Faust afbrød et kort øjeblik sin undersøgelse af vægmalerierne for at betragte Tia, der kom flyvende og satte sig på Leopolds skulder. Det var fascinerende, at fuglen havde knyttet så tæt et bånd til den unge mand. Og godt det samme - Faust var ikke sikker på, at Leo havde nær så godt af at være alene hele tiden, som han selv mente, han havde. Tia var en god følgesvend på rejser som disse. Naturligvis havde Fausts hænder særligt kløet efter at undersøge medalionen, som tilhørte føniksen, da han først var blevet introduceret for fuglen. Som altid drejede vampyrens interesser sig mere om de døde ting, end de levende.

Han lod vægudsmykningen være og gjorde atter klar til at følge med Leo, mumlende halvt for sig selv - halvt til sin rejsekammerat. "Når dværgerunerne er blevet sikret, må vi sende et hold arkæologer herned.. ikke dem, Lyset holder sig, naturligvis, eventuelle værdigenstande skal gå til os og ikke de tåbelige mennesker, tronen kunne finde på at forære dem til." Tanken om at forære nogen som helst noget uden at tage penge for det, foragede tydeligvis vampyren. 

Han holdt sig tæt bag Leopold, forsigtig efter sammenstødet med fælden ved indgangen. Hans mørke øjne, let glitrende i det svage lys fra Tia, sugede alle indtryk til sig på vejen. 
Da de nåede døren trådte han lidt frem uden at røre ved noget, mens han studerede skrifttegnene. "Aha - det ceremonielle kammer!" Udbrød han tilfreds, mens han vendte sig mod Leo. "Lad os få døren åbnet!"

Det var altid noget at Leos evne var at snakke med dyr og ikke at læse andres tanker, for hvis han havde hørt at Faust mente at han ikke havde godt at være så alene som han var uden en følgesvend, så var Leo nok begyndt at brokke sig. Han havde altid været alene, og selvfølgelig ville der intet ske ved at være alene, men det var nok også fordi at han allerede havde glemt hvad det ville sige at være alene. I disse dage var Tia der altid, og det med at sidde i en kold grotte alene, uden nogen at snakke med om det man havde oplevet. Det var bare ikke noget der skete mere.

"Naturligvis, selvom jeg tror det er begrænset hvor mange værdigenstande der faktisk er herinde," indrømmede Leo. Det var ikke som om at hans evne gik helt amok. Der var nogle enkelte steder den trak ham mod, men det var ingenting i forhold til andre ruiner han havde været i. Dette her var nok mere et spørgsmål om alt den viden der var hernede. Noget som ikke blive kvalificeret som skatte, hverken for Leo eller hans evne. 

De havde ikke stået mange øjeblikke foran kammeret, før at Leo kunne mærke hvordan Tia bare virkede til at få det dårligere, som om at der var noget der bare ikke sad rart ved føniksen. "Er du okay?" spurgte han og han strøg en hånd over Tias hoved.
"Det føles mærkeligt... og ubehageligt..." var svaret, og Leo kiggede oprigtigt bekymret på døren.
"Er det... døren?" Et hovedryst fra Tia. "Okay, lad os prøve at åbne den og se om vi kan finde ud af hvad der går det." svarede han blidt til fuglen, før at han rettede blikket mod døren.

Først tjekkede han for eventuelle mekanismer der havde tænkt sig at grillstege ham, eller på anden måde nægte ham adgang, men da dette ikke skete, skubbede ham dørerne op, som nærmest svang op af sig selv, til trods for at de var heftige sten døre. De kunne nu se ind i det ceremonielle kammer.

"Det er ikke værdigenstande, der er vigtigt." Halvhvæsede vampyren. "Det er runerne! Uvurderlige, glemte skrifttegn.. et magisk sprog. Ikke som det, dværgene bruger i dag." Det var altid sørgeligt, som civilisationers magi med årene døde ude, blev mindre kraftig og de gamle artefakter gemt og begravet. Det var som om, man i dag ikke var i stand til at praktisere nær så magtfuld magi.. Hvis bare Faust vidste, hvordan de ældste artefakter var blevet skabt. 

Hans blik hvilede på Leo, der arbejde ved døren i halvmørket. Han bemærkede den korte kommunikation, der foregik mellem den unge skattejæger og hans føniks, og han rynkede brynene. "Er der noget galt?" Han dæmpede automatisk stemmen, som om han var bange for, at noget ville høre dem.

Da døren svang op, kunne han dog ikke lade være med at træde nærmere. Det var begrænset, hvor meget af kammeret bag, man kunne se fra vinklen, men han skimtede et højloftet kammer inde bagved - intakt i forhold til den ødelæggelse, der ellers plagede dværgeruinerne. Langs væggene glimtede hundredevis af skrifttegn og vampyren tog endnu et skridt frem. Var det dværgerunerne?

Leo rynkede lidt sine øjenbryn og kiggede lidt forvirret og løftede så armene. "Okay, okay, hvad end du siger gamle," sagde han og rystede på hovedet, dog stadig med et lille hint af et smil i hans mundvige. Hvis de fandt begge dele, ja, så var de begge to nok i bund og grund glade for dagens udbytte, mend et krævede selvfølgelig at de fandt ud af hvad der var galt i rummet.

"Så inden vi går ind, så synes Tia der er noget ubehageligt herinde, og siden hun aldrig har været forkert på den, så stoler jeg på hendes fornemmelse. Såååå... jeg kan ikke love at der ikke sker noget når vi træder ind," sagde han og kiggede alvorligt på Faust, inden han klappede kort på sin skulder, for at få Tia til at sidde der. Nu var det vigtigt at han også kunne se hvor de gik, og de vidste ikke om der var noget i loftet der eventuelt kunne angribe Tia hvis hun fløj rundt, så det var hellere at være på den sikre side.
Fordi hun sad på hans skulder, betød det også at der var et blødt lys der omgav ham. Som han altid kunne lide at sige, så var hun en fremragende lampe, og med det, trådte han også et forsigtigt skridt ind i kammeret.

Som Leo forsigtigt fik bevæget sig rundt i rummet, var der ikke så meget at se, udover at der var et kammer lidt længere inde, som fik hans krop til praktisk talt at synge. Så der måtte han hellere gå hen senere, og så at Tia påpegede at den mærkelige magi kom fra skrifttegnene på væggene.

"Faust, jeg tror der er sikkert, men skrifttegnene giver ubehagelig magi fra sig, så vær forsigtig," kaldte Leo fra tværs gennem kammeret, men gav tegn til at Faust kunne komme ind.

Faust hævede et øjenbryn over Leos kommentar om hans alder. Jovist, han var vel et stykke oppe i årene, og havde forlængst overgået sin naturlige menneskealder, men han var da stadig ved godt helbred. Især, når han lige havde drukket blod. 

Han holdt øje med Tia, mens han langsomt bevægede sig ind i rummet. Han var i den grad begyndt at værdsætte fuglens talent for at vide, når der var fare på færde. Hvis Faust havde lært noget på denne tur, så var det, at han var alt andet end egnet til livet som eventyrer.
Synet af skrifttegnene fik imidlertid vampyren til at overveje, om det ikke alligevel var det hele værd. Han kunne ikke selv fornemme magien omkring dem, men det var som om de lyste svagt i hans nattesyn, og han nærmede sig dem langsomt og ærefrygtigt. Her lå de - ganske uberørt af tidens tand i flere årtusinder. Fascinerende.

Han hørte Leos advarsel, men der skete ikke noget, da han gik hen til skifttegnene. "Det bliver ikke lige sådan bare at tage et stykke af klippevæggen med.. vi må kopiere dem." Mumlede han og begyndte at lede i sin oppakning efter pergament og blæk. Et lysglimt ud af øjenkrogen fik ham dog til at kigge op, som en af runerne lige foran ham begyndte at lyse kraftigere. Blændet stirrede vampyren på lyset, der skød ud fra runen og begyndte at omgive hans krop. Hans lemmer stivnede og en grå farve begyndte at brede sig fra hans bryst. Et kort øjeblik efter stod der en stenstatue, hvor vampyren for et øjeblik havde været. Stenstatuen havde et mildt udtryk af overraskelse i ansigtet.

Leo havde vendt ryggen til Faust, for at gå længere ind, og se om han kunne finde hvad han forventede var guld og ædelsten. Han kunne stadig høre hvad Faust sagde, men nu havde han ligesom advaret Faust om at de kunne være farlige. Desværre for Leo, så det ikke ud til at Faust helt havde lyttet til ham, for han så ud af øjenkrogen et lys, og da han vendte sig om var hans vampyr ven en statue.
"Forbandet være Zaladins navn," mumlede Leo, som han kiggede på skrifttegnene der ligeså stille begyndte at lyse mindre endnu engang, og så over på statuen af Faust, som ikke så ud til at ville aftage sig på noget tidspunkt snart. "Det er derfor man ikke skal have nørden til at gøre jobbet af en proffessionel eventyrer," sukkede han højlydt.
"Hørt hørt," skrappede Tia, som hun fløj over og satte sig på Leos skulder. "Lad os hente ham bagefter. Skatte først, dum vampyr bagefter." Det var ganske normalt for Tia ikke at bekymre sig om super mange andre end Leo. Derfor overvejede han også lige en ekstra gang om han bare skulle lytte til hende. Hvilket han endte med at gøre.
Det tog ham yderligere ti minutter at nå til det reelle skatkammer, og udover en enkelt fælde han lige skulle deaktivere, så var der ingen problemer, og han fik sin taske godt fyldt med guld, sølv og de mere interessante magiske objekter, inden han gik tilbage og kiggede på Faust statuen. Efter en smule overvejelse, tog han fat i tasken, åbnede den så godt han kunne og fik på en eller anden måde stoppet ham ned i tasken, så han faktisk kunne bæres. Efter en smule mere overvejelse tog han et par skridt længere væk fra runerne, og prøvede at nedskrive dem så godt han kunne.

Det tog lidt over en uge at nå tilbage til Dianthos, og han gik ind i den velkendte shop og over i baglokalet, hvor han tømte taskens indhold på gulvet, deriblandt statuen af Faust, og så begyndte Tia og Leo og lede i butikken. Det tog en time, før at Tia kom flyvende med en halskæde.
"Prøv den her på ham," sagde hun og dumpede halskæden ned i Leo's hånd, og han kiggede lidt på perlekæden, før at han lagde den om halen på Faust. I starten skete der ikke noget, men pludselig begyndte et par sprækker at finde sted i stenhuden.

Faust huskede intet fra sin tid som statue. Det var som om et mildt, gråt mørke havde lagt sig over ham, og at han for en kort tid havde blundet. I det næste øjeblik var der en underlig, krakelerende lyd, og vampyren satte sig op i en regn af småsten. Hans lemmer føltes utroligt stive og svære at bevæge.

Lidt forvirret blinkede han med de tunge øjenlåg. Foran sig så han baglokalet i sin forretning - stedet, der mere eller mindre var hans hjem. Et øjeblik undrede han sig over, om hele turen til dværgeruinerne havde været en besynderlig drøm, men vampyren drømte sjældent, og øjeblikket efter så han den unge Leopolds ansigt.

"Ved Guderne! Hvad skete der?" Ordene var en smule vanskelige at få frem, for hans mund føltes underligt sandpapirsagtig, som om der lå et fint lag af smuldret sten over den. "Fik du dværgerunerne kopieret?"

En kraftig hoste overmandede ham og han gestikulerede voldsomt mod en lille hylde i baglokalet. "En af de røde poser. Hurtigt." Fik han frem, hvæsende. Blod var hvad han havde brug for nu for at få styrken tilbage.

Leo så ikke synderlig imponeret ud, og Tia satte sig på en reol for at begynde at rense sin fjerdragt, siden hun ikke gad at være med i hvad end de to fyre havde tænkt sig at gøre.

"Det er det første du tænker på? Du har været forstenet, det virker lidt mere vigtigt, gør det ikke?" spurgte Leo, men begyndte at finde papirerne med runerne frem til Faust, lige indtil at Faust begyndte at hoste. Den yngre mand så også lidt bekymret på Faust, og da han nævnte det med blodet gav det hele lidt mere mening, og der kom lidt mere fart under Leos fødder, han skulle ikke nyde noget af at få et par tænder i sig.

Blodet var heldigvis til at finde, og han fandt det vandskindet der viste sig at være blod i. Interessant måde at opbevare det i, men Leo vidste jo ikke hvordan det var at leve som vampyr, så for nu skyndte han sig bare tilbage med det. "Her," sagde han og rakte blodet frem mod Faust. Lidt akavet, og ikke sikker på at om det var et godt spørgsmål at spørge om penge for tingene.

Faust greb vandskindet med begge hænder og den spidse hjørnetand bed ned i proppen på flasken, hvorefter han grådigt drak af indholdet. Afhængigheden af blod var i Fausts øjne klart det værste ved vampyrforbandelsen, og han holdt sig oftest et lager, så blodtørsten ikke greb ham unødigt. Han huskede stadig hvordan det var at overfalde en tilfældig fremmed i en gyde, og den afsky han havde følt over for sig selv, efter at have tømt vedkommende for blod. Aldrig igen.

"Tak." Sagde han, da han endelig var færdig med at drikke. Han så noget mere slidt ud, end han plejede, og han bestemte sig i sit stille sind for, at han aldrig skulle med på ét af Leopolds eventyr igen.

"Så .. hvad skete der?" Spurgte han efter et øjebliks tavshed.

Leo ville nok hellere dø end at være vampyr, af bare at se på Faust og hvordan han levede. Det var ikke et liv for den unge eventyrer, men han var stadig ung endnu og kunne ændre mening. Det værste ville jo være at efterlade Tia når han engang døde.
"Jeg ved det ikke helt, men du blev forvandlet til sten, så jeg slæbte dig tilbage hertil, for at se om du havde noget der var brugbart til at få det fjernet, havde du heldigvis," han nikkede lidt mod perlekæden der stadig hang om Faust's hals.

"Heldigvis lever du, så jeg kan faktisk sælge alle de værdifulde genstande til dig," kom det så grinende fra Leo, og han fik endelig taget alt papiret op og viftede det til Faust. Det var tydeligt at der var hvad der lignede runer på papiret. Måske ikke så pænt skrevet som Faust ville have gjort, men stadig godt nok til at det var brugbart.

"Det var godt." Mumlede Faust og kom langsomt på benene. Han lod de lange, blege fingre kort glide over halskæden. Den havde mistet sin magi nu, men det var heldigt, at han havde haft den. Han ville gerne for en hver pris undgå healerhuset, for enhver kompetent healer ville hurtigt være i stand til at genkende en vampyr.

"Lad os se på det." Han ville gerne få salget gennemført så hurtigt så muligt, så han kunne fordybe sig i genstandene. Måske også hvile lidt yderligere. Det var ikke, at han ikke brød sig om den unge Leopolds selskab - lige nu mindede det ham bare i lige lovlig høj grad om dét, der netop var hændt ham.

Han snappede papiret ud af hænderne på Leo og bragte det hen til arbejdsbordet, hvor han undersøgende lod hænderne glide ned over det. "Ikke perfekt, men det kan nok bruges." Mumlede han for sig selv.

Leo rullede med øjnene af Faust. Selvfølgelig var det aldrig perfekt for nørden. Man kunne ikke stille ham tilfreds, men ellers måtte han jo selv komme ned i hulerne igen, nu vidste han jo hvor det var henne.
"Det håber jeg, det var ikke ligefrem nemt at gøre," svarede han tilbage, før at han greb sin taske, og så begyndte at hive nogle ting op fra tasken. Ting han havde fundet i skattekammeret længere henne, hvor Faust ikke havde været med.

"Jeg har også de her ting, som jeg tænker du kunne være interesseret i at købe... ellers må jeg jo gå hen til nogle andre," der var et par magiske objekter, men meget af det var også bare generelt guld og ædelsten af god kvalitet. Det var aldrig den bedste pris han kunne få for tingene alligevel, siden det var de ulovlige kanaler han blev nødt til at sælge det fra, og så måtte han jo forbi Rottebanden med en bunke med nye ting, og pludselig var pengene brugt op. 

Selv om Faust var kritisk over for Leopolds arbejde, var der også en lille, slet skjult taknemmelighed i vampyrens stemme. Det havde været en besværlig tur, og Leopold havde rent faktisk taget sig tid til at sørge for, at vampyren i det mindste havde fået en smule af det, han var kommet efter.
Med et dybt suk tog han plads ved arbejdsbordet. Han følte sig pludseligt 100 år ældre.

Faust var dog ikke længe om at sidde stille, for nu kom tingene som Leopold havde fundet på bordet. Med ivrige hænder begyndte han at undersøge krystaller og artefakter. Det var ganske gammelt men bar tydelig præg af dværgenes kvalitetsfulde håndværk.

Han kastede et blik mod Leopold. Den unge knægt vidste så ganske udmærket, at Faust havde tænkt sig at købe det hele. Guld og ædelstene var også komponenter, der ofte blev brugt i hans amuletter og andre smykker.
"Naturligvis køber jeg det." Han gik i gang med at vurdere genstandene med en eksperts kølige blik. Det tog en rum tid, og han måtte af og til stoppe, fordi hans hænder begyndte at ryste ukontrollérbart, men til sidst var alle tingene fra dværgeruinerne sirligt anbragt side om side på arbejdsbordet og en mængde krystaller stablet i den anden side til Leo som betaling for det hele.

Det var med et kæmpe, stolt smil at Leo talte krystallerne på bordet, og skovlede dem ned i sin taske. En anelse mere end han havde forventet, men nu solgte Leo også mange ting til Faust, så det var ikke så smart at tage røven på Leo.
"Det har været en fornøjelse at gøre forretning med dig," sagde han grinende og lukkede sin taske, og fløjtede let, så Tia endelig kiggede op fra sin plads, og så fløj ned og satte sig på hans skulder.

"Vi ses igen næste gang jeg er i byen, forhåbentlig har jeg nogle flere goder til den tid," sagde han før at han vinkede let til Faust og forlod butikken.