Hendes elegante fingres leg hen over hans skulder gjorde Renaél utroligt bevidst om hendes nærhed, og han håbede, at det betød, at hun havde lyst til at røre mere ved ham. Smilet var som malet på hans læber - umuligt at få til at stoppe. Hvilket under, at han var taget herhen i stedet for at lade sig overtale til kedeligt arbejde!

"Selvfølgelig." Sagde han og rejste sig hastigt for at følge efter hende, teen glemt på bordet. Solen ramte dem begge uden for huset og han stirrede et øjeblik på hendes hår, der tog sig ekstra godt ud i lyset. Det kunne muligvis blive lidt svært at koncentrere sig om havearbejdet..

Han sled blikket væk og kiggede rundt på bedene - eller rettere sagt, afmærkningerne af, hvor de skulle være. Han vidste lidt om det, for han var trods alt opvokset blandt folk, der arbejdede side om side med skoven, og selv om de fleste elvere foretrak at lade planterne gro, som de ville, blev der indrettet små urtehaver rundt omkring.
"Der er da gjort fint klar." Sagde han, selv om hjertet sank en lille smule i livet på ham ved tanken om alt det hårde arbejde. "Har du noget, vi kan gå i gang med at plante med det samme?" Spurgte han gjorde et lille kast med hovedet mod de afmærkede områder.

Alt den opmærksomhed som han gav hende - næsten uforbeholden - gik på ingen måde, den meget forfængelig prinsesse forbi. Nej, det behagede hende ganske meget - og derfor var det også ganske svært, at lade denne chance gå hende næsen forbi. For hvor tit, fik man ellers besøg, af smukke elvermænd, der så frivilligt ville hjælpe en stakkels kvinde i nød?
Derfor, lagde hun hellere ikke skjul på, at hendes øjne havde ligget på den velformede bagparti - da han vente sig rundt, og spurgte ind til haven. 
“hmm?” Mumlede hun en smule fraværende, inden at hans ord endelig lagde sig - “Oh!” Udbrød hun, som hun drejede elegant rundt på foden, og gik hen imod en lille trækvogn, der havde skovle og andet brugbart i sig. Eller, hun måtte indrømme at det eneste hun kendte navnet på, var den store skovl der stak ud - resten var næsten som topalis for hende. 
Hun lod fingrene gribe omkring det dække, der havde ligget hen over vognen - for nok at beskytte de planter der skulle plantes. Der lå - hun var slet ikke sikker på, hvad planterne hed. Og en kurv med frø i? “Ja..” mumlede hun og lod fingrene glide igennem det blålige hår. “Jeg tror - det her var meningen de skulle plantes?” Kom der endelig fra hende, som hun vente sig med en spørgende og smilende mine mod Renaél. “Ser det rigtigt ud?”

Det gik ikke Renaéls opmærksomhed forbi, at Azura havde benyttet lejligheden lidt til at kigge ekstra godt på hans krop, mens han stod og betragtede haven, og et smørret smil begyndte at brede sig om hans læber. Måske var havearbejdet alligevel det hele værd!

Han luntede derfor også ganske villigt efter hende hen til trækvognen (og benyttede lejligheden til at kigge lidt på hendes velformede hofter og bagdel på vejen), inden han tog bestik af haveredskaberne. Han kendte en smule til det, som også elverne brugte, og skyndte sig derfor at lyde meget vidende, som han tog et par af redskaberne op, nævnte dem ved navn og nikkede selvsikkert.

"Åh ja .. helt sikkert." Han inspicerede planterne lidt - de så ud til primært at være lokale blomster og urter, som han var mere eller mindre bekendt med. "Bare lad mig.." Solen skinnede ret kraftigt ned på dem, og han tog derfor først sin kofte af og hang den på siden af vognen, så overkroppen var bar ned til hoserne, der var holdt sammen af et flettet bælte. 
"Det bliver nok varmt.." Undskyldte han sig med et skuldertræk og et lille blink med øjet, inden han tog fat i en kasse med planter og begyndte at slæbe den hen mod bedene. Det viste sig hurtigt at være ret tungt, og han blev pludselig ret glad for, at han havde valgt at smide koften.. selv om det bestemt også havde været for, at hun havde noget at kigge på.

Det havde i sandhed været en fantastisk dag, at vågne op til. Ikke nok med, at en ganske flot ung elver var kommet forbi. Nu gav han hende også en lille forestilling? Hvad mere kunne en kronprinsesse ønske sig, sådan en kedelig dag som i dag. 
Hun lagde hellere ikke skjul på, hvordan at hendes blik gled ned over hans krop, som han havde trukket koften af. Ikke dårligt udsyn han gav hende, slet ikke dårligt. 
Hun gav en lille grin fra sig, da han undskyldte sit træk med; at det nok ville blive varmt. Ja, det var trods alt en varm dag, sådan som solen stod ned fra himlen. Men hun kunne godt gennemskue, at der bestemt måtte være andet bag. Især den måde, hun havde lagt mærke til hans blikke imod hendes skikkelse. Ikke at det gjorde hende noget, man var vel blot en kvinde.

Hun fugtede sine læber, som hun lagde hoved på sned, og betragtede ham i starten, hvor han blot gik i gang med arbejdet. Om det blev gjort godt eller dårligt, var hun egentlig ganske ligeglad med. Hun nød bare, at have nogen der gjorde det for hende. Og gav hende noget pænt at kigge på samtidig med. Hun havde trods alt kedet sig noget så frygteligt, siden at Morgoth var taget ud på hans rejse. Mon han ikke snart ville komme tilbage igen?
Som hun tænkte denne tanke, kom hun i tanke om, at hun hellere måtte være en god værtinde.
"Ved du hvad, jeg henter dig lige noget koldt og drikke også! Er der noget andet du kunne.. hm, tænke dig?" spurgte hun med et charmerende smil, inden hun blinkede og bevægede sig indendørs for at hente noget køligt - og hvis der var andet,  han kunne komme i tanke om. Ville hun også tage det med til ham.

Sammen med varmen der overrumplede halvdæmonens krop, følte han trætheden. Morgoth havde ikke følt den i himlen, som han havde fløjet fra østen til syden, men som grunden under ham nærmede sig idet han ganske langsomt landede på jorden, eget af elemental prinsessen, da mærkede han trætheden indtage hans krop. En træthed der greb om sig, idet han trådte ind over dørtærsklen til Azuras lille hjem og lod sin skikkelse følge den velkendte gang, der ledte ham dybere og dybere ind i huset. Han fæstnede hånden imod dørgrebet, der ledte til det lille værelse Azura havde tildelt ham i sin tid og lagde da an til at træde ind — men noget standsede ham. Var det lyden af flere stemmer? Og ikke blot Azura?
Morgoth slog blikket nedad gangen da med rynkede bryn, og et anelse stift ansigtsudtryk. Havde han været så træt, at han ikke havde ænset andres tilstedeværelse end sin egen? Han slap grebet omkring håndtaget, idet han langsomt - forsigtigt måske endda - bevægede sig ned ad gangen. Halvdæmonen sagtede farten idet han bevægede sig forbi vinduet, der ledte ud til bagsiden af huset, ud til køkkenhaven hvori han hørte henholdsvis prinsessen og en anden. En stemme han mindes at have hørt før; en stemme han kunne pådutte et ganske, ganske gammelt minde. Dette minde var dog begravet så langt væk, at han ikke kunne hægte hverken ansigt eller hændelse på stemmen.
Men et ansigt (for ikke at tale om (over)krop) blev dog hurtigt påduttet den stemme, som halvdæmonen havde kunne høre ganske svagt fra husets indre. Og med ét havde anspændtheden forladt halvdæmonens krop - og iøvrigt blevet erstattet af en kortfattet tanke:
Åh. Ham.
Morgoth kneb øjnene sammen, ude af stand til at holde et sælsomt smil tilbage på sine læber, idet han snedigt og lydløst som en kat, passerede vinduet. Var det varmen der havde steget ham til hovedet - sammen med trætheden der havde et fast greb omkring hans krop og sind? Hvorfor følte han grund til, at prøve at smide smilet på sine læber med en vag hovedrysten? Det var trods alt ikke første gang, at halvdæmonen havde kastet sine øjne på en mands glinsende overkrop. Havde galskaben sammen med hans alder endelig indhentet ham?
Halvdæmonen sænkede farten i sine skridt, som han nærmede sig køkkenet. Smilet på hans sorte læber, voksede stødt idet hans blik henlagde sig skikkelsen i rummet, der udformede sig foran ham. Som hans isblå øjne gled henover Azuras skikkelse, og til sidst lagde sig imod hendes ansigt, mærkede han følelsen der havde bosat sig i hans krop de første mange dage fra den kvindelige elemental. Han havde savnet hende, havde han ikke?
“Jeg håber ikke, at jeg forstyrre —“
Det varme tandsmil nåede halvdæmonens øjne, som han talte ganske stille imod Azura. Hans øjne flyttede sig langsomt fra hende, skævende imod Renáels igennem køkkenets vinduer ud til køkkenhaven. Han rynkede brynene, ude af stand til at tilbageholde blikket der vaskede sig henover hans øjne. Et blik der stemmede overnes med hans tonefald, som han talte:
“— dig og dit nydelige selskab?”
Som Morgoth flyttede blikket fra den halvnøgne skikkelse, og atter lod øjnene fæstne imod Azura, gjorde han klar til hvordan dette næsten mærkværdige øjeblik måtte udforme sig, for dem alle. 
"Det er godt at se dig igen, Azura."

Det var efterhånden ganske tydeligt, at det ville blive ham, der lavede alt arbejdet - og arbejde var ikke rigtig noget, der huede den unge elver særligt meget. Det eneste han kunne håbe på var, at slid og slæb i haven ville imponere Azura nok til, at han også kunne få nogle goder ud af det. 
Han fortsatte med at tænke på hendes veldrejede krop, mens han pustende satte plantekassen ned og gik hen efter den næste. Det var hastigt begyndt at gå op for ham, hvorfor han plejede at gøre sit for at undgå den slags arbejde hjemme ved healerhusets urtehave..

"Tak som byder. Og nej, jeg sætter bare pris på selskabet." Sagde han muntert efter hende, ladende som om han slet ikke havde noget imod det hårde arbejde. 

Han besluttede sig for, at nu hvor hun var gået ind i køkkenet, skulle hun i hvert fald have noget at se på fra vinduet, og han gav sig derfor i kast med bedet fra en vinkel, hvor man kunne tage et rigtig godt kig på hans lille, velformede elverbagdel.
Inde i huset blev der talt så dæmpet, at selv hans skarpe elverører ikke opfattede det, og for nu var han ganske uvidende om den nye gæst...

Hun var blevet en anelse optaget af at hente den kølige søde te, fra spisekammeret. Det var trods alt lavede sådan, så madvare kunne holde sig i længere tid end normalt - og foruden at hente kølende drikkevare - var det ganske distraherende, da de blå øjne kiggede ud og så - en meget velformet bagdel. Hendes ene bryn gled op, som hendes smil blev større. Den unge elver, vidste tydeligt hvordan han skulle placere sig selv, sådan så fik folks opmærksomhed. Og det morede hende. Så som hun stod der med en glas kande og glaskrus til. Havde hun ikke hørt at de havde fået gæster - mest fordi hun havde været optaget, men også fordi at Morgoth havde sænket sin hastighed. Hans fodtrin kunne derfor ikke høres, af den ellers normale opmærksomme luft elemental. 
Så da stemmen ramte hendes øregang, der tabte hun det hele på det fine hvide marmor gulv. “Iiih!” Skreg den unge kvinde, som hun hoppede op i luften - og blev hængende. 
Med store øjne rettede de sig mod stemmens ejermand, og udtrykket i ansigt gled fra at være skræmt til unægtelig glæde. Han var kommet hjem - og følelsen af hvor meget hun havde savnet ham. Den ramte hende lige så hårdt som nordvinden i hendes hjemland. 

“Morgoth” sagde hun næsten lydløst, som smilet bredte sig hen over hendes læber; hendes fødder satte sig sikkert på de kolde marmor gulv igen. Inden hun med en glidende bevægelse gled over til ham og lod armene ligge sig omkring hans talje. Hoved presset mod hans brystkasse - og for en kort stund, glemte hun alt omkring hendes gæst. Omkring hans spørgsmål - det eneste hun tænkte på, det var at trække hans duft ind i hendes næsebor. Så hun lukkede øjnene, og lukkede armene lidt tættere omkring ham. 

Halvdæmonen kunne nemt havde forudsagt, at han ville forskrække den kvindelige elemental. Fra det øjeblik han havde kastet sine øjne imod Azura, havde Morgoth set hendes opmærksomhed var henlagt et andet sted end hos ham. Som hans øjne havde fanget Renáels struttende bagparti, var blevet trancebundet for en stund måske endda, havde hendes ligeledes hvilet der. Han bebrejdede hende ikke - det var næsten som om, at elveren ønskede opmærksomheden.
Denne tanke, åbenbaring faktisk, fik halvdæmonen til at hæve det enkelte af sine bryn. Var det en begejstring eller noget mere bittersødt, der formede sig i hans mavecenter? Han var alt andet end sikker.
Som Azuars skrig overrumplede Morgoths tankecenter, vendte hans opmærksomhed atter tilbage til husets køkken - til hende. Han lagde an til hvad end der måtte komme, men endte med at skifte holdning, så snart Azura fløj imod hans skikkelse. Halvdæmonen slog armene ud, ude af stand til at tilbageholde den boblende latter der satte sig i hans hals. Som han greb hende, mærkende hendes hoved imod sin brystkasse, stødte han læberne imod hendes pande. Om nok havde halvdæmonen rejst ud for at vende hjem, men som han stod der, prinsessen i sine arme, stod det ham ganske klart: hans hjem fandtes i hans arme.
Tanken fik hans latter til at ophøre, hans smil til at blegne. Men sammen med Morgoths udtryk, måtte dén ophøre. Han måtte slippe tanken for en stund.
“Det lyder næsten som om, at du har savnet mig?”
Halvdæmonen hviskede sagte imod elementalens hår. Han løftede ansigtet, først grænskende Azuars skikkelse - for da at kaste blikket imod udgangen til køkkenhaven. Hendes skrig, glasset der smadredes imod gulvet under dem — det kunne umuligt ikke drage andet end opmærksomhed.
“Jeg forstyrre ikke, vel?”
Morgoth øjne dragede sig imod Azuras, gestikulerende ganske let med en nikken, imod hvor Renáels skikkelse havde været.
Han burde skjule sig - gemme sig for elverens øjne, men denne gang. Denne gang valgte han, at gøre alt andet end hvad han burde.

Et smørret smil havde dannet sig på Renaéls læber, mens han tog sig rigtig god til, bøjende sig over beddet. Han kunne lige se for sig, hvordan Azura i køkkenet rigtig nød synet. Langsomt rettede han sig op og vendte sig om, så også den bare overkrop ville være tydelig fra køkkenet .. han havde ikke brugt al den tid på mavetræning for ikke at udnytte det.

Vent.

Han stivnede, som lyden af et skrig kom fra køkkenet efterfulgt af glas, der blev smadret. Nu fik den unge elver for alvor fart under fødderne, som han styrtede tilbage til huset og smækkede køkkendøren op! Det var ikke gået op for ham, at det var en glædesudbrud - tværtimod var han ganske overbevist om, at noget eller nogen var brudt ind for at overraske den stakkels frøken Azura, og nu måtte han forsvare hende!

Han håbede bare ikke, at det ville være imod noget alt for farligt..

"Slip hende øjeblikkeligt!" Råbte han mod den mørkhårede skikkelse, der så ud til at have Azura i et fast greb. De ganske få sekunder han brugte på at oritentere sig, fik det ikke til at gå op for ham, at det snarere var en omfavnelse, der foregik mellem dem to..

Savnet ham? Hendes vanlige klokkeklare latter brød frem over hendes læber, som hun rystede drillesygt på hendes hoved, og lod en finger glide hen over hans næse ryg.
“Du formår altid og irriterer mig på de bedste måder.” Hviskede hun svagt over hendes læber, som hun så nikkede, mens hun tog en dyb indånding igennem næsen. “Selvfølgelig har jeg savnet dig.” Mumlede hun, og skulle lige til at spørger hvor han dog havde været. Hvorfor der var gået så længe, høre hans historie. Hun ville vide alt! Og var så optaget omkring hendes eget ønske, at det var først da han spurgte, om han forstyrrede - at hun kom i tanke om, at der jo var noget hun havde glemt.
En elver rendte jo rundt i hendes have i dette øjeblik, en mand som der valgte at smække køkkendørene op og træde ind. Befale at han slap hende, og hun kunne ikke andet end at le, som hun vente sig mod ham. “Årh jeg beklager Renaél at jeg sådan forskrækkede dig!” Sagde hun og trådte ud af favnen hos Morgoth. “Det overraskede mig blot, at manden der også bor på gården valgte at komme hjem i netop dette øjeblik. Ser du, han har været væk et stykke tid.” Hendes øjne lagde sig på skovlen som Ren havde i hans hånd, den lille skovl der gjorde det nemmere at plante med. “Øh, jeg tror ikke du har behov for den..” sagde hun med et lille fnis, som hun flød over mod ham og tog den ud af hånden. “Teen er snart færdig... så kan i jo lige hilse på hinanden imens.”

Det var en varm latter der lød fra halvdæmonens hals. For en kort stund følte han ikke udmattelsen i sin krop - ikke når elementalen så sådan på ham. Morgoth kunne ikke tilbageholde et smil, man kun kunne beskrive som værende legesygt, på sine sorte læber, idet hans øjne granskede den kvindelige skikkelse i sine arme. Han sukkede tungt, næsten lettet, ved hendes ord. Han havde også savnet hende — et faktum han ville have ytret sig omkring, havde det ikke været for stemmen der skar igennem det lille køkkenrum. Det var med et ryk at halvdæmonens øjne forlod Azuras ansigt, og i stedet plantede sig ganske fint på Renáels.
For et kort øjeblik tvivlede Morgoth på hvad hans øjne så. Azuras ord, hendes forskring til Renéal, bragte ham yderligere i tvivl. Og så alligevel kunne han høre sig selv tænke ganske sagte, med et underligt skævt smil hvilene i sin ene mundvige: truede han ham?
Uanset hvad svaret på hans spørgsmål var, endte han med at trække armene til sig. Han lod den enkelte hvile på sin lænd, og den anden den strakte ham fremad - fremad i en hilsen, som han trådte fremad imod Renáel. Måske hvis han forholde sig helt afslappet, så smittede det af på elveren foran ham - måske undgik han helt at Renáel fandt genkendelse ved hans ansigt. Det var at strække den, måske var det endda på grænsen til at være direkte idiotisk, men halvdæmonen var for træt. Han var for træt til andet end blot at håbe:
“Jeg håber ikke denne — misforståelse! Skal spolere eftermiddagensteen fuldkommen. Det var ikke min mening at forskrække Dem — Renáel, var det?”
Hans stemme var, trods dens dybe, ganske mild som han talte imod den mandlige skikkelse foran sig - nu langt tættere på, end for få øjeblikke siden. Afventende Renáels reaktion, lagde halvdæmonen sagte sit hoved på skrå. Seende dybt ind i blågrå øjne med sine isende.

Den tydelige latter i Azuras øjne fik Renaél til omgående at falde lidt ned .. og føle sig skamfuld over, at han sådan var brast ind ad døren. Derefter gled blikket videre til den nyankomne "gæst" uden at skyggen af genkendelse faldt over de gråblå øjne. 
"Manden der også bor på gården" - Hvad skulle det betyde? Deres tilsyneladende tæthed gjorde Renaél en smule nervøs, for han havde jo lige stået og gjort sig til i håb om, at Azura ville .. nåh ja. 

"Øh, selvfølgelig.." Mumlede han og stillede hastigt skovlen fra sig ved døren. "Te ville være godt." 

Det var ikke så meget reelt havearbejde han havde nået at lave, når det kom til stykket, men den smule lyst han havde haft tilbage til at stå og svede var fuldstændig forsvundet ved ankomsten af "Manden der også boede på gården."

"De må undskylde jeg sådan kom brasende." Skyndte han sig at sige, henvendt til manden, hvis tonefald af en eller anden grund fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, på trods af den tilsyneladende venlighed i hans ord. "Jeg blev bare forskrækket, da jeg hørte et skrig herindefra.."

Vent havde hun sagt te? Hun grinede lidt af sig selv og rystede på hoved, hun var jo i gang med at lave noget køligt og drikke til dem. Ikke mere varmt! 
“Hov, jeg mente vidst at isteen er færdig - ikke færdig, jeg lavede den for noget tid siden. Den er hentet! Sæt jer ned, så skal jeg nok hente det til jer.” Hun hostede en anelse nervøst og rystede på hoved, som hun satte tingene frem til dem begge. Lige som hun åbnede munden for igen at sige noget, eller prøve at lave en bedre stemning end den akavet der var listet ind mellem de tre mennesker. Hørte hun hvordan det bankede på døren. Hendes bryn knyttede sig mod hinanden, som blæsten langsomt drev den højlydte banke afsted - trods for at de to andre nok ikke ville høre noget af den, nu når det var så langt væk.
“Lyder som om vi har flere gæster - nogen af jer der har inviteret flere forbi?” Kom der som en dum joke, inden hun med brændende lilla kinder skyndte sig hen mod hoveddøren. 

Da hun åbnede den, så hun hvordan to lyshåret elver stod bag den. “Hej, kan jeg hjælpe jer med noget?” Spurgte hun en anelse skeptisk og hævede sit ene bryn. “Det kan de måske, må vi komme ind?” Hun virkede ikke helt villig til at efterkomme deres ønske. Men valgte alligevel at åbne døren helt og slog hånden ud for at vise dem de var velkommen. 
“Jeg har ændre gæster i køkkenet, i er velkommen til at komme med - hvad er jeres ærinde?” Efter sidst, hvor nogle ret ubehøvlet lysetskriger havde besøgt hende. Var hun meget påpasselig med hvordan de bevægede sig, som de nikkede og fulgte med hende ned til køkkenet. 
“I er måske her for jeres ven?” Spurgte hun indledende, da ingen af dem havde forklaret hvorfor de var der. Og hellere ikke før de var i køkkenet, havde de sagt noget, som de blot stod og kiggede opgivende på den blonde elver.

Halvdæmonen rynkede brynene undrende, som Renáel ikke tog imod hans hilsen. En handling, eller mangel af handlig, han ikke lagde megen tanke i – udover en mild undren. Han trak derfor sin hånd tilbage, knyttet som han placerede denne bag sin ryg. Morgoth sænkede sit blik, undladende at lade sine øjne hvile for længe imod skovelverens. Indtil videre havde han ikke ænset nogen form for genkendelse i Renáels blik, eller en anden reaktion der måtte indikere han vidste hvem halvdæmonen var. Morgoth takkede, hvilken som helst gud der end måtte vove over hans skikkelse i dette øjeblik.
”Hm?”
Halvdæmonen var for en kort stund forsvundet ind i sit eget tankemylder. Han trådte hen ved siden af Renáel, ladende sine isende øjne hvilke kortvarigt imod skovelverens skikkelse, som han lyttede til ham tale – lyttende til de få ord, han ikke havde misset.
”Undskyld endelig ikke,”
Svarede han med et mild tandsmil, prægende de sorte læber. Han vendte øjnene imod Azuras skikkelse, seende hende an som han talte: ”De havde jo blot til hensigt at beskytte den stakkels, stakkels kvinde.”
Tonefaldet i halvdæmonen stemme lød underligt useriøst; legende. Det virkede næsten som om, at han ikke mente det – som om han vidste, at Azura med stor sandsynlighed ville kunne klare sig ud af de fleste situationer selv.
”Tænk ikke på det.” 
Afsluttede han endeligt, som han aflagde et klap imod skovelverens ene overarm, idet han trådte bagom hans skikkelse og henad imod bordet for at sætte sig. Han standsede dog sine skridt, seende hen over sin egen skuldre idet han hørte Azura tale. Flere gæster? Dette fik halvdæmonens trætte øjne til at kaste et stift blik imod gangen han netop så elementalen forsvinde nedad – nedad imod frontdøren til huset. Som han hørte hende åbne døren, tale imod hvem end hun bragte med sig, stivnede hans skikkelse. Hvorfor stak han ikke halen mellem benene, ud ad døren og væk? Han vidste det ikke. Han vidste blot, at han denne gang – sammenlignet med den sidste gang de fik uventet besøg – der var han bevæbnet. Det var derfor med en sagte bevægelse, han lod den enkelte af sine hænder hvile imod sværdskæftets top.
Uden at tale, så halvdæmonen hvordan de to elvere trådte ind i køkkenet, seende imod skikkelsen foran sig. Måske ville heldet endnu engang tilsmile ham? 

Renaél kunne nærmest føle på akavetheden i luften. Han forsøgte at skyde brystet lidt frem og se lidt mere imponerende ud, end han egentlig var, over for den fremmede mand som Azura tilsyneladende var så begejstret for.
Klappet på armen og tonefaldet var på grænsen til at lyde nedladende, og selv om Renaél stadig ikke helt kunne forklare, hvorfor manden fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, sendte han alligevel et lidt halvskulende blik i hans retning.

"Isté lyder .. virkelig godt." Sagde han halvhjertet, men så kom bankene på døren og han kunne mærke et ubehageligt sug i maven ved synet af elverefolkene, der pludselig var dukket op.

"Renaél Runeldth!" (hvorfor brugte de altid hans efternavn, når de var sure på ham?) "Vi var ved at blive bekymrede fordi du havde været så længe væk på din urtesamlingstur. Der er brug for dig tilbage i lejren."
Stemmen var smældende og elveren krympede sig automatisk lidt. De så virkelig sure ud, som de gloede fra Azura til den blege mand uden så meget som at hilse på. Lidt slukøret gik Renaél hen mod dem og mærkede en let hånd på skulderen, der begyndte at navigere ham ud af døren med et fest greb. Den anden elver blev stående for at nedstirre den blege mand, hånden ligeledes svævende over sværdskæftet.

"Jeg takker for gæstfriheden, frøken Azura, det var en fornøjelse!" og elveren, der havde fat i Renaél gav hende et afmålt nik og et "Beklager ulejligheden, frøken."

Azura sugede læben ind og prøvede ihærdigt ikke at grine over situationen der udfoldede sig, stakkels Ren var i mange problemer så det ud til. Men mon ikke hun kunne gøre det lidt bedre for ham? Da han takkede farvel og de andre to elver undskyldte ulejligheden rystede luftelementalen på hoved. "Bestemt ingen grund til at undskylde, det var en fornøjelse at at have Renaél på besøg" sagde hun med et smil og blinkede til ung elveren. "Han har lært mig meget om urter, og jeg håber da han kommer på besøg igen - inde for den nærmeste fremtid" lo hun og vinkede dem afsted. Hun lagde armene over kors og vente sig mod Morgoth og løftede sit bryn. "Jeg glæder mig til at høre om hvordan din tur gik, men det må være til en anden dag, jeg skal tilbage til byen og sørger for der  kommer nogen at kigger på taget i te stuen, det fossede ind med vand forrige uge!" mumlede hun en anelse fraværende som hun svævede ned af gangen til soveværelset for at iføre sig noget mere - præsentabelt tøj.