie og naturligvis oplæring i hendes magi.
Lazura forsvandt ud af syne bag vognen, og ved aftenstid gjorde de holdt ved en anstændigt udseende landevejskro, inden rejsen fortsatte den følgende dag. De tilbragte lidt over en uge i vognen, inden de fangede det første glimt af landets Hovedstad.

Det var på tidspunkter som disse at Esther savnede sine bukkeben. De var meget mere varme på grund af det tykke lag af pels, men hun havde fået at vide at hun ville klare sig bedst i menneskeskikkelse. Med et smil, og ord af tak, pakkede hun sig ind i tæppet som Hecate rakte hende, og knugede i processen ubevidst sin amulet ind til kroppen.

Hun smilede taknemmeligt og nikkede til Hecates ord. Hun gjorde sig notat af at hun ikke skulle bevæge sig ud efter mørkets frembrud - hvilket hun heller ikke ønskede. Det var på det tidspunkt der var størst risiko for at blive udsat for ubehagelige ting. Det var hun ikke interesseret i. Hun forholdte sig stille for nu, men nikkede og rystede på hovedet på de rigtige tidspunkter, mest af alt enig i Hecates ord. Hun kunne heller ikke lade være med at smile en smule breddere som hun nævnte skrædderen. Hun havde ikke fået nyt tøj siden hun holdte op med at vokse!

Esther slugte hver oplysning Hecate var villig til at fortælle om. Specielt hendes nye pligter og undervisning der ventede hende. Hun glædede sig og det var ikke svært at aflæse i hendes træk. Hun fandt mest akademisk og antropologisk interesse i at det netop var Dianthos, specielt med måden Hecate forklarede om områderne en ung anstændig kvinde burde holde sig langt væk fra. Hun ville hellere på paladset og på biblioteket og udforske.
Hun var så fokuseret på Hecates ord at hun ikke så at Lazura forsvandt længere og længere væk i horisonten. Først som de gjorde første stop for natten gik det helt for alvor op for hende, at dette ikke var en drøm, men en ændring af hendes liv.