Maya spændt op i hele kroppen som hun begyndte at blive mere og mere arrig. Hvad fanden var hans problem? Han kunne da bare skride af helvede til og lade hende være hvis det var så stort et problem?! hun havde ikke bedt ham hjælpe eller beskytte sig. Hun havde ikke anmodet ham allernådigst om at slagte folk til højre og venstre. Han var ikke hendes problem eller ansvar! Hun stod ikke til ansvar for noget som helst af det lort han havde haft gang i. "Han startede det selv! Desuden, ville du have jeg bare skulle stå til og blive trådt på, som en lydig lille pige?!" det var egentlig ikke så meget et spørgsmål til ham, som hun forvrængede sin stemme til en hånlig tøset lyd ved nævnelsen af lydig, for ikke at tale om lille pige. "Dit selvforsvar var ikke en skid anderledes end mit!" bed hun igen og knyttede næverne. Han kunne sige hvad han ville!

Mayas grønne øjne løftede sig til hans og skød så klare lyn, at man ikke var spor i tvivl om at hun var vred. Et dumt barn. Det var alt hun var blevet kaldt igennem hele sit liv. Et udvidende lille dumt barn! Hvor vovede han! "Du er bare en dum voksen der tror at han forstår noget!" hvæsede hun arrigt tilbage, og kom denne gang op og stå, fra sin siddende position op af træet. Hendes hænder var knyttede, hendes krop var spændt, og hun var vred. Tydeligt vred.

Zofrost fik ikke lov til at pakke vreden væk. Pigen var dum nok til at ville skændes med ham og hendes vrede fodrede bare hans. Så den brændte videre i hans mave og i hans blik. Åh, der var noget, der trak i ham for at skifte skikkelse og smage blod igen, lære hende, at han ikke var en, man kunne behandle sådan. Men han gjorde det ikke, forblev menneske og blev ved med at skændes med hende.
”JA! Du kunne have vendt ham ryggen og være gået din vej uden at have optrappet situationen og uden nogen var kommet noget til!” Havde hun gjort det, kunne det have været ham, der var endt i ilden, men det kunne stadig kun have været bedre. Han forstod og dukke nakken og lade ting gå væk uden at gøre dumme ting. Dumme ting som at slå en tre gange så stor mand i maven!

Han stirrede ind i hendes øjne, noget han normalt ikke gjorde. Han måtte ikke se folk i øjnene.
”Mit selvforsvar startede først, da de trak våben. Ord gør ondt, men man dør ikke af dem.” Han hvæste det ud, knapt så aggressivt som han burde. Det var en sætning, der gjorde ondt. Den var sand. Ord gjorde ondt, men man overlevede. Og man gjorde sig selv en tjeneste ved ikke at optrappe, når folk brugte ord. Det kunne alt for hurtigt udvikle sig til våben og smerte. Det kunne man til gengæld dø af.
Men han forventede ikke, at dette pigebarn forstod det. Hun var for ung og tydeligvis for vred. Han kunne ikke forestille sig, at hun tog i mod fornuft.

Hendes bevægelse fik ham til at spænde mere op og træde et skridt tættere. For ham var det en aggressiv handling, der fik hans instinkter til at reagere. Hun rejste sig, niveauet af fare steg. Men han blev stående flere skridt fra hende.
”Jeg ved tydeligvis mere om at holde mig selv sikker end dig!” Snerrende så han på hende med et lidt dømmende blik. Han vidste, at han havde ret. Dumme unge.

Maya himlede så kraftigt med øjnende at hele hendes hovedet fulgte med i bevægelsen, og hun kom med en stærkt misfornøjet lyd. Han var da ubeskrivelig dum at høre på, og så typisk voksen!! Bare at tage alt lortet ind og vende ryggen til som en dygtig og lydig dame! Ja, hun var så tæt på at sammenligne mandlingen med en lydig dame! Han opførte sig i hvert fald som om at man altid skulle vende den anden kind til. Vanvittigt! "Hvor herre til hest!" hun kastede opgivende med armene, stærkt irriteret og også med en god portion vrede pompende i kroppen.

"Så vidt jeg husker, sagde du ikke et pip! Hvor var dine ord til at forsvare dig med der?" svarede hun tilbage, aggressivt og ikke spor gemt bag hvæsen. Hun var direkte frontalt imod ham med sine ord, sine trækninger i kroppen og mere eller mindre hele hans væsen. Maya stod stille i sin oprejste tilstand og bevægede sig ikke tætter epå som han gjorde, omend det kun var et skridt nærmere. Det var tydeligt at mærke i al spændingen i luften, kropsholdning og ikke mindst udveksling af vrede blikke, at ingen af de to partier var specielt begejstret for den anden. Havde de været katte, stod børsterne nok højt i luften og tænderne blottet. "Ih ja det kunne jeg se! Lave sig selv om til en direkte skydeskive! SE mig jeg er farlig og stor! Så slå mig dog ihjel! Fedt signal at sende, skvadderhoved!" om hun så skulle til ikke at give det mindste mening for at lave ud efter ham, gjorde hun det. Lige nu, var hun bare interesseret i at være vred, og svare igen! og helst så aggressivt som muligt.

Pigens reaktion på hans ord overraskede ham ikke rigtigt, han havde ikke nogen fornemmelse af, at hun vidste ret meget om noget som helst. Vreden brændte i ham, men han blev stående med knyttede næver og hele den senede krop spændt op. Men han vidste, at han blev nødt til at stoppe. Så han svarede ikke på hendes første ord, men lod hende fortsætte med at opføre sig som en forkælet fri person, der aldrig ville kunne forstå det, han var nødt til at tænke og gøre for at overleve. Zofrost vidste godt, at hans syn på verden var anderledes end andres, han havde aldrig prøvet andet end at være ejet, og der var mange ting, han ikke forstod. Og mange, der ikke forstod ham. Igen normalt ikke noget, han spekulerede dybt over, det ændrede ikke noget alligevel.

Hendes sidste ord om at han gjorde sig selv til en skydeskive fik ham til at tage en dyb indånding, inden han i en lidt langsom bevægelse slog ud med armene.
”Og hvad ville du så ellers have, at jeg skulle gøre? De trak våben, og som du kan se, er jeg ikke bevæbnet.” Hans stemme sitrede let, som han fik sin vrede under kontrol. Fik gentaget for sig selv, at hun aldrig ville forstå alligevel og det her skænderi var en tabt sag.
”Tavshed er bedst. Men det vil sådan en fri pige som dig sikkert aldrig forstå. Sådan en som mig, kan ikke bruge sine ord. Ord har konsekvenser.” Hans stemme blev mere og mere flad og man kunne decideret se på ham, hvordan han pakkede vreden væk og begravede den dybt indeni. Hans krop blev mindre anspændt, de blå øjne gik fra vrede til opgivende og hans hænder åbnede sig.

”Hvorfor går du ikke bare din vej? Lad mig være.” Han sendte hende et sidste træt blik, inden han vendte sig væk fra hende og gik over til træstammen, hvor han satte sig igen. Såret var holdt op med at bløde og inden så længe ville det lukke sig helt. Så burde han finde sig en sø eller noget andet, han kunne bade i, få alt blodet af. Det kløede på hans hud og gjorde hans tøj stift. Åh, han håbede det meste gik af i vand, selvom han godt vidste, at den lyse skjorte ville bære tydelige tegn efter det, der var sket. Han var i problemer. Tanken fik ham ubevidst til at krybe lidt sammen og lukke øjnene.

Maya fik et håndligt krussende smil på læberne som han kommenterede på om der var andet han kunne havde gjort. At han ikke var bevæbnet - noget der havde vidst sig heller ikke var nødvendigt når man kunne forvandle sig til en firbenet dræbermaskine. Yderst effektiv måtte hun nok sige, men Maya ville nu foretrække at stikke folk ned. Når hun lærte at bruge sin kniv ordentlig. Hun måtte hellere finde Jarko igen. Så han kunne lærer hende noget mere. "Talt dig ud af det eventuelt?" svarede hun næsten sukkersødt "Eller trukket halen mellem benene og gået din vej. I forhold til hvor meget du prædiker om at du ikke vil ind i farlige sitautioner, gjorde du ellers noget af at arbejde for at blive skydeskive" svarede hun og det sukkersøde gik af hende til fordel for den irritation der havde været tilstedeværende konstant. Hun havde lyst til at slå på ham. Sætte ild til hans hale og se ham rende forvildet rundt. Mest fordi han ganske simpelt havde gjort hende sur. Når det kom til stykket.. gjorde hun det sgu nok ikke.

"Så synes jeg godt nok du snakekr meget i forhold til at ord har konsekvenser" svarede hun igen dybt irriteret og bemærkede forandringen. Det betød hun var i mindre fare, men hun gad egentlig ikke at fortsætte med at skælde ud og få rasseriet ud. Hun gad virkelig ikke. "Du kan sgu da selv skride" okay, hun var så ikke helt færdig med at være tvær. Hun kunne heller ikke selv gå tilbage til byen så længe der var tomult. Hun var lige så genkendelig som han, hvis ikke mere grundet det store hår og den mørkglødede hud. Maya satte sig tvært tilbage ned på jorden i skrædderstilling, med ryggen lænende op af træet, og gav sig til at kigge i sin taske - ignorerende hans eksistens total.

Hvert eneste ord som pigebarnet spyttede ud, ramte Zofrost. Ord gjorde ondt. Men det var også det, og han valgte meget klogelig ikke at svare på noget af det. Hvad var hun alligevel? Ingenting! Bare en dum tøs, ikke værd at bruge sine kræfter på. Så han tog en dyb indånding og tvang sig selv til at slappe.
Han sad et øjeblik med lukkede øjne og fik ro på sig selv, inden han åbnede øjnene og så ned på den lille pose, der var bundet fast med en reb om hans liv. Forsigtigt klemte han på posen. Han anede ikke, hvad der var i den, havde ikke kigget og havde ikke spurgt, men han havde undersøgt den. Mest for at kende formen og derved kunne føle, om det kunne gå i stykker. Og kunne mærke, hvis det gik i stykker. Men det føltes heldigvis som før og han kunne ikke andet end at lade skuldrene falde lidt.

Pigen ignorerede ham tydeligvis, nu han ikke ville skændes med hende mere, hvilket passede ham fint, men han undrede sig over, hvorfor hun blev og ikke forlod ham. Han havde gjort klart, at han ville tilbage i byen og desuden var han skadet, så han havde ikke planer om at gå nogle steder. Hans sanser var dog rettet i mod deres omgivelser, klar til flugt eller mere kamp, skulle landsbyens beboere være fulgt efter dem. Men lige nu var der stille omkring dem. Nok havde han ikke bæstets sanser, men han vidste dog, hvordan en skov skulle lyde.

Langsomt gled han ned fra træstammen for at sætte sig på jorden med ryggen lænet i mod stammen. Lige nu var han træt, både efter adrenalinsparket, skænderiet og blodtabet. Han kørte en hånd op over sit ansigt og skubbede håret bagud. Han savnede at have noget at binde det op med, men havde ikke lige haft muligheden for at ”låne” et stykke snor nogen steder. Han mistede dem også så hurtigt, hans hår var glat og livligt, og han var alt for aktiv.
Han valgt at stirre skråt op mod trækronerne, fokusere på sin hørelse og ellers bare give sin krop den hvile, den havde brug for. Så snart hans sår var helet, ville han bevæge sig ud i skoven i jagt efter vand. Komme væk fra pigen og få sit job udført, så han kunne vende snuden hjem. Ikke fordi han selv havde travlt, men hans herre ventede. Fort et øjeblik gled hans øjne i. Han var bare lidt træt.

Maya var egentlig ikke fokuseret på om hun var i nærheden af ham. Faktisk var det mere, at havde han et problem måtte han jo flytte røven. Han havde vel fire ben i sin anden skikkelse? Det kunne da ikke være så svært at forføje sig hvis man havde et problem. Muggent kiggede hun videre i tasken. Der var ikke meget tilbage i den og proviant var ved at slippe op. Hun sukkede træt og slap den så tasken faldte slattens tilbage ned i skødet. Fedt. Nå, der var ikke andet for end at vente til mørkets frembrud og prøve sig frem af kælderrum der ikke var helt lukkede til. Eller andre steder der var nemt for en lille skikkelse at klatre eller klemme sig ind.

Hendes grønne øjne gled til siden uden at Maya så meget som flyttede sit hoved en milimeter, for at se på den mandlige skikkelse glide ned af træstammen og side der. Heldigvis så han træt ud, så han hoppede vel ikke ligefrem på hende. Hun havde desuden heller ikke noget værd at stjæle. Endnu.

Dette var nok et af de tidspunkter man så Maya mest tålmodig og utålmodig på en gang. Hun vidste godt at hun på ingen mulig måde skulle tilbage til landsbyen så længe der var påstyr, og den skæbne havde hun accepteret i sit hoved. Kroppen derimod var restløs. Pillede i græsset, hev grene fra hinanden, trummede mod jorden, pillede i den anden hånds negle. Tiden gik altid så langsomt når man intet havde at lave, og hun var ikke træt nok til at sove - specielt ikke med det kreatur i nærheden. Så hun blev bare sidende i tavshed, flyttede på sig engang imellem når stillingen blev for kedsommelig. Så snart mørket var faldet på, ville hun rejse sig med lynets hast.

Det gav et pludseligt ryk i Zofrost og han slog øjnene op, lysvågen. Han var faldet i søvn. Sikkert af blodtab og manglende søvn de sidste par dage. Normalt ville det ikke ske, ikke med en fremmed i nærheden, men måske hans underbevidsthed havde besluttet sig for, at hun ikke var en trussel. Hvem vidste. Han tænkte ikke nærmere over det, kastede blot et blik på hende, derefter mod de pletter af himmel, han kunne se igennem træernes kroner og derefter mod benet, hvor såret var væk. Hviletiden var ovre. 

Han kom på benene, skubbede håret væk fra ansigtet og kastede et blik på pigen, inden han skiftede skikkelse. Uden at ofre hende mere opmærksomhed, forsvandt han ud i underskoven, bladende svagt raslende under hans store poter. Vand. Han havde brug for at skylle blodet af sig, inden han fandt kvinden, hans herre ville have ham til at aflevere noget til. Han trak vejret dybt ind igennem næsen og luften af vand nåede ham. Længere fremmede, som en frisk undertone under den tunge lugt af skov. Men en anden lugtede nåede ham også. Noget der fik ham til at dreje hovedet og vippe med de store ører som et par radarer til de fangede en lyd. En gren, der knækkede.

Hans krop skiftede pludseligt fra let afslappet til rovdyr på jagt. Han sank nede i benene, ørerne lagde sig og han bevægede sig lydløst igennem skoven, rundt om hvor pigen var. Dér. To mænd med sværd i hånd. Zofrost genkendte den ene som en af dem, der var kommet skadesfri fra deres sammenstød. De var direkte på vej mod pigen.
Det var ikke hans problem. Han var kommet derfra. Han kunne vende rundt, finde vandet og kigge sig over skulderen så længe. Han tøvede kort, men sneg sig så efter de to mænd. De stoppede brat op og den ene pegede frem. De havde set hende. Zofrost blottede sine tænder, lod dem fortsætte nogle skridt, mens han gjorde sig klar og så snart den forreste lignede en, der var klar til at angribe, sprang Zofrost på den bagerste, der stak i en hyl og forsøgte at slå ham med sværdet, der gled af hans skæl. Blodet sprøjtede og gjorde de grønne planter røde.

Maya havde ikke holdt øje med manden, andet end ud af øjenkrogen. Hun havde fast besluttet sig på at ignorere hans eksistens, så det gjorde hun så godt hun umildbart kunne. Det kunne ikke blive en fuldendt afgørelse. Han var trods alt stadig en trussel! Hun havde set hans dyreform og hvad den kunne gøre. Selvom hun havde ilden, var det stadig begrænset. Maya havde i stedet øjnet sig til hvordan hun kunne klatre hurtigt op i træet, skulle han få dårlige ideer!

Hun kiggede op, vagtsomt og med et surt og tvært blik, som han forvandlede sig og forsvandt væk i skoven. Maya tog en dyb indånding og lod luften komme ud i et langt suk, mens hun lænede hovedet tilbage mod træet. Endelig! Stilheden sænkede sig over stedet, og Maya følte hvordan anspændtheden faldte en smule ned fra skulderne og hun begyndte at blive træt. Ikke at hun havde planer om at sove, absolut ikke. Hun havde stadig et arbejde at udføre, men hun slappede af, med øjnende halvt lukkede, lyttende til skovens lyde.

Maya slog øjnende helt op og løftede hovedet tilbage på plads, som en ændring i skovens lyde fik hende til at reagere. Hun var ikke helt sikker på hvad det var. Hun var ikke helt sikker på hvad det var, men det føltes forkert. Langsomt begyndte hun at rejse sig, og var nær faldet på halen som et hyl af smerte gled igennem skoven og fik fugle til at flygte fra trækronerne i ren skræk. Maya havde ikke lyst til at løbe det der i møde! Faktisk, ville hun helst flygte, men hun var ikke sikker på at hun var hurtig nok. Så hun tog den næstbedste løsning og klatrede op i træet så hurtigt hun kunne. Måske kunne hun få ilden til at samarbejde og regne ned over de angribende skulle de komme nær hende.. Uden tanke for om skoven kunne bryde i brand imens.

Manden under ham gjorde kun kort modstand, inden døden fandt ham. Zofrost kunne høre hans hjerte give op. Hurtigt vendte han sig fulde opmærksomhed mod den anden mand, der bleg, men sammenbidt bakkede væk fra ham, ud i den lille lysning, hvor pigen var. En dæmpet blanding mellem en snerren og en knurren lød fra Zofrost, da han begyndte at gå efter ham med blodet dryppende fra munden.
Mandens sværd var kun halvt løftet og han virkede overraskende rolig, men det tog Zofrost ikke så tungt, han havde smagt blod og ville have mere. Han var normalt ikke blodtørstig, ikke som menneske, men noget ændrede sig, når han skiftede til det skræmmende bæst. Dæmonens del af hans sjæl skinnede mere igennem og dæmonen havde elsket blod og i dag var han blevet presset. De ville ikke lade ham være. De skulle se, hvilken fejl de havde begået.

Hans krop spændte op og hans bagben skubbede ham frem i mod manden i et spring, gabet åbnet, klar til at bide. Men manden havde et trick i ærmet. Han lavede en hurtig bevægelse med den ene hånd, inden han hurtigt trådte til side og undgik den tunge krop. Ud fra hans hånd fløj en sort substans, der ramte Zofrost lige i ansigtet. Og alt blev sort. Panikken kom med det samme og han ramte jorden hårdt og trillede rundt med en forskrækket lyd. Han var på benene med det samme igen, men han kunne ikke se. Substansen var klistret hen over hans øjne. Hurtigt gned han en pote ned over sit ansigt, uden nogen effekt. Han ville ikke kunne gnubbe det af, inden manden havde slået ham ihjel.

Den første forskrækkelse forlod ham hurtigt og han brugte i stedet sine andre sanser til at lokalisere manden. Vejrtrækning, lyden af skridt, hans lugt. Lugten af jern fra sværdet. Han kom nærmere og Zofrost begyndte at bakke. Han ville være alt for sårbar i en kamp og lige nu forsøgte han at undgå den, selvom han vidste, at han ikke kunne komme udenom. En advarende knurrende kom fra ham, men hans kropssprog forrådte ham, fortalte at han var usikker. Sårbar.
Det gav et mindre gib i ham, da han bakkede ind i et træ. Fanget. Hans kløer borede sig ned i jorden, der var ikke andet for end at slås i blinde. Lyden af hans eget hjerte, der bankede hårdt og hurtigt, forstyrrede næsten hans koncentration. Hvor var manden? Hvor tæt på var han? Han var ikke helt sikker, men han måtte være tæt. Han gjorde klar til at angribe.

Af forståelige årsager, skænkede mændende ikke længere Maya særlig mange tanker. Efter at være kravlet op i træet og sat sig i skygge bag tunge grene var hun glemt, i det hunden vendte tilbage. Stor, farlig og med blod løbende ud af munden. Fra Mayas synspunkt var han jo nærmest som en gal hund der havde mistet kontakten til sin fornuft. Et dyr der hungrede efter at være blodtørstig og dræbe. Det gjorde hende urolig og direkte bange. Ikke på vilkår om hun ville ned.

Men som sandhederne alligevel også var, var den hund også skyld i at hun ikke var blevet spidet af et sværd da mændene kom tilbage. Han kunne være løbet væk, efterladt hende, og alligevel var han kommet tilbage. Det talte for noget, trods Maya lige nu vejede situationen ved at sidde bumstille og ikke røre så meget som en muskel som scenariet udformede sig.

Og det scenarie så ikke spor lyst ud. Hvad det end var for noget slim eller hvad man nu skulle kalde det, der havde ramt hunden over øjnende, blindede det ham. Blindede ham til at bakke, trække sig væk. En bange hund var også farlig. Underligt var det at sammenligne det frådende dyr med en gadehund fra Dianthos, men det var de signaler han så. Argumenterne fløj i hendes hoved. For og imod. Havde hun et ansvar eller kunne hun bare ignorere og håbe manden havde glemt hende.

Maya er hårdkogt, men hun er ikke ond som sådan. Hun ønsker ikke at folk skal komme til skade. Hun har ingen nydelse ved at se nogen dø. Heller ikke en køter med fråde om munden. Maya rejste sig. Stilt sig på den tykke gren med en god portion sikkerhed i kroppen, og hænderne var tændt. Flammerne slikkede sig op af de brune fingre og samlede sig til kugler af ren ild. Den første kugle nærmest sang igennem luften som den landede med en mindre eksplotion ved mandens fødder, tiltrak ham den virkelig uønskede opmærksomhed, som han bakkede væk fra ilden. Den havde forhindret ham i at slå ned med sværdet, og sat ham en smule ud af balance. Næste kugle blev ikke ligefrem bedre sigtet. Maya var ikke vant til at kaste med det, men kuglen fløj gennem luften og tvang manden til at springe til siden for ikke at blive ramt i brystet. "Hey! Leg pænt med dyrene!"

Manden kom nærmere og Zofrost kunne høre ham bevæge sig, hæve sværdet. Det var på tide at springe frem. Men inden han nåede at gøre noget, var der en let syngende lyd i luften og noget eksploderede lige foran ham. Heden slog i mod ham og lugten af ild væltede ind over ham. Det fik ham til at skubbe sig endnu mere op ad træet i en panik der overskyggede frygten for manden med sværdet. Ild. Han var skrækslagen for ild, var blevet mishandlet med det og kendte kun alt for godt den smerte, det kunne medbringe. Endnu en eksplosion, denne gang lidt længere væk. Og så lød pigens stemme over ham. Et mentalt billede af hendes hænder, dækket i flammer dukkede op i hans sind. Det var hende, ikke manden, der fik ilden frem omkring ham. Hun hjalp ham.

Tankerne varede ikke mere end et splitsekund og i det øjeblik, manden trådte på en gren, der afslørede for Zofrost, hvor han var henne, tøvede halvdæmonen ikke. Der var ikke nogen lyd af ild i luften, den største fare var mandens sværd, han ikke kunne se, hvor var. Så han gik efter benene, der var knapt så stor risiko for at springe ind i sværdet der. Kløer ramte kød, kroppen faldt til jorden. Sværdet ramte ham i hovedet, men hans naturlige panser beskyttede ham, det snittede kun hans ene øre. Blod, skrig og mørke. Han flåede ham op i vrede, lod kløerne arbejde sig igennem tøj og hud. Skrigene blev til en gurglen og snart blev der stille. For et øjeblik var Zofrost ligeglad, han snerrede og knurrede og flåede videre, men endeligt stoppede han. Lyttede efter hjerteslag og vejrtrækning, men fandt ikke noget.

Langsomt bakkede han af, gik nogle skridt væk og satte sig. Han kunne stadig ikke se. Substansen over hans øjne var stivnet, men sad stadig så godt fast, at han ikke kunne gnubbe det af med sine poter. Panikken begyndte at vende tilbage og hans bevægelser begyndte at blive frustrerede, paniske. En svag klynken lød fra ham. Tanken om at skifte skikkelse var for et øjeblik langt væk og han vidste heller ikke, om det var sikkert. Hvis substansen var formet efter hans nuværende ansigt, men hang så godt fast, kunne den måske skade ham. Og den lå hen over hans øjne. Synet var noget af det, Zofrost var mest bange for at miste. Han kunne intet uden sit syn. Han rystede på hovedet, forsøgte at få det af. Gned og gnubbede og brugte sin kløer, men han kunne ikke få ved. Det blev siddende. Han havde glemt alt om pigen i træet, som han kæmpede med at få den sorte, stivnede substans af.

Det var i bedste tjeneste. Altså for Mayas bedste at hun hjalp bæstet. Det kunne godt være at manden ville ignorere hende hvis han fik nedslagtet det store dyr, men hun var ikke sikker. Og alene, havde hun alligevel ikke mange chancer. Hun var trods alt ikke vant til at slås mod folk med våben og langt mere erfaring. Hun stak af når faren pressede på og blev alt for halsbrækkende. Men hun kendte ikke skovene. I byen kunne hun forsvinde som dug fra solen - her havde hun ikke nær samme chancer.

Men trods det var til hendes eget bedste, måtte hun alligevel kigge væk, holde fast i træets stamme og forsøge af bedste evne at ignorere lydende. Hun havde set blod før, og endda også set bæstet tygge i nogle af de andre. Men der havde hun været mere optaget. Lige nu.. Kunne hun høre, se og fornemme det hele. Hvordan manden blev flået fra hinanden, og den metaliske lugt nåede hendes næsebor alt for hurtigt.
En gulpende misfornøjet lyd forlod hende, og den frie hånd fløj op til munden, samtidigmed at hun holdte sig for næsen. Fy for satan!

Da lydende endeligt stoppede, turde hun at kigge ud igennem sine øjne, selvom de stadig var lukket godt sammen. Hendes mave havde det ikke så godt, og hånden der havde lagt for munden flyttede sig ned til maven i stedet, mens maya stod med et let lidende udtryk på den store gren.
Hun brugte noget tid på bare at kigge på bæstet der svagt klynkede, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. "Okay.. Tingest... Jeg kommer kun ned, hvis du lover ikke at gøre mig noget!" Man kunne høre en let skælven, og havde han kunne se hende, ville man ikke være i tvivl om at farve havde forladt hendes ansigt. "Ellers.. Har jeg min ild" vattet trussel når han kunne flå hende levende, men hun var fanme bange for ham, med god grund ville hun gerne tilføje!

Mørke og panik. Zofrost vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han kunne ikke få stadset af og lige nu var han for skrækslagen til at tænke fornuftigt. Havde han fået lov, havde han revet sig selv til blods til han blev for træt og derefter nok taget den lidt mere med ro. Men pigens stemme skar pludseligt igennem hans panik og fik ham til at stoppe op. Hendes stemmes skælven var tydelig for hans skarpe ører, men han var mere fokuseret på hendes ord. Hun ville hjælpe. Truslen om hendes ild fik ham til at sænke hovedet lidt som for at sige, at han ikke ville gøre hende noget. Han tog i mod hendes hjælp.

Så uden at røre sig blev han siddende i skovbunden og lyttede til hendes tur ned af træet og skridt igennem bladene under dem. Lyden af hans eget hjerte føltes så høj, men han kunne heller ikke andet end at fokusere på sin hørelse. Der var intet lys i hans øjne, intet at forholde sig til andet end mørke.
Måske burde han være bange for hende, men han var kun anspændt. Hvis hun ville ham ondt med sin ild, kunne han ikke flygte, men hun havde hjulpet ham i mod manden og selv tilbudt ham at hjælp. Så han måtte tage chancen, selvom han ikke var glad for det. Musklerne under den sorte læderagtige hud og de sorte skæl var spændt op, klar til en reaktion, han ikke vidste hvad skulle være.

Et eller andet sted fortrød han, at han havde angrebet de to mænd, han kunne være gået derfra uden problemer. Men samtidigt vidste han, at han havde gjort det rigtige. De ville ikke længere kunne jagte ham og de var ikke et problem. Om der var flere på udkig efter ham, og pigen måske, vidste han ikke, men nu ville han i hvert fald være mere forsigtig. 
Hans mund var fyldt med smagen af blod og han kunne lugte den røde væske på sig selv. Blod og indvolde. Noget der gjorde ham lige dele forfærdet og tilfreds. Det var som om, at han ikke kunne finde en plads i sit hoved, hvordan han skulle have det med at slå ihjel. Nogle gange nød han det, andre gange havde han lyst til at brække sig. Men disse døde væsner havde bragt det på dem selv. Været fjender. 
Hans hoved gled længere ned, som pigen kom over til ham, og trods den tydelige anspændthed og den lette forpustelse på grund ag panikken, var han et klart billede på, at han overgav sig til hendes hænder.

Maya var ikke sikker på hvordan filan man kommunikerede med et dyr. Så hun så skeptisk på ham, trods han sank hovedet en smule ned, og dermed virkede til at havde forstået og muligvis også lystre hendes ord. Var hun blevet vanvittig? Hun skulle bare løbe! Væk fra det her helvede og tilbage til byen hvor hun tydeligvis var mere sikker end i vildmarken. Hun sank en klump i halsen og pustede tungt ud. ”Godt..” Ignorerende lugten af blod og død, der efterhånden var blevet alt for velkendt i hendes liv, stillede hun sig en smule akavet foran ham. Hun ville ikke knæle ned og sidde, selvom det nok var nemmere, men fra den position, kunne hun ikke flygte skulle han finde på at bide ud efter hende.

Forsigtigt, tøvende endda rakte hun ud efter det sortklistrede stads der omgav hans øjne. Det der havde gjort ham midlertidig blind og fuldstændig panikslagen da manden havde angrebet. Hun forstod ham egentlig godt. At være blind i så farlig en verden, hvor synet var en af de vigtigste elementer til at overleve. Det måtte være skræmmende. Det måtte ikke være en behagelig følelse, som Maya begyndte at pille ved enderne, få det til at løsne sig og hive irriterende i huden omkring øjnende. Det hav ikke op nemt, og var som lim. Forsigtig til en start, og derefter meget mere irriteret på stadset, fik hende til at rykke mere til, så større stykker slap af gangen. Lyden var ikke ligefrem behagelig, men hun fortsatte ufortrøden. Smerte kunne han umuligt være ukendt omkring.
Det tog sin tid, sit arbejde og sine kæfter at få det hevet af. Maya stod tilbage med det klistrede stads og forsøgte af vifte det af hånden med en rystende bevægelse, til hun fandt nogle planter at forpine ved at presse bladende mod sin hånd for at få det af. ”Ad.. føj.. Ew” ordene var lavmælde men gav en tydelig ide om at hun ikke ligefrem var begejstret.

Zofrost sad som frosset til stedet, mens han kunne høre hendes skridt igennem skovens underbund. Nærmere og nærmere, indtil de stoppede foran ham. Han kunne lugte hende, sved, angst og menneske. Det gav et svagt ryk i ham, da hendes fingre nåede hans ansigt, men det var også det. Han sad stille, mens hun begyndte at arbejde med at få det sorte, stivnede klister af. Det hev i hans hud og han vidste, at han havde taget den rigtige beslutning i ikke at skifte skikkelse. Det gjorde ondt, men siden han ikke havde pels, var det ikke så slemt, som det kunne være. Det eneste tidspunkt, han reagerede, var da hun hev det af over hans øjne. Det var ubehageligt, som huden var tyndere og hans øjenvipper røg med sammen med klisteret. Men han gjorde ikke andet end at give et ryk og en svag piven. Ikke noget aggressivt mod hende, hun hjalp. Selvom det gjorde ondt.

Endeligt kunne han langsomt åbne øjnene. Først var alt lidt sløret, men hans fokus kom hurtigt tilbage. Han betragtede hende tørre slimet af i nogle blade. De store ører lagde sig lidt beskæmmet ned, det var hans skyld hun skulle igennem det. En tanke, han endte med at ryste på hovedet af og endeligt komme på benene. Hun var bare... et tilfældigt... menneske. Og han havde reddet hendes liv, så hun havde bare gengældt tjenesten. Han forsøgte at forklare sig selv, at han ikke skyldte hende noget. De sammentrækkede mavemuskler fortalte sit klare sprog om, at han ikke følte det sådan. Langsomt skiftede han skikkelse. Hans tøj var gennemblødt af blod på fronten og han sank en klump. Det var nok en god idé at skille sig af med skjorten, også selvom hans herre ville blive vred.

Han sad på hug, mest en gestus for ikke at virke så stor og skræmmende, med blikket i jorden. Huden i hans ansigt var rød, men det var allerede ved at forsvinde. Øjenvipperne ville dog ikke vokse hurtigt ud, af en eller anden grund var hår ikke inkluderet i hans evne til at heale hurtigt.
"Tak." Hans stemme var dæmpet og underkuet. Han rømmede sig let og så kort ned af sig selv, inden han ganske kort kastede et blik på hende med de isblå øjne.
"Jeg vil finde noget vand." Han så kort på hende igen, uden at vide, hvad ham mere skulle sige, så han skiftede skikkelse igen. Langsomt vendte han snuden i retning af det vand, han havde opfanget lugten af tidligere. Han gik et par skridt, inden han så spørgende tilbage mod hende. Ville hun med? Og så begyndte han forsigtigt og opmærksomt at lunte af sted.

Det kunne godt være at stadset var blevet tørt, men det sad stadig fast på hendes fingre, og fik hende til at gyse. Det var så ubehagelig en følelse, at det frembragte diverse lyde af ubehag. Da det endelig var af, brugte Maya meget tid på at gnide hænderne mod hinanden, for at få den klistrende følelse til at forsvinde. Nogen havde problemer med insekter, andre med højder. Maya havde problemer med ting der klistrede!!

Hun kiggede skeptisk tilbage på væsnet, eller manden var det så nu og svarede ham med et fnys. Et fnys der let betød så lidt, og så alligevel ikke helt. Hun forstod stadig ikke hvorfor hun gjorde det. Hun skulle ikke til at være blødsøden! Så endte hun bare så den mand der- oh gud indvolde. "Yeah vand.. God ide" med en hånd liggende over maven og en anden over munden, gik hun med ret anspændte skridt efter væsnet.

Ikke at Maya havde planer om at hænge efter ham som en hundehvalp ret længe endnu. Men vand var virkelig eftertragtet. Hun havde stadig kvalme af lugten af blod og indre organer, og mest af alt fik hun det underligt ved at tænke tilbage på det. Så, så snart tøsen så frisk vand, var hun i fuld firspring derhenne og fragte større portioner op til munden ved at folde sine hænder som en skål og drikke grådigt. Få kvalmen på afstand.

Zofrost så ikke bagud mod hende, han kunne høre hendes skridt og han vidste, at hun fulgte efter ham. I stedet var hele hans opmærksomhed rettet mod deres omgivelser, de store ører bevægede sig koncentreret i små ryk efter de lyde, der var omkring dem. Skovens lyde. Der var ingen tegn på, at der var flere mænd gemt i mellem træerne. Hans følsomme næse kunne heller ikke fange noget unormalt, men han kunne nu også bare mest lugte alt det, han selv var smurt ind i. Han havde brug for et bad, desperat brug for et bad, så han styrede dem så direkte mod vandet som muligt. Der var heldigvis ikke specielt langt og snart overhalede pigen ham for at falde på knæ ved den lille søs bred.

Langsomt stoppede Zofrost op og så på hende. Selvom han var tørstig, måtte han vente, så han gik et par skridt til siden, så hun havde nemmere ved at se ham, og satte sig så ned med blikket rettet mod skoven. Holdt vagt. 
Psykisk havde noget ændret sig for ham i forhold til krøltoppen. Hun havde hjulpet ham, selvom hun kunne have forladt ham, blindet og uden mulighed for at komme fri af det sorte klister, men hun havde hjulpet ham. Og selvom han havde reddet hendes liv to gange i løbet af dagen, fandt han nu, at han var i en form for gæld. Der var ikke noget logisk i den måde, han fungerede på, alt for ødelagt at årtiers slaveri, og det var nemmere for ham bare at gøre som der var forventet af ham. I dette tilfælde at tage sig af hende, til de skiltes. 

Så snart hun var færdig med at drikke, rejste han sig op og gik ned til vandet et godt stykke fra hende. Stadig med ørerne drejende rundt, begyndte han at drikke. Skylle den metalliske smag af blod ud af munden. Da han følte, at han havde fået nok sukkede han dæmpet og skiftede skikkelse. Uden at se nærmere på hende, trak han skjorten af og tog forsigtigt den ikke så store pose af. Han vidste ikke, om det kunne tåle at blive vådt. Med et kort og noget advarende blik mod hende, lagde han den ved siden af skjorten, inden han vadede ud i vandet. Det var ikke ret dybt, gik ham kun til midt på lårene. Med fronten mod posen, så han kunne holde øje med den, gled han ned på knæ og begyndte at vaske sig. Blodet var trængt igennem stoffet og hans sært muskuløse og dog stadig for tynde overkrop var plettet rød. For et kort øjeblik lænede han sig nok frem til at kunne skylle sit halvlange hår også. Og sit ansigt, der ikke længere bar tegn af det, der var sket, ud over de manglende øjenvipper. Men hans blik var hurtigt tilbage på posen. De problemer han ville komme i, hvis den blev væk. Og han stolede ikke på pigen. Overhovedet.

Maya var ikke helt sikker på hvad hun skulle føle om væsnet. Manden som han vel egentlig var, men han føltes ikke helt menneskelig. Ikke i sin hundeform mens han sad og holdte vagt som en, ja vagthund. Han var farlig. Dødsensfarlig, men afspejlede trods alt en let taknemmelighed. Til en start koncentrerede Maya sig om at drikke. Drikke den klamme følelse væk der var i maven, og slette lugten af blod fra næsen ved at vaske ansigtet.

Mindre skeptisk, trods hun faktisk var bange for dyret. Men hendes maveindhold havde lige nu første prioritet. Da hun var færdig, lænede hun hovedet tilbage, tog en dyb indånding gennem næsen, rejste sig med en hurtig bevægelse, og tørrede sig under næsen med sin arm.

Hun mødte hans blik, med et let løftet øjenbryn. Med en usagt udtalelse der sagde; Yeah, det kommer ikke til at ske. Ikke på vilkår om hun ville sætte liv og læmmer på spil for en så lille pose, selvom han havde skiftet skikkelse og befandt sig i vandet. Hun gjorde absolut ingen antræk mod at gå imod posen eller ham, men bakkede en smule væk fra vandet. overvejende.

Måske hun bare skulle gå nu det hele var overstået. Men turde hun tage tilbage til byen? De kunne nok stadig huske hende. Dem. Eller også ville hun blive beskyldt for de mange mord. Blodet hang stadig hvor de var kommet fra, selvom det friske vand havde fjernet de fleste sansevirkende udtryk fra Maya. Hendes hukommelse fejlede intet. Selvom hun forsøgte at glemme. Hun havde ikke råd til at skille sig af med nærringen i maven. "Hvad er du?" ikke nødvendigvis foragt i stemmen, men ordene var hårde. Ikke videre venlige, men nok let undrende. Hvad fanden var han.

Med hænderne forsøgte han at gnubbe det værste af blodet ud af sine bukser. Der var snart ikke mere, han kunne gøre. Hans herre ville med det samme kunne se, at han havde været badet i blod. Og han kunne ikke lyve, ikke så han blev troet på, så han kunne ikke bilde ham ind, at han havde nedlagt en hjort til mad. Det svinede heller ikke så meget. Og han ville ikke tage skjorten med sig, endnu en ting, der afslørede, at der var sket noget. Han sank en klump. Der var to muligheder. Enten var Balthazar ligeglad, fordi opgaven var udført, eller også ville han brænde sammen. Det var aldrig til at forudsige, den mand var bindegal.

Hans tanker blev afbrudt af pigens stemme, der spurgte ham, hvad han var. Han gik i stå i sin bevægelse og sænkede blikket mod vandet, inden han svagt trak på skuldrene. 
"Det ved jeg ikke." Nej, han vidste ikke, hvad han var. Hvor han kom fra. Langsomt kom han på benene, stadig uden at se på hende. 
"De siger, at jeg er... en halvdæmon." Ved det sidste ord kastede han kort et blik på hende og begyndte så at gå op i mod posen, han havde efterladt på bredden. Var han en halvdæmon? De løj altid for ham. Men noget i ham vidste, at de havde ret. Selvom han også vidste, at han ikke var en normal halvdæmon. Så var han overhovedet noget? Han vidste det ikke, og på en eller anden måde betød det heller ikke noget, det ændrede ikke noget for ham. Hans liv var det samme.

På bredden samlede han sit hår og vred det værste vand af det. Det var koldt, men hans krop frøs ikke. Der skulle mere til end en kølig skovsø og en kølig vind til at få ham til at fryse. 
Han samlede posen op og kastede et blik mod himlen, det der kunne skimtes mellem træerne. Det ville ikke vare længe, inden solen ville gå ned og mørket ville give ham det ly, han havde brug for til at udføre sin opgave. Forhåbentligt havde de ikke sat vagter ud. Han var træt af at slås, træt af smagen af blod. Kort så han på hende igen og bandt sin opgave fast om livet igen.