Lykke kunne ikke lade være med at smile over englens svar. På sin vis havde han jo ret, men hun var ikke vant til, at man ikke mistede næsen, hvis man stak den for langt frem så at sige. "Det kan De på sin vis have ret i" svarede hun og sendte ham et lidt større smil. "Men jeg glemmer da virkelig mine manerer. Jeg har slet ikke introduceret mig selv. Mit navn er Lykke" tilføjede hun lidt efter. Hun gav sig selv en mental dumflad for at have glemt noget så enkelt som at præsentere sig selv. På den anden side havde englen også glemt det, men det var nok med vilje.

Lykke bemærkede godt det lumske smil, som de trådte ind på kroen, men hun sagde som sådan ikke noget til det. Hun vidste ikke helt, om han lagde op til noget, eller om han blot prøvede at drille, og lige nu var hun som sådan også ligeglad. Hun var slet ikke nået til den slags overvejelser endnu, så han skulle nok forberede sig på en afvisning, hvis han prøvede. Det var dog ikke noget hun nævnte, men ironien omkring nysgerrighed fik hende til at smile lidt for sig selv. Hun vendte dog tilbage til "virkeligheden," da et glas vin blev stillet foran hende. "Tak. Og jeg er ikke gift" sagde hun med en snert af drilleri i stemmen, selvom det egentlig var sandt. Det var mere en hentydning til, at hun ikke var "frue" endnu, men det forhindrede hende alligevel ikke i at drille englen lidt med det. Hendes vinger flyttede lidt på sig, som hun satte sig ved baren, og hun overvejede et kort øjeblik, om hun skulle trække dem ind i ryggen. Dog valgte hun at lade være.

Selvfølgelig havde Xaphan ret. Der var ikke en gang han ikke havde haft ret i det han sagde. I stedet for at sige noget nikkede han til hendes ord og kiggede lidt væk fra hende og var fokuseret på at finde frem til kroen. Hun nævnte sit navn og han løftede det ene øjenbryn. Det var umuligt hendes rigtige navn, et dæk navn var det måske. Det var nu ikke nær så spændende som dæmoners rigtige navn, se det var meget sjovere. Han kiggede lidt på hende stadig med løftet øjenbryn. Dog slappede han lidt mere af da han sagde. "Javel ja Lykke. Mit navn er Xaphan" hans øjenbryn var faldet ned på plads og han kiggede på hende. Hvorfor skulle man altid nævne sit navn, det var der som regl ingen grund til. Men nu havde hun gjort det, så kunne han jo lige så godt have gjort det også.

Lykke var ikke gift. Nå ja det var måske en mindre talefejl, man kunne jo aldrig vide om de var en frue eller en frøken bare ved at kigge på dem. Man kunne selvfølgelig altid kigge på deres hænder, men hvorfor skulle man være så nysgerrig anlagt. Desværre lå det vel bare af ren natur for alle og en hver. "Det må du da virkelig undskylde." kom det en anelse koldt fra ham og han satte kruset med øllet for munden. Han kiggede på Lykke og sendte hende et kort smil. "Hvad bringer dig til Dianthos?" spurgte han og kiggede på hende med et løftet øjenbryn.
Xaphan var ikke så heldig at han kunne trække vingerne til sig, de var ude hele tiden, og han kunne intet gøre ved det. I stedet måtte han passe på hvor han gik henne og hvordan han arrangeret sine vinger. Det var også derfor han altid sad ved baren når han var på kro, så kom hans vinger da ikke i vejen for nogen andre end ham selv.

Lykke nikkede til Xaphan, da han gav hende sit navn, og hun sendte ham et svagt smil. ”Et usædvanligt, men ganske nydeligt navn, hvis De spørger mig” svarede hun ærligt og smilet voksede en smule. Det var ikke ofte, hun fandt ordentligt selskab, når hun var uden for murerne, men Xaphan havde vækket hendes interesse, da han havde torteret den hjælpeløse mand. Det var sjældent, hun så en ondskabsfuld engel. Kun Eretreya kunne måle sig med ham.

Hun rystede på hovedet med et grin over hans fornærmede tone. ”Rolig nu, jeg driller bare” sagde hun og kunne ikke holde et lavmælt fnis tilbage. Hun var ikke ligefrem vant til, at folk blev så fornærmede over, hvad hun sagde, men de fleste kendte også hende og hendes humor. ”Jeg er bange for, at det er fortroligt og ikke vedkommer Dem” svarede hun på spørgsmålet om, hvad hun lavede i byen. ”Jeg ville blive slået ihjel, hvis jeg fortæller Dem det.”

Et usædvanligt navn, ja hun skulle bare hvide, alle vidste at det var et dæmon navn, men det gjorde ham ikke noget, det gjorde ham jo kun i godt humør et eller andet sted, så vidste man da at man ikke skulle komme på tværs af ham. Det var det gode af det hele, hvis man kunne sige at det var godt. Han lagde hovedet lidt på skrå så nakken knækkede og han kiggede på hende. ”Hvis du siger det.” et fnøs kom frem på hans læber og han kiggede lidt ned i baren og lænede sig lidt ind over den.

Driller? Hvad skulle det nu til for, det var der da bestemt ingen grund til. Det var kun mennesker der lavede sjov, hvad skulle en dæmon med morskab, ud over det de selv gik og lavede. Han rystede lidt på hovedet af sig selv og vendte blikket imod hende da hun snakkede igen. ”Det lyder interessant, måske du har brug for hjælp?” kom det fra ham, han var egentlig lidt nysgerrig på hvad det kunne være hun skulle. ”Du kunne altid få lov til at prøve.” kom det køligt fra ham og trak lidt på skuldrende.

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, du kan tilgive mig.