”En skam.” sagde hun mindst lige så nonchalant som ham. Blikket rettet mod det røde hus ikke langt fra dem med et både stift og afslappet blik. Hvis man lyttede godt nok efter kunne man mulighed tyde et hint af sørgmodighed i hendes strube.

Han havde knap nok været nødt til at dirigere hende hen mod døren af det lille helbredshus, inden hun havde luntet de sidste par skridt frem mod den for at nå den lidt før ham. Dog nøjedes hun ikke med at blot banke på. I stedet tøvede hun ikke med at skubbe døren op og træde indenfor. Der var trods alt ingen tid at spilde. Det ville de tilstedeværende vel kunne forstå. Hun havde ingen idé om, hvor godt bonden holdte ud. Han kunne have taget sin sidste vejrtrækning, mens hun ikke havde holdt øje. Hun svang let omkring for at kunne holde døren åben for den endnu fremmede og lagde fluks øjnene mod bonden i hans arme i håb om at se bare en svag bevægelse fra brystkassen. Dog kunne hun sikkert berolige sig med at manden stadig bar rundt på ham, for hvis hun havde sammensat nok brikker, ville han bare have efterladt den sårede på siden af vejen, hvis han ikke stadig var bare lidt i live.

”Hallo?” kaldte hun ud, idét hun lukkede døren i igen, bag dem for ikke at lade unødvendig kulde inde. Der var en god varme indenfor, hvilket normalt var behageligt. Men siden der i forvejen var varmt udenfor virkede det klart anderledes fra den kolde vind nord på. ”Er der nogen?” Havde den anden bonde sagt forkert? Heldigvis hørte hun kort tid efter en smule rumstering længere inde i bygningen.

Sakse fulgte roligt efter Mia ind i huset - han havde slet ikke så travlt som hende. Bonden i hans arme havde heller ikke specielt travlt med at dø, hvilket irriterede Sakse ret meget. Bonden blev hele tiden ved med at balancere lige på kanten, men der var ingen tegn på, at han var ved at give op. Det her kunne godt tage noget tid.

En gammel kælling med tre tænder i munden kom fra fra et baglokale og så forvirret på dem begge. Hun var krumrygget og lænede sig mod en stok. Hendes hår var langt, gråt og hang flitret ned omkring  hendes rynkede ansigt som en tyndt gardin.

Sakse sukkede; han kendte ikke den gamle kone, men han kunne se på hende og hendes barkede næver, der var krogede af gigt, at hun vidste, præcis, hvad hun lavede og havde sandsynligvis lavet det i mange, mange år. Hvis der var nogen, der kunne redde bondensl liv, var det hende.

"Ja?" spurgte den gamle kone, men før de kunne svare, fik hun øje på bonden i Sakses, og hun gik straks tættere på med overraskende adrætte skridt.

"Hmm, ikke godt," mumlede hun og kløede sig på sin hage. "Kom med."

Hun forsvandt ind bag et gardin, og Sakse skævede til Mia, før han fulgte efter.

Kvindens ydre tilstand kom bag på hende. Mia havde ikke kommet omkring mange som hende. Hun ville påstå, at hun var den første, men svage minder om lignende, set ud ad øjenkrogen på hovedstadens travle markedsplads, sitrede i baghovedet. Ofte havde hun overvejet, hvordan det ville føltes at stryge en finger hen over de mange uddybninger i sådanne ældre væsner. Hendes egen hud stod i skarp kontrast og var glat, så der kunne hun ikke finde svar. Men der var en tid til hver sin ting. Og af hvad hun så småt var ved at blive erfaren med, så foretrak de jordiske kreaturer at man holdte sig bare lidt på afstand. En ting hun selv følte, men havde svært til at holde sig fra selv. Ubevidst.

Hun så kortvarigt op mod den dragende mand, blot for at blive mødt af hans blik mod hende, inden hun fulgte trop bag ham med skridt der knap nok fik det knirkende gulv til at give lyd fra sig. Det var med en mild usikkerhed, at hun ligeledes trådte forbi gardinet. Det havde ikke været klart, om hun også skulle følge med, da det trods alt ikke var hende der bar rundt på den sårede. Hun tvivlede også på, at hun ville kunne være til meget hjælp. I hvert fald taget i betragtning af den medicinske erfaring den gamle kone måtte have.

”Vil han kunne klare den? Han var allerede bevidstløs, da jeg fandt ham.” informerede hun forsigtigt om. Blikket stadig rettet med bekymring mod bonden, hvorefter hun pressede læberne sammen og lagde sine arme henover overkroppen, hvor hænderne greb om albuerne, inden øjnene vandrede over til, hvem hun kun kunne antage var helbrederen.

"Hmmmm," mumlede den gamle kone og vinkede dem hen til et stort træbord, der efter alt at dømme, ofte var blevet brugt til diverse operationer, hvis man skulle tage alt det indtørrede blod i betragtning. Træet var helt misfarvet af det, og Sakse kunne kun gætte på, hvor mange årtiers blod var blevet suget ind i træet. Det var fascinerende at tænke på.

Sakse lagde bonden på bordet, og den gamle kone kravlede op på en skammel, så hun kunne læne sig over den sårede mand og undersøge ham. Hun trykkede omkring pilen, der stak ud af brystet på ham, og kløede sig lidt mere på hagen, inden hun pludselig tog fat i pileskaftet og rykkede pilen ud af mandens bryst med overraskende styrke. Manden udstødte et smertefyldt støn, men vågnede ellers ikke. Konen smed pilen over skulderen og greb Sakses hånd for at stoppe en stor klump bomuld i den og derefter presse den ned mod mandens blødende sår.

"Hold lige her," sagde hun, før hun hoppede ned fra skamlen og gik over to the væg, der var dækket af små skuffer, som hun straks begyndte at rode igennem. Sakse skævede til Mia, men før han kunne sige noget, var konen kommet tilbage med en krukke fyldt med hvad, der lignede mudder.

"Her," sagde hun og skubbede Sakses hånd væk. Blødningen var stadig kraftig, men dog en smule langsommere end før. Konen tørrede mandens bryst af med et vådt stykke bomuld, hvorefter hun stoppede hullet med mudderet. Den var grønligt og havde en mærkelig sød lugt, der fik Sakse til at rynke på næsen.

"Sådan," sagde konen, da hun havde lukket hullet i bonden bryst helt. "Hvis han kommer igennem natten, skal han nok klare den."

Sakse nikkede. "Tak." Hans ene hånd forsvandt ned i tasken, der hang ved Sakses hofte, før den kom til syne igen. Denne gang holdt den en stor, smuk perle mellem sine fingre. Han gav den til konen, der måbede en del.

"Er der et sted at overnatte her i byen?" spurgte han.

Konen rystede lidt på hovedet. "Kroen er lukket," forklarede hun. "Ejeren døde og efterlod sig ingen arvinger. Men I kan overnatte i min lade. Den var varm, og I skal kun dele den med to geder og en ko."

Sakse nikkede. Han havde sovet værre steder, og han var slet ikke sikker på, han overhovedet ville sove.

Mia blev pludselig meget bleg i hovedet, da hun overværede den ældre blot rive pilen ud af den stakkels mand. Ud fra hvad hun ellers kendte til vedrørende pile, havde hun stærkt troet, at det var den dummeste ting at gøre, siden pilespidser som regel havde modhager der ville forsage yderligere skade, hvis man ikke var forsigtig. Men dette menneske havde gjort det uden den mindste tøven, så måske var hun forkert på den? Hun havde trods alt kun sine teorier. Og teorier kunne i teorien være forkerte.
Derefter fortsatte det med at gå hurtigt for sig, og selvom den hunkøndige stjerne egentlig gerne ville træde tættere ved for at følge ordentligt med, hvad der skete - til mulig fremtidig brug og viden - så stod hun på afstand i frygt for at være i vejen. Hun tvivlede ligeledes på, at der var meget hun kunne være til hjælp med. Og den hjælp helbrederen så havde brug for, den fik hun tilsyneladende fra den høje herre, hvis blik mod hende, hun knap nok lagde mærke til, siden hendes fulde opmærksomhed var mod bonden på det metallisk-lugtende bord.

Selv Mia blev overrasket, da han overrakte den gamle kvinde, hvad hun antog som at være betaling. Han havde ikke virket som den mest villige til at gøre noget for at redde bondens liv, og alligevel havde det indtil videre været ham, der havde klaret det meste. Det eneste hun havde gjort var at insistere på, at han hjalp hende.
"Ja, tak." bekræftede hun med et muligt blødere udtryk og tilhørende smil af lettelse. Der var vel ikke mere, de kunne gøre. Hvis han ikke klarede sig igennem natten havde manden al ret i verdenen til at tage den sjæl, han oprindeligt var kommet efter.

"Jeg vil efterlade ham i dine hænder." Hun løsnede sine arme og foldede dem i stedet foran sig, efterfulgt af et ydmygt buk mod helbrederen, inden hun kortvarigt så mod sin følgesvend, hvorefter hun var den første til at begive sig ud af det lille røde hus. Dette var ikke hendes landsby. Og godt nok havde hun absolut intet imod at begå sig i mørket, så var det nok bedst at komme af sted inden, det blev for sent. Det var ikke helt faldet hende ind, at det nok var bedst ikke at trave hjem. Og da slet ikke med meget lille forståelse af, hvilken retning, hun skulle.
Dog fortsatte hun ikke videre lige med det samme. Hun stoppede op efter et par skridt udenfor og vendte sig omkring for at vente på sjælehyrden. En tak var vel på sin plads.

Sakse fulgte roligt efter Mia, da hun forlod huset, men da hun ikke umiddelbart så ud til at dreje i retningen af laden, der lå bag huset, stoppede han op.

"Hvor er du på vej hjem?" spurgte han og løftede et sort øjenbryn af Mia. "Du har vel ikke tænkt dig at gå rundt om natten herude, har du? Jeg sender gerne din sjæl afsted, når du er blevet voldtaget og nedslagtet af lovløse eller varulve, men du vil nok gerne leve lidt længere, tænker jeg."

Havde tøsen mistet forstanden? Sakse kunne sagtens vandre rundt om natten et sted som her, men han var også en meget stærke, to meter høj mand, med en stor krumsabel og evnen til at slukke en persons liv på få sekunder, hvis han ønskede det. Selvom tøsen nok indeholdt mere, end man umiddelbart skulle tro, så havde Sakse meget svært ved at tro, at hun skulle være god til at forsvare sig selv eller andre mod angreb.

Blikket hun sendte ham, var ikke svær at tyde til, at hun havde været seriøs, om at gøre netop, det han spurgte ind til. Lige med undtagelse af de mere grusomme dele. Men netop dé ting virkede så lavt nede på risikoskalaen, at hun i stedet for at virke skræmt af det, blot havde et snert af undring. Det syntes ikke at falde ordentligt på plads, at det muligvis var en meget god grund til, at hun gang og gang blev advaret.

”Jeg ved ikke om, jeg ville kalde det for ’nat’ endnu. Der skulle trods alt stadigvæk være..” Hun holdte en kunstpause langt tid nok til at lade sine øjne vige væk fra sjælehyrden og op og omkring på himlen og dens horisont, mens afregningen automatisk gik i gang i hendes hoved, inden hun vendte tilbage. ”..i hvert fald 43 minutter og 17…16…15…” Hun opgav med et ryst på hovedet. ”..sekunder tilbage, før Solen er forsvundet.” Om hun så ville kunne nå tilbage til hendes oprindelige fastlagte landsby, var et helt andet spørgsmål. Ikke at det umiddelbart havde været en bekymring for hende. Hun lyste jo også! Hun ville ikke gå i fuldkommen mørke.

Hun trådte lidt tættere på ham. ”Desuden, så vil jeg ikke trænge mig mere på, end jeg i forvejen har.” sagde hun ganske roligt. Tydeligvis allerede mere afslappet, end da de havde bonden på slæb.

"Du vil måske hellere voldtages eller nedslagtes ved skumringstid?" spurgte Sakse roligt og hævede et øjenbryn, mens han stirrede ned på den lille pige. "Den gamle kone har allerede tilbudt dig et sted at sove i nat. Du kan ikke trænge dig mere på, end du allerede har. Men..." Sakse rystede lidt på hovedet og vendte sig, "Gør hvad du vil."

Han begyndte at gå i retning mod laden bag ved huset. Han havde ikke tænkt sig at sove, men det ville unægtelig være mere rart at sidde vågen i en varm lade end at vandre rundt på må og få, indtil det blev morgen.

Mia stod blot og så efter ham. Observerede hvordan hans lange hår vuggede fra side til side ned langs hans ryg, som han tog et skridt. Det var først nu - med lidt afstand til ham - at hun kunne se forundre til, hvordan han selv ikke virkede den mindste smule ustabil til trods for, at hun havde forventet, at hans spinkle kropsbygning og høje højde ville gøre for den slags. Ubevidst havde hendes hoved ligeledes faldet et hak til siden, inden hun fik revet blikket fra ham for i stedet at se ned ad den tømme vej, hun egentlig havde haft planer om, at spadsere ned ad i håb om at den førte ’hjem’.

Hun satte af fra jorden og efter at have mestret brugen af sine ben til et meget imponerende punkt taget i betragtning, hvor længe hun havde været i den jordiske krop, luntede hun uden problemer og klodsethed og med nær lydløst-lette skridt efter manden. Han kunne meget vel være blevet ligeglad med hendes selskab, men spørgsmål på det bagerste stykke af tungen styrede hende tilsyneladende.

”Du er ikke den eneste, der har givet mig lignende advarsler.” Hun havde undladt at give lyd fra sig, før hun havde nået nogenlunde op på siden af ham og sænkede farten til et matchende gå-tempo. Det var sjældent effektivt at tale til en ryg. ”Jeg havde ikke forventet, at det ville fylde så meget i livet hernede. Som er det jeres hverdag. Hvad mon der driver jordiske væsner til at udfører sådanne handlinger?” Hun kiggede ikke op ham, som hun talte. Et sted talte hun vel blot til sig selv. Sagde dem højt for at måske kunne få en bedre forståelse. Bedre teorier. På et faktuelt plan fandt hun det vel egentlig fascinerende. Men det var noget helt andet på et praktiserende level.

"Grådighed," svarede Sakse blot til Mias spørgsmål. "Mangel på moral og principper. Mennesker er sølle væsner, der villigt kaster sig i smuds ved først givne lejlighed. Det er meget få, der rent faktisk holder sig for god til den slags. Dæmoner er naturligvis meget værre, men det er kun forventeligt. Mennesker burde være bedre end det, men det er de ikke."

Sakse havde ikke meget tilovers for mennesker, selvom han ikke engang vidste, om han selv havde menneskeblod i årene. Han vidste, at hans far var en dæmon, men ingen vidste, hvad race Liv tilhørte, ikke engang Liv selv. Man kunne vel heller ikke forvente, at hun skulle kunne huske den slags efter 6000 år og så mange hamskifter, at hun for længst havde mistet mindet om sit opridelige køn og udseende. Hun kunne selvfølgelig have været et menneske, men Sakse fandt det svært at tro på. Hun var bare så... umenneskelig.

Laden bag huset var ikke specielt stor, men der var nok plads til Sakse. Ved den ene væg var der bygget nogle båse, som dyrene stod i. De gumlede løs på deres mad og lavede ikke synderligt mege larm. Ved den anden væg gik en stige på til høloftet. Hvordan den gamle kone kravlede derop for at hente hø til sine dyr, havde Sakse svært ved at forestille sig, men det vedkom jo heller ikke ham. Uden at se på Mia, gik Sakse direkte hen til stigen og gik op ad den.

Loftet var dækket af et tykt og blødt lag hø, og der var åbent i den ene ende, hvor aftenvinden blidt strømmede ind. Sakse fandt en halmballe, han kunne sætte sig på. Han havde ikke i sinde at sove, men hvis Mia faldt i søvn, ville han meditere lidt måske og bare... være.

Der var forstyrrende meget ved hans ord, som stjernen fandt sig i at være ganske neutralt enig omkring. Eller blot forstod nok til at kunne se helheden i det. Det gav trods alt mening. Desværre. Men at det kun var få, der ’holdte sig for god’, som han selv havde sagt det, havde hun stadigvæk svært ved at tro. Hun havde endnu ikke kommet omkring den slags grådighedsfyldte væsner, som hun gang på gang blev advaret om, og hun havde omgivet sig med tusindvis af forskellige mennesker og andet folk i sin korte tid i blandt det jordiske.

Laden havde en besynderlig omfavnende varme, hun allerede kendte til. Heden fra dyr og indelukkethed. Hun huskede hvordan, den havde virket omklamrende første gang, hun var trådt ind i den direkte fra den friske luft udenfor, men da havde vejret været koldt, så varmen havde været glædeskommet i sidste ende. I modsætning til ham, da han virkede til at lade hende gøre sit, fulgte hun ham med øjnene og så til, da han besteg stigen. Hun var noget mere nysgerrig omkring sine nye omgivelser, dog fik dyrene ikke meget andet end et kortvarigt observerende blik, inden hun fulde trop op til høloftet.

”Eftersom jeg gav dig mit navn som en form for betaling, kan jeg vel ikke spørge efter dit, kan jeg?” sagde hun endelig, da hun faldt ned at sidde i en lille bunke af hø. Blødt. Varmt. Og stikkende mod de dele af hendes krop, der ikke var beskyttet af hendes beklædning. Automatisk trak hun sine ben op til sig og blidt lagde armene om dem, så hænderne løst kunne flette sig sammen. ”Men jeg har forstået, at I jordiske væsner finder en vigtighed i at kunne tiltale folk ordentligt. Det var trods alt jer der gav mig mit navn, og ikke et jeg selv tog eller fandt nødvendighed i.” Hun præsterede frem med et ydmygt smil.

Sakse betragtede den spjse pige i stilhed et øjeblik. Han havde virkelig lyst til at føle på hendes sjæl; hanhavde aldrig befamlet en stjernesjøl før, og han kunne mærke den dybe, varme og næsten altopslugende grådighed bobled i maven på ham. Han sank og tvang sig selv til at ignorere den.

"Mit navn er Sakse," svarede han endelig uden at tage sit mørke blik fra Mia. "Sakse Chaia."

Havde hun mon hørt om Liv? I forhold til hvor gammel Liv var, så var det vel ikke umuligt.

Forsigtigheden hun havde udstrålet ved at forsøge sig med at få hans navn ud af ham, forsvandt som dug for morgensolen, da han i sidste ende præsenterede sig selv for hende. Havde hun haft begrundelse for at føle sig akavet omkring ham, når han kendte hendes navn, men hun ikke kendte hans, ville hun nok have spurgt indtil det noget tidligere, men ’tidligere’ havde der været andre bekymringer at tage sig af.

I takt med at forsigtigheden forlod hendes væsen, var det ikke kun metaforisk at hun lyste op i et smil, da hendes kropslige glød ligeledes blev en tand klarere. For at kunne læse hende så dem som en børnefortælling på hendes fremtonede følelser var ikke nok, når det kom til hende.
”To navne. Er det som andre jordiske, hvor det ene er personligt givet og det andet er et familie-tildelt?” spurgte hun tydeligt nysgerrigt. Det hjalp at han havde været med til at selv gøre det klart for hende, at det ikke blot var et navn ved måden, han havde sagt dem. Det var trods alt sjældent, at hun selv kunne fange det, hvilket indtil videre havde ledt til nogle besynderlige interaktioner.
”Du må undskylde, hvis jeg spørger for meget ind.” tilføjede hun kort efter, dog med en kontrolleret rolighed frem for panisk usikkerhed. Hun flettede sine fingre ud af hinanden, men kun for at flytte dem ind under sine knæhaser og så same dem der med sine ben som en bro hen over dem. Det ændrede nu ikke meget op, hvor tæt hun havde lårene presset ind mod sin brystkasse. ”Jeres navngivning fascinerer mig til en vis grad.”

Sakse havde ikke lagt synderligt mærke til Mias lysende hud indtil nu, hvor han ikke kunne undgå at lægge mærke til den på det halvmørke høloft. Han følte straks en overvælenden trang til at række en hånd ud og røre ved den for at føle, om den mon var ligeså varm, som den så ud til at være.

Han rystede let på hovedet af hendes undskyldning. Tørst efter viden var ikke noget at undskylde for. Det var noget helt andet end hans egen grådighed.

"Chaia er min mors navn," sagde han. "Jeg ved ikke, hvor hun har fået det fra. Hun ved det vist heller ikke selv. Hun har det med at glemme ting, der ikke betyder noget for hende. Hun... hun er meget gammel." Han smilede et næsten usynligt smile. "Sikkert meget ældre end dig."

”Muligvis. Jeg er stadig betegnet for at være ’ung’, når jeg bliver sammenlignet med resten af himlens uendelige stjerner.” En let og sagt latter opstod fra hendes strube som en tilføjelse. Hun krummede afslappet i ryggen for så at kunne lægge sit hoved til at hvile på sine knæ. Drejet, selvfølgelig, så hun stadig havde de abnormalt blå øjne rettet mod manden, hun nu kunne se som ’Sakse’ frem for en fremmed. ”Og jeg er heller ikke gammel nok til at synes at mit givne navn eller hvor jeg fik det fra, betydningsløst. Jeg håber ikke, at jeg nogensinde glemmer.”

Aftenens første gab gik så til angreb hos hende, og der var intet andet for hende at gøre, end at lade det opstå. Hun var magtesløs overfor dem det meste af tiden, da de for hende kom så pludseligt. Trangen efter søvn var trods alt ikke noget af det hun lagde allermest mærke til for det oftest var for sent. Gabet efterlod hendes ansigt med en nær døsig idyl, men hun virkede ikke vitterligt søvnig. I hvert fald ikke til et punkt, hvor hun kunne drætte om hver øjeblik det skulle være.
”Men vil dit barn så tage Sakse, som du har taget Chaia? Jeg har ellers forstået, at familier alle havde et ens navn tilføjet. Et familienavn for at bedre identificere, hvilken stamtavle, man var del af.” Det var netop dét navn, hun ikke besad. Og netop den mangel, der gjorde det problematisk for hende at fuldkommen fatte navnebrugen i blandt de jordiske. Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå som en hvalp, så godt som det nu var hende muligt, stadig med hovedet liggende på knæene.

Sakse rynkede på næsen ved Mias ord.

"Jeg skal aldeles ikke have nogen børn," sagde han, som om han væmmedes blot ved tanken. "Men hvis jeg skulle, så jo, så skulle de arve Chaia. Chaia er min mors arvenavn. Hendes fornavn er Liv."

Sakse kunne ikke få sig selv til møde Mias blik. De lyse, blå øjne og hendes rene, uskyldighed gik direkte i underlivet på ham, og han sank en klump, mens han flyttede lidt på sig. Tasken, han altid bar med sig, blev flyttet til hans skød, for nok var hans klæder løse og sorte, hvilket gjorde dem ideelle til at gemme alskens uartighed, men det var grænser for hvor meget, de kunne skjule.

”Åh?” Overrasket over hans voldsomme afvisning til at produceret et afkom, fik hende automatisk til at hæve hovedet fra knæene. Øjenbrynene var også røget lidt højere op i panden. ”Jeg har altid forstået det sådan, at I jordiske væsner altid viger mod at fortsætte jeres afstamning. Producere et barn for at fortsætte eksistensen af jeres art.” Faktuel viden var til tider ret sort på hvidt, så med at have et større kapital af det end praksisviden blev hendes forståelse af ting påvirket således. Heldigvis for hende var det ikke ensbetydende med, at hun også havde bygget betonvægge omkring det hele, så med tiden ville de to farver kunne blande sig mere og mere sammen.
”Men...” Overraskelsen stilnede atter af igen og hun sænkede kortvarigt sit blik fra ham med tilbageblik på dagens tidligere hændelser. ”Din fokus er trods alt rettet mod slutningen af et liv frem for starten af det.” Liv. Besynderligt hvordan en mand som ham havde en mor ved det navn. Hun nåede blot at sukke halvt, inden hun opfangede ham rykke rundt på sig, og hun så løftede blikket tilbage på ham.

”Er du okay?” spurgte hun undrende efter at have ladet sine øjne glide undersøgende op og ned af ham. En ting hun havde lagt mærke til ham, var at han ikke gjorde mange unødvendige bevægelser, så at se ham være, hvad hun antog for at være rastløs, var malplaceret.

"Jeg behøver ikke bekymre mig om slægtens overlevelse," sagde Sakse, mens han stirrede ud i ingenting. "Det klarer min mor for mig."

På trods af at have levet i lidt mere end 300 år, så havde Sakse kun  mødt en ubetydelig brøkdel af sine søskende. Ikke engang Liv, som ellers aldrig glemte noget om sine børn, havde tal på, hvor mange børn hun selv havde. Hvis hun satte sig ned og talte, så kunne hun nok finde frem til det, men den slags havde hun slet ikke tid eller interesse i.

Sakse kunne straks mærke sine øre blive varme under det løse, sorte hår, da Mia spurgte til hans tilstand.

"Jeg har det udemærket," svarede han lidt for hurtigt og lidt for hæst, og hans greb om tasken i hans skød blev lidt hårdere, idet noget pressede sig op mod underside af den.

Sakses noget hurtige svar fik egentlig den unge stjerne til at afholde sig fra at presse yderligere på. Han havde trods alt ikke nogen grund til at lyve for hende. Og hun tvivlede på, at hun besad gode nok beviser på hendes bekymring. Hun overlæste. Overtænkte. Overanalyserede. Så hun tog ham på sit ord og fjernede sit blik fra ham efter et svagt men bekræftende nik, for i stedet at se ned på sine tæer, der vrikkede i de bløde læder futter.

Men der kunne umuligt have gået mere end et halvt minuts tid, før hun ikke kunne holde sig på måtten længere. Atter var de undersøgende øjne rettet mod ham, og hun slap sin omfavnelse omkring sine ben, for i stedet at læne sig til siden og på den måde, komme op på alle fire. Hendes blik var blevet mere intens, som hun meget direkte stirrede på ham. De fyldige bryn havde krummet sig sammen og ved at mindste mellemrummel mellem dem, lavet en undrende rynke. 
Hun kravlede så ellers tættere på ham for at kunne se ham nærmere. Meget havde hun lært, siden hun var ankommet, men at respektere andres personlige plads var ikke en af de ting, så hun stoppede næsten først helt oppe i ansigtet på ham, hvor hendes glød viste sit skær på hans kind.
”Der er noget. ” sagde hun så, dybt fokuseret, inden hun pludselig fik et lettere panisk udtryk frem i ansigtet og straks trak sig tilbage og dumpede ned at sidde foran ham. ”Sig ikke at du havde brug for den mands sjæl for at overleve! Og jeg-…” Hun var ikke meget for at indrømme, at hun - selvom hun følte, at hun havde reddet et liv - havde stået i vejen for en andens livgivende.

Jo tættere Mia kom på ham, jo hårdere knugede Sakse tasken til sig, indtil hans knoer til sidst var helt hvide. Han kunne ikke tvinge sit blik væk fra hendes stålblå øjne, selvom han gerne ville, og under taskens bund var det hele efterhånden begyndt at blive en smule smertefuldt. Hans tæer knummede sig i lædersandalerne, og han sank et klump, mens hans hjerte harmede løs i brystkassen. Hvad i alverden havde denne tøs gang i? Prøvede hun at tage livet af ham?

Sakse nåede lige præcis at panikke lidt ved tanken om, at Mia i virkeligheden var en eller anden slags succubus, da hendes spørgsmål hyllede ham helt ud af den.

"Øh, hva'?" spurgte han dumt. "Nej, øh... Nej, jeg spiser ikke sjæle. Jeg guider dem kun videre til Dødsriget."