Hisashi mærkede hvordan han blev nedstirret. da han var færdig og deavás hev ham over til sig og løftede ham op hev han efter vejret. hans øre lagde sig ned. han vidste jo han aldrig havde sagt hvem der var hans mester. eller herre. "jeg..... nævnte... Dem.... ikke...." sagde han og prøvede at få luft. han så mod sin herre og sagde så derefter.
"jeg ... sagde bare.... min mester." han havde slet ikke nævnt Deavás navn. han kunne jo være hvem som helst når han nu havde sagde hans mester. hvilket jo ikke var helt løgn. en mester kunne være alle og alt.

Deavás var ikke i humør til at lytte til ham, som han fnøs af hans forklaring. Det kunne godt være, at han havde problemer med at trække vejret, men det kunne godt blive meget værre. Deavás hev ham tættere på, som han kun holdt ham i kraven, men strammede grebet så tøjet viklede sig om hans hals. ”Ikke af navn, nej” han gav ham ret, men ikke helt. ”Dog har du advaret Hertuginden om min interesse, så hvis jeg begynder at stille spørgsmål, så vil hun nemt kunne sætte mig i forbindelse med dig” snerrede han køligt. Det var altid bedst at kunne overraske, på den måde vil folk ikke være forberedt på et eventuelt angreb. Men det var for sent nu. Deavás flyttede sig lidt tættere på træet, som han rakte hånden frem med Hisashi for at skubbe ham ind i træet. Han placerede en flad hånd mod Hisashis bryst, som han løsnede grebet, men i stedet pressede ham imod træet. Han stod også helt tæt, så Hisashi ikke ville kunne smutte udenom ham, fordi der ikke var plads til det.

Hisashi mærkede hvordan han blev presset op mod et træ i nærheden og deavás stod helt tæt. Hisashi stod med synket blik op af træet. han mærkede hvordan hans luft blev presset ud af ham. så hellere pisken. han prøvede at finde  en eller anden form for løsning men han vidste at hans herre havde ret. han kunne jo bare ikke sige det var ham selv. forså klog var han jo ikke. han var bare smidig. han så op på sin herres øjne og sukkede opgivende. "De har ret herre." når han sagde sådan betød det for det meste bare straf mig.

Der var ingen grund til at Hisashi skulle spille fræk overfor ham, det ville han ikke tage imod. Når Deavás så allerede var i et dårligt humør, så skulle der ikke meget til at træde ved siden af. De gyldne øjne var også rasende, som han løftede hånden let, som han i stedet kunne pressede neglene mod hans brystkasse. ”Udmærket” sagde han kort, som han slap ham og trådte tilbage for at lade ham falde eller lande på benene, hvad katten nu kunne overskue. Han var dog langt fra færdig og greb afhængig af Hisashis position fat i hans nakke og trak ham mod floden igen.

Hisashi mærkede de skarpe negle bore sig ind i hans bryst. da han blev slap landte han på alle fire. han så op på sin herre og forventede faktisk at han ville få en straf. han nåede kun at se da han blev taget i nakken og hevet mod floden. han sprællede og kunne jo ikke så godt svømme. han kunne hunde svømning og som kat hadede han vand. hn vidste ikke hvad han skulle sige for at undgå dette. men hans herre havde vidst bestemt sig for hvad han ville straffe ham med.

Hisashi var og blev en kat og Deavás var nød til at indse, at han faktisk ikke var mere end det. Derfor skulle han ikke bilde sig selv ind at han kunne varetage den slags opgaver. Ikke endnu i hvert fald. Dog var han nød til at få en ting på plads, så Hisashi ikke gjorde det igen. ”Du ved godt, at jeg arbejder i skyggerne ikke?” det var ikke et spørgsmål, som han forventede et mundtligt svar på, han forventede blot et høfligt nik, som han trak ham mod floden. Han stoppede ved bredden og placerede Hisashi imellem ham og vandet. ”Jeg forklarer det kun én gang” han tog en dyb indånding, som han placerede en hånd mod Hisashis bryst, det var en flad hånd og indtil videre gjorde han ham intet. ”Hvis andre er forberedt på min ankomst, har jeg ikke en chance for at udnytte overraskelsen til min fordel” fortsatte han, som hans blik blev en anelse strengt. ”Lige nu er Hertuginden i gang med at forberede sig til mødet og hun har sikkert allerede en masse fordømme om mig, fordi hun har sat dig og mig i forbindelse med hinanden” det var lidt som om der ikke var en stopklods, det var en lind strøm af ord. Hvad ville Hisashi gøre?

Uanset hvad så fik Hisashi ikke meget valg, som Deavás gav Hisashi et ordentligt skub med den flade hånd, så han ville falde bagover ned i vandet. Deavás trak ikke en mine, som han fnøs let af situationen. Han vendte irriteret rundt. Han kunne ikke tillade sig at spilde mere tid på katten, han havde et møde, som han skulle forberede sig på. Hisashi skulle nok finde op af vandet igen, men han skulle ikke forvente nogen hjælp fra ham i stedet hævede han den ene hånd i en gestus, som han forsvandt imellem træerne igen. Skridtene i grusset var det eneste man kunne høre for en stund, før at de også forsvandt.