Lykke frydede sig ved at se Cayden være på vagt, men han havde på den anden side selv bedt om det. Hun sendte ham et faretruende smil ved hans forhåbning om, at hun pillede tøjet af dem. Det var ret tydeligt, at hans ord morede hende. ”Før eller siden. Inden da har jeg det lidt sjovt med dem. En demonstration?” Uden egentlig at give Cayden tid til at svare og uden yderligere advarsel langede Lykke ud efter ham med kløerne. De var rettet mod hans kind, men hun ønskede ikke at såre ham permanent, så hun gik mest efter at lave et overfladisk sår. Han var trods alt stadig dæmon og loyal mod mørket, så hun så ingen grund til at give ham varige men. Det forhindrede hende dog ikke i at have det sjovt.

Om hun ramte eller ej, var Lykkes plan nu at sætte den venstre hånd mod Caydens bryst for at tvinge ham ned på madrassen igen, og hun holdt på ingen måde sin styrke tilbage. Hvis det lykkedes hende, ville hun i takt med, at han faldt, sætte sig overskrevs på ham ved hans hofter. ”Normalt plejer jeg så at tortere mine ofre til de trygler mig om at stoppe eller slå dem ihjel - afhængigt af racen - har jeg haft det sjovt, plejer jeg som regel at give dem det, de vil have, hvis ikke... tjaa...” afsluttede hun og lod hentydningen ligge ret tydeligt i luften. ”Sikker på du stadig har lyst til at underkaste dig? Eller har du rent faktisk tænkt dig at gøre noget for at fortjene mig?” spurgte hun med en endnu mere ildevarslende stemme end før. Det var dog ganske tydeligt på hendes øjne, at hun nød dette i fulde drag, og at hun ikke bare sådan ville overgive sig til ham. Nok var han ridder (hvilket kun gjorde dette så meget mere tilfredsstillende), men hun havde ikke ligefrem tænkt sig at lade det stoppe hende.

Cayden hævede forventningsfuldt et øjenbryn, da Lykke indbød til at de kunne tage deres tøj af senere. Hun efterfulgte det oven i købet med en invitation til at have det lidt sjovt. Det lød ikke som hende, men Cayden var tændt, og han var nem at overbevise om, at enhver ville have ham med sig i seng.
Af samme grund så han også blot måbende op på Lykke, efter hun havde slået ham. Såret var overfladisk, men hans hud sved, hvor hun havde ramt ham, og han kunne mærke små dråber af blod trille ned over hans kind. 

Han beholdt dog sin underdanige attitude og lod hende skubbe sig ned at ligge i sengen igen, og på trods af den tidligere vold, smilede han op til hende, da hun satte sig overskrævs ham. Selv imens hun talte, eller nærmere truede ham, lod han en hånd glide op af hendes lår. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun mente hver eneste af sine trusler, men for ham lød det også fuldstændig som om hun sagde, at hun ikke ville være øverst. Det var også fint nok med ham, han kunne sagtens dominere hende, hvis det var dét hun ville have.

"Okay," svarede han og åbnede munden for at sige mere, men i stedet for rent faktisk at følge op, greb han fat om hendes arm og vred den om. Lykkedes det ham, ville han dreje armen, indtil de havde byttet plads, så hun lå i sengen og han kunne stå lænet ind over hende. 

Lykke kunne ikke helt finde ud af Cayden motiver lige nu. Det var kommet noget bag på hende, at han havde smilet over den voldsomme behandling, hun lige havde givet ham. Hendes højre øjenbryn skød op under det hvide pandehår, da han kom med et vagt "okay," og hun nåede absolut ikke at reagere på noget, før hun lå på maven med armen vredet rundt. Lidt kampgejst var der alligevel i ham.

Et nyt smil bredte sig på hendes læber, og hun afslørede spidsen af den ene hjørnetand, fordi hun lå med hovedet halvvejs nede i madrassen. Hun havde dog ikke tænkt sig at lade ham slippe så let. I håbet om at overraske ham, lod hun sin hale glide om håndleddet på den hånd, der holdt hende fast. Lykkedes det hende, ville hun klemme til for at tvinge hånden åben. Herefter ville hun trække til for igen at tvinge ham ned i sengen og i samme bevægelse trykke mod madrassen, så hun igen kom op, så hun igen kunne sætte sig på ham. Lykkedes det, ville hun nu holde begge hans arme fast ved at tage fat om håndleddende og presse dem ned mod sengen. "Troede du virkelig, du fik lov at slippe så let?" spurgte hun stadig med faretruende stemme, men hendes øjne viste et langt mere lystent blik i forhold til tidligere.

Normalt ville Cayden ikke lade sig overraske helt så nemt, som Lykke lige nu overraskede ham, men han havde sænket sine parader. Fordi hun var en kollega, fordi hun var smuk, fordi han troede at de flirtede mere end sloges, og fordi hun var en dæmon. En dæmon, som han aldrig kunne finde på at gøre ondt. Dæmoner måtte trods alt holde sammen så godt som muligt. 
Så da hun tvang hans hånd åben, og endte med at sætte sig på ham, så han med et imponeret smil op på hende. 

"Jeg ved at du er dominerende, men hvis du havde lyst til at sidde på mit skridt, skulle du bare have sagt til. Der er altid plads til dig på det," sagde Cayden, i stedet for rent faktisk at svare på hendes spørgsmål, og løftede op i sine hofter under hende, for at tvinge hende tungere ned over sig. Han smilede op til hende og lod blikket glide over hendes krop, uden at lægge skjul på, hvor meget han havde lyst til hende.

Han havde ikke tænkt sig at kæmpe imod, medmindre hun gjorde noget for at true eller skade ham igen, men han var fuldt ud forberedt på muligheden for, at hans ord ville give hende lyst til at myrde ham. Eller ikke engang hans ord, så meget som det måske var dét, at han skubbede sit skridt op imod hende.

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, du kan tilgive mig.