”Oftere end, hvad jeg havde forventet at det ville ske.” forklarede hun ham tilbage med et lignende træk på skuldrene. Så hun havde forstået forkert. Det var ikke helt underligt, da hun hidtil ikke havde set andre blive slæbt omkring udover små børn af deres mødre, når de ikke ville samarbejde. I stedet måtte det blot være et tilfælde for hende. Mia forstod det ikke helt selv, men hun måtte afgive en udstråling af at ikke bare kunne efterlade hende.
Hun nikkede efterfølgende bekræftende til Éir for straks at følge med som en lydig følgesvend. Efter de første par skridt løftede hun sin ene fod, stadig i bevægelse og hoppede lettere klodset videre frem, mens hun fik fjernet den enlige sko fra sin fod, før hun kunne sætte den ned igen og satte selv i løb for at kunne nå at følge ordentligt med ham. Nu med den bløde læderfutte i hånden og bare fødder mod det stenbelagte underlag. Der var ingen tid for hende at gå tilbage og lede efter den tabte, og så var det mere behageligt uden fodbeklædning. Særligt hvis det kun var på den ene.

Hun gjorde sit bedste for at følge trop. Det gik mindre tumlende når hun ikke blev trukket med som før, men hun skulle koncentrere sig om at holde øje med den rødhårede dreng, så hendes nysgerrige øjne fik ikke lov til at sejle omkring på bygningerne eller væsnerne de passerede. Hver gang han drejede hovedet tilbage mod hende var det som om at hun løftede hovedet og så mere direkte mod ham som en forsikring. Hun ville nok have smilet tilbage, men hendes mund var travlt optaget af at håndtere vejrtrækningerne, der gradvist blev tungere igen.

Hver gang Éir kiggede sig over skulderen for at sikre sig at Mia stadig fulgte efter, lagde han mærke til at hun lod til at være lidt mere forpustet. Hun måtte have imponerende dårlig udholdenhed, for de havde ikke løbet længere end et par minutter. Éir var hverken i specielt god eller specielt dårlig form. Det virkede usædvanligt for en i Mias alder at blive så hurtigt udmattet, men så igen var hun en by-pige. Skønt han havde svært ved at forestille sig det, var det muligt at de blev indenfor hele dagen og . . . læste bøger, eller sad i teselskaber. Han undveg distraheret en mand, der i samme øjeblik trådte ud fra en dør, mens han forestilede sig samlinger af snobbede teenagere, der skænkede te for hinanden. 
Han stoppede sit løb foran døren til fyrtårnet, og fik sin puls ned med to hurtigere vejrtrækninger. På klods hold så tårnet værre ud end det havde på afstand. Den ene af dørens hængsler var gået i forrådnelse, og hvis ikke karmen havde været så skæv, ville døren uden tvivl stå på klem. Han tog fat i håndtaget, og begyndte at hive. Døren bandt, men som han allerede vidste var det bare et spørgsmål om knofedt før den ville gå op - han havde allerede været oppe i tårnet utallige gange, og vidste at den gamle bygning holdt bedre end den så ud til.
Døren gik pludseligt op, og truede med at sende Éir på røven, men drengen genvandt sin balance med en dansers elegance. Han vidste at det var god maner at holde døren åbne for damerne, og drejede sig mod Mia med et buk.
Indersiden at tårnet så ud til at være i bedre stand end ydersiden, da trætrappen og bjælkerne havde været skærmet fra vind, vejr og havets brusende bølger.

Det kunne meget vel være, at hun kun blev mere og mere forpustet, men det var ikke ensbetydende med, at Mia var nød til at stoppe op fra tid til anden for at få pusten igen. Det sitrede godt nok i hendes lægmuskler, men som var hun på autokontrol, fortsatte hun i en næsten upåvirket løbestil. Der var blot få gange, hvor hun hang en smule og lignede end, der var ved at få overbalance og falde forover, men hver gang lykkedes det hende at rette sig op igen.

Ved de sidste par skridt, hvor hun ligeledes gjorde et gradvist hold, måtte hun nu alligevel tage blikket fra Éir og løfte det op langs tårnet, der hævede sig højt op over hende. Hendes ansigt udtrykte igen en form for barnlig iver. En mild genkendelse skyllede ind over hende og billeder af den oplyste top, spillede straks frem i hendes hoved. Hun havde aldrig overværet den fra oven. Og nu - for første gang - kunne hun beskue den fra bunden som alle de andre jordiske væsner. Den så noget mere hærget ud fra hendes nye perspektiv.
Idét at døren floppede op, rev hun sig væk fra tårnet for i stedet at se den energiske dreng stod bukket og klar til at byde hende indenfor. En gestus der automatisk fik hende til at smile stort til trods for de tunge vejrtrækninger. Tanker om at spørge indtil, hvor vidt muligt de kunne gå op havde allerede været til stede i hendes hoved. Fluks så hun sig undersøgende over skulderen, inden hun trippede det sidste stykke ind i tårnet, hvor lugten af salt i luften var erstattet af tørret drivtømmer. Hun var ligeledes den første til at begive sig op ad trapperne. 1, 2, 3.. 7! Så så hun ellers bag sig i søgen efter Éir, der forhåbentlig ikke havde efterladt hende.
”Kommer du?” spurgte hun, nu pludselig en del mere spændt, hvorpå hun drejede frem igen og fortsatte til hun nåede enden på trappen og kunne mærke en kraftigere vind i håret. Munden åben for at hive diskret efter vejret. Men de blå øjne blev nu alligevel fikseret med det samme ud igennem metaltremmerne og ud mod udsigten.

Éir ventede utålmodigt til at Mia var gået igennem døren, før han forsøgte at lukke den lidt til efter dem. Træet omkring det øverste hængsel var blevet så råddent, at han efter et par sekunder måtte anerkende at den dør aldrig ville lukke igen. Ingen grund til at spilde mere tid på den, tænkte han, og satte i løb op af trappen efter Mia. 
"Den sidste oppe er en krabbe!" grinnede han som han tog trinene to af gangen. Mia havde et forspring, men Éir var hurtigere. Det var længe siden at han havde givet sig selv lov til at opføre sig barnligt, og han kunne ikke lade være med at le, selv efter at han forpustet var kommet op i toppen af tårnet kort tid efter hende. Han gik hen til gitteret ved siden af hende, og tænkte at hun ville glemme at kalde ham en en krabbe, hvis bare han lod som om han aldrig havde sagt det til at starte med.
Fra toppen af fyrtårnet kunne man se hele havnebyen, samt flere af de store skibe, der sejlede ind og ud. Der var fiskemarkedet, hvor de var kommet fra, men også handelspladsen længere væk og kunstnernes plads, med sit artistiske springvand i midten. Af de tre foretrak han handelspladsen, med sine eksotiske lugte af krydderier fra fjerne lande og spranglede farver på stoffer, hvis navne han ikke kunne udtale. Over alt hvad byen havde at tilbyde, var det smukkeste ved udsigten de frådende bølger og det uendelige skønne hav, som drengen elskede af hele sit hjerte. Udsigten til havet var grunden til at han havde taget hende med til fyrtårnet.
Han pegede på de forskellige steder, og fortalte korte farverige anekdoter om de forskellige seværdigheder og mennesker, der var at finde de forskellige steder.
" . . . og hvis man betaler ham nok, kan det väre han vil góre det bagläns." Afsluttede han og gav historien tid til at synke ind. "Hvad vil du se fórst? Eller vil du se noget lidt mere . . . Farligt?" Til det sidste spørgsmål hoppede hans ene øjenbryn op og ned i panden, for på den måde at få den sidste mulighed til at virke mere mystisk og spændende. Sandt at sige havde hun endnu ikke set den bedste udsigt, havnen havde at tilbyde. Turen til den bedste udsigt var dog ikke for hvem som helst.

Ikke nok med at man blev beriget med en fantastisk udsigt udover havneområdet og ligeledes smådele af havet, der skilte det såkaldte Krystalland fra de ganske dele af verdenen som beboede planeten, så stod Mia i den heldige situation at været i selskab med en syngende vejviser, der ikke holdte sig fra at straks pege diverse ting ud fra deres højdepunkt. Og selvom hun for et kort øjeblik havde været fanget i idyl og blot tog udsigten ind uden rigtig at observere den eller direkte se den, blev hun automatisk mere opmærksom, som dele af byen blev peget ud for hende.
Hun havde delvist ubevidst lukket sine fingre omkring gitteret og rykket sig så tæt op ad det som muligt, så hun kunne se bedre. Godt nok var hendes blik ikke rettet mod Eír, men hendes ører opfangede hver en lyd og hvert et ord, der forlod hans snaksaglige mund. Dog ved hans afsluttende spørgsmål måtte hun rive sig fra udsigten.

”Jeg havde ikke troet, at du ville være typen til at reklamere sådan med en farligere rute, sådan som du løb fra.. faren tidligere nede ved fiskene.” svarede hun med forbløffelse malet frem på hendes ansigt, da hun drejede blikket over mod ham. Det var ikke fordi hun bevidst prøvede at træde på ham eller være alt for kæk overfor ham, men det gav ikke helt mening. Ikke i hendes hoved i hvert fald. Kortvarigt så hun tilbage udover byen - og særligt ned mod markedspladsen, han havde beskrevet mindst lige så farverigt, som hun kunne fornemme fra højderne, men inden længe svang hun hovedet tilbage så kraftigt at det korte hår flagrede ved hendes skuldre.
”Men noget siger mig, at jeg ikke vil blive introduceret for dette mere farlige, du vil vise mig, hvis jeg ikke holder mig nær dig. De resterende dele vil stadig være her en anden gang.” Atter voksede smilet frem igen. Afventende. Spændt. Motiveret. Tydeligvis motiveret, sådan som hendes holdning nærmest havde ranket sig op.

Hans øjenbryn fortsatte deres lystige dans selv mens hans hjerne forsøgte at regne ud om hun anklagede ham for at være en kryster eller ej. Før han kunne komme til en konklusion fortsatte hun sin talestrøm, og han blev tvunget til at kaste dem til side til fordel for at lytte til hvad hun havde at sige. ”Klogt valg! Men jeg má advare dig, faren er virkelig. Kun de färreste vender tilbage uskadt, og selv de er forandret for evigt!” han gjorde et stort nummer ud af overdrive faren, og talte i en lav stemme kun lidt højere end en hvisken. Det gavtyvsagtige smil på hans læber underminerede alvoren i hans stemme. Det endelige resultat var en advarsel der lod mere som en spøgelseshistorie end noget andet.

Efter at have gransket hendes ansigt for en reaktion, vendte han sig omkring og gik over til hegnet der adskilte dem og brostenen, ti meter længere nede. Til venstre for stigens udmunding var jernet rustent og flere steder knækket, efter årtier med ustoppelig saltvind. Det var i dette virvar af rustent metal at Éir fandt en velkendt revne bred nok til at et lille menneske kunne komme igennem, og hurtigt pressede sig igennem. På den anden side var der nok fyrtårn til at man kunne gå i krabbegang rundt langs ydersiden af hegnet, og således møvede han sig afsted, altid med en hånd på hegnet. Efter en kvart omgang stak han armene ind mellem tremmerne, og lod sig hænge på en af de tværstænger, der løb hele vejen rundt om hegnet.
”Kommer du?” spurgte han drillende, et kækt smil på læberne. Han kunne godt forstå hvis ikke hun havde modet til det, selvom han havde taget turen adskillige gange uden kval.

Mia for – for en kort stund – overbevist om, at hvad han sagde var sandt. Hun havde selv fået evnerne til at lave vittigheder og være kæk, spille på det mere teatralske, som Éir gjorde overfor hende lige nu, men det var ikke altid ensbetydende med, at hun kunne opfange det, når andre gjorde det, hvilket gentagende gange, havde sendt hende i boksen som værende uigennemtrængeligt uvidende. Hendes voldsomme mangel på forståelse på, hvorfor folk dog havde grund til at lyve, når løgne aldrig førte til noget godt. Men for en gangs skyld brød han igennem til hende, og hendes uforstående udtryk krakelerede tilbage til en let morskab.

Morskab der dog kort tid efter virkede til at falme igen, da han spadserede direkte igennem hegnet, der ellers skulle forestille at holde beskuere i sikkerhed fra at falde til deres mulige død, frem for at vise vejen tilbage ned ad trappen. Hun kunne ikke andet end at bare stå og glo på ham med store øjne og tydelig bekymring for ham. Og så lød hans hoppende stemme igen, hvilket i det mindste tøede hende nok op til at tage hurtige skridt hen mod ham, som han nu stod lænet på metalstængerne, men på den anden side af sikkerhedsnettet.
”Jeg er ret sikker på, at menneskets kroppe ikke er skabt til at tage kollisionen med jorden fra sådanne højder.” faldt det ud af munden på hende. Hun havde faldet før – faldet langt! – og var mirakuløst overlevet. Hvad hun ikke selv havde været klar over, var at hun ikke havde været meget mere end sammenpresset energi og lys og først blevet beriget med sin kødelige krop efter landingen. Med læberne presset blidt mod hinanden skævede hun til siden over mod åbningen, han netop var klemt sig igennem. Så over skulderen. For til sidst at træde et lille skridt tilbage og fumlede med sin kappes lukning til den faldt løst af hendes skuldre.

Det var lidt sværere for hende at komme igennem, siden hun var nødsaget til at rejse sig lidt på tå, så hendes barm kunne udnytte stedet, hvor der var bedre plads til dem, men inden længe stod hun på samme side af hegnet som den rødhårede dreng. Højdeskræk var heldigvis ikke noget, hun som sådan ejede. Efter at have fået ordentligt fodfæste drejede hun afventende blikket til siden mod ham. ”Og hvad nu? Har du tænkt dig at springe?”

Éir han fortsat som hun kastede kappen fra sig. Det var en skarp observation hun kom med, og han følte sig forundret over måden hun talte på. Det var sofistikeret bysnak, hvis han nogensinde havde hørt det, hvilket – skal det bemærkes – han ikke havde. Han trak afslappet på skuldrene, tilsyneladende ikke bekymret af den muligt dødelige konsekvens af hans beslutninger. I drengens verden havde tingene en tendens til at gå okay i sidste ende, så han havde lært ikke at gøre problemer ud af de små ting, såsom en smertefuld faldedød.

”Og det er derfor, Mia, at vi lader väre med at falde!” sagde han, og fulgte det op med et ansigt fuld af falsk overraskelse. Da han var færdig med sin milde hån, drejede han hovedet så han kunne se havets brusende bølger, og lod sig selv mærke vinden i sit hår. Selvom udsigten på alle måder var den samme som den havde været på den anden side af tremmerne, var oplevelse komplet anderledes. På trods af at han var tvunget til at holde fast på det rustne jern for ikke at falde, følte han sig mere fri end han kunne huske det i lang tid. Han følte sig fortryllet, som var han på grænsen til en af sine egne fortællinger, og han håbede at hun kunne dele noget af følelsen med ham.

Tårnets top var en simpel konstruktion. Trappen gik op til en åben bålplads med tre stolper der holdt dets tag oppe. Lodrette jernstænger strakte sig fra gulv til loft. De vandrette tremmer der løb hele vejen rundt om tårnet skabte tern i hegnet, der var store nok til at man kunne stikke sit hoved igennem eller bruge dem til at klatre. ”Op!” råbte drengen imod vinden, som han begyndte at klatre.
Taget var skråt og dækket af røde tagsten. Fra tidligere ture til toppen af tårnet vidste han at flere af stenen var løse, men tagets skråning var ikke stejl nok til at det udgjorde det store problem. Som han klatrede over kanten og op på taget, holdt han sig på alle fire og drejede rundt. Han lænede sig ud over kanten for at se om hun havde brug for hjælp til at komme op, men sagde intet, da det udfordrende udtryk i hans ansigt talte for sig selv.

”Op?!” gentog stjernen, tydeligvis forbløffet over, at det netop var den mulighed Éir havde valgt at tage. Ikke at hun havde nået at absorbere mange andre muligheder end ved hendes korte observation af deres omgivelser. Hun havde grebet ekstra godt fat i jerntremmerne og lænede sig faretruende langt tilbage, så hun stod med armene straks helt ud til albuerne ville have klikket sig hypermobilt, havde hendes krop være naturligt smidig nok. Hendes korte hår faldt ligeledes tilbage og kilde hende blidt i nakken, som vinden blæste det omkring.
Hendes blik havde automatisk fulgt gadespilleren på hans vej op på taget, ligesom han havde fortalt hende, der ville ske, og hun kunne vel ikke helt skjule det forundringsfulde blik, der skreg fra de to abnormalt blå glokugler i hendes hoved.

”Jeg har aldrig rigtig… klatret før andet end op ad jeres stiger!” råbte hun så endelig op efter ham. En ting hun underligt nok ikke var helt så velkendt med. Men han havde råbt. Og før havde hun lagt mærke til, hvor problematisk det var at høre sin egen stemme, at hun ubevidst havde hævet stemmen med. ”Er det her i samme forstand?” Han havde fået det til at se så nemt ud. Selv som tremmerne havde holdt og mundet ud i et skarpt, skråt tag, der endda havde en mindre form for halvtag, der ville tvinge en til at vikle sig ud og over.
Måden hvor på hun blev hængende og efterfølgende så sig over skulderen og ned mod gaden, hvor de overraskende nok ikke var blevet opdaget endnu af, hvad hun kunne se fra afstanden, og så så op og til siden mod, hvor Éir havde stået ved siden af hende før, fortalte en historie om, hvor lidt bekymring hun havde for sig selv. Eller måske hvor meget sikkerhed hun faktisk havde i sig selv. Om historien talte sandt var dog en anden side af sagen. 
”Skal jeg bare gøre som dig?” råbte hun i takt med, at hun så videre spørgende op på ham og satte sine fødder lidt bedre på afsatsen. Hun var stærk. Stærkere end hvad hun så ud. Men ville hun i sidst ende kunne holde ud at blive stående i positionen meget længere? I det mindste var det ikke begyndt at brænde i armene.. endnu.

Éir var en garvet sømand, og for ham var der intet simplere i verden end den korte klatretur til tag – det var trods alt forventet af ham at klatre langt farligere højder i stridende blæst på et gyngende skib, og så tilmed hurtigere. Han havde ikke forestillet sig at hun kunne have et problem med den korte afstand. ”Op!” lo han tilbage som svar på den forargede tone i hendes stemme.

Han strakte armen udover kanten, og rakte hånden ned til hende. Så kunne han hjælpe hende, når hun havde klatret det første stykke. Turen over tagkanten var bestemt den sværeste del, og nu hvor hun kunne få hans hjælp skulle hun nok kunne klare det. . . Sandsynligvis. ”Det er meget ligesom en stige, bare sät dine händer og fóder på de vandrette, og träk dig op. Tag min hánd nár du kan ná den, sá hjälper jeg dig resten af vejen!” Drengen fulgte sine ord op med et stort smil, der perfekt reflekterede hans urørlige overbevisning om at alting nok skulle gå.

Okay. Så svært kunne det heller ikke være. Med nok gåpåmod havde hun allerede flere gange vist, at hun ikke var så uduelig, som det kunne tænkes. Det gjaldt bare om at springe ud i det. Få erfaringen ind i kroppen. Hun havde lært at gå med nær perfektion, havde hun ikke? Det var det samme princip med stiger. Løft det ene ben op på en platform og så det andet. Lige som trapper! Og dem havde hun netop vist, at hun sagtens kunne klare.

Mia nikkede op mod Éir, som et start punkt på hendes egen tur op på taget. Og som forventet gik det smertefrit. Hun placerede sine fødder præcis, hvor han havde gjort, da han som den første have kravlet op. Greb om de præcise vandrette tremmer som ham. Hvis dét ikke var noget man som sådan lagde mærke til, kunne det nok mere ligne, at hun bestemt ikke have nogle problemer med opgaven. Et morende smil havde ligeledes brudt overfladen på hendes ansigt. Hvis hun tog fornemmelsen af at holde fast i det kolde metal, så føltes det nærmest som at svæve.

Hurtigt nåede hun tagkanten, hvorpå hun først greb fat omkring selve kanten, inden hun rakte op og lukkede sine varme fingre omkring hans hjælpende hånd. Det var noget akavet at møve sig det sidste stykke op på taget, men det skulle vise sig at ikke være nogen særlig besværlig gerning.
Oppe på taget blæste det endnu mere end, det havde gjort i fyrtårnets lyskammers læ og hun kunne næsten overbevise sig om, at hendes hår havde fået egen bevidsthed og gået i panik over det, sådan som det flagrede omkring og ind foran hendes ansigt og ind i hendes mund og alt sådan noget.

Éir kunne ikke lade være med at fnise som Mias hår overfaldt hende. Det var ikke fordi hun så hjælpeløs ud – hvilket hun gjorde – men snare at det arbejde hun havde lagt i at komme op. De var frie i naturen nu, løftet over alle andre i havnen og på samme tid var de lige så dødelige, som de havde været ved overfladen. Adrenalinen fra faren og den overvældende fornemmelse af naturlig skønhed udgjorde et naturligt crescendo mod noget guddommeligt, men Mias hår var den anti-joke, der brød boblen og mindede ham om at han blot var et menneske. Og det fandt han fantastisk morsomt. Hans fnisen udviklede sig hurtigt til godhjertet latter.

”Vend dig mod vinden!” men vinden var vild og blæste frit omkring dem. Uden erfaring kunne det være svært at bedømme dens retning præcist, så han lagde en hånd på hendes arm og forsøgte at guide hende nænsomt.

”Huh?” Mia var så småt ved at forstå, hvor irriterende det var at have hår blæsende sådan ind foran ansigtet, og hun havde begyndt sit eget brave forsøg på at holde det væk, idét et ganske klogt forslag lød fra Éir til trods for, at hun ikke lige havde forstået princippet bag hans ord til at starte med og derfor bare havde set automatisk mod ham – elle i hvert fald i retningen af hans stemme. Hun nåede ikke at finde yderligere svar i hans ansigt, før hun kunne mærke sig selv blive flyttet rundt på. Selvfølgelig bevægede hendes krop sig stort set af sig selv og fuldkommen frivilligt under hans blide føring. Hun stolede på ham. For hvorfor skulle hun ikke gøre det? Det var præcis det samme, der havde fået hende til at følge efter ham. Både da han var flygtet fra et gerningssted med hende og da han havde kravlet op på taget, hvor de stod nu.

Hun hjalp en sidste flyvende tit hår over til dens placering, og så var hun efterladt med et fritstående ansigt igen. Og ikke nok med det, havde hun derfor også et frit udsyn til udsigten. De var ikke meget mere end en lille håndfuld metre længere oppe end, da de stod under taget, men dette var alligevel noget helt andet. Noget langt mere frit. Og hun kunne ikke lade være med at se lettere fortryllet ud i ansigtet, som hun stirrede ud i horisonten af havet.
”Selv oppe fra virkede jeres have enorme. I forhold til jeres landområder i hvert fald. Men at se dem fra en mere vandret vinkel udgiver dem til en helt anden skala,” talte hun uden egentlig at forvente, at nogen lyttede. Det var mere som om, at hun havde brug for at få det ud. ”Har du nogensinde været derude?” Fluks drejede hun hovedet og blikket væk fra udsigten og over mod det rødhårede menneske, hvor hun mødte ham med et smil fyldt med barneglæde. Samtidig havde hun hævet en pegende finger ud over havet for at indikere, at hun ikke blot mente, om han havde været ude i vandet, men om han havde været så langt ude, som hendes øjne kunne skue.

Éir studerede hendes ansigt som hun tog udsigten til sig. Mias glæde fyldte ham med en varm fornemmelse, og selvom han havde set udsigten hundrede gange før kunne han nyde udsigten gennem hende. Et bredt smil spredte sig over hans ansigt, som han lod solen og vinden fylde hans sjæl.

Smilet stivnede som han forsøgte at tolke hendes ord. Havde hun været. . . Højere end de var nu? Og tilmed uden at have set havene fra en vandret vinkel. Éir rystede på hovedet, og overvejede om ikke han havde hørt forkert. Det var enten det, eller at hun ikke forstod hvad vandret betød- eller vinkel. Måske begge.
Før han kunne formulere sine tanker til et spørgsmål, havde hun vendt sin opmærksomhed fra udsigten og tilbage mod ham. Ivrigheden i hendes blik fik ham til at glemme alt det mærkelige hun havde sagt tidligere, og istedet fokusere fuldstændigt på hendes spørgsmål.

”Pft,” prustede han som var det intet, selvom hendes blik fik ham til at rødme og tvang ham til at kigge tilbage på havet.
”Jeg var fódt pá havet!” På trods af at hun fik ham til at følte sig nervøs, kunne det ikke høres på hans stemme som han fortsatte. ”Jeg har väret ved verdens ende og tilbage, og ikke bare én - men to gange!” løj han muntert med en selvsikkerhed han følte ville gøre det umuligt at betvivle ham. ”Tro’de du mine fortällinger var noget jeg fandt pá?”

Det første stykke tid efter Éir’s svar lå stjernen ansigt i samme forundrede, dog forvirrede folder, mens så var det hendes tur til at bryde ud i en latter. Dette rødhårede menneske var noget så besynderlig. Foruden at han var et af de få jordiske væsner, hvor hun havde haft sværere ved at forstå hans talte sprog, før hun havde vænnet sig til mønstrene, så sagde han også de mest mærkværdige ting fra tid til anden. Og endda med en sikkerhed i ordene. Hun opfangede ikke at han direkte løj for hende, hans sandhed stemmede bare ikke over hendes egen.

Som latteren stilnede af igen, løftede hun en finger op for at fange en enkel lille uskyldig tåre, der havde begyndt at samle sig i hendes øjenkrog – vinden havde i forvejen fået hendes øjne til at løbe mere i vand end, hun normalt var vant til, men morskaben havde skam også spillet en rolle. ”Undskyld undskyld, jeg vil ikke udstille dig som, hvad I jordiske kalder for en løgnhals, men en kugle har inden ende. Du kan rejse evigt mod øst, men du vil altid bare ende samme sted, som du startede. Aldrig en kant. Eller en ende,” forklarede hun med stemmen stadig stærkt påvirket af et snert latter. ”Med mindre det er, hvad du mener med ’ende’.”

Med det sagt drejede hun sig væk fra ham igen og trådte uden frygt, dog forsigtigt nærmere til kanten af taget, så hun kunne sætte sig der. Benene dinglende udover og kjolens skær flagrende. ”Åh! Eller findes der et land derude et sted ved navnet Verdens Ende?” pippede hun fluks frem, som muligheden poppede frem i hendes hoved, og hun havde hurtigt lænet sig en tand tilbage og drejet hovedet så meget over skulderen, som det var muligt for at se tilbage på Éir. Oprigtig nysgerrig. Igen.

Det var nu Éirs tur til at se forvirret ud. Verdens ende var almindeligt sted i de gamle fortællinger, og han havde aldrig tænkt nok over det til at betvivle at der var en, ej hellere hvilken form verdenen havde. Sandt at sige lod hun til at vrøvle en del. Der var dog noget ved den henslængte måde hun talte, der gav hendes ord en afslappet autoritet. Og det gav da også en hvis mening; en kugle virkede mere naturlig end en flade.

Han bevægede sig nærmere pigen og kanten af taget med en sømands selvsikre skridt. ”Du kan sige hvad du vil, men jeg er ingen lógner – og det vil tór jeg gerne svärge pá, med Valeria som vidne!” Pludseligt, nærmest som var det en straf på hans misbrug af gudindens navn, ramte et vindstød tårnets top – kraftigt nok til at Éir begyndte at glide, stadig stående, henover de glatte klinker. I fuldstændig foragt for den fare han pludseligt befandt sig i, satte han sig ned på taget og standsede naturligt med det ene ben udover kanten, lige ved siden af Mia, med et vindende smil på læberne.

”Jeg siger dig,” fortsatte han, og kastede et tænksomt blik mod horisonten og alt hvad der gemte sig bag den. ”Der er mange ting derude, der ingen mening gir’. Bare fordi vi er pá en kugle, betyder det ikke at den ikke har en ende.” I sandhed levede de i en magisk verden; det var ikke til at sige hvad der var og ikke var virkeligt. Og det mistænkte han at hun vidste.
Han drejede hovedet for at betragte hende med et triumferende smil. ”Eller du kan máske sige med sikkerhed hvordan tingene ér, eller ikke er? For sá behóver du ikke lytte til mine sóforklaringer!”

Hendes hjerte sad pludselig helt oppe i halsen på hende – metaforisk selvfølgelig. Det var ikke fysisk muligt for ens hjerte at flytte sig fra dens plads i brystkassen. Så meget vidste hun da. En hurtigt og forsikrende og faktisk lettere panisk streng af ord, der skulle have udfoldet sig til en form for undskyldning for, at alligevel have kaldt ham en løgner, havde siddet klar og parat på hendes tunge, da han havde mistet fodfæste og dermed blevet slugt til fordel for en mere udviklet panik for, at han ville falde. Som hun huskede sig selv have spurgt indtil, så var jordiske væsner ikke bygget til at overleve et sådan fald, det ville være, skulle han ryge over kanten af tårnet.
”Éir!” Straks havde hendes reflekser sat ind og grebet fat om, hvad hun kunne nå at få fat i – hvilket denne omgang blev hans arm – og i øjeblikket glemte hun sin egen naturlige styrke og greb måske en tand for stramt. Men så var han okay. Solidt placeret lige ved siden af hende, som var stuntet gjort med vilje. Med smilet, han sendte, gav det blot mere mening. En strøm af forlegenhed over sin egen reaktion, skyllede over hende og efterlod hendes kinder mere blussende end ellers, og efter at have stirret forskrækket mod ham længe nok, slog hun flovt blikket væk og slap ham, som det gik op for hende, at hun stadig holdte fast i ham.

Undskyldende rømmede hun sig, som hun satte sig ordentligt igen. ”Jeg kan selvfølgelig ikke påstå, at jeg ved hvordan alt er med sikkerhed. Jeg er stadigvæk meget ung og har stadigvæk rigtig meget at lære,” svarede hun ham så ærligt, som man kunne være. Hendes hænder havde vendt tilbage til deres gribende plads om tagets kant på hver sin side af sig. Højden skræmte hende endnu ikke, men Éirs nærdødsoplevelse havde da påvirket hende nok til at være lidt mere forsigtig, som hun sad der.
”Men jeg har set jeres… klode, tror jeg nogle af jer kalder den, verden, roterer omkring sig selv. Som en kugle ville.” Som hun sagde det lænede hun hovedet helt tilbage for at se direkte op mod den blå himmel. Den var så anderledes hernede fra, end hvad hun havde været vant til. Deroppe var der så mørkt. Måske det netop var derfor, at hun havde fortrukket nætterne. De mindede hende mere om hjem end dagtimerne gjorde. ”Med mindre det er ligesom en bold, hvor man kan antage at syningen er ’enden’, så vil jeg da mene, at jeg med sikkerhed ved, at ’Verdens Ende’ ikke findes. Ikke på et reelt fysisk plan i hvert fald.”
Som hun fortsat betragtede himlen med et begyndende smil indtil en behagelig brise, fik hende til at lukke øjnene i og snuse til den salte lugt af hav. Her var nu ikke helt dårligt. Det var muligt, at have startet sit eget jordiske liv nær havet havde givet hende denne knytning til det. Men det var lige så meget muligt, at det bare var en del af hende fra starten.

”Jeg kunne se så meget deroppe fra, Éir,” sagde hun med et hint af nostalgi i stemmen. Et hint af savn. ”Men jeg kunne aldrig se så mange detaljer, som jeg kan nu. Hernede fra i blandt jer.”