At hun blev glad for hans venlige ord var ikke svært at se og det gjorde ham både glad og trist. Glad fordi han kunne gøre så meget med så lidt, men trist fordi alle burde se hende så smuk som han gjorde. Alle burde fortælle hende, hvor flotte hendes vinger var. Det var jo sandheden.
Hans smil blev en smule større, da hun lidt diskret viste dem frem. Godt. Man måtte godt fremvise sine stærke sider uden at skamme sig. Det var godt at prale lidt.

En svag rynke viste sig kort i hans pande, men blev der ikke så længe. Hun vidste ikke, om andre engles vingefang var så stort? At et væsen ikke kendte til sin egen race var en sær tanke for Sheno, der var vokset op i en flok, samtidigt med, at de fleste væsner han havde haft kontakt med var mennesker eller elvere og dem var der mange af og i hvert fald elverne var højt racistiske. De så sig selv som den højeste race, hvilket Sheno dog fandt lettere åndssvagt. Bare fordi at de levede længe.

Det trak lidt om hans snude, da hun sagde, at folk var bange for hendes vinger. Ja, han vidste, hvordan størrelse skræmte de fleste væsner, men han følte en svag vrede over, at folk kunne være bange for denne kvinde. Hun så ikke ud til at have et ondt stykke i sig. 
Han strøg endnu engang hånden over de glatte fjer og nikkede så som svar på hendes ord.
"Måske." Han faldt lidt hen i tanker om den engel, han var på jagt efter. Han håbede, at hun var til at fange. Lysten til hævn sad i ham og han trængte til at se, om det kunne lykkes ham. Hvis han kunne finde hende.

Le sænkede sine vinger lidt, da hun så Sheno falde i staver. Han så tænksom ud, og selvom Le havde dårlige erfaringer med at spørge, hvad folk tænkte på, så var hendes nysgerrighed alligevel for intens.

"Er der noget, der plager dig?" spurgte hun forsigtigt og rystede sine fjer en smule. Hun vidste, at hvis hun ikke gjorde opmærksom på sig selv på en eller anden måde, når folk ikke var fokuserede på hende, så havde hun en tendens til at glide væk, at forsvinde. Hun havde ikke lyst til at forsvinde for Sheno. Han var den første ven, hun kunne huske, hun havde haft, og selvom deres venskab måske kun varede i dag, så ville hun gøre alt, hvad hun kunne, for at strække det så længe som muligt, før hun uundgåeligt ville glide ud af hans sind igen. Ude af øje, ude af sind. Det ordsprog tog Le meget bogstaveligt, for det var sket mange gange før.

At Le havde så store bekymringer med at forsvinde i den blå luft, vidste Sheno ikke og han havde nok leet, havde hun fortalt ham dem. Ikke fordi han ikke tog hendes bekymringer seriøst, men fordi han ikke kunne forestille sig at glemme hende og hun derefter forsvandt. Hun var jo lige der og han var midt i en samtale med hende. Selv når de skiltes, ville han ikke glemme hende, hun havde efterladt et aftryk i hans minder og han ville ind til videre huske hende med varme tanker.

Han smilede svagt ved hendes spørgsmål og rystede kort på hovedet, men tøvede så, inden han alligevel valgte at fortælle hende sandheden.
"Hende, der rykkede min sjæl ud, var en engel. Slavehandleren kaldte hende "sin elskede dødsengel"." Hans smil forsvandt igen og han fik et lidt mørkt udtryk i ansigtet. En dødsengel. Han håbede, at han en dag ville møde hende. Selvom han var gledet ind i bevidstløsheden undervejs, kunne han tydeligt huske hendes ansigt og hendes øjne. Hendes ord om, at hun ikke ville ham ondt. Et eller andet sted, følte han, at hun havde sagt sandheden, men hun havde alligevel flået sjælen ud af kroppen på ham og havde ikke skænket ham et blik efter det. Og det hele virkede som om, at hun ville gøre den forbandede dæmon glad.

Han kørte en hånd over sit ansigt og sukkede. Han var træt. Hans blik gled til siden og fulgte bækken, der så ud til at løbe ind i noget småskov lidt længere nede. Et godt sted at slå lejr for natten, han ville ikke komme videre i dag alligevel. Hele den tunge fornemmelse, der havde fået ham til at gå i knæ var der stadig, som en tordensky klar til at give slip på uvejret.
"Jeg vil slå lejr for natten dernede. Du skal være velkommen til at dele mit bål." Han skiftede emne, ville stadig helst ikke snakke om sig selv og sine problemer.

Der var to stykke information i det Sheno sagde, som nærmest slog Le helt ud. En engel? En dødsengel havde taget Shenos sjæl? Sammen med... en slavehandler? Le følte sig næsten lidt svimmel af tanken om, at en engel ligesom hende selv, kunne finde på at gøre sådan noget! Og hvordan? Le kunne også fjerne sjæle, men kun fra døde kroppe. Hvordan kunne man få sig selv, som engel endda, til at fjerne en sjæl fra sådan et smukt væsen som Sheno? Le kunne ikke beslutte sig til, om hun skulle omfavne Sheno igen, eller om hun skulle spørge mere, men inden hun fandt ud af det, havde Sheno spurgt, om hun ville blive i hans lejr.

Les ansigt lyste op i et smil, et af de mere sørgmodige et af slagens, for hun tænkte stadig på englen, Sheno havde nævnt, og hun nikkede. 

"Det vil jeg meget gerne," sagde hun blidt og lagde en hånd på Shenos store skulder. Hendes magi havde vist virket lidt før, så hun prøvede igen. Den virkede kun en minimal brøkdel af, hvad den normalt gjorde, men hvis hun bare kunne løfte Shenos humør en lille, bitte smule...

"Skal vi bo her?" spurgte hun og så sig omkring, stadig med hånden på Shenos skulder. Hun var vant til at sove hvor som helst, så dette sted virkede lige så fint som alle andre steder.

Sheno lod med vilje være med at se nærmere på hendes reaktion til det, han fortalte. Han ville ikke have medlidenheden. Ville ikke have minderne og tiden i dæmonens slavehandel trukket frem igen. Der havde været så meget smerte, så meget ydmygelse. Det var bedre at blive i nuet og fokusere på at lave en lejr for natten. Finde noget mad.
Hendes spørgsmål fik ham til at ryste på hovedet, så manken bevægede sig.
"Nej, det er for tæt på vejen. Der ligger lidt skov lidt længere nede af bækken, det ville være et bedre sted med brændsel til et bål og vand ved hånden." Der var et eller andet, der sagde ham, at hun ikke vidste så meget om det med at lave lejr, så han gjorde lidt for at forklare nærmere. Hvordan i alverden overlevede hun for sig selv? 

Den samme følelse som tidligere kom over ham, lidt som om alting lettede lidt. At det blev lettere at bære. Han skævede mod hendes hånd og rakte så op for at tage den og fjerne den fra hans skulder.
"Bruger du magi i mod mig?" Der var ikke noget vredt i hans tone, men han var alvorlig, så alvorligt på hende. Han var ikke vred, men han brød sig ikke om at hun brugte en evne på ham, heller ikke selvom den gjorde ham bedre. Han havde ikke bedt om det, ønskede det ikke. Hvis han ikke kunne bære sin egen smerte, psykisk eller fysisk, var der ikke nogen grund til at han kæmpede. Det var i orden at være svag, men ikke så meget, at man ikke selv kunne komme igennem det. Han ville ikke have hjælp. Og måske var der noget i ham, der gerne ville have noget til at fjerne den tunge følelse indeni, hvilket nok var grunden til, at han ikke blev vred. Det og så fordi han vidste, at hun gjorde det af et godt hjerte.

Le lyste op i et smil til hans spørgsmål. 

"Ja, virker det?" spurgte hun med glædelig overraskelse i sin stemme. Hun havde ikke forventet, at det ville virke, men Sheno kunne åbenbart mærke forskel, og lidt havde også ret. Hvis hun bare kunne lette Shenos byrde en lille, bitte smule, så ville hun være glad. Alene det, han havde fortalt hende i dag, virkede tungere, end hun kunne forestille sig, at nogen kunne bære alene, og der var sikkert en hel masse andet også, som han ikke havde fortalt. Le gysede næste ved tanken om al det mørke, der måtte gemme sig i Shenos sind. At han - eller nogen anden for den sags skyld - ikke skulle ønske hjælp til at bære deres byrde, det faldt hende overhovedet ikke ind. Det meste af tiden, tænkte hun ikke engang over at bruge sin evne; hun gjorde det bare helt automatisk, når hun mærkede sorg og tungsind i de folk, der var omkring hende.

Sheno slap ikke den hvide engels hånd, da hun spurgte, om hendes evne virkede. Hun virkede glad og han nikkede langsomt uden at slippe hendes øjne med sine.
”Du forsøger at få mig til at få det bedre.” Han tøvede lidt, inden han gav hendes hånd et blidt klem. ”Jeg vil gerne bede dig lade være.” Det var sværere at sige, end han havde regnet med, men han følte alligevel, at det var det rigtige at gøre. Det var sødt af hende at ville hjælpe, men han ville klare sig selv. Også selvom han nogle gange kun hang i med neglene. Men så ville han komme stærkere ud på den anden side. Det havde livet lært ham.

Han slap hendes hånd og strøg en hånd over hendes hår, inden han rettede på sin taske og så spørgende på hende, inden han begyndte at gå ned langs bækken. Han regnede med, at hun fulgte med. Der var ikke langt, før de gik ind i mellem de første små træer. Det var ikke en stor eller gammel skov, men den ville give dem det ly, der var nødvendigt. Og forhåbentligt var det muligt at fange noget at spise også. Sheno havde set fisk i bækken, men de var små og han havde ingen anelse om, hvordan han skulle fange dem. Han var vokset op i ørkenen. I grænsen af træerne var der et godt sted at slå lejr og han hev remmen på sin taske over skulderen og satte den på jorden.

"Lade være? Hvorfor det?" spurgte Le, mens hun trak sit tørklæde over sit hoved og skuldre for at skærme sig mod aftensolens stråler, der hurtigt kunne brænde hendes sarte, hvide hud. Hun fulgte efter Sheno med forsigtige skridt. Hun så fascineret til, mens Sheno gjorde klar til lejr. Hun havde aldrig bygget en lejr før og var spændt på at prøve det. Hun sov altid bare der, hvor hun kunne finde hvile, om det så var på en kro eller på et lag at blødt mos på en klippe… Hun havde ikke noget imod at blive våd, hvis det regnede, og kulde og varme påvirkede hende ikke rigtigt, udover solskin selvfølgelig. Hun prøvede som regel altid at finde et sted, der lå i skygge.

Hun sørgede for at stille sig under et træ, der kastede en god skygge over hende. Der var stadig hvide pletter, der dansede for hendes øjne, selv efter den korte gåtur igennem den gyldne aftensol. Hun kneb sine øjne sammen og lænede sig mod træets stamme for at finde lidt støtte. Måske skulle hun helt stoppe med at bevæge sig rundt om dagen? Hun synes, solen påvirkede hende slemmere og slemmere for hver gang, hun bevægede sig udenfor i dagslys.

Det varede et øjeblik inden Sheno svarede englen. Han ville så nødigt gøre hende ked af det, og det var svært at formulere et svar, der ville give mening.
”Fordi jeg ikke har bedt om det. Jeg vil ikke have hjælp, ikke på den måde.” Han lød stadig ikke vred, men det var ret tydeligt, at det betød noget for ham. Han skævede til hende, så hende dække sig til. Det undrede ham først kort, for det var ikke ørkenen og solen her var på ingen måde hård. Men hans blik faldt på hendes hvide hud og han forstod alligevel godt behovet. Så han sagde ikke noget, men fokuserede i stedet på opgaven foran ham. Der skulle laves en lejr.

Det krævede et bål, så han startede ud med at finde et sted, hvor han begyndte at rykke græs op i et lille rundt område. Det gjorde ondt, hver gang han hev det friske grønne græs op, han var vokset op i en verden, hvor grønt betød liv, noget der så sjældent var. Men her var der græs overalt og han blev nødt til at sikre sig, at ilden kun fik fat i brændet og ikke resten af skoven. Bækken havde sten nok og det tog ham ikke lang tid at lave en cirkel af dem, han kunne bruge til at indkranse bålet med. Og derefter gik han på jagt efter tørt træ i skoven. Det var heldigvis ikke et problem, selvom det meste bestod af kvas. Hans store muskler brækkede uden det helt store besvær nogle tykkere grene i brugbare stykker.

Og til sidst var der ild i bålet. Det var stadig lyst, men mørket var begyndt at snige sig nærmere og det ville ikke vare længe, inden det var nødvendigt med mere lys. Ikke for ham, hans syn var godt i mørke, men det var de færreste væsner, der var blevet skænket et så godt nattesyn.
Mad. Han havde lidt i tasken, noget tørt brød og lidt frugt, han havde tjent sig til på en gård, men intet kød, da han havde spist resterne af en hare, han havde fanget dagen før, om morgenen. Han var en stor mand, der skulle have meget mad for at blive mæt. Hans håb var at støde på et større dyr, han kunne tørre og tage med på sin rejse.
”Jeg skal på jagt. Bliver du her og holder øje med bålet?” Han var lidt i tvivl om, hvad hun spiste. Hendes uskyldighed kunne lige så godt betyde, at hun ikke ville kød, men han skulle spise.

Le forstod ikke helt, hvorfor Sheno ikke ville have hjælp, men hun vidste af erfaring, at nogle gange ville folk bare ikke hjælpes eller trøstes. Hun ville aldrig forstå det, men hun respekterede det. Hendes smile falmede, men hun nikkede. Hun var lidt ked af det nu - ikke fordi Sheno havde afvist hendes hjælp, for det var hun vant til, men fordi Sheno virkelig var ked af det. Hun var trist over, at han overhovedet var ked af det til at begynde med!

Hun fulgte stille efter Sheno med hovedet dukket under det hvide tørklæde, og de store, hvide vinger løftet en smule for at skærme hende endnu mere med solen. Hun sagde ikke mere, mens de gik, og hvis man ellers kiggede efter, ville man nok kunne se hende falme lidt. Men Le havde ikke lyst til at forsvinde, så hun koncentrerede sig gevaldigt om IKKE at syne hen.

Men da de kom ind under træernes beskyttende skygger, livede hun lidt  mere op. Sheno havde valgt et meget smukt sted med udsigt over bækken, der lystigt pludrede og gav hende lyst til at tisse. Hvor morsomt! Le gik de få skridt ned til det rislende vand og satte sig på hug ved kanten, så hun kunne række ud og lade sine fingerspidser røre ved vandet. Uh! Hun trak hånden til sig. Vandet var koldt! Det måtte komme fra en underjordisk kilde et sted, siden det var så koldt. Le var fascineret. Det var en relativt lille bæk, med den var fuld af liv. Le kunne mærke sjæle fra fisk, insekter, frøer, tudser...

Hun ville gerne være nyttig og hjælpe til. Måske kunne hun fange en fisk? En stor én! Hvis bækken nu blev lidt større længere nede, så var der måske nogle større fisk? Le skulle lige til at rejse sig, da Sheno talte til hende.

"Åh, ja," sagde hun og smilede til ham. Hun ville overraske ham! Hun ville blot være væk i kort tid, og hun skulle nok være tilbage med en flot fisk, inden Sheno kom tilbage fra jagt.

Le kunne ikke finde ud af at fange fisk, men hun kunne lamme fisken ved at klemme om dens sjæl. Derefter kunne hun simpelthen bare "plukke" den fra vandet og tage den på land, hvor den ville dø til sidst. Le havde som sådan ikke respekt for hverken liv eller død. Hun så begge dele som helt naturlige ting, der skete for alle væsner på et eller andet tidspunkt, og derfor havde hun heller ikke reservationer ved at slå et dyr ihjel for at få mad. Det var alt sammen en del af naturens gang, og den blandede hun sig ikke i. Hun trøstede blot de, der blev kede af det i processen.

Sheno kastede et lidt undersøgende blik på sin nye ven, men kunne ikke gøre så meget andet end at efterlade hende. Så længe hun holdt øje med ilden, var han tilfreds. Så han rodede kort rundt i sin taske, inden han bevægede sig ud i skoven.
Han vidste alt om at jage i ørkenen, men havde stadig meget at lære om dyrene længere nord på. Dog mindede nogle ting om hinanden, og han kunne bruge nogle af de samme jagtteknikker. Normalt ville han sætte en snare op, men det tog tid og var bedst hen over natten. I dag måtte han jage. Den følsomme næse forsøge at opsnuse et bytte og hans ører bevægede sig i cirkler i et forsøg på at opfange lyde, der kunne være byttedyr. I hånden havde han en slynge, allerede klar med en rund sten. Den nemmeste måde at fange smådyr på, når man ikke var i besiddelse af bue og pil. Hvilket han i øvrigt ikke var specielt god til at håndtere, nej, han var til nærkamp. Men han kunne da ramme med sin slynge.

Det tog lidt tid, men endeligt stødte han på en flok fasaner og det lykkedes ham at ramme en, da den lettede og en anden i flugten. Sommeren havde været god for dem og det var nogle tunge dyr, der var langsomme til at lette og flyve.
Tilfreds samlede han dem op og gav sig på vej tilbage mod lejren. Han var kommet langt væk, men havde ikke problemer med at følge sit eget spor tilbage. Mens han gik, spekulerede han lidt over englen. Hun var et spøjst individ, men så uskyldig og han kunne ikke andet end at synes om hende. Trods hendes uønskede forsøg på at gøre ham bedre. Men hun undrede ham. Hvordan klarede hun sig uden oppakning? Hun var heller ikke ligefrem praktisk klædt på. For ham virkede hun meget ung, yngre end ham, men han vidste også godt, at udseende og alder kunne snyde. Bare se ørkenelverne, de så sjældent ud til at blive gamle, men nåede alligevel en alder langt ud over, hvad han nogensinde kunne drømme om.

Med fuglene samlet i den ene hånd, kom han tilbage til hvor lejren var. Der var ingen Le. Ilden var ved at brænde ud, men havde heldigvis ikke spredt sig, hans bålsted var lavet hurtigt, men godt. Han stoppede op og så lidt skuffet på det tomme område. Åh, han havde ikke troet, at hun ville tage af sted uden at sige farvel. Han sukkede og gik så hen og smed lidt mere brænde på, inden han med et udtryksløst ansigt begyndte at plukke de to fugle. Det havde været hyggeligt at møde hende, dejligt at have nogen at snakke med. Men han var vant til at være alene og affandt sig med, at det var sådan igen, uden de store følelsesmæssige problemer.

Le havde lidt mistet tidsfornemmelsen, hvilket ofte skete for hende. Hun havde fulgt bækken, indtil den blev større og voldsommere; en rigtig flod. Dér havde hun sat sig på bredden med de nøgne fødder i den kølige vand og ventet. Der var gået et stykke tid, men til sidst var der kommet to store, fede aborrer tæt nok på hende. Hun lammede hurtigt den ene efter den anden greb fat om deres haler for at hive dem på land. De vejede mindst 2 kilo hver, og de kæmpede da også godt imod, da hun smed dem i græsset og så på, mens de langsomt døde. Hun kunne desværre ikke sende deres sjæle videre, men i stedet lod hun deres sjæle glide ind i to små, blanke sten, hun fandt i vandkanten. Stenene fik begge en mærkelig glans, næsten som om de var en smule selvlysende. Le smed dem tilbage i vandet, hvor de hørte til. Så samlede hun fiskene op og så sig omkring. Det var efterhånden blevet ret mørkt, og der var stadig et godt stykke vej at gå, før hun kom tilbage til lejren. 

Med et kraftigt vingesus var hun i luften og svang sig højere. De mægtige vinger fik trækronerne under hende til at rasle med deres blade, men det tænkte hun ikke nærmere over. Stadig med de to fisk i hænderne fløj hun op langs floden, indtil hun fik øje på lyset fra Shenos bål. 

Et smil bredte sig på hendes læber, og hun lagde an til landing. Lydløst gled hun af sted på aftenvinden og landede næsten lige så lydløst ved siden af bålet uden at tænke over, at Sheno måske ville få sig lidt af en forskrækkelse, når hun pludselig landede i bålets skær uden nogen former for advarsel.

"Sheno, se!" sagde hun lykkeligt og holdt stolt de to store fisk frem mod løven. "Jeg har fanget fisk til os!"

Med vante bevægelser fik Sheno plukket og rengjort de to fugle. Han kendte ikke nok til denne verdens planter til at kunne fylde dem med urter, så han satte dem blot på en pind, han lagde på to andre pinde, der var sat i jorden, så de to dyr kunne få varmen fra bålet uden at røre ilden. Han havde næsten lige sat sig til rette med blikket mod bålet, der lyste op i det mørke, der efterhånden havde lagt sig omkring ham. Tankerne lod han flyve hen, hvor de ville, hvilket var en blanding mellem minder og englen. Måske var det roen omkring ham, men han følte sig en smule mere tilpas. Der var mad og et sted at hvile. Og aftenens fred gav ham lidt en indre ro.

Men han vidste, at der var noget på færde, allerede inden englen landede ved siden af ham, alle alarmklokker ringede. Måske var det blade, der bevægede sig, måske var det ildens flakken. Men inden han kunne nå at reagere på det, landede Le nogle skridt fra ham. Hans hjerte hoppede et slag over og hans ene hånd var knuget om skæftet på kniven, men han genkendte hendes hvide vinger med det samme. Tavst så han på hendes fisk, mens han lige fik sin krop til at slappe af igen. Der var ingen farer.
”Det kan jeg se.” Han tog en dyb indånding og flyttede blikket til hende. Hun var ikke taget af sted, hun var taget ud for at… fange fisk. Han burde være glad, men forskrækkelsen sad stadig lidt i ham.

Kniven gled på plads i skeden, inden han kom på benene og tog de store fisk ud af hendes hænder. Fisk. Det havde været en af de ting, de havde fået serveret i slavehandlen. Sikkert både nemt og billigt, siden byen lå op og ned ad havet. Han havde også spist fisk før det, vandret langs havet og mødt små samfund, hvor fisk var deres primære fødekilde.
”De er store. Jeg får dem lige renset, så kan vi også hænge dem over bålet.” Han anede ikke, hvordan han skulle fange dem, men han kunne da tilberede dem, en ældre fisker havde lært ham det for flere år siden.
Sheno gik ned til bækken og satte sig på knæ ved en stor sten, der kunne fungere som bord, inden han hev kniven frem og skar den første fisks bug op.

Le havde håbet, at Sheno ville blive glad over de store fisk, hun havde fanget til dem, men det lod ikke til at være tilfældet. Han var heller ikke vred, men... skuffet? Ked af det? Trist? Le kunne ikke rigtigt finde ud af det, og normalt ville hun have mærket på hans sjæl for at finde ud af det, men det kunne hun jo ikke med Sheno.

"Kan du ikke lide fisk?" spurgte hun, mens hun fulgte efter ham ned til vandet og satte sig ved siden af ham for at se på, når han rensede fiskene. "Er det, derfor du ikke er glad? Jeg skulle have spurgt først, men jeg ville gerne overraske dig. Undskyld, Sheno. Vi behøver ikke spise dem, hvis du ikke kan lide dem."

Mens hun plabrede løs, rakte Le en hånd ud for at stryge over Shenos bløde manke. Det havde han godt kunne lide tidligere, så måske kunne det muntre ham lidt op? Hun kunne i hvert fald ikke lade være med at blive lidt varm, når hun mærkede den tykke, kraftige pels mellem sine fingre.

Det var ikke fordi, at Sheno ikke var glad for at se hende, men han havde lige brug for et øjeblik til at komme sig over forskrækkelsen over hendes pludselige opdukken, samtidigt med, at han lige skulle have vendt tanken om, at hun var taget af sted, til at hun var tilbage. 
Kniven gled let igennem fiskens bløde kød og han kunne straks begynde at hive indvoldene ud af den. Mens han gjorde det, flyttede han blikket til hende og svarede på hendes ordstrøm.
"Jeg kan godt lide fisk. Jeg troede bare, at du var taget videre, så jeg blev lidt forskrækket, da du kom tilbage. Jeg bryder mig ikke om at blive forskrækket, jeg kunne have gjort dig noget." Han så lidt alvorligt på hende. Kniven i hans hånd kunne lige så godt have endt i hendes hjerte og det ville han ikke kunne tilgive sig selv for.

Han flyttede blikket tilbage til fisken, men lod hende røre ved sin manke. Alle ville røre ved den vilde omgang hår, og de fleste gange lod han folk gøre det, bare fordi det var nemmere end at sige nej. Englen foran ham var dog lidt en anden sag, hun kunne røre det hun ville. Han vidste, at hun ikke ville ham ondt. Selvom han kun lige havde mødt hende.
Fisken var blevet renset og han skyllede den i åen, inden han lagde den fra sig og tog den anden, som han ligeledes skar op. Han havde gjort dette mange gange, som han havde hjulpet en ældre fisker, da hans søn lå syg. Et job han ikke havde taget løn for, men set lidt som en ferie. Det havde været et par dejlige uger ved havet.

"Undskyld, Sheno," sagde Le og strøg lidt hurtigere igennem Shenos manke, som om det ville hjælpe på hans forskrækkelse. "Jeg ville da aldrig bare tage af sted uden at sige det til dig. Du er jo min bedste ven! Altså, du er også min eneste ven, men selv, hvis jeg havde haft tusind venner, så ville du stadig være den bedste af dem allesammen."

Hun smilede, mens hun talte og hendes lange, hvide fingre gled gennem den tykke manke. Hun var imponeret over, hvor god han var til at rense fisk. Selv var hun fuldstændig elendig til at håndtere knive, og hun kunne skære sig på selv den sløveste smørkniv, så det var nok meget godt, at det var Sheno, der rensede fiskene. Havde Le været alene, havde hun nok bare smidt fiskene hele på bålet og forsigtigt spist omkring deres indvolde.

Måske englens ord skulle være trøstende, men for et øjeblik gav de Sheno en lidt uhyggelig fornemmelse. Han var hendes bedste ven. Efter så få timer. Men han rystede det af sig, lod være med at lade de skræmmende tanker få liv. Hun mente det positivt og sådan ville han tage det.
Hendes fingre i hans manke havde ikke den beroligende effekt hun ønskede, men han trak ikke hovedet til sig. Hvis det gjorde hende bedre tilfreds, var det i orden. Det gjorde jo ikke ondt, selvom det var en lille smule forstyrrende. Hans blik gled til hendes ansigt og hendes smil. Hun forstod tydeligvis ikke, hvad det var, han havde reageret sådan på og han sukkede dæmpet.
"Næste gang må du godt fortælle mig, at du tager af sted og om du kommer tilbage." Det var mest forskrækkelsen ved hendes pludseligt opdukken, der nagede ham. Han var en mand, der var klar på at skulle forsvare sig hvert øjeblik, det skulle være og han ville nødigt komme til at skade hende.
"Det er ikke så godt at snige sig ind på en halvløve." Det sidste blev sagt med et snert af smil, men han var nu ganske alvorlig, da han sagde det.

Den anden fisk var ren og han skyllede den, inden han skubbede resterne i åen og rejste sig. Han ville elske at ryge dem, men det krævede en ovn og han havde kun et bål. Så det måtte de nøjes med. De ville bare ikke holde helt så længe.
Han lagde fiskene ved bålet og gik på jagt efter et par pinde, han hurtigt afbarkede og spidsede til. Snart hang de to fisk ind over bålet sammen med de to fugle, der stadig havde et stykke tid tilbage inden de var færdige. 
Sheno foretrak tilberedt kød, men kunne sagtens leve af råt. Hans mave var ikke så sart, hvilket virkede til at have noget med hans race at gøre. Han kunne spise det meste uden mén.
Endeligt var han placeret ved bålet igen. Stadig træt og stadig deprimeret, men ikke mere end han kunne håndtere.

"Åh."

Les smil falmede en smule, og hendes hånd i Shenos manke stoppede med at ae. Efter et øjeblik trak hun den stille til sig og så ned på sine hænder. Hun havde forskrækket ham, ikke ved at tage af sted, men ved at ankomme.

"Undskyld," sagde hun forsigtigt, mens hun stadig kiggede skamfuldt ned i jorden. "Jeg gjorde det ikke med vilje. Nogen gange så... så er jeg her ikke. Altså, jeg er her, men ikke... folk ser mig ikke. De ser lige igennem mig, selvom jeg står lige her. Der er næsten aldrig nogen, der ser mig, hvis jeg ikke taler til dem eller røre ved dem. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg er bare... ubetydelig nogen gange, tror jeg. Jeg ved godt, at folk ikke overser mig med vilje, og det var heller ikke med vilje, jeg skræmte dig. Jeg skal nok prøve at være mere tydelig fra nu af."

Hun var flov over sin evne, som hun ikke kunne kontrollere. Hun havde håbet, at måske når man var venner, så virkede evnen ikke, men det gjorde den åbenbart. Eller måske var de ikke venner, som Le ellers troede? Nej, det måtte de jo være. Ellers ville Sheno vel have bedt hende om at gå, havde han ikke?

Nok havde Sheno lige givet hende en let belæring om ikke at snige sig op på ham, men han havde ikke forudset, at hun ville blive så hårdt berørt af den. Det var jo bare en forespørgsel med en advarsel. For hendes egen skyld. Tavst lyttede han til hende, som hun fortalte om, hvordan hun... forsvandt? Blev usynlig? Selvom han ikke var sikker på, at han forstod, gav hendes opdukken første gang pludseligt mening. Han burde ikke have overhørt hende. Men det havde han og der havde han næsten også gjort hende ondt.

Han kom på benene og gik over til hende for at sidde på hug foran hende, hvilket fik ham ned i en lavere højde end hende. Forsigtigt rakte han ud og lagde hånden på hendes kind for at få hende til at løfte blikket til ham, så han kunne se hende i øjnene.
"Jeg blev forskrækket, fordi du kom flyvende og landede bag mig. Dine store vinger er næsten lysløse, men også kun næsten og jeg vidste, at der kom nogen. Jeg er opdraget som kriger, jeg trænet til at forsvare mig selv og slå ihjel uden at tænke nærmere over det. Jeg blev skræmt, fordi jeg kunne have skadet min nye ven, hvis jeg ikke havde været vågen. Jeg vil bare have dig til ikke at gøre det igen, for jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg reagerer som jeg skal og derved gør dig ondt." Hans tommelfinger strøg hende ned over kindbenet, hans blik venligt, men hans udtryk alvorligt.

"Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har... overset dig. Hvorfor skulle jeg det?" Han kunne godt fornemme, at det var noget, der gik hende meget på, så han endte med at trække hende ind til sig for at give hende et kram. "Og skulle jeg gøre det, så har du min tilladelse til at rykke mig i halen." Noget han understregede ved at slå med den. Mest bare for at muntre hende lidt op igen.

Les kinder blev meget varme og en smule lyserøde, da Sheno rørte ved hende og strøg sin tommel over hendes kind, og hun smilede lidt sørgmodigt til ham. Hun ville gerne prøve at forklare, hvordan hendes evne virkede, men hun vidste det ikke helt selv, og hun var nu overbevist om, at selvom det var Sheno, så ville han stadig kunne overse hende.

Hun grinede blidt ved tilbuddet om at rykke Sheno i halen og vendte sit ansigt mod hans varme håndflade, så hun kunne lukke øjnene og presse sit ansigt blidt mod den. Hans hånd kunne nemt dække hele hendes ansigt, og det føltes mærkeligt trygt at være så lille ved siden af nogen, der var så stor. Le var ellers ikke specielt lille, havde hun efterhånden fundet ud af. Hun var i hvert fald højere end de fleste kvinder, hun havde mødt på sin vej.

"Det kunne jeg aldrig få mig selv til!" sagde hun mod Shenos håndflade og smilede. "Det er jo en meget flot hale, der slet ikke fortjener at blive rykket i."