Det viste sig at være nemt at få ud af knægten, hvem han var. Pyralis. Navnet var alt for velkendt for en kriminel som ham. De havde nemlig masser af penge og han var ikke den eneste, der drømte om at få fat i nogle af deres krystaller. Havde han muligheden nu? Og med et kom hans hjerne op med en plan. Drengen var penge værd! Sikkert mange penge værd og han sad lige der, fuld som en allike. Lige til at plukke. Man kunne næsten se krystallerne i øjnene på Randall, som han ikke rigtigt hørte efter, hvad knægten sagde efter at have sagt navnet. 

Hvordan fik han klaret det her bedst? Han var fuld, men ikke så fuld, at han ikke kunne klare en lille kidnapning. Men det var nok ikke en god idé at slynge knægten over skulderen og slæbe ham med på på værelset, ikke i vågen tilstand. Et kort vurderende glimt dukkede op i lejesoldatens ansigt, mens han betragtede drengen en smule nærmere. Han var virkeligt fuld, så mon ikke, at han snart bukkede under for alkoholen? Mere øl. 
"Det lyder vel nok fantastisk. Krofatter, en kande øl mere!" Han viftede med en arm af krofatteren, der staks kom med en kande mere, glad for det godt betalende bord. Denne gang smed Randall krystaller efter kanden, han skulle jo snart være rig alligevel, ikke?

Uden at spørge hældede han op i Mars' krus og derefter sit eget. Han havde ikke tænkt sig at drikke mere, men derfor kunne man godt sætte kruset for munden alligevel!
"Drik! Det er jo en fest det her, ikke?!" Han løftede sit eget krus som invitation og lod som om, at han hældte den søde, stærke drik ned. Han kunne nok holde til et krus eller to mere, men han skulle lige udtænke resten af sin plan også, lidt lidt klar i hovedet skulle han være.

Mars gloede på, hvordan den gyldne drik blev hældt op i hans krus, og han kunne mærke, hvordan det hele vendte sig i ham. Han havde virkelig ikke lyst til at drikke, men han blev jo budt, og selvom Mars var en møgunge, var de gode manere alligevel blevet banket godt nok ind i knolden på ham til, at han vidste, at man ikke takkede nej, når man blev budt. Han var dog noget grøn i hovedet, da han rakte ud efter kruset og satte det for munden. 

Han nåede lige præcis at tage én slurk, inden han vidste, at det havde været en stor fejl. Halsen snørrede sig sammen og munden blev fyldt med tyndt spyt. Mars hamrede kruset i bordet og nærmest kastede sig ud af stolen, inden han stormede i retningen af udhuset, mens han desparat holdt en hånd for munden for at undgå den totale ydmygelse. 

Desværre nåede Mars ikke helt til udhuset. Det var dog ikke den helt store katastrofe; han nåede at sparke døren fra kroen til baggården op og løbe nogle skridt udenfor i aftenluften, da han indså, at han ikke ville nå det, så han vendte sig og nåede lige præcis at læne sig mod den nærmeste væg, da aftenenes ølindtag, samt hans aftensmad, gjorde deres entre på jorden mellem hans fødder. Mars krummede sig helt sammen, mens hele hans krop krampede, som om den forsøgte at vende vrangen ud på sig selv.

Wuups. Randall så problemet så snart Mars havde taget slurken. Nå for den da, der var en, der ikke kunne holde sin øl nede. Han så efter ungen, der næsten så ud til at have fået vinger, så hurtigt spænede han mod bagdøren. Nå, det så ud til, at legen var ovre. Som om, at han havde al tid i verden, rejste han sig fra stolen, trak lidt op i sine bukser, drak en enkelt slurk fra sit krus, nu han havde betalt for den, inden han tog kanden og stillede den på et tilfældigt bord – nok var han ikke en gavebod, men god øl skulle ikke gå til spilde! – og fulgte efter knægten ud bagved.

Han kom derud, lige som han var ved at være færdig og Randall rynkede kort på næsen over lyden. Ikke at den påvirkede ham på nogen måde, han havde tømt sin egen mave for mange gange til, at en andens pinsel satte nogen spor i ham. Med armene over kors lænede han sig mod dørkarmen og betragtede Mars, mens han overvejede, hvad han skulle gøre nu. Mon ikke, at knægten efterhånden var så slatten, at der ville være et minimum af protester, når han trak ham med op på værelset?
”Det er, hvad man får ud af at lege voksen, knægt,” brummede han og lød for et øjeblik pludseligt alt for meget som sin egen far, hvilket fik ham til at gyse umærkeligt. Puh. Nå, det var nu sandt. Med den mængde knægten havde hældt ned, var det hans egen skyld.

”Er du færdig?” Han havde ikke tænkt sig at slæbe en dreng ind, der ikke var færdig med at knække sig. Det var ikke specielt lækkert at have bræk ned ad ryggen, og selvom Randy ikke var sart, var det ikke lige noget, han havde lyst til at opleve. Igen.
Som han stod der, virkede han pludseligt noget mere ædru end inde ved bordet. Han var fuld, jo jo, det kunne han da ikke lyve om, men han havde overdrevet det lidt derinde, en dårlig vane han havde, for så når folk troede, at han var for langt væk til at slås… så var han ikke så let at få ned med nakken, som folk troede. Så hans øjne svømmede stadig lidt, men hans blik var noget mere fokuseret og hans tale noget mere klar.

Mars kunne ikke huske, han nogensinde havde haft det så dårligt, men det hjalp da at brække det mest op, også selvom det føltes, som om det aldrig ville stoppe. Tårer gled ned ad hans næse fra anstrengelsen, og benene dirrede under ham, mens han stod og spyttede.

”Rend mig i røven,” fik han gryntet til Randys kommentar og slog blindt ud med hånden. Han havde det bedre nu, men han var stadig alt for fuld, og han havde svært ved at holde øjnene åbne.

Randall sukkede lidt overdrevent, da Mars bad ham rende ham i røven. Børn nu til dags, lærte de ingen manerer? Da han var dreng, der fik man en røvfuld for at tale sådan til de voksne. Måske ungen her trængte til en røvfuld. Ikke at det var et spørgsmål, for det havde Randall tænkt lige siden drengen havde skålet til ham inde i kroen. Ikke at Randall normalt mente børn skulle slås på, han gjorde det i hvert fald ikke selv, men man kunne måske også diskutere, hvor meget barn Mars var, han var åbenbart gammel nok til at stikke af hjemmefra og drikke til han knækkede sig.

Ikke at det med en røvfuld var aktuelt lige nu, han alt for vag til at fatte budskabet alligevel, og nu var det vigtigere at få ham med op på det værelse, Randall havde betalt sig til for natten.
"Ja ja, så siger vi det." Han tog svaret som, at der ikke kom mere op af knægten lige nu, så han trådte hen og vupti, så var drengen slænget over skulderen som slæbte han på en sæk kartofler. "Nu finder vi en seng til dig." Om han så ville tro det var af Randalls gode hjerte eller ej, det måtte han selv bestemme, men Randall gik i hvert fald ind af bagdøren og op af trappen. En lille smule usikker på benene med den ekstra vægt og sprutten i kroppen, men det lykkedes ham da at lade være med at vælte eller knalde knægtens hoved ind i noget.

Lidt svajende fik han hevet en nøgle på af lommen, inden han skubbede døren op og gik ind. Der var lys nok fra vinduet til, at han kunne styre over og smide ungen i sengen, inden han smækkede døren og låste den. Der stod et lys på bordet, han ret hurtigt fik ild i, inden han vendte sig mod Mars igen. 

"Slip mig," stønnede Mars, da han pludselig blev løftet op og smidt over Randys skulder, men han var alt, alt for svag og fuld til at gøre modtand. Han forsøgte at slå Randy i ryggen, men det blev højst til lidt lændmassage. Han havde ikke kræfter til at gøre andet og forsøgte i stedet for at koncentrere sig om at holde sig vågen, mens han blev båret rundt på. Han var lidt for fuld stadig til at gå i panik, men hans sløvede hjerne gik alligevel i gang med det samme med at forestille sig alle mulige skrækscenarier.

Mars udstødte et grynt, da han landede på madrassen, og han forsøgte at sætte sig op, men det var svært. Hans arms føltes som udkogte nudler, og det lykkedes ham kun lige at få skubbet sig op på albuerne.

"Vil... vil du ikke godt lade være med at voldtage mig, hvis det er, det du...?" snøvlede han. Hans stemme var svag, og der var intet af selvsikkerheden eller arrogancen fra tidligere tilbage i den. Mars var blot en meget fuld, skræmt dreng nu. "D-du må godt tæske mig, hvis du vil, men ikke... vil du ikke godt lade være?"

Drengens ord fik Randall til at se på ham for et øjeblik med øjenbrynene skubbet op i panden og et lidt vantro udtryk i ansigtet. Voldtage ham?! Nok var han pervers, men så syg i roen var han nu ikke!
"Jeg er ikke til små drenge, så slap du helt af." Han gøs kort ved tanken og gik så over til sengen for at hive knægtens sko af. "Jeg har bare tænkt mig at lade sig sove branderten af, mens jeg snakker med dine rige forældre." Så snart skoene var smidt på gulvet, løftede han knejten ordentligt ind på sengen og hev et tæppe over ham. Derefter hev han natpotten frem, så Mars kunne brække sig i den, skulle det være nødvendigt. Der kunne ikke være så meget tilbage i drengen.
"Så sov du bare roligt, du ser ud til at trænge til det."

Vidste man ikke bedre, kunne man næsten tro, at Randall ydede noget omsorg for knægten, men egentligt var det mest bare for at få ham til at sove. Og så alligevel fordi han vidste, hvor meget de små ting kunne betyde, når man vågnede op efter en brandert som den drengen var i. Der var ingen grund til at ungen skulle lide mere end hvad tømmermændene ville gøre ved ham, når han slog øjnene op igen. Nok var Randy kriminel, men han mishandlede ikke børn!

Efter at have puttet knægten, gik han over og smed sig i stolen, der stod ved siden af bordet. Måske burde han binde og kneble Mars, men at drukne i sit eget bræk bag en knebel var ikke noget, han havde lyst til at lade andre prøve. Og han havde lidt en fornemmelse af, at ungen alligevel ikke ville være vågen til at prøve at råbe om hjælp og stikke af. 
Det lykkedes ham at holde sig vågen, til at han var sikker på, at Mars sov, men så gik lyset også ud for ham, hvilket kunne høres på hans snorken. Han vågnede et par gange, kastede et blik på drengen i sengen og sov så videre, ikke specielt behageligt placeret i den hårde stol, men han havde sovet værre steder.

Så snart det begyndte at lysne, vågnede han op, overraskende frisk i forhold til aftenens ølindtag. Med en klagende lyd strakte han sig så hele hans slidte krop knagede. Efter at have betragtet knægten lidt, besluttede han sig for, at der stadig ikke var nogen grund til at binde ham. Vinduet var for lille, døren ville være låst og selv hvis han skulle larme nok til at vække nogen på de andre værelser, var der sikkert ikke noget af klientellet, der gad at stå op for at hjælpe en kidnappet unge. Det var trods alt Hønsehuset.

Så Randall forlod værelset og gik nynnende ud i det tidlige morgenlys for at finde sin vej til den Øvre By. På vejen stak han hovedet i et hestetrug og stjal en stor nybagt bolle fra en bager, så han var lidt mere vågen, når han skulle fortælle familien om deres manglende barn.
Huset var ikke svært at finde. Og der var allerede panik over den manglende søn. Hoveddøren stod åben og Randall bankede på karmen med en kno, mens han stak hovedet ind. En tjener fik øje på ham og han proklamerede, at han gerne ville tale med med husets ejere om deres søn. Snart stod hr. og fru Pyralis og lyttede vantro til Randall, der uden forbehold fortalte dem sit navn og at han var i besiddelse af deres søn. Og nej, han havde ikke snuppet ham fra soveværelset, drengen havde jo nærmest kastet sig i favnen på ham for at drikke ham under bordet. Og nej, han var ikke kommet noget til, selvom han nok ikke ville være frisk, når han vågnede. 
Lidt frækt kaldte Randall sin løsesum for findeløn og han satte beløbet lidt højt, velvidende, at familien kunne betale det. Til sidst bad han hr. Pyralis komme alene med findelønnen på et bestemt lille torv, Randall før havde brugt og som havde nogle gode flugtmuligheder, men han advarede selvfølgelig manden om, at han skulle være der alene, ellers fik han ikke Mars tilbage. Det var ret tydeligt, at hr. Pyralis var rasende og tilbøjelig til at smide Randall på porten, men fru Pyralis ville bare have sin søn tilbage, så Randall gik fløjtende derfra med en aftale om at skulle dukke op med knægten et par timer senere.

På vejen tilbage tog han nogle god omveje og smutveje, for han blev selvfølgelig forfulgt at en af deres tjenere, men han var nem at ryste af. Endeligt var han tilbage på kroen og låste sig ind på værelset.

Mars vågnede flere gange om natten for at brække sig og/eller græde lydløst ned i sin pude. Han var bange, og han stolede på ingen måde på, at Randall ville lade ham gå uden at gøre ham ondt først. Mars havde godt hørt om den slags mænd, og han var overbevist om, at Randall måtte være sådan en. Hvorfor skulle han ellers kidnappe Mars? At man kunne være så desperat eller liderlig efter penge, at man ville kidnappe et barn, det faldt overhovedet ikke Mars ind. Penge havde jo aldrig været et problem for ham selv, så han havde svært ved at forstå, at det kunne være et problem for andre.

Men selvom Mars var bange og havde det dårligt, så var han ikke dum. Han skulle nok slippe løs, og han brugte det meste af natten til at udklække en listig plan. Han lod, som om han sov, da Randy tog af sted den næsten morgen, og så snart døren var blevet låst, rullede Mars ud af sengen. Han drak nærmest hele indholdet i vandfadet ved vinduet og bøvsede højlydt. Han var klar.

Fra under sengen gravede Mars et varmebækken. Det ville naturligvis være bedst, hvis det havde været fyldt med gløende kul, men uden gik nu også. Han tog godt fat i træhåndtaget og stillede sig nu parat bag ved døren. Mars var ellers ikke god til at stå eller sidde stille i længere tid af gangen, men denne gang rørte han nærmest ikke én muskel, mens han ventede. 

Da han endelig hørte en nøgle i låsen, trak han vejret dybt og løftede varmebæknet højt over hovedet. I samme sekund, Randy kom ind ad døren, slog Mars til med at vildt skrig.

Randall var i godt humør, siden hans tur til det rige kvarter var gået så godt. Så da han åbnede døren, var det ikke ligefrem et hyl fra et vilddyr, han havde forventet at høre og slet ikke et varmebækken på vej mod hans hoved. Men trods alt havde han nogle rimeligt gode reflekser og han nåede at løfte en arm som beskyttelse mod slaget, der nok var hårdt, men det var trods alt kun en dreng med tømmermænd, der slog ham, så der skete for én gangs skyld ikke noget alvorligt, andet end at det gjorde ondt.
"Ved Zaladin!" udbrød han forskrækket og flåede varmebækkenet fra drengen. Uden at tænke nærmere over det, slog han ud efter knægtens hoved med det, men formåede alligevel at holde sig selv tilbage, så han ikke slog så hårdt. Det var mest en reaktion af forskrækkelse og selvforsvar, i tilfælde af, at drengen skulle forsøge at gå mere til angreb.

Med foden skubbede han døren i bag sig, inden han smed bækkenet fra sig og greb fat i Mars' trøje foran for at slæbe ham med sig, nu med begyndende vrede i sit ansigt. Nu gad han ikke mere, sådan en møgunge!
"Nu kan det kraftedeme være nok! Her har jeg givet dig en sikker nat i en seng for mine egne penge og så forsøger du at slå mig ned?! Utaknemmelige møgunge!" Han satte sig på sengen og trak Mars ned over sine ben, hvor han lagde en hånd om hans nakke og klemte til for at få ham til at blive liggende. "Som om det ikke var nok, at jeg skulle lytte til dit selvglade, arrogante pis, kun en overbeskyttet rigmandsunge kan lukke ud, hele aftenen!" 

Hans ord blev fulgt af en flad hånd, der hårdt klaskede ned over drengens baller.
"Nu skal jeg lære dig lidt respekt for den almene hårdtarbejdende mand!" Klask. Randall var vred, men mest fordi han var blevet forskrækket over at være blevet angrebet ud af det blå. At han så mente, at knægten faktisk fortjente en røvfuld, det var en helt anden sag og han lagde ikke fingre i mellem.
Klask.
"Nu gør jeg..." Klask. "... dine forældre en tjeneste..." Klask. "... og lærer dig lidt om, hvad der sker..." Klask. "... når man ikke respekterer sine medvæsner!" Klask, klask, klask. "Jeg har da aldrig mødt så utiltalende et barn som dig." Klask. "Du er ikke andet end en lille snothvalp, der har levet i en beskyttet lille boble af krystaller, men nu kan det være, at du finder ud af, hvor uvidende du er om livets hårde sider." KLASK. Det sidste slag gav nærmest genlyd i rummet og Randall kom med en arrig lyd, inden han greb fat i knægtens bælte og fik ham læsset af i sengen. Randall rejste sig og rettede med et træk på sin røde læderjakke.

"Jeg har snakket med dine forældre og vi går ned til din far om en times tid. Utroligt nok var de ved at dø af bekymring over, at du ikke lå i din seng i morges. Hvis jeg var din far, ville jeg sgu være glad for at komme af med sådan en lille møgunge!" Hårde ord, han egentligt ikke helt mente, men drengen havde godt af at høre dem! Stadig irriteret gik han lidt frem og tilbage i rummet, inden han sparkede til varmebæknet, der var endt på gulvet. 

Varmebæknet ramte Mars på siden af hovedet og fik det til at sortne for hans øjne. Det hele svimlede for ham, og han var lige ved at dejse omkuld, da Randy greb fat i trøjen på ham og slæbte ham hen til sengen. Mars var for omtumlet til at gøre meget modstand, men da Randy fik ham ned at ligge på sit skød, var Mars alligevel kommet lidt til sine sanse igen.

"Slip mig!" hvæsede han og sprællede det bedste, han havde lært. "Slip mig, dit perverse svin, slip mig!!!"

Mars gryntede, da hans ansigt blev presset ned i madrassen, og panikken begyndte at sprede sig i hans krop. Han vidste ikke, hvad Randall havde tænkt sig at gøre med ham, om han overhovedet havde tænkt sig at give Mars tilbage til sine forældre, eller om han måske havde andre, mere modbydelige planer. Han gispede, da det første slag landede på hans bagdel. Han var aldrig blevet slået af en voksen før, og det var enormt ubehageligt at være underlagt en anden, større og stærkere person på den måde. Han følte sig lille og hjælpeløs, hvilket kun bidragede til panikken.

"Av, slip mig! Je-jeg vil ha' min mor," hulkede han ned i madrassen. Vreden var forsvundet fra hans stemme, og nu var der kun frygt tilbage. Tårerne var begyndt at løbe fra hans blå øjne og sivede ind i lagnet under hans ansigt i store, våde plamager. "Be' om. Vil du ikke n-nok stoppe?"

Da Randy endelig stoppede, var Mars blevet helt stille udover nogle små klynk, hver gang et nyt slag landede på hans bagdel. Så snart Randy slap ha, krøllede han sig sammen på siden med ryggen mod rummet og græd. Han havde ikke andet at sige eller gøre nu; han lå bare der og græd ind i den pude, han havde snuppet til at gemme sig bag. Hvis der ikke var nogen, der flyttede ham, så havde han tænkt sig at blive liggende

De fleste voksne ville nok føle et eller andet med noget dårlig samvittighed eller en form for beskyttertrang overfor den grædende dreng, men nok gjorde Randall ikke børn noget normalt, men han var heller ikke ligefrem den mest hjertevarme mand og han var af den overbevisning, at børn havde godt af en røvfuld i ny og næ. Han havde i hvert fald ikke taget skade, og han havde fået med bæltet det meste af tiden! Nej, han havde ikke ondt af den grædende dreng, han havde fortjent det.
Så gråden skar ikke i hans hjerte, i stedet var den næsten irriterende at høre på, men det var kun fordi Randall var lidt vred. Så efter nogle minutters traven frem og tilbage, sukkede han opgivende og irriteret og smed sig i den stol, han havde sovet i. De skulle bare vente nu. Så han endte med at finde en lille slibesten frem fra en lomme og give sig til at slibe den lange kniv, han havde siddende i en skede på ryggen. Et eller andet fornuftigt skulle han jo give sig til.

På et tidspunkt besluttede han sig for, at tiden var gået og de skulle videre. Så han satte kniven på plads og rejste sig.
"Nå, skal vi se om din far har mine krystaller eller om jeg skal smide dig i nærmeste brønd?" brummede han, truslen på ingen måde dybtfølt, men han følte den lidt passende. Hvis drengen ikke selv kom på benene, greb Randall fat i nakken af hans trøje og hev ham på benene. Med en greb i nakken af ham lige meget hvad, førte han ham til døren, låste dem ud og låste døren bag dem.
"Hold din kæft og lad være med at forsøge at stikke af, du er snart hjemme igen." Han ruskede kort og advarende i ham, inden han skubbede ham ned af trappen og ud af bagdøren.

Turen til torvet var ikke så lang, og der var ikke nogen, der lagde mærke til manden med drengen. Og de der gjorde, trak bare på skuldrene. Det kunne jo lige så godt være en vred far med sit barn. Ikke noget at blande sig i. Da de nåede frem til det lille torv med en brønd i midten, trak Randy en kniv og holdt den mod Mars' side, så den var til at se. Tilsyneladende afslappet førte han Mars over til faren, der tydeligt nervøs stod og ventede som aftalt. Men Randall var alt andet end afslappet, han havde alle sanser ude i søgen efter farer. Soldater. Byvagter. Hvem der end kunne være bragt med for at stoppe ham i at få sine krystaller. Men det virkede ikke til, at der var nogen, så han gik helt hen til manden med hans krystaller.
"Som lovet, et stykke dreng, i næsten god stand. Det kan jeg personligt ikke stå inde for, at han er næste gang, at han stikker af og finder frem til en kro i Nedre By." Randall løftede øjenbrynene af manden foran sig for at sige, at han burde passe bedre på sin unge.

Lyden af kniven, der blev slebet, gjorde bare Mars endnu mere bange, og han græd endnu mere, for han var sikker på, Randall ville skære ørerne af ham eller slå ham ihjel. Hans ansigt var helt rødt og hans øjne våde og en smule hævede, da Randy endelig hev ham op fra sengen og marcherede ham af sted.

Mars havde virkelig lyst til at stikke af; han vidste, han var hurtig, og måske endda hurtig nok til at kunne læbe fra Randy, hvis han fik god nok fart på, men taget i hans nakke var et problem. Det var stramt og gjorde lidt ondt, og Mars var ikke sikker på, han var stærk nok til at flå sig løs. Og så var der jo også kniven, som Mars godt nok ikke vidste præcis, hvor var nu, men han havde set, hvor stor den var, og han skulle ikke nyde noget af at komme for tæt på den. 

Så Mars gik lydigt foran Randy ned ad gaderne. Tårerne trillede stadig ned af hans kinder, men dog langsommere. Han var fanget mellem at håbe, at nogen, der kendte ham, ville se ham og slå alarm, men samtidig også vidste han, at han ville dø af skam, hvis nogen så ham marchere ned ad gaden, mens han tudede. 

Da kniven kom frem og blev presset mod hans side, var Mars ved at tisse i bukserne af skræk. Han var aldrig blevet truet på den måde med et våben før. Drengene i skolen havde højst truet ham med tæsk, og så kunne han true tilbage med det samme, men det her var skrækindjagende.

"Papa," hviskede Mars, da han endelig så sin far, og han slog blikket ned i skam. 

Demitrius Pyralis så på Randy med tydelig afsky i blikket og ansigtet, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han ikke havde tænkt sig at betale for at få sin søn tilbage. Men Demitrius fiskede en læderpung frem fra sin frakkelomme og holdt den ud mod Randall.

"Tag din betaling, din usling," sagde Demitrius i en stemme, der dirrede af raseri. "Giv mig min søn tilbage som aftalt."

Mandens udtryk var fyldt med vrede og afsky, hvilket overhovedet ikke rørte Randall. Han var vant til at blive set på som det værste afskum og han var ligeglad. Fuldstændig. I stedet gled hans blik straks til pungen og han kunne allerede mærke den købte dames krop i mod sin, hvilket krystallerne ville gå til samme aften. Mere sikkert end at blive på kroen, han ikke ville tage tilbage til foreløbigt. Men der var også så mange andre at vælge i mellemtiden.
Ordet usling fik et lidt surmulende udtryk frem på Randalls ansigt for et kort øjeblik, inden han han hurtigt skubbede drengen ind i farens favn og snuppede pungen ud af hånden på ham. Roligt bakkede han et par skridt, mens han hurtigt åbnede den, hældte findelønnen ud i hånden og så efter, at det hele var der. Tilfreds røg krystallerne tilbage i pungen og han lukkede den, hvorefter den forsvandt et ukendt sted hen på hans krop.

"Du burde sige tak, der var i hvert fald to af de andre på kroen i går, der sendte knægten blikke, og jeg ved de ville skære halsen over på ham, når de var færdige på ham." Det var sandt. Han kendte de fleste af gutterne nok til at skille skidt fra kanel og det havde været skidt, der havde siddet i hjørnet i kroen i går aftes. Han trak på skuldrene og hev en anden pung frem fra et gemmested. Mars' pung, stadig godt fyldt med krystaller.
"Heldigt for ungen, er jeg bare efter krystallerne. Som han viftede godt rundt med i går." Et smil gled over hans ansigt, inden han vinkede til drengen og vendte rundt for hurtigt at forsvinde fra torvet. 

De næste par timer brugte han på at tage smutveje og se sig over skulderen, men der var ikke nogen efter ham, så til sidst endte han på det lille velkendte bordel, der altid med glæde tog i mod ham, gav ham et bad og sørgede for at han var en mæt og tilfreds kunde, inden han kunne vælge og vrage i lystige damer. Ah. Endeligt noget, der var lykkedes uden problemer. Måske den gamle byvagt havde ret, at han skulle passe lidt bedre på sig selv, det fik tydeligvis hans planer til at udfolde sig som de skulle.

Den aften var Randall en meget tilfreds mand, der havde glemt alt om den lille møgunge. Han var ikke hans problem.

// Out

Mars gik hurtigt hen til sin far, så snart Randall slap ham. Han skammede sig så meget, at tårerne begyndte at trille igen, og hans ører blev helt røde. Han forventede en skideballe, men i stedet mærkede han sin fars finger under sin hage.

"Min store dreng," sagde Demetrius blidt og løftede Mars' hoved lidt, så de så hinanden i øjnene. "Hvad er det med dig?"

"Undskyld, Papa," snøftede Mars. "Undskyld, jeg-"

Men før Mars kunne sige mere, blev han hevet ind i sin fars arme.

"Nu går vi hjem," mumlede Demitrius og strøg over Mars' krøller. "Vi har mad klar til dig."

Mars tog sin far i hånden og sjoskede slukøret hjem. Mars' mor havde altid været den skrappeste af de to, og hun skældte også Mars ud og sendte ham i bad, efter han havde spist. Mens han lå i sin seng for at falde i søvn den aften, lovede Mars sig selv, at han nok skulle få ramt på Randy en dag.