Selvfølgelig ville hendes fader blokere angrebet, andet ville havde skuffet hende, men i det mindste havde han måtte smide sit våben. I sær detaljen med hans ellers skjulte vinger kom til syne var blot yderst tilfredsstillende for Jocelyn. Det betød blot hendes fader havde brugt lidt fokus på hende, mere end normalt, så det var da en selvfølge der kom et smil frem på hendes læber.

Men det var her Jocelyn mærkede sin faders sind i hendes, det var ikke til at tage fejl af. Stædigt strammede Jocelyn sit greb om sit sværd og lagde mere vægt i at skulle lade det ømme ind i sin faders side, men som han kæmpe imod fysisk samtidig med han prøvede at få hendes sind knækket gjorde det her svært.
Man kunne tydeligt se hvor anstrengt Jocelyn havde det både fysisk og psykisk, og de stod vel sådan et halvt minuts tid, som endelig skete der noget bevægelse, men det var den forkerte vej, sværdet blev roligt presset mere og mere imod Jocelyn selv.

Dog kom det et smil frem på Jocelyns læber. Hendes fader var stærkest psykisk, men efter så mange år vidste Jocelyn den eneste vej at hun ville kunne så sin egen fader var at brug hans kontrol over hende imod ham.
"Hvad så min kære fader... bange? Dine vinger kom frem... Det ville jeg også være... kan kun forstille kig hvordan du må forstille dig hvordan jeg stikker mit sværd i din side og smerten begynder at sprede sig... hvordan du ikke kan tænke på andet end frygten for det rent faktisk sker, fokuser på den tanke kære fader, for det vil ske" sagde Jocelyn anstrengt med et smil på læben. Det hele var en kamp i sindet, hvem der bestod den største mentalitet, for fysisk ville Jocelyn tabe. Men hvis hun kunne få sin fader til at fokusere på det ville ske, ville han ikke blot selv blive svækket, men som han var inde i hendes sind ville han blot få det til at ske helt af sig selv.

Det tilfredse smil på Agarés læber var tydeligt at se, som sværdet blev skubbet mere mod hende end ham selv. Det betød kun at hans feje plan virkede og han var succesfuld i at rode rundt i hendes sind. Men smilet på hendes læber overraskede ham dog og som hendes tale begyndte, blev han distraheret i sin kontrol over hende. Selvfølgelig kunne han ikke lade være med at forestille sig præcis hvad hun sagde, at sværdet ville blive boret ind i hans side. Han lukkede øjnene i og forsøgte at lukke hendes stemme ude, men som han selv holdte fast i hendes sind, stoppede tankerne ikke. Han kunne langsomt mærke sværdet blive flyttet mod ham selv igen, selvom han stadig pressede til med alle kræfter for at skubbe det fra sig.

Agarés rystede kort på hovedet og åbnede så øjnene igen i et irriteret støn. At stoppe de forestillinger var en større psykisk kamp end han troede det ville være, men det kom ikke bag på ham at Jocelyn var smart nok til at bruge hans evne imod ham og hendes stemme der konstant lød i hans ører gjorde det kun mere distraherende. Som han ikke kunne få forestillingen ud af hovedet, og han stadig holdte et fast greb i hendes sind, fik han sluppet hendes hånd og hun fik boret sværdets spids ind i hans højre side. Forbindelsen mellem dem blev brudt med det samme. Agarés udbrød et støn i smerte som han forsøgte at losse ud efter hende med en fod, for at forhindre hende i at gøre det værre for ham. Den hvide skjorte blev alt for hurtigt rød af blodet der løb fra såret og hans vejrtrækning blev hurtigere. Han gjorde dog hvad han kunne, for ikke at falde på knæ.
"Så hvad er din pris for at stoppe nu?" Spurgte han med den hyppige vejrtrækning, mens han greb fat om bladet på sværdet i et forsøg på ikke at lade det blive skubbet længere ind.

Det kunne ikke siges andet end en fornøjelse for Jocelyn som hendes fader skiftede blik fra selvsikker til mere fusteret, og hvordan hun kunne direkte mærke hans mentale hjælp til at presse imod hans fysiske styrke, og som sværdet kom ind i siden På ham og han valgte at forlade hendes hoved var der kun nydelse at se i Jocelyns blik.
Hun stod blot og stadig lagde kraft i sværdet for hendes kære fader ikke blot træk det ud og lyttede til hans ord. En fornøjelse at høre hvordan han trak vejret i smerte.
"Kære fader... Vi er slet ikke færdige" sagde Jocelyn koldt. Hendes fader havde ville tage James liv, og han skulle nu mærke den frygt hun ind til da i alle disse år havde haft for ham, på egen krop.
Jocelyn regnede med at hendes fader aldrig havde prøvet det næste der skete, da ingen ville havde turde at prøve af frygt for at blive spist. Men Jocelyn havde intet at miste herfra. Med et brugte Jocelyn deres forbindelse til at presse sit sind ind i sin faders. Hun havde så længe brugt tid på at træne sit sind i hemmelighed, det var altid når hendes fader sov hun tvang sig ind i de andre i netværket og brugte dem, efter hånden havde det været nemt og for det meste opdagede staklerne det ikke engang. Men nu var det hendes faders tur, men han skulle bestemt vide hun nu skulle håbe kontrol over ham.
Hun havde et mål ved at trænge ind i hans sind, han skulle på knæ, se op på hende, og indse at hun var nu den der stod med valget om han skulle leve eller dø.
Alt hendes vilje trængte ind i hendes faders sind, og det ville fylde meget. Og selvfølgelig kunne han da kæmpe imod, men det var en kamp hun var villig til at tage. Alt fokus lå på at få ham til at knæle.
"Frygt mig og knæl fader" sagde Jocelyn iskoldt imens til den mand der havde styrtet hende med frygt i alle disse år.

Et brændende blik i vrede kom frem i Agarés øjne over hendes modvilje til at stoppe dette vanvid. Han holdte stadig et fast greb om sværdets blad, men det eneste det resulterede i var, at blodet begyndte at flyde fra hans håndflader også. Som Jocelyn forsøgte at presse sig ind i hans sind, lukkede han øjnene i, i et forsøg på at stoppe hende, men smerten over sværdet i siden distraherede ham som hun pressede på og han kunne umuligt stoppe hende. Han hørte hendes ordre om at få ham til at knæle for sig, men han kæmpede fortsat imod smerten og pressede på med sin egen kropsvægt.

Han havde brugt mange år på at trænge ind i andres sind og gøre hvad der passede ham, uden tanke for hvordan det måtte have føltes. De havde selv valgt at være en del af det, så han så intet forkert i det. Men den følelse af at være overtaget af en anden, følelsen af at ens egen krop gik imod en, var bestemt ikke en han selv ville føle. Det havde han dog intet valg i nu, som han ikke kunne stoppe Jocelyn i at trænge længere og længere ind og skubbe ham yderligere. Hun fik hans egen krop til at arbejde imod ham og trangen til at falde på knæ voksede, selvom han med hyppig vejrtrækning og støn i smerte gjorde alt han kunne for at holde sig på benene. Til sidst var han dog nødt til at give slip. Han var nødt til at indse at det ikke kunne lykkedes at lukke hende ude, nu hvor hun samtidig havde fået tvunget sværdet i hans side. Blodtabet hjalp heller ikke på hans mentale tilstand og efter alt for meget energi på at holde sig oprejst, faldt han langsomt ned. I sidste ende faldt han på knæ. Vreden over at have tabt til en lille tøs var overvældende, men han var også godt klar over at Jocelyn havde magten over ham i øjeblikket. Det var hendes valg, om han skulle leve eller dø.
”Fortæl mig… Hvad du.. Vil have,” fik han tvunget frem i smerte, som han lænede sig lidt længere tilbage.

Kampen i hendes faders hoved bar nemmere end Jocelyn havde forstillet sig selv ville være, det hjalp nok også han var såret og skulle fokusere på at sværdet ikke skulle komme længere ind i siden På ham. Men da han så først gav sig tvingende, og man kunne se hvordan han røg ned i knæ var der et stort veltilfreds smil at finde på hendes læber. Det var præcis som hun ville have det, sin fader på knæ, velviddene om dette kunne være enden på hans liv.
Men Jocelyn havde skam tænk sig at skåne ham, hvis han dog gik med til 2 ting.
"Min broder bliver aldrig i din levetid så meget rørt af dig eller dine slaver... Og så vil Jeg have du river min kontrakt over" sagde Jocelyn køligt og gav blot sværdet et ryk mere ind imod sin fader. Hun blev også i hans sind for nu, han skulle ikke have lov til at komme op igen før hun var på vej væk.

Jocelyn regnede bestemt med hendes fader så sit eget liv vigtig nok til at blot give hende hvad hun ville have. Det var i hvert fald modigt af ham hvis han skulle til at trodse hende nu, måske hun skulle give ham forestillingen af hun ville spise ham? Nej sådan var hun ikke og det ville hun ikke have på sig. Alt hun ville have var sin bror i sikkerhed, og at hun aldrig skulle gøre hvad hendes fader sagde igen.

Agarés var nødt til at slippe sværdet før i stedet at lægge en hånd på jorden bag sig, ellers ville han falde længere og længere ned. Han ville dog ikke give Jocelyn den tilfredshed at ligge sig. Den tilfredshed hun allerede havde fået ved at få ham i knæ var ydmygende nok. De store vinger hvilede også mod jorden, for at hjælpe til med at holde ham oppe på knæene. Blodet fra hænderne løb langsomt ud over jorden, som han havde haft et rimelig godt greb om sværdets blad.

Egentlig burde han ikke tøve et sekund med at gå med til de krav hun stillede, men alligevel brugte han lige lidt tid på at overveje sit svar. Det ville være underligt hvis han ikke gjorde. Trods alt var det ikke hver dag en af hans egne gik imod ham på den måde, det var aldrig sket før, men hvis det endelig skulle ske, så kom det ikke bag på ham at det var Jocelyn der kunne gøre det. Han havde egentlig heller ikke specielt meget lyst til at miste hende, men som sværdet stadig sad i hans side og den anden mulighed var døden, var der ikke meget at gøre. Hver gang han arrangerede møder mellem ham selv og en eller flere fra sit Hive, sørgede han for at have deres kontrakter på sig. Denne gang havde han selvfølgelig også Jocelyns kontrakt på sig og han stak hånden ned i inderlommen på jakken og hev den frem.
"Jeg vil holde mig selv og mine slaver væk fra James," sagde han i bekræftelse med et let nik, stadig med en anstrengt vejrtrækning. ".. Og du bliver løsladt fra din kontrakt," fortsatte han i et mere irriteret tone, som han tog fat om kontrakten og rev til, før han lod de to stykker falde til jorden. Jocelyn havde intet mere med Agarés at gøre og han var sikker på at hun var klar over at han ikke ville lægge hånd på James i fremtiden. Han havde trods alt aldrig gjort andet end han havde sagt han ville.

Som hendes fader gav mere og mere op med at kæmpe imod var det kun tilfredsstillende at se. Jocelyn havde fået sin vilje og fået hendes fader på knæ og alt gik efter hendes vilje. Hvis han var så dum at modsige Jocelyn  ville hun ikke et skund tøve med at lave det sidste ryk med sværdet for at tage livet af hendes fader. 
Dog som kontrakten endelig kom frem fra inderlommen, hvilede hende øjne blot køligt på den. Og lige så snart den var blevet revet over og faldt mod jorden var det som en bølge af lettelse flød ind over Jocelyn. 
Et sted i hende kunne ikke fatte at dette havde virket og nu havde hun fået sin vilje over for sin fader. Hun havde vundet! Hun var fri og hendes broder var ikke længere i fare.

uden så meget som en advarelse hev Jocelyn sit sværd til sig. hvorefter hun bøjede sig ind over sin fader og sagde koldt "Tak kære fader... husk denne dag.. husk følelsen af frygt". Roligt rettede hun sig op igen, tog et par skridt tilbage, betragtede kort hendes fader for så at vende sig rundt.
James! nu skulle hun tilse ham, han måtte havde overværet det hele, hun havde skubbet alt fokus om ham ud for at kunne overmande hendes fader.
Hurtigt skyndte Jocelyn sig over til James ved træet og skar hurtigt hans reb op.
"Kom border... vi må væk herfra" sagde Jocelyn hurtigt, og ville hjælpe James op og stå.
De måtte væk inden at hendes fader sendte nogle efter dem, han havde lovet James sikerhed fra ham, men der var andre dæmoner i området, samt hun var ikke selv sikker.

James havde været alt for optaget af at prøve at få sine reb af, og komme ordentligt op at stå til at forstå hvad der var forgået bag ham.
Da hans reb endelig blev skåret over kiggede han lidt på Jocelyn og var egentlig skuffet. Her havde han ikke set hende i 10 år igen, og så har hun en dæmon som chef. Ikke nok med det var en dæmon, men det var en der havde brugt James til noget som ikke engang James havde forstået. Han bed sig i læben og ville egentlig ikke sige noget til Jocelyn men kunne ikke lade vær. "Tak, eller ikke tak. Måske et tak. Hvad vil du havde mig til at sige?" spurgte han og kiggede lidt ondt på hende. Hvad skulle han ellers gøre? Han kiggede lidt ned på sit knæ som var gået af led. Så skulle han til det igen. Han bed sig i læben tog fat i knæet og rykkede det på plads. En ulidelig smerte kom frem i ham og han bed sig hårdt i læben. Han kunne ikke forstå alt dette her og hvad der var sket ham. Han vendte blikket op imod Jocelyn, hun var jo familie. Så han kunne ikke blive ved med at være sur på hende kunne han? Han vendte blikket tilbage imod Agarés og tørrede blodet væk fra munden. Hvad var der med den mand?

Med en grimasse i smerte over sværdet der blev hevet ud fra hans side, lød et nærmest lettet gisp fra Agarés og han lagde straks en hånd over såret og pressede på. Blodet stoppede dog ikke med at løbe endnu. Hendes tak til ham over at han havde gjort som hun sagde, var nærmest en fornærmelse for ham. Han havde intet valg haft hvis han ville overleve deres møde og hvor utilfreds han var over at hun havde vundet, var tydeligt. Han ville normalt også have gjort hvad han kunne for at få hævn, men han var bestemt ikke i en position til at gøre noget nu. Selvom hun havde fjernet sværdet, havde hun stadig magten over ham, eftersom han havde mistet alt for meget blod til at kunne overmande hende.

Agarés fulgte hende med blikket som hun gik over mod James og fik sluppet ham fri fra rebbene. Selv i smerte kunne han dog ikke lade være med at komme med et grin over den smerte der lå hos James og hans forvredede knæ og han sendte ham et lusket smil da deres blik kort mødtes. Han undlod at rejse sig endnu. Han skulle ikke have Jocelyn til at tro, at han ville gøre hende noget endnu, så han sad stille på knæ, for at vise hende at både hun og James kunne få lov at gå.

//Afsluttes grundet inaktivitet