Askfay stolede ikke på deres vært. Hun stolede ikke på andre racer end elverracen, stolede knap nok på de andre elverracer, og hun stolede da slet ikke på mænd. Der var ikke nogen af dem, der havde bevist deres værd. General Baldwin skulle da lige være undtagelsen, men det var også til hans fordel, at han ikke var menneske.

Derfor spændte hun også sin bue, bare en smule, imens hun spejdede omkring sig, og da de blev inviteret indenfor gav hun også en lydløs kommando, med et nik, til sine soldater om at tjekke døråbningerne i nærheden. Det blev gjort diskret, uden nogle spændte buer eller trukkede sværd, men også lydløst og når hendes soldater bevægede sig blev de nærmest usynlige.

Lysets Dronning var det vigtigste lige nu og når Askfay så på hende, blev hun altid mindet om Daeralda. Og om sit løfte til hende. Om at beskytte dronningen og deres alliance. Det var dét løfte, der fik hende til at holde sig til dronningens side. Hun lod Baldwin om at holde sig på den ene, men hun veg ikke selv fra den anden.

"Et værelse at hvile i. I stueetagen," beordrede Askfay, så snart Lysets Dronning havde talt ud, og det blev tydeligt at kvinden gik mere op i høfligheder end i nødvendigheder. Hvis ikke hun kunne tage sig af sig selv, ville Askfay tage sig af hende og hun følte ingen kvaler ved på den måde at forlange af manden foran hende. Ord var ubrugelige - hvis han virkelig ville hjælpe dem, skulle han ikke tilbyde hjælp igen og igen, han skulle bare give dem den. 

Hun så ikke på Baldwin for at tjekke med ham - hun gik ud fra at fuglen kunne åbne næbbet, hvis han havde et problem med hendes beslutning. 

Baldwin lyttede til englenes samtale. At de kendte hinanden var ikke noget der kunne såes tvivl i, og han måtte stole på at Reina vidste hvad hun gjorde. Han kunne ikke andet lige nu. Desuden lød manden ikke fjentlig, men utrolig accepterende overfor de sparsomme oplysninger og stadig var villig til at hjælpe. Lukkede dem villigt ind i sit hjem. Baldwins øjne havde kigget roligt omkring da elvernes bevægelse fik hans hoved til at bevæge sig hurtigt og målrettet for at finde Askfay med et hårdt utilgiveligt blik. ”Askfay – kald dine elvere til dig. Vi invaderer ikke denne mands hjem. Jeg ved du mener det godt, men lad i det mindste manden meddele sine folk om vores tilstedeværelse.” kommanderede han og godtog ikke et nej som svar. Han forventede at elverne stoppede deres spejden om i hjemme omgående.

Elverne kunne få lov at stå vagt ved døren og gennemsøge lokalet de blev tildelt, når tid var. Men at gå rundt i en anden mands hjem, som villigt havde valgt at tilbyde sin hjælp, var at skyde sig selv i foden. De kunne ikke risikere at blive sendt ud derfra. Det var for det første livsnødvendigt at dronningen fik hvile, men Valkar vidste også allerede nu for meget.
Selvom han ikke var begejstret for at dronningen valgte at tale frit og lade sin hætte falde, var hans opmærksomhed mere fokuseret på Askfay, og talte til hende en smule væk fra de andre og mere lavmælt ”Til trods for hvad du mener om mænd og menneskeracen, nægter jeg at lade dig køre dette som et galehus. Du er ikke i Elverly, du har minimal magt herude. Ret dig derefter” Generalens blik var hårdt. Hun var der for at hjælpe, ikke for at ødelægge, og den handling kunne havde endt dem et sted de ikke burde havne.

Baldwin slap Askfay med blikket og vendte det tilbage mod Valkar i en blidere, men stadig vagtsom udstråling. ”Undskyld denne forhastelighed. Hvis muligt at hvile i et værelse i denne etage, ville vi være mere taknemmelige end vi allerede er. Vi ønsker ingen kamp eller ubehageligheder, på vores rejse eller ophold her” Han var tilbage ved Dronningens side, og selvom de havde tænkt sig at være forsigtige og formentlig ikke stole på Valkars egne vagter, var dette ikke en magtkamp. 

Reina var taknemmelig at Valkar var villig til at huse dem, selvom han ingen ide havde om hvad der foregik. Det var den slags loyalitet der virkelig varmede Reinas hjerte. At tage andre ind, bare fordi at de havde behov for det.
"Tusinde tak, Valkar," udtrykte Reina, da han virkede til at ville hjælpe, selvom hun ikke kunne lade vær med at sende lidt af et blik mod Askfay, da hun begyndte at opføre sig, lidt paranoid. Det var  måske ikke det bedste sted de var, men turen havde været det bedste de kunne gøre med hensyn til dronningens tilstand, og ikke sætte for meget fokus på dem selv. Valkar kunne trods alt have mange gæster på dette palads inden at det blev opdaget.

Reina var bekymret for dronningen, men hun havde ikke samme behov for at være sikker på at dronningen fandt ro og hvile. Hun stolede nok på Valkar til at hun ikke behøvede at gå med dronningen. Selv kunne nemlig også mærke hvordan hendes krop ligeså stille var parat til at give efter. Der var ikke meget energi tilbage i hende.
"Hvis vi alle kunne få noget hvile, inden vi taler videre om det, så ville det være... rart." Det kunne godt være at kampen ikke havde været lang i kammeret, men de var udentvivl alle påvirket af det sene tidspunkt og hvor meget stress der havde været på dem på det seneste med kampen og optakten til det.

Valkars smil blev en kende varmere ved Reinas tak, det var en simpel og ganske forventet gestus, men kommende fra hende varmede det mere end ellers. At den kutteklædte gæst viste at være selveste Dronning Isanne forklarede den besynderlige forsamling. En samling af rygter begyndte at falde på plads og danne en mosaik der viste et noget tydeligere billede af situationen landet stod i, men det var ikke komplet, endnu.

Et øjenbryn skød op i luften ved elverkvindens befaling, der var interessant at hun følte hun var i en situation hvor hun kunne forlange ting af den de forsøgte at søge ly hos. Generalens irettesættelse af hende glattede dog misæren noget mere ud, det kunne tyde på at kvinden ikke var vant til at have med andre end hendes egne at gøre. "Alt forladt hr. General, jeg forstår deres frændes varsomhed for hendes folk har lidt en del den sidste tid. Men frygt ej elvere er velkomne her, som de er i Lazura" Lød det med al den venlighed han kunne mønstre, men elverens tale havde tydeligt ikke været rent velmodtaget.

Som selskabet fulgte med indenfor vinkede Valkar en tjener hen, for at få klargjort nogle værelser i den østlige fløj der sjældent blev brugt. "Jeg takker for deres ærlighed deres majestæt, hvis de og deres følge ønsker det, kan den residerende helbreder give jer et besøg? Hun er en elver af sit ord så hendes diskretion behøver i ikke drage i tvivl" Han var ganske sikker i sin sag om at Netrish med glæde ville give en helbrednede hånd, hvis de nye gæster skulle ønske dette. Under alle omstændigheder ledte han dem til to værelser hvor de kunne hvile så længe de ønskede. 
Tjenere samt vagter holdt sig på behørig afstand, men nært nok til at stå til tjeneste hvis dette blev ønsket.

//OOC: Tanken er ikke at tagge Netrish ind, hvilket Flow er helt indforstået med, men det virkede fjollet ikke at tilbyde hendes hjælp nu hvor hun bor der, så hvis folk takker ja kan i beskrive at hun kommer og helbreder og går ^^ //

Selv med elverkvinden Netrish' hjælp, tog det Isanne et par dage at få hvilet ud. Da hun endelig var på benene, var det efter et varmt bad og rene klæder, mere praktiske end formelle. Søvnen havde fjernet de dybe rander under øjnene og den tydelige udmattelse, men rynkerne i hendes ansigt var kommet for at blive. Det måtte være så vel - hun var en kvinde, der var rundet de halvtreds, og selv Lysets blod kunne ikke holde hende evigt ung. 

Hun bebrejdede ikke Askfay sin årvågenhed - de havde været trætte og svage efter rejsen og kampen i templet. Hvis deres vært havde villet dem ondt, ville det ikke have været svært, men hun valgte også at stole på Reinas ord, når hun sagde god for manden. De sidste par dages helbredelse havde været med til at bekræfte hendes valg.

Udhvilet og klar til afrejse, strøg Isanne Aldemar ind i rummet, hvor hun igen mødtes med sine følgesvende. Hvilen havde været nødvendig, men de havde også mistet kostbar tid - tid, som hun endnu en gang ikke kunne spilde på lange høflighedsfraser.
"Jeg takker Dem endnu engang for Deres gæstfrihed, Valkar Tordenklinge." Indledte hun, hurtigt springende videre til det presserende på hendes hjerte: "Vi må i al hast drage videre mod Lazura. Jeg lader mig fortælle, at der er oprørere i landet, der er villige til at hjælpe os med at tage tronen tilbage. Mit håb er at skaffe et skib, der hurtigt kan bære os af vandvejen til Dianthos.." Hun fremlagde planerne med deres vært inden for hørevidde, men uden at gå i detaljer. Hvis han kendte til nogen i Azurien, der kunne hjælpe, ville hjælpen være velkommen. På vejen til Opalslottet havde hun kort diskuteret planerne med Baldwin, for han var General af Lyset og en vigtig rådgiver, når det kom til emner som disse.

Hun vendte sig mod de andre tilstedeværende, én efter en. "Vi har haft en smule mulighed for at tale på rejsen, og jeg hørte rygter fra mine fangevogtere under min lange indespærring, men nu hvor jeg har haft mulighed for at hvile, vil jeg sætte pris på at vide alt om, hvad der er foregået i landet." Hun havde allerede gjort det klart, at de havde travlt, og det var ikke en lang fortælling, hun ventede på, men en rapport over alt, hvad der kunne være nyttigt at vide, som hun ikke allerede havde fået fortalt. 

Askfay kaldte lydigt sine elvere til sig, da hun blev beordret til det, men hun var ikke glad for beslutningen. Reina kendte Valkar, men kendte hun ham virkelig? For alt de vidste, kunne han være typen der torturerede andre i sin kælder. Han kunne være landsforræder. Han kunne være gift med en dæmon, støtte Kiles Orden, dræbe på må og få på sine rejser igennem landet. Askfay stolede i hvert fald ikke på ham. Der var noget ved ham, der ikke indbød til det, men hun vidste ikke hvad det var, og kunne derfor ikke sige sine bekymringer højt. 

Hun brød sig heller ikke om Baldwins beslutning om at høflighed var vigtigere end sikkerhed. Hvis Valkar virkelig var på deres side, kunne han vel finde sig i, at de tjekkede hans hjem hurtigt for farer. Hun hev jo hverken bøger ned fra deres hylder eller mudder med sig ind på fornemme gulvtæpper. De åbnede blot døre og brugte deres øjne. Mere end hvad hun syntes at hvad Baldwin gjorde. 

Hun rynkede også på næsen af ham, da han kommenterede hendes syn på mænd og menneskeracen. Det var ganske vidst rigtigt nok, at hun ikke brød sig om nogen af delene, men hun havde i det mindste ikke sagt det højt. Hun kommenterede heller ikke på hvad end forhold Baldwin havde til Lysets Dronning. Hun blev hun endnu mere rasende, da han mindede hende om at hun ingen magt havde udenfor Elverly. Det var sandt, men en general som ham burde af alle vide, at at det var et følsomt emne. Var det måske ikke ham, som general, der havde ladet Kiles Orden myrde elvere? Jage dem som dyr? Smide dem ud af Dianthos? Sende dem på flugt tværs over landet? Lysets Hær havde ingenting gjort for elverne udenfor Elverly og både Baldwin og Lysets Dronning skulle være taknemmelige for, at elverne var villige til at gøre noget som helst for dem.
Askfays håb var, at Lysets Dronning ville stoppe jagten på de stakkels elvere og forbedre situationen for Askfays folk, men Baldwin gjorde det meget tydeligt, at det ikke var af dén grund han var her. 

Hun kæmpede imod instinktivt at himle med øjnene, da Baldwin undskyldte til Valkar på hendes vegne, men så i stedet blot væk, imens hun lydløst forsøgte at kontrollere sit raseri. Det viste sig ikke på hende i anden form, end at hun blev endnu mere stille end sædvanligt. Allerhøjst kommanderede hun med sine soldater, nu udelukkende på elvisk, af ren foragt overfor Baldwins påmindelse om at det var ham, der bestemte, men hun holdt sig indenfor de rammer Baldwin havde givet hende. De gennemsøgte kun det værelse, dronningen skulle opholde sig i, og holdt også kun vagt udenfor dét. 


Da dronningen var færdig med at hvile, var al Askfays opmærksomhed stadig på hende. Hun forstod ikke, hvad der fik hende til at dele sine planer med Valkar, som hun endnu ikke stolede på, på trods af nogle fredelige dage hos ham, men hun blandede sig heller ikke denne gang. 

"Elverne bliver jagtet. Forvist fra Dianthos. Smidt i gabestokken, hvis de forsøger at finde tilbage til deres hjem. Overalt i landet bliver deres huse brændt ned, deres børn solgt som slaver." Hun svarede så snart dronningens blik fandt hendes. Hun så det som sit ansvar at svare på elvernes vegne, men hun ville heller ikke tage mere tid end et par sætninger til det. Ville hun vide mere kunne hun spørge ind til det, enten nu eller på deres rejse. Det vigtigste var sagt. Askfay vidste intet om andre mulige problemer i landet og hun vidste også kun, hvordan elvere omkring i landet havde det fra de flygtninge der havde klaret det hele vejen til Elverly. 

Baldwin lavede et høfligt nik som svar og lod ellers Valkar tale med dronningen, trods Baldwins egen usikkerhed omkring det hele. De var alt for sårbare og han vidste ikke om han var i stand til at beskytte dronningen hvis det hele vendte. Men han stolede på hendes dømmekraft.

I perioden hvor dronningen havde hvilet havde Baldwin befundet sig foran hendes dør. Enten siddende eller stående, afhængig af tidspunktet af døgnet. Han var ikke den enste der stod vagt, men han veg ikke derfra. Der havde ikke været nogen tvivl om at luften omkring Askfay var frosset til is. Hun var her af en grund, og det var for at redde sit eget folk og sikre deres fremtid. Han vidste det godt, og selvom han støttede hende, var der langt mere på spil end Elvernes folk. Han sagde det ikke højt til hende, han kommenterede ikke på hendes surmulen og beklageligt undskyldte han heller ikke for sin irettesættelse. Den havde været nødvendig fra hans synspunkt. Havde hun sendte elverne ind for at gennemsøge mandens hjem, omend det blot var for fare, ville Valkar ikke havde nået at instuktere sine egne mænd i at elverne ikke var fjendtlige og det havde endt i kamp. En kamp de ikke kunne holde til lige nu.

Dronningen var udhvilet og klar til videre rejse. Det kriblede i fjerene om at komme videre, omend de havde nydt godt af Valkars gæstfrihed. Baldwin nåede ikke at aflægge rapport, som han mildest talt ville kalde det før Askfay talte. Det var malet, og med rette. Baldwin kunne ikke fortænke hende. Men det omhandlede kun hendes egen art. Han lod hende tale ud før han selv tog ordet.

"Askfay har ret, min dronning. Men det startede langt tid før den uretfærdige jagt på elvernes race. Kiles orden formede sig efter dæmonernes plager, ved at hjælpe befolkningen. Leoric, Kiles ypperstepræst blev talsmand for.. hvad mange af os troede var Dem. Herefter begyndte plagerne nærmest på ny. Nedbrænding af templer, udgangsforbudet i byerne, og efter Daeralda afviste Kiles orden i Elverly, blev alle med elverblod i årene et jaget folk.. Påbegyndelse på den værste heksejagt set i århundreder. Jeg rejste for at skabe styrker hos Dragorn, Nordens folk og Elverly. I mellemtiden er blevet henrettet præster og skabt frygt overalt i landet." Det var ikke sikker at alt var nået frem til hans øre mens han havde været væk, men han vidste de ting. Han kiggede over på Reina, for om hun havde mere at tilføje. Det var den korte version han kunne opfylde med lige nu, selvom han havde mange meninger og dybdegående minder af hvad der efterhånden var sket.

For første gang i lang tid var Reina blot gået omkuld af ren udmattelse da hun ramte sin seng, og selvom hun for en gangs skyld havde sovet tungt, så var det mange år siden at hun havde sovet længe. Dagene her havde været urolige for hende, selvom hun fik en chance for at snakke med Valkar om tingene, og hvor de begge stod. Men hun var parat til at komme videre, selvom hun var træt, hun havde behov for endelig at få sat Leoric på plads, så derfor var dagene var lange.
Det var heller ikke underligt at hun syntes at deres afrejse dag ikke kom hurtigt nok, men endelig var den der, og hun kunne ikke lade vær med at føle en hvis tilfredsstillelse over at se at Isanne var ved at være ved godt helbred igen. Mad og hvile kunne gøre meget for en person.

Hendes øjne gled først over på Askfay som hun talte om elverne der havde været det største mål for ordenen, og så til Baldwin som han prøvede at opsummere hvad der ellers var sket.
"Det er ikke blot henrettelse af præster. De er villige til at gå så langt at dræbe præster i ly af mørket, for at slippe af med dem der modsætter sig ordenen," pointerede hun. Hun havde ikke ønsket at lægge historien om hendes mord over på Isanne, mens hun stadig var svag, men dronningen måtte også have opdaget vingerne som Reina nu besad, da de endnu ikke var trukket ind. "Folket er bange, men jeg er også sikker på at vi har dem med os, når de opdager at det er en falsk dronning der sidder på tronen." Reina troede virkelig på at alt ville være muligt for dem, og folket ville ikke vende dem ryggen. Det var svært når der sad en falsk dronning på tronen, folket var bange, de havde elvernes støtte, og Isari tydeligvis var med dem.

Valkar bukkede for dronningens som hendes rosende ord mødte ham. "Deres tak gør mig megen ære, men andet havde ikke været passende af gøre for dem" svarede han hende som det havde været hans glæde huse hende og hendes følge. I sandhed stillede det ham i en prekær situation, men han havde allerede valgt at stå på modsatte side af Kiles Orden, så som kortene lå måtte han følge det til dørs. 

Som Isannes følge forklarede hvorledes tingene havde foregået i dronningens fravær lyttede Valkar blot, for det var på sin vis ikke hans plads at bryde ind med hans viden, men ligeså ganske vigtigt at finde ud af hvor meget dem der ønskede at redde tronen vidste.  
"Hvis jeg må?" bød han ind efter at Reina havde givet sit besyv. "Ordnen har ønsket at skabe et billede af frygt, frygt for at døden kommer og tager folket, de har vist at elverne er villige til at dræbe dem der frelste de svage under hungersnøden" Roligt løftede han en håndflade mod elverne, for at vise at han intet ondt ville dem. "Forstå mig ret, jeg er bevist om at dette blot er den sandhed ordnen ønsker folket skulle vide, men dette er den eneste folket kender, Elverlys elvere er kendt for deres mistro til de andre racer, hvilket har gjort dem til et let fjende billede der vender folkets øjne bort fra ordnen" Slottets herrers blik faldt kort på Isaris udvalgte før han henvendte sig til dronningen igen. "Men det er ikke hele folket der frygter ordnen og dens tyranni, det har haft ulmet et oprør der blev stoppet tidligt, men gløder går sjældent ud. Ligeså har Lazura bortvist ordnen, hvor elvere og mennesker står sammen. Vi har gjort meget for at huse dem der var flygtet mod nord og jeg er sikker på vi kan hjælpe jer på vej" forklarede han og afsluttede med et buk. "Jeg har taget mig den frihed at klargøre forsyninger til dem, samt friske hest hvis i skulle ønske dem. Ligeså hvis i mangler anden udrustning står mit våbenkammer til rådighed" Han havde tænkt sig at hjælpe dem med hvad han kunne, men Azurien havde brug for ham, så at drage med til hovedstaden var ikke en del af hans planer som det stod.

Dronningens ansigt var udtryksløst, mens hun lyttede til deres fortællinger, men af og til afslørede en lille ændring i hendes ansigtsmimik følelserne, der brusede i hendes indre. Hendes fængsel havde været et mildt og afskærmet opholdssted, når  man sammenlignede med, hvordan hendes folk havde lidt. 
Der gik et øjeblik, før hun igen fik ord over sine læber og fattetheden var tilbage. "Jeg vidste, at Leoric Emhyrian var en grådig mand, men jeg regnede med, at jeg kunne holde ham under opsyn i Kiletemplet.. Den ærkedæmon, der har lånt min skikkelse, har lavet kaos i mit fravær.." Hun tog en dyb indånding. Hun kunne ikke gøre noget ved det, der allerede var sket - hun kunne blot gøre sit bedste for at rette op på situationen. Heldigvis var der folk som Reina og Baldwin, der havde reageret, da de indså, at der var noget galt.

Hun vendte sig igen mod Valkar: "Jeg takker Dem endnu engang. Vi vil tage imod heste og forsyninger med det samme. I Lazura vil vi samle en tilstrækkelig besætning til et skib, der kan tage os omkring kysten - Hvis situationen er, som I fortæller, vil befolkningen støtte os, når vi ankommer til Dianthos og de ser, at det er en falsk Dronning, der sidder på tronen."

Hun gav de andre den nødvendige tid til at tage afsked og benytte sig af våbenkammeret, inden de tog imod de opsadlede heste. Turen til Lazura forløb fredeligt og Dronningen holdt sit ansigt skjult under en dyb hætte for at tiltrække så lidt uønsket opmærksomhed på vejen, som muligt. På trods af Valkars ord om, at det meste af Azuriens befolkning var imod Ordenen, så vidste man aldrig, hvor tronens fjender kunne lure.

Af samme grund holdt gruppen sig i udkanten af Lazura, da fiskerbyen kom inden for syne. Selv om det var ud på aftenen, var der stadig fiskerbåde ude på Azursøens klare, blå vand. Fra udkanten af byen kunne man lugte friskfangede fisk og høre råb fra sømænd, som nogle af bådene var ved at komme i havn.
Dronningen udvekslede et kort blik med Baldwin: Planen var simpel. En af Generalens mænd ville undersøge havnen for mulige allierede uden at vække for meget opmærksomhed. Forhåbentlig ville de så i ly af natten kunne komme ombord på en båd og inden daggry påbegynde rejsen. Isanne steg af hesten og brugte et par øjeblikke på at strække sine ømme ben, mens hun så Baldwin udveksle et par dæmpede ord med manden, der skulle udføre missionen. Herefter forsvandt han ud af syne mellem Lazuras træbygninger og gruppen gav sig til at vente..

Behandskede hænder rullede fermt den overrakte pergamentrulle ud og de ellers så venlige brune øjne blev hårde som sten, idét de løb ned over de skrevne ord. Der stod ikke meget. Det havde det ikke været tid til. Nemmest ville have været at opsummere situationen ved tale, men det var aldrig til at vide, hvem – eller hvad – der lyttede i afkrogene, så admiralen måtte affinde sig med en beskrivelse i blæk. Hvilket bestemt ikke til noget besvær for sømanden. Overhoved. Der var langt vigtigere ting på spil.
Han brummede lavmælt helt nede fra dybet af hans strube, inden pergamentet blev rullet grundigt sammen igen og fokus blev gjort på meddeleren. En kriger, var det ikke svært at antage. ”Modtaget. Vi vil sætte sejl og distrahere nysgerrige individer med afgang fra havnen. Informerer Dronningen og hendes følge, at en af mine mænd vil være ved nordmolen til at tage imod dem og sejle dem diskret ud til selve skibet. Det er stadig for risikabelt at have dem stige ombord her i Lazura.” Man kunne sige meget om admiralen. Man kunne kalde ham en klovn, og man kunne kalde ham uduelig. Men der var stadig solide grunde til, at han bar stillingen. Og han bar den med stolthed!
Rullen blev rakt tilbage til krigeren for ikke at stå tilbage med brændende beviser og med den ude af hænderne slog han ærefuldt en knyttet hånd mod hjertet, inden han erklærede: ”Flåden er med Dronningen. Evigt og altid.” Krigeren blev så ellers frigivet til at finde tilbage med de nye beskeder og admiralen drejede om og traskede tilbage op ad gangbroen til skibet, hvor besætningen stod i vente til kommandoer. ”Sæt sejl, drenge! Vi skal på endnu et eventyr!” Et kækt smil voksede frem. ”Og… jeg vil anbefale at tage en pæn bluse på.”


Timerne gik og mørket lagde sig tykkere og tykkere, indtil det næsten kunne skæres ud med en kniv. Havnen var tømt med undtagelse af et par sovende fulderikker og søvnløse fiskere på deres båd. Ved nordmolen stod der som aftalt en skikkelse og ventede i skæret af en tændt lampe. Kutteklædt i mørkegråt stof og hætten trykket op for at holde hans ansigt skjult. Skummel var nok et godt ord at bruge om ham. Især sådan som han ikke sagde den mindste lyd og stod helt stille. Indtil skridt blev hørt, og han drejede sit hoved i retningen.
Han vendte sig lidt omkring på stedet for at stå front, som han tog imod gruppen. En køn blanding af væsner. Alle med betydningsfuld status, der ville kunne give en bonde et ordentligt sug i maven. Manden virkede upåvirket. Professionel. Lampen blev løftet som yderligere anerkendelse, at det var ham, de ledte efter, men skyggerne lå stadig over hans ansigt. ”En ære.” hilste han med et dybt buk med hovedet, før der blev dirigeret mod den simple robåd, der var bundet til molen. ”Skibet ligger i vente lige uden for bugten, klar til at tage Dem hjem.”

Var der ellers ikke nogle afvisende henvendelser, begyndte båden at blive fyldt op. En ad gangen. Der var måske lidt trængt, men båden kom med ingen tegn på at være tæt på at synke på grund af overvægt. Den sidste ombord var deres guide, der placerede sig bagest ved årene. Lampen blev rakt frem for at blive sat i en krog forrest. To stærke arme i Flådes uniform tittede frem fra kappen og gik lidt efter i krig med at sætte båden i bevægelse. Vandet skvulpede ved hver tag, som de i god fart begav sig ud af havnen. Manden var stille hele turen. Kun sagte smaskelyste kom fra ham et par gange. Og et mildt hint af mynte kunne opfanges fra ham.
Udenfor bugten kunne man skimme omridset af det trofaste skib, Østens Øje, og først da robåde kom nærmere sprudlede et par flammer for at gøre det mindre livløst. Endelig ramlede robåden ind i det større skrog og som var det planlagt svang en rebstige ned til dem for at kunne få dem ombord. Var der brug for det, stod besætningen klar med midler til at hjælpe folk op.

Igen var den kutteklædte herre den sidste ombord. ”På vegne af Flåden og besætningen af Østens Øje…” sagde han, nu med en klart mere markant stemme end eller. Hænderne rakte op og hætten blev trukket til at afslører admiralens kantede ansigt og flagrende hår. ”…byder vi jer velkommen ombord.”

Askfay nikkede anerkendende til Baldwins opsummering af hændelserne i landet. Hvis hun skulle være ærlig vidste hun ikke så meget om resten af landets tilstand - den interesserede hende heller ikke. Kun hendes folk interesserede hende og det var også kun for sit folk og for sin leder, at hun gik op i hvordan Lyset Dronning havde det. Hun brød sig ikke om den måde Baldwin omtalte Daeralda, uden sin titel eller sit fulde navn, men hun vidste også at det kun var elverfolket der var rigtigt civiliserede. Hun forventede ikke det samme af resten af landets befolkning, ikke engang af en general. 

Hun brød sig heller ikke om et eneste ord der kom ud fra Valkar, selvom det umiddelbart alt sammen var sandt. Andre væsners syn på hendes race faldt hende som regel ikke i god jord, ligegyldigt hvad elverne så ellers havde gjort for at fortjene det syn på dem. 

Hun håbede, at det Reina havde sagt var sandt - at folket ville bakke op om den ægte dronning. Men som altid havde hun også lave forventninger til ethvert folk, der ikke var hendes eget. Denne gang holdt hun sig dog fra at kommentere på det eller på anden måde at give udtryk for sin mistro. Hun foretrak at beholde en forestilling om, at de alle sammen troede på det mest mulige udfald. 


Askfay var lige så mistroisk, da de efter en kort rejse på hesteryg skulle mødes med én, der kunne hjælpe dem ombord på et skib, men denne gang lod hun Baldwin om at styre sikkerheden, og selvom hun var klar til at trække sin bue hvert sekund, gjorde hun ikke andet end at spejde sig omkring, hendes opmærksomhed knap nok på manden der talte. Hvis nogen skulle overfalde dem, ville det ikke være ham. Han ville blot være distraktionen.
Men der var intet overfald og hurtigere end hun brød sig om, var de ombord på et stort og prægtigt skib. Askfay, der normalt var stille, blev det i endnu højere grad ombord skibet. De små vug det engang imellem kom med passede hende på ingen måde og under admiralens afsløring af sit, garanteret helt nydelige, ansigt, kunne Askfay ikke gøre andet end at knibe øjnene sammen og koncentrere sig om ikke at blive svimmel.

Tættest på hende stod Reina, som hun forsigtigt lagde en hånd om armen på. Askfay var blid med kvinder på en måde hun aldrig var med mænd. "Hvor længe skal vi være ombord på dette skib?" spurgte hun hende lavmælt, ikke helt søsyg endnu, men på ingen måde tilpas. For en enkelt gangs skyld brokkede hun sig heller, men spurgte af behov for at kunne forberede sig mentalt på turen. Hun havde aldrig været ombord et skib før og hun havde ingen ide om, hvor hurtigt den slags kunne sejle. 

Baldwin lod ordene fra de forskellige bundfælde sig, og notere sig af ting han end ikke selv vidste. Hans rejse rund tom i landet efter støtte havde kun givet mulighed for svag opdatering og rygter var ofte kun halve sandheder. Han takkede Valkar for hjælpen, kort men også tydeligt at han mente det, og vendte tankerne til den kommende rejse, og eventuelle komplikationer. Ligesom Dronningen selv, bar han nu en kappe. Han var let genkendelig, og jo mindre opmærksomhed de fik des bedre, trods vingerne ikke var tilfreds med at blive pakket under kappen.

Planen var lige til. Sende en mand i forvejen og lytte til hans tilbagemelding og agere derefter. Begive sig ind i nattens beskyttelse og stå kutteklædt til kutteklædt med en fremmede, vekslede korte ord og begiv sig afsted til båden. Vejen væk fra Azurien og videre. Rejsen var endnu ikke ovre.

Baldwin kunne ikke modstå et ganske let kant af et smil som den vildhårede admiral kom til syne "Tak for undsætningen, Admiral" men Baldwin havde ikke mange ord lige nu. Mest bekymring. Når samtalerne var stilned af ville han ganske simpelt sætte sig et sted med udsigt eller holde vagt foran dronningens dør. Han var efterhånden vant til få timers søvn.

Reina havde et anstrengt forhold til våben og rustning i disse dage, men det betød ikke at hun ikke udnyttede at han stillede det til rådighed. Hun havde ikke tænkt sig at holde sig på den sikre side, når opgøret med Leoric skulle ske. Hun var træt af at stå tilbage og se på tingene der skete, og ville nu angribe med alt hun havde. Noget hun ikke havde gjort siden sin krigertid.
Hun sagde farvel til Valkar en sidste gang, før at hun tog med gruppen til Lazura, så de kunne komme ombord på et skib. Selv var hun meget nervøs for om de havde nogen der kunne stole på, men for nu måtte det være godt nok.

Reina knugede let Askfays hånd, da hun viste ubehag ved skibet. "Desværre er det stadig lidt af en tur, men hvis det bliver for slemt, så skal vi nok finde ud af noget," svarede hun blidt. Hendes healende evner kunne formindske søsygen, men det var ikke sikkert at det var det værd. Forhåbentlig havde de nogle urter ombord der kunne hjælpe med at holde søsygen nede.

Når Dronningen normalt sejlede, var det med pragt, der hørte Krystallandets herskerinde til: Lysets bannere vejende i den friske havbrise. Men på trods af, at hun denne gang sejlede med selveste Lysets Admiral, Bastian Simmons, var der ingen pompt og pragt, som skibet i ly af mørket næsten lydløst lagde til ved havneområdet vest for Dianthos. Rejsen havde været lang, men det var lykkes dem usete at komme til den vestlige kyst.

Det var ligeledes i simple omgivelser, da Dronningen holdt råd i et forladt pakhus i havnens fjerne ende.

"Vi har fået kontakt til nogle af vores loyale spioner i Dianthos. De fortæller, at Ordenen planlægger noget stort, og at der vil være en afslørelse på tribunepladsen en af de kommende dage. Det er her, vi slår til. Jeg håber på så få blodsudgydelser, som muligt, og at folket, når de ser mit ansigt, indser at de er blevet ført bag lyset og vil vende sig mod Ordenen i stedet."

De, hun talte til, bestod primært af dem, der havde fulgt hende fra Azurien, samt enkelte loyale mænd og kvinder fra havneområdet og Dianthos, som hun havde vovet at række ud imod. De var alle rystede over hendes tilfangetagen, og selv om hendes ord var stærke, var det en meget skrøbelig Dronning, der stod foran dem.

Men tiden var endnu ikke inde til at hvile. De skulle handle nu, hvis Ordenen skulle besejres.