Det gik ikke stærkt, men Jaris begyndte at få en smule styr på de mange mærkelige fornemmelser i maven. Han lukkede øjnene, som om det ville gøre det nemmere at holde noget opkast tilbage og et eller andet gjorde han da rigtigt, for han fik det langsomt bedre. Det var muligvis mest stædighed, fordi han ikke havde lyst til at brække sig foran Nyssa. Han hadede at fremstå svag og det var næsten endnu værre, hvis han skulle se svag ud foran en, der i forvejen kunne finde ud af, at tage kontrollen fra ham. Hendes hånd på hans ryg, fik ham til at gispe kort, idet han åbnede øjnene og skævede mod glasset med vin. Med en rystende hånd tog han fat i glasset og tog en lille tår, hvorefter der straks viste sig et misfornøjet udtryk i hans ansigt.
".. Adr.." Mumlede han sammenbidt. Han havde aldrig været helt glad for alkohol, for det smagte ofte bittert og han var mere til de søde ting. Alligevel valgte han at tage en ekstra lille tår, for hun havde ret. - Det hjalp med noget at drikke, også selvom det smagte virkelig dårligt.

Der gik lidt tid, før det gik op for Jaris, hvad Nyssa havde sagt før hun gav ham glasset og da han endelig gjorde, rettede han et lidt nervøst blik mod hende.
"F-færdig med mig..?" Sagde han lavt. "Hvad har d-du tænkt dig at g-gøre?" Fik han stammet frem kort efter. Frygten for, at hun rent faktisk kendte til hvad der var foregået, mellem ham og hans far i fortiden og at hun ikke havde haft noget imod det, var begyndt at sætte sig fast. Han blev stående på alle fire på gulvet, turde næsten ikke at flytte sig, i frygt for hvad hun kunne finde på. Han rystede kort på hovedet, tog meget hurtigt en beslutning om at han ikke ville lade hende gøre noget som helst! Derfor gav han hende heller ikke tid til at svare, før han knævrede fornærmet videre;
"Du har måske ikke brug for en dør, men jeg skal bruge en dør!" Han havde hævet stemmen gevaldigt og i få sekunder, havde han samlet mod nok til at komme på benene og bevæge sig hen foran Nyssa. Endnu engang satte han sig overskrævs på hendes skød, men denne gang var det i protest og ikke for at distrahere hende.
"Jeg bliver siddende her, indtil du får mig hjem," sagde han bestemt, mens han lagde armene over kors og så surmulende på hende.

Hun kunne desværre ikke tilbyde ham vand eller hvad han nu havde mest foretræk. Det var også underordnet så længe han blot fik noget væske ned, ville det hjælpe ham. 

Nyssa grinede, han lød så nervøs og usikker på situationen, det var forståeligt han var i uvante rammer og foran en anden dæmon der havde et forhold til hans forældre som åbenlyst ikke huede ham. Nyssa nåede ikke engang at svare, før han sad oven på hende. Nyssa smilede blot og svarede så  ”Bare rolig Jaris, det kommer næppe til at gøre ondt” sagde hun med et drilsk smil. Så måtte han da vide, at det kun ville gøre ondt, hvis han faktisk gjorde noget hvortil han fortjente det.

Hun grinede blot af ham ”Nå da, du vil have en dør og jeg vil have svar – hvem mon vinder?” spurgte hun næsten retorisk, for hun ville vinde. Hvad Jaris ikke vidste var, hun kunne mærke hans følelser, hvor meget han så forsøgte at skjule det for hende ville hun være et skridt foran. Nyssa grinede af hans barnlige natur, hun kunne ikke andet. Det var sjælendt hun mødte en anden dæmon være så barnlig i sin være måde, men det morrede hende. ”Er du nervøs for at jeg vil beholde dig her?” spurgte hun drilsk og kørte håndryggen op ad hans kind.

En snert af lettelse kunne anes i det ellers surmulende ansigt, da Nyssa fortalte at det nok ikke ville komme til at gøre ondt. Det var en form for forsikring for ham, at det ikke ville ende ude i det han frygtede mest. Men han blev siddende på hendes skød, for han mente hvad han havde sagt. - Han nægtede at flytte sig, før hun gik med til at få ham hjem. Han bemærkede godt, at hendes spørgsmål var ment retorisk, men der viste sig alligevel et svagt, overlegent smil på hans læber.
"Det gør jeg," svarede han selvsikkert. Straks efter blev han en del mere alvorlig at se på igen. "Jeg vil ha' en dør," fortsatte han, som han trak let på skuldrene. Dermed konstaterede han, at han var for stædig til at give op på sin dør. I hvert fald ikke med det samme. Hun havde bragt ham hertil mod hans vilje, så hun måtte skylde ham en dør.

Jaris kunne ikke lægge skjul på, at han stadig var rimelig nervøs. Idet han mærkede hendes hånd mod sin kind, greb han fat i hendes hånd, i ren og skær forskrækkelse. Han slap hurtigt igen, som om det ville formindske chancen for, at hun ville lægge mærke til det.
"Beholde mig?" Han løftede det ene øjenbryn let og begyndte at le. "Er du klar over, hvor irriterende jeg bliver?" Spurgte han, ikke fordi han forventede noget svar på det, men han var slet ikke den søde lille dreng længere, som han var dengang hun kendte ham. Latteren stoppede, da han lagde hovedet let på skrå og så overvejende på hende.
"Nyssa, jeg er sikker på, at vores bekendtskab vil blive meget mere behageligt, hvis vi bare dropper ordene," sagde han og nikkede let. Han prøvede at få det til at lyde som om, at han selv mente at det var en utrolig smart idé, men i realiteten var det bare endnu et dårligt forsøg på at undgå hendes spørgsmål. Han lagde en hånd mod hendes skulder, skubbede til hende for at få hende ned at ligge og ville selv følge med, ved at læne sig ind over hende.
"Tror du ikke?" Smilede han.

Nyssa kunne mærke at blev mere rolig, knap så anspændt. Lige den retning Nyssa ønskede, det ville nok være den bedste taktik i forhold til faktisk få noget ud af ham. Hun grinede dog, da han svarede hende, at han ville vinde. Hun trak kort på næsen, som var svar på at det ville næppe ske. ”Jeg kan sagtens skaffe en dør, men det bliver ikke dør der åbner dig ud af dette rum” svarede hun drilsk. Nyssa kunne sagtens skaffe en dør, samtidig var hun sikker på at han faktisk ikke ville ud fra – hvis han vidste hvor i landet de befandt sig, samt hvem der også boede her. 

Nyssa smilede blot som han tog fat i hendes hånd, samtidig var han stadig så nervøs, både kunne mærke det via hans følelser. Hans hånd var også en anelse svedig i hånden. Hun nåede dog ikke helt at spørger ind til det inden han svarede på hendes spørgsmål. ”Ja” svarede hun kæphøj og forsatte ”Det kan umuligt være værre end din far” svarede hun noget prikkende tilbage. Ikke fordi hans far var irriterende, men for at fremtvinge en reaktion fra ham.

Nyssa sukkede ”Måske, men der er vi ikke kommet til endnu” svarede hun roligt. Nyssa var bestemt ikke enig om at det han havde i tankerne, hun havde en formodning om hvad det kunne være. Det blev kun bekræftet af at lage sin hånd på hendes skulder og skubbede hende ned i sengen. Hun lod sig blive væltet ned i sengen og så i hans øjne hvorefter hun svarede ”Måske, men det undre mig hvorfor du er så nervøs at tale om dine forældre” Nyssa så ganske roligt på ham uden en større mine. Hun var besluttet på at finde ud af hvad der var sket med dem.

Så sikker Nyssa var i alt hun sagde og alt hun gjorde, det var frustrerende. Jaris havde slet ikke erfaring nok i sine evner til at manipulere andre, til at kunne få det som han ville have det. Det var dog utrolig irriterende, at være i selskab med en der ikke gav ham ret med det samme. Måske han var blevet miljøskadet af, at tilbringe så meget tid på gården, hvor folk var nødsaget til at adlyde, fordi de ikke havde noget sted at bo hvis de ikke gjorde.
"Jamen jeg gider ikke at være her resten af dagen!" Sukkede han opgivende. Han vidste, at hun ville lade ham komme hjem, hvis han valgte at give et simpelt svar, men ordene var ikke lette at få ud. Han fik det altid fysisk dårligt, når han talte om dengang og derfor forsøgte han ihærdigt at holde det hele på afstand, ved enten at skifte emne, eller komme med irriterende kommentarer. Det gik bare ikke helt så godt, som det plejede.

Nyssas prikkende kommentar virkede, lidt bedre end det måske var meningen, for den ramte ikke kun Jaris som et prik, men som en dolk direkte i maven. Han havde altid forventet at en kommentar som den, ville gøre ham noget så vred, men til sin egen overraskelse, endte han med at være tvunget til, at holde nogle tårer tilbage. For ikke at lade Nyssa se det, skyndte han sig at fjerne sig fra hende, vende ryggen til hende og gå et par skridt væk fra sengen.
"Min ''far''.." Mumlede han, lavede håndtegnene der passede til anførelsestegnene. Han havde lidt svært ved at andre satte ham i forbindelse med den mand.
"Jeg tvivler på at nogen er værre end ham," sagde han, mest af alt som en kommentar til sig selv. Han førte den ene hånd op til ansigtet, hvor han tørrede øjnene, håbede på at hun ikke ville tænke videre over hvad han lavede, for han ville ikke græde foran hende.

Jaris tog en dyb indånding, tog sig ordentligt sammen, inden han vendte sig mod Nyssa igen. Han tvang et smil frem, selvom han stadig mest af alt havde lyst til at give slip og lade tårerne komme ud.
"Det undrer mig, at du så gerne vil tale om dem. Jeg er meget mere interessant, specielt nu, hvor de ikke er her længere," sagde han, så flabet han kunne. Han mistænkte at hun alligevel havde en idé om hvad han holdt skjult, endnu mere fordi han gjorde så meget for ikke at tale om det. Han trak let på skuldrene.
"Men hvis det er så vigtigt, så synes jeg at du skal gætte." Hans smil forsvandt, så afventende på Nyssa, som han gik baglæns mod væggen. Uden at prøve, undgik han at vælte glasset med vin, der stadig stod på gulvet, før han stillede sig lænet op ad væggen med ryggen. Han havde ikke lyst til at være for tæt på, hvis hun nu skulle gætte rigtigt.

Nyssa så sit snit til rigtig at tirre ham ”Nå da, jeg troede da ellers du vil glæde dig over at se en gammel bekendt” svarede hun med nærmest en sørgmodig stemme, men stadig med et svagt drilsk smil. Han kunne næsten gætte sig til, hvilken person hun var i forhold til at tirre andre. Nyssa elskede at presse til grænser og tirre til andres ukendeligheder. Det kunne altid give bagslag, men endnu levede hun da og indtil videre havde hun altid formået at sneget sig ud diverse problemer.

Nyssa mærkede lige så hurtigt som ham selv et stort ubehag og en vis vrede. Nyssa undrede sig, hvad var det. Hvorfor var han vred på sin far? Det Nyssa kendte til ham, var en ærefuld mand der altid holdt ord. Hun havde dog ikke kendt til et dybere niveau. Det overraskede hende ikke, at han fjernede sig fra hende, det var kraftige følelser han havde. Hun vidste han ikke ville ud med også de følelser, gav Nyssa kun en svag bekræftelse af hvad for en mand hans far var.
Nyssa satte sig op, som han havde fjernet hun så roligt på ham. Trods hun kunne tirre ham yderligere ved at gå hen til ham, vurdere hun at for nu var bedst at give ham ro. Ro til at kontrollere sig selv. Nyssa valgte ikke at sige noget, idet hun havde fået den ønskede reaktion fra ham. Der lå noget skummelt noget hadfuldt imellem dem.

Nyssa smilede roligt, hvorefter hun rejste sig og gik imod ham dog ikke for tæt, ikke endnu ”Fordi fortiden kan indhente fremtiden, jeg vil gerne vide om det er nogen jeg skal frygte eller dræbe” Informationer i dag var vigtige, især for en som Nyssa som faktisk kunne være efterlyst eller ønsket død af andre. Hun havde efterhånden dræbt en del i sine tidligere dage og hun havde brugt hans forældre til at få informationer. For alt i verden ønskede hun ikke, at de informationer de havde givet videre var skyld i deres død, men det kunne hun ikke bare fortælle ham. Hun havde ikke set ham i så mange år, så kunne hun stole på han ikke gik rundt og sladrede om hende efterfølgende. Hun lage hovedet på skrå og spurgte ”Og hvis jeg gætter forkert – vil du så fortælle det?” spurgte hun. Nyssa var ikke helt interesseret at gætte vildt i tågen, uden en lille gevinst. ”Men lad gå, jeg gætter på der er sket noget frygteligt imellem jer, hvad kan jeg ikke helt gennemskue” sagde hun roligt, som hun kom helt tæt på ham. Hun aede kort hans arm og sagde ”Det er okay Jaris, du kan sige sandheden til mig” trods hendes drillerier så havde hans forældre en betydning og dermed også ham. Hun ville derfor hellere aldrig dræbe eller gøre voldsom skade på ham, uanset hvad der var sket.  Hun smilede atter til ham og håbede på han ville åbne op for hende, det ville være langt det nemmeste at gøre.

Så tøsefornærmet et udtryk Jaris kunne få frem, som første reaktion på Nyssas irriterende, sørgelige kommentar. Han åbnede munden for at svare igen, komme med en spydig kommentar, men det gik ikke helt efter planen. Han kunne slet ikke finde ud af at være over for hende, som han var over for alle andre. Det var ikke helt nem, når Nyssa var bedre til hans eget spil, end han selv var, måske fordi hun kendte sit mobbeoffer. Han følte sig så pludseligt mange hundrede år yngre, i færd med at blive drillet af den lidt ældre nabounge og han havde ikke rygrad nok til at drille igen. Han var blevet smidt ind i en rolle, han ikke havde spillet siden han var barn og det var bestemt ikke tilfredsstillende. Hun formåede at gøre ham mundlam og det var som regel ikke en nem opgave.

Jaris sørgede for at holde godt øje med Nyssa, som hun kom tættere på. Han hørte ordet 'dræbe' og straks var han ved at kløjes i i noget spyt. Med hånden for munden og et par anstrengte host, fik han hurtigt styr på det.
"Dræbe?" Lød det nervøst fra ham. Han havde ikke ligefrem planlagt at bruge sin dag på at dø. Der lød et ekstra lille host fra ham, forsøgte at skubbe tanken lidt til side, mens han lyttede til hende. Han trak let på skuldrene, for han vidste ikke engang selv om han havde tænkt sig, at fortælle hende hvis hun gættede forkert eller ej. Hans første tanke sagde nej, men selvfølgelig var det fristende at fortælle det til en eller anden, så han fremover ikke var helt alene. Og hvem kunne være bedre, end Nyssa? En der kendte til hans forældre.
Hendes gæt var langt fra præcist, men tæt nok på til, at han ikke kunne få sig til at blive ved med at se på hende. Han drejede hovedet væk og så mod gulvet i stedet. Årh, hvor ville han bare gerne væk, så meget, at han begyndte at stå og trippe lidt, ryste lidt mere af ren utålmodighed. Idet han mærkede hendes hånd mod sin arm og hendes beroligende ord, kunne han ikke holde en enkelt tåre tilbage. For at skjule det så godt som muligt, lænede han sig straks frem mod Nyssa for at presse sine læber mod hendes i et kys, håbede på at hun ikke ville stoppe ham. Det var den hurtigste løsning han kunne finde på, så hun ikke skulle se ham græde og derudover, var det et allersidste, desperat forsøg på at få hende til, at droppe emnet. Virkede det ikke, måtte han vel hellere bare gøre som hun ville have og svare.

Nyssa betragtede ham, som han åbnede sin mund og nærmest ledte efter ord at sige. Hun måtte have gjort ham mundlam. Gad vide om han overhovedet brød sig om det. Hun havde på fornemmelsen at det slet ikke huede ham. Faktisk at han nok fandt yderst irriterende, men Nyssa nød det. Hun morede sig over, at hun kunne formå at snoge ham rundt om hendes lille fingre. Samtidig at hun kunne presse lige de rigtige steder. Nyssa havde da også ført ham helt ud af vante rammer, men det gjorde det hele meget sjovere.

Nyssa kunne ikke lade værre med at grine, som han reagerede på ordet dræbe. Hun valgte ikke at sige noget, hun lod pine lidt i tavsheden. Hans forældre havde vitterligt intet sagt om hende, fantastisk. Det glæde Nyssa, for hvis de ikke havde fortalt ham det – havde de nok hellere ikke sagt det til andre, medmindre de var blevet tortureret.
 
Hun betragtede ham, som det så ud til at pine ham. Følelserne bekræftede blot at han havde svært ved situationen. Samtidig var der også en snert af opgivelse eller afmagt. Hun trak kort på smilebåndet, som han vendte kinden til hende. Ikke fordi han ikke kunne se på hende, men fordi hun vidste at han snart var knækket. Snart ville hun kende fortællingen om hvad der var sket med dem. Nyssa havde en forventning om det snart ville ske, men trods sine forhåbninger måtte hun da give ham, at vitterlig forsøgte, som deres læber havde mødtes. Nyssa smilede indvendig og tænkte at så let slap han ikke. Hun fik bidt i hans underlæbe og så drillende på ham. Hvorefter hun slap ham ”Jaris, du ved at så let slipper du ikke” sagde hun faktisk blidt dog stadig med et blik i øjet.

Jaris havde ikke haft de helt store forventninger til at hans sidst, desperate forsøg ville virke, men da det ikke gjorde, irriterede det ham alligevel yderligere. Til enhver anden tid ville han have taget et bid i læben som en opfordring til at fortsætte i samme retning, bare ikke denne gang, for lige meget hvor lidt han ønskede at indrømme det, så var det for en gang skyld ikke ham der bestemte. Intet af det han gjorde, som plejede at virke, virkede på Nyssa. Måske fordi hun ikke var et simpelt, lidt for naivt menneske.
Idet hun slap ham, lænede han sig tilbage mod væggen igen og undslap et fornærmet fnys.
”Årh, hvor er du irriterende..!” Vrissede han frustreret, mens han fik ført en hånd op til kinden og tørt tåren væk.
Hans frustrationer begyndte at vise sig i vejrtrækningen, der langsomt blev tungere. Den svage ryst hver gang han pustede ud, håbede han ville blive taget som et tegn på vrede, selvom det egentlig var frygt for hvad hun mon ville sige, når han fortalte at det hele var hans skyld.

Efter hvad der føltes som en evighed i stilhed, men nok ikke havde været mere end et par sekunder, sukkede Jaris tungt da han måtte indse, at han ikke slap udenom. Hvis han ikke havde været så påvirket af situationen, kunne han måske have fortsat med dårlige undskyldninger og distraktioner i meget længere tid, men nu gav han altså op.
Han tog et lille skridt til siden, var flabet nok til at skubbe til hende med skulderen da han passerede hende, og gik så over mod sengen. På vejen gjorde han brug af sin evne, da han fik vinglasset til at lette fra gulvet og svæve op i hans hånd, hvor han greb fat om kanten.
”Fint..” Mumlede han vissent, som han vendte sig rundt og satte sig på sengekanten.
Velvidende at han helt sikkert ville fortryde det med det samme, satte han glasset for munden og hældte resten af vinen i sig. Han kneb øjnene sammen og kom med et lille host.
”… Urgh…!” Udbrød han, rystede kort på hovedet, før han åbnede øjnene igen og så mod Nyssa. Han hadede muligvis smagen af alkohol, men her var intet sukker og et eller andet skulle han bruge, hvis han skulle tage sig sammen til at tale om sin fortid.

Der blev taget en dyb indånding og Jaris åbnede munden, klar til endelig at sige hvad han skulle. Blikket blev straks slået ned, for han skulle ikke se hende i øjnene, hvis han nu begyndte at tude igen. Det var simpelthen for pinligt.
”Deeet… Var mig der gjorde det.. Altså.. Dræbte dem..” Fik han endelig stammet frem. Hvert ord føltes som en nål i siden, den næste større end den forrige og det var også et utrolig misfornøjet udtryk han fik i ansigtet.
Der gik ikke mere end et par sekunder, før han løftede hovedet og så på Nyssa, med et rimelig nervøst blik.
”Men jeg ville virkelig sætte pris på hvis du ikke dræber mig, for de havde begge to fortjent det!” Skyndte han sig at forsvare sine handlinger, som om det gjorde det hele meget bedre.
Som hun sikkert havde lagt mærke til, gjorde Jaris hver gang et forsøg på at skifte emne og denne gang var ingen undtagelse, for han fik hurtigt løftet det tomme glas over mod hende og lagt hovedet let på skrå.
”Har du nogensinde overvejet at komme sukker i? Det ville hjælpe gevaldigt på den bitre smag.” Hvad han ville have gjort til et stort tandsmil, blev i nervøsitet et lidt akavet smil i stedet, som han sad der på sengekanten og håbede på at han nu havde gjort hende tilfreds. – Han havde fortalt hvad hun ville vide, godt nok ikke i detaljer, men var det vigtigt? Nu skulle han bare vente pænt på at komme hjem.

Det var tydeligt at han ikke var tilfreds. Det var hun sådan set ligeglad med, hun ville have sin information om hvad der sket. Hun grinede svagt, som han udbrød at hun var irriterende. Nyssa vidste dog ikke helt om det så var en god ting eller dårlig ting, hun tog det som en positivt. Idet enhver dæmon havde godt af at blive skubbet ud af sine komfortzone og især Jaris. Han var vist lidt for vant til at få sin vilje. 

Nyssa blev roligt stående, som hans vejrtrækning blev forandret. Det var ikke nemt for at sige, hvorfor?. Undrede hun sig, det kunne vel ikke være så slemt eller kunne det? Hun blev blot mere nysgerrig som tiden gik.
Hun bemærkede hans irritation ved skubbet hun fik. Normalt havde hun reagerede på det, men undlod fordi der var noget andet hun ville vide. Det var mere vigtigt end at give ham mulighed for at slippe udenom. Nyssa bemærkede kort hans evne, men lage ikke meget opmærksomhed i det. Da hendes fokus var på ham, hun betragtede ham blot. Nyssa hævede sine øjenbrynende idet han nævnte, at han havde dræbt dem. Årsagen var dog stadig uklar. Nyssa smilede nærmest kærligt til ham, da han bedte om ikke at blive dræbt. Små fnis undslap hendes mund, imens hun gik imod ham. Satte sig foran ham på knæ og så op på ham. ”Bare rolig jeg dræber dig ikke” hun lage sine hænder på hans knæ. For det første at få hans følelser, men ligeså meget for at berolige ham. ”Ser du jeg er en snigmorder og dine forældre hjalp mig med at skaffe oplysninger. Jeg var nød til at vide, om nogle havde torturet dem eller fået oplysninger om mig” afsluttede hun med et smil. Hun troede på, at trods hans had til dem, måtte æblet vel ikke falde for langt fra stammen og hun kunne stole på ham. Ellers ville det blive værst for ham sig selv. ”Men fortæl mig endelig hvad har de da gjort ved dig?” forsatte hun noget bestemt. Hun ville have hele historien, trods at den nok ikke gjorde den store forskel, for nu havde fået den information hun var ude efter. Nyssa svarede slet ikke på det med vinen, nej hun var stadig interesseret på det andet emne. Samtidig håbede hun, at han ville slappe mere af efter hun fortælle hendes grund til at presse ham.

Det kærlige smil fra Nyssa fik hurtigt Jaris til at ændre udtryk, fra voldsomt nervøs, til lettere undrende. Han var ikke helt sikker på om han skulle tage det som noget beroligende, eller som noget lumsk. Specielt ikke når han ikke kendte hende så godt.
Han fulgte hende med blikket, som hun kom tættere og tættere på og satte sig på knæ foran ham. En anelse urolig for, at hun rent faktisk havde skumle bagtanker, holdt han vejret og lænede sig en smule tilbage, indtil hun forsikrede ham om, at hun ikke havde tænkt sig at dræbe ham. Der begyndte han i lettelse at trække vejret og rette sig op igen. Hendes hænder på hans knæ fik ham til at trække vejret lidt mere normalt, men stadig ikke helt.
"Oh.." lød det fra ham, da han endelig forstod hvorfor hun havde været så opsat på at få ham til at svare. Han åbnede munden, skulle lige til at blive irriteret igen, denne gang over at hun ikke bare havde sagt det, men hvad der skulle have været starten på en dum kommentar, blev erstattet af en lidt anstrengt lyd i stedet.

Jaris bed tænderne sammen, tog endnu en dyb indånding og slugte med besvær noget spyt.
"Mmh.. Hv-hvorfor vil du vide det?" Spurgte han lavt.
Angsten for, om han skulle til at svare på det spørgsmål, gjorde det sværere og sværere at holde ordentligt fast på glasset, men det lette greb var nok, indtil videre.
"Det kan være lige meget.. Det er ikke vigtigt," forsøgte han straks at børste det væk, uden at give hende tid til at svare først.
Havde Jaris ikke rystet lidt ekstra på hånden i det sekund, havde han stadig haft glasset i hånden, men nu faldt det mod gulvet. Lyden af glasset der gik i stykker, fik ham til at give et forskrækket ryk i sig og et lavt gisp, men han fjernede ikke blikket fra Nyssa.
"Kan jeg ikke bare..." Han stoppede sin sætning, rakte den ene hånd ud og greb let fat i hendes kjole. "... Gøre noget andet?" Fortsatte han kort efter, i en lavere tone en før. Hvis han nu gav hende noget andet i stedet for et svar, - det var vel fair? Igen ventede han ikke på hendes svar, før han begyndte at hive i hendes kjole, prøvede på, at få hende tættere på sig.

Nyssa nød at blive fulgt med øjnene. Hun følte sig vigtig, da hun vidste at han var nervøs for hendes reaktion. Hun havde ham præcis hvor hun ville have ham. En lumsk smil kom frem, som hun sad foran ham og nød at have kontrollen over situationen. Nyssa nød at se på ham, trods at han fik en mere normal vejrtrækning så vidste hun at skyldtes hende. Nyssa grinede som han anstrengte ansigt kom til syne sammen med hans underlige lyd. Ubevidst lage hun hovedet på skrå, nærmest spørgende ’Hvad laver du?’ hun valgte ikke at spørger ind til, da det var irrelevant. Hun vurderede blot at han ikke vidste hvad han faktisk skulle svare hende. Det var nok også en mundfuld for nogle at vide, at en anden var snigmorder.

Nyssa skulle næsten til at svare ham, men der talte han allerede for derefter at smadre hendes glas. Hun var ikke helt tilfreds med at få smadret genstande, men hun ville ikke til at bruge kræfter på det, ikke nu. Trods det bemærkede hun, at hans ansigt var låst på hendes, Nyssa smilede blot. Han mindende hende lidt om et barnlig sjæl, som han forsøgte at få hende op til sig. Nyssa rejste sig, stadig med smørret smil om munden, hvorefter hun satte sig tværs over ham skubbede ham ned i sengen. Tillod han det, ville hun sidde hævet over ham, med et lumsk smil og se vurdere på før hun ville læne sig ned over ham og bide ham blidt i øret. For derefter at hviske i det ”Jeg vil vide det, fordi jeg ved at det endnu piner dig. Selv efter 384 år” der var dog noget blidhed i hendes stemme ”Du kan stole på mig, ligesom jeg påregner at jeg kan stole på dig” forsatte hun. Nyssa løj ellers normalt for alle hvad hun lavede for føden, så det var en utrolig stor tillid hun viste ham. Imens hun ventede på at han ville svare lavede hun små bid ned af hans hals.   

Det var ekstreme forventninger, der nåede at bygge sig op hos Jaris, da Nyssa satte sig over ham og skubbede ham ned at ligge. Han gjorde ingen modstand, for han tog det straks som at han endelig havde fået overtalt hende. Han havde vundet, ikke?
Han fik godt øje på det lumske smil, der hvilede så roligt på Nyssas læber, men han valgte, så dum som han var, at ignorere det. Det betød ingenting og det blev han mere overbevist om, da hun lænede sig ned over ham og han mærkede det blide bid i øret.
Han sukkede, for første gang helt roligt, men den rolige tilstand var en kort fornøjelse, for den blev hurtigt afbrudt af hendes ord, der forsikrede ham om, at han ikke havde vundet alligevel.
Det næste suk der lød, var opgivende, men han kunne ikke lægge skjul på, at han faktisk nød de små bid mod halsen, for han var nødt til at bide sig i underlæben, for ikke at lade nogle svage lyde i nydelse undslippe.

Det tog Jaris lidt tid at tage sig ordentligt sammen, så han var sikker på, at han ville kunne formulere en hel sætning. Han nikkede endelig som svar til hende.
"Jo.. Du kan stole på mig," mumlede han. Nyssa kendte allerede mere til ham end nogen anden, så han følte ikke at han havde så meget af et valg, hvis han skulle være sikker på at det ikke blev sagt videre til andre. Så måtte han vel også gøre det samme for hende, holde hendes hemmelighed.
"Kom nu, Nyssa." Selvom Jaris uden tvivl følte sig underlegen i forhold til hende, tog han alligevel mod til sig og forsøgte at være sig selv, gøre præcis som han plejede, når der sad en smuk kvinde over ham. Derfor fandt hans ene hånd hurtigt vej til Nyssas ene lår, hvor han tog en anelse hårdt fat, mest for at bevise overfor sig selv, at hun ikke var så anderledes at være i selskab med.
"Du har bortført mig, fået mig til at tale om min fortid og benægtet mig en dør," remsede han op. Han løftede hovedet lidt, for at gengælde hendes tidligere gestus og bide hende blidt i øret, før han hviskede:
"Giv mig en enkelt ting jeg vil have og så skal jeg nok give dig et svar." Om han løj eller ej, var han ikke engang selv så sikker på. Det fandt han vel ud af, på et eller andet tidspunkt.

Nyssa elskede at have en magt over ham, det blev kun tydeligere for hende som han endelig sukkede. Næsten som om han ville have mere. Indvendig fnes hun, for mon om han egentlig ville i sidste ende? Nyssa var en typisk dæmon og det var ikke til at sige hvor mange han havde været sammen. Det var tydeligt at mærke på ham, at han ikke var helt tilfreds – da en lettere opgivende fornemmelse drev ind i hende. Det forsikrede hende kun, at han var nervøs for at uddybe, men trods at andre skulle tror som hende en kold person. Vidste det jo faktisk at hun bekymrede sig en anelse. Hun vidste at var der et mord eller en person der vitterlig havde gået hende på, var den eneste måde at komme af med det – var at snakke med en anden. Ofte talte Nyssa ud i luften, som om hun talte sine forældre. 

”Godt” svarede hun lettere selvtilfreds. Nyssa smilede i et lille grin ”Tålmodighed er en dyd” svarede hun roligt, som om hun ville trække tiden længere ud. Det kunne hun også meget vel finde på. Nyssa elskede at pirre, drille og irritere. Et større lumsk smil kom frem som han tog fat i hendes lår, truer han mon at lege den leg med hende, det kunne kun tiden vise.
Hun grinede blot til hans opremsning ”Du har det godt nok hårdt” svarede hun flabet. Hvorefter hun forsatte med at bide både blidt og lettere hårdt i hans hals hun forsatte op til hans øre og hviskede til sidst ”Det var for din skyld, ikke min” hun var nok lettere kryptisk at høre på. Nyssa bekymrede sig ikke om grunden, hun vidste der var en – det vigtigste var faktisk at ingen vidste noget om hende. Nyssa forsatte med at bide i hans hals og ind imellem plantede hun også et par kys, blot for irriterer ham yderligere. Hun ville se ham springe.

Der lød en svag latter fra Jaris. Tålmodighed var muligvis en dyd, men det var til gengæld en egenskab Jaris ikke besad ofte, specielt ikke når det ikke kun handlede om et emne, han rigtig gerne ville undgå, men også nu, hvor Nyssa havde startet en leg han aldrig havde lært at sige nej til. Han havde selv lagt op til selv samme leg op til flere gange, men det var ikke rigtig lykkes og nu lod det faktisk til, at Nyssa var enig i hans beslutning om hvad de skulle foretage sig.
”Men når man kan få hvad man vil have nu, er der ingen grund til at være tålmodig,” sagde han og for første gang fik han et ordentligt smil frem på læberne.
Det lumske smil og hendes flabethed var stadig frustrerende, måske mere end det burde være. Han burde efterhånden have indset, at hun fortsatte i samme stil, fordi det irriterede ham så meget, men så langt tænkte han slet ikke.

Bidende mod halsen blev hårdere og Jaris undslap lidt flere lyde i nydelse, de første par stykker lød lidt mere overrasket, end han havde regnet med. Den lettere kryptiske kommentar fra Nyssa, fik et tilfredst smil frem hos ham.
”Hvor er du dog betænksom,” svarede han, tydeligvis ment ironisk. ”Men hvis du ønsker at gøre noget for min skyld, så…” fortsatte han kort efter, nu i en lidt mere pervers tone og derfor fandt han det heller ikke nødvendigt at færdiggøre den.
Med bidende og nu også de få kys mod halsen, gik der ikke længe, før Jaris slap grebet om hendes lår, for at skubbe hende ned i sengen ved siden af sig. Lykkedes det, spildte han ikke et eneste sekund, før han flyttede sig med og kravlede ind over hende, møvede det ene ben ind mellem hendes. Han placerede en hånd på sengen som støtte, så han stadig kunne holde sig hævet over hende.
”Til gengæld vil jeg også gøre noget for dig,” sagde han, samtidig med at flytte hånden tilbage mod hendes lår, men denne gang tog han ikke fat. I stedet lod han hånden glide længere og længere op.
Det var egentlig også et forsøg på at tage kontrollen, så han endelig ville kunne for en fornemmelse af at bestemme bare lidt.

Indvendig rystede hun på hovedet. Jaris ejede ikke meget tålmodighed, hvorimod Nyssa ejede enormt meget – den besad hendes jobbeskrivelse også af. ”Jo da, tålmodighed kan give en større nydelse, end blot et hurtigt ryk” svarede hun letterede flabet, med en hentydning om at det var det ikke sjovt når der blot blev til et par ryk også ville det være overstået.

Det var nok typisk Jaris, at vende det til noget perverst. Hun lod det dog ligge da det ikke var tidspunktet at begynde at belære ham, det kun altid gøre senere. Nyssa smilede derfor blot og valgte at slikke ham fra halsen start ved brystkassen og op til hans øre, hvor hun afsluttede ved hans øreflip i et drilsk bid. Nyssa nåede da ikke mere, før hun kunne mærke at han gerne ville overtage hendes position. Hun lod sig lægge sig på sengen, trods at hun nød at have magten ville hun også gerne se hvad han havde i tankerne. Det var nok den tålmodig han ikke længere kunne holde ud. Hun smilede da selvtilfreds, for det måtte betyde at hun havde pirret ham nok til at han ville have bestemmelsen. Nyssa lod sig være modtagelig for og spredte villigt sine ben så han nemmere kunne komme til. ”Hvor er det sødt af dig” svarede hun med drilsk smil. Nyssa fik små kludegysninger af hans der bevægede sig op af hendes lår, imens smilede hun blot selvtilfreds hun nød at blive kælet for.

Endelig lod det til at Jaris kunne få skubbet det i den retning han ønskede. Siden der ikke blev gjort modstand fra Nyssas side, tog han det som et tegn til, at han hellere end gerne måtte fortsætte. Der bredte sig et selvsikkert smil over hans læber og han kunne ikke lade være med at grine svagt over hendes kommentar.
”Jeg er stadig ung, men bare rolig. Jeg har masser af erfaring,” var hans måde at sige på, at hun bestemt ikke skulle være bekymret for om hun ville blive tilfredsstillet, for det skulle han nok sørge for.
”Ellers kan du måske lære mig noget. Meget har vel ændret sig siden dengang du begyndte på disse lege,” smilede han. Selvfølgelig kunne han ikke holde sig fra at være flabet nok, til at kaste en kommentar om hendes alder efter hende igen.

Tungen der gled fra hans brystkasse, hele vejen op til hans øre og det drilske bid i hans øreflip, fik ham til at komme med nogle små, nydende suk, lige inden han ændrede deres position.
”Jeg ved det. Jeg er utrolig gavmild,” sagde han ubeskedent og trak let på skuldrene.
Hånden mod hendes lår fandt hurtigt op under hendes kjole. Inden længe havde han fundet vej til hendes hofte, hvor han tog fat om kanten af trusserne. Han tøvede ikke det mindste, før han gav sig til at hive dem af. Hvis Nyssa ikke hjalp til ved at løfte lænden en smule fra sengen, ville han bare hive mere til og højst sandsynligt ødelægge dem, hvilket bestemt ikke ville gøre noget for ham. Var det sådan det gik, kunne det vel betragtes som hævn for at han ikke fik sin dør. Han var nødt til at flytte sig fra hende, for at få hevet trusserne hele vejen af og smidt dem et tilfældigt sted, men han fortsatte ikke derefter. I stedet lagde han sig på ryggen og satte albuerne i sengen, for at holde overkroppen løftet.
”Rejs dig op og tag kjolen af,” beordrede han. Så meget tortur han havde fundet sig i fra hendes side, så havde han vel fortjent at give en ordre eller to. Desuden ville han virkelig ikke brokke sig over at få et ordentligt udsyn til hende…s krop.

Så ung, så selvsikker, så kæphøj. Hun kunne ikke andet end at smile af hans selvsikker smil. ”Uha da, så må vi se om du kan imponere mig” Nyssa havde ikke ligefrem et tal på hvor mange hun havde delt seng med, men hun havde prøvet meget forskellige ting. Den mest specielle var med Zane, en sadistisk sortelever. Trods noget af det var rart, så havde den nat taget mere af hende, end hun nogensinde havde troet var muligt. 

”Det basale er altid det samme” svarede hun drilsk uden, helt at svare konkret på hans spørgsmål. På et par tusind år var der da sket meget. Hun huskede en åregang hvor alt nærmest skulle være romantisk og folk valgte at blive gift før de valgte at give sig til hinanden. Heldigvis ændrede det sig, for Nyssa ville aldrig giftes eller jo, men det skulle også indebære et åben forhold. Hun var ikke en der kunne låse sig på en.

Nyssa løftede let lænden, så han kunne få hendes trusser af. Det blev det kun nemmere af, hun blev overrasket over at han ikke forsatte, fordi hun kunne mærke hvor utålmodig han havde været. Hun smilede imod ham som lage sig ned og gav ordren. Nyssa fnes ”Tro du, at du kan håndtere det syn?” spurgte hun flabet, som hun rejste sig op ad sengen. Hvor hun satte et ben på hver af hans side, så han næsten kunne lure op ad hendes kjole. Nyssa smilede lumsk imens hun faktisk smed den, men utrolig nok gjorde hun det hurtig, let og elegant – hvorefter hun smed den i hovedet på Jaris så han ikke kunne se, blot for at drille – alt imens hun kort selv lukkede øjne og fjernede hans tøj, som blev transporterede ned på gulvet. Nyssa stod oppe endnu og betragtede hans krop. Nyssa selv var slank. Lettere muskuløs med bestemt en kvindekrop.

Så længe de blev ved dette emne, ville Jaris ose af selvtillid og intet Nyssa sagde ændrede på det lidt for selvfede blik, der hele tiden hvilede i de orange øjne. I stedet for at svare med ord, løftede han bare øjenbrynene kort, som en lydløs måde at sige 'selvfølgelig kan jeg det' på. Det ville vise sig om han lidt senere alligevel måtte indrømme, at Nyssa var lidt for meget for ham, men det stoppede ham virkelig ikke i at gøre et ordentligt forsøg. Han havde trods alt ikke fejlet endnu, når det gjaldt kvinder. Eller mænd.
"Det basale," lød det næsten helt overvejende fra Jaris.
"Jeg tror vi begge kan blive enige om, at vi ikke leder efter 'basalt'?" Det var egentlig ikke ment som et direkte spørgsmål, men lød nok lidt sådan alligevel. Han var ret sikker på, at intet basalt ville være nok for nogle af dem. Dermed også sagt, at han stadig var lidt nysgerrig på, om Nyssa kunne lære ham et eller andet spændende.

Jaris kunne ikke lade være med at fnyse, måske endda en anelse fornærmet over hendes spørgsmål, selvom han udmærket var klar over, at hun kun havde sagt det for at drille ham endnu mere. Selvfølgelig kunne han da det! Men overraskende nok for ham, så gjorde hun faktisk som han havde beordret. Så meget tid Nyssa havde fået ham til at makke ret og svare på hendes spørgsmål, stå fast når han ikke gjorde som hun bad og blev ved, så havde han faktisk forventet at hun ville nægte, bare for at irritere ham yderligere.

Kjolen ramte hans ansigt før han nåede at reagere, og inden han fik fjernet den og kastet den til side, havde han mistet tøjet. Hans første tanke have helt klart været at skulle have et godt udsyn til hele hendes krop, men i forvirring rettede Jaris blikket mod sin egen nøgne krop.
"Nyssa dog, jeg har aldrig følt mig så forulempet," sagde han helt overrasket og decideret imponeret, før han rettede blikket mod hende igen. Han fik relativt hurtigt rystet forvirringen af sig og i stilhed betragtede han Nyssas kvindelige former. Da han endelig fik rettet øjnene tilbage mod hendes, var det med et noget så tilfredst smil på læberne.
"Forulemp mig lidt mere." Han lød måske lidt mere munter end han burde, da de ord forlod hans mund. Det var heller ikke en sætning Jaris ligefrem var vant til at sige, men der nu noget interessant over at være i selskab med en, der havde mere erfaring end en selv. Han skulle selvfølgelig nok stadig komme til det, at tilfredsstille hende, men Nyssa nægtede alligevel at give ham en dør, så de havde vel ikke travlt. Han rettede ryggen lidt mere, så overkroppen lige blev løftet bare en anelse mere fra sengen, da han fjernede den ene arm fra sengen bag sig og gjorde tegn med en finger om, at hun skulle komme tættere på.

Nyssa grinte en smule, som om hun ikke helt troede på hans selvfede overjeg. Primært fordi hun vidste det både ville irritere ham, men at han også vitterlig forsøgte sit bedste for at imponere. Nyssa smilede blot og nikkede til det basale, og rakte lidt tunge af hans kommentar, hun ville ikke røbe hvad hun var til. Faktisk havde hun svært ved at holde ved sine egne lyster, for når den andens følelser og lyster strømmede ind, blev hendes egne impulser lagt til side. Den eneste, hvor hun kunne være sig selv var Ra. Det både en farlig affære og interessant. 

Nyssa små fniste som han opdagede at han nu selv også var nøgen. Hun smilede selvsikkert, af hans kommentarer, ’forulemp mig lidt mere’ hun ville have han skulle tigge. Blot fordi hun nu var nøgen, var det hende ingen hindring at tirre ham, nu kunne hun blot mere ved netop at bruge sin krop. Nyssa gik ned fra sengen hen til sin kommode og bukkede sig selvfølgelig ned til den nederste skuffe for at tage et reb. For håbelig kunne Jaris ikke se hvad hun tog frem. Nyssa rejste sig sensuelt op, med den intention om at drille ham med hendes smidige krop. Nyssa gemte rebet bag sin ryg og gik op på sengen igen. ”Jeg er lidt bange for at du vil fortryde det” svarede hun endelig, hvorefter hun satte sig på hans mave stadig med armene på ryggen. Hvor hun efterfølgende ville tage hans fokus væk ved at ligge sin overkroppen og primært sit bryst i hans hoved. Nyssa lage rebet over hans hoved hvor hun først tog fat i hans ene hånd førte den stille op over hans hoved også den anden – hvorefter hun bandt dem sammen med sengen, så han ikke kunne bruge dem. Nyssa rejste sig igen op, lage hovedet på skrå og så vurderende på ham.

”Nu vil du snart fortryde det” sagde hun mere drilsk – hun gik igen væk fra ham. Hun fandt en grønlig flaske og hældte indholdet udover sig selv, det var olie – hele hendes krop kom til glinse i lysskæret, samtidig kom alle de muskuløse, som de feminine trak tydeligere frem. Så selvsikker som Nyssa var begyndte hun at give ham lapdanse, dog kun foran sengekanten. Enkelte gange ville hun da ramme ham, men det hele gik ud på at tirre ham. Så meget at han ville forsøge at bryde fri.