Det eneste Proserpina lige nu kunne tænke på var blodet der fik hendes hår til at klistre. Skidtet fra jorden hun havde lagt på og generelt hvor uren og klam hun følte sig. Ikke på grund af forvandlingen – den valgte hun at tage fuldstændig tankeafstand fra lige nu. Men alt det andet, kunne hun mærke og føle og gav hende en virkelig dårlig smag i munden. Knude i maven og kuldegysninger var også iblandt. Hun ville bare have det af. Proserpina kiggede på den anden kvinde, nikkede langsomt og kom endnu langsommere op og stå.

Hendes krop rystede og hun stod ikke vanvittig stabilt. Hendes balance var fuldstændig ude af kurs, og hun måtte støtte sig til væggen for ikke at falde ned i siddende tilstand igen. Hun havde benyttet sig af den anden kvindes hjælp til at komme op og holdte stadig fast i hånden. De første skridt var som at gå på nåle. Hendes muskler var stive og døde. Som krævede de en større kraft for at blive sat i gang. Men hun ville ned til vandet. Hun ville have den klamme følelse væk.

Proserpina skævede til siden, som hun gik så hurtigt hun nu engang kunne mønstre – hvilket var et umådelig langsomt tempo. ”Solen?” tankerne gik heller ikke så hurtigt, og hun huskede hvad det var den anden egentlig havde fortalt. Hun lukkede øjnende, forsøgte at fjerne tanken igen. Der var så mange ting der havde forandret sig. Jo tættere hun kom på vandet, des hurtigere syntes hun også at kunne gå. Hun faldte på knæ ved vandet så snart de var fremme og stak hænderne ned i det kolde vand. Hun havde forventet en reaktion fra kroppen der var mere tydelig end blot at konstatere at det var koldt. Ingen kulde gik igennem kroppen på hende – hendes krop reagerede simpelthen ikke. Proserpina startede med ansigtet for at få blod og skidt af så effektivt som muligt. Derefter håret. Det klistrede sorte hår hun bare ville have rent.

Ileana støttede den unge kvinde så meget, hun havde brug for. Hun ville bære hende om nødvendigt, men det lod til, at hun kunne gå selv. Langsomt. En uvant tålmodighed havde lagt sig over Ileana, der lod hende tage sig al den tid, hun ville. Det hastede ikke, de havde hele dagen. Et tidspunkt Ileana egentligt brugte til at sove på, men hun kunne godt leve uden søvn i nogle dage. Eller længere. Hendes krop havde ikke brug for søvnen, det vare bare hendes hoved. Et par timer ville være nok, hvis hendes afkom følte for at sove også. De skulle af sted så snart de kunne, så hun kunne finde mad til hende. Mad og noget tøj.
Hun sørgede for at kappen blev om den yngre kvinde, mens de gik længere ind i grotten. Hun selv fandt ingen problemer i nøgenhed, men hun kunne alligevel godt forestille sig, at trygheden ved stof over huden ville være rart for Proserpina.

Hun svarede ikke. Solen. Hendes største fjende. Nu deres største fjende. Det ville hun hurtigt finde ud af. Lære smerten fra de varme stråler i mod hunden. Men lige nu handlede det om at finde vandet. Og snart dukkede det op og Ileana lod Proserpina sætte sig ved kanten. Hun selv trak sig et par skridt tilbage og betragtede hende, mens hun begyndte at vaske skidt af sig. 
Tavsheden lå over dem, Ileana vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. Hun havde lyst til at røre ved pigen, ikke på nogen seksuel måde, men bare for at mærke, at hun var der. Nærheden i at have en anden krop ved sig. 

Tanken ramte hende, som hun stod der. Hun havde vendt en ny person. Hun havde et afkom. Tanken om at kalde sig selv mor strejfede hende kort, men det havde hun aldrig gjort ved Loke og hun følte heller ikke for det denne gang. Hun var ikke en mor. Men noget i hende reagerede anderledes på pigen end på Loke. Der havde været kærlighed med Loke, men den havde uden tvivl været styret af lyst. Denne kvinde fik en helt anden følelse frem i hende. En følelse der gjorde hende lyse blå øjne blanke. Men ikke mere end det. 
"Hvor kommer du fra?" Hun kunne vel lige så godt begynde at lære sit afkom at kende.

Proserpina fortsatte med at tage vand op i sine hænder og lade det fugte det sorte hår igen og igen. Hun følte sig stadig beskidt, og følelsen forsvandt ikke ligemeget hvor mange gange hun hev det isende kolde vand op, som hendes hud end ikke ænsede var koldt. Til sidst sad hun en smule tom tilbage med koldt hår der dryppede, nogenlunde ren hud og en kappe der lå over hende, let klamret til sig. Tøjet var også beskidt og det  størknede blod i siden irriterede hendes hud. Men hun flyttede sig ikke. Proserpina følte sig så afkræftet at det næsten gjorde ondt.

Hun var ikke sikker på hvor længe hun sad. Hun følte det som tomme evigheder, hvor hendes tanker for en stund havde glemt hun ikke sad i den mørke hule alene. Øjnede, upåvirket af det omkringliggende mørke kiggede op på den smukke kvinde, hvis udstråling og tøjvalg ikke ligefrem udsendte et signal om at hun burde havde befundet sig et sted som dette. En kold hule, uden nogen luksus overhovedet. ”Dianthos. Jeg var på vej til et kiletempel i Norden. Væk fra ordenen” hun sank blikket igen, som tankerne gik på Kiles Orden. Hun følte at alt hvad der var sket var en straf for at havde forladt sin post. Men Proserpina havde betvivlet Ordenens hensigt. Det var ikke rigtigt – men hun måtte havde taget fejl. De mørke øjne blev blanke, som tårerne lydløst formede sig. Kiles havde forvist hende fra dødsriget på grund af hendes valg.

Kiles Orden. Et kort udtryk af afskyd gled over Ileanas ansigt. Hun blandede sig ikke i politik, ikke på det niveau. For Ordenen var ikke religion, de var politik. Den måde, de havde overtaget byerne på og lavede love, de ikke havde ret til at lave. Ileana havde aldrig set sig selv som en person, der tog en side i noget som helst. Hun tænkte kun på sig selv, tog kun vare på sig selv. Mørket og Lyset var blot to sider af samme sag. Magt. Kontrol. Men Kiles Orden var kommet til verden som en maddike i et dødt dyrs rådnende mave og selv en kvinde så kold som Ileana kunne ikke andet end at føle afsky for dem. De havde ikke noget med Kile at gøre. De var som hende. De tænkte kun på sig selv. Hun havde endda end ikke overvejet at nærme sig Leoric for at få en bid af kagen, da hun havde deltaget i ballet og brugt tid på paladset. Han var giftig, mere end hende.

Men kvinden var Kiletilbeder. En følelsesløs tanke om, at den tid var slut for hende, for deres slags var ikke velkommen hos Kile, gled igennem hende. Men hun vidste også godt, at hun var meget kynisk, når det kom til guderne. Ingen af dem havde rakt hende en venlig hånd i hendes liv, nej, hun havde sørget for sig selv uden hjælp. Hun forstod ikke andres afhængighed af dem.
Det var tydeligt at se, at hendes afkom blev ked af det ved tanken og Ileana tøvede lidt, inden hun trådte hen og gled ned for at sidde ved siden af hende, ligeglad med at den dyre kjole blev beskidt og våd. Det var lidt for sent alligevel.

Blidt lagde hun armene om den yngre kvinde og trak hende ind til sig for at trøste hende. Som en mor ville trøste et barn.
"Shh. Guderne er ligeglad med os. Lige meget hvem vi er. Der er ikke andre til at hjælp os end os selv." Hun placerede et trøstende kys på hendes våde hår. "Men jeg er her for dig. Jeg skal nok passe på dig." Ileanas kønne stemme hviskede ordene ud, blidt som hendes berøring.

Proserpina var let skælvende, både i den tvugne vejrtrækning hun følte sig mest komfortabel med at tage, selvom det intet bragte til kroppen, men mest af alt kroppen. Hun frøs ikke, det var faktisk underligt ikke at gøre, taget tøjet i betragtning. Hun var forvirret, og hun var bange. Bange for hvad der var sket, hvad der kom til at ske, og at hun intet forstod. Hun følte sig afvist af det hun havde sat sin lid og hele liv til. At være Kiles budbringer og hjælper hendes folk til at nå de dødes rige. Og nu sad hun, ude af stand til selv at komme til det rige på nogen naturlig måde. Hun var død, uden at måtte få freden der fulgte med den.

Proserpina pressede øjnende sammen, med en dirrende underlæbe, som den blide og trøstende berøring lagde sig om hende. Trak sig ind i hvad hun lige nu anså som værende en tryg favn. Den eneste ven i verden hun havde. Hugende til den trøst, pressede hun sig ind til den anden kvinde. Holdte fast i det pæne tøj med en knugende hånd, som hun begyndte at græde. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Vidste ikke hvad hun kunne gøre, end at stole på Ileana. Stole på at kvinden havde ret, og at hun ville være der til at passe på hende.
Proserpina havde ikke oplevet megen næstekærlighed i form af en moders bånd til sit barn. Hun havde altid været hos Kile, opfostret hos hendes præster. Denne følelse, var kærkommen, og vigtig for hvordan Proserpinas tanker og følelser udformede sig om Ileana.

Ileana strøg blidt pigen over håret og tyssede lidt på hende, da hun begyndte at græde. Vuggede hende blidt i sin favn som hendes egen mor havde gjort det ved hende for så mange år siden, så mange år, at hun næsten ikke kunne huske følelsen. Men nu kunne hun give den videre. Og det føltes rart. Når hun havde trøstet Loke, havde det været med en underliggende utålmodighed, for hun ville ikke trøste ham, hun ville udnytte ham. Men som hun sad der, var det med al den tid i verden det skulle tage. Og hun følte endda et hint af medlidenhed. Men hvis hun ikke havde gjorde pigen til sit afkom, ville hun have været død og var livet ikke altid at foretrække?

Så Ileana knugede hende ind til sig og forsøgte at give hende noget tryghed, den tryghed hun aldrig havde fået. Hun havde været helt alene, og det ville ikke alligevel ikke give et af sine egne afkom, selvom hun havde et hjerte af is. Hun havde været alene og det havde taget hende tid at lære ting, en skaber skulle lære deres børn. Som at solen er farlig og at man healer hurtigere end andre væsner. Og hvordan man får styr på sine evner. Ileanas var først kommet, da hun skiftede race og havde aldrig før haft magi, så det havde været svært for hende. 

Mens hun sad der med pigen i sin favn, lærte hun hendes duft at kende. Følelsen af hende. Ileanas sanser var forstærkede på grund af blodet. Hun kunne endda stadig smage hende. Og langsomt bandt hun sig til hende som en mor bandt sig til et barn, helt uden at hun helt rigtigt lagde mærke til det. Hvor længe den forbindelse ville holde, var ikke til at sige med en kvinde som hende, men skulle nogen forsøge at gøre Proserpina noget, ville Ileana flå dem fra hinanden. Langsomt og smertefuldt. Trods sit smukke ydre, var Ileana ikke nogen, man skulle provokere unødigt. Men det ville Proserpina nok også finde ud af med tiden.

Proserpina sugede den moderlige følelse til sig, som hun aldrig helt havde oplevet før. Det var så underligt og rart på en gang, at hun begyndte at slappe af. Og hendes krop begyndte automatisk at lystre da Ileana tyssede på hende for at få hende til at falde til ro.
Hendes mave føltes så underligt tomt efter at græde, men samtidigmed føltes resten af kroppen afslappet. Langsomt rettede hun sig op igen, og fik tørret tårene væk med bagsiden af sin hånd og snøftede.

Efter et par dybe indåndinger løftede hun sine mørke øjne og så på den anden kvinde, så fortabt som før. "Hvad gør jeg nu?" hun ønskede faktisk at nogen tog et valg for hende lige nu. Hun var træt, hun var forvirret, og dybest set var hun også bange. Hun vidste ikke længere hvad livet bragte hende, om hun overhovedet kunne leve det so hun før havde gjort. Eller om hun måtte vælge en anden vej. Ileana måtte kunne hjælpe hende. Ileana var alt Proserpina havde. "Du efterlader mig ikke, vel?" man kunne høre den lette frygt i hendes stemme, der fik den til at skælve. Havde man ikke vidst bedre ville man tro at det var fordi hun frøs. Men den følelse skulle hun nok ikke regne med at få igen.

Endeligt døde pigens gråd ud og Ileana åbnede øjnene for at se ned på hende. Ja, hvad gjorde hun nu? I forhold til, hvad hun skulle gøre nu og de næste dage frem, var det ikke svært at svare på, men hvad hun ville bruge sit nu evige liv på, ja det var kun hende selv, der kunne svare på det. Ileana vidste allerede nu, at hun ikke ville forsøge at finde et svar på det for hende.
Men inden hun kunne nå at svare, kom det andet spørgsmål. Med et svagt smil kærtegnede hun hendes våde kind med de slanke, kolde fingre.
”Nej, mit barn, jeg forlader dig ikke.” Hun lænede sig lidt frem og kyssede hendes pande. ”Men du forlader mig en dag. Alle forlader mig,” hviskede hun næsten uhørbart, inden hun knugede pigebarnet ind til sig.

Det var ikke noget hun sagde for at få medlidenhed. Det var sandt. Alle forlod hende, om det var med deres gode vilje eller ej. Hendes familie, hendes skaber, ja selv Loke. Det gjorde ondt i hendes kolde hjerte, men lige nu var hun ikke vred på Proserpina for noget, hun ikke havde gjort endnu. Hvordan hun ville reagere, når det en dag skete, det måtte de se på til den tid. Der var forhåbentligt lang tid endnu, måske endda flere hundrede år. Hvem vidste?

”Men lige nu skal du hvile. Indtil solen går ned og så skal vi videre. Ud og finde noget at spise til dig, så du kan blive stærk og få det bedre. Finde noget tøj. Og derefter fortsætter vi rejsen hjem til mig, hvor jeg vil lære dig, hvad det vil sige at være vampyr. Det er en smuk ting.” Hun strøg hende over håret og det var tydeligt, at hun mente det. At være vampyr var smukt, smukkere end det sølle menneskelige liv, hvor man altid skulle bekymre sig om de små ting. Som vampyr var man fri. Hun håbede Proserpina ville kunne se det, når det værste chok havde lagt sig.

Det føltes tomt ikke at få besvaret sit spørgsmål med andet end stilhed. Ikke at Proserpina havde forventet at den anden kunne give hende nogen form for svar. Hvordan skulle Ileana kunne vide hvordan Proserpinas liv kom til at udfolde sig? Ingen vidste det. Ingen burde det vide. Ud over Kile, i forhold til hvornår ens liv kom til ende. Tanken fik hende til at lukke øjnende og tage en dyb indånding. Eller hvad hun troede var en indånding, men mere en måde at få sig selv til at tænke på andre tanker.

Proserpina skævede opefter, en smule uforstående og undrende. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle forstå det. Hvordan hun skulle svare på det. Der lød en hvis sandhed i de hviskede ord, men hun forstod ikke hvor alvorlige de var. Selvom stemmen ikke lagde selvynk frem, fik Proserpina stadig ondt af hende. Måden Ileana holdte om hende, afspejlede en kvinde der havde ømhed og varme at give af, men igen at give den til.
Ubemærkeligt lagde Proserpina sig en smule mere ind. Modtog af den ømhed, hun aldrig selv havde modtaget.

"Jeg håber du har ret" hun havde lyttet medvillig til de ting der blev nævnt. Det var korte løsninger i den nærme fremtid. Ting Proserpina lige nu kunne forholde sig til. Tanken om at være vampyr var ikke helt sunket ind, ej heller helt accepteret. Men en let bevægelse lod hun sin tunge strejfe de spidse tænder. Mindende sig selv om at det ikke var en feberdrøm fremkaldt af hendes sidste sekunders levetid. Måske hun bare skulle vende sig til dem.

"Det har jeg." Hun kyssede Proserpina på håret og strøg fingrene over hendes arm uden på kappen. "Lad os gå tilbage til den anden hule, jeg vil gerne holde et øje på hesten." Den stod lidt nærmere udgangen, lidt som en vagthund, da den uden tvivl ville komme med en lyd, kom der fremmede eller farer. Men ulvene kunne komme tilbage og hun havde ingen intentioner om at gå hjem.
Så hun hjalp pigen på benene og førte hende tilbage til den anden hule, der var lidt større og mere tør. Solens varme kunne svagt fornemmes fra indgangen, sammen med lyset. 

Ileana fik dem placeret som før, med pigen i hendes favn, mest for tryghedens skyld. Hun havde sovet i værre stillinger og fik lukket øjnene, men hun sov ikke specielt tungt. Hestens små lyde, kroppen i hendes favn og det hårde underlag fik hende ofte til at åbne øjnene og se rundt. Men der var ingen farer. Bare det nye afkom, hun skulle tage sig af.
Dagen gik alligevel og lyset fra indgangen begyndte at få en orangerød farve, hvorefter mørket kom snigende.

"Er du klar?" De lyseblå øjne hvilede på pigen, inden hun rettede lidt på kappen om hendes skuldre. Tøj. De skulle have noget tøj til hende, om det så bare var bondetøj som en start. Hun kunne få noget pænere, når de kom hjem. Gad vide, hvor sulten hun var? Ileana vidste ikke, hvor hurtigt sulten kom, ved hende var den blevet overskygget af lysten til mord. Alle de døde. Et par mentale billeder af blod og død gled over hendes sind, men satte ikke spor på hendes ansigt.

Ileana ført Proserpina ud til hesten, der utålmodigt ventede på at komme videre, trods det græs, hun havde været så sød at plukke til den. Den havde også fået foder, hun havde haft med i sadeltasken.

Proserpina følte sig allerede underligt stærkt knyttet til kvinden. Ileana havde ikke udvidst hende andet end tålmodighed, venlighed og varme. Beskyttelse fra den hårde kolde verden som Proserpina lige nu var bange for. Hvad der var sket hende og hvordan hun måtte leve sit liv. Hun var ikke efterladt alene. Proserpina var dybt taknemmelig.

Proserpina kom lidt vaklende på benene, men mærkede ikke kulden fra det stenede underlag, men alligevel føltes det varmere at komme tættere på undgangen. Den lyse udgang.. Alt for lyse. Proserpina løftede en bleg hånd op for ansigtet, og undgik at kigge direkte på lyset. Det var for stærkt endnu at kunne håndterer. I stedet pakkede hun sig ned, som et barn på sin mors skød, og puttede sig ind til den kolde krop.
Hun var ikke sikker på om søvnen var den samme som da hun var i live. Det føltes mere som en tom dvale af tomhed, som kroppen fik lov at arbejde med hvad lidt den havde og sindet slappe af, væk fra tanker og drømme.

Proserpina åbnede øjnende til mørke. Hendes øjne var stadig brune, men mere intense og skarpe. Hun så i mørket uden problemer, og var taknemmelig for at lyset fra solen ikke længere skar i øjnende. "Ja" Hun var stadig svage i sine bevægelser og hun føltes underlig tør i halsen. Tom i kroppen. Men stadig oprejst.
"Er der langt?" Proserpina var klar til at komme op på hesten, hvis dette var planen - den kunne nok sagtens holde til to, men det krævede en smule hjælp fra Ileana før det skete. Tomheden var svær at sætte ord på, men måske det var måden sult føltes i starten?

Ileana støttede Proserpina så meget, det nu var nødvendigt, ud til hesten. Spørgsmålet fik hende til at trække let på den ene slanke skulder. Det kom lidt an på, hvad man så som langt.
”To nætters rejse til mit hjem. Til mad til dig… det finder vi i nat.” Hun smilede opmuntrende til hende og hjalp hende så op på hesten, stadig uden de store problemer. Blodet sad i hende endnu, men hun ville kun begynde at blive svagere fra nu af. Medmindre hun spiste i nat og det satsede hun stærkt på. Der var jo flere medlemmer i en bondefamilie.

Så snart pigen var sat på hesten, svingede Ileana sig op bag hende og de red ud i mørket. Der gik ikke mere end en god times tid, før et lille hus dukkede op i mørket. Hun efterlod Proserpina og hesten lidt derfra, inden hun sneg sig op til huset og kiggede ind af et af de små vindueshuller. En ung mand og kone. Der så ikke ud til at være nogle børn. Det var nok meget godt som en start, hun havde en eller anden fornemmelse af, at der var for meget samvittighed i pigebarnet.

Hun bankede på. Græd. Blev lukket ind. Overvandt manden først, derefter kvinden. Og kaldte så på Proserpina til at komme med hesten. Så snart den var bundet fast, hjalp hun Proserpina med ind i det lille hyggelige hus. Både kvinden og manden var ved bevidsthed igen, bundet og skrækslagent stirrende på den tilsyneladende svage adelige, der uden det store besvær havde overmandet dem begge.
Ileana gik hen til manden og strøg fingrene op af hans hals.
”Mhm. Sådan en stærk puls.” Hun flyttede blikket til Proserpina og smilede, et smil, der sagde hvor forskruet hun egentligt var. ”Er du sulten?”

Proserpina var stadig ikke helt sikker på hvad Ileana mente omkring mad. Hun var sulten, men mere udkørt og træt. Drænet var nok mere det rigtige ord at bruge. Hun vidste godt hvordan Vampyre fik føde, men hun var for udkørt til at tænke over det. Det var der vel en løsning på. Ileana havde en løsning på det.
Prosepina sad med hovedet foroverbøjet og blev mere som en sovende sæk kartofler jo længere tid de red. Først da hesten blev holdt an til at stoppe åbnede hun sine trætte øjne igen og kiggede rundt. Hun genkendte ikke området, men der var ikke noget særligt ved det. Kun et hus der lå roligt for sig selv.

Proserpina fik i mellemtiden mens Ileana var væk, tiden til at gå med at nusse det varmblodede dyr roligt, inden det var tid at flytte sig tættere på huset. Først da hun var henne ved det lille hyggelige hus steg hun af hesten og fulgte med indenfor.

Hun vidste ikke hvorfor hun blev så overrasket af de to mennesker bagbundet i deres eget hjem. De skrækslagende blikke bed sig fast i hende som den koldeste frost mens hun kiggede forfærdet over på Ileana. Var det hendes liv nu? Var der ikke anden måde?

Men samvittighedskvalerne varede ikke længe. Hun var udmattet, og hendes egen blod var for længst ved at slippe op. Hun var svag og sulten. Hun nikkede hjælpeløst og faldte lidt for hårdt på knæ ved siden af manden.
Man kunne næppe for Proserpina til at genfortælle hvad der skete derefter, for det hele var så toget. Tænderne nærmest brændte i munden på hende, som den stærke pulsåre punkede blodet i halsen på den stakkels mand. Hun kunne høre det. Tydeligt og rytmisk. Hun ville ha det. Blodet. Blodet kunne stilne hendes sult. Som havde fanden fået ved hende, farede den lille kvindelige skikkelse mod manden og bed sig fast i hans hals. Hun sugede det varme blod ned, og syntes at blive mere sulten og mere ivrig som den metaliske smag ramte hendes tunge.

Med blod løbende ned af læber og hage, sad hun med åbent mund og syntes at trække vejret tungt. Hendes øjne var intense, som var den gule pigment overdøvende i forhold til den mørke brune de normalt havde. Det blik skiftede fra halsen hvor hendes tænder lige havde siddet, til kvinden. Kvinden havde skreget, men Proserpina havde intet hørt. Hun var sulten.. Hurtigere og med mere kraft end før sprang hun frem efter kvinden, og stilnede tørsten og det skingre skrig døde ud. Sulten.. Sulten var stilnet. Farven i øjnende dulmede ned og hun så på prisen der var betalt, mens de klistrede blod dryppede fra hagen.

Ileana betragtede Proserpias kvaler, der hurtigt blev overtaget af sulten. Hun fulgte hende med øjnene, som hun faldt på knæ og til sidst endeligt kastede sig over den større mand, der intet kunne gøre for at forsvare sig selv. Kvinden skreg, skreg hans navn, og Ileana trådte over til hende og tvang hende til at tie stille. Stadig med øjnene på Proserpina og hendes sult, bukkede Ileana sig ned og drak lidt fra kvinden. Bare lige for at få opfrisket sin styrke og få den lille sult stillet. Men hun drak ikke meget, efterlod det meste til Proserpina, hvis hun var mere sulten.

Og det var hun tydeligvis. Ileana kunne genkendte den udhungrede sult fra Loke, selvom Proserpina var værre. Men Loke havde også fået mad stort set med det samme. Denne unge kvinde havde ventet næsten et døgn.
Snart gled livet fra menneskekvinden, som det havde gjort fra manden, der nu lå livløs på gulvet ved siden af dem. Stakler. Der var ikke en dråbe medlidenhed i Ileana. For hende var andre væsner enten fornøjelse, fjender eller mad. Disse havde været mad.

Hun trådte frem og satte sig på hug ved sit nye afkom og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun betragtede hende. Et drabeligt syn, men det rørte ikke Ileana.
”Proserpina?” Forsigtigt rakte hun en hånd ud for at kærtegne hendes kind med fingrene. Forsigtigt, fordi hun alt for godt vidste, at rusen måske ikke var ovre og næsten mål kunne være hende. Det der med venner og mad kunne flyde ud, når man fik stillet en længerevarende, kraftig sult. Hun havde set gjort ting, hun havde fortrudt bagefter.
”Har du det bedre?” Hendes stemme kunne næsten sammenlignes med flydende honning, lidt bekymret og varm.

Proserpina følte sig nok det nærmeste til normal hun nogensinde kom til at føle igen. Hun følte sig vågen, stærkere og fyldt med energi. Men hendes blik var fanget til de to nu blege lig hvis udtryk stadig afskyggede deres sidste tid. Det kom til at blive hende liv. Efterlade folk på stribe som en tømt madpakke, så hun kunne tilfredsstille sin egen sult.

Med en tunget dybt indånding drejede hun sit ansigt for at se på Ileana. Hun flyttede sig ikke fra kvindens lette berøring af sin kind, og så heller ikke ud til at ville flytte sig, selvom ofrenes blod havde resulteret i vågne øjne der så enhver bevægelse. Hun mærkede blodet på sin tunge, som hun slikkede sig over tungen, og trods den stærke metaliske smag mindede hende om hvad hun lige havde gjort, bed hun det i sig. "Jeg er mæt.. vågen og stærkere.." fysisk havde hun det bedre.

"Hvor ofte vil jeg behøve at gøre det her" spurgte hun næsten toneløst som hun kom på benene, overraskende let, og tog en dug fra bordet, ligeglad med at det raslede med ligegyldige genstande derpå, omend de ikke faldte på gulvet. Dugen blev brugt til at fjerne resterne af blod fra ansigtet, som hun for alvor så ned af sig selv. Hun følte sig stadig mærkelig, men som hun var blevet mere vågen og klar i hovedet, jo mere forsøgte hun at skjule det bag en føleløs maske. Noget hun faktisk tvivlede stærkt på at Ileana købte. Den kvinde var ældre end hun gav udtryk for og havde en del mere erfaring med livet.

Ileana fik et lille smil om læberne, da Proserpina sagde, at hun følte sig vågen og stærkere. Ah ja, følelsen når manglede blod og endeligt fik det, der var ikke noget bedre. Det var lige før, at man kunne sige, at man blev høj af det. En følelse Ileana personligt godt kunne lide. Rusen og styrken der fulgte.
”Jo oftere du finder føde, jo mindre skal du drikke af gangen.” Hun så ned på de døde mennesker uden medfølelse. ”Og jo større sandsynlighed er der for, at dine ofre overlever.” Hun trak let på de spinkle skuldre, som at det ikke rigtigt betød noget for hende. Det gjorde det heller ikke, hun var ligeglad. Undtagen når det kom til folk, hun kunne bruge til noget.

Mens Proserpina tørrede blodet væk, gik Ileana over til en dragkiste og åbnede den. Ganske rigtigt var der tøj i det og efter lidt roden rundt, hev hun en kjole op. Tydeligvis kvindens pæneste kjole. Hun vendte sig mod Proserpina, mens hun holdt den oppe, så hun kunne se.
”Mon ikke, at du kan passe denne. Det er bare indtil vi får syet dig noget ordentligt tøj.” Hun trådte over og rakte den frem mod hende, så hun kunne tage i mod den.

”Vi har stadig en nats ridt foran os. Og en halv nat efter det, hvis ikke mere. Hestens fart sænkes af, at den skal bære os begge.” Hun lagde hovedet lidt på skrå. Gad vide, om denne lille familie havde en hest. ”Medmindre…” Hun forsvandt ud af døren og gik over til en lille tilbygning. Der var stod en træt udseende ko, et par får og ganske rigtigt, en tung arbejderhest. Ileana lukkede fårene og koen ud af stalden og trak hesten hen til døren. Der var ingen sadel, den var tydeligvis ejet som hest til at arbejde på marken, men mon ikke, at det gik.
”Kan du ride på sådan en?” Hun så lettere spørgende på Proserpina.

Prosperina forsøgte at holde sig så neutral til det hele som overhovedet muligt. Fysisk havde hun det langt bedre end hun syntes at kunne huske. Stærk og klar i hovedet. Hun følte hendes sanser var over ti gange bedre end hun havde haft dem i sit levende liv. Men det havde kostet prisen. Prisen der nu lå i form af to døde kroppe. Kile kaldte alle hjem, men måske var det Proserpinas skyld at disse sjæle var nået Kiles rige for tidligt. "Godt.. Jeg bryder mig ikke om at dræbe" svarede hun ærligt, med en lavmæld stemme som hun fik fjernet blikket fra ligene og i stedet brugte al fokus på at få blod af den nu endnu hvidere hud.

En smule overrasket tog hun imod kjolen der blev ragt frem. Hun havde alle dage bevæget sig rundt i sort. Men hun kunne ikke fortsætte i det ødelagte tøj, der ikke dækkede nær så meget som hun kunne ønske. Stoffet var blødt. Ikke silke eller hvad end de brugte i højere kredse, men den var fin og behagelig. Som Ileana forlod rummet valgte Proserpina at skifte. Få det beskidte sorte tøj der var blevet stiv i stoffet af hendes eget blod, og brugte hvad end der var nogenlunde rendt af tøjet til at tørre kroppen fri fra hvad end hun havde misset tidligere. Derefter trak hun den anden kvindes kjole ned over kroppen og følte sig tilpas i den.

Tavst gik hun ud af huset, forsøgte at glemme hvad der lige var sket og fokusere på fremtiden. Ileana havde gjort det af god mening ifølge Proserpina. Så selvfølgelig havde Proserpina ikke i sinde at være utaknemmelig! og nu det værste af chokket var faldet, fik tankerne endelig plads. "Jeg kan nok ikke klare en hel nats rid uden saddel, men ellers skal det nok gå" hun fik et let smil på læben. Livede mere op i sine træk og langt mere nærværende. "Hvor er vi egentlig på vej hen? Har du et hjem her i nærheden?" Hun gik hen til den store hest der virkede forvirret, specielt over at Proserpinas hånd var kold som den aede hen over dyrets mule. Men det var ikke værre end det krævede lidt tilvænning.

Kjolen Ileana havde fundet frem til Proserpina så ud til at passe nogenlunde. Det skulle nok gå, indtil de kom hjem. Tøj var ikke et problem for Ileana. Hun havde selv mange forskellige kjoler, de fleste tydeligvis i en klasse der hørte sig til for en adelig, som den hun havde på nu. I månelyset var det dog tydeligt at se, at der var kommet pletter af blod på efter hun havde løftet rundt med pigebarnet. Det tog hun sig ikke af, det var ikke penge til stof hun manglede i øjeblikket.

Det kan du blive nødt til, var hun lige ved at sige, men slugte ordene inden de kom ud. Hun ville hjem og havde planer om at ride til solen begyndte at melde sin ankomst. Men de kunne ikke nå hjem denne nat alligevel, så det ville være unødvendigt at skabe en negativ stemning ved at presse pigen for meget. Hun skulle nok lære, at Ileana var den, der bestemte. Men det behøvede ikke at være lige nu.

"Jeg bor i en jagthytte, jeg har lånt af en ældre herre. Den ligger uforstyrret i en skov et stykke herfra, længere ud mod bjergene i Azurien." Hvor længe hun havde hytten til låns mere, vidste hun ikke. Manden var gammel og blot et menneske, så en dag ville han dø og overlade alt til sine børn. Den ene søn havde ikke så meget i mod hende, da hun før havde leget hans kvindelige følgesvend, selvom han kun havde interesse i mænd, men datteren afskyede hende, det var hun ikke i tvivl om, så hun fik nok ikke lov til at blive boende, når deres far gik til Kile.

"Er du klar til at tage af sted?" Hvis Proserpina sagde ja til det, hjalp Ileana hende op på hesten, inden hun hentede sin kappe, pigen havde smidt inde i huset, inden hun satte sig op på sin egen hest og ledte dem mod Proserpinas nye hjem. 
De red så længe Proserpina kunne holde til det, inden de gjorde holdt ved en kro, hvor de brugte dagen. Det var langt fra første gang Ileana benyttede sig af kroen og der blev ikke stillet spørgsmål til hverken hende eller hendes ledsager. Næste nat red de også det meste af natten, inden et hus dukkede op i mellem træerne i den skov, de var redet ind i. "Jagthytte" var ikke rigtigt en god betegnelse, siden huset var stort og bygget i sten. Bagved lå der en stald i sammenhæng med en tjenestebolig. 

Trods tidspunktet, dukkede der hurtigt en ung mand op for at tage i mod de to heste. Han sendte Proserpina et meget nysgerrigt blik, men stillede ingen spørgsmål, som han trak hestene ind i stalden.
Ileana vendte sig mod sit nye afkom.
"Vil du helst hvile eller skal jeg have et kar fyldt til et bad?" Ileana selv kunne godt trænge til et bad, men hun lod det være op til Proserpina. Det var ikke noget, der hastede.

Proserpina så undrende på Ileana, indtil at hun nævnte at jagthytten var en hun havde lånt. Det virkede bare ikke som et hjem Ileana selv ville havde valgt at bo og eje. Men hun kunne selvfølgelig tage fejl. Så godt kendte hun alligevel ikke den anden vampyrkvinde. Men det var afsidigt og som Ileana sagde, uforstyrret. ”Ja” nikkede hun som svar, og blev hjulpet op på hesten. Det var en lettere ubehagelig stilling. Det var ikke megen tid hun havde tilbragt til hest, specielt ikke uden sadel. Det føltes meget knoglet, men det lykkedes hende alligevel at få sat sig til rette. Klar til at tage af sted.

Det var ikke en begivenhedsfuld ridt, eller det mest behagelige. Men hun trak den så længe hun kunne, før hun anmodede Ileana om de ikke kunne stoppe. Hun var forundret over at det var så nemt for Ileana at finde et sted at være, og ligeledes hvor lidt spørgsmål der blev stildt. Måske kom der et enkelt nysgerrigt blik eller tog, men ellers blev de ladt alene. Indtil næste nat hvor turen gik videre og huset dukkede op imellem træerne.

Proserpina lagde huset en smule tilbage og åbnede munden i overraskelse. Det der var ikke bare en lille hytte som hun havde forventet at se. En af dem af træ, havde hun nok regnet med. Det var stort og solidt bygget, med tilhørende stald. Proserpina var fuldstændig målløs. Så målløs at hun næsten ikke opdagede den unge mand før han tog imod hestene og det var tid hun kom ned fra hesteryggen og ømmede sig en smule. ”Oh.. Et bad kunne jeg godt tænke mig” hun følte sig i hvert fald alt andet end rask.

Ileana vendte straks sit isblik mod drengen, der var på vej ind i stalden.
”Kristoph, bed din mor om at gøre karret klar.” Uden at vendte på en reaktion fra den unge mand, vendte hun sig i mod Proserpina igen og lagde en hånd på hendes skulder.
”Lad mig vise dig dit nye hjem.” Blidt styrede hun hende hen til hoveddøren og ind i den solide bygning.

Døren førte ind i stuen, der var ganske hyggeligt møbleret. Der hang dyrekranier til pynt og der pels på næsten hver eneste siddeflade. Ileana selv syntes ikke, at man kunne være i tvivl om, at en mand havde indrettet stedet, men havde ikke gjort noget for at ændre på det. Hun var ikke ligefrem dem husmoderlige type og indretning sagde hende ærligt talt ikke noget. Hun brugte alligevel det meste af sin tid på farten og i andres hjem, dette var blot hendes base til når hun havde brug for at hvile og være lidt for sig selv.

I den anden ende af rummet var to døre. Den ene ledte til værelserne og den anden til køkken og baderum. Ileana lod Proserpina kaste et blik rundt i stuen, inden hun skubbede hende videre til gangen med værelser. Her skubbede hun en dør op ind til et værelse. Der var ikke meget, men en seng, et skab og et bord med en stol. Ileana sov selvfølgelig selv i det store soveværelse, dette var blot et gæsteværelse.
”Dit værelse. I dag sover du dog inde ved mig, Kristoph skal lige have blændet vinduet ordentligt af.” Hun trådte til side, så hendes afkom kunne gå ind og kigge i rummet, hvis hun ville. De blå øjne gled ned over pigebarnet og hun snøftede lidt utilfreds.
”Du bliver nødt til at nøjes med den kjole indtil der bliver syet noget ordentligt til dig.”