Det så slet ikke ud til, at stayren havde hørt efter, hvad Killian havde sagt. Han kom tilbage med to krus i stedet for en kande og suppe var der ikke noget af. Med et dæmpet suk så Killian på krystallerne, han fik tilbage, og han skrev sig bag øret, at man skulle skære ting ud i træ for satyren. Nå, aftenen var ikke slut endnu, så han kunne nå at bruge krystallerne på Hector alligevel. 
Han tog i mod sit krus med det søde øl. I det mindste var det den dyre af slagsen. Killian var ikke den største øldrikker, men det dyre smagte nu meget godt. Han tog forsigtigt en tår, mens han så på Hector.

"Et ravstykke for dine tanker?" Han holdt et ravstykke op fra byttepengene. Det var halvt en joke, halvt nysgerrighed, men han ville ikke blive fornærmet, hvis Hector fejede ham af. Men han så godt nok ud til at være helt væk i et eller andet i sit hoved, og Killian ville lige prøve at vække ham op. Han håbede ikke, at deres øl skulle foregå i stilhed, så ville det blive en lang øl. Nej, han håbede at satyren ville løsne op og de kunne more sig lidt. Finde noget, de kunne grine af og more sig over i fællesskab.

"Hm?" Hector så op, da Killian talte til ham, og det gik op for ham, at han var svømmet fuldstændig hen i tanker. Han rystede lidt på hovedet og smilede en smule forlegent. 

"Ikke noget," mumlede han og skyndte sig at tage en tår af sin øl. "Tænkte bare på... hvordan ting kan ændre sig ret hurtigt nogle gange? Det er bare mærkeligt, synes jeg, men... alle ændrer sig vel hele tiden."

Hector plejede på ingen måde at være så filosofisk, men han var åbenbart i humør til det lige nu. Han skævede til Killian og tænkte, at han da måtte tro, at Hector var komplet sindssyg.

Killian smilede lidt af hector, fordi det var lidt kært at han blev forlegen af at forsvinde i sine tanker. Den slags skulle også til en gang i mellem, så man fik ryddet lidt op i hovedet. Med hovedet lidt på skrå, lænede han sig afslappet tilbage og trak på den ene skulder.
"Alting ændrer sig hele tiden, for det meste bare så langsomt, at man slet ikke lægger mærke til det... eller så langsomt, at det ikke virker til at ændre sig nogensinde." Han drak selv af sin øl og så lidt ud i luften, mens han tænkte lidt over emnet. "Og andre gange sker ændringerne så hurtigt, at man ikke når at opfange det, før man står midt i det." Han smilede lidt for sig selv, som han huskede tilbage på da han kom til Dianthos. En dreng, der havde levet på landevejen i så mange år og puf, så havde han arbejde, hjem og familie. I løbet af en eftermiddag.

Killian flyttede blikket til Hector igen og trak på skulderen igen.
"Man kan jo bare altid håbe, at tingene ændrer sig til det bedre. Men alting vil altid ændre sig. Før eller siden." Smilet blev lidt større. Selvom han normalt virkede meget yngre, end han var, fik man lige nu et lille glimt af hans mere voksne side. Han kunne tale alvorligt lige så fint som han kunne flirte med gud og hver mand. At Hector selv havde bragt emnet op, fandt Killian ikke sært. Der skulle være plads til det hele, og selvom satyren virkede som en, der levede først og derefter tænkte, kunne det andet jo også ske.

"Mh," gryntede Hector og pillede lidt ved sin trøje. Han løftede en flig af den og lod, som om han tørrede noget af sine hage med den, men i virkeligheden duftede han bare til den; den duftede stadig af Juno, som havde sovet i den den forrige nat. Hector var begyndt at bede Juno om at sove i trøjen, dagen før Hector havde tænkt sig at have den på, så den duftede som meget af ham som muligt. En lille samling sommerfugle sprang ud i Hectors mave, og han havde allermest lyst til bare at lukke øjnene og forsvinde ind i duften et stykke tid. Men det ville være lidt mærkeligt, så Hector slap trøjen og rømmede sig lidt.

"Så, øh, hvad sker der for alt flirteriet?" spurgte han, inden han tog endnu en slurk af sin øl og slikkede skummet af læberne. "Er du seriøs med det, eller er det bare for sjov? Ham fyren før var i hvert fald ikke for sjov. Fik du ikke nok kram som barn eller hvad?"

Han smilede lidt for at vise, at han ikke mente sine ord så hårde, som de lød.

Killian betragtede Hector lidt, men flyttede så blikket for at give ham lidt tid for sig selv. I stedet så han ud i kroen og lod blikket glide rundt på de tilstedeværende. Uden problemer spottede han et par væsner, han godt kunne tænke sig at forsøge at score. Men han lod det blive ved tanken, siden han lige nu havde følgeskab med Hector. Alt efter, hvor sent det blev, kunne det være, at han kunne prøve bagefter.

Bedst som han sad der i sine tanker med underarmene hvilende på bordet og kruset i mellem hænderne, stillede Hector ham et spørgsmål, der skabte en klump af is i hans mave. For et kort øjeblik var hans ansigtsudtryk forkert, men det faldt hurtigt tilbage i et smil og han trak på skulderen, inden han drak en tår øl for at give sig selv et sekund. 
"Jeg ved det ikke. Jeg har bare brug for nærhed." Han skævede lidt mod satyren og trak så på skuldrene igen. "Jeg føler, at jeg visner og dør, hvis jeg ikke bliver rørt ved i længere tid af gangen. Og hestene giver bare ikke det samme, der er pels i vejen." Og deres måde at fungere på, gav ham heller ikke, hvad han havde brug for. Følelsen af at være eftertragtet. Noget værd. Men det sagde han ikke.

Faktisk snakkede han aldrig om sig selv. Jo, ligegyldige detaljer, men aldrig noget personligt. Selv Giles og Thoran vidste intet om hans liv, fra før han kom til Mathis Transport. De havde nok opfanget, at hans liv ikke havde været let, langt fra, men de spurgte heldigvis ikke ind til det. Det ville de heller ikke få noget ud af, andet end en Killian, der ville undgå dem i nogle dage, til han var sikker på, at de ikke spurgte igen.
At Hectors ord havde ramt så meget plet, at han aldrig havde fået kram eller kærlighed som barn, havde været som et slag i maven, men han ville ikke svare på det. Aldrig. Han kunne blive helt panisk ved tanken. Hans liv var hans at bære og han ville ikke dele det med nogen.
"Det behøves ikke at være sex, alle former for berøring virker." Han sagde det lidt dæmpet, men uden skam. Sådan var det bare. "Så ja, jeg er seriøs, men det er også bare sjov. Men jeg har da grænser og den mand brød dem." Han drak en tår mere og forsøgte at glemme manden fra den anden kro. Det var ikke sjov. Det var ubehageligt.

Hector var jo hverken blind eller idiot, og han lagde godt mærke til det helt forkerte udtryk i Killians ansigt, inden det forsvandt igen. Det vidnede om noget, der stak dybere end bare at være den lokale rundetrunte, fordi det var sjovt, men det var også tydeligt, at Killian ikke ville tale om det, for han svarede i hvert fald overhovedet ikke på Hectors sidste bemærkning. Hector var nysgerrig af natur, og han havde lyst til at bore lidt mere i det, men det ville nok ikke være en god idé. Nu var de trods alt lige ved at blive lidt venne-agtige.

"Du burde blive bedre til at slå fra dig," sagde Hector og lod sin finger løbe langs krusets kant. "Eller i det mindste bære et våben. En kniv eller noget. Ellers kan det sgu hurtigt gå galt."

Til Killians lettelse begyndte Hector ikke at spørge ind til noget. Han ville nødigt fornærme ham ved at bede ham om at holde sig fra emnet, men tale om det ville han ikke.
Hans ene finger kørte lidt over en ujævnhed i krusets kant. Satyrens ord fik ham til at ryste meget bestemt på hovedet.
"Jeg vil ikke slås med nogen. Kan ikke slås. Og har ikke lyst til at lære det. Giles har forsøgt." Han løftede kruset og drak af det, bare for at indse, at han var ved at have tømt det. Det gik alt for stærkt. Med et suk drak han det sidste og stillede kruset fra sig.
"Det eneste tidspunkt, jeg slår fra mig er, når nogen gør dyr noget." Han smilede lidt skævt over det. Det var sandt. Han var blevet tævet og voldtaget flere gange end han havde lyst til at tælle og det var kun i meget sjældne tilfælde, at han havde forsøgt at forsvare sig. Men så snart nogen slog en hest eller sparkede en hund, så kunne han godt slå. For dyrets skyld.

Det var ikke noget, der gik ham på. Han havde ikke nogen problemer med at være den, han var, heller ikke selvom det somme tider gik ud over ham selv. Det var de andre, der ikke kunne acceptere ham, men han accepterede sig selv. Og dem. Hvorfor skulle han ikke gøre det?
Et ret så tydeligt tegn på, at han havde lært mere om verden af dyrene omkring sig end de væsner, der skulle have taget sig af ham. Dyrene så slet ikke verden så sort og hvid som andre mere logisk tænkende væsner, og det var det, Killian holdt fast i. At verden var som den var og man kunne tage den for det eller ligge i evig krig mod noget, der ikke kunne ændres. 

"Hm, det er sgu da en mærkelig, selvdestruktiv tilgang at have til tilværelsen," mumlede Hector med et skuldertræk, inden han tog sit krus og tømte det i én slurk. Han satte kruset fra sig og bøvsede let, idet han tørrede sine læber i sit trøjeærme og vendte hovedet mod Killian.

"Men det må du jo selv om," tilføjede han og rystede let på hovedet. "Men hvis du gør Juno ked af det ved at blive myrdet, så tæver jeg dig. Bare så du ved det."

Hector skævede til himlen igennem vinduet. Det var mørkt udenfor, men det var jo også vinter, så det blev hurtigt mørkt. Hvor lang tid var der mon gået? Hector ville ønske, der var et ur et sted, og at han kunne finde ud af at læse det. Han ville ikke have, at Juno blev alt for bekymret.

Killian trak på skuldrene til Hectors ord. Han vidste ikke, hvad han skulle svare, for satyren havde ret, men Killian så det alligevel ikke sådan. Han følte sig ikke destruktiv, han levede bare som han havde det bedst med.
Dog fik Hectors næste udtalelse stemningen til at lette lidt, for Killian kunne ikke andet end at le. Højt og med den livsglæde, han besad.
"Du vil tæve mig, hvis jeg bliver myrdet? Hvordan? Vil du finde mit lig og slå på det?" Tanken var så absurd, at han fortsatte med at le lidt, mens han så på Hector med et glimt i øjet og tydelig morskab i ansigtet.

Satyren var nu meget sød, selvom han først virkede ret så negativ. Killian havde i hvert fald ikke problemer med at se en helt anden side af ham, nu hvor han både havde frelst ham, men nu også sad her og sagde sådan nogle ting. Han havde en fornemmelse af, at der var mere dybte i Hector end hvad Hector selv ville indrømme, for det virkede lidt til, at han bare ville fremstå som en vred lille halvged med et stort had i mod verden. Men han havde hjulpet Killian og havde tydeligvis både nogle filosofiske tanker og dybere følelser. På en måde kunne han godt se, hvorfor han passede så godt til Juno. Hvis de kunne få dem selv til at åbne lidt op over for hinanden og samtidigt tage hensyn til hinandens trang til at være hårdere end de var.

Killian smilede lidt for sig selv, inden han besluttede sig for at spørge Hector, om de skulle have mere øl. Han havde godt lagt mærke til, at satyren blev ved med at se ud af vinduet. Han ville nok gerne hjem til Juno.

Juno var faldet i søvn, da han var kommet hjem fra arbejde. Hvis han virkelig gerne ville have en lur, var det bedst at tage den oppe i den seng han delte med Hector, men det havde været et uheld. Han havde læst for en af de små i banden og var faldet i søvn imens. Da han vågnede lå hun også og sov på hans mave og der var endt et tæppe over dem begge på en eller anden måde.
Juno var ikke udhvilet, men det var han aldrig, og han vidste, at han ikke ville kunne falde i søvn igen, så selvom han blev liggende, så den lille pige kunne blive sovende på ham, gik han i gang med en samtale med en af de ældre medlemmer om, hvilke fødevarer de burde bruge deres stjålne krystaller på at købe og hvilke de selv kunne stjæle. Mel og kartofler var godt at købe - de var for tunge til at stjæle i store mængder. De dyrere ting som æbler, krydderier og kød var det bedre at forsøge at stjæle lidt af gangen af.

Der gik ikke længe, før Juno savnede Hector, men der gik en halv time, før han fik det dårligt med at fyren ikke var kommet tilbage endnu. Asad kunne have fået fat på ham. Eller Thanos. Liv. De havde fjender nok. Hans fjender var også Hectors fjender.
Juno fik løftet den lille sovende pige af sig og ned i sofaen, imens han selv kom op at stå. Han trak i en brun jakke og et par matchende støvler, og smuttede så ned på den kro, hvor Hector plejede at købe svampe og andre sjove ting. Han var der ikke, men der gik ikke to minutter, før Juno hørte nogen omtale en satyr, der kun kunne være Hector. Ingen lavede et påstyr, der på dén måde blev husket, som Hector gjorde.

Efter dét løb Juno gaderne tynde, åbnede dørene ind til alle kroer han kom forbi, indtil han endelig, endelig fik øje på Hectors krøllede hår nede ved et af bordene inde på et af dem. Han maste og møvede sig forbi resten af gæsterne, klemt helt tæt op af fremmede mænd på allerværste vis, indtil han endelig stod ved Hectors bord og hamrede en flad hånd ned i det, så øllene i glassene skvulpede.

"Jeg troede der var sket dig noget!" hvæsede han, og havde på én gang lyst til at slå og kysse Hector. Der lå støvregn over hans hår og hans jakke, og hans kinder var røde af at løbe omkring i byen, men her sad Hector, helt mageligt, med en øl og - og Killian? Først nu opdagede Juno ham, og han så undrende fra den ene til den anden.

"Det kan du fandme bande på, jeg vil! Jeg graver dig op og--" var alt, Hector nåede at sige, inden han blev afbrudt af Junos håndflade i bordet. Han hoppede en smule i stolen og gloede straks op på Juno i total overraskelse. Det var tydeligt, at Juno var vred, og det kunne Hector sagtens forstå. Han havde jo selv ved flere lejligheder blevet sur over, at Juno blev ude for længe uden at give besked.

"Jeg skulle jo lige redde din vens røv," forsvarede han sig og pegede en bebrejdende finger mod Killian overfor sig. "Og så ville han give en øl, og... så gik tiden lidt."

Skyld og dårlig samvittighed skyllede ind over Hector, og han rejste sig fra stolen og lagde armene om halsen på Juno og krammede ham tæt ind til sig.

"Undskyld, elskede," hviskede han stille og kysses Junos kind en håndfuld gange. "Det var sgu ikke meningen at gøre dig bange. Undskyld." 

Det gav et forskrækket sæt i Killian, da der blev banket en hånd i bordet. Han havde haft al sin opmærksomhed rettet mod Hector og havde slet ikke set den lyshårede dreng komme ind i kroen. Han fik lidt store bekymrede øjne, da Juno hvæsede af Hector. Åh nej, nu havde han ikke fået Hector i problemer ved at slæbe ham med ud til en øl? Da Juno så på ham, vinkede han lidt forsigtigt med fingrene.

Satyrens ord fik Killian til at grine lidt skamfuldt, for Hector havde virkeligt reddet hans røv. Grinet forsvandt dog hurtigt, da Hector kom på benene og krammede på Juno. Det var tydeligt at han havde det skidt over at have bekymret Juno, så nu havde Killian også lidt dårlig samvittighed, for det var jo sådan set hans skyld. Han tog en dyb vejrtrækning og det sædvanlige smil dukkede op på hans ansigt igen. Ingen grund til at ødelægge stem... nå ja, han kunne da forsøge at rette lidt op på det.
"Ja, han reddede godt nok min røv, det er en sej kæreste du har dig der!" Han blinkede til Juno, inden han flyttede lidt uroligt på sig og så kom på benene.

"Og jeg er ked af, at jeg har holdt ham fra dig. Hvad med, at jeg lige henter en omgang mere som undskyldning for det." Han gav ikke nogen af dem mulighed for at sige nej og masede sig forbi dem for at skynde sig op til baren. Lige nu var det den eneste måde han vidste, hvordan han lige kunne gøre tingene bedre, så han skyndte sig at smide nogle krystaller for tre gode krus øl og tre skåle med suppe. Øllen kunne han selv bære ned til bordet, så ville krofatter komme med suppen lidt efter.
"Så, sluk tørsten!" Han grinede til dem, og forsøgte at lure, hvordan stemningen var.

Juno så forvirret overpå Killian, da Hector fortalte at han havde reddet ham. "Det ved jeg," svarede han, lidt blødgjort, da Killian tilføjede til historien at Hector var sej. Han havde fået lidt en ide af, hvad der var sket, da han havde overhørt historien om en arrig satyr med en slangebøsse på den første kro han var kommet ind på, men han havde ikke lagt tegnene godt nok sammen til at forstå at det havde handlet om Killian. Nu gav det mere mening, og da Hector ligefrem knugede sig ind til ham, slappede Juno igen nok af til at smile lidt forsigtigt til Killian, der heldigvis skyndte sig op til baren, så Juno kunne lægge sine arme om Hector, én om hans ryg og én om hans nakke, og trække ham ind i et kys.

"Jeg ville dø, hvis der var sket dig noget," hviskede han ind imod hans læber og kyssede ham så igen. Og igen og igen. Små, søde kys, fordi de trods alt var omgivet af andre, men smagen af Hectors læber var nok til at få Juno til at glemme selv dét og idet Killians stemme nåede ham, havde Juno lige stukket sin tunge i Hectors mund.

Han trak sig grinende ud af kysset og følte sig allerede fuld, uden at have fået en eneste dråbe alkohol, da han satte sig ned imellem de to andre drenge.

Hector lagde slet ikke mærke til, hvad Killian sagde, eller at han var gået op for at hente mere øl, for han var helt opslugt af Juno og Junos læber.

"Du må aldrig dø," hviskede Hector ind i kysset og smilede, mens han rakte op og lod sine fingre glide igennem Junos hår. "Så smadrer jeg dig. Det sagde jeg også lige til Killian."

Hector sukkede skuffet, da Juno trak sig ud af kysset - Hector havde ellers lige åbnet sin mund for hans tunge og stønnet blidt omkring den - men han var heller ikke helt okay med at kysse på den måde offentligt eller foran Killian. Han satte sig ned uden protester og lagde i stedet blot en hånd på Junos lår under bordet. Med sin frie hånd, løftede han sit genopfyldte krus og smilede; smil kom så meget nemmere til ham, når Juno var i nærheden.

"Bund eller resten i håret!" sagde han og satte straks kruset for munden.

Det virkede heldigvis til, at ingen var sure. Snarere tværtimod, som de to drengen var dybt optaget af dem selv og kysseriet, da Killian kom tilbage til bordet. Et stort, lydløst grin spredte sig på Killians let skæggede ansigt. Synet gjorde ham mere end glad, det gjorde ham faktisk ganske lykkelig. Hans ven var lykkelig, så det var han også. Bare fordi, at han ikke selv regnede med nogensinde at finde den store kærlighed, var det ikke fordi, at han ikke kunne glæde sig utroligt meget på andres vegne. Og Hector og Juno så virkeligt ud til at elske hinanden meget højt. Åh, det gjorde ham så glad.

Så da de afbrød deres foretagende og satte sig ved bordet, sad det kæmpe smil stadig om hans læber, og han skyndte sig at løfte sit krus for at skåle med Hector, og grine lidt af hans ord. Ikke at han havde tænkt sig hverken at bunde eller hælde øl i håret, men drikke et par gode slurke kunne han nu godt. Så længe han huskede på, at han ikke drak alt for meget af den stærke øl. Hans tolerance var ret normal, så der skulle nok tre krus til, før det virkeligt slog igennem, men nu var de også i gang med andet krus, og han kunne allerede mærke, at det begyndte at summe behageligt i kroppen.

Heldigvis blev alle forsøg på at bunde afbrudt af, at krofatter kom ned med en bakke med de tre skåle, som han stillede på bordet uden et ord, inden han forsvandt igen. Der var endda et halvt brød skåret i skiver. Killian slikkede sig om munden og greb den ene skål og en skive af brødet, der virkede nybagt.
"Jeg ved ikke med jer, men jeg kan altid spise en portion suppe." Han håbede de andre var med på det, mest fordi han ikke vidste, hvor meget de fik at spise til hverdag. En bande?! Hvordan levede man i sådan en? Hvor meget fik man at spise? Nej, han ville godt bruge sine penge på at fodre lidt på sine to venner. Hector måtte også være hans ven nu, ikke?

Juno fnøs, men både smilede og kyssede Hector, da fyren forsøgte at fortælle ham hvad han måtte eller ikke måtte. Og så lavede han en mental note om at spørge Hector, hvorfor han havde truet Killian med at smadre ham, hvis han døde.

Junos ben vibrerede under Hectors hånd, men det var så statisk en bevægelse at han ikke selv lagde mærke til det.

"Lad mig lige komme ind i kampen," svarede Juno grinende, da Hector ville bunde øllen, og lagde en hånd om hans arm for at indikere at han ville stoppe ham hvis han prøvede. De to andre havde tydeligvis allerede drukket mindst én øl og Juno brød sig ikke om at falde bagud, så de kunne godt sænke farten indtil han var med.

Killians ord fik ham til at se undrende på ham. Var han nervøs over noget? Utilpas? Det var ikke så meget ordene, som det var hans udstråling eller kropssprog. Juno kunne ikke helt sætte fingeren på det, men det stoppede ham ikke fra at kommentere på det.

"Jeg takker aldrig nej til gratis mad," svarede han med et skævt smil og spiste en skefuld, inden han lænede sig ind mod Killian og lidt lavere, ikke helt en hvisken, for han var ligeglad med om Hector hørte det, men lavt nok til at det gav dem følelsen af privatliv, spurgte han så;, "Du okay?"

Hector rullede øjne og puffede blidt til Juno med sin albue, men han smilede og tog kun en tår af sin øl i stedet for at bunde. Han lagde nærmest ikke mærke til, hvordan Junos ben vibrerede, for han var efterhånden så vant til, at Juno altid var i bevægelse under hans berøring på den ene eller den anden måde. Sådan var det bare, og det skulle virkelig være slemt, før Hector bed mærke i det. Han rykkede blot hånden en smule længere på og klemte om Junos lår; lidt for tæt på hans skridt til at være uskyldigt, men dog langt nok væk til at det kunne gå an offentligt.

Da Juno lænede sig hen over bordet, så Hector blot ned i sin bæltetaske og gravede rundt efter tobakken. Så han gravede læderposen med tobak frem og begyndte at stoppe den lille pibe, han var begyndt at bære med sig alle vegne. Han havde fundet ud af, at tobakken hjalp på panikken, når han mærkede den komme snigende, så han var begyndt at ryge oftere.

Hector passede sig selv, mens de andre talte, men da han havde fået piben stoppet og tændt, og taget et dybt sub og pustet den tykke røg op mod loftet, kunne han ikke helt lade være med at lytte til de andres samtale.

 

Suppen var varm og Killian pustede troligt på skeen, inden han stak den i munden. Det gik op for ham, at han var mere sulten, end han havde regnet med. Hurtigt dybbede han brødet i suppen, men blev stoppet, da Juno lænede sig frem og spurgte, om han var okay. For et sekund overvejede han at fortælle, hvad der var sket, men han regnede stærkt med, at Hector nok skulle informere Juno senere og som altid havde han ikke lyst til at fortælle noget som helst om det negative, der skete med ham. Så han nikkede hurtigt og sendte Juno et smil, der ikke helt nåede de grønne øjne.
"Ja, det er okay, der er ikke sket noget." Han lød ubekymret. Det var han som sådan også, for der var jo ikke sket noget. Han skulle bare lige af med følelsen af magtesløshed og fornemmelsen af mandens hænder under sit tøj.

For at stoppe samtalen der, skyndte han sig at bide af det nu godt våde brød og komme med en lyd af nydelse.
"Det smager nu altså godt!" Han spiste lidt, inden han skævede mod Hector. Tobakken duftede godt og var tydeligvis ikke almindelig tobak. Killian mærkede et stik af misundelse, han røg ikke på daglig basis, men han sagde absolut ikke nej, når han ikke skulle arbejde. Hestene brød sig ikke om, hvis han var en smule skæv, de kunne lugte og mærke det med det samme.
"Det dufter sørme godt, hvad har du i piben?" Den måde han spurgte på, burde fortælle Hector, at han godt vidste det. Og at han ikke så noget galt i det. 

Juno troede ikke helt på Killians svar, men fik også fornemmelsen af at han ikke fik mere ud af Killian i aften. Han ville spørge Hector i stedet, for ham vidste han da at han ville få hele sandheden ud af på den ene eller anden måde, og han gik ud fra, at hvis der var noget seriøst galt, så ville Hector fortælle det til Juno med det samme. 

"Godt at høre," svarede han med et skævt smil, selvom han ikke troede på ham, og skubbede venskabeligt til hans ben med sit knæ inden han rettede sig op og spiste lidt mere af suppen. Han blev nærmest kvalt af den i et grin, da Killian kommenterede på hvad der var i Hectors pibe, men han hostede lidt for at dække over latteren han var kommet med, og så derefter over på Hector, nysgerrig efter at se om han var villig til at dele. Killian var en sød fyr, men han havde trods alt også haft en hånd i bukserne på ham, og selvom Juno ikke kunne se nogen som helst form for nag eller jalousi hos Hector, så forventede han alligevel at den ville dukke frem når som helst. 
Af samme grund spredte han også sine ben under bordet lidt for Hector, så fyren bedre kunne få fat på ham, hvilken som helst del af ham, og lagde en hånd imellem hans skulderblade for kærligt at gnubbe sine fingerspidser imod ham. Det skulle gerne være tydeligt for ham, at Juno havde valgt en fyr at være kærester med og at han ikke sprang rundt omkring længere, selvom han meget havde gjort det før de blev officielle kærester.

Hector var holdt op med at lytte til de andre, da han ikke fandt noget, der interesserede ham, så  han lænede sig i stedet behageligt tilbage i sin stol og tog endnu et sug fra den lille pibe, mens hans hånd dovent strøg op og ned ad Junos lår. Jo mere tobakken begyndte at virke, jo højere kom Hectors hånd op, og den strejfede da også hans skridt en gang eller to, uden Hector rigtigt var klar over det. 

Da Killian pludselig talte til ham, blinkede han og kom tilbage til virkeligheden.

"Stærke sager," svarede han. Der var ingen grund til at skjule det; det var helt tydeligt på røgens duft, at det ikke var almindelig pibetobak. "Du må godt smage, hvis du vil, men det ér altså virkelig stærkt, så det er på eget ansvar."

Hector holdt piben frem mod Killian. Varmen spredte sig i maven og ud i hele kroppen, mens Junos fingre kærtegnede ham og fik ham til at slappe endnu mere af. Hector havde lyst til at fortælle Juno, hvor dybt han elskede ham, men det var han trods alt alt for ædru til at gøre foran andre folk.