"Tak," sagde Aron, da han tog kruset fra Cedrik, og han drak det hele i én stor mundfuld, inden han sukkede tilfreds og slikkede sig om læberne. Det var bedre. Han smilede til Cedrik.

"Jeg sad på en kro i Dianthos og passede mig selv, da en alfekvinde pludselig kom hen til mit bord," fortalte han videre. "Jeg ved ikke helt, hvorfor hun opsøgte mig, men vi faldt i snak, og så fortalte hun mig om sin datter."

Aron gik ikke i detaljer omkring Jezebels barndom, for han havde trods alt lovet ikke at fortælle det til andre, så det løfte holdt han. Men han fortalte alt andet, om Tryllettas tragiske historie, om hans mange rejser, indtil han nåede denne by, og hvordan han tilfældigvis var stødt ind i en mystisk, smilende mand og denne smukke kvinde med de døde tjenere. Han fortalte, hvor aftenen ellers var gået fint, indtil det pludselig var gået galt og Aron var blevet stukket og kylet ud af vinduet.

Mens han talte, skriblede Aron løs uden stop, og den sølvagtige dis hvirvlede omkring hans pen. Skriften blev ikke så pæn, siden han var tvunget til at skrive med sin venstre hånd i stedet for den højre, der var bundet ind i bandager.

Som Aron fortalte blev Cedriks øjne større og større, i takt med at han blev opslugt af historien. Hans øre vibrerede årvågent, og hans noget så buskede hale lå over hans knæ.  Det var noget af en fortælling! Alfekvinder og hvad nekromantere? necrotifecere? Dødemanere! Aron havde godt nok oplevet meget den sidste tid! Det var selvfølgelig synd at han var kommet til skade og alt den slags, men det gjorde kun historien mere spændende!
Han kunne ikke ladevær med at tænke om datten lavendel var endt som hun var, fordi at hun havde valgt det, eller var blevet tvunget til det?

"Hvad er din plan så nu? Du kan nok ikke blive på kroen, hvis hun nu er der" spurgte han lidt tænksomt. 

Aron sukkede og rystede på hovedet.

"Jeg... må vel bare rejse videre?" sagde han og kløede sig på kinden, men stoppede straks, da der var en hudafskrabning. "Og håbe at jeg aldrig møder hende igen? Eller... jeg  vil jo gerne hjælpe hende. Jeg tror, hun er dybt ulykkelig inderst inde. Det kan ikke være rart. Men jeg tror ikke, hun vil hjælpes, og ihvertfald ikke af mig."

Cedrik var mange ting. Smuk, charmerende, god til at lytte. Men klog var ikke en af dem. Og når HAN kunne se at det ikke var en god idé at Aron fadt Lavendel igen, så burde der ringe nogle klokker et eller andet sted! "At rejse videre lyder som en god plan, men du skal komme dig først!" brummede Cedrik mens hans hale piskede lidt fraværende fra side til side. Aron virkede for flink til at fortjæne banditter der røvede ham på vejen. "Lad os håbe at der er en eller anden derude hun tør få hjælp af, eller at hun pakker sig væk og ikke sikker folk med knive" 
Han drak en kort tår vand "Hvor tænker du at rejse hen?"

"Har du nogen forslag?" spurgte Aron med et lille grin. "Jeg... jeg rejser over det hele. Jeg samler på folks minder, så jeg har ikke rigtigt noget bestemt mål. Måske kan jeg følges med dig, hvis du er på vej et sted hen?"

Tanken om at have en rejsekammerat var ret betryggende lige nu. Selvom Aron ikke ligefrem forventede at støde ind i Jezebel igen lige med det samme, så var tanken om ikke at være alene nu alligevel meget rar.

"Ikke rigtigt" Cedrik blikende lidt med øjnene, han havde egentlig ikke tænkt over hvor hans skulle hen efter hav havde været her! Har havde jo som sådan kun taget herhen for at vise han kunne gøre det hurtigere end de fleste! 
"Jeg tager nok tilbage til Medanien når jeg begynder at kede mig her, men du skal da være velkommen til at tage med!" Det kunne være hyggeligt at have en rejsekammerart, udover Helga, men hun snakkede jo heller ikke så meget!

Aron lyste op i et bredt smil, og han nikkede så kraftigt med hovedet, at han måtte tage sig til hovedet, da en hovedpine med det samme skar igennem hans kranium.

"Det vil jeg meget gerne," sagde han og smilede stadig på trods af smerten. "Så snart min vinge er god igen, kan jeg også selv flyve, og så behøver du ikke bære mig. Selvom jeg ellers godt kunne vende mig til sådan at blive båret rundt."

Cedrik lo muntert, de løb ihvertfald ikke tør for gå på mod, så meget var sikkert! "Vi tager ikke afsted før du er kommet dig bare rolig! Og det tror jeg gerne men jeg tror jeg ville blive træt i armene inden vi nåede ret langt!" Ikke at Aron var så tung, men så meget slæbte han ikke på til hverdag.
Men det skulle nok blive sjovt at have en rejsekammerat der svarede med andet end brummen, og det passede jo også med at ham og Helga kunne nå at se lidt mere af byen end den pisserende de havde fundet Aron i.