"Jeg sad på en kro i Dianthos og passede mig selv, da en alfekvinde pludselig kom hen til mit bord," fortalte han videre. "Jeg ved ikke helt, hvorfor hun opsøgte mig, men vi faldt i snak, og så fortalte hun mig om sin datter."
Aron gik ikke i detaljer omkring Jezebels barndom, for han havde trods alt lovet ikke at fortælle det til andre, så det løfte holdt han. Men han fortalte alt andet, om Tryllettas tragiske historie, om hans mange rejser, indtil han nåede denne by, og hvordan han tilfældigvis var stødt ind i en mystisk, smilende mand og denne smukke kvinde med de døde tjenere. Han fortalte, hvor aftenen ellers var gået fint, indtil det pludselig var gået galt og Aron var blevet stukket og kylet ud af vinduet.
Mens han talte, skriblede Aron løs uden stop, og den sølvagtige dis hvirvlede omkring hans pen. Skriften blev ikke så pæn, siden han var tvunget til at skrive med sin venstre hånd i stedet for den højre, der var bundet ind i bandager.
