Lykke rejste sig, da Sol gav tegn til, at hun skulle følge med. Som hun fulgte med den mørke kvinde, kunne Lykke ikke lade være med at bemærke alle statuerne, og hun begyndte at forstå, hvor Sol havde haft den attitude over for hende, som hun havde. Hun kunne dog ikke lade være med at føle et stik af jalousi. Kvinden havde jo nærmest fået alt serveret for sig, hvor Lykke havde været nødt til at kæmpe for det. Hun brød sin tankestrøm og rystede stille på hovedet. Hun var bedre end det her. Hun kunne ikke tillade sig at være jaloux. Hun var en del af landets stærkeste race!
Lykke blev dog heldigvis distraheret, da de trådte ind i hytten. Hun sagde ikke noget, men hendes ansigtsudtryk viste tydelig overraskelse og let beundring over stedet. Selvom det måske var primitivt, fandt hun det ganske pænt, og hun var imponeret over, hvordan det var lykkedes at få så pænt et hjem ud af det. Hun var dog ikke fan af den kvælende varme, men det måtte hun vel leve med. Hun fjernede lommetørklædet for forsigtigt at inspicere sit øjenbryn. Blødningen var heldigvis stoppet, men såret var stadig ømt. Det ville nok være et par dage om at hele fuldstændig. Et svagt smil gled over hendes læber, som hun i sit stille sind anerkendte, at hun virkelig havde fået en god omgang tæv.
Hun betragtede Sol, som denne smed pelsen og trådte op i badet. Langsomt kom Lykke ud af sit tøj, til hun selv stod splitter Hans Jørgen, inden hun ligeledes trådte op i det lave vand. Hun satte sig roligt ned, så hun blev dækket op til halsen. Spidsen af halen, der stadig var oven vande, svajede let fra side til side bag hende, som hun sit blik fastholdt på Sols øjne.
Krystallandet
