Felicity nød den varme mad, det var bare ærgerligt at der ikke var mere end der var. Da hun havde taget den sidste skefuld af den pragtfulde suppe var det tæt på, at hun kunne sove. For første gang i mange dage var hun mæt. Mæt og træt, hurtige blink afslørede hendes træthed. 

Den blev dog vågen af hans såkaldte udfordring til hende.  Hun rullede med øjnene af ham, men et par let tjente krystaller. Kunne hun tillade sig at sige nej? Eller ville han blot give hende en større og større end til hun fejlede. Feli rejste sig, selvom det irriterende hende. Så kunne det måske være at han kendte nogen, som ville have hende et arbejde som tjener. Hun ville derfor kunne klare sådan en opgave.

Stille fandt hun vej op til baren og uden nogen bemærkede det tog hun en bakke og gik rundt til de forskellige borde for at samle de tomme glas op. Des flere der kom på des svære blev det for hende. Flick var en anelse stolt af sig selv det gik da meget godt, lige end til en lettere fuld mand besluttede sig for at spærre ben for hende, lige som hun gik forbi. Så landede på jorden lige så lang hun var og ja alle glassene ramte gulvet. Først der opdagede ejeren det tumult der var sket og det blev slet ikke bedre af at det var Feli som var skylden i det.

Manden var rassende og gik direkte imod hende ”Hvad har du gang i tøsebarn” Feli true næsten ikke svare, for hvad skulle hun sige. At det var en udfordring? Det lød jo blot tåbeligt, manden som havde spændt ben for hende, sad blot og grinte. Ejeren var ganske klar over hvad hun var, en gadetøs. ”Smut så ud gadetøs!” inden Feli overhovedet nåede at rejse og undskylde, havde han allerede taget fat i armen på hende, han klemte til så han vidste at hun ikke kunne flygte og begyndte at føre hende bag butikken. Han havde andre tanke end blot at smide hende ud. Feli råbte lettere svagt ”Lad mig gå” samtidig med at hun forsøgte at komme fri fra hans hårde greb. Manden ville dog ikke give slip, han trak hende blot med lethed. Feli der var mæt og med energi, kom der pludselig et energisk tryk fra hende, som ramte maden som et lyn nedslag. Manden besvimede med det samme. Flick vendte sig om, de var endnu ikke væk fra stuen og følte hvert et øje på sig. Flick stod nærmest stiv og gik automatisk baglæns lige end til hun ramte et bord, det selv samme bord hun havde siddet ved for få øjeblikke siden, det bord hvor manden der havde givet hende denne udfordring. Der havde gjort at hun nu befandt sig i denne situation.

Det kom en anelse bag på ham, at Feli valgte at tage udfordringen op, men han var travlt optaget af at brænde papiret af, så han valgte ikke at følge hendes bevægelser fra begyndelsen af. Først da papiret var gået op i flammer og asken havde dannet en mindre bunke på bordet, valgte han at kigge efter hende. Hvis hun havde ønsket det, så kunne hun sagtens være gået sin vej. Deavàs kunne gøre det samme, hvis ikke det var fordi det morede ham, at hun faktisk var gået i gang og allerede havde fået samlet en del glas op. Til sin skuffelse så så det ud til at hun ville klare det.. han sukkede let for sig selv, som blikket blev rettet mod asken på bordet og han viftede hånden over det for at skubbe det ned på gulvet.. så lød der et brag og en hånligt latter fra en beruset stemme. Det kunne kun betyde én ting.

Deavàs havde ret i sine antagelser, som han så Feli ligge på gulvet og manden trække benet til sig igen. Hun var blevet saboteret og han havde faktisk ikke noget imod det. De gyldne øjne betragtede hende kort, før at han rettede blikket mod ejeren, der kom farende til scenariet.. Deavàs løftede vinglasset op mod læben igen, som han tog en slurk af vinen og betragtede optrinet med et smil på læben. Han kunne godt fornemme, hvor det bar hen og havde egentlig ikke nogen intention om at blande sig. På denne måde kunne han slippe for ansvaret og finde et andet sted at sove.

Glasset blev sat på bordet, som Deavàs var klar til at rejse sig, da et bump lød. Han rettede blikket mod Feli igen, som han havde fulgt det ud af øjenkrogen, men ikke helt kunne forstå, hvad han havde set. Ejeren var gået kold og Deavàs smilte køligt som alle kiggede mod Feli, også ham. Hun kom dog tættere på, som han flyttede let på hånden for at hun ikke stødte ind i hans fingre. "Jeg tror vi skal finde et andet sted at overnatte" lo han med et smil på læben, som han rejste sig fra stolen og gik ind foran hende. Han løftede hånden mod hendes hage, dog uden at røre hende. Han skulle nødigt udsættes for det samme, som ejeren. "Er du ikke enig?" spurgte han med et glimt i øjet og så sig over skulderen, før at han smed nogle krystaller på gulvet ved ejeren. "For glassene" kommenterede han og tilbød Feli sin arm. "Nogle talenter har du da" fortsatte han, som han rettede blikket mod Feli. Han var nysgerrig. På hendes evne. Selvfølgelig.

Flick så blot nervøst på de tilskuer hun havde fået, hun havde næsten glemt ham nok nærmere håbede på at han havde gået sin vej, men nej og nu. Nu ville bestemt ikke lade hende gå, med den sætning var det tydeligt for hende, at hun vakt en interesse i ham. Hun skulle blot have takket nej til udfordringen, hun sagde ikke noget, ikke endnu. Da blikkene ikke forsvandt, blev Feli kun bekymret han var næppe den eneste som var interesseret i hende. Hun følte det som at vælge med helvede og ild?

Det var først da han stillede sig foran hende, at hun ikke længere kunne se blikkene. Per automatik løftede hun sin hage og så i de gule øjne. Hun havde ikke ord for at tale sig ud af det og som han valgte at betale for hende igen, så kom de gamle instinkter i hende. Hun skyldte ham noget, derudover måtte hun væk, væk fra alle blikkene. Modvilligt tog hun hans arm, så på ham og sagde ”Nogle ting bør blive i det uvisse, ligesom dit dokument” hendes stemme var en anelse sammenbidt. Hun brød sig ikke helt om det og hun true bestemt ikke at stole på ham, hun gik alene med ham fordi hun ikke havde andre valg, som hun så det. Hendes tynde arm lage sig på hans, som hun lod sig føre ud af kroen, hvor hen de skulle vidste hun ikke, hvad mon han ville med hende. Hun ville ikke benytte sin evne, for så stod de andre frit for at komme hen til hende. Det værste var jo at det også krævede energi fra hende at udfører det, så at gøre det igen, så hurtigt efter var alligevel ikke en mulighed. Skyldte hun ham virkelig noget, det var trods alt hans udfordring?. Nej, hun måtte væk fra ham, det var det bedste. Hun måtte flygte.

Det første skridt de tog uden for kroen, gav hun slip på ham og løb væk. Løb så hurtigt hun kunne på de små ben, ind i gyden hvorefter hun gemte sig bag et par trætønder. Vejret var lettere overfladisk nervøs for om hun havde sluppet fra ham. Feli var bestemt ikke vant til at yde noget, hun sparede altid på kræfterne nok også derfor hun søgte tilflugt. Det var nok også dumt, for så ville han nok regne ud at hun ikke kunne lave det trick igen ikke lige foreløbig. Flick havde krøllet sig sammen og forsøgte at sidde stille som overhovedet muligt.

Havde det ikke været for hendes energiudladning, så var Deavás nok også gået sin vej, for han havde fået hvad han var kommet efter, men efter at set hendes lille optrin, så var han næsten nød til at undersøge sagen nærmere. Den spinkle pige havde jo tydeligvis en eller anden form for forsvarsmekanisme, når hun følte sig trængt op i en krog eller ikke var tryg ved situationen. Deavás var en anelse i tvivl om hvad der havde udløst det, eftersom at han ikke havde fået chancen for at observer hende, før at det faktisk allerede var for sent og det var sket. Men nu havde han i det mindste fundet noget, som han kunne beskæftige sig med for natten. Ikke dermed sagt at Felicity ville være enig, men behøvede han overhovedet at give hende et valg?

Blikkene var ikke rettet imod ham og han gjort normalt ikke noget for at forhindre den slags, men nu hvor hun havde vist sig nyttigt, så var der ingen grund til at nogen anden skulle få chancen for at få fingrene i hende. Altså var han nød til at træde til og trække hende til siden. Deavás havde ikke tvunget hende til at tage imod hans arm, men han lagde meget hurtigt en hånd over hendes for at skabe en fysisk kontakt imellem dem. Skulle hun finde på noget senere, så ville han jo gerne kunne finde hende igen. Nu kunne hun i hvert fald ikke flygte. Men det kunne hun selvfølgelig ikke vide. ”Der er da ingen grund til at skjule den slags talenter” kommenterede han med et lumsk smil på læben, før at han ledte dem mod udgangen. Hun havde fået sit måltid, han dokumentet og nu havde han også chancen for at se hende lidt bedre an, om end de var tvunget til at finde et andet sted at slå sig ned, fordi hun havde angrebet ejeren på den måde. Nok var det ikke hendes intention, men det ville vagterne næppe tro på. Deavás valgte at holde døren for hende, som han egentlig ikke forventede den store form for modstand, hun var gået frivilligt med, så hvorfor skulle hun lige pludselig ændre mening? Måske fordi der kun var tale om et mindre ondt end hvad hun kunne blive udsat for inde på kroen? Men Felicity kunne selvfølgelig altid have valgt at takke nej til udfordringen og så kunne de være gået hver deres vej uden problemer.. Så Deavás følte ikke at han bar noget af skylden.

De kom udenfor døren og væk var hun. Deavás havde ikke holdt fat i hendes hånd, men blev alligevel lettere overrasket over, at hun valgte at stikke af. Han sukkede roligt for sig selv, som han placerede hænderne i lommerne på den sorte kappe og langsomt bevægede sig i den retning hun var løbet. Deavás havde som sådan ikke travlt med at nå hende, for han vidste lige præcis, hvor han skulle finde hende. Derfor valgte han også at stoppe op ude foran gyden. Han spærrede hendes udgang, som han rømmede sig let. ”Du er godt klar over, at det er spild af tid og energi, ikke?” lød det lettere opgivende, som han langsomt bevægede sig ind i gyden med blikket rettet mod trætønderne, som hun gemte sig bag.

’Pokkers!! tænkte Feli som hun hørte hans stemme. Hun kunne næsten have sagt sig selv, at ville. Han havde med let fundet i starten. Flick rejste sig op fra tønderne, så han kunne se hende. Rolige skridt kom hun op til ham, med lettere bestemt blik det var tydeligt at det ikke ligefrem huede hende. ”Det var vel forsøget værd” svarede hun.

Hvorefter hun tog hans hånd igen. ”Så lad os få det overstået” sagde hun roligt. Flick kendte næsten hendes skæbne, han ville noget med hende, om det så var seksuelle lyster, undersøgelse af hendes evne, totur eller hvad vidste hun så indebar det hende. Hun havde efterhånden prøvet det så mange gange, så uanset ønsket så var det næsten altid det samme blik. Hun hade at hun ikke var i stand til at gøre noget, hun var ikke engang i stand til at råbe om hjælp. Kom hjælpen kunne han blot gå ind i kroen også ville hun være i problemer. Flick sukkede, men hun ville ikke forsøge at flugte igen, det tog al for meget energi og der skulle sparres især hvis det indebar at hun skulle udfører noget bestemt for ham, hun kunne vel kræve mad til betalingen, måske.

Deavás ønskede ikke at spilde en masse energi på at løbe efter hende, noget der også sjældent var nødvendigt, så længe han havde sin evne at arbejde med. Men alligevel skulle Felicity ikke tro, at det generede ham, at hun var stukket af. Han ville næppe gå så langt at sige, at det var forsøget værd at give det et skud. For han var sjældent flink, når først nogen forsøgte at stikke af på den måde. Men den side havde hun endnu ikke set, han havde været forholdsvis fattet fra begyndelsen af, men med tiden ville han ikke lægge skjul på sine lyster eller intentioner og lige nu hvilede hans fokus på hende og hendes evne. For det måtte da kunne bruges til noget? ”Ikke just” kommenterede han med et køligt smil og et nik, for at understrege sin udtalelse.

Gadetøsen kom ud fra sit skjul, som Deavás rettede let på ryggen og lod blikket hvile på hende. Han blev noget så overrasket, da hun valgte at tage hans hånd denne gang. Men det resulterede blot i et forventningsfuldt smil, som hun havde rørt ham først igen. Denne gang var berøringen ikke helt så svag, som han holdt hendes hånd uden at mase den. Men nok til at hun vidste, at han denne gang havde fat i hende. Det kunne jo være, at hun skiftede mening. ”Hvis du siger det” lo han køligt. Det var yderst sjældent at nogen kastede sig i armene på ham på den måde, specielt når de faktisk ikke vidste, hvad der ventede dem, men måske hun var van til lidt af hvert? Det fik ham kort til at overveje hendes fortid, men det blev hurtigt skubbet til siden, som han drejede rundt og ledte hende ned ad gaden. Der var ingen væsner på gaden, derfor var de også nødt til at finde et sted at overnatte hurtigt, for ikke at blive fanget af vagterne. Han førte hende ned ad smal gade, før at han stoppede op foran en trædør og hævede hånden mod den ru overflade. To bank blev det til, før at døren blev åbnet og en kvinde bukkede for Deavás, hendes blik faldt kort på Felicity, før at hun strøg længere ind i huset og forsvandt. Det var et mindre skjulested, som udadtil bare virkede som et almindeligt hus, men gangen var lang og nedadgående, som den gik under jorden og ned i mørket. ”Hvad ved du om din evne?” spurgte han lettere interesseret, som han rakte hånden frem for at få hende til at gå foran ham imens at de gik langs med den lange gang. De skulle et stykke før at de ville nå andet end den mørke gang. Der var ingen døre og kun ganske lidt lys.

Feli var ligeglad med hans kommentar, han syntes måske ikke det var et forsøg, men for hende var det eneste forsøg hun kunne overskue. Flick vidste at manden havde lumske tanker og det blev kun bekræftet af hans latter. Hun så allerede frem til at deres veje skulle skilles.

Flick fulgte troligt med ham, desværre tabte hun hurtig stedsans for hvor de befandt sig. Han bankede på en dør og en anden kvinde veg for dem, hun forsøgte at få øjenkontakt med hende, men det nåede hun ikke. Hun blev anelse nervøs, det hele mindende hende lidt om hendes herres hus og de forbindelse og huse han nu havde eller rettere hvor han førte hende hen. Hun vidste ikke hvordan tingene fungere og spurgte heller ikke. ”Jeg ved en god del om den” svarede hun. Hun var blevet trænet i den, men om det var blot for at kontrollere den og undgå at bruge den når hun var sammen med andre mænd. Flick forsatte ned ad den mørke gang, for hvert et skridt kunne hun mærke en nervøsitet stige. Det irriteret hende, at hun blev påvirket af stedet. Gangen føltes uendelig, men endelig kom en dør, hun trådte stille ind ad ned en anelse nervøs for hvad der var i vente.

Der var ingen grund til at deres veje skulle skilles lige foreløbig og så længe der ikke ville gå for lang tid, så havde han også muligheden for at opsøge hende igen. Hvis han nu skulle falde over noget nyt, som han lige ville være nødt til at teste på hende eller med hende, det var ikke til at sige, hvad han kunne få ud af hende, men hendes evne skulle han selvfølgelig være varsom med, hvis han ikke ønskede at ende som ejeren. Spørgsmålet var nærmere om der var en begrænsning på evnen og om han ville kunne opdage det og derved udnytte det til sin fordel. Deavás kunne sikkert finde nogle ofre, som kunne aflade hende, før at han selv gav sig i kast med sine eksperimenter.

Det var ikke meningen, at de skulle have kontakt med nogen. Jo mindre kontakt de havde indenfor organisation, jo mindre sandsynlighed var der for at de ville blive fanget. Deavás havde dog ikke tænkt sig at befinde sig i hovedstaden uden et tilflugtssted, for andet ville være direkte dumt og Feli ville næppe være i stand til at finde derhen igen, når han først gav slip i hende. Der var mange måder at komme ud på, så hun ville næppe kunne finde hen til den samme dør igen, for den kunne selvfølgelig også skiftes ud. Han nikkede roligt til hendes ord, som de gyldne øjne så forbi hende og var rettet imod mørket. ”Noget du vil dele, eller skal jeg selv finde ud af det?” spurgte han roligt, måske tøsen følte sig så utilpas, at hun frivilligt ville åbne munden og fortælle det hele? Han tvivlede lidt på det, men lod alligevel Feli gå først ind ad døren, som han fulgte med og lukkede den bag dem. Rummet var ikke specielt stort, men væggene var lavet af jord. Det lignede mest af alt en underjordisk hule, som var blevet gravet ud til formålet. I midten af rummet stod et bord og væggene var dækket af stof og redskaber. Pergamentpapir lå alle vegne, men Deavás gik roligt op bag hende og skubbede hende hen mod døren. ”Hænderne på bordet” lød det køligt, som han dog blev bag ved hende. Skulle hun have det at vide to gange?

Rummet var bestemt ikke noget at råbe hura for, ingen vinduer kun en dør og en meget lang gang. Muligheden for at flugte var ikke mulig før han gav hende lov, det var ikke en rar tanke. Det betød blot at hun var i hans magt. Ligesom da hun var slave, en andens ejendel. At finde ud af det, krævede både tid og en masse energi, så ville hun løbe den risiko. Uanset så var det risikofyldt for hvilket valg hun tog, måske hun blot kunne sige noget af det. ”Du kan vel lige så godt vide først som sidst” svarede hun med rolig stemme. Hun stod i lorte situation og tortur kunne sagtens ske i dette rum, endnu havde aldrig fået et ar og sådan ville hun gerne beholde det. ”Når jeg vil, kan jeg genere energi ud af min krop, uanset hvor der berøres men der skal være kontakt. Det kræve også energi for mig, og det kan være farligt for mig og min modstander hvis vand er indvolveret” alligevel sagde hun det hele. Han ville alligevel finde ud af det hele. Hun trøstede sig med at det ville spare hende tid og energi ved at sige det.

Imens hun dannede sig et indtryk af rummet skubbende han hende i ryggen så hun røg ind i døren. Hendes kind og krop gik imod døren i det hurtige bump, hun vendte ansigtet mod ”Hvad skulle det nu til for” svarede hun stadig roligt, der var ingen grund til at gøre ham mere irriteret. Det viste blot hans natur og det var sikkert kun en forsmag. Feli pustede ud og lage sine hænder på bordet og vendte blikket mod hans blik.

Rummets størrelse havde en årsag, eftersom at for større rum ville blive bemærket af andre end de var beregnet til. Desuden så var rummet ikke beregnet til de helt store forsamlinger, det var mere til intime affærer eller andet, som organisationen kunne finde på at bruge rummet til. Men han havde dog ikke i sinde at sove her, lige nu var det blot et mindre stop på vejen, som Deavás havde i sinde at udspørge hende om evnen. Han tvivlede lidt på, at hun ville vælge at fortælle om evnens svaghed, men så længe hun kunne give ham lidt at gå efter, så havde han da noget at arbejde med. Han nikkede lettere forbavset, men opmuntrende, som hun ikke lod til at have noget imod at fortælle ham lidt. Dertil valgte han at lytte og roligt lægge armene over kors. Det var lettere overraskende, at hun faktisk var så lydig, men det var rart til en afveksling, for så behøvede han ikke bruge for mange kræfter på at få det ud af hende. Han nikkede til hendes ord, lavede en mindre påmindelse om, at han skulle passe på med fysisk kontakt, om end det var hvad hans egen evne også krævede for at styrke forbindelsen. Hun nævnte noget om vand. ”Så der er tale om en energi udladning?” konkluderede han roligt, uden at forvente at hun ville give ham et svar. Intet vand blev også noteret i hans tanker. Det måtte dog være frustrerende at have en evne, som kunne skade sig selv samtidig med modstanderen. Det ville være vildt upraktisk.

Den spinkle krop var ikke med til at yde meget modstand, så han var lettere overrasket over at Felicity faktisk røg ind i døren på den måde, men i stedet for at undskylde valgte han at trække let på skulderne. Der var vel ingen grund til at han forsøgte at forklare sig i stedet vendte han fokus mod bordet, som hun lydigt placerede hænderne på overfladen. Desværre for ham, så havde han lidt håbet på at det kun var hendes hænder, som kunne afgive energien, hvilket var grunden til at han havde fået hende til at ligge hænderne på bordet. Men nu hvor han var klar over, at energien kunne udspringe fra hele hendes krop, så måtte han ændre taktik. ”Hvor ofte kan du aflade?” spurgte han uddybende for at vide om uheldet i kroen ville kunne gentages indenfor den nærmeste fremtid eller om han havde frie tøjler i et stykke tid endnu. Deavás gik op bag ved hende og løftede hånden mod hendes ryg for at fører en finger ned over rygraden mod hendes røv. Han lagde endnu ikke noget pres på hendes krop, men ventede på hendes svar.

Feli flugte ham med øjnene, det var utroligt så nysgerrig han var på hendes evne. Flick blev en anelse nervøs for om han kunne noget, om han kunne noget specielt siden han ville nærmest alt, selv de enkelte ting om den. ”Ja, det kan man godt sige” svarede hun roligt. Hun havde aldrig givet sit evne et navn, den var mest praktisk når hun faktisk skulle forsvare sig selv.

”Så ofte jeg vil, men det kræver også energi fra mig. Så hvis spørgsmålet i virkelig er om jeg kan nu, så nej ikke lige så kraftigt som det var på ejeren af kroen” svarede hun roligt og mærkede hans fingre finde vej ned af hendes tynde krop. Rugsøljen stak en anelse ud, det var dog ikke tydeligt for tøjet med ind under var det. Flick vente sig imod ham, selvom han nok ønskede at hun blev der foran bordet hvorefter hun, stillede sig på tåspidserne for at nå ham og kærtegnede hans kind og gav ham en forsmag af energien, det ville ikke slå ham i gulvet, men blot give en kilden fornemmelse der hvor hun rørte. ”Når ja, jeg kan også bestemme styrken” afsluttede hun og fjernede sin hånd igen. Flick blev stående og så lettere vurdere på ham. Hun vidste det var et farligt spil hun kastede sig ud i, men der var vel ikke andre muligheder og han var jo så nysgerrig på evnen, så nu fik han også lov til at mærke en lille del af den.

Der var uendelige muligheder derude og Deavás var overbevist om, at han kun havde set overfladen af alle de evner, som fandtes derude. Derfor var han også interesseret i at vide mere om hendes evne. Han havde brug for de detaljer hun kunne give ham og samtidig de detaljer, som hun ikke ønskede at dele. Men indtil nu var hun mere end villig til at dele med ham, så han lod hende forklare sig uden at tvinge det ud af hende. Deavás lyttede opmærksomt til hendes ord, som hun gav ham ret. Det var ikke til at sige hvor langt hun kunne strække evnen og om det med tiden ville være muligt at sende energien igennem luften. Felicity havde næppe brugt tid på at videreudvikle evnen, men det havde uden tvivl potentiale, så længe, at Deavás ikke blev mål for energi. Ikke at han havde tænkt sig at hjælpe hende. Det ville gøre hende farligere, sammenlignet med deres situation lige nu.

Felicity var ikke uden evner, hun havde tydeligvis allerede læst hans intentioner. Men det var altid noget, at hun ikke ville kunne gøre det samme ved ham, som hun havde gjort imod ejeren. Hvis det skete, så ville hun næppe komme ud af hulen, men det kunne hun selvfølgelig ikke vide, for vejen tilbage virkede meget lige til. ”Så hvis du er løbet tør for energi, så kan du ikke længere forsvare dig?” han forventede ikke et svar, da det nærmere var en konklusion på hendes svaghed eller evnens svaghed. Selvfølgelig havde han lige givet hende et måltid mad, så hun ville have god energi til at bruge sin evne i noget tid. Men heldigvis for ham, så havde ejeren afladt hende tidligere, så det var begrænset hvor meget skade hun faktisk kunne gøre. Deavás trak automatisk hånden til sig, som hun vendte sig rundt. De gyldne øjne advarede hende på afstand, som hun kom tættere på. Men han gjorde ikke mine til at flytte sig, som hun rørte hans kind. Af ren og skær refleks greb han dog ud efter hendes hånd, som han mærkede den svage prikken i kinden. ”Du burde være mere forsigtigt” kommenterede han køligt. Men nu hvor hun havde startet, så havde han ingen problemer med at tage fat i hende og hive hende tættere på, så de næsten stod helt tæt. Deavás sørgede for ikke at røre hendes hud, også selvom det var svært, når han var van til fysisk kontakt. ”Men nu hvor du startede, kan vi lige så godt fortsætte” fortsatte han med et lystigt smil på læben, som han løftede hånden mod hendes kind og strøg hende blidt over kinden.

”Ja det er korrekt” svarede hun roligt, før havde brugt hendes alle sidste energi på at forsvare sig, hvilket resulteret i at hun ikke kunne bevæge sig, men måtte have tid til at komme sig. Det kunne næsten sammenlignes med en der var blevet slået luften ud af maven og skulle have luften igen.

Selvom hans øjne advarede hende, var hun besluttet på at drille ham. For energien ville ikke skade ham, det havde hun fuld kontrol over, spørgsmålet var nok blot om han stolede på hende. Flick smilede en anelses drilsk som han tog fat i hendes hånd, det måske dumt at lade håndtere situationen på denne måde Flick viste dog ikke hendes usikkerhed, men hun i sandheden var hun generelt meget usikker på sig selv. ”Det kildede da kun” forsvarede hun sig selv, forsikrede ham om at dette var en mild anvendelse, men det kunne tænkes at han foretrak at hun slet ikke havde gjort det. Flick der var tynd og let fløjl næsten også som en fjer imod ham, som han trak hende til sig. ”Forsætte med hvad?” spurgte hun med et lille blink i øjet, som han kærtegnede hendes kind. Alligevel var hun lidt nervøs for svaret, da hun havde sine anelser om hvad det indebar.

Tøsen gav ham ret, hun var virkelig god til at tale ham efter munden, mon hun var van til at være tvunget til at høre efter og gøre hvad der blev sagt? Uanset hvad, så fik han endnu et svar, hun svarede uden tøven på hans spørgsmål og var med til at udvide hans viden. En viden, der blev låst inde i hans sind. Der var mange ting, som han kunne dele med andre, men det var sjældent det rette selskab at gøre det i og hvis Felicity vidste bare en brøkdel af de ting han vidste, så var hun nok stukket af fra byen for længst, men han var ikke kommet for at skabe kaos, blot overvåge situationen, som den konstant var under udvikling.

Der var intet i vejen med dril, men han ville sikre sig, at hun ikke lige pludselig gik for langt, for så ville han for alvor blive ubehagelig og det ville hun næppe syntes om. Ikke at den slags bekymrede Deavás. Dog kunne han godt lide, at hun valgte at give ham lidt modspil og så alligevel ikke, som hun besvarede hans spørgsmål lystigt og hurtigt, uden rigtig at tøve. Hendes humør var også blevet en anelse mere løssluppen, som han tydeligt kunne se det drilske smil på hendes læber. Måske hun ikke var helt utilpas ved situationen alligevel? ”Det gjorde det da” forsikrede han hende med et smil, som han fik trukket hende ind til sig og strøg hende over kinden. Hun havde ikke noget valg og det lod ikke til at hun ville spilde kræfter på at kæmpe imod, så han kunne faktisk gøre lidt af hvert med hende lige nu. Deavás valgte ikke at besvare hendes spørgsmål, som han endnu ikke havde taget en beslutning selv, først ville han lige se hvilke intentioner hun havde. Derfor valgte han også at bukke sig ned til hende, som han pressede deres læber sammen i et kys. Han lod hænderne vandre ned over hendes krop, før at han greb fat i hendes arme og låste dem på hendes ryg.

Flick tvivlede stadig en anelse på sig selv og hans ord, hun vidste ikke om fortrød det som han fik hende længere ind til sig og strøg hendes kind igen. Feli var næsten så godt som 100 procent sikker på hvad han var ude på. Hun så i de gule øjne, men indeni hvis kræfterne var der ville hun slå og sparke, skrige ad ham! Hvorfor skulle hun have drillet ham, måske fordi hun vidste at hvis hun ikke gjorde, ville det blot forvolde hende smerte. Hendes herre havde brugt nogenlunde samme taktik, generelt brugte mænd den taktik. Kunne de ikke få det på den ene måde, så blev den anden og hun var som altid hjælpeløs. Selv hvis hun udløste sin energi på ham, havde han andre i huset. Andre til at stoppe hende. Flick følte sig fanget i de gule øjne, hun så de nærmede sig og det kunne betyde en ting, Feli lukkede sine øjne som deres læber mødtes, han var næsten som enhver anden kunden hun havde haft og hun vidste hvordan hendes rolle skulle spilles. Inden hun nåede gøre andet end gengælde kysset havde han bevægede hans hænder ned til hendes og låste dem på hendes ryg. Flick åbnede sine øjne og så på ham, bare han ikke var en af de typer der nød vold, det kunne hun næsten ikke overskue. Hun havde lyst til at spørger hvad han var ude på, men hun ville næppe for et svar, så hun tog stille og så blot i hans øjne.

Det var en anelse selvforskyldt, i hvert fald at Deavás valgte at skifte taktik overfor hende, for han kunne sagtens have brugt vold for at få informationerne ud af hende, men det at hun valgte at provokere ham med sin energi, havde givet ham en anden lyst. En lyst hun næppe ville synes om, men hun var ikke i en position hvor hun faktisk kunne beklage sig over det. Det mente han i hvert fald ikke selv og lige nu havde hun ikke det store valg, som han holdt hende fast og lod deres læber mødes i et kys. Der var ikke mange følelser i kysset, der var nærmere tale om grådighed og det faktum, at hun ikke kunne gøre noget imod det. Selvfølgelig var han stadig tvunget til at tænke på hendes evne, men så længe hun ikke gjorde ham ondt, så ville han heller ikke gøre hende ondt. Eller det var i hvert fald udgangspunktet lige nu, som han fik låst hendes arme bag hendes ryg. Det var kun nødvendigt at bruge den ene arm, så Deavás havde stadig mulighed for at benytte den anden. Den frie hånd blev placeret mod hendes nakke, som han brød kysset af og kiggede hende i øjnene. ”Har du et navn?” svaret var ikke vigtigt, men man kunne også fornærme en svag provokation, som i, at hun burde da have fået et navn. Selvfølgelig kunne han sagtens selv finde på noget, men nu havde hun jo været villig til at fortælle ham om sin evne, så navnet var vel ikke noget problem.

Deavás gik fra at spørge efter hendes navn til at kysse hende kort tid efter igen. Hun havde haft tid nok til at svare ham, som han dog hurtigt slap hendes læber igen og i stedet hev i hendes arm for at bøje hende bagover. Forhåbentlig ville hun ikke kæmpe imod, for det kunne komme til at gøre ondt. Alligevel brød han kysset igen for at begrave sit ansigt imod hendes hals. Læberne strøg langsomt over hendes hals, før at han trak hovedet til sig og slap hendes arme. ”Sæt dig op på bordet” denne gang var der ikke tale om et spørgsmål, nærmere en ordre. Han gav hende plads nok til at kunne bevæge sig, imens at han selv åbnede den store kappe og lod den glide over skulderne og ned af armene. Han greb kappen med hænderne og hev den ene arm ud for at tage imod med den anden. Deavás gik roligt forbi hende, som han lagde kappen tilrette over en af stolene rundt om bordet. Indenunder bar han en hvid skjorte, hvor de øverste knapper var åbne. De sorte bukser var nu tydeligere end før, men der var intet specielt over dem. Alle detaljerne var blevet brugt på kappen.

Feli havde oplevet bedre kys end dette, det følelse mere som en demonstration på hvilken person han var samt hvad han var i stand til. Nemlig at tage, som han ville have det. Grådigt og grisk, det undrede dog ikke Feli at manden var af denne type, det ville hellere undre hvis han holdt af den voldelige del. Selvom hun ikke ønskede det, men hendes ønske eller behov ville der ikke blive spurgt til. 

Feli lod sig læne mod hans anden hånd, der var kommet op til hendes nakke som da brød kysset. Hun så blot roligt på ham, Flick havde dog lyst til at sparke ham et vis sted, det ville dog ikke ændre noget jo måske det faktum at resten af tiden ville dette være et mareridt uanset hans planer. ”Felicity, dit?” hun forventede ikke et svar fra, hvad skulle hun også bruge det til? Ingen ville tro hende alligevel hvis hun nævnte at hun var blevet overfaldet, for slet ikke tale om de offentlige ting hun havde formået at gøre i løbet af dagen.

Endnu et kys blev plantet solidt på hendes læber, hun lod sig føre af hans bevægelser som enhver anden god slave ville gøre det. For derefter at bøje i hendes knæ så hun stod lænet bagover. Hun mærkede derefter hans læber imod hendes hud. Hun afskyet det, kunder kunne hun dengang sætte begrænsninger for, men her. Her havde hun slet intet valg, ingen spilleregler som kunne følges. Kyssene blev hurtigt afbrudt hvorefter han gav sin ordre. Flick gjorde blot som der blev sagt, og kom med en anelse besvær op på bordet. Hun var jo så lille og petit. Hun bemærkede at han smed sin kappe, hun bed sig i læben usikker på hvad han nu ville. Hun sad dog blot ganske stille uden at stille spørgsmål eller tirre ham. 

Tøsen kunne blive nok så fornærmet over situationen, det rørte ham ikke rigtig, da Deavás bestemt ikke manglede selvtillid, så han bekymrede sig ikke rigtig for hvad hun tænkte om kysset. Det var muligvis også bare som svar på hendes forvirring over situationen. For ja, han havde muligvis trukket hende derhen med hensigten om at lære hendes evne bedre at kende, men nu hvor hun havde valgt at prikke til ham på den måde, så var han ikke bleg for at vende situationen på hovedet. Det var faktisk sjældent at han bekymrede sig for modparten, medmindre at det var en han kendte og faktisk bekymrede sig om. Selvfølgelig var der fordele ved at modparten også nød det, men sådan kunne det selvfølgelig ikke altid være. Heldigvis for hende, så forsøgte hun ikke at flygte fra ham, så han behøvede ikke at gøre en indsats for at holde kysset i den tid, han havde planer om.

Selvom hun ikke lod til at være vild med ideen, så kunne han at hun ikke flygtede fra hans berøring. Måske hun var bange for, hvad det ville få af betydning for hende? Der var ingen modstand og han kunne fornemme på hende, at han muligvis ville have frit spil, så længe at han sørgede for at hun ikke fik opbygget for meget energi over tiden. Så ville det komme til at gøre ondt for alvor og ikke kun på hende. At hun valgte at fortælle ham sit navn, var ikke overraskende, som han dog nikkede til hendes navn. Felicity.. Det lød naivt og uskyldigt. Han smilte dog, som hun spurgte efter hans, måske det var en vanesag for hende, noget hun ikke tænkte over? ”Deavás” svarede han kort, som han trak let på skulderne. Han havde ikke problemer med navnet, men det var også alt, som folk kendte ham ved. Intet efternavn eller mellemnavn.

Den lydighed, som hendes krop bar på, fortalte ham, at hun havde været i en lignende situation før. Altså var det ikke uvant for hende at gøre hvad hun fik besked på og hvad der var forventet af hende. Han tog sig god tid med at smage på hendes hud. Den barske smag bekymrede ham ikke, som han stadig kunne dufte hende igennem skidtet. Hun levede jo på gaden, så hun tog næppe bad særlig ofte. Men han valgte også at slippe hende, så han selv kunne få kappen af og få hende til at sætte sig op på bordet. Endnu en gang gjorde hun hvad hun fik besked på, som han gik hen foran hende og lagde hænderne mod hendes lår for at sprede hendes ben ud og placere sig imellem dem. Han løftede den ene hånd mod hendes ansigt igen. ”Hvis du gør mig ondt, så kommer du ikke herfra i live” truede han køligt, som det var en hverdagsting at sige.

Felicity havde ikke forventet at han faktisk ville oplyse sit navn, men hun kunne hellere ikke vide om så var det hans rigtige, det kunne sagtens være et dæknavn. Så hun ikke kunne finde ham igen eller spørger efter ham.

Feli så på med rolige øjne, men efterhånden blev de mere og mere tomme ud. Feli havde til vane for at gemme sig selv søge ind i sig selv, mest for at beskytte sig selv imod det der ville ske eller rettere det hun forventede at ske. Hun hadet mænd og deres lyster, deres behov for at bestemme over andre. Flick byggede blot sit had til mænd større, som hvert et skridt han tog. Hun fnøs indvendig, som han tog hendes lår spredte dem. Hun kunne alligevel lade vær med at grine over hans trussel, som om hun ikke var klar over at han havde magten. ”Du kan være ganske rolig, du vil aller højst føle en kilden” svarede hun igen. Flick blev da ikke mere nervøs for ham ved hans trussel, det bekræftede hende blot at manden elskede magt. Det var nok også derfor hun blot gjorde som der blev sagt, det var langt det nemmeste.

Det var ikke et problem at oplyse hans navn, mest af alt fordi han tvivlede på, at hun ville kunne gøre noget truende, selv hvis hun valgte at sige det til andre. Det var ikke fornavnet, som var farligt i hans tilfælde, det var det fulde navn, hvilket ingen havde hørt før, så han var slet ikke bekymret. Desuden så gjorde det heller ikke noget, at hun kendte hans navn, så vidste hun også, at han ikke frygtede en eventuel trussel fra hendes side af.

Deavás førte langsomt hænderne op ad hendes inderlår, som han spredte dem ad. Han var egentlig ikke helt så bekymret for det tomme udtryk i hendes øjne. Det betød mindre modstand og derfor regnede han lidt med, at han kunne gøre hvad han ville uden at hun ville begynde at protestere overfor ham. Som han fik placeret sig imellem hendes ben, valgte han at presse fingrene ind i hendes lår. Ikke hårdt nok til at efterlade et mærke, men nok til at hun ville kunne mærke det. Feli lod til at forstå alvoren i hans trussel også selvom hun forsøgte at dække over det med en latter. Det rørte ham ikke spor, som han langsomt flyttede den ene hånd op for at bevæge sig under hendes tøj. Han kunne altid bede hende om at fjerne det, men lige nu var det ikke nødvendigt, som han langsomt rev neglene over hendes spinkle krop. Han var dog endnu opmærksom efter tegn på hendes evne. Det ville være rart, hvis han kunne se hendes angreb før, det dukkede op, hvilket også var grunden til at han provokerede hende på denne måde. Der var ingen som sagde, at det faktisk handlede om hans lyst. Men det kunne også handle om begge dele. ”Så ved jeg, at du endnu lever” kommenterede han lettere henkastet, som et glimt viste sig i hans øjne. Det var farligt og virkelig ubehagelig, som hånden mod hendes lår pressede yderligere på.