"Hvilket i sig selv er ganske imponerende.." kom det ganske tørt fra Mitch mellem to bider. Resten af maden forsvandt ganske hurtigt og uden megen tøven. Måske burde engle ikke have behov for mad, men der var ting som hans hoved ikke helt kunne slippe ideen om og mad og behovet for det var en af dem. Søvn var af samme grund også blevet mere sporadisk.

Han lod det næste ligge og lyttede i stedet til det relevante sagt. "Så har vi da et sted at starte." Det var ikke meget og de skulle være heldige, men hvis mændene på listen allerede da de fik opgaven nærmede sig ry nok til at blive fjernet var der en glimrende mulighed for at de var blevet værre siden. "Efter hvad jeg så før jeg landede var der også en by af rimelig størrelse nærved." Der burde de kunne finde efterlysningerne og vigtigere endnu forsyninger.
Han lod blikket søge til ilden og hvile der i den bekvemme stilhed.

--------------

De havde splittet natten skævt imellem sig og solen var kun på vej fri af horisonten som Mitch blev vækket. Han skar en grimasse, rejste sig så for at få vingerne strukket og foldet på ny. De var sjældent behagelige at sove med på jorden som nu og han var ikke helt fugl nok til at sove på en gren.
"Klar?"

Logan brummede i enighed. De kunne finder både forsyninger og oplysninger i byen. Logan havde nogenlunde styr på hvor de befandt sig, men der var visse store fordelen ved en ledsager der kunne lette til vejrs og danne sig et overordnet overblik. Logan kunne også selv med ravnetattoveringen der brydede hans ryg, men det indebar også visse sårbarheder han helst ville undgå. Det vidste Mitch også godt. Han brød sig sjældent om at efterlade sin krop i så sårbar en tilstand! "Formentlig ved nogen et eller andet. Hvis bare man vælger den rigtige kro" svarede han til slut inden stilheden kom tilbage. Stilheden var nu ganske kærkommen, specielt da ingen parter følte for at fylde den med unødig støj.

De sidste timers vagt gjorde at Logan var både vågen og døsig samtidig. Først forsøgte han bare at sidde og kigge ud i mørket, men det blev han fanme mere søvning af, og begyndte i stedet, ganske langsomt at pakke det ned han kunne i nattens mørke, uden at larme unødnigt. Og til sidst sidde og snitte i et stykke træ, bare for at have noget at koncentrere sig om.
Da solen var tilstrækkelig oppe, blev Mitch vækket, og det sidste blev pakket sammen i sækken og smidt over ryggen igen. "Klar. Mon ikke de har et solidt morgenmåltid i den by" Logan kunne slå ihjel for et stykke saftigt tykt stykke bacon og blødt brød!

Mitch spændte sværdet tilbage om livet, som Logan pakkede de få fremtagede ting tilbage i sækken. Den stille morgen rutine var så velkendt fra fortiden at havde så meget andet ikke forandret sig siden de havde set hinanden sit kunne han have bildt sig ind det var uger ikke år siden.
"Vi kan da håbe. Bare noget varmt at drikke kunne være rart." Meget rart. Det og en modtagelse mindre fjendtlig end dem han var begyndt at få som Kiles Ordens tilsvining af hans Gudindes navn var ved at sprede sig ud. Folk havde aldrig helt kunne lide fremmede og nu blev de nærmest opfordret til at skaffe sig af med folk. De folk der ikke slog alle Kile tilbedere over en kam og hadede dem ligeligt.

Han slog følge med Logan, foldende vingerne tæt så de kunne overses som en fjerprydet kappe, hvis folk ikke så for nært på dem. Han kunne holde dem sådan en tid, men glemte det gerne som han gik. "Hvad blev der af resten?" Sidst de havde arbejdet sammen havde de haft en god gruppe af mænd og kvinder i fælles bekendtskab.

Logan brummede lidt. Varmt at drikke.. Jo, det kunne da være udemærket, men Logans sind gled hurtigt over på en solid stærk øl i stedet. Også selvom han afholdte sig fra at drikke alt for stærke sager når han havde et mål og arbejde at udføre. Men det var fristende. Dog var morgenmad langt mere tiltrækkende. Hans mave trængte til det, hvis han selv skulle sige det!

"Nogen er vidst gået i graven." det var ikke ligefrem et ufarligt arbejde de havde sig. Logan havde også fået en god del dybe ar siden sidst han og Mitch havde arbejdet sammen. "Nogen gik videre så snart opgaven blev for svær i forhold til summen af krystaller. Jeg har sgu ikke holdt kontakten" kommenterede han ærligt til sidst. De af dem der havde været tilbage var gået i hver sin retning. Noget Logan jo også havde troet at Mitch havde gjort.

Folk kiggede som altid, med Logan ignorerede alle blikke, og gik målrettet efter kroen. "Har du set andre end mig?" spurgte han afdæmpet, inden han åbnede døren til kroen, trodte ind i det dunkle lokale og hurtigt fandt frem til fatter og bad om to gange solid morgenmåltid, og lagde krystallerne på bordet for at vise at han mente det. Solidt og godt! Han trængte til det.

Mitch nikkede let. "Kile har det med at kalde vores slags hjem tidligt." Deres slags. Hvad han en gang havde været og Logan tydeligt stadig var. Om Mitch nu helt kunne sige han levede af sit sværd og betaling var måske at strække den. Sjovt som anden mening med livet kunne komme så skævt ind fra siden. Som Kile havde gjort det for ham og nu, mere omvæltende, Amy.

Så nikkede han igen. Det undrede ham ikke. Kontakt var noget man holdt hvor det gav mening og det havde det sjældent gjort med lejede sværd. "Ikke siden jeg kom tilbage." Et skævt smil krusede hans læber kort, før han lidt for tørt svarede på vej ind på kroen. "Jeg har tilbragt det meste af tiden i et kloster af alle ting. Hvem skulle lige have troet det ville komme så vidt?" Han trak vingerne tættere ind, som han bemærkede sig stilheden sænke sig ved synet af ham, men ignorerede ellers folkene derinde.

I stedet udså han sig et bord i hjørne, som han altid havde for vane og lod Logan om at skaffe mad til dem. I hjørnet var der også skygger nok til at han kunne slappe af og lade vinger være vinger. Der gik heller ikke længe fra Logan sluttede sig til ham, før maden gjorde det samme. Afslappet tog han kruset og snuste til det før han skar en grimasse. "Jeg er blevet for godt vant. Selv ikke Amy har været i stand til at brygge kaffe til denne ukendelighed."

Logans alder var nærmest det mest imponerende ved ham, taget hans profession i betragtning. Ikke at han selv tænkte over det. Han var stadig en ung tyr! Hvis han da selv skulle sige det! Den dag håret blev gråt, kunne vi begynde at tale om at han havde overstået sin bedste alder.
Logan kunne ikke tilbageholde en dyb brummende later. "Dig? I kloster. Nu står verden fanme ikke mere" den eneste grund til at man gik i kloster, var for at jage nonner! Noget han også havde formået at gøre et par steder. Nogen gange med mere held end andre.

Logan slæbte de varme drikke og maden ned til bordet, der selvfølgelig skulle være så langt væk fra baren som muligt. Skide fugleskræmsel. Men han nåede derned og fik sat tingene fra sig og kastede sig i sin egen stol, en smule tungt. Ah, en stabil stol var klart at foretrække over en iskold træstub! Logan bælrede af krusset indhold uden at tage meget notis af smagen. Han havde efterhånden fået lidt af hvert udleveret. I de fleste tilfælde smagte det af helvedes til. "Du er blevet blød, hva!" grinede han som han satte kruset fra sig, og trak sin tallerken til sig. "Har du også slået dig ned, siden du har et kvindfolk til at brygge din kaffe?" spørgsmålet blev stilt før han tog en stor solid bid af det kraftige brød og gav sig til at gumle det blødt nok til at blive slugt.

Mitch kunne ikke andet end gengælde den andens latter med en stille en fra ham selv. "Hukommelsen tog sin tid om at komme tilbage. Ikke alt er kommet frem endnu. Ikke alle folk." Han trak let på skuldrene med en raslen fra fjerene til følge. Han havde jo tid nok og hvad havde gemt sig kunne han stadig kun gisne op. Logan burde jo ikke ligefrem have været til at glemme, men alligevel havde han været det til slavetagerens ansigt havde vækket et minde til live.

Et nyt smil krusede hans læber, før han forsøgsvis prøvede den brankede væske og skar en grimasse. Kruset fandt bordet igen med et lille smæld og blev der. Ingen grund til at udsætte sig for mere af det. "Ikke endnu. Hun er en lille størrelse jeg har skræmt livet halvt af. Rigeligt gengældt, vil jeg så sige, da hun bankede ild ud af mine vinger." En ny grimasse fulgte, men glimtet i mørke øjne talte deres eget sprog om hans følelser for den lille rødtop. "Med tiden vil jeg nok. Hvis hun vil, det er." Han smilede atter let, før han lod snakken glide over i lettere baner.

Deres nyhed tog stille af og efterlod dem snart i en mulighed for at høre landsbyens rygter og selv stille lidt spørgsmål. Et enkelt affødende den helt rette oplysning om hvor de kunne tage hen for at finde et af målene på deres liste. Ikke dårligt for en morgen på en kro.