Zofrost flyttede ikke på sig, som manden kom tættere det, dog kom der en svag advarende lyd fra ham, da han lænede sig ind over ham og lagde et omslag på såret. Han var på ingen måde tryg ved ham, men han havde ikke så mange andre muligheder lige nu. Lidt tøvende tyggede han den klump, manden havde bedt ham putte i munden. Smagen var på ingen måde god, men det rørte ikke Zofrost så meget, han havde spist værre. Uden rigtigt at have lyst til at bevæge sig, lænede han sig lidt til siden og fik fat i vandskindet, som han smågrådigt drak nogle slurke af. Men ikke for meget, det var ikke hans.

Selvom han gerne ville lukke øjnene og hvile lidt, blev hans blik på den fremmede. Stadig mistroisk og årvågent, blandet med træthed og smerte. Men stadig et stærkt blik, der afslørede at han ikke havde tænkt sig at lægge sig ned og give op. Han var tavs, havde ikke noget at sige, han ventede bare. Ventede på at han kunne rejse sig og tage videre. 
Men som minutterne gik begyndte noget at føles underligt. Smerten blev ganske rigtigt svagere og han begyndte langsomt at holde op med at sitre. Men samtidigt med, at smerten blev svagere, begyndte han at føle sig mere træt og svimmel. På en unaturlig måde. Afslappet. Hvordan kunne han være afslappet?! Det var forkert!

Han begyndte at røre lidt på sig, forsøge at holde sin krop i gang, men alting føltes så underligt. Han rystede kort på hovedet, forsøgte at holde koncentrationen. Hvad der for nogen ville skabe en afslappet, lattermild stemning, fik i stedet panikken til at vokse i halvdæmonen. Hurtigt flåede han urteomslaget af, inden han vaklende kom på benene med et blik af vrede og panik mod manden.
"Hvad er det?! Hvad har du gjort ved mig?!" Han tog et skridt frem, men kom ikke videre. Hans mave var langt fra healet og han var så svimmel, han havde svært ved at holde balancen. I et forsøg på at finde fokus gned han en hånd ned over sit ansigt, men lige lidt hjalp det.

Ez huskede for sent, at hvis man ikke var vant til den slags urter, så kunne man godt blive svimmel og halvfjollet af effekten, og han skulle netop til at advare Zofrost om det, da manden stavrede hen mod ham, tydeligvis meget påvirket.

"Undskyld!" halvgispede Ez og skyndte sig hen til Zofrost for at støtte ham, så han ikke faldt om og slog sig yderligere. "Det er urterne. De kan godt virke bedøvende, hvis man ikke er vant til dem. Det er ikke farligt! Du bliver blot lidt træt og letsindig i et stykke tid, men virkningen fortager sig igen i løbet af en times tid."

Ez forsøgte at vikle en arm om skuldrene på Zofrost, så han bedre kunne støtte ham.

"Jeg skulle have advaret dig først," fortsatte Ez. "Jeg tænkte ikke over det. Det var dumt. Undskyld, men jeg lover dig, at det ikke er farlig. Du har brug for hvile alligevel."

Selvfølgelig var det urterne! Manden havde forgiftet ham! Alting eksploderede i panik for Zofrost og hans hjerte bankede hårdt af sted i brystet af ham, mens han begyndte at hyperventilere. Men selvom hans krop reagerede sådan, virkede hele hans verden langsom og sløv. Adrenalinen havde ikke den virkning, som den skulle og det gjorde ham endnu mere bange. Var han ved at dø? Skulle det være gift, der tog livet af ham?
Han tog et skridt mere frem og forsøgte at koncentrere sig om det, manden fortalte ham. Men selvom det var gode ting, at han ikke var i fare, blev han ikke mindre bange. Mindre vred. Følelsen af ikke at have kontrol var skrækindjagende. Han havde aldrig kontrol med sine omgivelser, men i det mindste kunne han slås for kontrol med sig selv. Og lige nu var der intet.

Manden kom til til ham, rørte ved ham. Ville støtte ham. Men med en hvæsen skubbede Zofrost ham væk fra sig.
"Rør mig ikke!" Han tog et par skridt mere med en hånd over det nyeste sår. Han skulle væk. I sikkerhed. Men verden føltes alt for blød og hans ben knækkede sammen under ham og han endte med at sidde på knæ på jorden. Panikken fik ham til at ryste og hans blå øjne fór rundt i et forsøg på at holde øje med omgivelserne. Sådan som han havde det nu, ville han ikke kunne forsvare sig særligt godt, skulle der opstå fare.

"Få... få det til at holde op." Trods vreden, trods frygten, var der en bedende tone i hans stemme. For et øjeblik var det som om, at hans skikkelse flød ud, men han skiftede ikke. Smerten fra såret og den svimle fornemmelse stoppede ham og i stedet krøb han sammen med lukkede øjne. Som havde noget svunget et tryllestav over ham, gik han fra fast og farlig, til sølle og ynkelig. Nogen havde gjort ham ondt og han kunne ikke stoppe det. Han havde mistet kontrollen, nogen havde taget den fra ham og hele hans system gled ind i overlevelse. Født og opvokset som, trænet og tæsket til slave. Underkastelse var det eneste, der holdt ham i live.

Det var nu, Ez tog en beslutning. Manden, Zofrost, foran ham kunne måske hele sig selv, men der var andet og mere på spil her, som et par urter ikke kunne klare. Når Ez så ordenligt efter, kunne han jo også se, at det vist var længe siden, Zofrost havde sovet ordenligt, havde spist ordenligt... Hans sår kunne måske hele, men det ville aldrig hele sundt med mindre Ez selv gjorde noget. Og det gjorde han så.

"Koldt vand," sagde han og rodede hurtigt sin lejr igennem for at finde en kop, som han fyldte med frisk vand. "Det skyller systemet igennem."

Han rakte koppen til Zofrost. Hvad han ikke fortalte var, at han også havde tilføjet tre dråber fra et kraftigt sovemiddel, der burde slå Zofrost ud på få sekunder. Hvis det virkede efter hensigten, ville Zofrost sove i mindst fem timer. Det ville give såret masser tid til at hele ordenligt, og Ez kunne rense og forbinde det, mens Zofrost fik hvilet ud. Zofrost ville sikkert blive skide sur på Ez, når han vågnede, men Ez kunne bare ikke sende ham ud på egen hånd med en halvhelet sår og hvad der lignede et gevaldigt søvnunderskud. Han tog gerne skideballen for det senere.

Vand? Hvad med vand. Selvom han egentligt bare gerne ville holde sine øjne lukkede, åbnede han dem nu alligevel for at holde øje med manden, der begyndte at rode rundt i sine ting. Der var ingen kampgejst tilbage i halvdæmonen, der virkeligt følte sig svag og dårligt tilpas. Han hoved summede og var samtidigt så sløvt, at han mest havde lyst til at krølle sig sammen på jorden og lukke verden ude. Men det kunne han ikke, han burde rejse sig og komme væk, gøre sig selv sikker.
Tanken stoppede der, som et krus med vand blev rakt frem i mod ham. Skylle systemet igennem. Sløvt tog han i mod kruset, men han sendte manden et mistroisk blik. Han havde forgiftet ham én gang, han kunne gøre det igen.

Men trods protesterne i hans eget hoved, førte han kruset til læberne og i nogle hurtige slurke drak han vandet. Gjorde som der blev forventet af ham. Der gik ikke mange sekunder, før han blev bekræftet i, at noget var galt, men han nåede ikke at reagere på det, før alting blev sort og han væltede om på jorden i dyb søvn.
En søvn der først var ganske fredelig, bare ro til hans stakkels hoved, men drømmene begyndte at komme. Vrede blikke og stemmer, hænder der rakte i mod ham. Hvid pels og en ukendt følelse af... råb og mørke omkring ham, lugten af blod og jord. Smagen af blod. Skrig. Og bølger, der fik hele verden til at vippe.

Med et ryk satte han sig op. Hvor var han? Først var hele hans hjerne blank, men så kom det tilbage til ham. Pilen i siden, forgiftningen... han gned en hånd ned over sit ansigt for at vågne og skævede hurtigt ned til sin mave. Såret var forlængst helet. Hvor lang tid havde han være væk? Mørket var ved at lægge sig. Så længe. Hans krop havde haft godt af hvilen og psykisk var han også faldet en smule mere til ro, men hvad var der sket, mens han havde... sovet? Hans blik gled over omgivelser i et forsøg på at finde ud af, om der var sket noget. Om han var i problemer.

Ez sukkede lettet, da dråberne virkede som forventet. Endelig lidt fred.

Forsigtet løftede Ez den sovende Zofrost op i sine arme og bar ham over til det lille telt. Her lagde Ez ham ned på de varme skind og pelse, han selv sov på, og begyndte så derefter at rense sårene grundigt uden at blive forstyrret i sit arbejde. Han kunne godt se, at de ville hele sig selv, men Ez var af den overbevisning, at sår skulle behandles ordenligt, selvom de måske helede sig selv på kort tid. Fysisk ville de hele, men hvis man ikke behandlede dem ordenligt, ville de stadig sidde på sjælen, og det lod til, at Zofrost allerede havde nok sår på sin sjæl.

Da Ez havde vasket og renset Zofrosts sår, pakkede han ham ind i de varme pelse, så han ikke blev kold. Han ville være væk i mindst tre-fire timer endnu, så Ez gik ud på jagt. Han kom tilbage efter et par timer med to kaniner, som han flåede og kom i en gryde.

Da Zofrost vågnede, hang gryden over ilden og varmede den kanin-ragout, Ez havde lavet. Den var kraftig og fuld af kød, grøntsager, samt krydderier, der var sunde og gode til at rense ud i systemet. Ez så over til Zofrost og smilede.

"Hvordan har du det?" spurgte han roligt med skyggerne fra bålet dansende på hans ansigt. Der var ingen grund til at nævne sovemidlet.

Han var ikke ude i det fri, ikke helt. Et telt. Manden havde haft et telt i sin lejr. Langsomt skubbede Zofrost skindene af sig og skubbede sig frem, så han kunne se ud. Der var stadig gang i bålet og en vidunderlig duft fyldte luften omkring ham. Hans mave knurrede lydløst, men han ignorerede den, som hans blik landede på manden, der både havde skudt ham med en pil og derefter forgiftet ham. For et øjeblik blev han siddende og så med et tomt udtryk på ham, inden han lidt usikkert trak på den ene skulder og flyttede blikket ud i halvmørket.

Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Fysisk havde han det bedre, ingen smerter og på kanten til at være udhvilet. Ud over sulten, grydens duft fremprovokerede, havde han det bedre end han ofte kunne prale af. Psykisk var det knapt så godt, selvom han havde sovet. Han var forvirret og følelsen af, at det hele var forkert, hang over ham. Han kunne ikke finde ud af, hvordan han skulle forholde sig til manden. På den ene side skadede han ham og på den anden side gjorde han alt muligt godt for ham. Ikke at Zofrost burde være andet end vant til det, flere af hans ejere igennem tiden havde brugt samme teknik. En blanding mellem godbidder og straf til at holde styr på ham. 
At Ezhno ikke havde noget som helst i den stil i tankerne var også en mulighed, men det var næsten endnu mere forvirrende for Zofrost. Han havde jo forgiftet ham?

Måske burde han forlade det simple telt, men det føltes trygt, så han blev siddende. Trak benene op, så han kunne lægge armene om dem og hvile hovedet på sine knæ. Som altid blev hans blik draget af ilden. Han havde stor respekt for ild, hvilket arret efter brandsåret på hans ribben nok forklarede hvorfor. Faktisk blev han bange, når nogen brugte ild til at slås i mod ham, men at sidde og se på et bål var ikke et problem. Han var tavs et stykke tid, inden han lidt forsigtigt skævede mod manden.
"Hvad vil du mig?" Lidt en opsummering af alle de spørgsmål, der fór rundt i hovedet af ham.

Det var godt at se, at Zofrost så ud til at have det betydeligt bedre, da han vågnede. Ez' smil blev lidt større.

"Jeg vil bare rette op på den skade, jeg har forvoldet dig," svarede han og rørte lidt i gryden, inden han fandt to lerskåle frem. Han fyldte dem begge med rygende varm ragout. "Og sørge for, at du er så sund og rask som muligt, inden jeg sender dig videre ud i livet."

Ez satte sig til rette ved bålet og begyndte at spise fra den ene skål. Den anden skål lod han stå, hvor Zofrost kunne se den og håbede, at den ville friste manden, der så ud, som om han ikke havde spist ordenligt i flere uger.

Manden smilede. Venlig? Zofrost var ikke sikker. Folk smilede normalt ikke af ham. Ikke oprigtigt, ikke positivt. Han var slet ikke vant til, at folk ville ham noget godt. Han var jo ingenting.
Han svarede ikke på hans ord, i stedet fulgte de isblå øjne mandens bevægelser, som han hældte mad op i to skåle og tydeligvis stillede den ene frem til ham. Åh, han var sulten. Det var et par dage siden, at han havde fanget en hare og spist den rå, flået den fra hinanden med sine skarpe tænder. Han havde ikke behov for at spise så ofte, ikke for at klare sig, men han havde det bedst med at spise et måltid hver dag. Men han skulle tilbage og havde ikke taget sig tid til at gå på jagt. Det behøvede han ikke at bruge tid på hver dag.

Men sulten var han. Faktisk så han pænere ud, end han havde gjort i nogle år. Den sidste ejer havde holdt ham på et minimum af mad og selvom han havde været ved piraten, der gav ham mad hver dag, i et stykke tid, ville fedtet ikke rigtigt bide fast. Men han var også meget aktiv, så det gik direkte til forbrænding.
Med det lange, mangefarvede hår hængende omkring sig, blev han siddende uden at gøre mine til at tage maden. Selvom han havde set ham hælde det op og han nu selv spiste af det, stolede Zofrost ikke på det. Kunne man undre sig over det? To gange havde manden forgiftet ham. Nej, nok var han sulten, han var dog ikke idiot.

Egentligt burde han skifte og skynde sig væk derfra så hurtigt som muligt, det var det eneste fornuftige at gøre. Men han blev siddende, træt i kroppen og træt i hovedet. Hans blik hvilede lidt på skålen, inden han kastede et blik på manden og så ned i jorden foran sig i stedet.
"Hvorfor?" Hvorfor ville han sikre sig, at han havde det godt? Hvorfor gav han ham mad? Hvorfor var han flink i mod ham? Zofrost havde spottet de spidse ører, allerede da manden var kommet til ham i krattet. Hvor han kom fra, var elvere uvenlige og ville ikke med andre racer. Så vidt han havde forstået, var det for det meste også sådan i dette land.

Ez trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke," svarede han og lo lidt for sig selv. "Sådan har jeg altid været. Verden er et forfærdeligt sted, så jeg prøver at gøre, hvad jeg kan, så det er en smule mindre forfærdeligt for de folk, der har det svært. Desuden kom jeg jo til at skyde dig, så at få dig ordenligt på benene igen, er da det mindste, jeg kan gøre."

Ez lagde godt mærke til, hvordan Zofrost skævede til maden, så han tog sin ske og tog en bid af skålen, han havde stillet til sin gæst.

"Se? Den er sikker nok," sagde han, da han havde slugt mundfulden.

Det var nogle underlige ord, der kom fra manden og der var en let forvirret rynke i panden på halvdæmonen. Gøre verden mindre forfærdelig for folk? Zofrost forstod ikke helt, hvorfor han ville gøre det, det var hårdt nok at holde sig selv i live. Gøre verden bedre for sig selv. Nok endnu en af de ting, han ikke kunne forstå, fordi han var så anderledes. Han havde aldrig været fri og havde altid skulle tænke på sig selv. Passe på sig selv så meget som muligt. Han havde ikke rigtigt plads til andre. Selvom en gang i mellem hjalp han… uden at forstå hvorfor.

Zofrost så lidt vagtsomt på Ezhno, da han lænede sig frem, fulgte hans bevægelse og så, at han spiste af maden. Hurtigt skubbede han overkroppen frem og greb skålen, inden han skubbede sig bagud igen for at sidde samme sted, i åbningen på teltet. Han greb skeen og begyndte at skovle mad ind, lidt for hurtigt i forhold til, hvordan normerne sagde, man skulle spise, men det bekymrede han sig ikke om. Der var mad og han skulle have det indenbords inden nogen ombestemte sig og tog det fra ham. Det var varmt og han brændte tungen, men han var ligeglad.

Selvom han spiste hurtigt, spiste han nu pænt nok, sørgede for at få det hele med. Hans blik var rettet mod skålen, han ville ikke se på den anden og provokere ham til at blive vred og tage maden igen. Det smagte fantastisk godt, uden tvivl i den gode ende af, hvad han var blevet serveret før. Ikke at skibskokken var ringe til at lave mad, men man kunne godt mærke, at det var lidt mere minimalistisk og lavet til en større gruppe væsner.
Snart skrabede skeen mod bunden af skålen og han gjorde sig umage med at få det hele med. Han havde intet sagt, ikke anerkendt den andens tilstedeværelse, koncentreret om at spise som en sulten hund. Endeligt satte han skålen fra sig og skævede kort til manden.
”Tak for mad,” sagde han dæmpet, ikke helt tryg i sin egen tilstedeværelse.

Ez gjorde halvstore øjne, mens Zofrost spiste. Han havde aldrig set en person spise med så stor iver før. Han måtte virkelig være sulten, og måske var han slet ikke vant til at få mad regelmæssigt. Mens Zofrost spiste, bevægede Ez sig forsigtigt tættere på gryden over bålet. Der var stadig masser af mad tilbage – masser af kødstykker og grove rodfrugter, der flød rundt i den krydrede sovs – og på trods af sin størrelse, behøvede Ez ikke at spise specielt meget. Til gengæld spiste han ofte. Det var nemt nok, når man vidste, hvordan man skaffede mad direkte fra naturen omkring sig.

”Vil du have mere?” spurgte Ez, da Zofrost var færdig. Han tippede lidt til gryden, så Zofrost kunne se indholdet. ”Der er masser tilbage, og du ser ud, som om du godt kunne bruge det.”

Ez smilede, hvad han håbede var et beroligende og venligt smil, til Zofrost.

Zofrost vidste godt, at manden flyttede rundt på sig, mens han spiste, men maden var vigtigere og han slugte den nærmest for at nå at spise den, inden den blev taget fra ham. Sult havde været en stor del af hans liv, derfor gik han lidt amok, når han fik mad. Overlevelse var alt for ham, for selvom han havde et hårdt og koldt liv, ønskede han ikke at dø. Og man skulle have mad for at leve.

Et lidt forvirret udtryk dukkede op i hans ansigt, hvilket hurtigt blev skiftet ud med en usikker udstråling. Han trak sig lidt sammen og skævede fra gryden til manden. Tilbød han ham virkeligt mere? Zofrost havde vitterligt ingen anelse om, hvad han skulle svare. Var det en fælde? Eller ville han virkeligt give ham mere? Maven var langt fra fyldt op og han kunne sagtens spise en skålfuld mere. Men… det var mandens mad og Zofrost kunne ikke bare… spise hans mad.

Usikkerheden skinnede ud af ham og han flyttede lidt på sig, inden han langsomt og forsigtigt nikkede, klar til at løbe. Hvis manden skulle blive vred. Man kunne aldrig vide, hvordan folk reagerede på ting.
Timerne i dyreskikkelsen var ved at være ude af kroppen på halvdæmonen og han var tilbage til slaven Zofrost, den unge mand, der for det meste krøb og kravlede for ikke at komme i klemme. Der gjorde, hvad der blev sagt og dukkede nakken. Hele hans kropsholdning viste forandringen, som hans skuldre enten hang for meget eller var trukket op. Hans blik i jorden og den bøjede nakke. Der var ikke noget vilddyr tilbage i ham mere.

”Her,” sagde Ez og smilede, mens han tog skålen fra Zofrost og fyldte den til randen med mad. Han gav den tilbage forsigtigt, så han ikke spildte. Der var noget helt forkert ved den unge mand foran ham. Den måde han sad på, opførte sig på… Han var tydeligvis ikke blevet behandlet specielt godt i sit liv. Det gjorde ondt helt ind i sjælen på Ez.

”Du skal bare tage alt, hvad du kan spise,” sagde han opmuntrende til Zofrost. Han satte sig til rette igen, inden han spurgte, ”Hvor kommer du fra?”

Zofrost lod manden tage skålen og skævede lidt forsigtigt frem igennem sit hår for at se ham hælde maden op. Alt det mad. Selvom han lige havde spist en god portion, var det lige før, at hans mave rumlede. Forsigtigt tog han i mod skålen igen og satte sig til rette. Lidt tøvende, med blikket flakkende mellem manden og maden, skovlede han den første mundfuld ind. Da der ikke skete noget, skyndte han sig at spise videre. Hurtigt, men pænt, selvom han ikke var så grundig med at tygge maden. Alt hvad han kunne spise. Han havde lidt svært ved at forstå hvorfor og han var ikke sikker på, at han kunne få sig selv til det, men denne skål skulle nok blive tom.

Spørgsmålet fik ham til at fryse i bevægelsen med at føre den fyldte ske mod munden. Han tøvede kort og trak så svagt på den ene skulder, inden han sænkede skeen til skålen igen. Det var ikke pænt at snakke med mad i munden.
"Ikke herfra." Man kunne se på ham, at han var lidt usikker over spørgsmålet, og der dukkede en rynke op i panden på ham. "Min forrige herre bragte mig hertil. Vi sejlede. I lang tid." Han kunne ikke lide at sejle, men efter noget tid ved piraten var han i det mindste ved at have lært ikke at blive søsyg. Søstærk. Men han kunne ikke lide det. Han tøvede lidt mere, men snakkede så videre.
"Jeg kommer fra et sted med mange nåletræer og klipper. Lidt lige som den nordlige del her. Det var ikke så stort et land, jeg kunne nå fra kyst til kyst på kortere tid." Han blev tavs. Havde sagt meget. Stille så han ned i maden. På en måde så savnede han hjem. Han kendte landet, forstod sig på de væsner, der boede der. Alting var stadig nyt og forvirrende her. Mange sære og farlige væsner, han ikke kendte til. Han løftede skeen og begyndte at spise videre, stadig uden at se på manden. Øjenkontakt var forbudt.

Ez rynkede brynene, mens Zofrost fortalte. Herre? Det betød, at der var nogen, der ejede Zofrost? Han var en slave? Ez havde først for nyligt fundet ud af, at der fandtes væsner, der mente, at de kunne eje andre, og den tanke brød han sig på ingen måde om. Efter hans mening ejede man kun sig selv og ingen andre.

"Har du også en herre nu?" spurgte Ez forsigtigt. Han ville helst ikke støde Zofrost med sin uvidenhed, men det brændte også i ham efter at tage Zofrost på nakken på løbe så langt væk fra hans "ejer" som muligt.

Den fremmedes mands reaktion på ordet "herre", var ikke noget Zofrost lagde mærke til, han havde for travlt med at spise. Selv hvis han havde lagt mærke til det, ville han ikke have reageret på det. For ham var der intet unormalt at omtale et andet væsen som sin herre, han havde været slave i hele sit liv. Så vidt han vidste, var han skabt til det. Det var som at være født uden en arm, man kunne se på dem med to arme og drømme om at være som dem, men uden nogensinde at kunne forestille sig, hvordan det ville føles at have en arm mere. Zofrost vidste, at der var frie væsner og han var slave, men sådan var det bare. Han kunne ikke forestille sig, hvordan det måtte være at have sin frihed, selvom han da drømte om det. Men han havde altid været ejet og skulle han nogensinde blive fri, ville han ikke kunne finde ud af, hvordan.

Nej, han så ikke mandens rynkede pande, alt for travlt optaget med at spise, men spørgsmålet fik ham til at stoppe med at skovle ind, og han nikkede, mens han tyggede af munden.
"Ja. Han købte mig af Samael, manden der bragte mig hertil." Han begyndte at spise videre igen, efter han havde udtalt ordene i en ligegyldig tone. Det betød ikke noget for ham at blive købt og solgt. De mindede alligevel alle sammen om hinanden. De pinte ham, morede sig over hans smerte og brugte ham som de ville. Tvang ham til unævnelige ting og anså ham for værende mindre værd end et dyr. Samael havde været en af de værre, han havde sultet ham og tvunget ham i urimelige kampe som kampslave i arenaerne rundt omkring. Tjent penge på ham uden at give noget tilbage. 
Balthazar havde givet ham lov til at tage sin blodige hævn, et minde, der stadig kunne give Zofrost lidt glæde.

Men sådan var hans liv. Herre efter herre, år efter år. Og selvom han nogle gange kæmpede i mod, kunne han intet gøre, andet end at efterfølge ordrerne og holde sig selv i live.
Det var ikke noget, han tænkte dybere over, han kunne ikke ændre det. Og han fandt det ikke forkert. Han havde altid været slave. Han koncentrerede i stedet for det, der var foran ham, i dette tilfælde mad. God mad, meget mad, der ville give ham energien til at krydse landet tilbage til piratbyen, hvor skibet, der var hans hjem for nu, ventede på ham. Sammen med hans herre. Helt skidt var det ikke, han fik mad sammen med resten af besætningen og sov sammen med dem også. Han havde dog fundet sig et afsidesliggende hjørne. Når de var ude at sejle, arbejdede han sammen med de andre, han var ikke så stor og ret stærk trods sit sølle udseende, så han blev sendt i riggen. Det gjorde ikke noget, han var ikke bange for højder og han kom lidt på afstand fra de andre. Og når de så plyndrede andre skibe... der var en grund til, at hans herre kaldte ham Dræber...

"Men du går jo frit rundt nu," sagde Ez forundret og gestikulerede mod den halvtomme gryde over bålet for at vise, at Zofrost bare skulle tage for sig. "Er din herre i nærheden? Eller er du måske stukket af? Er du på flugt?"

Ez håbede lidt på det sidste. Hvis Zofrost var på flugt, kunne Ez hjælpe ham til at gemme sig, men Ez anede intet om, hvordan man ellers befrier en slave. Og ville Zofrost overhovedet befries? Det lod ikke umiddelbart til det, men det lå så dybt i Ez' natur at hjælpe andre væsner, hvor han kunne, at hvis Zofrost ville, så var Ez klar til at hjælpe ham med alt, hvad han havde.

En svag skuldertrækning kom fra Zofrost, da manden kommenterede på, at han gik frit rundt. Ja, det kunne måske se sådan ud, men Zofrost var faktisk mere bundet end slaver i lænker. Med magi. Han stoppede igen med at spise, næsten færdig med skålen i sin hånd, som der blev gestikuleret mod gryden. Han måtte tage mere? Han så ned i den snart tomme skål og vidste, at han ikke ville tage mere. Både fordi han faktisk nærmede sig mæt og fordi han ikke ville spise al mandens mad. 
Hånden med skålen fandt til hvile på hans lår, og han så kort mod Ezhno. Han kunne godt høre det håbefulde tonefald bag ordene, et håb han hurtigt ville slukke.

"Nej, han er ikke i nærheden. Jeg er sendt på opgave." Han var tavs et øjeblik, overvejede om han skulle uddybe og besluttede sig så for, at det nok var det rigtige at gøre. "Jeg er magisk bundet til min herre, jeg kan ikke stikke af." Igen var hans tonefald ligegyldigt. Fladt. Det var en konstatering uden følelser. Igen, han havde aldrig prøvet andet, han vidste, at magien var der for netop at sørge for, at han ikke rendte nogen steder. Det gav ham nogle friheder i forhold til andre slaver, men han ville aldrig få muligheden for at blive fri. Og han vidste ikke, hvad der betød mest for ham.

Atter begyndte han at spise, få det sidste af maden skovlet ind, så han kunne komme videre. Væk fra nysgerrige spørgsmål og denne fremmede, han ikke vidste, om han skulle tænkte godt om eller ej. Dagen skred frem og han havde travlt. Hans herre ventede på ham og selvom Balthazar havde sagt, at han kom hjem, når han kom hjem, var det ikke en god idé at lade ham vente for længe. Hvis han skulle bruge ham før, at han kom tilbage, kunne der være problemer. Smertefulde problemer. Så med et par hurtigt bevægelser fik han tømt skålen, som han satte fra sig. Lidt tøvende kom han på benene.

Ez ville gerne spørge mere, ville gerneprøve at ordentligt forstå Zofrosts situation, men han kunne se, at hans spørgsmål gjorde Zofrost utilpas, og det var jo ikke meningen. Han rejste sig sammen med Zofrost og smilede venligt til ham.

"Vil du ikke have mere?" spurgte han og gestikulerede mod gryden. "Jeg har også lidt tørret kød, du kan få med. Vil du have det?"

Ez rodede hurtigt sin taste igennem for a finde stofposen med de tørrede kødstrimler. Han holdte den hen til Zofrost. Han havde egentlig slet ikke lyst til, at Zofrost skulle tage af sted, for han nød selskabet, men han ville heller ikke holde ham tilbage, hvis det betød, at han blev straffet, når han kom hjem til sin herre.